Alex Schulman Læseprøve og uddrag Skønlitteratur

Brænd alle mine breve. En stærk fortælling om kærlighed, hævn og rivalisering. Begynd din læsning her

brænd alle mine breve Alex Schulman

Brænd alle mine breve er en medrivende, intens roman, hvor familiehemmeligheder, forbudt kærlighed og jalousi forgifter flere generationer. Smuglæs i Alex Schulmans storslåede roman her.


Alex er forfatter, ægtemand og far til tre. På overfladen har han et lykkeligt liv, men han bærer på en enorm vrede og et gennemgribende mørke, som skræmmer både hans børn og hustru.

Efter mange års skænderier indser Alex, at han må finde ud af, hvor vreden kommer fra. I sin jagt på svar rettes Alex’ fokus mod hans morfar, forfatteren Sven Stolpe.

LÆS OGSÅ: Jeg ved, der findes en tid, hvor min mor ikke drak, hvor hun elskede mig. Alex Schulman om sin prisvindende bog Glem mig

Ved hjælp af 80 år gamle breve og dagbogsuddrag, trevler Alex historien op om sin families tragiske skæbne, hvor en fortælling om kærlighed og jalousi har forgiftet flere generationer.

Læs et uddrag af Brænd alle mine breve herunder.

Du kan købe Brænd alle mine breve online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 28 april.




Brænd alle mine breve

Alex Schulman


KAPITEL 1

Der ser ud, som der altid gør.

To lænestole og over den ene hænger der et ur på væggen – det er der, klienten skal sidde, så terapeuten diskret kan kaste et blik på uret over ens hoved, uden at det virker stødende. Et bord med en karaffel med vand og en æske med papirlommetørklæder til dem, der græder. Kunst på væggene, der lader til at være valgt, fordi det er så intetsigende. Jeg sætter mig ned og bliver lidt forlegen, da hun spørger, om jeg har været i terapi tidligere. Det har jeg. I otte år.

Der er selvfølgelig ikke noget galt med at have været i terapi, men alligevel skammer jeg mig og vil helst ikke fortælle om det. For hvad siger det om et menneske, at man har gået i terapi så længe? Der er noget usundt ved, at man uge efter uge, år efter år, vender tilbage til en lænestol for at få lov til uforstyrret at tale om sig selv.

Jeg fortæller hende, at det ikke er første gang, jeg går i terapi, men at det derimod er første gang, jeg skal prøve det, hun er særligt uddannet til, nemlig at tegne et familiekort. Jeg fortæller hende, at jeg tror på tanken om, at alle individer i en slægt påvirker hinanden. Og ved at tegne et familiekort kan man få et billede af, hvordan det hele hænger sammen, hvordan man selv er en sum af alle de mennesker, der omgiver en i slægten.

Hun tager en stor tegneblok på et stativ frem og beder mig fortælle om min familie. Det er mig og mine to brødre og vores afdøde forældre. Det er udgangspunktet, og derfra breder de forskellige familiemedlemmer sig ud. Vi gennemgår dem nøje, person for person. Vi taler om familiehemmeligheder, sorger, skilsmisser og dødsfald og markerer dem ud for de implicerede.

Det gør noget ved en at se så mange liv præsenteret i koncentreret form på så lille en overflade. En skæbne på ganske få linjer. En farbror, der blev alkoholiker og døde ung. En moster, der mistede begge sine sønner, da de legede i en grusgrav. En, der fik kræft. En anden, der tog sit eget liv.

Terapeuten beder mig gå hen til kortet og markere det indbyrdes forhold mellem de forskellige. Hvis relationen er god mellem to personer, skal jeg markere det ved at trække en lige linje imellem dem. Hvis der er konflikter mellem to familiemedlemmer, skal det angives ved en siksakstreg. Da jeg er færdig, spørger hun, om jeg kan se et mønster i de streger, jeg lige har lavet.

Jeg træder et par skridt tilbage for at få et bedre overblik. Jeg betragter forundret virvaret af navne, årstal og kommentarer. Jeg har aldrig set det så tydeligt før, det er næsten, som om jeg er blevet udsat for et tryllenummer, jeg ikke kan forklare.

”Utroligt,” siger jeg.

”Fortæl mig, hvad du ser,” siger hun.

Jeg går hen til det store ark igen. Jeg fører pennen mod mit navn. Ser, hvordan der går en lige streg mellem min far og mig, og hvordan der løber en siksakstreg til min mor. Og så ser jeg op mod de to slægter.

”På min fars side er der kun lige streger,” siger jeg. ”Fra min far og hans børn og hans søskende og forældre. Alt er harmoni.”

Jeg fører pennen mod min mors side af papiret, hendes slægtninge.

”Men herovre …”

Jeg ser ud over en slagmark, et virvar af takkede relationer, overalt markeringer af uvenskab, opbrud og opgør. Ingen er blevet skånet.

”Herovre er der kaos.”

Min mor var den yngste i sin søskendeflok. Hun havde tre søskende, to brødre og en søster. Jeg forsøger at mindes, men jeg tror ikke, jeg nogensinde har set dem alle fire sammen. De hadede hinanden ad flere omgange, konflikterne løb gennem årtier. I barndommen var uvenskaberne naturligvis ubegribelige for mig. En tidlig juledagsmorgen i begyndelsen af firserne.

Vi er hjemme hos min morbror og fejre jul. Min mor vækker os i vores senge. ”Kom så, unger, vi kører nu,” hvisker hun. Vi samler søvndrukne vores tøj sammen, lister gennem det sovende hus og går ud til bilen. Vi forlader huset uden at sige farvel. Vi får ingenting at vide, men vi hører de mumlende stemmer fra forsæderne. ”That’s it – det er sidste gang, vi ser noget til dem.”

Der var altid sket noget utilgiveligt, som ikke kunne glemmes igen. Så blev kontakten afbrudt i et par år, men så ændrede det sig igen, og vi skulle pludselig på ferie sammen. Fætre og kusiner blev igen ført sammen, fremmede, der skulle lege, og blev derefter revet fra hinanden, når fjendskabet blussede op på ny. Aflyste midsommerfester, middage, der endte i vrede udråb og stoleskrab og nogen, der kørte væk på hvinende dæk.

Jeg husker et brev på min mors skrivebord, underskrevet af hende, til en af brødrene. Jeg læste begærligt, det var som ledetråde til et stort mysterium. Han havde gjort noget, der var ”utilgiveligt”, og indtil han indså sine fejltagelser, var hun ikke interesseret i at se ham overhovedet. Jeg husker den sidste linje: ”Al kontakt ophører nu.” Det var så ubehageligt, så endegyldigt.

Engang ringede min mors søster, jeg tog telefonen. Hun ville tale med min mor.

”Nej tak!” råbte hun fra køkkenet. ”Men, mor …” sagde jeg.

”Ikke interesseret!”

Den ene af mine morbrødre hadede ikke familien – hans konflikt var med verden. Engang kørte han og jeg i bus sammen mellem Filipstad og Stockholm. Damen fra busselskabet gik rundt og fik alles navne, og da det var hans tur til at give sine oplysninger, hvæsede han hadsk: ”Hvad skal I med det?” Damen forklarede, at de skulle indsamle alle passagerernes navne.

”Så hedder jeg Johan Johansson,” svarede han og så ud gennem ruden. Han vendte sig mod mig, da hun var gået forbi, hviskede i mit øre:

”De har spioner overalt.”

”Hvem?”

”Satans udsendte.”

Da jeg kom hjem og fortalte min mor det, besluttede hun, at vi ikke længere skulle omgås ham – han var jo tydeligvis splittergal. Igen: Al kontakt ophører nu. Alle de konflikter, der rasede mellem slægtens medlemmer, kom med årene til at blive noget velkendt, og langsomt opdagede jeg, at jeg fik smag for det. En sommer i teenageårene var jeg på interrail ned gennem Europa med en ven. ”Ring til min bror, når I kommer til Grækenland,” sagde min mor. ”Han skal nok tage sig godt af jer. I kan bo hos ham.”

Han mødtes med os på en bar i den lille by, han boede i. Da vi spurgte, om vi kunne sove hos ham, blev han perpleks. Han skulle have gæster om aftenen, det passede ikke rigtigt. Vi tog afsked med hinanden, og fra havnen ringede jeg til min mor og fortalte alt, og jeg hørte hendes tilbageholdte vrede, da hun forhørte sig om detaljerne. ”I måtte altså ikke engang slå telt op på grunden?”

”Nej.”

”Han gav jer ikke engang penge til en busbillet?” ”Nej.”

Der var en underlig tilfredsstillelse ved at vide, at nu begyndte det igen.

Jeg blev selv en medspiller, noterede mig handlinger og adfærd og fordelte informationerne for at maksimere skaden.

Min lillebror og jeg overnattede hos vores moster. De havde et klaver, og min bror spillede på det, den eneste melodi, han kunne spille. ”Kalle Johansson, Kalle Johansson, Kalle Johan-Johan-Johansson,” sang han højt og muntert, og til sidst fik vores moster nok og råbte: ”Så må det være nok med det klimperi!” Jeg listede ind på et af værelserne og ringede hjem. Jeg viderebefordrede den letantændelige information.

Dagen efter blev vi sendt hjem. Og så kørte det igen. Et par år efter døde vores moster. Min mor var vægelsindet i forhold til begravelsen – skulle vi med eller ej? Det endte med, at vi tog med. Og sådan var det i grunden; kun dødsfald kunne sætte en stopper for konflikterne i familien.

Jeg betragtede familiekortet og kaosset på min mors side. Vreden, der er gået i arv. Hvor meget har den egentlig skadet mig? Jeg har ikke spekuleret så meget på det tidligere, men jeg kommer i tanke om en mail, en kusine sendte mig for et par år siden. Hun ville gerne samle alle fætre og kusiner til en middag og spurgte forsigtigt, om vi mon kunne være interesserede. Hun syntes, det kunne være så hyggeligt at møde alle igen, efter alle disse år. ”Bare fordi vores forældre skændtes, betyder det jo ikke, at vi skal gøre det.”

Vi mødtes. Tøvende, velvillige samtaler hen over bordet. Vi drak vin og forhørte os om hinandens liv. Men det var også trist. Der sad vi, medtagede og forvirrede som følge af fyrre års voldsomme konflikter mellem vores forældre. Vi vidste ikke, hvordan vi skulle opføre os.

Det var, som om vi var blevet tvunget sammen igen. Som om vores forældre befandt sig i rummet ved siden af, og inden længe ville de hårde ord sive ind gennem væggene, og nogen ville smække en dør og køre af sted på hvinende dæk nede på gaden. Vi snakkede og drak, men vi var hele tiden forberedte på at blive afbrudt og revet op fra stolene.

”Hvad ser du mere, når du kigger på kortet?” spørger terapeuten.

Jeg betragter papiret. Det er jo derfor, jeg er her; jeg har et håb om blandt de skrøbelige tråde af uvilje at finde en nøgle til min vrede. Noget, der kan hjælpe mig med at forstå mine egne reaktioner, så jeg kan reparere mig selv. Men når jeg betragter markeringerne og notaterne, er det, som om jeg ikke kan tyde tegnene. Et eller andet sted findes løsningen, men jeg kan ikke regne ud hvor.

Eller tænker jeg helt forkert?

Måske findes svaret i noget, der ikke er markeret, noget, der er blevet glemt eller skjult? Familiekortet minder om et skattekort, der leder til en stor hemmelighed, men der er ikke noget X.

”Jeg ved det ikke,” svarer jeg. ”Hvad leder jeg efter?”

”Kan du se, hvor alle konflikterne på din mors side begynder?”

Jeg ser ud over min mors slægt, følger siksakmønstrene opad gennem generationerne, lader mine fingre løbe langs alle de takkede tråde af had og ser, hvordan samtlige forenes længst oppe, ved én eneste person: min morfar Sven Stolpe.


KAPITEL 2: 1988

Det er 1988 og er lige begyndt at sne. Jeg kører med en bus, der bruger længst mulig tid på at tilbagelægge strækningen mellem Stockholm og Filipstad. Omveje så lange, at de næsten bliver interessante. Underlige stop ved E18, hvor vi skal strække benene, og bagefter sidder vi på vores pladser og venter på at køre igen.

Nye passagerer langs vejen, buschaufføren stopper deres bagage ind med en cigaret i mundvigen, og så kører vi videre. En ung værtinde fra busselskabet tager sig lidt ekstra af mig, jeg noterer mig, at hun sikrer sig, jeg er med efter hvert stop. Hun sidder længst fremme ved siden af chaufføren under kørslen. Der er enkelte, korte ordvekslinger mellem dem, men oftest er der stille. Hun ser så trist ud, når hun stirrer ud på vejen med et tomt blik.

Jeg kender vejen ud og ind, for jeg har kørt strækningen så mange gange. Selv i mørket ved jeg præcis, hvor vi er, vejene bliver smallere, jo nærmere destinationen, vi kommer, og til sidst parkerer bussen på Filipstads busstation. Jeg får straks øje på min mormor, som står ved et af busskurene med en paraply for at beskytte sig mod sneen. Vi omfavner hinanden, jeg borer ansigtet ind i hendes pels, som dufter af en parfume, kun hun bruger. Hun gør ansats til at tage min taske, men jeg siger, at det klarer jeg selv.

Vi handler i supermarkedet på vej hjem, mormor tager sig god tid. Min mor var blevet irriteret, men jeg kan godt lide det, at høre min mormor stå og tale delvist til mig, delvist til sig selv, mens vi går rundt langs hylderne. ”Du er jo snart teenager, hvad spiser en teenager til aftensmad?”

Og så for sig selv, mumlende, som om jeg ikke længere var der: ”Gad vide om han har lyst til kød?” Mormor køber kartofler, fars, fløde og ærter. Hun siger, pludselig lidt surt, at det er underligt, de er begyndt at skrive ärtor på pakken. Det hedder jo ärter. Man siger kun ärtor, hvis man kan tælle dem, men når de kommer i en pakke på den måde, er det ärter.

”Siger du ärtor eller ärter?”

Ärter.”

”Ja, præcis! Det er jo det rigtige.”

En weekend om måneden tager jeg turen for at besøge hende og morfar. Jeg ser altid frem til det, og i løbet af ugerne hjemme i Stockholm går jeg og glæder mig. Det er næsten som at være på et fint pensionat. Rullet sengetøj på gæsteværelset. Og på natbordet har mormor stillet en Ramlösa og lagt et stykke chokolade. Mest holder jeg af aftenerne, efter nyhederne, når morfar er gået i seng.

Så sidder mormor og jeg ved køkkenbordet i aftenmørket. Vi løser krydsogtværs, og indimellem beder hun mig om at løbe hen til leksikonet for at slå et ord op, hun er usikker på. Hun laver en kop te, og når hun kommer sødetabletterne i, fnyser hun for sig selv og siger: ”Nu falder jeg vist aldrig i søvn.”

Vi kommer hjem til den store villa i udkanten af Filipstad, og mormor stiller indkøbsposerne på køkkenbordet. Jeg sidder ved spisebordet for at holde hende med selskab. Jeg skal lige til at spørge mormor, om morfar er hjemme, da jeg hører de velkendte bankelyde fra førstesalen. Fem slag, altid fem, som vibrerer gennem huset. Det er min morfar, der af fuld kraft slår sin stok mod radiatoren i sit soveværelse. Det er sådan, han kommunikerer med mormor: Hun skal komme.

Mormor stivner i et par sekunder ved lyden, hendes øjne bliver lidt større, så lægger hun hurtigt smørpakken fra sig på køkkenbordet og skynder sig op ad trapperne. Lidt efter kommer hun tilbage og pakker resten af varerne ud.

”Hvad ville han?” spørger jeg.

”Han ville bare vide, om du var kommet.” ”Kommer han ned?”

”Ja, han skulle lige klæde sig på.”

Endnu en gang synger det i huset, da morfar slår mod radiatoren, fem gange i træk, så er der stille i et par sekunder, hvorefter der kommer fem mere. Det er svært at forstå, hvordan en stok mod en radiator skulle kunne skabe sådan et bulder. Mormor forsvinder op ad trapperne igen. Jeg bliver siddende og lader hånden glide over voksdugen. Jeg hører uret slå, P1 i radioen i vindueskarmen. Det dunker endnu en gang i rørene, og mormor råber fra trappen: ”Jeg kommer!”

Jeg går ud fra køkkenet, gennem den kolde hall. Jeg skubber forsigtigt til døren ind til min morfars arbejdsværelse, og den går knirkende op. Jeg ser på det enorme skrivebord midt i værelset. Der har altid været noget dragende ved det rum. Jeg vil være tæt på min morfar. Jeg kender reglerne herinde. Man må godt være her, men hvis morfar sidder og arbejder, skal man være musestille. Man må kun tale, hvis morfar tiltaler en. Og man må under ingen omstændigheder røre ved papirerne på skrivebordet.

Jeg husker engang, da jeg var syv eller otte år, og hele familien var på besøg over en weekend. Jeg havde skændtes med en af mine brødre og løb grædende ind i arbejdsværelset. Jeg vidste ikke, at min morfar sad og arbejdede, og selv om alvoren gik op for mig, kunne jeg ikke holde op med at græde. Stod bare som forstenet. Min morfar så på mig, gik hen til døren og råbte ud i huset: ”Kan nogen få det flæberi til at høre op!” Min mor kom hurtigt og trak mig væk.

Jeg går hen til skrivebordet. Bunker af bøger på hver side af skrivemaskinen. Udklip fra aviser med understregninger og notater i margenen skrevet i blæk med en let rystende hånd. Opslåede bøger over det hele, som om nogen lige har været her og bare er gået i et hurtigt ærinde. Jeg sætter mig i morfars skrivebordsstol, mærker et stik af spænding og uro, for jeg ved ikke, om jeg må sidde her.

Ved siden af skrivebordet er der et sidebord, hvor store notesbøger i gult læder ligger i stakke. Jeg tager en af bøgerne og slår op et tilfældigt sted. Skriften er lille og svær at tyde, der er ord på hele papirets overflade, også i margenen, hvor der er foretaget tilføjelser med andre penne, på andre tidspunkter. Jeg bladrer i bogen, hver side er skrevet på samme måde, det er et mylder af ord, som om ham, der har skrevet alt det her, er syg på en eller anden måde, det minder om de skrivehæfter, man ser i film om seriemordere, der sidder nede i en kælder og gør notater om kvinder, de vil slå ihjel.

Jeg tager et par notesbøger mere frem. De er alle stopfulde af ord. Jeg ser ud over bunkerne på sidebordet. Der må være hundrede notesbøger her, måske endnu flere. Hvad er det for et enormt projekt, morfar sidder med?

Jeg går ud i den store hall, det kolde, hvide marmorgulv og det runde, persiske tæppe, den enorme hvide trætrappe. Der løber en skinne i sort metal langs væggen op ad trappen. Den blev sat op for et par år siden, med en stol, der fungerer som elevator mellem etagerne i huset. Morfar kan bevæge sig ubesværet på plane overflader, men i et stykke tid nu har han ikke kunnet gå på trapper. Stolen har givet ham friheden tilbage. Morfar kalder den for ”den elektriske stol”, og det synes vi børnebørn er sjovt.

Ved væggen står en kommode, hvor der nogle gange er slik. Jeg kigger altid derhen for at se, om der er noget. Jeg finder en dåse med marmeladekugler og skynder mig at stoppe en i munden. Henne ved døren er der et skab i mørkt træ, med døre tykke som skibsskrog. Det kræver kræfter at åbne dørene. Et angstens pust ved tanken om dengang, hvor jeg stjal mønter fra de jakker, der hang derinde, og min mor greb mig på fersk gerning.

Pludselig går der en buldren gennem huset. Jeg vender mig om mod trappen. Det er den elektriske stol. Jeg ser ham ikke først, hører kun det øredøvende dunder fra mekanikken, men så dukker han op i den øvre del af trappen, først ser jeg kun fødderne, og siden ruller resten af ham frem. Det går uendelig langsomt, men der kommer han på sin trone af metal og gummi. Da han er halvvejs nede, får han øje på mig. Han vinker med stokken og smiler.




Alex Schulman: Brænd alle mine breve

Alex, som er forfatter og far til tre, indser efter mange års opslidende skænderier, at han bærer rundt på en enorm vrede. Hans underliggende mørke skræmmer hans hustru og børn, og han tager på en rejse for at finde roden til vreden, og granske sin familiehistorie.

Kan vreden nedarves gennem generationer? I sin søgen på svar rettes fokus mod hans morfar, forfatteren Sven Stolpe, og ved hjælp af 80 år gamle breve og dagbogsuddrag folder en tragisk fortælling om forbudt kærlighed og jalousi sig ud.

Brænd alle mine breve er en medrivende og intens spændingsroman om kærlighed, rivalisering og hævn. Og om hvordan en enkelt mands vrede kan sætte varige spor, både i litteraturen og i familien.

Du kan købe Brænd alle mine breve online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.