I Skynd dig at elske slynges Alex Schulman tilbage i tiden med fuld kraft og konfronterer de hårde minder fra tabet af sin elskede far
Svenske Alex Schulman er lige nu aktuel i Danmark med udgivelsen af hans debutroman Skynd dig at elske. Den selvbiografiske roman blev oprindeligt udgivet på svensk i 2009, men udkommer i år på dansk.
Skynd dig at elske er et kærlighedsfyldt om ømt portræt af at vokse op med en gammel far – og om at miste ham. Bogen udfolder en søns konfrontation med sin bortgemte sorg og det dybe savn, tabet har efterladt.
LÆS OGSÅ: Alex Schulman er altid på børnenes side. Portræt af den svenske forfatter, der begejstrer danskerne
Få timer efter faren Allan Schulmans død besluttede Alex sig for at lukke ned for sin sorg, og så det som en sejr, da han ikke brød sammen ved begravelsen. I den efterfølgende tid faldt resten af familien fra hinanden.
Flere år senere opfordrer en psykolog Alex Schulman til at undersøge de undertrykte minder og blotlægge sin sorg. Alex genbesøger det sommerhus, hvor familien holdt alle barndommens ferier, og her gennemgår han alle farens syv arkivskabe for at konfrontere minderne om sin far.
Resultatet samlede han i den ærlige, vemodige og kærlige bog, Skynd dig at elske.
Læs det første kapitel af Skynd dig at elske herunder:
Skynd dig at elske
Alex Schulman
Jeg kører langs en vej, der er mig yderst bekendt. Det er en grusvej, der støver og spytter sten mod grøftekanterne til højre og venstre og hele tiden prøver at overraske med uventede sving. Men mig overrasker den ikke.
Jeg kender den her vej ud og ind.
Jeg farer frem i min bil til lyden af ivrige dæk mod grus og sten, som nu og da rasler ind under bilens understel, bliver hvæsset og forsvinder. De har fældet lidt skov til højre, men ellers ligner det sig selv.
Min puls stiger, da jeg kører forbi den lille gruppe træer ved postkasserne, hvor jeg så ofte er standset med min far for at plukke liljekonvaller til min mor. Jeg passerer den lille å, hvor mine brødre og jeg indimellem sejlede i kano.
Jeg suser op over bakken, hvor solen kan hænge blændende lavt om aftenen, og siden ind på den tilvoksede grusvej ned ad skråningen mod søen.
Fornemmelsen af at være på vildmarksekspedition forstærkes, da bilen kører over de store, flade klippe- stykker og læner sig faretruende først mod venstre og siden mod højre. Forbi laden, hvor vi engang husede tre høns, som min far døbte ”søstrene Johansson”, og så er jeg fremme ved huset.
Jeg er kørt fra Stockholm via Västerås, Örebro, Karlskoga og Filipstad, men jeg havde undervurderet turen. Min far klarede den altid på lidt over fire timer, men han kendte også et par listige genveje på de små skovveje mellem Gustava og Gustavfors.
Selv har jeg så vidt muligt holdt mig til de asfalterede veje, jeg ser på uret og noterer mig, at jeg har kørt i næsten fem timer.
Det er sent, men solen er stadig fremme. Jeg kører bilen helt hen til huset, som man ellers før i tiden kun måtte gøre, hvis man havde en særligt tung last, som skulle læsses ud af bilen.
Jeg stiger ud og stiller mig og ser ned mod saunaen og ud over søen. Det hele står i blomst. Smørblomster vajer i den svage vind nede på engen, som engang var vores fodboldbane. Lupiner står på række som krumsabler.
Nælderne strækker sig ved jordkælderen. Birketræerne hvisker bag huset, og æbletræet, som min far gav min mor den sidste sommer, har vokset sig højere. Og hele tiden er der hurtige svaler, som udfører livsfarlige cirkusnumre lige over mit hoved.
Store buer oppe i luften, vilde styrtdyk ned mod jorden og derefter op igen. De ser ud, som om de vil fortælle noget, svalerne, men de kan lige så godt have mistet forstanden.
På hver en overflade af den her grund kan jeg se min far for mig. Jeg bliver fuldstændig overvældet. Jeg ser ham stå og ordne fiskenettet nede ved saunaen. Det er blevet filtret godt sammen af en gedde, som sad tidligt fast og gav sent op.
Min far takker mig for at gøre ham selskab, han ved, at jeg synes, det er kedeligt at se på, mens han sysler med nettet. Jeg ser ham nede ved vandkanten om aftenen. Han er fulgt med aftensolen og drikker et sidste glas whisky, før solen forsvinder.
Det er bare en søbred og min far i en stol. Han bliver siddende lidt og ser på aftenrøden over bakkerne, så får han noget vemodigt i blikket og vandrer igen op mod huset.
Jeg ser ham med bar overkrop ved grillen, hvor han fokuseret og under stor travlhed vender bøffer og råber ”hurtigt, hurtigt, giv mig en tallerken”, når han opdager, at noget er færdiggrillet.
Jeg ser ham inde i saunaen, hvor han sidder med benene over kors og i eksplosiv tavshed ser ud over søen. Eller når han kort efter sidder udenfor i badekåbe og nyder en kold øl og nyplukkede radiser, som Calle og jeg er løbet op og har hentet til ham.
Han hvisker et nydelsesfuldt ”årh”, hver gang han tager en tår af sin øl.
Min far er overalt på det her sted. Det er muligt at frigøre sig fra minderne om ham alle andre steder på jorden, men her er det umuligt. Hver en millimeter på og omkring det her sted fortæller historien om min far.
Det er forunderligt at være her igen, at se egetræet nede ved søen og erkende, at vi ikke kommer til at sætte net ud sammen i aften. At høre en bil brumme oppe ved vejen, men straks opgive håbet om, at det er ham, der kommer tilbage fra butikken.
At opfange duften af brændende kul og tændvæske og vide, at jeg ikke vil høre min far ophidset råbe efter en tallerken. Min far er her ikke, og det betyder, at hele stedet er ude af led.
Jeg ser ud over grunden og ser alle de millioner af usynlige fodspor fra mig selv som barn. Det var her, jeg tilbragte alle mine somre, fra jeg var seks år, til jeg blev atten.
Alle de hundredvis af dage i sommerhuset, sammen med min mor, min far og mine brødre Calle og Niklas.
Indimellem regnede det, og så sad vi i køkkenet og stirrede med dystre miner ud over søen i håb om at se tegn på bedre vejr, men de fleste minder, jeg har herfra, er badet i solskin. Hver dag var ny, men alligevel en variant af den foregående.
Alle årene, alle dagene, føles som en lang fortryllende gentagelse af én og samme lykkelige dag.
Far vækkede mig og Calle klokken otte om morgenen, det var tid til at trække de net op, vi havde sat ud aftenen forinden. Nogle gange var Niklas med, som oftest ikke. Han var ældre og holdt sig mest for sig selv.
Min far havde et langt græsstrå i munden, uhørt store gummistøvler, en blå og hvidstribet murerskjorte og hat på hovedet. Vi gik på en dugvåd sti ned til søen og trak robåden ud. Jeg fik som regel lov til at ro, og Calle øste vand op fra båden og hjalp far med nettene.
Vi havde to net, det ene var gammelt og fuld af huller, og det andet var nyt og i en moderne grøn farve. Når min far rejste sig op i båden, skulle vi sidde stille, så den ikke krængede. Det var meget vigtigt, sagde han, og vi troede ham.
Min far vidste med det samme, om der var fisk eller ej. Han kunne mærke det på vibrationerne.
”Ja, ja, der er fisk,” sagde han, og det var altid lige spændende og fantastisk.
Han trak nettet langsomt ind, og nede i dybet kunne vi se, hvordan fiskeskæl pludselig glimtede i solen. Vi trak gedde, aborre og indimellem laks op. Skaller og andre småfisk kastede vi i søen igen.
”Skaller skal man ikke engang fodre hunden med,” sagde min far.
Aborrernes finner var skarpe, advarede han. Og geddernes tænder endnu farligere.
Min far roede tilbage, og Calle og jeg betragtede med store øjne, hvordan fiskene panisk lå og gispede med gællerne i bunden af robåden. Når vi kom i land, sagde far, at vi skulle vise fangsten til mor, så vi kom fiskene i en rød spand og løb op til huset.
Mor sad lænet mod huset med sin morgenkaffe i solen og sagde:
”Hvor fint.”
Og så gik vi ned til søen igen.
Calle og jeg turde aldrig slå fiskene ihjel, men far henrettede dem klinisk. En skarp knivspids i nakken, KNÆK, og derefter den obligatoriske og meget ubehagelige sprællen fra fisken, og far, der mumlede:
”Det er bare reflekser, drenge. Den mærker ingenting, for den er allerede død.”
Derefter rensede han fiskene med kyndige bevægelser. Skar finnerne af, snittede maven op, trak indholdet ud og smed det ud i søen til mågerne.
Bagefter spiste vi morgenmad. Guldkorn med mælk, som var blevet lunken i solen. Min far og mor læste morgenaviserne så omhyggeligt, som man kun gør i sommerhuset. Så spillede vi fodbold, og indimellem var far med, hvis han ikke var træt.
Og så kørte vi ind til Hagfors, den store by, og fik is. Min far ville have en Nogger, og Calle og jeg Lakritspuck. Vi fik altid Coca-Cola, som skulle drikkes om aftenen. Duften af fars cigarillos i bilen på vej hjem.
Lyden af hans irriterede ”arrh”, når han kom til at aske ned i skødet.
Min mor løste Svenska Dagbladets meget avancerede krydsord, min far tændte grillen, og vi spillede mere fodbold. Jeg var Zico, og Calle var Platini. Jeg sendte en bold direkte i mål og råbte til mor:
”SÅ DU DET?”
Og hun løftede blikket fra sin krydsogtværs og sagde:
”Hvor fint.”
Min far grillede kød, og min mor stod i køkkenet og lavede salat, kartofler og bearnaisesovs. Det skete, at sovsen skilte, og så sagde hun altid ”shit” og begyndte at piske hysterisk.
Vi tog to skridt baglæns for at lade hende arbejde i fred.
Vi spiste, når solen hang lavt på himlen, og vores kroppe var røde efter en lang dag udendørs. Efter maden tog mor og far en whisky, og vi børn drak saftevand med jernsmag fra de rustne vandrør.
Før sengetid gik far med os ned til søen igen. Han havde et græsstrå i munden, mens han trak robåden ud. De to net skulle sættes.
”I aften håber vi på laks,” sagde han. ”Vi kan måske ryge den. Mor synes, at røget laks er det bedste i verden.”
Søen var altid smukkest om aftenen. Lyden af svaler, der kastede sig mod vandoverfladen, og en hveps, der nærmede sig og forsvandt igen.
”Mor!”
Calle råbte over søen.
”I aften vil vi fange laks. Og ryge den til dig!”
Mor sad deroppe med et glas vin og en avis. Hun vinkede med hele armen.
”Herligt!”
Nøglen til huset ligger, hvor den altid har ligget, under stenen ved tagrenden. Det hele ligner sig selv, men intet bliver nogensinde det samme. Jeg låser op, åbner den afskallede trædør og træder ind.
Min fars træsko i størrelse femogfyrre står stadig i entréen. Hans blå regnfrakke, som han brugte i dårligt vejr, hænger stadig på en af knagerne.
Jeg går ud i køkkenet. Der ligger det kortspil, vi spillede femhundrede med om aftenen. Skriveblokken med notater med min fars umiskendelige håndskrift, en dato, et telefonnummer og et navn, som engang havde betydning.
Jeg står lidt og venter, lader minderne skylle ind over mig, de ulmer og er ved at eksplodere. Jeg må ud igen.
Jeg stiller mig på stentrappen, tænder en cigaret og ser ned mod søen. Jeg diskuterer med mig selv. Overvejer at tage tilbage til Stockholm med det samme, men kan godt se, at det ikke er en mulighed.
Det er fem år siden, jeg har sat min fod her på dette sted, der udgjorde en så stor del af min barndom og min tid med min far.
Jeg har holdt mig væk, og kort fortalt skyldes det en beslutning, jeg traf, få timer efter min far var død.
Jeg traf den ikke, fordi jeg ville, men fordi der ikke var noget alternativ.
Alex Schulman: Skynd dig at elske
Skøn roman af bestsellerforfatteren Alex Schulman.
Allerede som barn tænker Alex over, at hans far ikke tumler med ham, som vennernes fædre gør. Og som ung voksen bekymrer han sig om, at faren står op om natten og risikerer at falde. Mere end en gang har Alex måttet slippe alt og øjeblikkeligt tage hjem og hjælpe sin far. Og i stedet for at tage til det årlige krebsegilde, forsøger de at vænne sig til at se hinanden på plejehjemmet til indsmuglet mad og whisky.
Allan Schulman gik bort i 2003, da Alex var 27 år og Allan 84. Efter begravelsen kæmper Alex med sine følelser, og han bliver god til at gemme dem bort, indtil det en dag bliver umuligt.
Skynd dig at elske er et ømt, vemodigt og kærligt portræt af en far.
I Skynd dig at elske slynges Alex Schulman tilbage i tiden med fuld kraft og konfronterer de hårde minder fra tabet af sin elskede far
Svenske Alex Schulman er lige nu aktuel i Danmark med udgivelsen af hans debutroman Skynd dig at elske. Den selvbiografiske roman blev oprindeligt udgivet på svensk i 2009, men udkommer i år på dansk.
Skynd dig at elske er et kærlighedsfyldt om ømt portræt af at vokse op med en gammel far – og om at miste ham. Bogen udfolder en søns konfrontation med sin bortgemte sorg og det dybe savn, tabet har efterladt.
LÆS OGSÅ: Alex Schulman er altid på børnenes side. Portræt af den svenske forfatter, der begejstrer danskerne
Få timer efter faren Allan Schulmans død besluttede Alex sig for at lukke ned for sin sorg, og så det som en sejr, da han ikke brød sammen ved begravelsen. I den efterfølgende tid faldt resten af familien fra hinanden.
Flere år senere opfordrer en psykolog Alex Schulman til at undersøge de undertrykte minder og blotlægge sin sorg. Alex genbesøger det sommerhus, hvor familien holdt alle barndommens ferier, og her gennemgår han alle farens syv arkivskabe for at konfrontere minderne om sin far.
Resultatet samlede han i den ærlige, vemodige og kærlige bog, Skynd dig at elske.
Læs det første kapitel af Skynd dig at elske herunder:
Skynd dig at elske
Alex Schulman
Jeg kører langs en vej, der er mig yderst bekendt. Det er en grusvej, der støver og spytter sten mod grøftekanterne til højre og venstre og hele tiden prøver at overraske med uventede sving. Men mig overrasker den ikke.
Jeg kender den her vej ud og ind.
Jeg farer frem i min bil til lyden af ivrige dæk mod grus og sten, som nu og da rasler ind under bilens understel, bliver hvæsset og forsvinder. De har fældet lidt skov til højre, men ellers ligner det sig selv.
Min puls stiger, da jeg kører forbi den lille gruppe træer ved postkasserne, hvor jeg så ofte er standset med min far for at plukke liljekonvaller til min mor. Jeg passerer den lille å, hvor mine brødre og jeg indimellem sejlede i kano.
Jeg suser op over bakken, hvor solen kan hænge blændende lavt om aftenen, og siden ind på den tilvoksede grusvej ned ad skråningen mod søen.
Fornemmelsen af at være på vildmarksekspedition forstærkes, da bilen kører over de store, flade klippe- stykker og læner sig faretruende først mod venstre og siden mod højre. Forbi laden, hvor vi engang husede tre høns, som min far døbte ”søstrene Johansson”, og så er jeg fremme ved huset.
Jeg er kørt fra Stockholm via Västerås, Örebro, Karlskoga og Filipstad, men jeg havde undervurderet turen. Min far klarede den altid på lidt over fire timer, men han kendte også et par listige genveje på de små skovveje mellem Gustava og Gustavfors.
Selv har jeg så vidt muligt holdt mig til de asfalterede veje, jeg ser på uret og noterer mig, at jeg har kørt i næsten fem timer.
Det er sent, men solen er stadig fremme. Jeg kører bilen helt hen til huset, som man ellers før i tiden kun måtte gøre, hvis man havde en særligt tung last, som skulle læsses ud af bilen.
Jeg stiger ud og stiller mig og ser ned mod saunaen og ud over søen. Det hele står i blomst. Smørblomster vajer i den svage vind nede på engen, som engang var vores fodboldbane. Lupiner står på række som krumsabler.
Nælderne strækker sig ved jordkælderen. Birketræerne hvisker bag huset, og æbletræet, som min far gav min mor den sidste sommer, har vokset sig højere. Og hele tiden er der hurtige svaler, som udfører livsfarlige cirkusnumre lige over mit hoved.
Store buer oppe i luften, vilde styrtdyk ned mod jorden og derefter op igen. De ser ud, som om de vil fortælle noget, svalerne, men de kan lige så godt have mistet forstanden.
På hver en overflade af den her grund kan jeg se min far for mig. Jeg bliver fuldstændig overvældet. Jeg ser ham stå og ordne fiskenettet nede ved saunaen. Det er blevet filtret godt sammen af en gedde, som sad tidligt fast og gav sent op.
Min far takker mig for at gøre ham selskab, han ved, at jeg synes, det er kedeligt at se på, mens han sysler med nettet. Jeg ser ham nede ved vandkanten om aftenen. Han er fulgt med aftensolen og drikker et sidste glas whisky, før solen forsvinder.
Det er bare en søbred og min far i en stol. Han bliver siddende lidt og ser på aftenrøden over bakkerne, så får han noget vemodigt i blikket og vandrer igen op mod huset.
Jeg ser ham med bar overkrop ved grillen, hvor han fokuseret og under stor travlhed vender bøffer og råber ”hurtigt, hurtigt, giv mig en tallerken”, når han opdager, at noget er færdiggrillet.
Jeg ser ham inde i saunaen, hvor han sidder med benene over kors og i eksplosiv tavshed ser ud over søen. Eller når han kort efter sidder udenfor i badekåbe og nyder en kold øl og nyplukkede radiser, som Calle og jeg er løbet op og har hentet til ham.
Han hvisker et nydelsesfuldt ”årh”, hver gang han tager en tår af sin øl.
Min far er overalt på det her sted. Det er muligt at frigøre sig fra minderne om ham alle andre steder på jorden, men her er det umuligt. Hver en millimeter på og omkring det her sted fortæller historien om min far.
Det er forunderligt at være her igen, at se egetræet nede ved søen og erkende, at vi ikke kommer til at sætte net ud sammen i aften. At høre en bil brumme oppe ved vejen, men straks opgive håbet om, at det er ham, der kommer tilbage fra butikken.
At opfange duften af brændende kul og tændvæske og vide, at jeg ikke vil høre min far ophidset råbe efter en tallerken. Min far er her ikke, og det betyder, at hele stedet er ude af led.
Jeg ser ud over grunden og ser alle de millioner af usynlige fodspor fra mig selv som barn. Det var her, jeg tilbragte alle mine somre, fra jeg var seks år, til jeg blev atten.
Alle de hundredvis af dage i sommerhuset, sammen med min mor, min far og mine brødre Calle og Niklas.
Indimellem regnede det, og så sad vi i køkkenet og stirrede med dystre miner ud over søen i håb om at se tegn på bedre vejr, men de fleste minder, jeg har herfra, er badet i solskin. Hver dag var ny, men alligevel en variant af den foregående.
Alle årene, alle dagene, føles som en lang fortryllende gentagelse af én og samme lykkelige dag.
Far vækkede mig og Calle klokken otte om morgenen, det var tid til at trække de net op, vi havde sat ud aftenen forinden. Nogle gange var Niklas med, som oftest ikke. Han var ældre og holdt sig mest for sig selv.
Min far havde et langt græsstrå i munden, uhørt store gummistøvler, en blå og hvidstribet murerskjorte og hat på hovedet. Vi gik på en dugvåd sti ned til søen og trak robåden ud. Jeg fik som regel lov til at ro, og Calle øste vand op fra båden og hjalp far med nettene.
Vi havde to net, det ene var gammelt og fuld af huller, og det andet var nyt og i en moderne grøn farve. Når min far rejste sig op i båden, skulle vi sidde stille, så den ikke krængede. Det var meget vigtigt, sagde han, og vi troede ham.
Min far vidste med det samme, om der var fisk eller ej. Han kunne mærke det på vibrationerne.
”Ja, ja, der er fisk,” sagde han, og det var altid lige spændende og fantastisk.
Han trak nettet langsomt ind, og nede i dybet kunne vi se, hvordan fiskeskæl pludselig glimtede i solen. Vi trak gedde, aborre og indimellem laks op. Skaller og andre småfisk kastede vi i søen igen.
”Skaller skal man ikke engang fodre hunden med,” sagde min far.
Aborrernes finner var skarpe, advarede han. Og geddernes tænder endnu farligere.
Min far roede tilbage, og Calle og jeg betragtede med store øjne, hvordan fiskene panisk lå og gispede med gællerne i bunden af robåden. Når vi kom i land, sagde far, at vi skulle vise fangsten til mor, så vi kom fiskene i en rød spand og løb op til huset.
Mor sad lænet mod huset med sin morgenkaffe i solen og sagde:
”Hvor fint.”
Og så gik vi ned til søen igen.
Calle og jeg turde aldrig slå fiskene ihjel, men far henrettede dem klinisk. En skarp knivspids i nakken, KNÆK, og derefter den obligatoriske og meget ubehagelige sprællen fra fisken, og far, der mumlede:
”Det er bare reflekser, drenge. Den mærker ingenting, for den er allerede død.”
Derefter rensede han fiskene med kyndige bevægelser. Skar finnerne af, snittede maven op, trak indholdet ud og smed det ud i søen til mågerne.
Bagefter spiste vi morgenmad. Guldkorn med mælk, som var blevet lunken i solen. Min far og mor læste morgenaviserne så omhyggeligt, som man kun gør i sommerhuset. Så spillede vi fodbold, og indimellem var far med, hvis han ikke var træt.
Og så kørte vi ind til Hagfors, den store by, og fik is. Min far ville have en Nogger, og Calle og jeg Lakritspuck. Vi fik altid Coca-Cola, som skulle drikkes om aftenen. Duften af fars cigarillos i bilen på vej hjem.
Lyden af hans irriterede ”arrh”, når han kom til at aske ned i skødet.
Min mor løste Svenska Dagbladets meget avancerede krydsord, min far tændte grillen, og vi spillede mere fodbold. Jeg var Zico, og Calle var Platini. Jeg sendte en bold direkte i mål og råbte til mor:
”SÅ DU DET?”
Og hun løftede blikket fra sin krydsogtværs og sagde:
”Hvor fint.”
Min far grillede kød, og min mor stod i køkkenet og lavede salat, kartofler og bearnaisesovs. Det skete, at sovsen skilte, og så sagde hun altid ”shit” og begyndte at piske hysterisk.
Vi tog to skridt baglæns for at lade hende arbejde i fred.
Vi spiste, når solen hang lavt på himlen, og vores kroppe var røde efter en lang dag udendørs. Efter maden tog mor og far en whisky, og vi børn drak saftevand med jernsmag fra de rustne vandrør.
Før sengetid gik far med os ned til søen igen. Han havde et græsstrå i munden, mens han trak robåden ud. De to net skulle sættes.
”I aften håber vi på laks,” sagde han. ”Vi kan måske ryge den. Mor synes, at røget laks er det bedste i verden.”
Søen var altid smukkest om aftenen. Lyden af svaler, der kastede sig mod vandoverfladen, og en hveps, der nærmede sig og forsvandt igen.
”Mor!”
Calle råbte over søen.
”I aften vil vi fange laks. Og ryge den til dig!”
Mor sad deroppe med et glas vin og en avis. Hun vinkede med hele armen.
”Herligt!”
Nøglen til huset ligger, hvor den altid har ligget, under stenen ved tagrenden. Det hele ligner sig selv, men intet bliver nogensinde det samme. Jeg låser op, åbner den afskallede trædør og træder ind.
Min fars træsko i størrelse femogfyrre står stadig i entréen. Hans blå regnfrakke, som han brugte i dårligt vejr, hænger stadig på en af knagerne.
Jeg går ud i køkkenet. Der ligger det kortspil, vi spillede femhundrede med om aftenen. Skriveblokken med notater med min fars umiskendelige håndskrift, en dato, et telefonnummer og et navn, som engang havde betydning.
Jeg står lidt og venter, lader minderne skylle ind over mig, de ulmer og er ved at eksplodere. Jeg må ud igen.
Jeg stiller mig på stentrappen, tænder en cigaret og ser ned mod søen. Jeg diskuterer med mig selv. Overvejer at tage tilbage til Stockholm med det samme, men kan godt se, at det ikke er en mulighed.
Det er fem år siden, jeg har sat min fod her på dette sted, der udgjorde en så stor del af min barndom og min tid med min far.
Jeg har holdt mig væk, og kort fortalt skyldes det en beslutning, jeg traf, få timer efter min far var død.
Jeg traf den ikke, fordi jeg ville, men fordi der ikke var noget alternativ.
Alex Schulman: Skynd dig at elske
Skøn roman af bestsellerforfatteren Alex Schulman.
Allerede som barn tænker Alex over, at hans far ikke tumler med ham, som vennernes fædre gør. Og som ung voksen bekymrer han sig om, at faren står op om natten og risikerer at falde. Mere end en gang har Alex måttet slippe alt og øjeblikkeligt tage hjem og hjælpe sin far. Og i stedet for at tage til det årlige krebsegilde, forsøger de at vænne sig til at se hinanden på plejehjemmet til indsmuglet mad og whisky.
Allan Schulman gik bort i 2003, da Alex var 27 år og Allan 84. Efter begravelsen kæmper Alex med sine følelser, og han bliver god til at gemme dem bort, indtil det en dag bliver umuligt.
Skynd dig at elske er et ømt, vemodigt og kærligt portræt af en far.
Du kan købe Skynd dig at elske fx hos Bog & idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: