I Under en anden himmel udforsker Mich Vraa et møde mellem en ung kvindelig kok og en gammel usædvanlig mand i en skov i Sydfrankrig.
Emma er resultatet af en flygtig sommerflirt og har kun haft kontakt med sin far i seks år. Nu er han væk for altid. Derfor er hun i Sydfrankrig for at rydde op i sin fars hus efter hans død. Sorgen og savnet gnaver i hende.
Da hun en dag leder efter svampe i den nærliggende skov, støder hun på en forvirret, ældre mand, der tilsyneladende har et særligt talent for at finde trøfler.
LÆS OGSÅ: Tre dage i april. Ny, medrivende roman fra Jesper Bugge Kold og Mich Vraa.
De følgende dage fortæller manden Emma om sin eventyrlige livshistorie. Han fortæller hende om sin barndom i Fransk Indokina i 30’erne og senere Sydfrankrig til ungdomslivet i Paris, Hongkong, Algeriet og London. Og han fortæller helt frem til den aften, der kommer til at ændre hans livsbane dramatisk.
Emma og den gådefulde, belevne verdensmand tilbringer et par dage i hinandens selskab, og et umage venskab opstår imellem dem. De to forenes i en fælles passion for gastronomi. Men hvem manden er, får hun aldrig at vide.
Læs et uddrag af Under en anden himmel herunder:
Under en anden himmel
Mich Vraa
For mange år siden, da han var dreng i Sydfrankrig, kunne han ligge så fladt på jorden at hver eneste del af hans spinkle krops forside hvilede mod den. Lugten af kviste og blade, mug og råd, alt det som lever og dør i skovbunden, biller, orme, svampe, kappedes om hans næsebors opmærksomhed.
Og ikke helt sjældent lykkedes det ham at opfange den lugt han var på jagt efter: under jordens overflade, den skarpe aroma af verdens sjældneste og kostbareste svamp. Trøflen. Sådan er det ikke længere. Hans mave fylder for meget, alt for meget.
Hans knæ kan knap bøjes, det spænder i dem af gigt. Også hans næse er vokset, ganske anseligt endda, men størrelse er ikke alt. Lugtesansen er svækket. Og så alligevel; når han ignorerer smerten i lænden og knælende i bladtæppet bøjer sig forover med ansigtet tæt på jorden som en mand i from underkastelse, så kommer hans næse så tæt på jorden at det stadig kan ske:
I hans underbevidsthed tændes et glimt af et minde. Det er udefinerligt, vagt, men det er alting efterhånden. Hans minder er så flygtige som lugten af trøffel fra skovbunden, som støvfnug der svæver alt for hurtigt gennem synsfeltet og forsvinder. Det føles hele tiden som om noget går tabt for altid.
Han folder sin trøffelkniv ud og skraber forsigtigt i mulden med dens sorte blad. Fjerner et lag fugtig jord, bukker sig så igen forover og lader jordens lugt drive op i næsen. Han snuser ikke ind, han ånder knap nok. Det er som når man vil fange en vins flygtige bouquet: Man lader den selv finde vej.
Ja! Lugten er lidt kraftigere nu. Han åbner øjnene og arbejder videre med kniven. Endnu et minde, et billede fra hans sorgløse barndom, tændes og slukkes. Søen Hồ Tây med pagoden. Lotusblomsterne langs dæmningen i Hanoi. En mand med en fiskestang, ubevægelig over det brune vand. Alt det man sanser uden at se det.
En karpe der rører maddingen nede i plumringen; hjertet der standser et sekund, holder vejret, mens de begge venter på bid. Hvem var den mand? Så rører knivsbladet trøflen: en nopret, gråsort kartoffelform på størrelse med et fasanæg.
Han lirker svampen løs fra den rod den vokser ved, og løfter den op under ansigtet, lukker øjnene, mindes …
Kaninragout
Hvor mange kender den præcise dato for deres undfangelse? Jeg gør. Det var natten efter den toogtyvende juli 1986. Jeg kender også stedet; jeg ved hvor min mor og min far tilbragte deres ene nat sammen.
Det var en campingplads med høje platantræer i udkanten af Toulouse, ved Garonne-flodens venstre bred. Min fars sædcelle kæmpede sig frem mod min mors æg på en luftmadras i et blåt og orange telt, og efter midnat begyndte det at regne.
Min mor ventede mange år med at fortælle om det, men da hun først fik begyndt, var der ingen ende på detaljerne. Hvem i alverden husker at nævne farven på et telt? Platanerne? Den kaninragout hun havde spist på en restaurant i centrum hvor hun mødte ham?
Med hensyn til den fuldkomne løssluppenhed som affæren indebar, var der altid det gammelkendte forsvar: Åh ja, de var så unge og så frie. Tjah, hun var fireogtyve. Han var, ups, toogfyrre. Men hun sagde:
“Vi var de sidste unge der kunne huske tresserne. Make love not war og så videre.”
Ja, han kunne i hvert fald. Hun mente selv at det var en temmelig romantisk affære. Jeg mente det var uansvarligt. Helt ærligt … at blive gjort gravid af en flirt i en sommerferie. Romantisk? Sgu da i hvert fald ikke for det barn der kom ud af det.
Men kunne det virkelig forklare hvorfor hun havde sat sig ind i en fuldstændig fremmed mands lyseblå Peugeot for at køre gennem mørke til en campingplads uden for byen, var gået ind i hans telt og havde ladet ham tage alt hendes tøj af og så videre?
At hun blev hele natten, skyldtes mest regnen, lod hun forstå. Den plaskede ned, og hun anede faktisk ikke hvordan hun skulle finde tilbage til vandrehjemmet i det vejr. Jeg syntes det lød som en dårlig undskyldning i og med at han havde en bil som vel også kunne køre den anden vej. Havde han bare knaldet hende og var faldet i søvn?
Mens jeg var lille, var manglen på en far ikke helt så påtrængende som den kunne have været under andre omstændigheder. De første år af mit liv boede min mor og jeg i et kollektiv i nærheden af Reading, og der var mænd i huset som nemt kunne forveksles med en far.
Men i 1994 flyttede vi fra kollektivet til et rækkehus i Shepherd’s Bush for at bo hos min mors nye kæreste Martin, og jeg var gammel nok til at forstå at Martin i hvert fald ikke var min far om end han gjorde hvad han kunne for at udfylde rollen.
Selv om det måske lyder utroligt, var det først som niårig at jeg spurgte min mor hvem min rigtige far var. Hun svarede undvigende. Noget med at han var udlænding, og at hun ikke havde kontakt med ham.
Først endnu senere – da jeg var femten – fik jeg endelig hele historien med campingpladsen, det blå og orange telt, skybruddet og kaninragouten. Jeg tror ikke min mor var helt klar over hvad den gjorde ved mig. Hun var en slags forsinket hippie og levede ikke altid helt i den virkelige verden.
Men mit liv var begyndt endnu mere tilfældigt end de flestes, og hendes måde at fortælle om det på vakte en vrede i mig som kun voksede de kommende år.
“Restauranten havde en lille gårdhave med en eller anden slags fletværk over, og der gik en kat rundt deroppe og dryssede ting ned i vores mad. Så fik jeg øje på din far. Han sad i hjørnet og så på mig mens jeg fjernede en kvist fra min tallerken, og da vores blikke mødtes, smilede han til mig, og han havde enormt hvide tænder fordi han var så solbrændt, og jeg kom til at le. Han var flot; han lignede en pirat.”
Når min mor fortalte om den aften i Toulouse, blev hendes øjne vemodige, og jeg vidste at hun savnede noget. Vel ikke ham; hun havde jo aldrig kendt ham rigtigt. Men tiden, måske? Sin ungdoms løssluppenhed?
Den slags tilfældigheder der bringer et liv til verden fordi en kat drysser vissent vinløv ned i en tallerken med kaninragout? Under alle omstændigheder var det noget der handlede om hende selv, ikke om den datter der uden at blive spurgt måtte leve som resultatet af hendes sydfranske eventyr.
Hun kendte ikke mandens navn, sagde hun. Anede simpelthen ikke hvem min far var. Og restauranten fandtes ikke længere, sagde hun. Det gjorde campingpladsen heller ikke.
Det var som om kulisserne til mit livs ouverture var blevet båret ud bag teatret og smidt op i en affaldscontainer, og den mand der havde spillet den ene hovedrolle, var taget på valsen uden at efterlade sin adresse.
Jeg hedder Emma, og jeg er tredive år og datter af Julia Kirby og Emile Girard som engang ejede et blåt og orange telt og en lyseblå Peugeot 104, og jeg er vendt tilbage til huset i Quercy for sidste gang for at deltage i min fars begravelse og gennemgå hans bohave.
Da jeg for nogle dage siden stod ved hans kiste mellem alle de grå sten på den lille kirkegård ved floden, gik det op for mig at jeg kommer til at savne ham mere end jeg nogensinde har savnet min mor.
Undskyld, mor. Da min mor døde af brystkræft i 2011 – i en alder af bare niogfyrre – var jeg i den samme situation som jeg er nu: Der var kun mig til at få rede på hendes bohave og træffe de svære beslutninger om hvad der skulle kasseres eller sælges, og hvad jeg selv ville tage og forsøge at indlemme i mit eget liv.
Det meste endte på genbrugspladsen og hos marskandiseren. Undskyld, mor, igen. Jeg fandt nogle kasser med gamle fotos som jeg beholdt. Og i en af kasserne var der en rød kartonmappe af den slags som man tidligere fik sine fotos i når fotohandleren havde fremkaldt dem.
En lille lomme til negativerne og et større rum til kopierne. Den indeholdt snapshots fra min mors rejse til Frankrig sammen med to veninder i sommeren 1986. Jeg vidste hvad der blandt andet var sket under den ferie.
Min mors vemodige tilståelse, eller hvad man skal kalde det, var resultatet af at jeg som stor teenager stadig oftere og stadig mere insisterende forlangte at få at vide hvem min far var. Hun svarede at hun ikke vidste det, hvilket jo på sin vis var sandt:
Hun huskede ham, men kendte ikke hans identitet. For mig var det virkelig ikke noget tilfredsstillende svar; jeg følte mig som et halvt menneske, og min vrede voksede hver gang jeg tænkte på det.
På dem: min uansvarlige mor, den urimeligt kønne unge kvinde på eventyr i det franske, og min far, den liderlige flirt, små tyve år ældre end hende og parat til at forsvinde i natten så snart han havde tilfredsstillet sine lyster.
I den røde mappe lå fotografier fra Paris, de tre veninder under Eiffeltårnet, på en af Montmartres trapper, ved Jim Morrisons blomstersmykkede grav. De var alle søde piger, men min mor var langt den kønneste af dem, mørk, kortklippet, næsten en klassisk skønhed.
På alle fotografierne – som i flere tilfælde måtte være taget af fremmede i og med at de alle tre optrådte på dem – ser hun lige ind i kameraet med et direkte, lidt udfordrende blik. Efter Paris fulgte andre fotos af floder og bjerge, udsigter over pittoreske landsbyer med og uden de tre piger i forgrunden.
Der var underbelyste, uskarpe billeder af en aften ved et lejrbål, unge mænd med nøgen overkrop og vinflasker i flammeskæret. Der var billeder af veninderne der nøgenbadede i en flod med klart vand omkring glinsende våde kampesten, leende og solbrændte og med hvid hud hvor deres bikinier havde skærmet dem mod solen.
Og endelig var der et fotografi af en mand der stod foran en køkkenblå bil, en Peugeot 104. Han var høj og slank og temmelig langhåret i forhold til året 1986, og han var tydeligvis opstillet til et hurtigt snapshot, måske inden han om morgenen kørte sin bolleveninde tilbage til vandrehjemmet og derpå forsvandt ud af hendes – og mit – liv.
Yderst til venstre i billedet kunne man se noget af et blåt og orange telt. Bilens registreringsnummer var let læseligt. Jeg kan huske at jeg tænkte: Det er ham. Jeg har lige mistet min mor, men måske har jeg fundet min far. Var det egentlig det jeg gerne ville?
Den næste tid brugte jeg timer på at studere netop det snapshot. Først gik jeg alle fotografierne igennem, men da jeg konstaterede at der ikke var flere med mand, Peugeot eller telt, lagde jeg dem væk.
Jeg granskede hans ansigt med en lup – det var markeret, nydeligt, men fotografiet var desværre ikke så skarpt at jeg kunne se ham ind i øjnene – og prøvede forgæves at finde ligheder med mit eget ansigt. Så kastede jeg mig over bilens nummerplade.
Fotografiet var taget for så lang tid siden at jeg kunne være ret sikker på at Peugeot’en ikke længere var indregistreret. Kunne man finde ejeren af en bil så længe efter?
“Ja,” lød svaret fra min ven Liam da jeg ringede til ham. Han er journalist på Mirror.
“Forestil dig at opklaringen af en drabssag afhang af det. Så selvfølgelig kan man det. Jeg ved bare ikke umiddelbart hvordan.”
“Kender du nogen der ved det?”
Liam lo. “Skider paven i skoven?”
“Det ved jeg ikke. Gør han?”
“Jeg skal nok prøve. Men jeg lover ikke noget.”
Da jeg ringede, var Liam i Cannes for at jagte sladder om de kendte, men det viste sig at være heldigt, for han var netop blevet ven med en fransk kollega der havde en kilde i det franske justitsministerium.
Det var dog stadig ikke nemt. En ting er at skaffe navn og adresse på en idiot der er stukket af fra et færdselsuheld for to dage siden, og noget ganske andet er at finde de tilsvarende oplysninger om en mand der ikke har gjort andet end at parkere en gammel, nu for længst skrottet spand af en Peugeot på
en campingplads uden for Toulouse. Og fordufte efter at have gjort en ung kvinde gravid.
Det var jo ikke min fars skyld at hans identitet havde været skjult i så mange år at den nu formentlig var umulig at afdække, men det tog ikke dampen af min forbitrelse. Og hvad med min mor? Var det aldrig faldet hende ind at forsøge at finde ham ud fra bilens nummerplade?
I 1986 havde det sikkert været en smal sag. Havde hun ikke tænkt på det? Ikke villet? Spørgsmålene hobede sig op, og min frustration voksede indtil andre ting gradvis tog over. Jeg var fireogtyve og var netop begyndt at arbejde på Pizza Lab efter at have sat en stor del af mit liv over styr i et anfald af ubegavet letsind.
Efter nogle uger kom der en sms fra Liam:
Hej Emma. Manden på fotografiet er Emile François Girard, født 1944. Nuværende bopæl et sted der hedder Vieux Moulin, i nærheden af Carnac-Rouffiac. Det sidste er en fransk kommune. Selv tak.
Skal vi snart ses?
Jeg tog fotografiet af manden med den lyseblå Peugeot ned fra min opslagstavle og så på ham igen. Emile. Var han min far? Det håbede jeg virkelig.
Min frustration og vrede var midlertidigt afløst af en altovervældende nysgerrighed. Og et savn som jeg ikke havde vidst at jeg kunne føle.
En uge senere fløj jeg til Frankrig.
Mich Vraa: Under en anden himmel
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Resultatet er noget så sjældent som helstøbt” – Fyens Stiftstidende
“Mick Vraa er tydeligt i sit es” – Weekendavisen
“Mich Vraa skriver som altid i et fremragende og sanseligt sprog” – Litteratursiden
I et skur bag en havnekaj i Hongkong får den unge Ritou en dyster spådom: Du skal forsvinde fra verden uden at dø. Først mange år senere giver den kinesiske shamans ord mening.
Som gammel mand fortæller han sin historie til en ung kvindelig kok som han møder mens han samler trøfler på et bjerg i Sydfrankrig. I Ritous sidste sommer opstår et umage venskab.
Du kan læse med her, for at høre mere om Under en anden himmel.
I Under en anden himmel udforsker Mich Vraa et møde mellem en ung kvindelig kok og en gammel usædvanlig mand i en skov i Sydfrankrig.
Emma er resultatet af en flygtig sommerflirt og har kun haft kontakt med sin far i seks år. Nu er han væk for altid. Derfor er hun i Sydfrankrig for at rydde op i sin fars hus efter hans død. Sorgen og savnet gnaver i hende.
Da hun en dag leder efter svampe i den nærliggende skov, støder hun på en forvirret, ældre mand, der tilsyneladende har et særligt talent for at finde trøfler.
LÆS OGSÅ: Tre dage i april. Ny, medrivende roman fra Jesper Bugge Kold og Mich Vraa.
De følgende dage fortæller manden Emma om sin eventyrlige livshistorie. Han fortæller hende om sin barndom i Fransk Indokina i 30’erne og senere Sydfrankrig til ungdomslivet i Paris, Hongkong, Algeriet og London. Og han fortæller helt frem til den aften, der kommer til at ændre hans livsbane dramatisk.
Emma og den gådefulde, belevne verdensmand tilbringer et par dage i hinandens selskab, og et umage venskab opstår imellem dem. De to forenes i en fælles passion for gastronomi. Men hvem manden er, får hun aldrig at vide.
Læs et uddrag af Under en anden himmel herunder:
Under en anden himmel
Mich Vraa
For mange år siden, da han var dreng i Sydfrankrig, kunne han ligge så fladt på jorden at hver eneste del af hans spinkle krops forside hvilede mod den. Lugten af kviste og blade, mug og råd, alt det som lever og dør i skovbunden, biller, orme, svampe, kappedes om hans næsebors opmærksomhed.
Og ikke helt sjældent lykkedes det ham at opfange den lugt han var på jagt efter: under jordens overflade, den skarpe aroma af verdens sjældneste og kostbareste svamp. Trøflen. Sådan er det ikke længere. Hans mave fylder for meget, alt for meget.
Hans knæ kan knap bøjes, det spænder i dem af gigt. Også hans næse er vokset, ganske anseligt endda, men størrelse er ikke alt. Lugtesansen er svækket. Og så alligevel; når han ignorerer smerten i lænden og knælende i bladtæppet bøjer sig forover med ansigtet tæt på jorden som en mand i from underkastelse, så kommer hans næse så tæt på jorden at det stadig kan ske:
I hans underbevidsthed tændes et glimt af et minde. Det er udefinerligt, vagt, men det er alting efterhånden. Hans minder er så flygtige som lugten af trøffel fra skovbunden, som støvfnug der svæver alt for hurtigt gennem synsfeltet og forsvinder. Det føles hele tiden som om noget går tabt for altid.
Han folder sin trøffelkniv ud og skraber forsigtigt i mulden med dens sorte blad. Fjerner et lag fugtig jord, bukker sig så igen forover og lader jordens lugt drive op i næsen. Han snuser ikke ind, han ånder knap nok. Det er som når man vil fange en vins flygtige bouquet: Man lader den selv finde vej.
Ja! Lugten er lidt kraftigere nu. Han åbner øjnene og arbejder videre med kniven. Endnu et minde, et billede fra hans sorgløse barndom, tændes og slukkes. Søen Hồ Tây med pagoden. Lotusblomsterne langs dæmningen i Hanoi. En mand med en fiskestang, ubevægelig over det brune vand. Alt det man sanser uden at se det.
En karpe der rører maddingen nede i plumringen; hjertet der standser et sekund, holder vejret, mens de begge venter på bid. Hvem var den mand? Så rører knivsbladet trøflen: en nopret, gråsort kartoffelform på størrelse med et fasanæg.
Han lirker svampen løs fra den rod den vokser ved, og løfter den op under ansigtet, lukker øjnene, mindes …
Kaninragout
Hvor mange kender den præcise dato for deres undfangelse? Jeg gør. Det var natten efter den toogtyvende juli 1986. Jeg kender også stedet; jeg ved hvor min mor og min far tilbragte deres ene nat sammen.
Det var en campingplads med høje platantræer i udkanten af Toulouse, ved Garonne-flodens venstre bred. Min fars sædcelle kæmpede sig frem mod min mors æg på en luftmadras i et blåt og orange telt, og efter midnat begyndte det at regne.
Min mor ventede mange år med at fortælle om det, men da hun først fik begyndt, var der ingen ende på detaljerne. Hvem i alverden husker at nævne farven på et telt? Platanerne? Den kaninragout hun havde spist på en restaurant i centrum hvor hun mødte ham?
Med hensyn til den fuldkomne løssluppenhed som affæren indebar, var der altid det gammelkendte forsvar: Åh ja, de var så unge og så frie. Tjah, hun var fireogtyve. Han var, ups, toogfyrre. Men hun sagde:
“Vi var de sidste unge der kunne huske tresserne. Make love not war og så videre.”
Ja, han kunne i hvert fald. Hun mente selv at det var en temmelig romantisk affære. Jeg mente det var uansvarligt. Helt ærligt … at blive gjort gravid af en flirt i en sommerferie. Romantisk? Sgu da i hvert fald ikke for det barn der kom ud af det.
Men kunne det virkelig forklare hvorfor hun havde sat sig ind i en fuldstændig fremmed mands lyseblå Peugeot for at køre gennem mørke til en campingplads uden for byen, var gået ind i hans telt og havde ladet ham tage alt hendes tøj af og så videre?
At hun blev hele natten, skyldtes mest regnen, lod hun forstå. Den plaskede ned, og hun anede faktisk ikke hvordan hun skulle finde tilbage til vandrehjemmet i det vejr. Jeg syntes det lød som en dårlig undskyldning i og med at han havde en bil som vel også kunne køre den anden vej. Havde han bare knaldet hende og var faldet i søvn?
Mens jeg var lille, var manglen på en far ikke helt så påtrængende som den kunne have været under andre omstændigheder. De første år af mit liv boede min mor og jeg i et kollektiv i nærheden af Reading, og der var mænd i huset som nemt kunne forveksles med en far.
Men i 1994 flyttede vi fra kollektivet til et rækkehus i Shepherd’s Bush for at bo hos min mors nye kæreste Martin, og jeg var gammel nok til at forstå at Martin i hvert fald ikke var min far om end han gjorde hvad han kunne for at udfylde rollen.
Selv om det måske lyder utroligt, var det først som niårig at jeg spurgte min mor hvem min rigtige far var. Hun svarede undvigende. Noget med at han var udlænding, og at hun ikke havde kontakt med ham.
Først endnu senere – da jeg var femten – fik jeg endelig hele historien med campingpladsen, det blå og orange telt, skybruddet og kaninragouten. Jeg tror ikke min mor var helt klar over hvad den gjorde ved mig. Hun var en slags forsinket hippie og levede ikke altid helt i den virkelige verden.
Men mit liv var begyndt endnu mere tilfældigt end de flestes, og hendes måde at fortælle om det på vakte en vrede i mig som kun voksede de kommende år.
“Restauranten havde en lille gårdhave med en eller anden slags fletværk over, og der gik en kat rundt deroppe og dryssede ting ned i vores mad. Så fik jeg øje på din far. Han sad i hjørnet og så på mig mens jeg fjernede en kvist fra min tallerken, og da vores blikke mødtes, smilede han til mig, og han havde enormt hvide tænder fordi han var så solbrændt, og jeg kom til at le. Han var flot; han lignede en pirat.”
Når min mor fortalte om den aften i Toulouse, blev hendes øjne vemodige, og jeg vidste at hun savnede noget. Vel ikke ham; hun havde jo aldrig kendt ham rigtigt. Men tiden, måske? Sin ungdoms løssluppenhed?
Den slags tilfældigheder der bringer et liv til verden fordi en kat drysser vissent vinløv ned i en tallerken med kaninragout? Under alle omstændigheder var det noget der handlede om hende selv, ikke om den datter der uden at blive spurgt måtte leve som resultatet af hendes sydfranske eventyr.
Hun kendte ikke mandens navn, sagde hun. Anede simpelthen ikke hvem min far var. Og restauranten fandtes ikke længere, sagde hun. Det gjorde campingpladsen heller ikke.
Det var som om kulisserne til mit livs ouverture var blevet båret ud bag teatret og smidt op i en affaldscontainer, og den mand der havde spillet den ene hovedrolle, var taget på valsen uden at efterlade sin adresse.
Jeg hedder Emma, og jeg er tredive år og datter af Julia Kirby og Emile Girard som engang ejede et blåt og orange telt og en lyseblå Peugeot 104, og jeg er vendt tilbage til huset i Quercy for sidste gang for at deltage i min fars begravelse og gennemgå hans bohave.
Da jeg for nogle dage siden stod ved hans kiste mellem alle de grå sten på den lille kirkegård ved floden, gik det op for mig at jeg kommer til at savne ham mere end jeg nogensinde har savnet min mor.
Undskyld, mor. Da min mor døde af brystkræft i 2011 – i en alder af bare niogfyrre – var jeg i den samme situation som jeg er nu: Der var kun mig til at få rede på hendes bohave og træffe de svære beslutninger om hvad der skulle kasseres eller sælges, og hvad jeg selv ville tage og forsøge at indlemme i mit eget liv.
Det meste endte på genbrugspladsen og hos marskandiseren. Undskyld, mor, igen. Jeg fandt nogle kasser med gamle fotos som jeg beholdt. Og i en af kasserne var der en rød kartonmappe af den slags som man tidligere fik sine fotos i når fotohandleren havde fremkaldt dem.
En lille lomme til negativerne og et større rum til kopierne. Den indeholdt snapshots fra min mors rejse til Frankrig sammen med to veninder i sommeren 1986. Jeg vidste hvad der blandt andet var sket under den ferie.
Min mors vemodige tilståelse, eller hvad man skal kalde det, var resultatet af at jeg som stor teenager stadig oftere og stadig mere insisterende forlangte at få at vide hvem min far var. Hun svarede at hun ikke vidste det, hvilket jo på sin vis var sandt:
Hun huskede ham, men kendte ikke hans identitet. For mig var det virkelig ikke noget tilfredsstillende svar; jeg følte mig som et halvt menneske, og min vrede voksede hver gang jeg tænkte på det.
På dem: min uansvarlige mor, den urimeligt kønne unge kvinde på eventyr i det franske, og min far, den liderlige flirt, små tyve år ældre end hende og parat til at forsvinde i natten så snart han havde tilfredsstillet sine lyster.
I den røde mappe lå fotografier fra Paris, de tre veninder under Eiffeltårnet, på en af Montmartres trapper, ved Jim Morrisons blomstersmykkede grav. De var alle søde piger, men min mor var langt den kønneste af dem, mørk, kortklippet, næsten en klassisk skønhed.
På alle fotografierne – som i flere tilfælde måtte være taget af fremmede i og med at de alle tre optrådte på dem – ser hun lige ind i kameraet med et direkte, lidt udfordrende blik. Efter Paris fulgte andre fotos af floder og bjerge, udsigter over pittoreske landsbyer med og uden de tre piger i forgrunden.
Der var underbelyste, uskarpe billeder af en aften ved et lejrbål, unge mænd med nøgen overkrop og vinflasker i flammeskæret. Der var billeder af veninderne der nøgenbadede i en flod med klart vand omkring glinsende våde kampesten, leende og solbrændte og med hvid hud hvor deres bikinier havde skærmet dem mod solen.
Og endelig var der et fotografi af en mand der stod foran en køkkenblå bil, en Peugeot 104. Han var høj og slank og temmelig langhåret i forhold til året 1986, og han var tydeligvis opstillet til et hurtigt snapshot, måske inden han om morgenen kørte sin bolleveninde tilbage til vandrehjemmet og derpå forsvandt ud af hendes – og mit – liv.
Yderst til venstre i billedet kunne man se noget af et blåt og orange telt. Bilens registreringsnummer var let læseligt. Jeg kan huske at jeg tænkte: Det er ham. Jeg har lige mistet min mor, men måske har jeg fundet min far. Var det egentlig det jeg gerne ville?
Den næste tid brugte jeg timer på at studere netop det snapshot. Først gik jeg alle fotografierne igennem, men da jeg konstaterede at der ikke var flere med mand, Peugeot eller telt, lagde jeg dem væk.
Jeg granskede hans ansigt med en lup – det var markeret, nydeligt, men fotografiet var desværre ikke så skarpt at jeg kunne se ham ind i øjnene – og prøvede forgæves at finde ligheder med mit eget ansigt. Så kastede jeg mig over bilens nummerplade.
Fotografiet var taget for så lang tid siden at jeg kunne være ret sikker på at Peugeot’en ikke længere var indregistreret. Kunne man finde ejeren af en bil så længe efter?
“Ja,” lød svaret fra min ven Liam da jeg ringede til ham. Han er journalist på Mirror.
“Forestil dig at opklaringen af en drabssag afhang af det. Så selvfølgelig kan man det. Jeg ved bare ikke umiddelbart hvordan.”
“Kender du nogen der ved det?”
Liam lo. “Skider paven i skoven?”
“Det ved jeg ikke. Gør han?”
“Jeg skal nok prøve. Men jeg lover ikke noget.”
Da jeg ringede, var Liam i Cannes for at jagte sladder om de kendte, men det viste sig at være heldigt, for han var netop blevet ven med en fransk kollega der havde en kilde i det franske justitsministerium.
Det var dog stadig ikke nemt. En ting er at skaffe navn og adresse på en idiot der er stukket af fra et færdselsuheld for to dage siden, og noget ganske andet er at finde de tilsvarende oplysninger om en mand der ikke har gjort andet end at parkere en gammel, nu for længst skrottet spand af en Peugeot på
en campingplads uden for Toulouse. Og fordufte efter at have gjort en ung kvinde gravid.
Det var jo ikke min fars skyld at hans identitet havde været skjult i så mange år at den nu formentlig var umulig at afdække, men det tog ikke dampen af min forbitrelse. Og hvad med min mor? Var det aldrig faldet hende ind at forsøge at finde ham ud fra bilens nummerplade?
I 1986 havde det sikkert været en smal sag. Havde hun ikke tænkt på det? Ikke villet? Spørgsmålene hobede sig op, og min frustration voksede indtil andre ting gradvis tog over. Jeg var fireogtyve og var netop begyndt at arbejde på Pizza Lab efter at have sat en stor del af mit liv over styr i et anfald af ubegavet letsind.
Efter nogle uger kom der en sms fra Liam:
Hej Emma. Manden på fotografiet er Emile François Girard, født 1944. Nuværende bopæl et sted der hedder Vieux Moulin, i nærheden af Carnac-Rouffiac. Det sidste er en fransk kommune. Selv tak.
Skal vi snart ses?
Jeg tog fotografiet af manden med den lyseblå Peugeot ned fra min opslagstavle og så på ham igen. Emile. Var han min far? Det håbede jeg virkelig.
Min frustration og vrede var midlertidigt afløst af en altovervældende nysgerrighed. Og et savn som jeg ikke havde vidst at jeg kunne føle.
En uge senere fløj jeg til Frankrig.
Mich Vraa: Under en anden himmel
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Resultatet er noget så sjældent som helstøbt” – Fyens Stiftstidende
“Mick Vraa er tydeligt i sit es” – Weekendavisen
“Mich Vraa skriver som altid i et fremragende og sanseligt sprog” – Litteratursiden
I et skur bag en havnekaj i Hongkong får den unge Ritou en dyster spådom: Du skal forsvinde fra verden uden at dø. Først mange år senere giver den kinesiske shamans ord mening.
Som gammel mand fortæller han sin historie til en ung kvindelig kok som han møder mens han samler trøfler på et bjerg i Sydfrankrig. I Ritous sidste sommer opstår et umage venskab.
Du kan købe Under en anden himmel online, hos fx. Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.
Du kan læse med her, for at høre mere om Under en anden himmel.
Andre læste også: