Vi troede vi skulle er Marie Hougaards debutroman, skrevet med både humor og ømhed. Et par i midten af 30’erne forsøger at få børn, men vejen til forældreskab er ikke ligefrem snorlige. Smuglæs i bogen herunder.
Kæresteparret Hannah og Johan er midten af 30’erne, og har i et stykke tid forsøgt at få et barn. Men de indser begge langsomt, at de nok har brug for hjælp til at blive gravide.
Livet går i det hele taget ikke, som Hannah havde forventet, og da Mina dukker op, bliver det hele kun endnu mere forvirrende.
Vi troede vi skulle handler om venskaber, der forandres, familierelationer, som ikke er så simple. Og ikke mindst de forventninger, vi har til hinanden og til livet, som kan være svære at indfri.
De er stoppet foran den største af planterne, Johan med Albert, som konsekvent kigger den modsatte vej af det Johan viser ham.
Johans stemme er lavmælt, som betror han Albert noget vigtigt.
Jeg tørrer mine hænder af i viskestykket og betragter den runde kage som står på køkkenbordet foran mig. Der er bær på hele overfladen nu, trykket blødt ned i skummet.
Jeg sætter et par flag i kagen før jeg forsigtigt løfter fadet op og bærer det ind i stuen.
Min søster og hendes mand sidder ved bordet i en samtale. Det er som om de altid har noget at snakke om, selvom de har været sammen i evigheder.
Neeej, udbryder min søster og begynder at gøre plads til kagen på bordet.
Johan kommer gennem de franske døre med Albert på armen og begynder at synge.
Jeg bliver stående på gulvet med kagen mellem hænderne og kigger på deres syngende ansigter et ad gangen.
Min søster kigger på kagen, min svoger synger lidt højere, Johan blinker til mig, og Albert kigger væk som vil han ikke være ved os.
Tak for det, skynder jeg mig at sige efter første vers og stiller fadet midt på bordet. Hvem vil have et stykke?
Tosset spørgsmål, siger min svoger.
Jeg skærer og balancerer stykkerne over på tallerkenerne uden de vælter.
Johan rækker Albert til min søster, som i én bevægelse knapper skjorten op og finder sit bryst frem.
Det er ikke amningen der kan få mig til at ønske han var min. Det er hans duft.
Nå, siger min svoger og stikker gaflen med et stort stykke kage ind i munden. Hvad skal der så ske i dit femogtredivte år?
Selv Albert giver slip på brystet, vender hovedet og kigger afventende på mig.
*
Havde du ikke lyst til at sige til dem at vi prøver? Johan ryster dynen før han lægger sig op i sengen.
Mon ikke de kan regne det ud? siger jeg.
Måske kan de, men vi kan da sagtens sige det til dem alligevel. Det er jo familie.
Jeg kan godt lide at det bare er en ting mellem dig og mig, siger jeg mens jeg klemmer mine øjenlåg så kontaktlinserne popper ud.
Med strakt arm lægger jeg dem på natbordet.
Han skal til at sige at han ikke synes de skal ligge der, men jeg når at stikke mine hænder ind under hans dyne.
Han løfter op i dynen så jeg kan lægge mig ind til ham.
Hans varme spreder sig på min hud.
Vi har sex langsomt. Jeg holder fast om hans balder, trykker mine fingerspidser ind i musklen.
*
Næste morgen er mit udflåd en elastisk masse mellem mine fingre. Det ligner rå æggehvide.
Hvis jeg sidder helt stille, kan jeg bilde mig ind at jeg kan mærke ægget trille ind i æggelederen.
Foran spejlet forestiller jeg mig hvordan mit ansigt ville se ud med Johans lange øjenvipper og hans firkantede hage.
Så strammer jeg bæltet om min morgenkåbe og går ud i køkkenet. Jeg har ægløsning, siger jeg.
Ja? Johan løfter kaffekruset op til sin mund, drikker mens han kigger på mig over kanten af koppen. Så var det godt at vi havde sex i går aftes, siger han og stiller kruset fra sig på køkkenbordet.
Jeg ved godt du tror på kvalitet, men jeg tror altså vi skal gå efter kvantitet, siger jeg.
Han kaster et blik på uret om sit håndled. Vi gør det, skal vi sige i aften?
Så er det måske for sent.
Jeg kan ikke komme for sent i dag til mit møde. Men jeg kan komme hjem i frokostpausen?
Jeg går over mod ham. Vores blikke mødes, ubeslutsomme.
Han er helt slap.
Den vokser sig kun lidt større i min hånd. Så Johan tager selv fat med hurtige bevægelser mens jeg træder ud af mine underbukser og bøjer mig ind over køkkenbordet.
Vi prøver skiftevis at få den mast ind.
Han sukker. Det går ikke, siger han.
Jeg vender mig mod ham og sætter mig på knæ, slikker og slikker. Suger min mund fast om det slappe kød.
Hannah, siger han.
Jeg kigger op. Han ryster på hovedet.
Hans hånd vil hjælpe mig op at stå, men jeg kan godt selv.
I ét tag hiver han underbukser og bukser op og klapper mig bagi. Undskyld, siger han.
Jeg vender kinden til da han vil kysse mig.
Hej hej, lyder hans stemme fra døren.
Hej. Jeg strammer igen båndet om min kåbe og går ind i sovevæ- relset. Kigger ind i den uoverskuelige bunke af vævede tekstiler og strik der bugner i min del af klædeskabet.
Intet af alt det jeg har, passer til mit humør.
Jeg trækker i en grå hættetrøje og går ud i køkkenet. Er ved at sætte vand over i elkedlen da jeg hører hans hurtige trin op ad trapperne og så nøglen i døren.
Han sparker skoene af, smider jakken på gulvet.
Glemte du noget? siger jeg.
Gør det igen, siger han forpustet mens han åbner sine bukser.
Lige inden han kommer, løfter han mig op i armhulerne, vender mig ind over køkkenbordet og trænger op i mig med et fast tag om mine hofter.
Med en lang udånding sender han sine celler ind i mig. Elkedlen siger boblelyde lige foran mit ansigt.
Så, nu har jeg travlt, siger han og trækker igen underbukser og bukser op om livet.
Jeg lægger mig på gulvet med benene op ad væggen.
Køber ind på vejen hjem, råber han ude fra gangen.
Tak, og god dag, siger jeg højt fra min plads på gulvet. Døren der smækker.
Jeg får øje på et spindelvæv i loftet.
Prøver at huske hvor jeg har lagt min telefon.
Kravler ind i stuen for at det hele ikke skal løbe ud af mig.
Jeg får øje på den på spisebordet. Med strakt arm og lange fingre kan jeg lige akkurat nå den. Jeg lægger mig igen på gulvet, nu med benene op ad bordet.
Har glemt hvad jeg skulle med den. Min tommelfinger trykker på Instagram og scroller.
En tekst på en lys baggrund. What is yours will find you.
Børn med slikposer i hånden. Måske en børnefødselsdag.
Mine venner, forældrene, omkring et bord og resterne af en kagemand. Det er en børnefødselsdag.
Min invitation må være gået tabt. Ikke at jeg ville være kommet, men alligevel.
Jeg lukker appen og overvejer igen helt at slette den.
Langsomt rejser jeg mig fra gulvet. Trækker stolen ud, sætter mig med en tung bevægelse og tænder computeren.
Min indbakke er tom. Eller, der er en mail fra Skattestyrelsen.
Jeg går til og fra min arbejdsplads, skal hele tiden lige noget: hælde kaffe op, nippe tørre blade af en plante, kigge i køleskabet, sætte en vask over.
Sæden løber ud af mig da jeg skærer rugbrød til frokost.
MAJ
Sidst i min cyklus hæver mine bryster og får en ny tyngde.
Johan rører ved dem som var de en dej, med et fast greb og en forventningsfuld mine.
Nu tror jeg den er der, siger han. Jeg holder mine krydsede fingre op i vejret.
*
I Føtex køber jeg en graviditetstest.
Det kan ikke vente til jeg kommer hjem, så jeg halvløber over gaden for at låne toilettet på en cafe.
Jeg fumler med emballagen og stiller mig ind over kummen, bøjer i knæene, uden at sætte mig, og holder plastikkruset jeg fik i Føtex-bageren, ind under mig selv.
Det bliver hurtigt fyldt, og urinen sprøjter ud på min hånd.
Jeg lyner mine bukser og stikker testen ned i væsken. Tæller til ti, hiver den op igen og lægger den på vasken.
Hvis den er positiv, vil jeg gå tilbage til Føtex og købe en babymos på glas som jeg vil give til Johan. Eller en sut. Eller bleer.
Men det virker alligevel bøvlet at cykle rundt med en pakke bleer i kurven.
Den første streg kommer til syne med det samme. Jeg venter uden at blinke.
Den ene streg.
Og kun den.
Der er vel en chance for at den kan være defekt, tænker jeg.
Jeg læser indlægssedlen, kigger på illustrationerne for at sikre mig at jeg har gjort det rigtigt.
Der er en der hiver i håndtaget på den anden side af døren.
Så pakker jeg det hele sammen i pakken og lægger det i skralde- spanden, dækker det med papir.
Ude på gangen står en mand op ad væggen og venter.
Jeg kigger ned i jorden, går med hurtige skridt forbi og igennem cafeen.
Men det er jo også først i morgen jeg skal have min menstruation, siger jeg til mig selv da jeg cykler hjem.
*
Det lyder meget dramatisk, siger Johan og trækker med en hurtig bevægelse plastikforhænget til siden. Han tænder for vandet.
Men det er nu engang det jeg gør, siger jeg, bløder.
Mellem mine ben, i det røde vand, daler et større stykke slimhinde langsomt mod kummens bund.
Tak. Jeg tager imod det bind han rækker mig, inden han træder ind i badet og trækker forhænget for.
Man kan jo stille uret efter din cyklus, siger han.
Den lyserøde plastikemballage knitrer. Mit suk kan mærkes helt nede i lænden.
Hvorfor bruger du ikke sådan en menstruationskop? lyder hans stemme bag forhænget. Er det ikke bedre for miljøet?
Jo, sikkert, siger jeg og sætter bindet i mine underbukser.
Vandet skyller papir og slimhinde med ned i kummen, der igen bliver blank og hvid som var intet hændt.
Jeg vasker hænder og kaster et blik i spejlet, retter mine bryn ud så ellevetallerne mellem dem bliver lidt mindre.
Vandet sprøjter fra Johans skuldre da jeg stikker hovedet ind bag forhænget. Det hvide skum i håret siver ned over hans nakke og brystmuskler og sætter sig kortvarigt fast i hans kønsbehåring.
Er det ikke på tide vi går til lægen? siger jeg og trækker mundvigene lidt opad, ikke at han har åbne øjne, men det kan vel høres på min stemme.
Han nikker og vender ansigtet op mod brusehovedet. Hans lem hænger blødt og sårbart og drypper med vand.
Der er sikkert ikke noget, men jeg vil bare gerne vide det, siger jeg. Kan vi tale om det i aften? Han tørrer vandet væk fra sine øjne. Jeg har fået våde sokker da jeg gentager at jeg synes det er på tide.
*
Der er stille i stuen. Cursoren blinker til mig fra det hvide ark på skærmen.
Halvdelen af dagen er snart gået, og jeg har ikke skrevet et eneste ord.
Jeg har overvejet at ringe til projektlederen fra bureauet og sige at jeg ikke er den rigtige tekstforfatter til opgaven. At jeg ikke bryder mig om tankstationer, og at jeg aldrig selv spiser pølser.
Men i stedet for at ringe har jeg hidset mig op over opgaven.
Hver måned printes der nye bannere og plakater med ligegyldige budskaber til alle landets tankstationer. Måneden efter bliver det hele taget ned, smidt ud og erstattet med nye ligegyldige budskaber.
Noget miljøsvineri, kunne jeg sige.
Jeg sukker og åbner igen billedet som projektlederen har vedhæftet i mailen: en lysebrun pølse i et beige brød. Kød, eller restfars, og e-numre mast ned i en tarm, proppet ned i et brød. En klat dressing, offwhite, ligger som en perfekt fuge mellem brød og pølse.
Jeg læner mig tilbage i stolen, prøver at se hotdoggen i et større perspektiv.
Forestiller mig billedet blæst op på et banner med min tekst ved siden af.
Der er to for 45,-, står der i mailen.
Faktisk er der flere ord der rimer på femogfyrre.
Min hjerne begynder at remse. Jeg prøver at skrive lidt forskelligt ned.
Og sletter det hele igen.
Googler fransk hotdog.
Også kendt som hapsdoggen eller Monte Franken.
Monte Franken?
En håndholdt smagsoplevelse.
Så husker jeg på at jeg skal ringe til min læge.
Jeg finder hendes nummer ved at google hende. Kan ikke huske hvornår jeg ringede sidst.
Du er nummer ti i køen, meddeler en neutral kvindestemme. Lidt efter er jeg stadig nummer ti.
Det går langsomt, som om telefonsystemet ved at jeg kun har et par småopgaver at tage mig af fra mit kontor i stuen.
Jeg kigger på sko, mens jeg venter.
Du er nu nummer fem i køen, siger stemmen mens jeg putter et par hvide sneakers i kurven.
Der er 40 procent rabat.
Det er vist derfor jeg køber dem.
Så crasher telefonsystemet, og jeg bliver smidt af.
Jeg hidser mig op igen. Udbryder utilfredse lyde og taler vredt ud i rummet.
Spild af tid.
For ikke at tænke på de penge jeg har tabt på opkaldet.
Når jeg arbejder for bureauet, får jeg 750 kroner i timen. Jeg har siddet i telefonkøen i 30 minutter. Det er 375 kroner lige ud ad vinduet.
Og skoene kostede 500-et-eller-andet.
Altså næsten 900 kroner i alt.
I princippet.
Jeg overvejer om jeg skal ringe op en gang til. Og bliver træt ved tanken.
Skal vi gå en tur? skriver jeg til min søster.
Jeg satser på at hun kan, og efterlader skærmen med billedet af pølsen i brødet.
*
Vi går op og ned ad Sønder Boulevard.
Albert vil ikke sove. Han klynker i sin barnevogn.
Jeg deler mit syn på tankstationer. Noget miljøsvineri, siger jeg. Der er brug for at vi sætter en dagsorden for markedsføring. På et politisk plan.
Undskyld, siger min søster. Jeg kan ikke koncentrere mig når han græder.
Selvfølgelig, siger jeg. Det er også fuldstændig ligegyldigt, det jeg taler om.
Hvor er hans sut? Hun bøjer sig ind over barnevognen. Det er bare vores fælles fremtid der er på spil, siger jeg.
Hun retter sig op igen som havde hun glemt jeg stod der. Fælles fremtid?
Jeg smiler og ryster på hovedet. Ikke noget.
*
Dagen efter har jeg sat en alarm så jeg husker at ringe til min læge klokken otte, når telefonerne åbner.
En elektronisk stemme meddeler mig at jeg er nummer ét i køen, og den klassiske musik bliver erstattet af en dut-tone.
Dit cpr-nummer? siger sekretæren selvom jeg allerede har indtastet det og afsluttet med firkant.
I den anden ende af røret taster hun mine ti tal med hvad der lyder som to pegefingre.
Og hvad drejer det sig om?
Graviditet.
Er du gravid? Hendes stemme bliver lidt lysere.
Nej, men jeg bliver det ikke. Vi bliver det ikke. Eller jeg. Hvad siger man?
Lad mig se her, siger sekretæren. Hvordan ville det passe på mandag klokken ti?
Jeg behøver ikke engang at kigge i min kalender.
*
Jeg ringede til min læge i dag, siger jeg samme aften.
Johan, som står og snitter løg, lægger kniven fra sig. Han finder larmende en gryde frem, sætter den på komfuret.
Jeg bliver stående med den ene skulder lænet mod køleskabet.
Han laver mad som i et TV-køkken. Forbereder alle ingredienserne og putter dem i forskellige skåle.
Det er spild af opvask, sagde jeg engang.
Det gør mig glad sådan, sagde han.
Han affaldssorterer også næsten religiøst.
Nu kigger han på mig. Ja, jeg skal nok ringe til min læge i morgen.
Er der noget du er bange for? siger jeg og griber ud efter ham, fletter mine hænder på hans ryg.
Altså, jeg er jo ikke bange som sådan, siger han. Hør, jeg vil gerne kramme, men jeg er lige ved at lave mad.
Jeg giver slip på ham, trækker mine hænder ind i ærmet, folder armene over brystet.
Han tænder for blusset, finder olien i skabet og hælder en ordentlig sjat i gryden. Det er bare ikke fedt hvis jeg ikke kan, siger han så.
Vi kan vel lige så godt blive undersøgt. Jeg mener, hvorfor ikke?
Johan vender hovedet, smiler til mig og begynder at rode i en skuffe.
Jeg tager to tallerkener og bestik frem og går ind i stuen. Dækker bordet ved siden af mit hjemmekontor. Gider ikke længere tage min skærm og tastaturet væk.
Han står og stritter med stegespatlen da jeg kommer tilbage til køkkenet. Løgene syder i gryden.
Har vi prøvet? siger han. Altså sådan rigtigt prøvet? Et helt år, som man jo bør før man går til lægen.
Hvad betyder rigtigt prøvet?
Ægløsningstest, for eksempel.
Jeg har styr på den del af det, siger jeg.
Har du?
Jeg har jo vist dig min app. Og jeg tager min temperatur.
Han siger ikke noget, så jeg fortsætter: Vi har haft ubeskyttet sex i snart to år, og det sidste år har vi haft sex hver gang jeg har ægløsning.
Er du sikker på det? Nogle gange gør vi det jo på den anden måde.
Da ikke når jeg har ægløsning. Han vender sig mod sin stegning.
Jeg himler med øjnene bag hans ryg, siger: Det er jo ikke første gang vi taler om at vi måske skal blive tjekket.
Det summer fra emhætten.
Han ser tænksom ud, men siger ikke noget, så går jeg ind i stuen med salt- og pebersættet og følelsen af irritation i brystet.
Jeg ved ikke, siger han da jeg kommer tilbage til køkkenet. Det føles som om vi kunne have været mere dedikerede.
Altså, vi er ikke 28 længere, siger jeg. Måske vi bare skal have lidt hjælp.
Det føltes som om jeg ville overskride hendes grænse hvis jeg havde sagt ja, så jeg slog det hen og sagde at det behøvede vi slet ikke.
Hun havde nøjedes med at udskrive en recept på antibiotika.
Jeg er heller ikke så meget for at gå til lægen, havde jeg sagt til hende dengang.
Nu spørger hun til Johan. Hans alder og helbred. Taster mens jeg svarer.
Jeg laver en henvisning til en klinik hvor du skal have lavet en vandscanning, siger hun.
Jeg nikker, men må se spørgende ud.
For at se om der er passage til æggelederne. Man sprøjter væske op.
Ah, på den måde, siger jeg.
Men først skal du have taget nogle blodprøver. Hun taster igen.
Tager du folinsyre?
Jeg ryster på hovedet med en stor bevægelse, som prøver jeg at ryste hendes spørgsmål af mig.
Køb det i dag, og start med det samme. Hun nikker som var det sidste sætning.
Jeg gør det samme, nikker og rejser mig.
Farer vild i jakkeærmet. Bliver varm i kinderne.
Dyrk motion begge to. Spis sundt og varieret, opremser hun. Skær ned på alkoholen, og stop med rygningen hvis nogen af jer ellers gør det.
Jeg giver op på jakken, tager den over armen. Tak, siger jeg og prøver at smile.
Ude på gangen lugter der af sprit og lidt af jern. Jeg roder efter min telefon i mit net.
God dag til dig, kan jeg høre receptionisten sige bag mig.
Jeg mumler noget tilbage og får fat i min telefon som har sneget sig ind i en notesbog.
Uret viser 14:55, så der er kun fem minutter til at jeg skal være på cafeen.
Bliver lige lidt forsinket, skriver jeg på vej hen til min cykel. Glæder mig til at se dig!
Det er længe siden vi har været sammen bare hende og jeg. Der er så mange ting jeg gerne vil tale med hende om.
*
Servitricen stiller sig ved vores bord med sin bakke.
Jeg har en americano, siger hun. Jeg rækker hånden op. Og en cappuccino, den må så skulle herhen. Hun stiller den ved Tuts. Og et glas mælkeskum.
Mig, mig, siger Frank og rækker utålmodigt hænderne op mod glasset.
Han nikker med hele hovedet og overkroppen så bordet ryster og min kaffe skvulper over.
Rolig nu, Frank, siger Tuts og rækker ham en teske, mens hun smiler til mig.
Ungerne og jeg var i skoven i weekenden, siger hun.
Dyr har unger, mennesker har børn, siger jeg med et smil.
Tuts hører det ikke, hun kigger på sin telefon. Siger hun lige skal holde øje, for Clara er på legeaftale.
Og hvad med dig? siger hun og rører rundt i sin kaffe med en teske. Alt godt?
Telefonen ligger på bordet oven på den foldede serviet som bestik, og lyser når hun har trykket på den.
Det går fint. Jeg rækker ud efter den lille mælkekande og hælder lidt mere mælk i min kaffe, mens jeg overvejer hvor meget jeg vil dele.
Jeg har lige været hos lægen …
Mor, hvornår skal vi på legeplads? afbryder Frank. Nu er vi jo lige på cafe, skat.
Men Frank er ligeglad, han vil på legeplads.
Hun tilbyder ham alt fra menukortet for at få ham til at sidde stille. Han ryster tvært på hovedet.
Vil du tegne? Hun roder i sin taske og lægger en malebog og tuscher på bordet foran ham.
Han kigger på hende med nedadvendt mund og rækker så modvilligt ud efter en tusch.
Tuts tager igen sin telefon i hånden og kigger koncentreret på skærmen.
Mads arbejder virkelig meget for tiden, siger hun så og lægger den fra sig.
Hun slår det væk med en håndbevægelse og et smil, siger: Men altså, han er lige ved at blive partner.
Jeg nikker og gider ikke spørge om hun er okay med situationen. Hun svarer mig alligevel ikke ærligt.
Frank har fundet en brun tusch og er begyndt at tegne med store bevægelser som går ud over stregerne der angiver omridset af en sommerfugl.
Og hvordan med projekt baby? spørger hun og tager en tår kaffe.
Frank glider ind under bordet og ned på gulvet. Vi kigger efter ham da han går ud i cafeen.
Ej, Frank! Hendes stemme er høj ud i rummet. Hun rejser sig og går med hastige skridt over til ham.
Projekt baby. Jeg fortryder at jeg har fortalt hende at vi prøver.
Det der må du ikke pille ved, kan jeg høre hende sige ovre fra reolsystemet hvor Frank står på tæer og næsten når en keramikkop der ser dyr ud.
Tuts tager ham om håndleddet og trækker ham med tilbage til bordet.
Sæt dig op på din plads, siger hun. Mor, jeg keder mig.
Fatter ikke at man sætter sådan noget i børnehøjde. Hun ryster på hovedet.
Fatter ikke at du har taget ham med, har jeg lyst til at sige.
Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft en rigtig samtale med hende.
Frank tegner videre på sin sommerfugl, nu med grøn. Han fører tuschen frem og tilbage over det samme sted, så papiret smuldrer og bliver til et nusset mørkt hul.
Det er svært for mig at se på det.
Hvor kom vi fra? siger Tuts.
Det kan jeg ikke huske, siger jeg.
Hvordan går det med din søster? spørger hun så. Det går fint, siger jeg.
Og med lille Albert, har han det godt? bliver hun ved.
Jeg når ikke at svare, for Frank skubber pludselig malebogen på gulvet. Han siger hysteriske lyde og bliver rød i hovedet.
Jeg kan mærke hvordan mit ansigt trækker sig sammen mens jeg iagttager ham.
Tuts siger hans navn en masse gange efter hinanden, prøver at få ham til at falde ned.
Hun kigger på mig, himler med øjnene. Vil du have ham? siger hun lavt.
Hmm … siger jeg og smiler.
Frank ser forurettet ud da hans mor med et fast tag fører hans arme ind i jakken og trækker ham med gennem cafeen.
Skal du med på legeplads?
Vi står på fortovet.
Jeg ryster på hovedet. Jeg skal bare hjem.
Så er det bare dig og mig, siger hun til Frank. På legeplads.
Hun rækker ud efter mig med en grimasse som skal jeg redde hende, tage hende med hjem, placere hende i min sofa, poppe popcorn ligesom dengang og se serier til langt ud på natten.
Eller måske er det noget andet hun rækker ud efter.
Jeg smiler mit sådan-er-livet-smil: trykker læberne flade mod hinanden og trækker mundvigende bredt ud, løfter øjenbrynene og trækker let på skuldrene.
Tuts tager Frank i hånden. Vink til Hannah, siger hun og vinker selv med et løst, barnligt håndled og sit største smil. Frank rækker tunge.
Frank, det gør man ikke, kan jeg høre hende sige da de går væk. Jeg rækker tunge tilbage.
Vi troede vi skulle
Nyt fra Marie Hougaard: Normal opførsel
Anna er midt i trediverne og vil gerne finde en kæreste. Og det ønsker hendes venner og familie også, at hun gør. Så da hun møder Villads, bliver hun hurtigt sikker på, at det er ham, hun vil have. Villads har styr på sit liv, men han er også flyvsk og utilgængelig, og Annas forelskelse bliver forvandlet til usikkerhed.
Da Anna flytter ind hos Villads i hans smukke lejlighed i indre København, kan hun endelig slappe af, og hun begynder straks at finde sig til rette i sin nye tilværelse. Men snart slår forholdet sprækker.
Normal opførsel er en roman, der skildrer et parforholds giftige dynamikker og destruktive spiraler. Og som undersøger, hvor langt vi er villige til at gå for at blive sammen.
Vi troede vi skulle er Marie Hougaards debutroman, skrevet med både humor og ømhed. Et par i midten af 30’erne forsøger at få børn, men vejen til forældreskab er ikke ligefrem snorlige. Smuglæs i bogen herunder.
Kæresteparret Hannah og Johan er midten af 30’erne, og har i et stykke tid forsøgt at få et barn. Men de indser begge langsomt, at de nok har brug for hjælp til at blive gravide.
Livet går i det hele taget ikke, som Hannah havde forventet, og da Mina dukker op, bliver det hele kun endnu mere forvirrende.
LÆS OGSÅ: Marie Hougaard: I 30’erne står vi og flagrer midt i angsten
Vi troede vi skulle handler om venskaber, der forandres, familierelationer, som ikke er så simple. Og ikke mindst de forventninger, vi har til hinanden og til livet, som kan være svære at indfri.
Læs et uddrag af Vi troede vi skulle herunder.
Du kan købe Vi troede vi skulle online, eller i din nærmeste boghandel.
Vi troede vi skulle
Marie Hougaard
APRIL
Jeg kan se dem gennem døren ind til stuen.
De er stoppet foran den største af planterne, Johan med Albert, som konsekvent kigger den modsatte vej af det Johan viser ham.
Johans stemme er lavmælt, som betror han Albert noget vigtigt.
Jeg tørrer mine hænder af i viskestykket og betragter den runde kage som står på køkkenbordet foran mig. Der er bær på hele overfladen nu, trykket blødt ned i skummet.
Jeg sætter et par flag i kagen før jeg forsigtigt løfter fadet op og bærer det ind i stuen.
Min søster og hendes mand sidder ved bordet i en samtale. Det er som om de altid har noget at snakke om, selvom de har været sammen i evigheder.
Neeej, udbryder min søster og begynder at gøre plads til kagen på bordet.
Johan kommer gennem de franske døre med Albert på armen og begynder at synge.
Jeg bliver stående på gulvet med kagen mellem hænderne og kigger på deres syngende ansigter et ad gangen.
Min søster kigger på kagen, min svoger synger lidt højere, Johan blinker til mig, og Albert kigger væk som vil han ikke være ved os.
Tak for det, skynder jeg mig at sige efter første vers og stiller fadet midt på bordet. Hvem vil have et stykke?
Tosset spørgsmål, siger min svoger.
Jeg skærer og balancerer stykkerne over på tallerkenerne uden de vælter.
Johan rækker Albert til min søster, som i én bevægelse knapper skjorten op og finder sit bryst frem.
Det er ikke amningen der kan få mig til at ønske han var min. Det er hans duft.
Nå, siger min svoger og stikker gaflen med et stort stykke kage ind i munden. Hvad skal der så ske i dit femogtredivte år?
Selv Albert giver slip på brystet, vender hovedet og kigger afventende på mig.
*
Havde du ikke lyst til at sige til dem at vi prøver? Johan ryster dynen før han lægger sig op i sengen.
Mon ikke de kan regne det ud? siger jeg.
Måske kan de, men vi kan da sagtens sige det til dem alligevel. Det er jo familie.
Jeg kan godt lide at det bare er en ting mellem dig og mig, siger jeg mens jeg klemmer mine øjenlåg så kontaktlinserne popper ud.
Med strakt arm lægger jeg dem på natbordet.
Han skal til at sige at han ikke synes de skal ligge der, men jeg når at stikke mine hænder ind under hans dyne.
Han løfter op i dynen så jeg kan lægge mig ind til ham.
Hans varme spreder sig på min hud.
Vi har sex langsomt. Jeg holder fast om hans balder, trykker mine fingerspidser ind i musklen.
*
Næste morgen er mit udflåd en elastisk masse mellem mine fingre. Det ligner rå æggehvide.
Hvis jeg sidder helt stille, kan jeg bilde mig ind at jeg kan mærke ægget trille ind i æggelederen.
Foran spejlet forestiller jeg mig hvordan mit ansigt ville se ud med Johans lange øjenvipper og hans firkantede hage.
Så strammer jeg bæltet om min morgenkåbe og går ud i køkkenet. Jeg har ægløsning, siger jeg.
Ja? Johan løfter kaffekruset op til sin mund, drikker mens han kigger på mig over kanten af koppen. Så var det godt at vi havde sex i går aftes, siger han og stiller kruset fra sig på køkkenbordet.
Jeg ved godt du tror på kvalitet, men jeg tror altså vi skal gå efter kvantitet, siger jeg.
Han kaster et blik på uret om sit håndled. Vi gør det, skal vi sige i aften?
Så er det måske for sent.
Jeg kan ikke komme for sent i dag til mit møde. Men jeg kan komme hjem i frokostpausen?
Jeg går over mod ham. Vores blikke mødes, ubeslutsomme.
Han er helt slap.
Den vokser sig kun lidt større i min hånd. Så Johan tager selv fat med hurtige bevægelser mens jeg træder ud af mine underbukser og bøjer mig ind over køkkenbordet.
Vi prøver skiftevis at få den mast ind.
Han sukker. Det går ikke, siger han.
Jeg vender mig mod ham og sætter mig på knæ, slikker og slikker. Suger min mund fast om det slappe kød.
Hannah, siger han.
Jeg kigger op. Han ryster på hovedet.
Hans hånd vil hjælpe mig op at stå, men jeg kan godt selv.
I ét tag hiver han underbukser og bukser op og klapper mig bagi. Undskyld, siger han.
Jeg vender kinden til da han vil kysse mig.
Hej hej, lyder hans stemme fra døren.
Hej. Jeg strammer igen båndet om min kåbe og går ind i sovevæ- relset. Kigger ind i den uoverskuelige bunke af vævede tekstiler og strik der bugner i min del af klædeskabet.
Intet af alt det jeg har, passer til mit humør.
Jeg trækker i en grå hættetrøje og går ud i køkkenet. Er ved at sætte vand over i elkedlen da jeg hører hans hurtige trin op ad trapperne og så nøglen i døren.
Han sparker skoene af, smider jakken på gulvet.
Glemte du noget? siger jeg.
Gør det igen, siger han forpustet mens han åbner sine bukser.
Lige inden han kommer, løfter han mig op i armhulerne, vender mig ind over køkkenbordet og trænger op i mig med et fast tag om mine hofter.
Med en lang udånding sender han sine celler ind i mig. Elkedlen siger boblelyde lige foran mit ansigt.
Så, nu har jeg travlt, siger han og trækker igen underbukser og bukser op om livet.
Jeg lægger mig på gulvet med benene op ad væggen.
Køber ind på vejen hjem, råber han ude fra gangen.
Tak, og god dag, siger jeg højt fra min plads på gulvet. Døren der smækker.
Jeg får øje på et spindelvæv i loftet.
Prøver at huske hvor jeg har lagt min telefon.
Kravler ind i stuen for at det hele ikke skal løbe ud af mig.
Jeg får øje på den på spisebordet. Med strakt arm og lange fingre kan jeg lige akkurat nå den. Jeg lægger mig igen på gulvet, nu med benene op ad bordet.
Har glemt hvad jeg skulle med den. Min tommelfinger trykker på Instagram og scroller.
En tekst på en lys baggrund. What is yours will find you.
Børn med slikposer i hånden. Måske en børnefødselsdag.
Mine venner, forældrene, omkring et bord og resterne af en kagemand. Det er en børnefødselsdag.
Min invitation må være gået tabt. Ikke at jeg ville være kommet, men alligevel.
Jeg lukker appen og overvejer igen helt at slette den.
Langsomt rejser jeg mig fra gulvet. Trækker stolen ud, sætter mig med en tung bevægelse og tænder computeren.
Min indbakke er tom. Eller, der er en mail fra Skattestyrelsen.
Jeg går til og fra min arbejdsplads, skal hele tiden lige noget: hælde kaffe op, nippe tørre blade af en plante, kigge i køleskabet, sætte en vask over.
Sæden løber ud af mig da jeg skærer rugbrød til frokost.
MAJ
Sidst i min cyklus hæver mine bryster og får en ny tyngde.
Johan rører ved dem som var de en dej, med et fast greb og en forventningsfuld mine.
Nu tror jeg den er der, siger han.
Jeg holder mine krydsede fingre op i vejret.
*
I Føtex køber jeg en graviditetstest.
Det kan ikke vente til jeg kommer hjem, så jeg halvløber over gaden for at låne toilettet på en cafe.
Jeg fumler med emballagen og stiller mig ind over kummen, bøjer i knæene, uden at sætte mig, og holder plastikkruset jeg fik i Føtex-bageren, ind under mig selv.
Det bliver hurtigt fyldt, og urinen sprøjter ud på min hånd.
Jeg lyner mine bukser og stikker testen ned i væsken. Tæller til ti, hiver den op igen og lægger den på vasken.
Hvis den er positiv, vil jeg gå tilbage til Føtex og købe en babymos på glas som jeg vil give til Johan. Eller en sut. Eller bleer.
Men det virker alligevel bøvlet at cykle rundt med en pakke bleer i kurven.
Den første streg kommer til syne med det samme. Jeg venter uden at blinke.
Den ene streg.
Og kun den.
Der er vel en chance for at den kan være defekt, tænker jeg.
Jeg læser indlægssedlen, kigger på illustrationerne for at sikre mig at jeg har gjort det rigtigt.
Der er en der hiver i håndtaget på den anden side af døren.
Så pakker jeg det hele sammen i pakken og lægger det i skralde- spanden, dækker det med papir.
Ude på gangen står en mand op ad væggen og venter.
Jeg kigger ned i jorden, går med hurtige skridt forbi og igennem cafeen.
Men det er jo også først i morgen jeg skal have min menstruation, siger jeg til mig selv da jeg cykler hjem.
*
Det lyder meget dramatisk, siger Johan og trækker med en hurtig bevægelse plastikforhænget til siden. Han tænder for vandet.
Men det er nu engang det jeg gør, siger jeg, bløder.
Mellem mine ben, i det røde vand, daler et større stykke slimhinde langsomt mod kummens bund.
Tak. Jeg tager imod det bind han rækker mig, inden han træder ind i badet og trækker forhænget for.
Man kan jo stille uret efter din cyklus, siger han.
Den lyserøde plastikemballage knitrer. Mit suk kan mærkes helt nede i lænden.
Hvorfor bruger du ikke sådan en menstruationskop? lyder hans stemme bag forhænget. Er det ikke bedre for miljøet?
Jo, sikkert, siger jeg og sætter bindet i mine underbukser.
Vandet skyller papir og slimhinde med ned i kummen, der igen bliver blank og hvid som var intet hændt.
Jeg vasker hænder og kaster et blik i spejlet, retter mine bryn ud så ellevetallerne mellem dem bliver lidt mindre.
Vandet sprøjter fra Johans skuldre da jeg stikker hovedet ind bag forhænget. Det hvide skum i håret siver ned over hans nakke og brystmuskler og sætter sig kortvarigt fast i hans kønsbehåring.
Er det ikke på tide vi går til lægen? siger jeg og trækker mundvigene lidt opad, ikke at han har åbne øjne, men det kan vel høres på min stemme.
Han nikker og vender ansigtet op mod brusehovedet. Hans lem hænger blødt og sårbart og drypper med vand.
Der er sikkert ikke noget, men jeg vil bare gerne vide det, siger jeg. Kan vi tale om det i aften? Han tørrer vandet væk fra sine øjne. Jeg har fået våde sokker da jeg gentager at jeg synes det er på tide.
*
Der er stille i stuen. Cursoren blinker til mig fra det hvide ark på skærmen.
Halvdelen af dagen er snart gået, og jeg har ikke skrevet et eneste ord.
Jeg har overvejet at ringe til projektlederen fra bureauet og sige at jeg ikke er den rigtige tekstforfatter til opgaven. At jeg ikke bryder mig om tankstationer, og at jeg aldrig selv spiser pølser.
Men i stedet for at ringe har jeg hidset mig op over opgaven.
Hver måned printes der nye bannere og plakater med ligegyldige budskaber til alle landets tankstationer. Måneden efter bliver det hele taget ned, smidt ud og erstattet med nye ligegyldige budskaber.
Noget miljøsvineri, kunne jeg sige.
Jeg sukker og åbner igen billedet som projektlederen har vedhæftet i mailen: en lysebrun pølse i et beige brød. Kød, eller restfars, og e-numre mast ned i en tarm, proppet ned i et brød. En klat dressing, offwhite, ligger som en perfekt fuge mellem brød og pølse.
Jeg læner mig tilbage i stolen, prøver at se hotdoggen i et større perspektiv.
Forestiller mig billedet blæst op på et banner med min tekst ved siden af.
Der er to for 45,-, står der i mailen.
Faktisk er der flere ord der rimer på femogfyrre.
Min hjerne begynder at remse. Jeg prøver at skrive lidt forskelligt ned.
Og sletter det hele igen.
Googler fransk hotdog.
Også kendt som hapsdoggen eller Monte Franken.
Monte Franken?
En håndholdt smagsoplevelse.
Så husker jeg på at jeg skal ringe til min læge.
Jeg finder hendes nummer ved at google hende. Kan ikke huske hvornår jeg ringede sidst.
Du er nummer ti i køen, meddeler en neutral kvindestemme. Lidt efter er jeg stadig nummer ti.
Det går langsomt, som om telefonsystemet ved at jeg kun har et par småopgaver at tage mig af fra mit kontor i stuen.
Jeg kigger på sko, mens jeg venter.
Du er nu nummer fem i køen, siger stemmen mens jeg putter et par hvide sneakers i kurven.
Der er 40 procent rabat.
Det er vist derfor jeg køber dem.
Så crasher telefonsystemet, og jeg bliver smidt af.
Jeg hidser mig op igen. Udbryder utilfredse lyde og taler vredt ud i rummet.
Spild af tid.
For ikke at tænke på de penge jeg har tabt på opkaldet.
Når jeg arbejder for bureauet, får jeg 750 kroner i timen. Jeg har siddet i telefonkøen i 30 minutter. Det er 375 kroner lige ud ad vinduet.
Og skoene kostede 500-et-eller-andet.
Altså næsten 900 kroner i alt.
I princippet.
Jeg overvejer om jeg skal ringe op en gang til. Og bliver træt ved tanken.
Skal vi gå en tur? skriver jeg til min søster.
Jeg satser på at hun kan, og efterlader skærmen med billedet af pølsen i brødet.
*
Vi går op og ned ad Sønder Boulevard.
Albert vil ikke sove. Han klynker i sin barnevogn.
Jeg deler mit syn på tankstationer. Noget miljøsvineri, siger jeg. Der er brug for at vi sætter en dagsorden for markedsføring. På et politisk plan.
Undskyld, siger min søster. Jeg kan ikke koncentrere mig når han græder.
Selvfølgelig, siger jeg. Det er også fuldstændig ligegyldigt, det jeg taler om.
Hvor er hans sut? Hun bøjer sig ind over barnevognen. Det er bare vores fælles fremtid der er på spil, siger jeg.
Hun retter sig op igen som havde hun glemt jeg stod der. Fælles fremtid?
Jeg smiler og ryster på hovedet. Ikke noget.
*
Dagen efter har jeg sat en alarm så jeg husker at ringe til min læge klokken otte, når telefonerne åbner.
En elektronisk stemme meddeler mig at jeg er nummer ét i køen, og den klassiske musik bliver erstattet af en dut-tone.
Dit cpr-nummer? siger sekretæren selvom jeg allerede har indtastet det og afsluttet med firkant.
I den anden ende af røret taster hun mine ti tal med hvad der lyder som to pegefingre.
Og hvad drejer det sig om?
Graviditet.
Er du gravid? Hendes stemme bliver lidt lysere.
Nej, men jeg bliver det ikke. Vi bliver det ikke. Eller jeg. Hvad siger man?
Lad mig se her, siger sekretæren. Hvordan ville det passe på mandag klokken ti?
Jeg behøver ikke engang at kigge i min kalender.
*
Jeg ringede til min læge i dag, siger jeg samme aften.
Johan, som står og snitter løg, lægger kniven fra sig. Han finder larmende en gryde frem, sætter den på komfuret.
Jeg bliver stående med den ene skulder lænet mod køleskabet.
Han laver mad som i et TV-køkken. Forbereder alle ingredienserne og putter dem i forskellige skåle.
Det er spild af opvask, sagde jeg engang.
Det gør mig glad sådan, sagde han.
Han affaldssorterer også næsten religiøst.
Nu kigger han på mig. Ja, jeg skal nok ringe til min læge i morgen.
Er der noget du er bange for? siger jeg og griber ud efter ham, fletter mine hænder på hans ryg.
Altså, jeg er jo ikke bange som sådan, siger han. Hør, jeg vil gerne kramme, men jeg er lige ved at lave mad.
Jeg giver slip på ham, trækker mine hænder ind i ærmet, folder armene over brystet.
Han tænder for blusset, finder olien i skabet og hælder en ordentlig sjat i gryden. Det er bare ikke fedt hvis jeg ikke kan, siger han så.
Vi kan vel lige så godt blive undersøgt. Jeg mener, hvorfor ikke?
Johan vender hovedet, smiler til mig og begynder at rode i en skuffe.
Jeg tager to tallerkener og bestik frem og går ind i stuen. Dækker bordet ved siden af mit hjemmekontor. Gider ikke længere tage min skærm og tastaturet væk.
Han står og stritter med stegespatlen da jeg kommer tilbage til køkkenet. Løgene syder i gryden.
Har vi prøvet? siger han. Altså sådan rigtigt prøvet? Et helt år, som man jo bør før man går til lægen.
Hvad betyder rigtigt prøvet?
Ægløsningstest, for eksempel.
Jeg har styr på den del af det, siger jeg.
Har du?
Jeg har jo vist dig min app. Og jeg tager min temperatur.
Han siger ikke noget, så jeg fortsætter: Vi har haft ubeskyttet sex i snart to år, og det sidste år har vi haft sex hver gang jeg har ægløsning.
Er du sikker på det? Nogle gange gør vi det jo på den anden måde.
Da ikke når jeg har ægløsning. Han vender sig mod sin stegning.
Jeg himler med øjnene bag hans ryg, siger: Det er jo ikke første gang vi taler om at vi måske skal blive tjekket.
Det summer fra emhætten.
Han ser tænksom ud, men siger ikke noget, så går jeg ind i stuen med salt- og pebersættet og følelsen af irritation i brystet.
Jeg ved ikke, siger han da jeg kommer tilbage til køkkenet. Det føles som om vi kunne have været mere dedikerede.
Altså, vi er ikke 28 længere, siger jeg. Måske vi bare skal have lidt hjælp.
Det føltes som om jeg ville overskride hendes grænse hvis jeg havde sagt ja, så jeg slog det hen og sagde at det behøvede vi slet ikke.
Hun havde nøjedes med at udskrive en recept på antibiotika.
Jeg er heller ikke så meget for at gå til lægen, havde jeg sagt til hende dengang.
Nu spørger hun til Johan. Hans alder og helbred. Taster mens jeg svarer.
Jeg laver en henvisning til en klinik hvor du skal have lavet en vandscanning, siger hun.
Jeg nikker, men må se spørgende ud.
For at se om der er passage til æggelederne. Man sprøjter væske op.
Ah, på den måde, siger jeg.
Men først skal du have taget nogle blodprøver. Hun taster igen.
Tager du folinsyre?
Jeg ryster på hovedet med en stor bevægelse, som prøver jeg at ryste hendes spørgsmål af mig.
Køb det i dag, og start med det samme. Hun nikker som var det sidste sætning.
Jeg gør det samme, nikker og rejser mig.
Farer vild i jakkeærmet. Bliver varm i kinderne.
Dyrk motion begge to. Spis sundt og varieret, opremser hun. Skær ned på alkoholen, og stop med rygningen hvis nogen af jer ellers gør det.
Jeg giver op på jakken, tager den over armen. Tak, siger jeg og prøver at smile.
Ude på gangen lugter der af sprit og lidt af jern. Jeg roder efter min telefon i mit net.
God dag til dig, kan jeg høre receptionisten sige bag mig.
Jeg mumler noget tilbage og får fat i min telefon som har sneget sig ind i en notesbog.
Uret viser 14:55, så der er kun fem minutter til at jeg skal være på cafeen.
Bliver lige lidt forsinket, skriver jeg på vej hen til min cykel. Glæder mig til at se dig!
Det er længe siden vi har været sammen bare hende og jeg. Der er så mange ting jeg gerne vil tale med hende om.
*
Servitricen stiller sig ved vores bord med sin bakke.
Jeg har en americano, siger hun. Jeg rækker hånden op. Og en cappuccino, den må så skulle herhen. Hun stiller den ved Tuts. Og et glas mælkeskum.
Mig, mig, siger Frank og rækker utålmodigt hænderne op mod glasset.
Han nikker med hele hovedet og overkroppen så bordet ryster og min kaffe skvulper over.
Rolig nu, Frank, siger Tuts og rækker ham en teske, mens hun smiler til mig.
Ungerne og jeg var i skoven i weekenden, siger hun.
Dyr har unger, mennesker har børn, siger jeg med et smil.
Tuts hører det ikke, hun kigger på sin telefon. Siger hun lige skal holde øje, for Clara er på legeaftale.
Og hvad med dig? siger hun og rører rundt i sin kaffe med en teske. Alt godt?
Telefonen ligger på bordet oven på den foldede serviet som bestik, og lyser når hun har trykket på den.
Det går fint. Jeg rækker ud efter den lille mælkekande og hælder lidt mere mælk i min kaffe, mens jeg overvejer hvor meget jeg vil dele.
Jeg har lige været hos lægen …
Mor, hvornår skal vi på legeplads? afbryder Frank. Nu er vi jo lige på cafe, skat.
Men Frank er ligeglad, han vil på legeplads.
Hun tilbyder ham alt fra menukortet for at få ham til at sidde stille. Han ryster tvært på hovedet.
Vil du tegne? Hun roder i sin taske og lægger en malebog og tuscher på bordet foran ham.
Han kigger på hende med nedadvendt mund og rækker så modvilligt ud efter en tusch.
Tuts tager igen sin telefon i hånden og kigger koncentreret på skærmen.
Mads arbejder virkelig meget for tiden, siger hun så og lægger den fra sig.
Hun slår det væk med en håndbevægelse og et smil, siger: Men altså, han er lige ved at blive partner.
Jeg nikker og gider ikke spørge om hun er okay med situationen. Hun svarer mig alligevel ikke ærligt.
Frank har fundet en brun tusch og er begyndt at tegne med store bevægelser som går ud over stregerne der angiver omridset af en sommerfugl.
Og hvordan med projekt baby? spørger hun og tager en tår kaffe.
Frank glider ind under bordet og ned på gulvet. Vi kigger efter ham da han går ud i cafeen.
Ej, Frank! Hendes stemme er høj ud i rummet. Hun rejser sig og går med hastige skridt over til ham.
Projekt baby. Jeg fortryder at jeg har fortalt hende at vi prøver.
Det der må du ikke pille ved, kan jeg høre hende sige ovre fra reolsystemet hvor Frank står på tæer og næsten når en keramikkop der ser dyr ud.
Tuts tager ham om håndleddet og trækker ham med tilbage til bordet.
Sæt dig op på din plads, siger hun. Mor, jeg keder mig.
Fatter ikke at man sætter sådan noget i børnehøjde. Hun ryster på hovedet.
Fatter ikke at du har taget ham med, har jeg lyst til at sige.
Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft en rigtig samtale med hende.
Frank tegner videre på sin sommerfugl, nu med grøn. Han fører tuschen frem og tilbage over det samme sted, så papiret smuldrer og bliver til et nusset mørkt hul.
Det er svært for mig at se på det.
Hvor kom vi fra? siger Tuts.
Det kan jeg ikke huske, siger jeg.
Hvordan går det med din søster? spørger hun så. Det går fint, siger jeg.
Og med lille Albert, har han det godt? bliver hun ved.
Jeg når ikke at svare, for Frank skubber pludselig malebogen på gulvet. Han siger hysteriske lyde og bliver rød i hovedet.
Jeg kan mærke hvordan mit ansigt trækker sig sammen mens jeg iagttager ham.
Tuts siger hans navn en masse gange efter hinanden, prøver at få ham til at falde ned.
Hun kigger på mig, himler med øjnene. Vil du have ham? siger hun lavt.
Hmm … siger jeg og smiler.
Frank ser forurettet ud da hans mor med et fast tag fører hans arme ind i jakken og trækker ham med gennem cafeen.
Skal du med på legeplads?
Vi står på fortovet.
Jeg ryster på hovedet. Jeg skal bare hjem.
Så er det bare dig og mig, siger hun til Frank. På legeplads.
Hun rækker ud efter mig med en grimasse som skal jeg redde hende, tage hende med hjem, placere hende i min sofa, poppe popcorn ligesom dengang og se serier til langt ud på natten.
Eller måske er det noget andet hun rækker ud efter.
Jeg smiler mit sådan-er-livet-smil: trykker læberne flade mod hinanden og trækker mundvigende bredt ud, løfter øjenbrynene og trækker let på skuldrene.
Tuts tager Frank i hånden. Vink til Hannah, siger hun og vinker selv med et løst, barnligt håndled og sit største smil. Frank rækker tunge.
Frank, det gør man ikke, kan jeg høre hende sige da de går væk. Jeg rækker tunge tilbage.
Vi troede vi skulle
Nyt fra Marie Hougaard: Normal opførsel
Anna er midt i trediverne og vil gerne finde en kæreste. Og det ønsker hendes venner og familie også, at hun gør. Så da hun møder Villads, bliver hun hurtigt sikker på, at det er ham, hun vil have. Villads har styr på sit liv, men han er også flyvsk og utilgængelig, og Annas forelskelse bliver forvandlet til usikkerhed.
Da Anna flytter ind hos Villads i hans smukke lejlighed i indre København, kan hun endelig slappe af, og hun begynder straks at finde sig til rette i sin nye tilværelse. Men snart slår forholdet sprækker.
Normal opførsel er en roman, der skildrer et parforholds giftige dynamikker og destruktive spiraler. Og som undersøger, hvor langt vi er villige til at gå for at blive sammen.
Du kan købe Normal opførsel online hos fx Bog og idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: