Ditte Holm Bros nye roman er et poetisk og råt portræt af de to kvinder Valborg og Johanne og deres liv som mor og husmor i en lille jysk by i 50’erne. Det er en roman om venskab, hverdagens bevægelser, uforløste længsler og begær efter livet på den anden side af parcelhusets vægge.
Da Ditte Holm Bro debuterede som forfatter i 2021 var det med den nutidige roman Fladland om teenagepiger og deres liv i overgangen til at blive voksne. I sin nye roman bevæger hun sig tilbage til 50’erne, hvor vi følger de to kvinder Valborg og Johanne, der er i slutningen af 30’erne og begge bor i en mindre jysk by. De er hjemmegående husmødre, venner og svigerinder og på en enkelt dag i 1958 krakelerer tilværelsen, og dagen slår sprækker og undertrykte følelser dukker op til overfladen.
Hvad har ført Ditte Holm Bro tilbage i tiden?
”Jeg har været optaget af min farmor og hendes historie i mange år, og da jeg selv blev nogens mor, fik jeg lyst til at nærme mig hende og hendes generation af kvinder. Jeg oplevede en ny, stærk følelse af at stå i forbindelse med historien og de kvinder, der kom før os, og jeg ønskede at lytte til deres verden og deres erfaringer. Min farmor er blevet til Valborg i romanen, men min version af hende”, siger Ditte Holm Bro, der er født i Ulfborg i Vestjylland, men nu bor på Vesterbro med sin familie.
Noget holdes nede
Valborg er den ene af romanens kvinder. Hun er landsbrugsdatter og har et barn fra et tidligere ægteskab med en mand, som hun er blevet skilt fra, hvilket var et kontroversiel valg i slutningen af 40’erne. Barnet har hun efterladt hos sine forældre, og i 1958, hvor det meste af romanen foregår, har hun rejst sig igen efter skilsmissen og fået et hus, en ny mand og befinder sig et mere sikkert sted økonomisk og socialt end tidligere. Men alligevel er det tydeligt, at noget presser sig på i hende, selvom hun prøver at holde det nede. Ditte Holm Bro forklarer:
”Valborg er et lidt håbløst sted, da vi møder hende. Ægteskabet med hendes mand Aksel er ikke særlig lykkeligt, og der er tydeligvis nogle ting, hun fortrænger, men som begynder at røre på sig i hende. Hun prøver at komme igennem dagen, som hun plejer, og vi ser hende kæmpe med at finde på noget at lave til aftensmaden. Imens overmandes hun af en retningsløs længsel, og hun tænker tilbage på sin efterskoletid, da hun var fuld af potentiale og livsmod og måske var forelsket i kammeraten Bodil”.
Johanne, der er romanens anden hovedperson, er Valborgs svigerinde og ven. Hendes mand Kresten har en murerforretning, og hun laver hans regnskab og kommer fra et højere samfundslag end Valborg. Men begge er de afhængige af deres mænd og bærer på hengemte længsler, som vokser i intensitet den dag, vi møder kvinderne. Johanne kan ikke få børn, men Valborg har foræret hende sin dreng Poul, og dermed løst Johannes problem og skabt et stærkt bånd mellem dem. Men der er stadigvæk meget, de ikke taler om.
”Johanne og Valborg er repræsentanter for mange kvinder i den her tid, der har skullet holde facaden og måske har mødtes om småkager og kaffe, men ikke været i stand til at snakke om det inderste. Huset holder dem beskæftiget og adskilt. De drømmer om flugt på hver deres måde, og selvom de er tætte, så oplever de begge ensomhed og en længsel efter andre fællesskaber”, siger Ditte Holm Bro og fortsætter:
”Der er en genkendelighed for mig i det, selvom situationen i dag for kvinder er meget anderledes. Da jeg selv blev mor og en del af en familieenhed, oplevede jeg også en isolation – samtidig med mit behov for at indgå i andre fællesskaber og dele erfaringer var større end nogensinde. Jeg har haft enormt meget brug for at tale med andre og spørge: hvordan har det været for dig? Hvad gør du?”
Ekstrem fokus på overflade
Bogen foregår i 50’erne, en tid, hvor kvinden var det centrale omdrejningspunkt i hjemmet og i familien, og hvor den primære opgave var at passe børn og holde huset pænt og rent. Undervejs i arbejdet med romanen har Ditte Holm Bro blandt andet været i arkiverne og lyttet til radioprogrammer fra dengang fx Statens husholdningsråd og Kvindernes eftermiddagsprogram med ”Husmoderens 2 minutter”, der guidede til, hvordan man boner gulve og syr beskyttelsesbetræk til møblerne. Hun blev fasinceret af den tid, hun mødte:
”Jeg har været optaget af 50’ernes ekstreme fokus på overflade og på iscenesættelsen af hjemmet, der skulle se ud på en bestemt, poleret måde. Det er en tid, hvor kernefamilien for alvor bliver etableret, kønsrollerne er skarpt iscenesatte, og den lykkelige husmor med perfekt hår og nylakerede negle er en slags helteskikkelse i reklamerne, der får stor magt og udbredelse i de her år. Men samtidig er det jo så langt væk fra den reelle hverdag for tidens kvinder, og det er den her glatte, blanke lykke, som jeg gerne har villet finde sprækkerne i. Jeg har villet se, hvor begæret og støvet er. Og det er jo overalt, hvis man kigger rigtigt efter”.
Det klaustrofobiske hjem
Tiden stiller en masse krav til, hvordan man er kvinde, hvordan man ser ud, og hvordan hjemmet skal tage sig ud. Det meste af romanen foregår indenfor hjemmets fire vægge, og som læser får man en snærende klaustrofobisk følelse af indespærrethed. Både Valborg og Johanne forsøger at leve op til kravene, men samtidig er de ved at blive kvalt i alt det, der ikke kan tales om. Det, der ikke kan føles, og det, der ikke kan udleves. Der fortrænges og undertrykkes i et væk.
”Jeg tænker selv på bogen som en slags domestic horror, hvor husene er det, som holder de her kvinder adskilt og beskæftiget. Huset er rammen for kvindens undertrykkelse og udgør et slags gerningssted. Det er et usynligt sted for det ulønnede arbejde uden status, som traditionelt ikke har fundet vej til fortællingerne. Men derudover har det været et stort ønske for mig at gøre dette arbejde synligt ved at give hverdagens uspetakulære og almindelige bevægelser sprog og værdighed”.
At blive mor er som at træde ind i en mytologi
Ditte Holm Bro, der har samme alder som kvinderne i romanen og har to små børn, har selv oplevet, det trivielle arbejde og de gentagne hverdagsbevægelser med krummer, bleskift, karklude og konflikt, hele tiden at blive testet på sin tålmodighed, konstant at komme til kort og alligevel finde en måde.
”At blive mor er en heavy titel, det er som at træde ind i en hel mytologi! Jeg kunne ligesom mærke, at jeg blev ladet med noget, der ikke kun var mit eget. At der er en historisk erfaring, som er videregivet i de her bevægelser. Både nogle egenskaber, men også noget vrede. Det er godt at omsorgsarbejdet er blevet alles i langt højere grad i dag, ligesom jeg også tænker at de her erfaringer er alles at kende og sætte sig i forbindelse med. Romanen er udtryk for mit behov for at spørge til dem, der kom før os og få dem i tale”.
HVER GANG DU TRÆKKER VEJRET, INDÅNDER DU STØVET FRA VORES KNOGLER
♥️♥️♥️♥️♥️ ” En støvsmuk roman” – Politiken
★★★★★ “Én af årets hidtil bedste danske romaner” – Ekstra Bladet Valborg er tyndslidt af fattigdom og børnepasning. En tidlig morgen driver kælderlejlighedens fugt og børnenes gråd hende til at vandre gennem provinsbyen, hvor hun bor, med sin ene søn på armen og den anden i barnevognen. Hun ender på dørtærsklen til sin velstående svigerindes byhus, og da Johanne lukker op, rækker Valborg hende sit ældste barn og tager hjem igen med sit yngste. Johanne, der længe har kæmpet en forgæves kamp for at blive gravid, tager imod Valborgs etårige søn velvidende, at denne gang handler det om mere end bare et par timers pasning. Syv år senere møder vi de to kvinder igen – på en enkelt skæbnesvanger decemberdag – og undertrykte følelser og tanker vælder frem. Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler er et indfølt portræt af to forbundne kvindeskæbner i en tid, som både adskiller sig fra og har formet vores egen. Og det er en fortælling om de store dramaer og umulige drømme, der udspiller sig inden for hjemmets fire vægge – og i hverdagens almindelige bevægelser.
Skal vi læse artiklen højt for dig?
Ditte Holm Bros nye roman er et poetisk og råt portræt af de to kvinder Valborg og Johanne og deres liv som mor og husmor i en lille jysk by i 50’erne. Det er en roman om venskab, hverdagens bevægelser, uforløste længsler og begær efter livet på den anden side af parcelhusets vægge.
Da Ditte Holm Bro debuterede som forfatter i 2021 var det med den nutidige roman Fladland om teenagepiger og deres liv i overgangen til at blive voksne. I sin nye roman bevæger hun sig tilbage til 50’erne, hvor vi følger de to kvinder Valborg og Johanne, der er i slutningen af 30’erne og begge bor i en mindre jysk by. De er hjemmegående husmødre, venner og svigerinder og på en enkelt dag i 1958 krakelerer tilværelsen, og dagen slår sprækker og undertrykte følelser dukker op til overfladen.
Hvad har ført Ditte Holm Bro tilbage i tiden?
”Jeg har været optaget af min farmor og hendes historie i mange år, og da jeg selv blev nogens mor, fik jeg lyst til at nærme mig hende og hendes generation af kvinder. Jeg oplevede en ny, stærk følelse af at stå i forbindelse med historien og de kvinder, der kom før os, og jeg ønskede at lytte til deres verden og deres erfaringer. Min farmor er blevet til Valborg i romanen, men min version af hende”, siger Ditte Holm Bro, der er født i Ulfborg i Vestjylland, men nu bor på Vesterbro med sin familie.
Noget holdes nede
Valborg er den ene af romanens kvinder. Hun er landsbrugsdatter og har et barn fra et tidligere ægteskab med en mand, som hun er blevet skilt fra, hvilket var et kontroversiel valg i slutningen af 40’erne. Barnet har hun efterladt hos sine forældre, og i 1958, hvor det meste af romanen foregår, har hun rejst sig igen efter skilsmissen og fået et hus, en ny mand og befinder sig et mere sikkert sted økonomisk og socialt end tidligere. Men alligevel er det tydeligt, at noget presser sig på i hende, selvom hun prøver at holde det nede. Ditte Holm Bro forklarer:
”Valborg er et lidt håbløst sted, da vi møder hende. Ægteskabet med hendes mand Aksel er ikke særlig lykkeligt, og der er tydeligvis nogle ting, hun fortrænger, men som begynder at røre på sig i hende. Hun prøver at komme igennem dagen, som hun plejer, og vi ser hende kæmpe med at finde på noget at lave til aftensmaden. Imens overmandes hun af en retningsløs længsel, og hun tænker tilbage på sin efterskoletid, da hun var fuld af potentiale og livsmod og måske var forelsket i kammeraten Bodil”.
LÆS OGSÅ: Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler, uddrag
De drømmer om flugt
Johanne, der er romanens anden hovedperson, er Valborgs svigerinde og ven. Hendes mand Kresten har en murerforretning, og hun laver hans regnskab og kommer fra et højere samfundslag end Valborg. Men begge er de afhængige af deres mænd og bærer på hengemte længsler, som vokser i intensitet den dag, vi møder kvinderne. Johanne kan ikke få børn, men Valborg har foræret hende sin dreng Poul, og dermed løst Johannes problem og skabt et stærkt bånd mellem dem. Men der er stadigvæk meget, de ikke taler om.
”Johanne og Valborg er repræsentanter for mange kvinder i den her tid, der har skullet holde facaden og måske har mødtes om småkager og kaffe, men ikke været i stand til at snakke om det inderste. Huset holder dem beskæftiget og adskilt. De drømmer om flugt på hver deres måde, og selvom de er tætte, så oplever de begge ensomhed og en længsel efter andre fællesskaber”, siger Ditte Holm Bro og fortsætter:
”Der er en genkendelighed for mig i det, selvom situationen i dag for kvinder er meget anderledes. Da jeg selv blev mor og en del af en familieenhed, oplevede jeg også en isolation – samtidig med mit behov for at indgå i andre fællesskaber og dele erfaringer var større end nogensinde. Jeg har haft enormt meget brug for at tale med andre og spørge: hvordan har det været for dig? Hvad gør du?”
Ekstrem fokus på overflade
Bogen foregår i 50’erne, en tid, hvor kvinden var det centrale omdrejningspunkt i hjemmet og i familien, og hvor den primære opgave var at passe børn og holde huset pænt og rent. Undervejs i arbejdet med romanen har Ditte Holm Bro blandt andet været i arkiverne og lyttet til radioprogrammer fra dengang fx Statens husholdningsråd og Kvindernes eftermiddagsprogram med ”Husmoderens 2 minutter”, der guidede til, hvordan man boner gulve og syr beskyttelsesbetræk til møblerne. Hun blev fasinceret af den tid, hun mødte:
”Jeg har været optaget af 50’ernes ekstreme fokus på overflade og på iscenesættelsen af hjemmet, der skulle se ud på en bestemt, poleret måde. Det er en tid, hvor kernefamilien for alvor bliver etableret, kønsrollerne er skarpt iscenesatte, og den lykkelige husmor med perfekt hår og nylakerede negle er en slags helteskikkelse i reklamerne, der får stor magt og udbredelse i de her år. Men samtidig er det jo så langt væk fra den reelle hverdag for tidens kvinder, og det er den her glatte, blanke lykke, som jeg gerne har villet finde sprækkerne i. Jeg har villet se, hvor begæret og støvet er. Og det er jo overalt, hvis man kigger rigtigt efter”.
Det klaustrofobiske hjem
Tiden stiller en masse krav til, hvordan man er kvinde, hvordan man ser ud, og hvordan hjemmet skal tage sig ud. Det meste af romanen foregår indenfor hjemmets fire vægge, og som læser får man en snærende klaustrofobisk følelse af indespærrethed. Både Valborg og Johanne forsøger at leve op til kravene, men samtidig er de ved at blive kvalt i alt det, der ikke kan tales om. Det, der ikke kan føles, og det, der ikke kan udleves. Der fortrænges og undertrykkes i et væk.
”Jeg tænker selv på bogen som en slags domestic horror, hvor husene er det, som holder de her kvinder adskilt og beskæftiget. Huset er rammen for kvindens undertrykkelse og udgør et slags gerningssted. Det er et usynligt sted for det ulønnede arbejde uden status, som traditionelt ikke har fundet vej til fortællingerne. Men derudover har det været et stort ønske for mig at gøre dette arbejde synligt ved at give hverdagens uspetakulære og almindelige bevægelser sprog og værdighed”.
At blive mor er som at træde ind i en mytologi
Ditte Holm Bro, der har samme alder som kvinderne i romanen og har to små børn, har selv oplevet, det trivielle arbejde og de gentagne hverdagsbevægelser med krummer, bleskift, karklude og konflikt, hele tiden at blive testet på sin tålmodighed, konstant at komme til kort og alligevel finde en måde.
”At blive mor er en heavy titel, det er som at træde ind i en hel mytologi! Jeg kunne ligesom mærke, at jeg blev ladet med noget, der ikke kun var mit eget. At der er en historisk erfaring, som er videregivet i de her bevægelser. Både nogle egenskaber, men også noget vrede. Det er godt at omsorgsarbejdet er blevet alles i langt højere grad i dag, ligesom jeg også tænker at de her erfaringer er alles at kende og sætte sig i forbindelse med. Romanen er udtryk for mit behov for at spørge til dem, der kom før os og få dem i tale”.
HVER GANG DU TRÆKKER VEJRET, INDÅNDER DU STØVET FRA VORES KNOGLER
♥️♥️♥️♥️♥️ ” En støvsmuk roman” – Politiken
★★★★★ “Én af årets hidtil bedste danske romaner” – Ekstra Bladet
Valborg er tyndslidt af fattigdom og børnepasning. En tidlig morgen driver kælderlejlighedens fugt og børnenes gråd hende til at vandre gennem provinsbyen, hvor hun bor, med sin ene søn på armen og den anden i barnevognen. Hun ender på dørtærsklen til sin velstående svigerindes byhus, og da Johanne lukker op, rækker Valborg hende sit ældste barn og tager hjem igen med sit yngste. Johanne, der længe har kæmpet en forgæves kamp for at blive gravid, tager imod Valborgs etårige søn velvidende, at denne gang handler det om mere end bare et par timers pasning.
Syv år senere møder vi de to kvinder igen – på en enkelt skæbnesvanger decemberdag – og undertrykte følelser og tanker vælder frem.
Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler er et indfølt portræt af to forbundne kvindeskæbner i en tid, som både adskiller sig fra og har formet vores egen. Og det er en fortælling om de store dramaer og umulige drømme, der udspiller sig inden for hjemmets fire vægge – og i hverdagens almindelige bevægelser.
Du kan købe Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler i din nærmeste boghandel eller online fx. hos Bog og idé.
Andre læste også: