Tekst af: Amrit Maria Pal
Den danske forfatter Anna Ladegaard (1913-2000) var en ener. Men skyldtes hendes uortodokse valg i livet hendes eget drive, eller var de forårsaget af udefrakommende trængsler? Her er historien om en kvinde af den evigt inspirerende slags, hædret med både Statens Kunstfonds livsvarige ydelse og De Gyldne Laurbær.
Den usædvanlige start
Den unge Anna Ladegaard har ben i næsen; modsat mange andre kvinder i sin tid uddanner hun sig massivt. Hun tager realeksamen, uddanner sig til korrespondent i ikke bare ét, men tre sprog og tager sin afgangseksamen fra Pitman’s College i London.
Efter Anden Verdenskrig, som hun tilbringer i Norge med sin mand, rører noget på sig. Om det er rastløshed, ambitioner eller pengenød vides ikke, men Anna Ladegaard får job i rejsebranchen og rejser i en årrække i flere europæiske lande. I 1952 bliver hun ansat på den danske ambassade i Stockholm. På dette tidspunkt er hun endnu barnløs, nu 39 år, og hendes ægteskab opløses. Og igen melder sig noget i hende, for allerede året efter ansættelsen i Stockholm rejser hun videre. Denne gang nøjes hun ikke med Europa, men rejser så langt som til Rhodesia (Zimbabwe), hvor hun ender med at bo fra 1953-60.
Mor som 45-årig
Som endnu et massivt normbrud – eller måske i et anfald af fortrydelse – bliver hun som 45-årig mor for første og eneste gang, da hun i 1958 føder en lille pige. De første par år lever hun i Afrika med datteren, faren forbliver et mysterium, men efter et par år flytter hun og datteren til Danmark, hvor Anna Ladegaard forsørger dem via journalistisk arbejde og porcelænsmaling.
Den sene debut og litterære ener
Og så, i en alder af 52 år, typisk for Anna Ladegaard, men atypisk for samfundet omkring hende, debuterer hun som forfatter med romanen ”Opbrud i Oktober”: om en kvindes liv i de tyske koncentrationslejre og senere opgør med et snævert rhodesisk miljø. I hele forfatterskabet finder vi nuancerede betragtninger over det moderne liv: eneren, der går imod omgivelsernes konventioner, mareridtsagtige skildringer af familien, ægteskabsbrud og kvindefrigørelse, men også en helt unik individualisme. Det gør Anna Ladegaards romaner evigt aktuelle.
I 1973 modtager Anna Ladegaard De Gyldne Laurbær for “Egoisterne”.
Læs Anna Ladegaards værker, hvis du er til modne refleksioner over uortodokse livsvalg og det moderne livs normer og opgør.
Tekst af: Amrit Maria Pal
Den danske forfatter Anna Ladegaard (1913-2000) var en ener. Men skyldtes hendes uortodokse valg i livet hendes eget drive, eller var de forårsaget af udefrakommende trængsler? Her er historien om en kvinde af den evigt inspirerende slags, hædret med både Statens Kunstfonds livsvarige ydelse og De Gyldne Laurbær.
Den usædvanlige start
Den unge Anna Ladegaard har ben i næsen; modsat mange andre kvinder i sin tid uddanner hun sig massivt. Hun tager realeksamen, uddanner sig til korrespondent i ikke bare ét, men tre sprog og tager sin afgangseksamen fra Pitman’s College i London.
Efter Anden Verdenskrig, som hun tilbringer i Norge med sin mand, rører noget på sig. Om det er rastløshed, ambitioner eller pengenød vides ikke, men Anna Ladegaard får job i rejsebranchen og rejser i en årrække i flere europæiske lande. I 1952 bliver hun ansat på den danske ambassade i Stockholm. På dette tidspunkt er hun endnu barnløs, nu 39 år, og hendes ægteskab opløses. Og igen melder sig noget i hende, for allerede året efter ansættelsen i Stockholm rejser hun videre. Denne gang nøjes hun ikke med Europa, men rejser så langt som til Rhodesia (Zimbabwe), hvor hun ender med at bo fra 1953-60.
Mor som 45-årig
Som endnu et massivt normbrud – eller måske i et anfald af fortrydelse – bliver hun som 45-årig mor for første og eneste gang, da hun i 1958 føder en lille pige. De første par år lever hun i Afrika med datteren, faren forbliver et mysterium, men efter et par år flytter hun og datteren til Danmark, hvor Anna Ladegaard forsørger dem via journalistisk arbejde og porcelænsmaling.
Den sene debut og litterære ener
Og så, i en alder af 52 år, typisk for Anna Ladegaard, men atypisk for samfundet omkring hende, debuterer hun som forfatter med romanen ”Opbrud i Oktober”: om en kvindes liv i de tyske koncentrationslejre og senere opgør med et snævert rhodesisk miljø. I hele forfatterskabet finder vi nuancerede betragtninger over det moderne liv: eneren, der går imod omgivelsernes konventioner, mareridtsagtige skildringer af familien, ægteskabsbrud og kvindefrigørelse, men også en helt unik individualisme. Det gør Anna Ladegaards romaner evigt aktuelle.
I 1973 modtager Anna Ladegaard De Gyldne Laurbær for “Egoisterne”.
Læs Anna Ladegaards værker, hvis du er til modne refleksioner over uortodokse livsvalg og det moderne livs normer og opgør.
Andre læste også: