Der hvor du ikke vil hen er en historisk roman om familiehemmeligheder, om kvindeliv i forrige århundrede, og om stor kærlighed, der bare ikke flyder mellem dem, der skulle have følt den. Skrevet på baggrund af 80 år gamle breve fundet hos Astrid Saalbachs mormor.
For 31 år siden besøgte Astrid Saalbach sin mormor Sigrid i hendes store funkisvilla i Hellerup, hvor hun havde boet hele sit voksne liv. Mormoren havde fået en kræftdiagnose og kun få måneder tilbage at leve i, og nu smed hun ud af det jordiske gods, som for at slette sporene efter et liv.
”Når man rydder op på den måde, er det som om, man næsten ikke har været der. Intet uafklaret lades tilbage,” siger Astrid Saalbach, der var tæt knyttet til den smukke og lidt kølige mormor, der sjældent henledte opmærksomheden på sig selv i en slags tillært blufærdighed.
”Når man spurgte hende om noget, svarede hun, men det var som om, hun ikke sagde alt. Nogle gange kom der brudstykker af historier frem i en sen aftentime, måske over et glas vin; stumper af noget, som var helt uforståeligt for mig, fordi det ikke passede sammen med resten af billedet.”
Det fortæller Astrid Saalbach, der altid har haft lyst til at skrive om sin mormor, der var et fascinerende sammensat menneske.
Brevene i bankboksen
Det blev en af de sidste gange Astrid Saalbach var på besøg i huset i Hellerup, og her fik hun øje på en pose med breve øverst i en papirkurv.
Hun tog posen op og læste et brev, som mormoren havde skrevet som 6-årig i 1911, og hun blev næsten svimmel over at tænke på alle de begivenheder, som var strømmet gennem Sigrids lange levetid. Alene det vakte interessen hos forfatteren, der spurgte, om hun måtte få brevene.
Da hendes mormor spurgte, hvad hun dog ville med dem, svarede Astrid, som sandt var på det tidspunkt, ”det ved jeg ikke”.
Posen med breve kom med hjem, men Astrid Saalbach havde travlt med andre projekter og var lige blevet mor, så brevene forblev ulæste.
”Jeg tænkte tit på, om jeg skulle smide dem ud, fordi jeg havde en fornemmelse af, at der lå en historie der, som ville være tung at løfte og på en måde ville det være en befrielse af slippe for dem.”
Men hun gemte brevene, der til sidst blev lagt i en bankboks, hvor hun i det mindste ikke kunne se dem.
Astrid Saalbach. Foto: Thomas Howalt Andersen
Nu eller aldrig
For fem år siden hentede hun dem frem. Det var nu eller aldrig. Og så gik hun i gang med at læse posens indhold. Alene læsningen tog flere måneder, fordi de var skrevet med snørklet håndskrift og falmet blæk.
”Da jeg først fik nogenlunde styr på, hvem der var hvem, var det både chokerende og oprørende ting, der gik op for mig. Det var så dramatisk en historie, at jeg ikke kunne lade den ligge. Jeg blev nødt til at skrive den”, siger Astrid Saalbach.
I brevene dukkede blandt andet konturerne op af et familiemedlem, som Astrid aldrig havde hørt om eller set billeder af – en moster Anna, der skulle vise sig at være en ret central figur i familiens historie, men som var blevet forsøgt slettet af den fælles hukommelse.
”Der var ting, jeg ikke kunne få klarhed over og heller ikke kunne få at vide, fordi alle medvirkende var jo døde. Så der måtte fiktionen tage over. Og det er jo egentlig et ret fantastisk udgangspunkt for en forfatter:
Her er personerne, her er en stiplet linje, du kan følge, men du kan også lave lidt om på det.”, siger Astrid Saalbach, der fortsatte sin research på Det Kongelige Bibliotek, hvor nye spor sendte hende til Grønland, hvor dele af historien også udspiller sig.
Fordi hun var kvinde
Romanen er fiktion, men er på lange stræk baseret på virkelige hændelser og virkelige mennesker, ligesom Sigrid og Anna har beholdt deres rigtige navne.
Det er historien om en – for datiden – almindelig kvinde, der vokser op omkring første verdenskrig og som er fuld af potentialer, men som ikke får lov til at leve dem ud, fordi hun er en kvinde.
”Min mormor er et resultat af sin tid og dens normer, og derfor er hun interessant. Man kan se tiden gennem hende, og jeg har gjort hende til et prisme for kvindeundertrykkelse, kolonitid, for krig og fred og så mange andre tidstypiske ting.
Når man læser hendes historie nu, vil man nok tænke, at det er helt vildt. Men dengang var det helt normalt i pæne borgerlige kredse at ofre kvinder med åbne øjne. Den slags ser man i dag i andre kulturer til vores store forargelse, men det er ikke lang tid siden, det skete her”, siger Saalbach.
Astrid Saalbach. Foto: Thomas Howalt Andersen.
Vrede blev drivkraft
Brændstoffet for Astrid Saalbach til at skrive om sin mormors generation har været en vrede over, at man har holdt kvinder nede på forskellig vis i så lang tid. Noget man egentlig først for alvor gør op med nu med #metoo og hele den ransagelse, der er fulgt med, som Astrid Saalbach udtrykker det.
”Vrede har været en stor drivkraft for mig, da jeg skrev den her roman, og jeg har virkelig skullet tøjle den for at lave personerne flerdimensionelle.
Jeg har prøvet at forstå ting, der ligger langt uden for mit erfaringsområde. Det skal man jo som forfatter, men her skulle jeg gå et godt stykke for at forstå,” siger forfatteren.
”Da jeg gik i gang med romanen for fire år siden, tænkte jeg, hvem gider læse om noget, der skete for 100 år siden? Om en tid med tuberkulose, voldsom kvindeundertrykkelse, krig og en usikker verden. Men så kom #metoo, corona og økonomisk ustabilitet til os i nutiden.
Tiden indhentede mig baglæns så at sige. Jeg har aldrig skrevet noget mere aktuelt end den her roman.”
Hvad ville din mormor have sagt til, at de breve hun overlod dig, nu er blevet udgangspunktet for en historisk roman? Hun må have haft en anelse om, at forfatteren kunne finde på at bruge dem til noget.
”Jeg er ikke sikker på, at hun ville bryde sig om resultatet af den her bog. Jeg tror, hun ville være rædselsslagen ved tanken om at noget, der kunne føres tilbage til hende, skulle offentliggøres. Hun var et meget blufærdigt menneske.
Men hun er selv ude om det! Hvorfor havde hun gemt sine 80 år gamle breve? Hun kunne have smidt dem ud. Og hvorfor sagde hun ja, da jeg spurgte om jeg måtte få dem?.”
”Da min mormor vidste, at hun skulle dø, var hun meget ivrig for at gennemgå sit fotoalbum med mig, og hun hørte mig i, hvem, der var hvem.
Bagefter har jeg tænkt, om hun i virkeligheden gerne ville have, at den her historie kom frem. Om hun har brugt mig lidt og på snedig vis placeret historien. Det kunne godt ligne hende.”
Astrid Saalbach: Der hvor du ikke vil hen
Sigrid vokser op i en kærlig, velstående familie i Fåborg i begyndelsen af 1900-tallet.
Hun er en stor beundrer af sin unge moster Anna, som hun har en tæt tilknytning til.
Efter en ulykkelig kærlighedshistorie flygter Anna til Grønland. Hendes rejse til det kolde nord midt under første verdenskrig bliver skelsættende for begge kvinders liv, og deres skæbner vikler sig i usædvanlig og uhørt grad ind i hinanden.
Der hvor du ikke vil hen er en historisk roman om nære familiebånd og om at blive offer for dem. Om kærlige handlinger med utilsigtede konsekvenser.
Du kan låne Der hvor du ikke vil hen på biblioteket.
Der hvor du ikke vil hen er en historisk roman om familiehemmeligheder, om kvindeliv i forrige århundrede, og om stor kærlighed, der bare ikke flyder mellem dem, der skulle have følt den. Skrevet på baggrund af 80 år gamle breve fundet hos Astrid Saalbachs mormor.
For 31 år siden besøgte Astrid Saalbach sin mormor Sigrid i hendes store funkisvilla i Hellerup, hvor hun havde boet hele sit voksne liv. Mormoren havde fået en kræftdiagnose og kun få måneder tilbage at leve i, og nu smed hun ud af det jordiske gods, som for at slette sporene efter et liv.
”Når man rydder op på den måde, er det som om, man næsten ikke har været der. Intet uafklaret lades tilbage,” siger Astrid Saalbach, der var tæt knyttet til den smukke og lidt kølige mormor, der sjældent henledte opmærksomheden på sig selv i en slags tillært blufærdighed.
LÆS OGSÅ: Familiehemmeligheder og stor kærlighed. Smuglæs i Der hvor du ikke vil hen
”Når man spurgte hende om noget, svarede hun, men det var som om, hun ikke sagde alt. Nogle gange kom der brudstykker af historier frem i en sen aftentime, måske over et glas vin; stumper af noget, som var helt uforståeligt for mig, fordi det ikke passede sammen med resten af billedet.”
Det fortæller Astrid Saalbach, der altid har haft lyst til at skrive om sin mormor, der var et fascinerende sammensat menneske.
Brevene i bankboksen
Det blev en af de sidste gange Astrid Saalbach var på besøg i huset i Hellerup, og her fik hun øje på en pose med breve øverst i en papirkurv.
Hun tog posen op og læste et brev, som mormoren havde skrevet som 6-årig i 1911, og hun blev næsten svimmel over at tænke på alle de begivenheder, som var strømmet gennem Sigrids lange levetid. Alene det vakte interessen hos forfatteren, der spurgte, om hun måtte få brevene.
LÆS OGSÅ: Bøger på vej: Se vores liste med nye og kommende bøger
Da hendes mormor spurgte, hvad hun dog ville med dem, svarede Astrid, som sandt var på det tidspunkt, ”det ved jeg ikke”.
Posen med breve kom med hjem, men Astrid Saalbach havde travlt med andre projekter og var lige blevet mor, så brevene forblev ulæste.
”Jeg tænkte tit på, om jeg skulle smide dem ud, fordi jeg havde en fornemmelse af, at der lå en historie der, som ville være tung at løfte og på en måde ville det være en befrielse af slippe for dem.”
Men hun gemte brevene, der til sidst blev lagt i en bankboks, hvor hun i det mindste ikke kunne se dem.
Nu eller aldrig
For fem år siden hentede hun dem frem. Det var nu eller aldrig. Og så gik hun i gang med at læse posens indhold. Alene læsningen tog flere måneder, fordi de var skrevet med snørklet håndskrift og falmet blæk.
”Da jeg først fik nogenlunde styr på, hvem der var hvem, var det både chokerende og oprørende ting, der gik op for mig. Det var så dramatisk en historie, at jeg ikke kunne lade den ligge. Jeg blev nødt til at skrive den”, siger Astrid Saalbach.
LÆS OGSÅ: 10 nye bøger du skal læse i helligdagene
I brevene dukkede blandt andet konturerne op af et familiemedlem, som Astrid aldrig havde hørt om eller set billeder af – en moster Anna, der skulle vise sig at være en ret central figur i familiens historie, men som var blevet forsøgt slettet af den fælles hukommelse.
”Der var ting, jeg ikke kunne få klarhed over og heller ikke kunne få at vide, fordi alle medvirkende var jo døde. Så der måtte fiktionen tage over. Og det er jo egentlig et ret fantastisk udgangspunkt for en forfatter:
Her er personerne, her er en stiplet linje, du kan følge, men du kan også lave lidt om på det.”, siger Astrid Saalbach, der fortsatte sin research på Det Kongelige Bibliotek, hvor nye spor sendte hende til Grønland, hvor dele af historien også udspiller sig.
Fordi hun var kvinde
Romanen er fiktion, men er på lange stræk baseret på virkelige hændelser og virkelige mennesker, ligesom Sigrid og Anna har beholdt deres rigtige navne.
Det er historien om en – for datiden – almindelig kvinde, der vokser op omkring første verdenskrig og som er fuld af potentialer, men som ikke får lov til at leve dem ud, fordi hun er en kvinde.
LÆS OGSÅ: 10 historiske romaner til din læsning
”Min mormor er et resultat af sin tid og dens normer, og derfor er hun interessant. Man kan se tiden gennem hende, og jeg har gjort hende til et prisme for kvindeundertrykkelse, kolonitid, for krig og fred og så mange andre tidstypiske ting.
Når man læser hendes historie nu, vil man nok tænke, at det er helt vildt. Men dengang var det helt normalt i pæne borgerlige kredse at ofre kvinder med åbne øjne. Den slags ser man i dag i andre kulturer til vores store forargelse, men det er ikke lang tid siden, det skete her”, siger Saalbach.
Vrede blev drivkraft
Brændstoffet for Astrid Saalbach til at skrive om sin mormors generation har været en vrede over, at man har holdt kvinder nede på forskellig vis i så lang tid. Noget man egentlig først for alvor gør op med nu med #metoo og hele den ransagelse, der er fulgt med, som Astrid Saalbach udtrykker det.
”Vrede har været en stor drivkraft for mig, da jeg skrev den her roman, og jeg har virkelig skullet tøjle den for at lave personerne flerdimensionelle.
Jeg har prøvet at forstå ting, der ligger langt uden for mit erfaringsområde. Det skal man jo som forfatter, men her skulle jeg gå et godt stykke for at forstå,” siger forfatteren.
LÆS OGSÅ: Nye danske romaner til din læseliste
”Da jeg gik i gang med romanen for fire år siden, tænkte jeg, hvem gider læse om noget, der skete for 100 år siden? Om en tid med tuberkulose, voldsom kvindeundertrykkelse, krig og en usikker verden. Men så kom #metoo, corona og økonomisk ustabilitet til os i nutiden.
Tiden indhentede mig baglæns så at sige. Jeg har aldrig skrevet noget mere aktuelt end den her roman.”
Hvad ville din mormor have sagt til, at de breve hun overlod dig, nu er blevet udgangspunktet for en historisk roman? Hun må have haft en anelse om, at forfatteren kunne finde på at bruge dem til noget.
”Jeg er ikke sikker på, at hun ville bryde sig om resultatet af den her bog. Jeg tror, hun ville være rædselsslagen ved tanken om at noget, der kunne føres tilbage til hende, skulle offentliggøres. Hun var et meget blufærdigt menneske.
Men hun er selv ude om det! Hvorfor havde hun gemt sine 80 år gamle breve? Hun kunne have smidt dem ud. Og hvorfor sagde hun ja, da jeg spurgte om jeg måtte få dem?.”
LÆS OGSÅ: 30 virkelig gode bøger du bør læse
”Da min mormor vidste, at hun skulle dø, var hun meget ivrig for at gennemgå sit fotoalbum med mig, og hun hørte mig i, hvem, der var hvem.
Bagefter har jeg tænkt, om hun i virkeligheden gerne ville have, at den her historie kom frem. Om hun har brugt mig lidt og på snedig vis placeret historien. Det kunne godt ligne hende.”
Astrid Saalbach: Der hvor du ikke vil hen
Sigrid vokser op i en kærlig, velstående familie i Fåborg i begyndelsen af 1900-tallet.
Hun er en stor beundrer af sin unge moster Anna, som hun har en tæt tilknytning til.
Efter en ulykkelig kærlighedshistorie flygter Anna til Grønland. Hendes rejse til det kolde nord midt under første verdenskrig bliver skelsættende for begge kvinders liv, og deres skæbner vikler sig i usædvanlig og uhørt grad ind i hinanden.
Der hvor du ikke vil hen er en historisk roman om nære familiebånd og om at blive offer for dem. Om kærlige handlinger med utilsigtede konsekvenser.
Du kan låne Der hvor du ikke vil hen på biblioteket.
Du kan læse mere om Astrid Saalbach på hendes hjemmeside her.
Andre læste også: