Danske romaner Fiktion Historiske romaner Læseprøve og uddrag

Historisk roman om familiehemmeligheder og stor kærlighed. Smuglæs i Der hvor du ikke vil hen af Astrid Saalbach

Der hvor du ikke vil hen, Astrid Saalbach

Der hvor du ikke vil hen af Astrid Saalbach er en historisk roman. Det er fortællingen om nære familiebånd og at blive offer for dem, om kærlighed og kvindeliv i det forrige århundrede.

Der hvor du ikke vil hen er en roman og derfor fiktiv. Ikke desto mindre er den i høj grad baseret på virkelige hændelser og handler også om en virkelig person. Nemlig forfatter Astrid Saalbachs mormor, Sigrid.

Den historiske roman er blevet til på baggrund af gamle breve, som forfatteren fandt kasseret i en papirkurv. Det er historien om en på overfladen helt almindelig kvinde, som vokser op i begyndelsen af 1900-tallet i Fåborg på Fyn.

LÆS OGSÅ: ”Det var så dramatisk en historie, at jeg ikke kunne lade den ligge”. Mormors breve blev til roman. Interview med Astrid Saalbach

Sigrid er nært knyttet til sin unge moster Anna, som hun beundrer inderligt.

Efter kærligheden braser for Anna, vælger hun at flygte til Grønland. Denne rejse til det kolde nord under første verdenskrig bliver skelsættende for både Anna og Sigrid. Og deres skæbner vikler sig i en uhørt grad ind i hinanden.

Du kan købe Der hvor du ikke vil hen online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 23. april.


Astrid Saalbach
Der hvor du ikke vil hen

Prolog

1989. – Nu skal du se, sagde Sigrid en eftermiddag, hvor Helene kom for at besøge hende. 

Helene gik efter sin mormor gennem hallen, ind i dagligstuen og videre til spisestuen. Det eneste rum i det store hus, hvor der var varme på. 

Sigrid havde tømt skænken og anbragt alt indholdet på spisebordet, så hun kunne sidde ned og gennemgå det. Et ophørsudsalg lignede det. Bunker af duge, dækketøj og servietter lå ved siden af stabler af porcelæn og glas, opsatser og fade. Lågerne i skænken stod åbne, skufferne var trukket ud. 

– Er der noget, du vil have? begyndte hun, så snart de havde sat sig. – Denne her dug? Ægte damask … med tolv servietter til. Viskestykker, det kan man altid bruge … tag hele stablen, sagde hun, da Helene havde taget et par stykker. – Skåle? Mangler du skåle? 

Hendes øjne var kommet til at ligge dybt og virkede næsten unaturligt store, men var stadig klare og stærkt blå. Hendes hud var som pergament, konturerne af knoglerne tydelige. Læberne klæbede til tænderne, så hun med mellemrum måtte køre tungen henover. 

– Hvad med en suppeøse? fortsatte hun med en stemme så tør som vindens raslen i bladene.

Helene rystede på hovedet. Solen gik ned, træerne i haven blev til skygger. En af dem bevægede sig, syntes hun og stivnede. Hun ville tænde lyset, men hendes mormor elskede tusmørke og tillod det først, når man ikke længere kunne se hinanden. 

Hun havde fået diagnosen i begyndelsen af maj. Tre, fire måneder havde de sagt, hun havde tilbage – sommeren med, hvis hun var heldig. Nu var de midt i november. 

Det var begyndt med, at hun ikke havde lyst til alkohol. Hendes bekymring havde fået Helene til at trække på smilebåndet. 

– Det er ikke sjovt, sagde hendes mormor. – Jeg kendte en, der døde af kræft i bugspytkirtlen, det begyndte sådan. 

Det var, som hun havde frygtet. 

Et par timer efter hun havde fået overbragt beskeden, kom Helene for at besøge hende på Sankt Lukas Stiftelsen, hvor hun var indlagt. Hun sad i gårdhaven og læste en roman af Iris Murdoch, på originalsproget selvfølgelig, i sine grå slacks med pressefolder, en ternet skjortebluse under en lyseblå cardigan og et smalt, sort fløjlsbånd om halsen. Pæne sko. Lignede ikke en patient som de andre, der sad rundtom i hospitalstøj, nogle bundet til et dropstativ eller i kørestol. 

De havde talt lidt om sygdommen, og hvordan hun skulle bruge sin sidste tid. Et par diakonisser hastede forbi, foroverbøjede, med renskurede ansigter og flagrende kyser. Piletræerne viftede blidt i vinden. Det var forår, blomsterne så småt sprunget ud. Hun fingererede utålmodigt ved sin bog, men Helene kunne ikke få sig selv til at gå. Endelig blev hun nødt til det og rejste sig. 

Hun strøg sin mormor over skulderen. 

– Farvel.

– Farvel, sagde Sigrid i et hverdagsagtigt tonefald.

Lige før udgangen var Helene standset og havde vendt sig for at vinke, men hendes mormor var allerede fordybet i sin bog og så ikke op. 

Eftersom der ikke var nogen behandling, blev Sigrid efter et par dage sendt hjem med noget smertestillende. De næste uger brugte hun på at gennemgå sine skabe og skuffer. Sorterede i bunker med det, hun stadig skulle bruge, og andre med det, hun ikke mere ville få brug for som vintertøj, festtøj, vandresko og rejsekuffert. Det sidste gav hun væk eller afleverede i den lokale genbrugsbutik. 

Så tog hun fat på resten af huset. Fik alt sit indbo vurderet og prøvede at fordele så meget som muligt af det på forhånd for at undgå tvister. Udarbejdede lange lister og satte navne på i takt med, at tingene blev afsat. Falbød det, der ikke var rift om.

– En sofa? Hun pegede på en topersoners sofa med flaskegrønt betræk. – Mangler I ikke en sofa? Den skal bare ombetrækkes, så vil den være så god som ny. Lavet af dygtig snedker, skrev hun på listen ud for den. – Hvad med en lampe? Eller det lille bord? Et tæppe? 

Når noget var afsat, anbragte hun en seddel på det med navnet på den kommende ejer. 

Hun gik til sin nye opgave, som hun var gået til alle andre, med fynd og klem. Ryddede op efter sig selv, som om hun ville slette alle spor, tænkte Helene, og levede ellers som før, bare uden at spise. Tog i biografen og til koncert, besøgte sin familie og fik selv besøg. 

Sommeren gik, hun sad i haven og så på det hele, som var det for første gang, mente, at den aldrig havde været smukkere. Træerne begyndte at falme.

– Se de farver! sagde hun henrykt. 

Om aftenen hørte hun musik. Hendes grammofon brød sammen, hun talte om at købe en ny, men endte med at få den gamle repareret. 

Efteråret blev så småt til vinter. Hun tabte sig mere og mere, blev til skind og ben, men klædte sig pænt på hver dag og lod på skift sine sønner køre sig til frisør en gang om ugen. 

Sidst Helene havde besøgt sin mormor, havde hun tømt chatollet, denne gang var turen så kommet til skænken. 

– Jeg må gøre det, mens jeg kan, svarede hun, da Helene spurgte, hvorfor hun ikke overlod oprydningen til sine børn og børnebørn og brugte sin kostbare tid på noget andet. Hendes mormor pegede på en lagkagekniv af sølv. 

– Hvad med den?

– Ellers tak … Helene havde fået øje på noget, hun trak en overfyldt papirkurv frem, der havde stået halvt inde under spisebordet. Øverst lå en pose med bundter af gamle breve, dokumenter var der også og avisudklip. Hun tog den op, en diminutiv hjemmelavet konvolut faldt ud. 

Frk. Anna Hjørgensen, Slippen 5, Faaborg, stod der på den med store, usikre, men fint svungne bogstaver. Det ekstra H fik hende til at trække på smilebåndet. Bagpå var et rødt laksegl med stempel og et årstal. 

– Må jeg? spurgte hun.

Hendes mormor nikkede. Helene lukkede konvolutten op og tog forsigtigt et stykke papir ud, fire gange var det foldet for at kunne være i den. 

Med samme skrift som på konvolutten stod der: Kære. Moster, vi skal om nogle Dage at køre i Bil vi har soglt hvor.

Hjompe og Hest og til næsteforaar faar vi en Biksel en til Hvær som vi sevl kan sede paa og tip tab tønde. Det er fra Sigrid.

Helene så på sin mormor.

– Har du skrevet det … i 1911? 

– Ja.

– Da du var seks år?

Hun nikkede, i et glimt blev den gamle kvinde til en lille pige.

– Jeg vidste ikke, du havde en moster. Anna, hed hun?

Hendes mormor nikkede igen. 

– Hende har du aldrig fortalt om?

– Nej, sagde hun hæst.

– Hvorfor ikke?

Hun rømmede sig, en gang og en gang til. 

– Fordi … begyndte hun, så knækkede hendes stemme, tårerne begyndte at trille. 

– Undskyld. Helene strøg forskrækket sin mormors hånd. 

Hun trak den til sig.

– Du må hellere gå. 

– Hvad?

– Gå. Hendes mormor lød mere fattet. – Og kom igen en anden dag.

– Hvis du virkelig mener det, stammede Helene og rejste sig.

1. kapitel

1912. Sigrid var lige kommet hjem fra skole, første klasse gik hun i. Hun stod ved vinduet i stuen i det hvidkalkede hus på Vestergade 43, hvor både hun og hendes to ældre brødre Erik og Knud var født. To etager havde det mod gaden og tre mod haven, der skrånede og gik helt ned til strandengen, i den ene side et lille tårn og i den anden en lille kuppel. 

Man kunne høre frk. Lauritsen, frk. L, som de kaldte hende for nemheds skyld, og pigen rumstere i køkkenet, ellers var der stille i huset. Ingen andre var hjemme, mor var ude, sikkert henne og besøge bedstemor, far selvfølgelig i sparekassen, drengene i skole endnu.

Var det den lyserøde stribe over de grå skyer, der gav hende en klump i halsen? Ligesom når de sang Solen er så rød, Mor til morgensang eller Sig Månen langsomt hæver. Eller var det den forfærdelige tanke, hun havde fået og ikke kunne slippe, at de ville glemme hendes fødselsdag? 

Hvorfor skulle de det? Det var ikke sket før, heller ikke for Erik og Knud eller nogen andre, hun havde hørt om. Hvorfor skulle det så ske nu? For hende? 

Stråene på strandengen stak op gennem sneen og lyste gult, skyerne blev mørkere, blygrå, den lyserøde stribe purpurfarvet.

Isen i fjorden var begyndt at smelte, mod vest hævede Horne Land sig som en skygge. 

Alt så ud, som det plejede på den tid af året, men endnu havde ingen spurgt, hvad hun ønskede sig, eller ladet sig mærke med, at de vidste, hvad det var for en dag, der nærmede sig. Hvad ville der ske, hvis de glemte den? 

Så ville mor ikke vække hende med kys og tillykke. Ingen ville se på hende, som om hun var noget særligt. Bedstemor og Anna ville ikke komme på besøg til lagkage og chokolade, hun ville ikke få gaver, ikke lov at bestemme, hvad de skulle have at spise til aftensmad. 

Hvor lang tid ville der gå, før de opdagede, hvad der var sket? Et par dage eller uger? Måske ville de slet ikke opdage det … hvor gammel ville man så være? Hvem ville man så være? Klumpen i halsen blev større og større, tårerne pressede sig på og fik landskabet, som hun elskede og kendte så godt, til at virke fremmed og fjendtligt. 

Hun gik hen til chatollet og fandt et stykke papir frem, et af dem, de gerne måtte bruge. 

Birkedommer stod der med trykte, blå bogstaver, og under det hendes fars navn: Kristian Frederik Kristensen. Midt på stod: Telefonnummer 117 og i den anden side deres adresse.

På de nye, dem, de ikke måtte bruge, stod: Direktør for Faaborg Laane- og Sparekasse. Hun fandt pen og blæk frem, satte sig ved klappen og begyndte med tungen lige i munden at skrive:

Mor der. Hun tabte en klat og besluttede at lade den være et punktum. er kun 12 Dage til min Fødselsdag. Den 7. Marts 1912. Sigrid

Hun vendte papiret om og skrev på bagsiden, hvad hun ønskede sig og af hvem: Et Evropaskort af Far. Et Danmarkskort af Moster Anna og Bedstemor. Et Billedlotteri af Drengene. 

Hun lagde papiret på den broderede løber på spisebordet og gik op på sit værelse. Lidt efter kunne hun høre mor komme hjem og veksle et par ord med frk. L, før hun gik ind i stuen. 

– Sigrid? kaldte hun med lys stemme. 

Hun løb ned, mor stod med sedlen i hånden, da hun kom ind i stuen. Hun havde den nye spadseredragt på, der klædte hende så godt. Det kraftige mørkeblonde hår var sat op, så det kunne være under hatten. Hendes øjne, der nogle gange var blå og nogle gange grønne, funklede, som om hun morede sig over noget. 

– Du har skrevet ønskeseddel?

Sigrid nikkede.

– Allerede?

– Ja … 

– Var du bange for, vi skulle glemme det? 

Hun nikkede igen, det bævede om hendes mund. Hun kastede sig i armene på sin mor og græd. 

– Sigrid. Mor rystede på hovedet. 

Solen skinnede, da det blev den 7. marts. Mor kom ind og vækkede hende, far og drengene ønskede hende tillykke. Der blev sunget fødselsdagssang for hende i skolen, og om eftermiddagen kom bedstemor og moster Anna på besøg. 

Hun fik de gaver, hun havde ønsket sig, de spillede billedlotteri to gange, og Sigrid vandt begge gange. 

– Må vi gå ud og lege? spurgte Erik og Knud bagefter.

– Det må I spørge Sigrid om, sagde mor. – Fødselsdagsbarnet bestemmer. 

– Ja, sagde hun nådigt.

Hun sad i sofaen mellem mor og Anna, der var tolv år mellem de to og tolv år mellem Sigrid og Anna. Det måtte betyde noget, syntes Sigrid, der gik op i tal, forbinde dem, men hvordan? Bedstemor sad overfor i en lænestol. Som altid klædt i sort og i dagens anledning med sin sorte kniplingskyse på. Frk. L og pigen gik til og fra.

Solen faldt ind og fik Annas lange hår, der var samlet i en fletning og endnu lysere end Sigrids eget, til at skinne. 

– Må jeg rede det? spurgte hun.

– Ja, sagde Anna.

Sigrid løsnede hendes hår og trak forsigtigt en kam igennem det og så en børste. Morede sig med at få det til at knitre og løfte sig efter den.

– Se, sagde hun. – Se!

Anna skælvede.

– Fryser du?

– Nej, sagde hun. – Det er dejligt …

– Jeg vil også have langt hår, Sigrid trak børsten igennem igen. – Lige så langt som Annas …

De fik kødrand med gulerødder og arme riddere til aftensmad, som Sigrid havde bestemt. Bagefter spillede Anna på klaveret for dem, og far, der havde en god stemme, sang viser, også nogle af dem, han havde lært på sin fars værtshus.

– Var det en god fødselsdag? spurgte mor, da hun kom op for at kysse hende godnat. 

– Ja! Sigrid slog armene om hendes hals og nægtede at slippe, før mor havde givet hende syv kys, et for hvert år hun nu var.

Anna rejste sig for at hente regnemaskinen, der gik på omgang. 

Kakkelovnen buldrede, kulden var her sidst i marts vendt tilbage. En sødlig lugt af kirsebær, eller var det solbær, trængte fra fabrikkens kogeri ind på kontoret. Andre dage var det hyldebær eller æbler, eller noget helt andet som gulerødder, kartofler eller selleri. 

Fabrikant og nu også etatsråd, Mads Rasmussen, havde været i Amerika og lært at konservere frugt og grøntsager. Han havde etableret flere konservesfabrikker på Fyn, men den i Faaborg var den største med et kompleks af bygninger, der strakte sig fra Østergade helt til Sundvænget. 

Anna mærkede ikke lugten, hun havde været ansat på fabrikkens kontor i snart et år og vænnet sig til den. 

En hestevogn kørte ind gennem porten til den forreste af fabrikkens gårde med tomt lad og lidt efter den anden vej, tungt læsset med kasser med konserves og frugtvin. En ny kørte ind og ud på samme måde. Hele dagen fortsatte trafikken. Langt ned i Europa efterspurgte man varer fra Faaborg Konservesfabrik. Så kørte et automobil ind i gården og standsede hoppende på brostenene. 

Mads Rasmussen, Mads Tomat, som nogen hånligt kaldte ham på grund af hans ansigtsfarve, og fordi de syntes, han havde for travlt med at sætte sit præg på byen, stod ud sammen med en anden mand og nærmede sig kontoret. 

Alle rejste sig, da de trådte ind. Mads Rasmussen i lang, sort uldfrakke, hvide gamacher og høj hat. Han præsenterede den anden, en yngre mand, der havde lys frakke og blød hat på. Niels Nedergaard, hed han og var kunstmaler, han havde af Mads Rasmussen fået til opgave at male en serie billeder fra de forskellige dele af fabrikken.

Mens Mads Rasmussen vekslede et par ord med kontorchefen og prokuratoren, gik Niels Nedergaard rundt og betragtede kontoret fra forskellige vinkler. Hans blik gled hen over de ansatte, der sad to eller tre ved hver pult. Det standsede ved Anna. 

Hun mødte det og blev svimmel. 

– Frk. Lauterberg, sagde kæmneren, tydeligvis ikke for første gang. – Vil De give mig regnemaskinen? 

Anna rejste sig fortumlet og var resten af dagen ved siden af sig selv.

– Hvad er der med dig? spurgte hendes mor, da de spiste aftensmad, og Anna flere gange svarede i øst, når mor spurgte i vest.

– Jeg ved det ikke, sagde hun. 

Den næste dag kom Niels Nedergaard igen. Han havde bedt hende om at blive, når de andre gik hjem, for at sidde model til det billede, han skulle lave fra kontoret. Ved den midterste pult anbragte han hende, så lyset fra vinduet kunne falde ind over hende, med en pen i hånden og ansigtet vendt mod ham. 

Det krattede, når han med lange, energiske bevægelser trak kulstiften over lærredet. Midt i trediverne, gættede Anna på, han var, måske mere, næsten dobbelt så gammel som hun selv. Men der var noget ungdommeligt over ham, over det kobberrøde hår og de smalle, mørkeblå øjne. Den særlige kraft, han udstrålede. 

Det dryppede fra sneen på taget. Et hold arbejdere gik gennem gården mod porten til gaden. Niels Nedergaards blik hvilede igen på hende så længe og indgående, at hun blev genert, så rejste han sig fra den sammenklappelige skammel.

– Må jeg? spurgte han, før han tog om hendes højre hånd og drejede den lidt.

– Ja, sagde hun og sank.

Han satte sig igen og tegnede videre. 

– Er De født her i byen? spurgte han i et konverserende tonefald. 

– Ja, det vil sige i Broholm … ikke langt herfra.

– Deres forældre også?

– Nej, de er fra Als, de flygtede hertil i ’64.

– Åh.

– Min far er død. 

Han så op.

– For nylig?

– Nej, det er snart fem år siden. 

Dagen før hendes fjortenårs fødselsdag var han død efter at have været syg, så længe hun kunne huske, fortalte hun. Han havde passet sin beskedne sagførerpraksis fra sengen, og hendes mor brugte al sin tid på at passe ham. 

Efter hans død, fortsatte Anna, var hun og hendes mor flyttet hen til et diminutivt hus på Slippen for at være tæt på hendes storesøster Astrid, der boede i Vestergade med sin mand og deres tre børn. 

Niels Nedergaard tegnede ivrigt, mens Anna fortalte. Han spurgte, om hun havde flere søskende.

– En bror, fortalte hun, men han boede på Grønland, så ham så de sjældent. 

Kulstiften standsede i luften.

– Grønland? 

– Ja, han er koloniinspektør dér, for det nordlige amt. 

– Der ville jeg gerne til, sagde Niels Nedergaard.

– Ville De? Der er koldt og mørkt.

– Ikke hele tiden.

– Uciviliseret.

– Det er netop det, jeg gerne vil opleve. Niels Nedergaards ansigt lyste op. – Det rå, uspolerede, den vilde natur! Køre på hundeslæde ud over isen, møde eskimoerne …

Kulstiften knækkede, han tegnede videre med stumpen, mens han stillede flere spørgsmål. Ingen havde interesseret sig sådan for hende før, hun havde lyst til at fortælle ham alt, betro ham sine inderste tanker og følelser. 

Han rejste sig.

– Må jeg? spurgte han igen.

– Ja, sagde hun blussende.

Han rettede på noget ved hendes hår og fik hende til at dreje hovedet lidt mod vinduet. Hans bukser var syet af groftvævet hør, her og der var en plet maling. Ærmerne på hans skjorte var rullet op, man kunne se musklerne spille i hans underarme, der var let fregnede ligesom hans hænder. På de inderste led af fingrene var der kobberrøde dun. Når han bøjede sig over hende eller kom tæt nok på, kunne hun mærke den lugt af tobak, der hang ved hans tøj.

Hun sad, så stille hun kunne, i den stilling, han havde anbragt hende, og trak vejret forsigtigt. Det eneste, man kunne høre, var lyden af kulstiften og en flue, der summede forstyrret rundt efter at være blevet vækket af sin vinterdvale. 

Deres øjne mødtes igen. Igen blev hun svimmel og mærkede en sugende fornemmelse i mellemgulvet. Niels Nedergaard blinkede og rømmede sig. 

– Så De er student? sagde han hæst.

– Ja …

– Det må jeg sige … Han lød imponeret. – Så skal De vel til Odense eller København og studere?

– Nej, sagde Anna. – Det havde jeg ikke tænkt, jeg vil gerne blive her i nærheden af min familie. Jeg er glad for at være på kontoret, og Mads Rasmussen har sagt, han gerne vil beholde mig og med tiden give mig en mere betroet stilling. 

Niels Nedergaard tegnede igen. 

– Der er måske også andet, der holder Dem til byen? spurgte han. 

– Nej, sagde Anna og mærkede en brændende varme skylle op i sit ansigt. 

*

Sigrid spillede skalaer først med hver hånd for sig i dur og mol, tertser og kvarter, og så med begge hænder om og om igen, til hendes fingre uden besvær gled frem og tilbage over tangenterne. 

Hun skulle til klaver næste dag, en gang om ugen gik hun hos frk. Frise, som moster Anna også havde gået til klaver hos, da hun var barn. Anna var meget musikalsk, sagde frk. Frise altid. 

– Er jeg også det? havde Sigrid en dag spurgt.

Frk. Frise tøvede.

– Du er noget andet, sagde hun og lagde sin buttede hånd over Sigrids. – Du er flittig, og det er lige så godt.

Da hun var færdig med skalaerne, tog hun fat på Beautiful Dreamer, som hun var begyndt at lære, og som Anna spillede så smukt. Hun arbejdede sig langsomt gennem de første strofer for at få den rigtige fingersætning med.

Drengene kom hjem fra skole og løb med hænderne for ørerne gennem stuen ud i haven. Sneen var væk, der var fede, glinsende knopper på træerne. Påskeliljerne var sprunget ud. Hendes mor kom ind med en buket, hun havde plukket, og lidt efter kiggede Anna forbi på vej hjem fra arbejde.

– Anna! Sigrid sprang op og kastede sig, som hun plejede, om halsen på hende, som om det var længe siden, de havde set hinanden.

– Ikke så voldsomt, sagde mor, som hun plejede, og rystede på hovedet. 

Anna gav hende en svingtur, så hele stuen bagefter snurrede, og Sigrid vaklede rundt som en fuld mand. Anna lagde hovedet tilbage og lo.

– Man kan se din drøbel … Sigrid pegede ind mellem Annas kridhvide tænder. 

– Du ser så glad ud, sagde mor.

– Det er jeg også, sagde Anna, pludselig alvorlig.

– Hvorfor? Mor så undersøgende på hende.

– Fordi, sagde Anna. – Solen skinner, og det er forår!

Sigrid tog hendes hånd.

– Vil du ikke spille Beautiful Dreamer

– Jo … Anna satte sig til klaveret. 

Sigrid stillede sig ved siden af for at lytte til musikken og studere Annas ansigt. Når hun spillede, fortrak det sig, uden at Anna vidste det, sagde mor, i mærkelige udtryk, som om hun var i en anden verden, hvor hun levede et andet liv, de ikke kendte til.

– Én gang til? bad Sigrid, da den sidste tone var døet ud.

Anna så på hende, som om hun havde glemt, hvem Sigrid var, og hvor de befandt sig. Hun begyndte igen at spille. En duft af kogte grøntsager bredte sig fra køkkenet, lidt efter kom far hjem fra sparekassen. 

– Hvordan går det med billedet? spurgte han Anna. Det glimtede i de uindfattede briller, han var begyndt at bruge i stedet for monokel. 

– Godt! sagde hun.

– Jeg glæder mig til at se det, sagde han.

– Det gør jeg også. Mor betragtede smilende sin søster.

*

Solen kastede genskær i en vandpyt i gården, en hestevogn rullede langsomt og tungt ud.

Niels Nedergaard tog blikket fra lærredet og rettede det mod Anna. Det var tredje gang, de mødtes på kontoret, efter at de andre var gået hjem. Kulstiften var blevet skiftet ud med pensel og maling. Ingen af dem sagde noget, det, der var opstået mellem dem, gjorde dem stumme. 

Man kunne høre toget fra Svendborg pruste, mens det arbejdede sig over det flade stykke langs fjorden ved Nakkebølle, togfløjten tudede. Anna sad igen, som Niels Nedergaard havde anbragt hende, ved pulten nærmest vinduet med en pen i hånden. 

Ud af øjenkrogen så hun Mads Rasmussen komme ud fra bygningen på den anden side af gården, hvor han havde sit eget kontor. På etagen over var en stor lejlighed med tre stuer en suite til gaden, hvor han og hans familie boede, når de var i Faaborg, og hvor han havde haft sit museum, før det nye blev bygget.

Han satte håndsvinget i bilen og kørte.

Niels Nedergaard blandede farver på paletten og så igen på hende, før han satte penslen til lærredet. Hvert strøg føltes som et kærtegn, de hobede sig op og gjorde hende stakåndet. Hun bøjede hovedet, Niels Nedergaard rejste sig fra sin skammel og kom hen.

– Må jeg? spurgte han. 

– Ja, sagde hun og løftede hovedet.

Han bøjede sig ned og kyssede hende. 

– Frk. Lauterberg …

– Anna. 

– Anna … Anna, hvad skal vi gøre?

Han var gift, vidste hun, med Mads Rasmussens niece og far til tre børn. Han tog hendes hånd, trak hende med hen i en krog, hvor man ikke kunne se dem, og kyssede og kærtegnede hende, som hun aldrig var blevet kysset og kærtegnet før. Solen flyttede sig, fabrikkens høje skorsten kastede skygge ind på kontoret. 

– Jeg må gå, sagde Niels Nedergaard flere gange, men kunne ikke slippe hende.

– Du kommer sent, sagde hendes mor, da hun kom hjem. Det var klart og vindstille, næsten mørkt. Svalerne havde travlt. 

Anna beklagede, pigen kom ind med maden.

– Den er blevet kold, sagde moren.

– Det gør ikke noget. Anna satte sig.

Hendes mor havde spist, men satte sig overfor for at holde hende med selskab. 

– Du var sulten.

– Ja … 

Pigen tog af bordet. Anna vendte sig mod katten for at undgå sin mors blik. – Kom, Gule, kom? Men den blev liggende på sin plads i vindueskarmen og så på hende, som om den vidste, hvad der var sket. Hendes mor spurgte til billedet.

– Kan han få det til at ligne?

– Jeg ved det ikke, jeg må ikke se det, før det er helt færdigt. 

Mor tog sit strikketøj, Anna en bog. Men hun kunne ikke læse, duften af ham, af Niels, hang i hendes tøj og hår. Hun snusede til sin fletning.

Mor så op.

– Hvad laver du?

– Ikke noget. Hun bøjede sig dybere over bogen for at skjule et smil. Hun følte sig så let og blød, som om hans kærtegn havde vækket noget i hende, der havde været hemmeligt, også for hende selv, indtil nu. Gjort hende uovervindelig. 

Da hun var lille, drillede Robert og Astrid hende med, at man ikke kunne fortælle hende noget, fordi hun fortalte alting videre til deres mor. Nu havde hun oplevet noget, hun ikke kunne fortælle videre, ikke til nogen, slet ikke mor. 

På et øjeblik blev følelsen af uovervindelighed afløst af den dybeste skam. Hun havde givet efter alt for hurtigt, føjet ham alt for villigt, ja, ligefrem ivrigt! Hvad måtte Niels ikke tænke? Hun havde forrådt sig selv, svigtet alle, hans kone ikke mindst.

Hun lagde bogen væk og sagde godnat. Mor så på uret.

– Så tidligt? Du er vel ikke syg?

– Bare træt.

Hun studerede sit ansigt i spejlet over servanten for at se, om det havde forandret sig. Så klatrede hun op ad stigen til første sal og lagde sig i den seng, der havde været hendes forældres, og som hun nu delte med sin mor. 

Lige så lykkelig hun havde været tidligere på dagen i Niels’ favn, lige så ulykkelig var hun nu. Skammen rev og flåede i hende, hvad ville folk sige, hvis de vidste? At hun var let på tråden? En falden kvinde? Hun satte sig op og så skrækslagen ud i tusmørket.

Næste dag på kontoret satte hun sig, så hun ikke kunne se den krog, de havde skjult sig i dagen før. Hun fór sammen, da en af de andre kontorassistenter kaldte.

– Frk. Lauterberg, lo den anden. – De er jo langt væk! Hvad tænker De på?

Anna så bønfaldende på hende. En hel uge måtte hun vente med at overbringe Niels den beslutning, hun havde taget. 

– Det går ikke, sagde hun fortvivlet. De var endelig blevet alene på kontoret, og han havde taget hende i sine arme. – Vi må ikke.

– Nej, sagde han lige så fortvivlet og slap hende. – Du har ret.

Hun satte sig ved pulten ud for vinduet med sin pen i hånden. Han stillede sit staffeli op, klappede sin taburet ud og gav sig til at male. Der var noget alvorligt og uroligt over ham, han tog jakken af og krængede ærmerne på sin skjorte op. Man kunne skimte omridset af hans brystkasse gennem det tynde hørstof. Dunene på de inderste led af hans fingre skinnede svagt. 

Penslen kørte frem og tilbage over lærredet med korte og længere strøg. Det brændte i hendes krop, hun så sig selv stå i krogen mellem arkivskabet og kakkelovnen halvvejs blottet, et lille gisp undslap hende. 

Niels rejste sig og greb hendes hånd. Et øjeblik efter stod de der virkelig, tæt omslynget. Om det så skulle koste hende evig fortabelse, kunne hun ikke stå imod. 

En gang om ugen gentog det sig, i hele april og noget af maj.

– Er billedet snart færdigt? spurgte hendes mor en aften, Anna kom hjem senere, end hun plejede. 

– Ja, sagde hun, overvældet af et pludseligt tungsind.

*

Sigrid gik rundt i haven, det var vindstille. De nyudsprungne blade var skrigende grønne mod den grå himmel, dem på birketræerne især. Hun kunne høre sin far og drengene, som var nede på stranden, de stod på hver sin sten lidt ude i vandet, der havde samme farve som himlen, og fiskede. 

Hun ventede på Anna, der havde lånt hendes mors cykel for at køre en tur. Mor kom ud. 

– Hvor bliver hun af? spurgte hun ud i luften. – Hun har været væk i flere timer. Hun gik ind igen for at hjælpe frk. L og den nye pige, der var ved at pudse sølvtøj. Sigrid gik med. 

Pigen, der var ti år, men så ud, som om hun kun var syv ligesom Sigrid, led forfærdeligt af hjemve, havde hun hørt mor og frk. L tale om, hun græd sig i søvn hver aften. Sigrid betragtede det tavse, indadvendte væsen, der smurte sølvtøjet ind, så frk. L og mor kunne pudse det.

Uret slog et kvarter over fire. 

– Bare der ikke er sket noget, sagde mor. 

Sigrid, der havde fået lov til at polere en sukkerske, så op. Endelig kom Anna susende med flagrende kjole. De gik ud for at tage imod hende. 

– Det var en lang tur, sagde mor.

– Ja … Anna stillede cyklen fra sig. Hun havde været i Svanninge bakker, fortalte hun og takkede for lån af cyklen.

– Du ser tørstig ud, sagde mor. – Kom med ind og få noget at drikke. 

– Har du læberødt på? spurgte Sigrid.

– Nej! Anna holdt sig for munden. – Ser det sådan ud?

– Ja, sagde Sigrid og lo, fordi det kun var købefruentimmere, der brugte den slags. 

– Du har fået noget i håret … Mor pillede en kvist ud af Annas hår og holdt den op, så hun kunne se den. 

Anna blev rød, hendes blik flakkede. Frk. L kom med tre glas limonade, Sigrid satte sig ved siden af Anna og snakkede og fortalte om det, hun havde oplevet i skolen. 

– Har du lavet lektier? spurgte mor.

– Ja. 

Sigrid fortalte videre om den syklub, hun og tre piger fra klassen skulle have sammen, hvor de skulle sy julegaver og fødselsdagsgaver. 

– Hvad ønsker du dig i fødselsdagsgave? spurgte hun Anna. – Et lommetørklæde? Med en kant rundt om og dine forbogstaver på? 

Anna nikkede uden at høre, kunne man se. Mor skævede til hende. Der var noget forandret ved hende, havde Sigrid hørt hende og bedstemor sige, de kunne ikke finde ud af hvad. Der blev stille i stuen, havedøren stod åben, fars og drengenes stemmer nåede dem nede fra stranden så tydeligt, som om de stod i stuen. 

– Har du lavet lektier? spurgte mor. 

Sigrid lo henrykt.

– Mor … det har du lige spurgt om!

Mor så forvirret på hende, Anna gjorde mine til at rejse sig. 

– Vil du ikke spille for os? spurgte Sigrid.

– Klokken er mange, jeg skal hjem.

– Bare et stykke?

– Den lille sonatine af Mozart? spurgte mor. – Det er længe siden.

Anna rejste sig og gik hen til klaveret, Sigrid gik med og stillede sig på sin plads ved siden af. Musikken fyldte stuerne. Annas fingre bevægede sig over tangenterne. Udtrykket i hendes ansigt skiftede, ligesom når hun spillede Beautiful Dreamer, hun fik tårer i øjnene og slog pludselig hænderne for ansigtet.

– Anna? Sigrid lagde armene om hende. 

Mor kom hen.

– Hvad er der? Hun strøg Anna over håret.

– Ikke noget, hulkede Anna. – Ingenting! Hun tørrede øjnene i det lommetørklæde, Sigrids mor lånte hende, og rystede på hovedet ad sig selv. – Jeg ved ikke, hvad der går af mig … 


Sigrid vokser op i en kærlig, velstående familie i Fåborg i begyndelsen af 1900-tallet.

Hun er en stor beundrer af sin unge moster Anna, som hun har en tæt tilknytning til.

Efter en ulykkelig kærlighedshistorie flygter Anna til Grønland. Hendes rejse til det kolde nord midt under første verdenskrig bliver skelsættende for begge kvinders liv, og deres skæbner vikler sig i usædvanlig og uhørt grad ind i hinanden.

Der hvor du ikke vil hen er en historisk roman om nære familiebånd og om at blive offer for dem. Om kærlige handlinger med utilsigtede konsekvenser.

Du kan købe Der hvor du ikke vil hen online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.