Forfatter Jane Aamund fortæller om at finde hjem til Vesterhavet – i medgang og modgang.
Jeg er klaustrofobisk. Jeg kan ikke lide parkeringskældre, jeg kører ikke i elevator alene. Efterhånden, som jeg er blevet ældre, bryder jeg mig ikke længere om storbyer.
Før generede det mig ikke at gå alene i Nice, når jeg ville ud at dansepå de lokale dansebuler. Det var Rivieraens arbejderklasse, der dansede der, der var enkelte dansere fra Marokko, men mest franske Musette-dansere. Og Paso Doble-dansere.
Der var mørkt, kun på scenen var der lys. Der sad en dame med overpermanentet hår og cigaret i munden og spillede harmonika sammen med to andre musikere. Stemningen var høj og luften tung af tobak. Der blev ikke serveret alkohol, kun mineralvand og juice.
Om natten gik jeg alene hjem til hotellet gennem den lange søjlegang midt i Nice, hvor luderne stod og trak. Til at begynde med blev de sure, når jeg skulle forbi, men jeg fik dem overbevist om, at jeg ikke ville genere dem i deres arbejde, jeg skulle bare hjem på mit hotel. Jeg var aldrig bange for stimlen og masen i dansebulen, eller for at blive overfaldet i de smalle gyder, hvor husene lukkede sig over mig.
Jeg var på det tidspunkt journalist på Berlingske og blev sendt rundt i verden for at skrive historier til Søndagsavisen. Da jeg var i slutningen af halvtredserne, brød min kræftsygdom ud. Jeg havde en tumor i ganen og skulle have fjernet et stort stykke af den efterfulgt af 33 dages strålebehandling. Professoren så på mig:
“Du kommer ikke til at arbejde mere, du får en snøvlende stemme, du får svært ved at spise, og vi håber, vi kan redde dig, Jane. Du er meget syg.”
Alting blev anderledes. Hvad slags liv skulle jeg nu have? Det værste for mig var de 33 strålebehandlinger inde i et rør, hvordan skulle jeg, der havde klaustrofobi, kunne klare det? Min yngste søn, der er dr.med. i neurologi, sagde til mig:
“Mor, du kan have angstanfald i en uge, men du kan ikke have angst i de 33 dage, behandlingerne står på.”
Dagene før behandlingerne skulle starte, skrev jeg hele tiden noter. Jeg skrev op, hvad jeg kunne tænke mig at visualisere. Jeg købte meditationsbånd, for i strålekælderen og i scanneren kunne man få lov at høre bånd.
Men pludselig en nat vidste jeg, at jeg havde brug for at høre og visualisere Vesterhavet. Havets lyde og bølgebrus. Da jeg blev kørt ind i røret, og båndet med bølger, storm og stille begyndte, så jeg for mig, hvordan jeg gik langs stranden med mine hunde. De første gange var jeg alligevel bange. Tænk, hvis de glemte mig og bare sad og drak kaffe, ramte strålerne nu rigtigt? Blev jeg så forbrændt, at det ville skade mit ansigt?
Da tiden var gået, og behandlingen var afsluttet, læssede røntgenpersonalet mig over på en anden båre, og det første, jeg spurgte om, var:
“Hvor er min læbestift?”
Det syntes sygeplejerskerne var sejt og sjovt. Men jeg fulgte min farmors mantra: ‘De dage man har det værst, skal man se bedst ud!’
Der gik flere år, hvor jeg kæmpede mig videre og prøvede at erobre mit liv tilbage stykke for stykke, men kræftsygdom blev ved at ramme vores familie som en pest.
Min mand blev syg. Lægerne fandt aldrig den tumor, der havde sendt metastaser til siden af hans hals. Min svigerinde Suzanne Bjerrehuus blev ramt af kræft i halsen. Hun har beskrevet sit sygdomsforløb i sin bog ‘Er vinter nær?’ Et barn i familien blev ramt af kræft kun 4 måneder gammel. Det var et rædselsår.
Det var, som om skæbnen flyttede mig som en brik. Jeg ønskede pludselig at komme væk fra Danmark. Jeg tog til Los Angeles for at besøge min søn, der underviste på University of California, og opdagede, at nu kunne jeg ikke længere tålte storbyer og kæmpestore parkeringskældre.
Jeg fik panikangst og længtes efter at komme hjem, ud til store vidder. Jeg arbejdede med min nye bog ‘Colorado Drømme’ når han underviste på universitetet. Jeg sad på en pude og skrev min største bestseller, mens jeg hørte mexicansk musik og country på den lille radio.
Da jeg kom hjem fra USA, vidste jeg, hvad jeg ville. Jeg ville tilbage til min mors egn. Mor var født i Lemvig og min bedstefars gård, Nørre Vinkel, var nu blevet en golfklub.
Min familie var rystet, hvordan kunne jeg forlade mine voksne sønner og deres familier, mine børnebørn, mit liv med venner, med teater, koncerter og alt, hvad der havde været en stor del af mit liv?
Jeg er født i 1936, og da jeg fyldte 60 år, tog jeg min afsked fra Berlingske Tidende. Jeg holdt en kæmpefest på D’Angleterre og fyrede hele min kapitalpension af, for jeg regnede med at dø, inden året var omme. Der kom 260 opstemte gæster og læsere, og jeg ved, at de aldrig glemmer festen.
Så skrev jeg et brev til min fætter i Lemvig og bad ham om at finde et øde hus til mig i naturskønne omgivelser. Der måtte ikke være naboer tæt på. Det skulle ligge sådan, at jeg kunne køre til Vesterhavet på under en halv time. Der kom et foto af en forfalden gård, der lå i Nørre Nissum. Familien var virkelig chokeret. Jeg var da blevet helt underlig, hvis jeg havde tænkt mig at flytte dertil.
Jeg blev skilt, men min eksmand var med ved forhandlingerne om huset, fordi jeg vidste, at håndværkere i Vestjylland ikke taler med kvinder, de vil helst handle med andre mænd.
Det ville blive dyrt at restaurere den gamle gård, og forhandlingerne gik, som jeg forventede, jeg var usynlig, de talte kun med min mand.
Men en dag stod huset klar. Da jeg havde fået alt på plads, satte jeg mig ned og planlagde min første tur til Vesterhavet sammen med mine to store kongepudler. De var som to veninder og godt opdragede gennem lydighedstræning sammen med rottweilere og schæfere. Det havde jeg haft kræfter til, og nu skulle vi tre tage mit liv tilbage.
Min eksmand sagde farvel med ordene:
“Her kunne jeg aldrig bo, jeg kan ikke tænke så langsomt, som de gør, og jeg forstår ikke, hvad de siger!”
Mine nye naboer opdrættede kødkvægracen charolais, kæmpestore, hvide køer og meget respektindgydende tyre.
Op til mit hus gik en lang, privat vej, men rygtet bredte sig, at en forfatter var flyttet ind, og til at begynde med var det en prøvelse. Der kom busser med folk, der ville se, hvordan jeg boede, og de spurgte, om de kunne få signeret bøger eller købe bøger til en billig pris, hvis jeg fik en krukke syltetøj. Nogle nysgerrige golfdamer kørte i grøften, og deres pinligt berørte mænd, måtte have hjælp til at få dem op igen.
Endelig kom dagen, hvor jeg skulle se Vesterhavet igen. Mit hjerte bankede, som om jeg var forelsket. Jeg kørte ud til Vrist over Hygum Bakke.
Jeg kørte ned ad vejen, hvor skiltet med teksten ‘Til Havet!’ står. Jeg var stadig svag og vejede ikke ret meget, men pudlerne blev sluppet løs, og jeg gik op ad stien over klitterne, og der var det. Endelig! Der var øde, ikke et menneske, og mit Vesterhav.
Det var en stille dag. Jeg satte mig ned og takkede Gud for, at jeg havde kæmpet mig hertil. I det øjeblik var jeg totalt lykkelig, selvom jeg vidste, at jeg aldrig blev rask. På det tidspunkt kunne jeg ikke vide, at der ventede mig endnu tyve år og store lidelser.
Jeg lærte i de kommende år at leve i ‘nuet’. Det var svært, men jeg fik skrevet mange bøger, for når jeg skriver, glemmer jeg alt omkring mig, også smerter.
Jeg er nu flyttet nærmere Lemvig og bor med udsigt over fjorden. Mine pudler er døde af alderdom. Mine sønner er pludselig blevet ældre herrer, som nærmer sig de tres år. Tiden går så hurtigt. Men her i Vestjylland bestemmer vejret og naturen. På en eller anden måde bliver man selv til vejr. Når man lytter til vejret, glemmer man det, og der kan det gå galt.
En dag følte jeg mig lidt mærkelig tilpas, og som sædvanlig tænkte jeg: Du må en tur til Vesterhavet, hvor der er helt stille. Vejret havde været lidt tåget, men nu var den lettet, og det tegnede til at blive en dejlig
dag. Jeg kørte af sted. Denne gang var min lille hund, en amerikansk cockerspaniel, som hedder Vicky, min ledsager.
Jeg ville op af den sti, som plejede at føre over klitterne og ned til havet. Der plejede at være et slæbespor, så sandet var lettere at gå i, men den dag var sporet sandet til i den blæst, som nu pludselig tog til.
Der var ikke et menneske i miles omkreds, og det begyndte at storme. Sandet hvirvlede op. Det var en af den slags storme, som kommer i pludselige stød, så det er svært at holde balancen. Vicky var løbet ned til stranden og morede sig der. Jeg mærkede, at mine ben sank i, og jeg savnede mine store pudler. De kunne have trukket mig op.
Nu lå jeg på alle fire og prøvede at mave mig hen til noget marehalm, jeg kunne få fat i, jeg vidste, at hvis jeg ikke lagde mig fladt ned, ville jeg synke dybere ned. Jeg var ved at få et panikanfald, mit hjerte hamrede. Jeg begyndte at hyperventilere.
Vicky stod og så på mig, jeg fik fat i en tot marehalm og langsomt hev jeg mig op igen, op på toppen af klitten, hvor jeg sad og prøvede at få vejret. Trak vejret langsomt ud og ind. Jeg kunne næsten ikke se min bil, jeg havde sand i øjnene, og jeg kunne høre, at Vesterhavet rejste sig, og stormen hylede.
En uge efter den tur til Vesterhavet blev jeg syg igen. Jeg fik hjertestop og måtte akut på Herning Hjerteafdeling. Jeg fik pacemaker og sonde i maven.
Denne gang havde jeg ikke lyttet til naturens advarsel, men jeg lyttede til mit indre kompas, da jeg flyttede til Vestjylland, og har aldrig fortrudt det.
Jeg har prøvet at flytte tilbage til mine sønner, børnebørn og mit gamle liv, men jeg kan ikke. Jeg må hele tiden tilbage, op til mit Vesterhav, i lyst og nød.
Uddraget er fra Vesterhavet – 10 fortællinger fra den jyske vestkyst
Forfatter Jane Aamund fortæller om at finde hjem til Vesterhavet – i medgang og modgang.
Jeg er klaustrofobisk. Jeg kan ikke lide parkeringskældre, jeg kører ikke i elevator alene. Efterhånden, som jeg er blevet ældre, bryder jeg mig ikke længere om storbyer.
Før generede det mig ikke at gå alene i Nice, når jeg ville ud at dansepå de lokale dansebuler. Det var Rivieraens arbejderklasse, der dansede der, der var enkelte dansere fra Marokko, men mest franske Musette-dansere. Og Paso Doble-dansere.
Der var mørkt, kun på scenen var der lys. Der sad en dame med overpermanentet hår og cigaret i munden og spillede harmonika sammen med to andre musikere. Stemningen var høj og luften tung af tobak. Der blev ikke serveret alkohol, kun mineralvand og juice.
Om natten gik jeg alene hjem til hotellet gennem den lange søjlegang midt i Nice, hvor luderne stod og trak. Til at begynde med blev de sure, når jeg skulle forbi, men jeg fik dem overbevist om, at jeg ikke ville genere dem i deres arbejde, jeg skulle bare hjem på mit hotel. Jeg var aldrig bange for stimlen og masen i dansebulen, eller for at blive overfaldet i de smalle gyder, hvor husene lukkede sig over mig.
Jeg var på det tidspunkt journalist på Berlingske og blev sendt rundt i verden for at skrive historier til Søndagsavisen. Da jeg var i slutningen af halvtredserne, brød min kræftsygdom ud. Jeg havde en tumor i ganen og skulle have fjernet et stort stykke af den efterfulgt af 33 dages strålebehandling. Professoren så på mig:
“Du kommer ikke til at arbejde mere, du får en snøvlende stemme, du får svært ved at spise, og vi håber, vi kan redde dig, Jane. Du er meget syg.”
Alting blev anderledes. Hvad slags liv skulle jeg nu have? Det værste for mig var de 33 strålebehandlinger inde i et rør, hvordan skulle jeg, der havde klaustrofobi, kunne klare det? Min yngste søn, der er dr.med. i neurologi, sagde til mig:
“Mor, du kan have angstanfald i en uge, men du kan ikke have angst i de 33 dage, behandlingerne står på.”
Dagene før behandlingerne skulle starte, skrev jeg hele tiden noter. Jeg skrev op, hvad jeg kunne tænke mig at visualisere. Jeg købte meditationsbånd, for i strålekælderen og i scanneren kunne man få lov at høre bånd.
Men pludselig en nat vidste jeg, at jeg havde brug for at høre og visualisere Vesterhavet. Havets lyde og bølgebrus. Da jeg blev kørt ind i røret, og båndet med bølger, storm og stille begyndte, så jeg for mig, hvordan jeg gik langs stranden med mine hunde. De første gange var jeg alligevel bange. Tænk, hvis de glemte mig og bare sad og drak kaffe, ramte strålerne nu rigtigt? Blev jeg så forbrændt, at det ville skade mit ansigt?
Da tiden var gået, og behandlingen var afsluttet, læssede røntgenpersonalet mig over på en anden båre, og det første, jeg spurgte om, var:
“Hvor er min læbestift?”
Det syntes sygeplejerskerne var sejt og sjovt. Men jeg fulgte min farmors mantra: ‘De dage man har det værst, skal man se bedst ud!’
Der gik flere år, hvor jeg kæmpede mig videre og prøvede at erobre mit liv tilbage stykke for stykke, men kræftsygdom blev ved at ramme vores familie som en pest.
Min mand blev syg. Lægerne fandt aldrig den tumor, der havde sendt metastaser til siden af hans hals. Min svigerinde Suzanne Bjerrehuus blev ramt af kræft i halsen. Hun har beskrevet sit sygdomsforløb i sin bog ‘Er vinter nær?’ Et barn i familien blev ramt af kræft kun 4 måneder gammel. Det var et rædselsår.
Det var, som om skæbnen flyttede mig som en brik. Jeg ønskede pludselig at komme væk fra Danmark. Jeg tog til Los Angeles for at besøge min søn, der underviste på University of California, og opdagede, at nu kunne jeg ikke længere tålte storbyer og kæmpestore parkeringskældre.
Jeg fik panikangst og længtes efter at komme hjem, ud til store vidder. Jeg arbejdede med min nye bog ‘Colorado Drømme’ når han underviste på universitetet. Jeg sad på en pude og skrev min største bestseller, mens jeg hørte mexicansk musik og country på den lille radio.
Da jeg kom hjem fra USA, vidste jeg, hvad jeg ville. Jeg ville tilbage til min mors egn. Mor var født i Lemvig og min bedstefars gård, Nørre Vinkel, var nu blevet en golfklub.
Min familie var rystet, hvordan kunne jeg forlade mine voksne sønner og deres familier, mine børnebørn, mit liv med venner, med teater, koncerter og alt, hvad der havde været en stor del af mit liv?
Jeg er født i 1936, og da jeg fyldte 60 år, tog jeg min afsked fra Berlingske Tidende. Jeg holdt en kæmpefest på D’Angleterre og fyrede hele min kapitalpension af, for jeg regnede med at dø, inden året var omme. Der kom 260 opstemte gæster og læsere, og jeg ved, at de aldrig glemmer festen.
Så skrev jeg et brev til min fætter i Lemvig og bad ham om at finde et øde hus til mig i naturskønne omgivelser. Der måtte ikke være naboer tæt på. Det skulle ligge sådan, at jeg kunne køre til Vesterhavet på under en halv time. Der kom et foto af en forfalden gård, der lå i Nørre Nissum. Familien var virkelig chokeret. Jeg var da blevet helt underlig, hvis jeg havde tænkt mig at flytte dertil.
Jeg blev skilt, men min eksmand var med ved forhandlingerne om huset, fordi jeg vidste, at håndværkere i Vestjylland ikke taler med kvinder, de vil helst handle med andre mænd.
Det ville blive dyrt at restaurere den gamle gård, og forhandlingerne gik, som jeg forventede, jeg var usynlig, de talte kun med min mand.
Men en dag stod huset klar. Da jeg havde fået alt på plads, satte jeg mig ned og planlagde min første tur til Vesterhavet sammen med mine to store kongepudler. De var som to veninder og godt opdragede gennem lydighedstræning sammen med rottweilere og schæfere. Det havde jeg haft kræfter til, og nu skulle vi tre tage mit liv tilbage.
Min eksmand sagde farvel med ordene:
“Her kunne jeg aldrig bo, jeg kan ikke tænke så langsomt, som de gør, og jeg forstår ikke, hvad de siger!”
Mine nye naboer opdrættede kødkvægracen charolais, kæmpestore, hvide køer og meget respektindgydende tyre.
Op til mit hus gik en lang, privat vej, men rygtet bredte sig, at en forfatter var flyttet ind, og til at begynde med var det en prøvelse. Der kom busser med folk, der ville se, hvordan jeg boede, og de spurgte, om de kunne få signeret bøger eller købe bøger til en billig pris, hvis jeg fik en krukke syltetøj. Nogle nysgerrige golfdamer kørte i grøften, og deres pinligt berørte mænd, måtte have hjælp til at få dem op igen.
Endelig kom dagen, hvor jeg skulle se Vesterhavet igen. Mit hjerte bankede, som om jeg var forelsket. Jeg kørte ud til Vrist over Hygum Bakke.
Jeg kørte ned ad vejen, hvor skiltet med teksten ‘Til Havet!’ står. Jeg var stadig svag og vejede ikke ret meget, men pudlerne blev sluppet løs, og jeg gik op ad stien over klitterne, og der var det. Endelig! Der var øde, ikke et menneske, og mit Vesterhav.
Det var en stille dag. Jeg satte mig ned og takkede Gud for, at jeg havde kæmpet mig hertil. I det øjeblik var jeg totalt lykkelig, selvom jeg vidste, at jeg aldrig blev rask. På det tidspunkt kunne jeg ikke vide, at der ventede mig endnu tyve år og store lidelser.
Jeg lærte i de kommende år at leve i ‘nuet’. Det var svært, men jeg fik skrevet mange bøger, for når jeg skriver, glemmer jeg alt omkring mig, også smerter.
Jeg er nu flyttet nærmere Lemvig og bor med udsigt over fjorden. Mine pudler er døde af alderdom. Mine sønner er pludselig blevet ældre herrer, som nærmer sig de tres år. Tiden går så hurtigt. Men her i Vestjylland bestemmer vejret og naturen. På en eller anden måde bliver man selv til vejr. Når man lytter til vejret, glemmer man det, og der kan det gå galt.
En dag følte jeg mig lidt mærkelig tilpas, og som sædvanlig tænkte jeg: Du må en tur til Vesterhavet, hvor der er helt stille. Vejret havde været lidt tåget, men nu var den lettet, og det tegnede til at blive en dejlig
dag. Jeg kørte af sted. Denne gang var min lille hund, en amerikansk cockerspaniel, som hedder Vicky, min ledsager.
Jeg ville op af den sti, som plejede at føre over klitterne og ned til havet. Der plejede at være et slæbespor, så sandet var lettere at gå i, men den dag var sporet sandet til i den blæst, som nu pludselig tog til.
Der var ikke et menneske i miles omkreds, og det begyndte at storme. Sandet hvirvlede op. Det var en af den slags storme, som kommer i pludselige stød, så det er svært at holde balancen. Vicky var løbet ned til stranden og morede sig der. Jeg mærkede, at mine ben sank i, og jeg savnede mine store pudler. De kunne have trukket mig op.
Nu lå jeg på alle fire og prøvede at mave mig hen til noget marehalm, jeg kunne få fat i, jeg vidste, at hvis jeg ikke lagde mig fladt ned, ville jeg synke dybere ned. Jeg var ved at få et panikanfald, mit hjerte hamrede. Jeg begyndte at hyperventilere.
Vicky stod og så på mig, jeg fik fat i en tot marehalm og langsomt hev jeg mig op igen, op på toppen af klitten, hvor jeg sad og prøvede at få vejret. Trak vejret langsomt ud og ind. Jeg kunne næsten ikke se min bil, jeg havde sand i øjnene, og jeg kunne høre, at Vesterhavet rejste sig, og stormen hylede.
En uge efter den tur til Vesterhavet blev jeg syg igen. Jeg fik hjertestop og måtte akut på Herning Hjerteafdeling. Jeg fik pacemaker og sonde i maven.
Denne gang havde jeg ikke lyttet til naturens advarsel, men jeg lyttede til mit indre kompas, da jeg flyttede til Vestjylland, og har aldrig fortrudt det.
Jeg har prøvet at flytte tilbage til mine sønner, børnebørn og mit gamle liv, men jeg kan ikke. Jeg må hele tiden tilbage, op til mit Vesterhav, i lyst og nød.
Uddraget er fra Vesterhavet – 10 fortællinger fra den jyske vestkyst
Andre læste også: