Kampklar er en dejlig højtlæsningsbog med ni godnathistorier, der får dit barn til at drømme stort, som Freja der gerne vil være superhelt.
Freja vil gerne være superhelt som sin far, så det udnævner hun sig selv til. Linda og Nana får lyst til at bygge en rumraket, så det gør de. Børn skal nemlig turde drømme stort, også når de sover.
I Kampklar har ni seje forfattere, blandt andre Sanne Søndergaard, Geeti Amiri, Ane Cortzen og Silja Okking, skrevet hver sin godnathistorie, der får børn til at drømme stort.
I historierne møder vi foruden Freja, Linda og Nana også Elin, Ariana og Maggie Madsen, der alle vil hver sin ting på hver sin måde. Det er sådan, det skal være, for børn skal være lige præcis, som de er.
Jeg hedder Freja, er otte år og er lige flyttet ind i en lille lejlighed i byen sammen med min far.
Jeg elsker min far. Han er nemlig superhelt. Det tror du måske ikke på? Men det er rigtigt nok. Han er lige så stærk som en superhelt. For eksempel kan han åbne et syltetøjsglas, når ingen andre kan. Eller hvad med dengang min far, farmor og jeg var ude at fiske, og min farmor fik en kæmpestor torsk på krogen? Hun grinede og grinede og trak så hårdt i fiskestangen, at den lavede en kæmpe bue. Og så kom min far til undsætning: Han blev helt rød i hovedet og satte hælene i den vippende båd. Men det endte selvfølgelig med, at han fik fisken halet ind. Han er nemlig superstærk.
Og så er min far lige så hurtig som en superhelt. Han løb engang et maraton for gamle mænd, hvor han kom først i mål. Han var godt nok træt bagefter og kunne næsten ikke sige noget, fordi han hev sådan efter vejret. Men han kom først.
Og så når han næsten altid bussen. Og det selvom vi kommer for sent ud ad døren, og han taber sin taske og mit gymnastiktøj på vejen; han tager mig i hånden og vinker og råber efter buschaufføren, og så, på magisk vis, når vi det næsten altid lige.
Når jeg skal lave lektier, er min far også på pletten. Han er nemlig også superklog. Det er lige meget, hvad jeg spørger om, så kan han svare. De svære matematikstykker kan han regne ud helt uden at klø sig i skægget. Og er der et langt ord, der er svært at læse, flyver det ud af munden på ham, som var han verdens bedste læsehest.
Men det, jeg synes er allersejest ved min far, det er, at han kan læse tanker. Ligesom en vaskeægte superhelt. Hvis jeg er blevet drillet i skolen og hænger med hovedet og helst bare vil være alene, så er det, som om han ved, at jeg er ked af det. Selv når jeg siger, at jeg gerne vil være alene og lukker døren til mit værelse, stikker han hovedet ind og spørger, om jeg er o.k. Så sætter han sig på min seng og krammer mig. Og det hjælper altid. Det synes jeg er den sejeste superheltekraft.
Men i dag, da min far taler alt for længe i telefon – så længe, at han ikke får lavet aftensmad – sker der noget med ham. Hans øjne bliver helt triste, og han sætter sig ned ved spisebordet og siger, at han lige skal tale med mig.
„Farmor er her ikke mere,“ siger han.
„Har hun været her?“ spørger jeg glad. Jeg elsker, når farmor er på besøg.
„Nej, altså, hun sov stille ind på plejehjemmet. Men hun var ikke ked af det, da det skete. Og der var en sød sygeplejerske hos hende. Farmor er død, Freja, hun er her ikke mere.“
Jeg kan ikke finde hoved eller hale i, hvad det er, far siger. Vi besøgte hende for ikke så længe siden. Og vi grinede, og jeg holdt hende i hånden. Jeg kan ikke forstå, at hun ikke er her mere.
Jeg tænker på Olga fra klassen. Hendes mormor er her heller ikke mere. Måske er det det samme, der er sket? Jeg har godt hørt om folk, der er døde, før, men det er stadig meget mærkeligt, hvis det er farmor, der er død. Og helt væk. For hvor er hun så henne?
Min far siger, at jeg bare skal sige til, hvis der er noget, jeg gerne vil snakke om. Eller hvis jeg har brug for et knus.
„Men lige nu vil jeg bare gerne ligge lidt på sofaen,“ siger han. Jeg nikker og laver rugbrødsmadder til os begge to.
Dagen efter den dumme telefonsamtale er det mig, der vækker far. Han er helt tung i kroppen og slæber fødderne efter sig i de slidte sutsko. Når han skal åbne syltetøjsglasset, forsøger han at dreje og hive i låget et par gange, men sukker og giver op. Han stiller det bare på køkkenbordet og laver kaffe i stedet.
Jeg tager syltetøjsglasset i hånden og presser læberne sammen. Jeg drejer på låget, så fingrene bliver helt hvide, og PLUP! Låget kommer af glasset. Jeg kigger stolt op på far, men han ser det slet ikke.
Min far er virkelig underligt langsom denne morgen, så det er mig, der får os ud ad døren. Jeg tager mine løbesko på og løber ned ad trapperne med mit gymnastiktøj og fars taske under armen.
Ude på gaden får jeg øje på den gule bus, og jeg hiver fat i fars hånd og vifter med den anden, imens jeg råber: „Vent på os!“
Vi når bussen. Jeg kigger ned på mine løbesko og synes selv, jeg er ret god til at være hurtig her til morgen.
„Godt løbet,“ mumler far og kigger ud ad busvinduet. Jeg løber ind i skolegården og vinker farvel til min far. Og hele dagen føler jeg mig lidt mere på dupperne. Det ord har jeg lært af min far. „Så er man særligt opmærksom, Freja,“ har han sagt mange gange. På dupperne. Det lyder, som om man kan lidt mere og er lidt sejere, når man er på dupperne.
Efter skole går jeg lige hjem. Og jeg kan se, at far allerede er hjemme, da hans sko og jakke ligger og flyder i gangen.
Han sidder inde ved køkkenbordet og drikker kaffe og taler i telefon. Han sender mig et lille smil og vinker mig ind.
Han bliver ved med at snakke med stemmen i telefonen, og jeg sætter mig for at tegne, imens far mumler korte sætninger.
Jeg tegner min far, min farmor og mig i en båd på en sø. Jeg sidder med en solhat på, far med en fisk i hånden og farmor med et kæmpe smil. Jeg viser den til far, og han nikker og smiler og peger på køleskabet, hvor jeg hænger den op.
Det bliver lektietid, og jeg tager mine matematik- og danskbøger frem, imens far går i gang med aftensmaden; han taber gryden, han har vasket op, og brænder sig på stegepanden og snakker stadig i telefon.
De dumme tal og bogstaver driller. Det er, som om de er på dupperne og bare dupper derudad, så jeg spørger far om hjælp. Jeg skal spørge tre gange, før han lægger på og sætter sig tungt ned ved siden af mig.
„Nå, hvad har vi af drillerier i dag?“ spørger han, imens han kigger ud ad vinduet og sukker dybt.
Jeg spørger om minus og tabeller og stumme bogstaver og betydningen af et nyt og langt ord. Og ligesom en robot svarer far med en næsten kunstig stemme, stadig kiggende ud ad vinduet og med mange suk.
Midt i alle spørgsmålene er der ét, der trænger sig på. Det kribler og krabler og skubber og maser inde i mit hoved:
„Hvor er farmor egentlig nu?“ spørger jeg.
Først vrøvle-svarer far noget om en tabel, men så kigger han på mig og ligner selv et spørgsmålstegn. Der går lang tid, før han svarer:
„Det ved jeg ikke.“
I det samme syder det fra gryden på kogepladen, og vand bobler ud under låget, og der lugter brændt fra stegepanden.
Far farer op og tager låget af og vifter med et viskestykke, imens han råber „for helvede!“ og „satans!“ og „undskyld!“, for sådan taler vi ikke hjemme hos os.
Min far er slet ikke sig selv her til aften. Han er næsten som en zombie. Træt og langsom. Dvask og slet ikke på dupperne. Jeg samler bøgerne sammen og går ind på mit værelse og lukker døren.
Der sidder jeg længe på sengen og kigger ud ad vinduet. Spørgsmålet kravler stadig rundt i mit hoved. Hvor er farmor mon nu? Så kigger jeg hen på døren.
Men der kommer ingen far. Håndtaget trykkes ikke ned. Døren åbnes ikke på klem. Og min fars hoved kigger ikke ind og spørger, om jeg er o.k. Far opfører sig mærkeligt. Skal han nu altid være sådan? Jeg bliver tung i maven, som om der ligger en mursten derinde. Og min hals er ru som sandpapir. Jeg føler mig underligt ked af det. Jeg savner min far, selvom han er lige derinde bag døren.
Jeg går hen og åbner døren på klem og stikker hovedet ud. „Far, er du o.k.?“ Far kigger op fra sofaen, hvor han er sunket helt ned mellem puderne. „Søde Freja,“ siger han og rækker armene ud. Jeg går over til ham og giver ham et kæmpe knus. Og vi krammer længe. Måske græder min far lidt. Og så mumler han noget med, at han er ked af det, fordi farmor er død. Vi sidder lidt i sofaen og holder i hånd. „Jeg tror, farmor sidder i en lille båd oppe i skyerne og fisker efter stjerner. Og griner,“ siger jeg, og far begynder at smile. Og så griner han lidt. Han ligner farmor, sådan som hun så ud, når hun grinede. „Ja, sådan der!“ og så griner jeg også.
Det lugter stadig brændt fra køkkenet, og far peger på telefonen og foreslår, at vi bestiller pizza. Han går ud i køkkenet, imens han snakker med pizzamanden, og stopper op ved min tegning, der hænger der på køleskabet.
Han tager den ned og vifter med den og mimer „hvor er den flot!“ med munden.
Jeg går hen og tager tegningen og sætter mig med mine farveblyanter. Den mangler lige det sidste. Og så tegner jeg løs, imens far rydder den brændte aftensmad op.
Jeg tegner en superhelte-kappe på min far, der sidder der med fisken i hånden. Min grinende farmor får også en.
Og så tegner jeg en stor, flot kappe på mig selv i en masse farver. For er der noget, jeg føler mig som, så er det en superhelt.
Nu er vi to, der kan åbne syltetøjsglas. Og skynde os til bussen. Og læse tanker.
En højtlæsningsbog med historier, der får børn til at drømme stort
Piger skal være dygtige og yndige; blodige og vilde; sjove og gakkede. Piger skal være lige præcis, som de er.
Netop dét er missionen med Kampklar, der indeholder ni historier om vilde, opfindsomme, modige, ja alle slags piger. Læs f.eks. om Freja, som udnævner sig selv til superhelt. Eller Alma, der bygger en rumraket.
Historierne i Kampklar er skrevet af Sanne Søndergaard, Sanne Cigale Benmouyal, Ane Cortzen, Marianne Iben Hansen, Trine Bundsgaard, Geeti Amiri, Ida Rud Nielsen og Silja Okking.
Kampklar er en dejlig højtlæsningsbog med ni godnathistorier, der får dit barn til at drømme stort, som Freja der gerne vil være superhelt.
Freja vil gerne være superhelt som sin far, så det udnævner hun sig selv til. Linda og Nana får lyst til at bygge en rumraket, så det gør de. Børn skal nemlig turde drømme stort, også når de sover.
I Kampklar har ni seje forfattere, blandt andre Sanne Søndergaard, Geeti Amiri, Ane Cortzen og Silja Okking, skrevet hver sin godnathistorie, der får børn til at drømme stort.
LÆS OGSÅ: Den bedste tid på dagen? Godnathistorier for de 6-8-årige
I historierne møder vi foruden Freja, Linda og Nana også Elin, Ariana og Maggie Madsen, der alle vil hver sin ting på hver sin måde. Det er sådan, det skal være, for børn skal være lige præcis, som de er.
Du kan købe Kampklar online eller i din nærmeste boghandel.
Silja Okking
Min far er en superhelt
Jeg hedder Freja, er otte år og er lige flyttet ind i en lille lejlighed i byen sammen med min far.
Jeg elsker min far. Han er nemlig superhelt. Det tror du måske ikke på? Men det er rigtigt nok. Han er lige så stærk som en superhelt. For eksempel kan han åbne et syltetøjsglas, når ingen andre kan. Eller hvad med dengang min far, farmor og jeg var ude at fiske, og min farmor fik en kæmpestor torsk på krogen? Hun grinede og grinede og trak så hårdt i fiskestangen, at den lavede en kæmpe bue. Og så kom min far til undsætning: Han blev helt rød i hovedet og satte hælene i den vippende båd. Men det endte selvfølgelig med, at han fik fisken halet ind. Han er nemlig superstærk.
Og så er min far lige så hurtig som en superhelt. Han løb engang et maraton for gamle mænd, hvor han kom først i mål. Han var godt nok træt bagefter og kunne næsten ikke sige noget, fordi han hev sådan efter vejret. Men han kom først.
Og så når han næsten altid bussen. Og det selvom vi kommer for sent ud ad døren, og han taber sin taske og mit gymnastiktøj på vejen; han tager mig i hånden og vinker og råber efter buschaufføren, og så, på magisk vis, når vi det næsten altid lige.
Når jeg skal lave lektier, er min far også på pletten. Han er nemlig også superklog. Det er lige meget, hvad jeg spørger om, så kan han svare. De svære matematikstykker kan han regne ud helt uden at klø sig i skægget. Og er der et langt ord, der er svært at læse, flyver det ud af munden på ham, som var han verdens bedste læsehest.
Men det, jeg synes er allersejest ved min far, det er, at han kan læse tanker. Ligesom en vaskeægte superhelt. Hvis jeg er blevet drillet i skolen og hænger med hovedet og helst bare vil være alene, så er det, som om han ved, at jeg er ked af det. Selv når jeg siger, at jeg gerne vil være alene og lukker døren til mit værelse, stikker han hovedet ind og spørger, om jeg er o.k. Så sætter han sig på min seng og krammer mig. Og det hjælper altid. Det synes jeg er den sejeste superheltekraft.
Men i dag, da min far taler alt for længe i telefon – så længe, at han ikke får lavet aftensmad – sker der noget med ham. Hans øjne bliver helt triste, og han sætter sig ned ved spisebordet og siger, at han lige skal tale med mig.
„Farmor er her ikke mere,“ siger han.
„Har hun været her?“ spørger jeg glad. Jeg elsker, når farmor er på besøg.
„Nej, altså, hun sov stille ind på plejehjemmet. Men hun var ikke ked af det, da det skete. Og der var en sød sygeplejerske hos hende. Farmor er død, Freja, hun er her ikke mere.“
Jeg kan ikke finde hoved eller hale i, hvad det er, far siger. Vi besøgte hende for ikke så længe siden. Og vi grinede, og jeg holdt hende i hånden. Jeg kan ikke forstå, at hun ikke er her mere.
Jeg tænker på Olga fra klassen. Hendes mormor er her heller ikke mere. Måske er det det samme, der er sket? Jeg har godt hørt om folk, der er døde, før, men det er stadig meget mærkeligt, hvis det er farmor, der er død. Og helt væk. For hvor er hun så henne?
Min far siger, at jeg bare skal sige til, hvis der er noget, jeg gerne vil snakke om. Eller hvis jeg har brug for et knus.
„Men lige nu vil jeg bare gerne ligge lidt på sofaen,“ siger han. Jeg nikker og laver rugbrødsmadder til os begge to.
Dagen efter den dumme telefonsamtale er det mig, der vækker far. Han er helt tung i kroppen og slæber fødderne efter sig i de slidte sutsko. Når han skal åbne syltetøjsglasset, forsøger han at dreje og hive i låget et par gange, men sukker og giver op. Han stiller det bare på køkkenbordet og laver kaffe i stedet.
Jeg tager syltetøjsglasset i hånden og presser læberne sammen. Jeg drejer på låget, så fingrene bliver helt hvide, og PLUP! Låget kommer af glasset. Jeg kigger stolt op på far, men han ser det slet ikke.
Min far er virkelig underligt langsom denne morgen, så det er mig, der får os ud ad døren. Jeg tager mine løbesko på og løber ned ad trapperne med mit gymnastiktøj og fars taske under armen.
Ude på gaden får jeg øje på den gule bus, og jeg hiver fat i fars hånd og vifter med den anden, imens jeg råber: „Vent på os!“
Vi når bussen. Jeg kigger ned på mine løbesko og synes selv, jeg er ret god til at være hurtig her til morgen.
„Godt løbet,“ mumler far og kigger ud ad busvinduet.
Jeg løber ind i skolegården og vinker farvel til min far.
Og hele dagen føler jeg mig lidt mere på dupperne. Det ord har jeg lært af min far.
„Så er man særligt opmærksom, Freja,“ har han sagt mange gange.
På dupperne. Det lyder, som om man kan lidt mere og er lidt sejere, når man er på dupperne.
Efter skole går jeg lige hjem. Og jeg kan se, at far allerede er hjemme, da hans sko og jakke ligger og flyder i gangen.
Han sidder inde ved køkkenbordet og drikker kaffe og taler i telefon. Han sender mig et lille smil og vinker mig ind.
Han bliver ved med at snakke med stemmen i telefonen, og jeg sætter mig for at tegne, imens far mumler korte sætninger.
Jeg tegner min far, min farmor og mig i en båd på en sø. Jeg sidder med en solhat på, far med en fisk i hånden og farmor med et kæmpe smil. Jeg viser den til far, og han nikker og smiler og peger på køleskabet, hvor jeg hænger den op.
Det bliver lektietid, og jeg tager mine matematik- og danskbøger frem, imens far går i gang med aftensmaden; han taber gryden, han har vasket op, og brænder sig på stegepanden og snakker stadig i telefon.
De dumme tal og bogstaver driller. Det er, som om de er på dupperne og bare dupper derudad, så jeg spørger far om hjælp. Jeg skal spørge tre gange, før han lægger på og sætter sig tungt ned ved siden af mig.
„Nå, hvad har vi af drillerier i dag?“ spørger han, imens han kigger ud ad vinduet og sukker dybt.
Jeg spørger om minus og tabeller og stumme bogstaver og betydningen af et nyt og langt ord. Og ligesom en robot svarer far med en næsten kunstig stemme, stadig kiggende ud ad vinduet og med mange suk.
Midt i alle spørgsmålene er der ét, der trænger sig på. Det kribler og krabler og skubber og maser inde i mit hoved:
„Hvor er farmor egentlig nu?“ spørger jeg.
Først vrøvle-svarer far noget om en tabel, men så kigger han på mig og ligner selv et spørgsmålstegn. Der går lang tid, før han svarer:
„Det ved jeg ikke.“
I det samme syder det fra gryden på kogepladen, og vand bobler ud under låget, og der lugter brændt fra stegepanden.
Far farer op og tager låget af og vifter med et viskestykke, imens han råber „for helvede!“ og „satans!“ og „undskyld!“, for sådan taler vi ikke hjemme hos os.
Min far er slet ikke sig selv her til aften. Han er næsten som en zombie. Træt og langsom. Dvask og slet ikke på dupperne. Jeg samler bøgerne sammen og går ind på mit værelse og lukker døren.
Der sidder jeg længe på sengen og kigger ud ad vinduet. Spørgsmålet kravler stadig rundt i mit hoved. Hvor er farmor mon nu? Så kigger jeg hen på døren.
Men der kommer ingen far.
Håndtaget trykkes ikke ned.
Døren åbnes ikke på klem.
Og min fars hoved kigger ikke ind og spørger, om jeg er o.k. Far opfører sig mærkeligt. Skal han nu altid være sådan?
Jeg bliver tung i maven, som om der ligger en mursten derinde. Og min hals er ru som sandpapir. Jeg føler mig underligt ked af det. Jeg savner min far, selvom han er lige derinde bag døren.
Jeg går hen og åbner døren på klem og stikker hovedet ud. „Far, er du o.k.?“
Far kigger op fra sofaen, hvor han er sunket helt ned mellem puderne.
„Søde Freja,“ siger han og rækker armene ud.
Jeg går over til ham og giver ham et kæmpe knus.
Og vi krammer længe. Måske græder min far lidt. Og så mumler han noget med, at han er ked af det, fordi farmor er død.
Vi sidder lidt i sofaen og holder i hånd.
„Jeg tror, farmor sidder i en lille båd oppe i skyerne og fisker efter stjerner. Og griner,“ siger jeg, og far begynder at smile.
Og så griner han lidt. Han ligner farmor, sådan som hun så ud, når hun grinede.
„Ja, sådan der!“ og så griner jeg også.
Det lugter stadig brændt fra køkkenet, og far peger på telefonen og foreslår, at vi bestiller pizza. Han går ud i køkkenet, imens han snakker med pizzamanden, og stopper op ved min tegning, der hænger der på køleskabet.
Han tager den ned og vifter med den og mimer „hvor er den flot!“ med munden.
Jeg går hen og tager tegningen og sætter mig med mine farveblyanter. Den mangler lige det sidste. Og så tegner jeg løs, imens far rydder den brændte aftensmad op.
Jeg tegner en superhelte-kappe på min far, der sidder der med fisken i hånden. Min grinende farmor får også en.
Og så tegner jeg en stor, flot kappe på mig selv i en masse farver. For er der noget, jeg føler mig som, så er det en superhelt.
Nu er vi to, der kan åbne syltetøjsglas. Og skynde os til bussen. Og læse tanker.
En højtlæsningsbog med historier, der får børn til at drømme stort
Piger skal være dygtige og yndige; blodige og vilde; sjove og gakkede. Piger skal være lige præcis, som de er.
Netop dét er missionen med Kampklar, der indeholder ni historier om vilde, opfindsomme, modige, ja alle slags piger. Læs f.eks. om Freja, som udnævner sig selv til superhelt. Eller Alma, der bygger en rumraket.
Historierne i Kampklar er skrevet af Sanne Søndergaard, Sanne Cigale Benmouyal, Ane Cortzen, Marianne Iben Hansen, Trine Bundsgaard, Geeti Amiri, Ida Rud Nielsen og Silja Okking.
Fra 6 år.
Du kan købe Kampklar online eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: