Bøger til teens Børnebøger Carlsen

Et undersøisk action-eventyr for børn – smuglæs i Rick Riordans Datter af dybet

Rick Riordan Datter af dybet

Rick Riordan har i 12 år ville lave sin egen version af En verdensomsejling under havet af Jules Verne. Nu er han endelig færdig med en roman inspireret af klassikeren. Så gør dig klar til neddykning, for vi skal ned på dybt vand!


80 procent af verdenshavene er den dag i dag stadig uudforskede. I Rick Riordans nye fantasybog Datter af dybet udforsker vi mere af de ukendte og store have.

LÆS OGSÅ: Den ultimative Rick Riordan-guide

Ana Dakkar er 15 år og venner med en delfin, der hedder Sokrates. Hun står i spidsen for den vilde sørejse, som hun og hendes klassekammerater bliver kastet ud i. Og så er der vist også noget med, at hun er efterkommer af den berømte Kaptajn Nemo, som vi kender fra En verdensomsejling under havet

Læs et uddrag af bogen herunder.

Du kan købe Datter af dybet online, eller i din lokale boghandler fra d. 1 marts.





Rick Riordan

Datter af dybet


1. kapitel

Der er noget, man skal vide om altødelæggende dage. De begynder nøjagtig ligesom alle andre dage. Man kan ikke vide, at ens verden snart bliver sprængt i en million stumper og stykker af rygende rædsomhed, før det er for sent. På min sidste fredag som førsteårselev vågner jeg som sædvanlig på mit kollegieværelse klokken fem om morgenen. Jeg står op så lydløst som muligt for ikke at vække mine bofæller, tager bikini på og sætter kurs mod havet.

Jeg holder meget af campus-området tidligt om morgenen. Solopgangen farver bygningernes hvide betonfacader lyserøde og turkise. Skolegårdens græsplæne ligger øde hen med undtagelse af havmåger og egern, som udkæmper en evig krig om de studerendes efterladte krummer. Luften dufter af havsalt, eukalyptus og nybagte kanelsnegle fra kantinen. Den kølige, sydcaliforniske brise giver mig gåsehud på arme og ben. Det er i øjeblikke som det her, at jeg nærmest ikke kan fatte, at jeg er så heldig at gå på Harding-Pencroft-akademiet.

Hvis jeg vel at mærke slipper levende fra weekendens prøve. Hvem ved, om det går helt i fisk for mig, eller om jeg bliver filtret ind i et net på bunden af en undervandsforhindringsbane og dør … Men hey, det er stadig bedre end en standardterminsprøve bestående af fem fantasillioner afkrydsningsspørgsmål.

Jeg går langs grusstien ned til kysten.

Hundrede meter efter Institut for maritim krigsførelse falder klinterne stejlt ned mod Stillehavet. Langt nede danner de hvide bølgekamme ribben i det stålblå hav. Bølgernes rumlen giver genlyd langs bugtens krumning som en snorkende kæmpe.

Min bror, Dev, står og venter på mig på kanten af klinten. “Du kommer for sent, Ana Banana.”

Han ved godt, at jeg ikke kan fordrage det øgenavn. “Pas på, jeg ikke skubber dig i vandet,” advarer jeg ham. “Tjah, du kan jo prøve.” Når Dev griner, lægger han hovedet på skrå og kniber øjnene sammen, som om han ikke kan udligne trykket i det ene øre. De andre piger synes, det er bedårende. Jeg er ikke overbevist. Hans mørke hår stritter i panden som et søpindsvin. Han påstår, at det er hans ‘stil’. Jeg tror nu bare, det er, fordi han sover med puden over hovedet.

Som sædvanlig er han iført den reglementerede sorte HP-våddragt med et sølvfarvet logo på brystet af en haj, der er hans kollegiums symbol. Dev synes, det er sindssygt af mig at tage springet i bikini. I det store hele er han ret hårdfør. Men hvad kolde temperaturer angår, er han lidt af et pattebarn.

Vi går i gang med de indledende strækøvelser. Det her er et af de få steder langs Californiens kyst, hvor man kan springe ud uden at blive flænset af klipperne forneden. Klinterne borer sig lodret ned i bugtens blå dyb.

Alt ånder fred ved daggry. På trods af Devs pligter som kollegiekommandør har han aldrig for travlt til vores morgenritual. Det elsker jeg ham for.

“Hvad har du med til Sokrates i dag?” spørger jeg.

Dev slår ud med hånden mod to glinsende, døde blæksprutter, der ligger i græsset. Som sidsteårselev har Dev adgang til akvariets foderbeholdning og kan liste små godbidder med ud til vores ven nede i bugten. Blæksprutterne er godt tredive centimeter lange fra hale til tentakler – slimede, brune og sølvfarvede som oxideret aluminium. Loligo opalescens. Californisk art. 6-9 måneders levetid.

Jeg kan ikke slukke for informationsstrømmen. Vores lærer i havbiologi, dr. Farez, har oplært os for godt. Man lærer at bide mærke i detaljerne, fordi alt, bogstavelig talt alt, bliver medtaget i hendes eksamener.

Sokrates har et andet navn for Loligo opalescens. Han kalder det morgenmad.

“Lækkert.” Jeg samler de halvfrosne blæksprutter op og rækker en af dem til Dev. “Er du klar?”

“Hey, inden vi springer …” Han lægger ansigtet i alvorlige folder. “Der er noget, jeg gerne vil give dig …”

Jeg ved ikke, om der er noget om det eller ej, men jeg hopper altid på hans afledningsmanøvrer. Så snart mit blik er rettet mod ham, vender han sig om og kaster sig ud over klinten.

Jeg bander. “Åhr, din lille …”

Den første, der springer, har størst chance for at finde Sokrates først.

Jeg tager en dyb indånding og sætter efter ham.

Klippeudspring er det ultimative sus. Først et frit fald på ti etager med vind og adrenalinsusen for ørerne, så gennembryder jeg den iskolde havoverflade.

Jeg nyder det chok, min krop får: det kolde gys, salt- vandets svien i alle mine snitsår og hudafskrabninger. (Hvis man ikke har snitsår og hudafskrabninger som elev på HP, har man ikke passet sin nærkampstræning).

Jeg dykker direkte ned igennem en stime kobberklippefisk – dusinvis af takkede, orange og hvide bøller, som ligner punker-koi. Deres barske udseende er nu ren overflade, for de piler i alle retninger med et kollektivt UHA! Ti meter under mig får jeg øje på Devs spor af luftbobler, der ligner en glitrende hvirvelvind. Jeg følger den ned i dybet.

Min personlige rekord i statisk apnea er fem minutter. Så længe kan jeg selvfølgelig ikke holde vejret under kraftanstrengelser, men ikke desto mindre er det her mit rette element. I vandoverfladen har Dev fordelen, både med hensyn til råstyrke og hurtighed. I havdybet har jeg udholdenheden og smidigheden. Det er i hvert fald min egen opfattelse.

Min bror flyder oven over den sandede havbund med benene i skrædderstilling, som om han har mediteret hernede i timevis. Han holder blæksprutten omme bag ryggen, fordi Sokrates er ankommet og puffer til Devs brystkasse som for at sige: Hit nu med det, jeg ved, du har med til mig.

Sokrates er et smukt dyr. Og det siger jeg ikke kun, fordi jeg hører til Delfinkollegiet. Han er en ung øresvinhan, knap tre meter lang, med blågrå hud og en fremtrædende mørk stribe langs rygfinnen. Jeg ved godt, at han ikke smiler i virkeligheden. Hans langnæbbede mund ser bare sådan ud. Men jeg synes alligevel, at det er utrolig kært.

Dev holder sin blæksprutte frem. Sokrates snapper den fra ham og sluger den i én mundfuld. Dev sender mig et smil, så en luftboble undslipper hans læber. Udtrykket i hans ansigt betyder vist: Ha ha, delfinen kan bedst lide mig.

Jeg tilbyder Sokrates min blæksprutte. Han er kun lykkelig for at få en ekstra portion. Han lader mig klø sig på hovedet, som er glat og fast som en vandballon, og bagefter gnubbe sine brystfinner. (Delfiner elsker en god gang brystfinnegnubning).

Så gør han noget, der kommer bag på mig. Han laver et spjæt og skubber til min hånd med næbbet i en gestus, jeg efterhånden afkoder som: Kom så! eller: Skynd dig! Han vender om og svømmer af sted, så kølvandet fra hans hale rammer mit ansigt.

Jeg ser ham forsvinde i mørket og venter på, at han kommer tilbage, men det gør han ikke.

Det giver ingen mening.

Det ligner ham ikke at smutte, så snart han er affodret. Han kan godt lide at hænge ud med os. Delfiner er sociale væsener. De fleste dage følger han os op til overfladen og springer hen over hovedet på os eller leger gemmeleg eller bombarderer os med hvin og klik, der lyder som spørgsmål. Det er derfor, vi kalder ham Sokrates. Han svarer aldrig på noget – stiller kun spørgsmål.

Men i dag virkede han ophidset … næsten bekymret.

I udkanten af mit synsfelt strækker lasergitterets blå lys sig tværs hen over bugten – et glødende rudemønster, jeg har vænnet mig til i løbet af de sidste to års tid. Mens jeg kigger på dem, blinker lysene og går ud for derefter knitrende at blive vakt til live igen. Det har jeg aldrig set dem gøre før.

Jeg skæver til Dev. Han ser ikke ud til at have registreret forandringen i gitteret. Han peger op mod overfladen. Hvem kommer først?

Så sætter han af og efterlader mig i en sky af sand.

Jeg vil gerne blive hernede lidt længere. Jeg er nysgerrig efter at se, om lysene går ud igen, eller om Sokrates kommer tilbage. Men det brænder i mine lunger. Modstræbende svømmer jeg i hælene på Dev.

Da jeg har sluttet mig til ham i overfladen og fået vejret, spørger jeg, om han så gitteret flimre.

Han kniber øjnene sammen. “Er du sikker på, at du ikke bare fik et blackout?”

Jeg plasker vand i hovedet på ham. “Jeg mener det altså. Vi burde sige det til nogen.”

Dev gnider vandet ud af øjnene. Han ser stadig skeptisk ud.

Jeg har ærlig talt aldrig forstået, hvorfor der er en topmoderne, elektronisk undervandsbarriere tværs over bugten. Jeg ved godt, at det angiveligt er for at beskytte havdyrene ved at holde alle andre ude, såsom krybskytter, fritidsdykkere og sabotører fra den rivaliserende skole, Land-instituttet. Men det virker lidt overdrevet, selv for den skole, der uddanner de bedste havbiologer og flådekadetter i verden. Jeg ved ikke præcis, hvordan gitteret fungerer, men jeg ved, at det ikke er meningen, at det skal blinke.

Dev må kunne se, at jeg rent faktisk er bekymret. “Fint nok,” siger han. “Jeg skal nok indberette det.”

“Ud over det så opførte Sokrates sig underligt.”

“En delfin opførte sig underligt. Okay, det indberetter jeg så også.”

“Jeg kunne godt selv gøre det, men som du altid siger, er jeg bare en sølle førsteårselev. Du er derimod hajernes store, almægtige kommandør, så …”

Han gengælder mit vandplask. “Hvis din paranoia er ved at være overstået, så er der faktisk noget, jeg gerne vil give dig.” Han tager en glimtende kæde op af pungen i sit dykkerbælte. “På forhånd tillykke med fødselsdagen, Ana.”

Han rækker mig halskæden: en enkelt sort perle indfattet i guld. Der går et øjeblik, før jeg indser, hvad det er, han har givet mig. Mit bryst snører sig sammen.

“Er det mors?” Jeg kan knap nok få ordet over mine læber.

Perlen var midterstykket i mors mangalsutra, hendes bryllupshalskæde. Det er den eneste af hendes ejendele, vi har tilbage.

Dev smiler, men med det velkendte, melankolske glimt i øjnene. “Jeg fik perlen genindfattet. Du fylder jo femten i næste uge. Hun ville have ønsket, at du skulle have den på.”

Det her er det sødeste, han nogensinde har gjort for mig. Jeg er på nippet til at tude. “Jamen … hvorfor ikke vente til næste uge?”

“Du tager jo af sted til førsteårsprøven i dag. Jeg ville give dig perlen med som lykkebringer – bare i tilfælde af at du skulle kvaje dig i stor stil eller noget.”

Han forstår virkelig at spolere et stort øjeblik.
“Årh, klap i,” siger jeg.
Han griner. “Det er selvfølgelig bare for sjov. Du skal nok klare dig godt. Du klarer dig altid godt, Ana. Bare pas på dig selv, ikke?”

Jeg kan mærke, at jeg bliver rød i kinderne. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med al den hjertevarme og ømhed. “Nå, men … halskæden er smuk. Tak.”

“Så lidt.” Han retter blikket mod horisonten med en snert af bekymring i de mørkebrune øjne. Måske tænker han på lasergitteret, eller også er han bekymret for min prøve i weekenden. Eller måske tænker han på det, der skete for to år siden, da vores forældre fløj hen over horisonten for sidste gang.

“Kom så.” Som så mange gange før skruer han et beroligende smil på for min skyld. “Ellers kommer vi for sent til morgenmaden.”

Altid sulten, min bror, og altid i bevægelse – den perfekte hajkommandør.

Han svømmer ind mod kysten.

Jeg kigger på min mors sorte perle – hendes talisman, der skulle have sikret hende et langt liv og beskyttet hende mod det onde. Desværre for hende og min far gjorde den ingen af delene. Jeg gransker horisonten, mens jeg grubler over, hvor Sokrates er blevet af, og hvad det var, han forsøgte at fortælle mig.

Så svømmer jeg efter min bror, fordi jeg pludselig ikke har lyst til at være alene ude i vandet.


2. kapitel

I kantinen skovler jeg en tallerken braset tofu-nori ned – velsmagende som sædvanlig. Så skynder jeg mig hen til beboelsesfløjen for at hente min rejsetaske.

Vi førsteårselever bor på første sal af Shackleton Hall oven over introeleverne. Vores værelser er ikke så rummelige som anden- og tredjeårselevernes indkvartering i Cousteau Hall. Og de er ikke i nærheden af at være lige så fede som sidsteårselevernes suiter i Zheng He, men stadig lysår bedre end den trange kaserne, vi deltes om i ottende klasse i vores introår på HP.

Jeg må vist hellere få det her overstået. Harding-Pencroft-akademiet er en high school med et femårigt uddannelsesforløb. Vi er delt op i fire kollegier, alt efter hvordan vi klarede vores optagelsesprøver. Vi forkorter akademiets navn til HP i daglig tale. Og ja, vi har hørt samtlige Harry Potter-vittigheder. Men ellers tak.

Da jeg kommer ind på mit værelse, er mine bofæller helt oppe at ringe.

Nelinha propper sin taske med værktøj, ekstra tøj og kosmetik. Ester sorterer febrilsk sine kartotekskort. Hun har noget i retning af tolv stakke, alle sammen med farvekoder, mærkater og understregninger. Hendes hund, Top, bjæffer og hopper op og ned som en pelsklædt kængurustylte.

Det sædvanlige kaos hersker, men jeg kan ikke lade være med at smile. Jeg elsker mit crew. Heldigvis bliver værelserne ikke tildelt ud fra kollegietilhørsforhold, ellers ville jeg aldrig føle, at jeg havde fri og kunne slappe af med mine bedste veninder.

“Lad nu være med at tage for meget med, babe,” siger Nelinha til Ester, mens hun maser flere topnøgler og mere mascara ned i sin egen taske. (Nelinha kalder alle folk babe. Sådan er hun nu engang).

“Jeg har brug for mine kartotekskort,” siger Ester. “Og godbidder til Top.”

Vruf! Top bjæffer bifaldende og gør sit bedste for at nå op til loftet med snuden.

Nelinha trækker på skuldrene ad mig. Hvad skal man dog stille op?

Hun har et Rosie-inspireret outfit på i dag. Hendes kraftige, brune hår er sat op med en grøn bandana. Hendes kortærmede cowboyskjorte er bundet i en knude midt på hendes mørke talje. Hendes knælange militærbukser er permanent plettede af maskinolie, men hendes makeup sidder som sædvanlig snorlige. Jeg sværger på, at om så Nelinha kravlede igennem akvariets pumpesystem eller reparerede en skibsmotor, ville hun stadig se tjekket ud.

Hun gør store øjne, da hun ser den sorte perle, jeg har om halsen. “Flot! Hvor kommer den fra?”

“En tidlig fødselsdagsgave fra Dev,” siger jeg. “Den, øh … har tilhørt vores mor.”

Hendes læber former sig i et O. Mine bofæller kender godt alle de tragiske historier om min familie. Med Nelinha, Ester og mig som beboere er vores kollegieværelse en af verdens førende tåreperserleverandører.

“Hmm,” siger hun, “jeg har en nederdel og en bluse, der ville passe perfekt til den.”

Nelinha og jeg kan let dele makeup og tøj. Vi bruger nogenlunde samme størrelse, og vi har den samme hudfarve – hun er Brasilieira parda, min baggrund er indisk Bundeli – så hun plejer at kunne gøre mig klar til en skolefest eller en lørdagsorlov i byen. Men det er ikke en af den slags dage i dag.

“Nelinha, vi skal bo på en båd hele weekenden,” husker jeg hende på.

“Jeg ved det, jeg ved det,” siger pigen, som har taget makeup på i anledning af busturen til båden. “Men når vi kommer tilbage. Måske til afslutningsfesten!”

Ester propper en sidste pose hundekiks ned i sin taske.

“OKAY,” erklærer hun. Hun drejer rundt om sig selv, mens hun gransker rummet for at se, om hun har glemt noget. Hun har sin blå SPÆKHUGGERKOLLEGIUM- T-shirt og blomstrede shorts på ud over sin badedragt. Hun er rød i hovedet. Hendes krusede, lyse hår stritter i tre forskellige retninger. Jeg har set billeder af hende som spæd: buttede babykinder, store, blå øjne og et bestyrtet ansigtsudtryk a la: Hvad i alverden laver jeg i det her univers? Hun har faktisk ikke forandret sig ret meget.

“JEG ER KLAR!” fastslår hun. “Indendørsstemmen, babe,” siger Nelinha.

“Undskyld,” siger Ester. “Lad os komme af sted! Ellers kommer vi for sent til bussen!”

Ester hader at komme for sent. Det er en af de angstformer, det er meningen, at Top skal hjælpe hende med. Hvordan Top skulle kunne få nogen til at føle sig mindre angste, har jeg aldrig forstået, men han er det kæreste støttedyr nogensinde. Én del Jack Russell, én del Yorkie, én del tornado.

Han snuser til min hånd på sin vej ud sammen med Ester. Måske fik jeg ikke renset neglene helt rene for blækspruttesaft.

Jeg griber rejsetasken, som jeg pakkede i går aftes. Jeg har ikke taget så meget med: skiftetøj, våddragt, dykker-kniv, dykkerur. Ingen af os ved, hvad weekendens prøver går ud på. De kommer hovedsagelig til at foregå under vandet (chok), men de to ældste årgange vil ikke gå i detaljer. Selv ikke Dev. De tager deres tavshedsløfte meget alvorligt. Det er ret belastende.

Jeg skynder mig at indhente mine veninder.

For at komme ud i skolegården skal vi ned ad trappen og igennem introelevernes fløj. I lang tid troede jeg, der var tale om en irriterende indretningsfejl. Så gik det op for mig, at beboelsesfløjene var placeret sådan med fuldt overlæg. Det betyder, at de små er nødt til at træde til side for os flere gange dagligt, mens de kigger på os førsteårselever med en blanding af angst og ærefrygt i øjnene. Til gengæld kan vi så, hver gang vi passerer dem, tænke: Uanset hvor langt nede i hierarkiet vi er, så er vi i det mindste hævet over dem. De ser alle sammen så små, unge og frygtsomme ud. Jeg gad vide, om vi så ligesådan ud sidste år. Måske ser de ældre årgange os stadig sådan. Jeg forestiller mig Dev slå en latter op.

Udenfor er den smukke dag ved at blive varmere. Mens vi skynder os gennem campus, tænker jeg på alle de timer, jeg kommer til at gå glip af på grund af vores tur.

Sportshallen: seks klatrevægge, to reb-baner, lokaler til hot og almindelig yoga, baner til basketball, squash, volleyball og bungee ball (min foretrukne). Men om fredagen står der kun kampsport på programmet. Så min morgen ville være gået med at blive kastet ind i en væg under malaa yuddha-kampe. Det kommer jeg ikke til at savne, må jeg tilstå.

Akvariet: det største privatejede forskningsanlæg i verden, har jeg ladet mig fortælle, med et langt bredere udvalg af havdyr end akvarierne i Monterey Bay, Chimelong og Atlanta. Vi arbejder i rednings- og rehabiliteringshold for at redde havlæderskildpadder, oddere og søløver (som alle er mine dyrebare unger), men i dag var det min tur til at skrubbe åletankene, så vi ses!

Natatoriet: tre svømmebassiner, inklusive Det Blå Hul, som er stort og dybt nok til at simulere ubådsmissioner. Der er kun ét bassin i verden, som er større, og det tilhører NASA. Men hvor meget jeg end sætter pris på mine lektioner i dykkebassinet, vil jeg altid foretrække det åbne hav.

Til sidst kommer vi forbi Verne Hall, det ‘guldklassificerede’ forskningsinstitut. Jeg har ingen anelse om, hvad der foregår derinde. Vi får først adgang dertil som tredjeårselever. Verne Halls forgyldte metalfacade skiller sig ud fra campus’ hvide bygninger som en guldtand. Det føles, som om de tonede glasdøre stikker til mig: Hvis du var lige så sej som din bror, kunne du måske få lov til at komme indenfor. HA HA HA HA.

Man skulle tro, at én eller anden ud af de fyrre elever på de to ældste årgange ville være villig til at lække lidt saftig sladder om den banebrydende undervisning, men niks. Som sagt er deres tavshedsløfte både totalt og totalt belastende. Ærlig talt ved jeg ikke, om jeg er i stand til at holde min mund lige så hermetisk lukket, hvis det lykkes mig at blive tredjeårselev, men det problem bliver ikke aktuelt i år.

I indergården ligger sidsteårseleverne og flyder på græsset. De er næsten færdiguddannede, de heldige kartofler, de mangler bare eksaminerne og dimissionen. Så skal de videre til de bedste universiteter og lovende karrierer. Jeg kan ikke få øje på Dev, men hans kæreste, Amelia Leahy, kommandøren på mit kollegium, vinker til mig fra den anden ende af plænen. Held og lykke, siger hun på tegnsprog.

Tak, svarer jeg.
Og siger til mig selv: Det får jeg brug for.
Jeg burde ikke være så bekymret. Vores årgang er allerede nede på 20 elever – det maksimale antal, der får lov til at gå videre. Der røg ti ud i løbet af introåret. Og fire til i år foreløbig. Teoretisk set kunne resten af os få lov til at gå videre. Ud over det har min familie gået på HP i adskillige generationer. Og jeg er førsteårspræfekt i delfinkollegiet. Jeg ville være nødt til at lave seriøst rav i den for at blive smidt ud …

Ester, Nelinha og jeg er nogle af de første, der møder op ved bussen. Men Gemini Twain er der selvfølgelig allerede. Han står i døren med sin udklipsholder, klar til at krydse folk af og krølle dem sammen om nødvendigt.

Hajkollegiets præfekt er høj, mørk og ranglet. Alle kalder ham Spider-Man bag hans ryg, fordi han ligner Miles Morales fra Into the Spider-Verse. Han er nu ikke tilnærmelsesvis lige så cool. Vi har holdt våbenhvile siden sidste år, men jeg bryder mig stadig ikke om ham.

“Nelinha da Silva.” Han krydser hendes navn af uden at se hende i øjnene. “Ester Harding. Præfekt Ana Dakkar. Velkommen om bord.”

Han får det til at lyde, som om skolebussen er et slagskib. Jeg giver ham et lille buk. “Tak, præfekt.”
Han får en nervøs trækning ved øjet. Alt, hvad jeg gør, lader til at genere ham. Det gør mig ikke det fjerneste. Han fik Nelinha til at græde, da vi var introelever. Det tilgiver jeg ham aldrig.

Bernie er vores chauffør i dag. Han er en rar, gammel mand og forhenværende flådeofficer. Han har kaffeplettede tænder, sølvfarvet hår og hænder, der er lige så knudrede som rødderne på et træ.

Lektor Hewett sidder ved siden af ham og gennemgår dagens program. Som sædvanlig er Hewett bleg, svedig og forpjusket. Der hænger en dunst af mølkugler omkring ham. Han underviser i mit hadefag, teoretisk havvidenskab, også kaldet THV. De fleste af os har døbt det “temmelig heftig videnskab”.

Hewett er virkelig striks, så det lover ikke godt for prøven. Mine venner og jeg sætter os bagerst i bussen, på så lang afstand af ham som muligt.

Så snart alle tyve førsteårselever er kommet om bord, kører bussen.

Ved hovedporten vinker den sværtbevæbnede paramilitære enhed smilende til os, da vi kører ud, som for at sige: Hav en god dag! Og lad nu være med at dø! Det er nok de færreste gymnasier, der har så højt et sikkerhedsniveau eller er udstyret med en flåde af overvågningsdroner, der konstant overflyver campus. Men man vænner sig faktisk forbløffende hurtigt til det.

Da vi drejer ind på motorvejen, kigger jeg tilbage på campus, hvor de smukke, sukkerknaldslignende bygninger balancerer på kanten af klinten oven over bugten.

En velkendt følelse skyller ind over mig: Jeg kan slet ikke fatte, at det er her, jeg går i skole. Så kommer jeg i tanke om, at jeg ikke har andet valg end at gå i skole her. Efter det, der overgik vores forældre, er det her det eneste hjem, Dev og jeg har i verden.

Jeg spekulerer over, hvorfor jeg ikke så Dev til morgenmaden. Hvad havde sikkerhedsafdelingen sagt, da han indberettede lysglimtet langs gitteret? Det var sikkert ikke noget særligt, ligesom han sagde.

Ikke desto mindre knuger jeg den sorte perle, jeg har om halsen.

Jeg genkalder mig de sidste ord, min mor nogensinde sagde til mig: Vi kommer tilbage, før du aner det. Så forsvandt hun og min far for evigt.





Datter af dybet

Datter af Dybet er et undersøisk action-eventyr der handler om forældreløse Ana og hendes bror Dev.

Ana og Dev går på en kostskole, der er specialiseret i marinebiologi. Her lærer de at dykke, og får al viden om tang og fisk.

Efter et voldsomt angreb som Ana og hendes klassekammerater overlever, finder Ana dog ud af at skolen har en hemmelighed, som gemmer sig på havets bund.

Og Ana er åbenbart nøglen til denne hemmelighed…

Fra ca. 10 år.

Du kan købe Datter af dybet online, eller i din nærmeste boghandel.