Fiktion Historiske romaner Læseprøve og uddrag

Det vi ikke siger. Gribende roman om to kvinder og en altafgørende familiehemmelighed. Smuglæs her

Det vi ikke siger

Det vi ikke siger af Ella Carey er en international bestseller om familiehemmeligheder, et berømt maleri – og udødelig kærlighed. Tyvstart din læsning af skæbneromanen herunder.


Det vi ikke siger handler om den berømte maler Patrick Adams, der som helt ung malede et mesterværk af sin elskede Emma Temple. Og selvom Patrick for mange år siden døde, har 90-årige Emma stadig maleriet hængende.

LÆS OGSÅ: 20 historiske romaner til din læsning

For Emmas barnebarn, Laura, er portrættet ikke blot et symbol på en rig fremtid, men også kaution for hendes både kostbare og prestigefyldte musikuddannelse. Men da maleriet vurderes til at være en kopi, bliver Emmas fremtid sat på spil.

Skygger kastes over alt, hvad Emma troede, hun vidste om Patrick og deres forhold. Laura må sætte alt ind for at bevise maleriets ægthed, og alle fortidens hemmeligheder må endelig komme frem i lyset.

Læs et uddrag af Det vi ikke siger herunder.




Det vi ikke siger

Ella Carey



KAPITEL 1: London, 1980

Lydia holdt The Times ind under vandhanen i køkkenvasken og lod den blive gennemblødt. Vandet løb ned over papiret, indtil den våde, sorte tryksværte fik den trykte tekst til at løbe ud, og de skrækkelige ord ikke var andet end en fugtig, ulæselig plamage. Inden længe hang papiret slapt ned i Lydias hænder.

Tilfreds gik Emma Temples mest trofaste ven og husholderske forbi resterne af sin morgenmad, som hun altid spiste, i god tid før Emma vågnede, og hen til skraldespanden i hjørnet af køkkenet på Gordon Square, mens hun kom med et udbrud af ærgrelse over, at det sortfarvede vand dryppede fra papiret ned på køkkengulvet. Lydia lagde den gennemblødte avis oven på de andre ting i skraldespanden. Hvis Emma ville se bevis på det uheld, som havde ødelagt The Times, ville Lydia blot løfte skraldespandens glatte stållåg og vise hende de gennemblødte rester.

Det bedste ville være at fortsætte som normalt. Hun ville ikke ødelægge Emmas sædvanlige morgenrutine. Lydia forberedte sin arbejdsgivers morgenmad på samme måde, som hun havde gjort det i årtier. Hun ville lade, som om alt var i den skønneste orden, til trods for at det hele var tæt på at springe i luften.

Lydias bevægelser var stadig sikre, da hun satte Emmas blødkogte æg sammen med hendes morgentoast på tallerkenen, udskar regelmæssige stænger af brød til ægget og satte et glas lysende orange appelsinjuice på den udsmykkede bakke, som enten Patrick Adams eller Emma havde malet.

Efter sine mange års ansættelse smilede Lydia uvilkårligt ved tanken om sin arbejdsgivers begejstrede reaktion ved synet af den klare gyldne æggeblomme og juicens lysende orange farve. Lydia elskede, at Emma stadig blev begejstret af farver, og at hendes ansigt lyste op i ren glæde over dem, selv i dag, hvor hun var mere end halvfems år gammel.

Men hvis ikke det blev bevist, at det, der stod i artiklen på side fem i The Times, var forkert, tænkte Lydia, mens hun gik ned ad den smalle gang til Emmas soveværelse, der havde udsigt over, hvad hun anså for at være Londons mest betagende plads, ville der blive vendt op og ned på det liv, som Emma havde kæmpet for at bygge op efter Patricks død.

Lydias skridt lød som små dunk på det hårde trægulv.

Avisen kunne have udvist større omtanke! Hvorfor dog udgive noget så skadeligt, når en af de indblandede var død, og den anden var så godt som en sørgende enke?

Lydia standsede op uden for den lukkede dør ind til Emmas soveværelse, hendes grove husholderskehånd greb fat om dørhånd- taget, og det føltes, som om hendes fingre satte aftryk i det, da det gav efter. Hun ville ikke lade omgivelserne distrahere hende eller bringe hende ud af ligevægt. Væggene omkring hende var oversåede med Emmas værker og hendes samling af sort-hvide fotos fra somrene på landet i Summerfield – det gamle bondehus i Sussex, som Emma havde lejet i årtier, og hvor The Circle havde følt sig mest hjemme. Den øvrige plads var fyldt ud med fotografier fra de somre, de havde tilbragt i Sydfrankrig …

Det kunne ikke være sandt, det, der stod i artiklen. Det var fuldstændig uhørt. Frygteligt. En fornærmelse.

Lydia tog en dyb indånding og åbnede døren ind til Emmas soveværelse.

*

Det hører med til det at blive ældre, at alle ens ejendele præges af en følelse af fortiden. Emma lod sine krogede fingre stryge hen over sine gamle smykkeskrin. Det var lige så stor en glæde for hende at røre ved smykkerne, som det var indimellem at have dem på. Ingen af dem var særlig værdifulde – ikke i pengemæssig betydning – men for hende var kæden med avantgardetræperlerne, som Patrick havde malet til hende i Frankrig efter at have købt dem rå og ubemalede i en bod på et landsbymarked, eller den pragtfulde moderne sølvring, som hendes afdøde mand, Oscar, havde købt til hende i Italien i 1920’erne, lige så meget værd for Emma som alle verdens diamanter.

Emma så ned ad sin påklædning og rynkede panden. Ville den gå an til et foredrag for en gruppe skolepiger i dag? Hun havde aldrig gået op i den slags ting, men nu steg en ukendt følelse af panik op i hende. Emma betragtede sit spejlbillede og tvang sig selv til at smile, men det velkendte oprørske udtryk så nu bare lidt skræmmende ud i hendes gamle trætte ansigt. Hun havde valgt at tage en vintageskjorte på til foredraget, en skjorte, hun havde brugt til at male i ude på Summerfield. Hendes sko var brune snøresko af den slags, som blev brugt af de skolepiger, der traskede rundt i gaderne i Paris.

Hun havde hele livet været kendt for sin fuldstændige mangel på interesse for mode – for sine besynderlige kombinationer af tøj, der aldrig passede sammen, og for at optræde til selskabelige sammenkomster i London klædt som den boheme, hun altid havde ønsket at være.

Nu mindede hendes påklædning hende om, hvordan hun om vinteren i sine malerier plejede at sætte mørkorange sammen med dybgrøn og saftige citrusfrugter på en farvestrålende grøn dug med en skinnende krystalvase med hvide blomster til at muntre tingene op. Mindet tilfredsstillede hende. Emma kunne godt lide at blive glad som det første om morgenen.

Men i dag kunne hun ikke gå direkte op i sit atelier. Det var en af de kedelige dage, hvor livet greb ind i hendes tilværelse, og hvor hun måtte vente med at arbejde til om eftermiddagen.

Hendes rynkede ansigt, der var indrammet af tynde lokker af gråt hår, så tilbage på hende fra spejlet. Hendes øjenlåg var skjult bag folder af blød gylden hud, men de havde stadig et glimt af det ubestemmelige, som hun håbede aldrig ville forsvinde. Åndrighed – det var måske det.

Emma smilede ved synet af Lydia, der kom til syne bag hende i spejlets enkle træramme. Lydia blev stående i døråbningen med Emmas morgenmadsbakke i hænderne. Hun fornemmede omkring sig den beroligende stemning, som Emma aldrig ville kunne skilles fra, så længe hun levede: Væggene havde hun i sin tid udsmykket med havfruer, engle og trompe l’oeil-malerier, da hun med så store forhåbninger for fremtiden og så stor begejstring havde lejet denne lejlighed – det var nu svært at forestille sig, at hun havde været så ung. Nu var det besværligt for hende blot at vende sig rundt på sin velourbeklædte skammel.

Lydia rødmede, og røde pletter bredte sig på hendes engang glatte hud.

Emma betragtede indgående sin trofaste og standhaftige husholderske. Lydia plejede ikke at rødme. Emma lagde en hånd på den falmede skammel ved toiletbordet.

“Det er avisen,” sagde Lydia med en stemme, i hvilken man sporede en snert af usikkerhed, mens hun satte morgenmadsbakken på bordet ved vinduet. ”Våd. Fuldstændig gennemblødt.”

Emma fik løftet sig op fra skamlen og gik gennem værelset. For hvert skridt måtte hun støtte sig til sin stok. Det havde ikke regnet den nat. “Jeg ved ikke, hvordan det kunne ske,” fortsatte Lydia i et mere brysk tonefald, hvor hun lød mere som sig selv. ”Måske er det naboerne, da de vandede deres planter.”

“Kan du varme avisen i ovnen?” Emma bekæmpede sin følelse af uro. Siden alle hendes venner var gået bort, havde hun betragtet, hvad der gik for sig i verden, som sin krykke … tanken om ikke at kunne læse avisen og holde sig beskæftiget generede hende, irriterede hende.

“Tryksværten er helt løbet ud. Den er ulæselig. Jeg beklager.”

Emma satte sig langsomt ned i den ene stol ved det lille runde bord, som hun for tiden spiste sin morgenmad ved. Og rynkede panden. Der var noget galt. Lydia havde sat tre røde valmuer i en af Emmas smalle vaser. Der stod de med ansigter, der lyste, som om alt var i skønneste orden, men synet af dem ramte Emma som et lyn. Hun havde ikke tænkt på valmuer i årtier … og tre valmuer? Hun sagde til sig selv, at det var utilsigtet af Lydia.

Man havde sagt, at hendes valmuemaleri var hendes bedste værk, men hver eneste gang Emma så på det, vældede en smerte op i hende, fordi hun havde arbejdet på det i løbet af den sommer i Frankrig. Hun ville ikke rippe op i de minder, ikke nu, det tjente intet formål. I stedet slog hun hul på sit blødkogte æg med teskeen og spiste et par bidder. Morgenmaden syntes at ligge tungere og tungere i maven på hende for hver bid.

Hun lagde sin serviet på bordet.

“Du kunne vel smutte ud og købe et nyt eksemplar til mig, Lydia,” sagde hun. Hvor var hun dog blevet afhængig af sine faste vaner siden Patricks død.

Lydia rumsterede lidt rundt og ryddede op i værelset, mens hendes grå øjne blev ved med at flakke uroligt som en rævs. “Jeg tror ikke, vi har tid til det, jeg mener, til at jeg går ud og køber avisen, så du kan læse den,” sagde hun med en anspændt stemme. “Er du sikker på, at du ikke hellere vil ned på pladsen og gå en lille tur i stedet for? Blomsterne er sprunget ud og ligger som et smukt tæppe på plænerne.” Lydias ord næsten faldt over hinanden. “Vi kunne sidde lidt på en af bænkene.”

Emma slog med sin stok i gulvet. “Du har været som en kat på et varmt tag, lige siden du kom ind.”

Lydia kneb læberne sammen og sagde ikke et ord.

Emma lavede en grimasse og dyppede igen sin teske ned i det blødkogte æg.

*

Efter morgenmaden gik Emma nedenunder, mens Lydia holdt sig lige bag hende. Emma satte sig i sin yndlingslænestol i dagligstuen. Hvide snirkler var spredt ud over et blegt lyserødt stof, og tulipaner var gengivet i toner af beige og pastelblå. Et af Patricks design.

“Jeg må hellere komme tilbage til køkkenet.” Lydia skyndte sig ud af rummet og gik ned i kælderen.

Emma rakte ud efter en bog. Hun havde en time, hun skulle have til at gå, før foredraget på skolen. Hun prøvede at koncentrere sig om romanen.

*

Lydia stod lænet op ad køkkendøren, og hendes bryst hævede og sænkede sig, som om det havde fået sit eget liv. Hun burde selvfølgelig have vidst bedre end at forsøge at narre Emma med historier om gennemblødte aviser. Selvfølgelig blev Emma tavs. Det gjorde hun jo altid, når folk var uenige med hende. Men Emmas tavshed sagde betydelig mere end alle andres ord.

Lydia næsten gispede af lettelse, da hun gennem kældervinduerne fik øje på en cykel. To velkendte fødder trak den gamle afskallede jernhest op ad husets fortrappe.

Laura. Lydia skyndte sig igen op ad trappen til entréen og kastede ud ad øjenkrogen et blik hen på døren ind til Emmas dagligstue. Emmas barnebarn nærmest væltede ind ad fordøren og var ved at falde over sin cykel. Hendes kobberrøde hår hang uredt rundt om hendes hjerteformede ansigt.

“Ved hun det?” sagde Laura forpustet med store grå øjne. Lydia lukkede døren så stille, hun kunne.

The Times? Jeg holdt den under vand.” Lydia talte hviskende. “Lod den blive gennemblødt under vandhanen i køkkenet.”

“Troede hun på det?”

“Ikke det mindste.” Lydia gjorde tegn med hovedet til, at de skulle gå nedenunder i køkkenet.

Laura vred sig ud af sin gamle grønne frakke, mens de gik ned ad trappen. Frakken havde engang tilhørt Emma.

“Te?” Lydia gik hen til kedlen.

Laura tog hånden op og greb fat om sløjfen på sin flagrende skjortebluses lave halsudskæring.

Hun lod sig dumpe ned ved det gamle træbord. “Det giver ingen mening.”

“Åh, du godeste …” Lydia brød sig slet ikke om den måde, hendes stemme skælvede på.

“Portrættet har hængt på Summerfield siden … hvornår? Siden 1920’erne?”

“Selvfølgelig. At påstå andet er noget sludder. Jeg kender intet til noget af det, der bliver talt om i artiklen.” Lydia målte teblade af og hældte dem ned i keramiktepotten, som Emma selv havde lavet.

“Selvfølgelig var det Patrick, som malede portrættet af Emma. Han elskede hende overalt på jorden, fra det øjeblik han mødte hende til sidste åndedrag. Det er noget af en påstand at komme og hævde, at det er malet af en af hans elever eller en kopist. Maleriet betyder alt for bedstemor. At påstå, at Patrick ikke selv malede Det vi ikke siger, men lod en anden gøre det, vil slå hende helt ud.”

“Ja, det ved jeg.”

“Det bliver værre endnu,” sagde Laura.

Lydia tog et viskestykke og stak det under bæltet på sit forklæde.

Hun skænkede te op, men fandt intet behag i det morgenritual, som hun havde udført hver eneste dag, hun havde arbejdet for Emma … og Patrick.

“Royal College of Music,” hviskede Laura. “Mit studie.” Lydia så op.

“Jeg var nødt til at tage et lån for at betale studieafgiften, da jeg begyndte der for to år siden.”

Lydia var tavs.

“Lånet er taget med Patricks portræt af bedstemor som garanti. Bedstemor har ikke kun hjulpet mig med studieafgiften, men også med min husleje. Jeg prøver at betale renterne på lånet tilbage med de timer, jeg arbejder i supermarkedet. Bedstemor forstod mere end nogen anden mit behov for at spille violin. Det ved du jo.”

Laura indså, at Lydias tavshed skyldtes takt.

Laura fortsatte. “Eftersom Det vi ikke siger er sikkerheden for mit lån, er det ude med mig, hvis maleriet ikke er af Patrick Adams. Jeg kommer til at opgive min musik, min levevej, alt det, jeg har arbejdet så hårdt for at opnå. Men hvad betyder alt det, når det rent ud sagt kommer til at tage livet af bedstemor?” Laura vendte sig væk. Og alligevel vidste hun, at hun var nødt til at få tingene ud i stedet for at holde på dem. Ikke sådan som Emma ville gøre.

Lydia satte en kop te foran Laura, men den dumpe lyd, det gav, da den blev sat ned på Emmas hyggelige køkkenbord, gav ingen lettelse. Laura så ned i den mælkebrune te. “Hvem kunne dog finde at hævde sådan noget?” Hun måtte kæmpe for, at hendes stemme ikke knækkede over.

Lydia lod en hånd glide over sin grå knold. Hun havde ikke ændret stil i årevis. Hun så direkte på hende med sine grå øjne. “Han ejer et af Londons mest anerkendte gallerier i Piccadilly. Stod der ikke, at han var blevet sendt ud for at vurdere maleriet på vegne af Tate, før det kunne komme med på deres udstilling med homoseksuelle kunstnere fra det 20. århundrede? Så nu har Tate taget maleriet ud af udstillingen. Så snart jeg læste det, blev jeg helt slået ud, Laura. Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg var nødt til at beskytte Emma. Intet andet.”

“Lydia, det er jo, hvad du gør. Det er derfor, vi er dig så taknemmelige.”

Laura stirrede ud i den lille gård uden for kælderen, og en panikagtig kvalme fik alt i hende til at vende sig. “Banken kan gøre krav på alt, hvad bedstemor ejer, for at få indfriet lånet, hvis hun ikke kan betale hele beløbet tilbage, og hvis der er den mindste mistanke om, at maleriet er faldet i værdi. Men bedstemor har ikke de nødvendige værdier til at garantere for mit lån. Hun har været lejer hele sit liv, og hendes egne malerier er ikke en tiendedel værd af Det vi ikke siger.”

Lydia blegnede.

Lauras stemme klingede hult i køkkenet i kælderen. “Lydia, jeg ved, at det her kan få konsekvenser for dig. Men du er en del af familien. Emma vil finde et sted til dig, selv hvis vi ender i en lille lejlighed i Brixton.”

“Åh, Laura …” Lydias stemme døde hen.

“Jeg troede, maleriet var lige så skudsikkert, som bedstemor og Patrick altid har været. Ellers ville jeg aldrig have taget imod bedstemors tilbud om at stille det som garanti for mit lån. Jeg skulle aldrig have sagt ja. Det var bare det, at udgifterne til at studere musik er så store, og bedstemor var sikker på, at det var det helt rigtige.”

“Patrick kan umuligt have løjet over for hende om sit portræt af hende. Jeg tror ikke et sekund på, at han ville have ladet en af sine elevers arbejde gå for sit eget. Ikke over for Emma. Mere er der ikke at sige om det. Jeg er helt sikker.” Lydia lød mere som sig selv igen.

“Hvis bare banken var optaget af ting, der angår følelser, Lydia.” Langsomt gik Laura gennem køkkenet. “Pressen,” sagde hun med en stemme, der nu lød bedrøvet. Hun trak stikket ud på telefonen, der hang på væggen. “Du må ikke lade hende tage telefonen.”

Lydia nikkede.

Laura gik hen imod trappen. “Jeg går op og ser, om bedstemor er parat til at holde sit foredrag i dag. Jeg har brug for at tænke, Lydia.”

Lydia nikkede. “Åh, din stakkel,” sagde hun.

Men Laura rystede på hovedet. “Sig ikke det,” hviskede hun. Hun fornemmede, at sympati lige nu måske ville få hende til at bryde sammen. Hun lagde sin hånd på Emmas gelænder og satte foden på det nederste trin.

*

Efter at foredraget på skolen var overstået, tog Laura Emma med ud for at sidde i parken på Gordon Square. De sad sammen på Emmas yndlingsbænk i det hjørne af parken, hvor Emma kunne nyde synet af plænerne og træerne, hvis grene hang som elegante gamle paraplyer og spredte skygge over stierne med deres nye grønne knopper, der afgav løfte om sommer i London. Dette sted med dets omgivelser havde været et tilflugtssted for Emma hele hendes liv.

De høje brune huse, der omgav pladsen, var kærkomne påmindelser om, at Bloomsbury var et kvarter med en udtalt grad af tolerance. Det besad en helt særlig form for rigdom. University of London, British Library og British Museum lå alle et stenkast fra Emmas hus. Piccadilly og den kommercielle kunstscene, hvor den såkaldte ekspert arbejdede, virkede som en meget fjern verden.

Det var lykkedes Laura at få læreren, der stod for Emmas foredrag på skolen, til at bede afgangseleverne om ikke at bringe ind- holdet af artiklen i The Times på bane, før Emma begyndte på sit oplæg. Emma talte selvfølgelig med ubrydelig trofasthed over for modernismens grundsætninger og forklarede, at kunstens vigtigste funktion var at bevæge beskueren, mens Lauras øjne spejdede mod klasselokalets vinduer halvt i forventning om, at et hold journalister ville begynde at tage billeder ind gennem dem.

Det eneste, Laura kunne gøre, var i tankerne at genopridse oplysningerne som forberedelse på den række af problemer, hun uundgåeligt ville blive mødt med. Det vi ikke siger befandt sig ude på Summerfield, hvor det, som det altid havde gjort, hang over Emmas seng i det værelse, hvorfra man kunne se ud i haven, der var omgivet af en mur.

Emma og Patrick havde levet sammen i huset på landet i perioder fra 1916 indtil hans død for fem år siden, og Emma tilbragte stadig tid dernede i Sussex, når det var muligt for hende. Selv om de ikke ejede det, havde Summerfield været centrum for den kreds af kunstnere og forfattere, der havde samlet sig omkring Emma og Patrick, siden de var begyndt at leje det under Første Verdenskrig.

Det havde været beredvilligt vidne til utallige kærlighedsaffærer og litterære og filosofiske diskussioner – og til skabelsen af nogle af det 20. århundredes mest banebrydende kunstværker, ikke at forglemme. Laura ville ønske, at hun havde siddet med ved bordet i spisestuen og lyttet til de samtaler, som måtte være flydt blandt de kreative og intelligente personer, der følte sig hjemme i det gamle hus. I al den tid var det Emma, der havde taget vare på det.

Grunden til, at Emma fortsatte med at betale leje til den adelige mand, som ejede bondehuset og dets omgivende haver og marker, var, at det dermed ikke kunne komme på tale, at hun blev nødt til at opgive Summerfield før sin død. Det var en del af hende, og hun af det. Ejeren havde ansat en opsynsmand til at passe på huset, når Emma ikke var der, så det stod klar til hende, når hun bestemte sig for at tage derned.

Patricks portræt af hende var ikke alene et vidnesbyrd om hans livslange kærlighed til hende, men også et vidnesbyrd om alt, hvad Emma havde betydet for The Circle, for Summerfield og for den nye livsstil, de havde været fortalere for. Men der var en ting af endnu større betydning: Han havde aldrig malet et portræt af nogen, han kendte – ingen af hans venner, ingen af hans elskere. Ingen andre end Emma i løbet af hele hans malerkarriere.

Hvor beundrerne af The Circle så Lauras bedstemor som en hård, tavs klippe, lå denne opfattelse lige så langt fra Emmas vir- kelige personlighed som en tiger fra en due. Ingen forstod, hvad der gik for sig bag hendes stoiske maske, men Laura vidste, at de ting, hendes bedstemor ikke sagde, betød uendelig meget mere end dem, hun udtrykte, når hun talte.

Laura lagde sin hånd oven på Emmas.

“Der er noget, jeg er nødt til at fortælle, bedstemor.”

Emma blev ved med at se frem for sig.

“Der var en dum artikel om Det vi ikke siger i The Times her til morgen.” Hvorfor lød betydningsfulde ting altid så trivielle?

“Er det en ny kritiker, som skal spille klog? Du ved jo, at jeg bestemte mig for at ignorere dem for mange år siden.” Emma blev ved med at nyde synet af parken.

En af bedstemors masker var humor. Hun var også helt i sin egen verden. Det var tydeligt, at Emmas øjne indoptog farverne, og at hun sad og skabte et maleri for sit indre blik …

“Noget i den stil.” Laura talte i et let tonefald. “Patrick malede dig i Frankrig i 1920’erne, gjorde han ikke? Det er, hvad du altid har fortalt.”

Emma rørte sig på bænken. “Patrick begyndte at arbejde på netop det billede i 1923 i Provence. Men han gjorde portrættet af mig færdigt i Paris og London, mens han i efteråret var på rejse … og han rejste sammen med den elsker, han havde på det tidspunkt, Jerome hed han.”

Laura havde lyst til at række ud og kramme Emma. Emma havde hele livet accepteret tilstedeværelsen af Patricks elskere, fordi hun ikke havde andet valg.

“Så du Patrick arbejde på maleriet, mens du var i Frankrig?”

“Jeg sad model for ham under hans indledende studier til portrættet. Han havde fået den idé, at han ville lave skitser til det, mens jeg var ung, og så ville han male det, når jeg var fuldt udsprunget.” Emmas øjne skinnede af fryd ved mindet. “Han gjorde sådan et stort nummer ud af det, Laura. Sådan et stort nummer. Og da vi var i Frankrig, lukkede han sig inde i sit atelier og arbejdede alene. Jeg går ud fra, at Jerome så ham male, men ellers ingen andre, og især ikke mig.”

Børn løb hen over græsset, pigernes kjoler flagrede efter dem, og deres unge ansigter var lyserøde af begejstring. Laura vendte sig og så på sin bedstemor. Emmas ansigt havde stadig en smuk udstråling. Hun besad en stolthed, en form for ubeskrivelig fornemhed, en nobel ligefremhed, der var tidløs. Et udtryk for værdighed. Det var det sidste, Laura ville se sin bedstemor miste.

Hun ville kæmpe for Emma og Patrick med alt, hvad hun havde i sig, fordi hun vidste, at de var ægte, fordi hun vidste, at det, Emma følte for Patrick, betød alt. Hun vidste, at han til gengæld aldrig kunne have løjet over for hende om, at han havde malet hende og givet hende sit mest værdifulde værk. Eksperten tog ganske enkelt fejl.

Men hvordan kunne man føre formelt bevis for noget, som man intuitivt vidste med hele sit hjerte?

Det var, hvad Laura måtte gøre.

Hun følte trangen til at beskytte Emma stige op i sig som en bølge. Hendes yndlingsfoto af bedstemoderen var fra den tid, hvor hun var en ung kvinde i Paris, et sort-hvidt foto taget med en parisisk gade som baggrund, der fremviste Emmas dybtliggende mørke øjne og den måde, hendes hår faldt rundt om hendes ansigt i løse proptrækkerkrøller. Hendes hud var glat og gylden.

Patrick så lige så fantastisk ud – mørk, flot og med et særligt glimt i øjet. Det var en gammel vittighed, at alle medlemmer af The Circle havde været forelskede i ham … Emma havde i hvert fald været det. Og hans trofasthed over for hende skulle ikke blive afsløret som falsk mod enden af hendes lange, hårdtarbejdende liv.

“Lad os gå hjem. Jeg vil gerne have malet noget i eftermiddag.” Emma satte sine hænder på bænken og begyndte langsomt at rejse sig.

Laura nikkede, hun var pludselig blevet sikker på, hvad hun skulle gøre. “Bedstemor, jeg er nødt til at …”

“Jeg arbejder lige nu på et studie af pladsen. Patrick ville have gjort det meget bedre. Men jeg må fortsætte med det. Jeg ville ikke kunne bære ikke længere at være i stand til at male.” Emma rejste sig og støttede sig til sin stok. Hun rakte en hånd ud, og Laura tog den.

Samtalen var ovre. Laura vidste, at hun ikke skulle presse på.

Alligevel standsede hun op endnu en gang, før hun åbnede den høje smedejernsdør, som førte ud til gaden.

“Det er ved at blive koldt,” sagde Emma i et bestemt tonefald. “Jeg vil have lidt tid for mig selv.”

Porten lukkede sig bag dem med et klik.


KAPITEL 2: Provence, Frankrig, 1913

Man må forestille sig: Tre flotte unge mænd, der netop havde afsluttet deres studier på Cambridge og nu sad afslappet ved morgenmaden i Sydfrankrig. Deres ansigter blev badet i det kraftige sollys, og deres åbentstående, hvide skjorter lyste i solen. Samtalen sprang fra politik til kunst til økonomi og satte spørgsmålstegn ved selve samfundets opbygning og det etiske spørgsmål om, hvad der gjorde et liv værd at leve, men mændene var ikke upåvirkelige over for små hentydninger og uartige vittigheder, og deres snak blev indimellem afbrudt af latter.

Diskussionerne tog udgangspunkt i en stiltiende enighed om, at tolerance var altafgørende. De ville senere i livet blive berømte eller berygtede, men det vidste de ikke. Ikke endnu.

Kaskader af farvestrålende blomster hang fra terrasserne uden for det gamle provencalske mas, som de havde lejet for sommeren, og hvor kredsen af venner kun tænkte på at være unge, intelligente og vidende. Hemmelige, skyggefulde stier i den lokale landsby var de perfekte omgivelser for stævnemøder, og dem havde der været mange af her i Frankrig, for kærligheden var en del af livet i The Circle efter særlige regler, som ingen af dem helt forstod. Alt var vævet ind i hinanden, deres skønhed, Provence, deres tanker.

Da Emma kom ind i rummet med sin grønne bohemekjole flagrende omkring sig, standsede hun op for at betragte mændene, hendes kunstnerblik lagde mærke til alle detaljer og hvilede på hendes mand, Oscar, og de forskellige nuancer, som hans røde hår havde i lyset.

Hun ville bruge kraftige, kontrasterende farver, ikke forskellige nuancer af de samme farvetoner, hvis hun i dette øjeblik skulle gribe en pensel og male Oscar. Hun var tryllebundet af postimpressionisterne og deres pragtfulde brug af alle tænkelige farver. Avantgarden forekom mere vedkommende og mere mulig og sandsynlig end nogensinde i det klare lys her i Provence, meget mere end i London, hvor det afdæmpede stadig blev forventet i kunst, i udsmykning og – endnu mere – i livet.

Emma betragtede de andre mænd ved bordet. Hun studerede kontrasten mellem Ambroses flotte sorte hår og hans mælkeagtige hud. Fra Ambrose gik hun videre til Lawrence – hans følsomme skønhed, hans måde at se på hende, som om han bar på en lang, lidende sørgmodighed, der stadig fandtes mellem dem.

Emma løsnede sine sammenflettede hænder, der allerede var plettede af morgenens arbejde ved staffeliet. Hun gik hen til vinduet for at se på farverne i haven udenfor. Emma var overvældet af Frankrig. Det var, som om hun var i et kapløb med sig selv om at indfange alt på lærred, før det var tid til at vende hjem til London.

“Em.” Lawrences stemme afbrød hendes tanker.

Hun kunne stadig mærke Lawrences blik på sig og lukkede sine egne øjne et øjeblik i stedet for at vende sig om.

Skyldfølelsen pinte hende, men hun ville ikke indrømme, at hun var grebet af borgerligt samvittighedsnag over afslutningen af sin kærlighedsaffære med ham. Alle i gruppen var jo blevet enige om, at det sande moderne menneske skulle være i stand til at værdsætte andre og så bevæge sig videre, når deres følelser begyndte at ændre sig …

“Du er nødt til at spise noget. Du bliver mere og mere fugleagtig for hver dag.”

Det, som hun og Lawrence havde haft sammen, havde været kort og dejligt. Og nu var det forbi. Hun vidste, at hun havde gjort ham dybt ulykkelig. Men Lawrence var stadig forelsket i hende, til trods for at det var håbløst. Hans venskab med Oscar havde overlevet hans affære med Emma. For Emma var dette en lettelse sammen med hendes viden om, at hendes afvisning af Lawrence om ikke andet havde ansporet ham til seriøst at tage fat på sine professionelle aktiviteter. Hans seneste og pludseligt opståede energi havde hvirvlet ham ind i kunstverdenens aller- højeste cirkler som en ung kunstkritiker og udstillingskurator i London.

Emma forlod vinduet og skænkede en kop kaffe til sig selv. Hun kunne ikke få nok af den fløjlsagtige drik her i Frankrig.

Oscar var stadig dybt opslugt af sin samtale med Ambrose, som var rejst ned til dem for at få tid og plads til at fokusere på sit forskningsstipendium i økonomi ved Cambridge.

Idet Emma vendte sig om med sin kaffe, kom Patrick Adams gående ind i rummet. Emma løftede hånden for at fjerne en tot mørkt hår, som havde løsnet sig og hang ned over hendes kind. Hun havde hørt om Patrick Adams’ legendariske poetiske skønhed, om hans gyldne hud, om hans sanselige mund og hans dybtliggende øjne, der syntes at betragte en på en måde, som om han vidste mere om en, end man selv gjorde. Hun var klar over, hvor meget hans tilstedeværelse betød, og at det halve London sværmede omkring ham, men ingen ord kunne have forberedt hende på, hvad det ville sige at stå over for ham i virkeligheden.

Hun stod som forstenet og forsøgte at blive klar over, hvad der skete – hun lagde mærke til hans stemmes varme klang, og hvordan hans ankomst syntes at fylde rummet med noget nyt, en anderledes energi. Det skete øjeblikkeligt, og den var højspændt og forandrende, og Emma vidste, at hun aldrig havde oplevet noget lignende i sit liv.

Hendes forhold til Oscar havde været vidunderligt i et stykke tid – selvfølgelig havde det været det – sanseligt, vidunderligt under deres bryllupsrejse i Italien og i London i den første tid af deres ægteskab, indtil han havde genoptaget sin affære med mrs. Townsend, efter at Emma havde født Calum for to år siden.

Emma var fast besluttet på ikke at reagere på sin mands affære, som hendes victorianske forældre ville have gjort. I det nye århundrede skulle man være tolerant og moderne, mente alle i gruppen, og som følge af dette var hun og Oscar fortsat med at være venner. Skønt Lawrences selskab havde været en trøst for hende i et stykke tid, var hun til sidst nået frem til, at hun foretrak hans venskab.

Men var det muligt, at hun var blevet forelsket i Patrick Adams, i samme øjeblik han trådte ind i dette rum? Hun stod som forstenet og så på ham. Var hun virkelig så letpåvirkelig, at hun kunne blive så ramt af nogen ved første blik?

Mændene rejste sig. Arme klappede brede rygge, og skjorter krølledes over skuldre, og deres hvide skjorters stof antog nye former i endnu et pragtfuldt farvespil.

Emma gik hen imod bordet, mens hun lagde mærke til alt. Hun rakte ud efter kurven med baguetter og lagde mærke til – hvordan kunne hun undgå det? – den måde, Patrick blev ved med at stirre på hende. Hun blev draget mod ham og fornemmede instinktivt, at hun ville have ham tæt ved sig. Hun tog af det lokale brød, brækkede det i mindre stykker og førte det op mod sine læber, dets skorpe var sprød, dets kanter stikkende og skarpe. Skorpens små spidser stak i det yderste af hendes tommelfingre.

“Du kender Em, gør du ikke?” sagde Oscar. Som altid nød han at være den perfekte vært. Han var sådan en besynderlig blanding af både country gentleman og Cambridge-elite. Denne blanding havde fascineret Emma for tre år siden, da hun var blevet gift med ham. Men nu forekom hans jovialitet at være forceret. Det var, som om han spillede en rolle, og det var en rolle, som ikke længere virkede troværdig.

Patrick Adams stak hånden frem.

“Den berømte Emma Temple,” sagde han med et behageligt tonefald.

Hun fornemmede alt – de andre mænds reaktioner, Ambroses klukkende latter, Lawrence, der tog en hurtig indånding, som var han blevet ramt af et dødeligt sværd. Hendes venner var alt for hurtige i opfattelsen til ikke at se, hvad der skete.

Emma lagde den baguette, hun stod med, ned på bordet med samme forsigtige bevægelse, som var den en kostbar diamantring. Hun rakte sin egen hånd frem, indtil den skælvende svævede i luften blot en hårsbred fra Patricks.

Patrick Adams’ øjne strålede, mens et smil spillede om hans læber.

“Hvordan går det med at bo hernede sammen med din tante, Patrick?” skar Lawrences stemme ind mellem dem. Hans bemærkning brød fortryllelsen, hvad den så end bestod af.

“Jeg har kedet mig så meget, at jeg har gået til forelæsninger om marxisme.” Patrick holdt fast i Emmas hånd et øjeblik, før han slap den, men hans øjne blev ved med at hvile på hendes … i hendes.

Hun smilede et antydningens smil tilbage.

“Har du taget dine lærreder med herned?” Lawrences stemme syntes at komme fra et andet sted. “Jeg vil gerne have dine arbejder med tilbage til London i morgen. The Art Society skal have dem i begyndelsen af næste uge.”

“Jeg kom i min tantes bil,” sagde Patrick. “Jeg stjal den fra hende. Billederne står omme på bagsædet.” Hans smil voksede, så det blev stort og bredt.

Emma gjorde som ham og smilede også ad hans morsomhed.

“Så lad os da se at få dem ud af solen, for guds skyld, Patrick.” Med en skramlende lyd skød Lawrence sin stol bagud hen over det hårde parketgulv.

Emma tog sin baguette op igen. Hun tog en bid. Dens bløde indre smeltede i hendes mund, men skorpen skar dybere ned i hendes læbe, end den havde gjort i hendes tommelfinger, og den søde smag af hendes eget blod smeltede på hendes tunge.

“Jeg dåner stadig, hver gang jeg ser ham,” hviskede Ambrose i retning af Patricks ryg, der var på vej ud. Patrick løftede hånden for at røre det øverste af dørpanelet, da han fulgte efter Lawrence ud ad døren.

Emma kunne mærke brødet sidde fast i halsen.

Oscar slog med sin fregnede hånd i bordet. “Det er efterhånden alment anerkendt, at Patrick Adams går fra at være talentfuld til at være et geni. I de sidste to år, hvor han har studeret i Paris, har han tilbragt sine eftermiddage på Louvre, alene. Her har han kopieret de gamle mestre. Utroligt. Han har overhovedet ikke taget postimpressionismen til sig. Han kommer til at bryde alle regler.”

Emma så hurtigt hen på Oscar.

“Han kan ikke lide Cézanne,” fortsatte Oscar. “Han har allerede sin helt egen stil. Lawrence fortalte, at de vil vise Patricks arbejde i en særlig afdeling af udstillingen, Em. Han kommer til at hænge ved siden af Picasso.”

Emma nippede til sin kaffe og lavede en lille grimasse, da den varme væske ramte riften på hendes læbe.

“Vil de?” spurgte hun.

Oscar så på hende og løftede det ene øjenbryn.

Hun rejste sig. “Jeg går tilbage til arbejdet.”

“Det generer dig ikke, at han får særbehandling? Hans malerier vil hænge for sig adskilt fra andre. Jeg ville ønske, de kunne fremhæve dit arbejde på samme måde,” fortsatte Oscar.

“Overhovedet ikke.” Hun sagde ordene i et ligefremt tonefald. Men da hun forlod rummet, greb hun fat i sin kjoles folder og krammede stoffet sammen i en hård lille cirkel, indtil det blev til en knude.

*

Emma lod hånden løbe op ad gelænderet på den brede trappe i det gamle bondehus og nød følelsen af det kolde, skinnende træ under sine fingre. Lyset dannede mønstre på trappetrinnene, kaste de bløde, gule stråler på de tryk, som hang på væggene, og legede med de ellers usynlige støvfnug i luften, da hun gik ovenpå til sit eget soveværelse og atelier efter morgenmaden … og efter at have mødt Patrick første gang. Hvorfor skete store hændelser kun, når man mindst ventede det?

Hun gik ind i badeværelset for at blive frisket op og badede sit ansigt i køligt vand. Da hun var færdig, kunne hun ikke lade være med at trække gardinerne til side og kigge ned i indkørslen, hvor Patrick og Lawrence var i gang med at tage malerierne ud af bilen.

Patrick løftede hovedet og så lige tilbage på hende, i samme øjeblik som hun kiggede ud ad vinduet. Hans grin – at se hans begejstring – var berusende. Hvad var det ved ham, der gjorde ham så tiltrækkende? Han stod med et stort billede, der var pakket ind i brunt papir. Der stod flere andre malerier i hans tantes lille bil.

Lawrence kravlede rundt på bagsædet med brillerne oppe i panden.

Med blot antydningen af en bevægelse løftede Patrick en hånd op til sine læber, og han så op på hende.

Emma trak sig væk fra vinduet, vendte sig hurtigt om og lænede sig op ad væggen, mens hun smilede for sig selv som en tåbe. Hendes venner havde fortalt hende, at han havde haft en række affærer med unge mænd. Selv Ambrose havde for en stund ladet sig indfange af Patricks tiltrækningskraft, og de skulle have boet sammen i nogen tid, før Patrick rejste til Paris.

Ambrose led stadig under det … men alligevel måtte hun tro på, at Ambrose og Lawrence som de moderne mænd, de var, ikke ville bebrejde andre deres knuste hjerter. Følelsen af at hun også var kommet betydelig længere ud, end hun kunne bunde, gjorde intet for at afholde hende fra at føle en uimodståelig trang til at dykke så dybt ned, hun kunne.

Emma gik hen til staffeliet. Hun var begyndt at arbejde på et billede af udsigten over terrassen, en komposition med to tomme stole, som solen kastede sine stråler ned over, hvorved den dannede flimrende mønstre i forskellige farver på fletværket og på pudernes blege stof, mens Middelhavet nedenfor med sin blå farve glimtede af muligheder.

“Du hørte mig ikke komme op.”

Det gav et sæt i Emma ved lyden af Patricks stemme og ved fornemmelsen af hans tilstedeværelse i den åbne dør ind til hendes atelier.

“Jeg troede, du var kørt igen. Jeg bryder mig ikke om at blive forstyrret, når jeg arbejder,” sagde hun. Hun standsede op og så ud over havet. Et par både lå og vuggede i havnen.

“Jeg sagde til Oscar, at jeg ville stille dig et spørgsmål om kunst.”

Hun stod stille et øjeblik med hånden ubevægelig over sit arbejde.

“Kan du lide at sejle?” spurgte han og skiftede kurs ligesom en af yachterne ude på det blå hav. Han stod stadig i døråbningen ind til hendes værelse.

“Ikke specielt. Undtagen hvis selskabet er underholdende,” sagde hun.

“Det har jeg hørt sige om dig.”

Hun lagde sin malerpensel ned. “Hvis jeg har nogen fordomme, er det kun mod tilbageholdenhed.”

Han lo. ”Men det forstår jeg.”

“Jeg prøver at forbedre tingene efter bedste evne.”

“Det gør din kunst.”

Hun så hen på sit maleri. “Jeg hader altid det, jeg maler. Men ja, jeg prøver altid på at gøre hvert maleri bedre, at gøre det bedre end det foregående. Ellers kan jeg ikke se nogen grund til at fortsætte med at arbejde. Jeg tror, at det, jeg forsøger på, er at udtrykke noget ubeskriveligt, indimellem en følelse.”

Hun snurrede rundt, så hun stod vendt mod ham, og han kom ind i værelset.

“Finder du det lettere at leve i henhold til din overbevisning her i Frankrig?” spurgte han. “Eller er det underordnet, hvor du er, hvis bare du kan male?”

“Lidt af begge dele. Selv om jeg måske ikke har fundet mit åndelige hjem endnu …” Hun rejste sig, og hendes skulder strejfede hans, da hun gik forbi ham hen til vinduet.

“For mig er Frankrig frihed,” sagde han lavt.

Hun så ud på de stærke grønne farver neden for vinduet. “Ja, desværre kan vores liv nogle gange blive reduceret til sladder derhjemme. Og det, der er værre,” sagde hun og vendte sig om mod ham.

“Sådan er det hele tiden. Det holder aldrig op for mig derhjemme,” sagde han.

“Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det er.” Hvad var det dog for noget at tale om, når hendes følelser bevægede sig i et utal af ubegribelige retninger, der ønskede at glemme alt om, hvem han var, og hvordan han levede?

“Kan du se den lille båd derude?” Han kom hen og stillede sig ved siden af hende.

Emma så i den retning, han pegede, og fokuserede hurtigt, som om hun klyngede sig til noget almindeligt i stedet for sit eget indre stormvejr. Han tog en lille kikkert op af lommen og holdt den forsigtigt op mod hendes ansigt, så hun kunne spejde ud i den dybblå farve.

Hun lænede sig nærmere til ham og tog en dyb indånding.

“Kan du se den lille båd med det gule sejl med røde valmuer malet på?” sagde han lavt, mens han også lænede sig frem, så han stod tæt ved hende, og vendte kikkerten i den rigtige retning.

“Åh ja,” sagde hun og kneb øjnene sammen. To røde valmuer flagrede på lærredet, som om de bevægede sig af sig selv. “Ja.”

Patrick tog kikkerten væk fra hendes øjne. Han blev stående op ad vindueskarmen, mens hun stod over for ham. Han krydsede sine ben og smilede. “Jeg har malet det sejl for bådens ejere. To kvinder. De bor sammen her i Frankrig. De finder også, at tingene her i landet er lettere for dem.”

Emma kunne mærke, at hun rødmede. Hun gik tilbage til sit staffeli og dyppede sin pensel i en dybgrøn farve på paletten og koncentrerede sig meget ihærdigt om den bløde, behagelige følelse af penslen, der bevægede sig i cirkler rundt i den våde maling.

Han sagde ikke noget, og stilheden hang mellem dem, men i et stykke tid brød han den ikke.

“Kom med mig på tur i morgen,” sagde han til sidst.

Emma holdt sin malerpensel ud i luften.

“Der er noget, jeg vil vise dig. Jeg ville gerne høre din mening, hvis du ellers har lyst til at give mig den. Det er, hvad jeg egentlig kom herop for at spørge om. Og, Emma?”

Hun ventede på, hvad han ville sige.

“Der er en ting til.” Han gik væk fra vinduet og fortsatte mod midten af det store rum, hvor han standsede op og blev stående på parketgulvet. Han strøg en hånd over hagen og så på hende. “Mon du ville sige ja til, at jeg malede dig?” spurgte han, mens hans øjne så undersøgende på hendes ansigt.

Hun så ned på sine hænder.

“Forstår du, af princip maler jeg ikke nogen, jeg kender,” fortsatte han med lav stemme. “Jeg har altid ment, at hvis jeg gjorde det, ville jeg overskride en grænse. Det er for personligt. Den mest personlige måde for mig at udtrykke mig på. Men jeg ville elske, hvis du lod mig male dig.”

*

London, 1980

Laura hjalp Emma op ad trappen til hendes atelier, før hun gik tilbage til køkkenet, hvor Lydia energisk stod og hakkede grøntsager.

“Altså den telefon,” sagde Lydia.

Laura kunne se, hvordan de to kvinder havde overlevet krigen sammen.

“Fjorten opringninger, mens du og mrs. Emma var ude. Folk, som ikke er mrs. Emmas venner. Flere af dem journalister. Som du ved, består mennesker mest af sladder, Laura. Indimellem spekulerer jeg på, om vi i sidste ende overhovedet er andet end det.”

Laura strøg sin hånd hen over den ældre kvindes bløde arm. Lydias evne til at styre Emmas daglige opgaver og aftaler var legendarisk. Uden Lydias vedholdende støtte var det tvivlsomt, om Emma ville have været i stand til at male hver dag.

“Du skulle høre de spørgsmål, jeg fik! ‘Havde mrs. Temple hele tiden en fornemmelse af, at Adams’ portræt var falsk, eller kommer nyheden som en stor overraskelse for hende?’” Lydia fortsatte, mens hun himlede med øjnene. “‘Kunne hun tænke sig at blive interviewet i radioen om, hvordan hendes livslange venskab med den homoseksuelle kunstner Patrick Adams egentlig var?’ ‘Hvad tænker hun om det, at maleriet kunne være værdiløst, nu hvor det er blevet bevist’ – ja, bevist, sagde journalisten – ‘at det ikke er et værk af den kunstner, til hvem det i årtier er blevet tilskrevet?’ Og endelig var der en kvinde fra New York.”

“New York?”

The New York Times.”

Laura lænede sig op ad ryglænet på en stol.

Lydia standsede op med sin køkkenkniv stikkende ud i luften. “Det var det sidste strå.” Laura stirrede hen på telefonen. “Nu er det på tide at få bragt orden i tingene.”

Der var et øjebliks tavshed.

Det er nu begyndt, og lavinen ruller.” Lydia lød nu opgivende.

“Hvad kan vi gøre?”

Laura rettede sig op, så hun blev lidt højere. “Jeg vil først gå hen og tale med den dér ‘ekspert’. Så vil jeg gå hen i banken og minde dem om, at alle ved og godtager, at maleriet er en ægte Patrick Adams.” Laura skød de mørke tanker til side sammen med den tvivl, der siden hendes samtale med Emma på pladsen havde truet med at bryde ud i overvældende bekymringer. Hvis Emma ikke så Patrick male portrættet, hvem gjorde så?

“Lydia, du var da i Frankrig den sommer, hvor Patrick malede hende. Hvad så du? Kan du bekræfte, at Patrick malede portrættet?”

Lydia lagde kniven fra sig og klemte sine fingre sammen om bænken. “Jeg var ikke mere end en ung pige. Det var min første sommer hos mrs. Emma, og jeg styrede husholdningen i huset i Frankrig. Jeg passede den lille Calum, men der var en lokalt ansat, som gjorde rent i soveværelserne og alt det andet. Jeg gik ikke ind i mr. Patricks eller mr. Jeromes værelser den sommer. “

“Det, som jeg lagde mærke til, var, at mrs. Emma og mr. Patrick havde sådan en hemmelig, spøgende måde at tale sammen på indbyrdes. De accepterede hinandens luner og tåbeligheder. Det var, som om de var deres egen lille cirkel, som ingen andre kunne bryde ind i. Der var sådan en stille begejstring mellem dem over portrættet, men så vidt jeg ved, lod mrs. Emma ham arbejde på det, mens hun stille og roligt fortsatte med sin egen kunst. Jeg tror, hvis jeg må sige min mening, at …” Lydia holdt en kort pause.

“Ja.”

“Ja, altså, det er bare det, at jeg tror, at tanken om, at mr. Patrick malede mrs. Emma, var med til at lægge en dæmper på hendes bekymringer over mr. Patricks forhold til ham der Jerome. I mine øjne var hans portræt af samme art som deres forhold – en uudtalt indbyrdes aftale, en form for skønhed, som fandtes mellem dem lige fra deres første møde. Det er sådan, jeg ville beskrive det. Hele livet vidste de begge to, hvilke følelser de havde for hinanden, og de vidste begge, at det, at han malede hende – taget i betragtning at han aldrig malede andre, han kendte godt – var et vidnesbyrd om deres fælles kærlighed.”

“Jeg har allerede en stærk modvilje mod den såkaldte ekspert,” hviskede Laura. “Jeg hader ham. Jeg er klar til at gå i krig.” Hendes ord syntes at blive hængende i det stille køkken.

“Ewan Buchanan?” sagde Lydia. “Jeg er helt enig med dig. Jeg kan ikke udstå den mand.”



Ella Carey: Det vi ikke siger

En historie om to kvinders kamp for at fortælle sandheden.

Den berømte maler Patrick Adams malede som helt ung et mesterværk: portrættet af sin højtelskede Emma Temple. Mange år efter Patricks død har 90 -årige Emma stadig maleriet hængende som et symbol på deres udødelige kærlighed.

For Emmas barnebarn, Laura, tjener maleriet som kaution for hendes kostbare og prestigefyldte musikuddannelse.

Men så sker det utænkelige: Maleriet vurderes til at være en kopi. For Laura betyder dette en usikker fremtid, og for Emma kaster det skygger over alt, det hun troede, hun vidste om Patrick og deres forhold. De to kvinders livshistorier flettes sammen, da Laura må sætte alt ind for at bevise maleriets ægthed, og da fortidens hemmeligheder må frem i lyset.

Du kan købe Det vi ikke siger online, eller i din lokale boghandler.