Fiktion Danske romaner Historiske romaner Rakel Haslund Gjerrild

Drift, kunst og længsel: Rakel Haslund-Gjerrild om romanen Adam i Paradis og maleren Kristian Zahrtmann

Rakel Haslund-Gjerrild, Adam i Paradis, Zahrtmann, Kristian Zahrtmann

Interview | Det var én bestemt scene i hans liv, der drog Rakel Haslund-Gjerrild til maleren Kristian Zahrtmann. Besættelsen holdt ved i de fem år, det tog hende at færdiggøre romanen Adam i Paradis.


Adam i Paradis er en roman om en paradoksal kunstner på et skelsættende tidspunkt i historien: på kanten af verdenskrig, på kanten af ny, moderne indsigt. Og lige præcis så meget ‘på kanten’, at meget endnu måtte forblive usagt.



Hvad var det ved Zahrtmann, der greb dig?

Egentlig blev jeg nok særligt grebet af én scene: nemlig i 1913, hvor den 70-årige Zahrtmann maler maleriet Adam i Paradis. Han forvandler sin villa på Frederiksberg til en jungle, fyldt med lianer, bananer og palmer, og så inviterer han en smuk, ung soldat ind til at sidde model som Adam.

I virkeligheden er det jo en idylscene, som tilsyneladende ikke kan blive mere enkel. Der er kun Adam, for det er Adam FØR Eva er blevet til, det er altså Adam før erotikken burde findes – og så er der alligevel SÅ meget erotik i det billede.

Kristian Zahrtmann, Rakel Haslund-Gjerrlíld, Adam i Paradis, Historisk roman
Kristian Zahrtmann: Adam i Paradis. 1913. Privateje. Foto: Ole Akhøj.

Maleriet skabt i 1913, året før alting sker – før verdenskrigen. Og på et historisk tidspunkt, hvor alt, der kunne udlægges som homoerotisk, blev problematiseret – ja, ligefrem retsforfulgt.

Så selvom billedet tilsyneladende er såre enkelt, så findes der så mange brudflader i dette maleri – og det er præcis, hvad man har brug for at skrive på som forfatter: en slags urscene for fortællingen, hvorigennem der går en konfliktskabende forkastningzone. Så dén scene med Zahrtmann i sin paradisiske villa med den unge, smukke Adam-model, dén er jeg blevet ved med at vende tilbage til igen og igen igennem de fem år, jeg har arbejdet på romanen.

Du har ladet Zahrtmann selv fortælle historien – og du har studeret Zahrtmanns liv og nærmet dig ham ved at læse hans breve. Har det været vanskeligt at skrive hans stemme frem til bogen?

Jeg har læst Zahrtmanns breve i én uendelighed. Og meget af romanens tone er skrevet ud fra hans breve – dog nænsomt tilpasset, så sproget ikke bliver for gammeldags for nutidige læsere. Og mange af romanens scener er skabt på baggrund af små aparte scener fra Zahrtmanns breve – han er en virkelig morsom brevskriver.

Og ja, tonen, stemmen er jo særligt vigtig her, fordi Zahrtmann er romanens jeg-fortæller – men han er ikke en troværdig jeg-fortæller. Han er en fortæller, der ikke kan tale om alting.

Nej, og noget af det, der særligt ikke kan tales om, er det erotiske – nærmere bestemt: det homoerotiske. Det spor introducerer du i romanen med dokumentationen af de retsforfølgelser, der var af homoseksuelle i samtiden. Hvordan og hvornår kom dén side af sagen ind i romanen?

Da det spor dukkede op, havde jeg allerede arbejdet med romanen i længere tid. Jeg havde en stærk fornemmelse af, at Zahrtmanns fascination af Adam var erotisk, og det var blandt andet den energi, jeg skrev på. Men jeg kunne ikke stampe noget som helst historisk materiale op, der kunne bekræfte den fornemmelse, så jeg blev ved med at være ret usikker: var ’Adam’ bare en smuk model, og hvordan skulle jeg skabe dramatik i scenen? Det fik mig til at gå lidt i stå.

Rakel Haslund-Gjerrild, Kristian Zahrtmann, Zahrtmann, Adam i Paradis, Historisk roman, Kunstroman
Rakel Haslund-Gjerrild, foto: Sofie Amalie Klougart

Så gjorde to kunsthistorikere mig opmærksom på, at en af bipersonerne i min roman, en anden af Zahrtmanns modeller, var involveret i det, der blev kaldt den store Sædelighedsskandale. På det tidspunkt havde jeg allerede arbejdet med romanen i tre år!

Og pludselig fik jeg adgang til en større bunke sagsakter fra sagen om otte homoseksuelle, borgerlige herrer fra 1906 og 1907, hvor den her unge model og elev af Zahrtmann, Hjalmar Sørensen, var involveret som vidne. I en ret omfattende og skelsættende retssag i dansk homoseksuel historie.

Dét gav den forbindelse, jeg manglede – til alt det, jeg fornemmede, at Zahrtmann ikke kunne tale om.

Men man ved faktisk ikke, om Zahrtmann var homoseksuel?

Svaret på det spørgsmål bliver komplekst af flere årsager. Begrebet homoseksuel, det er et ord, der først bliver opfundet i 1860’erne i Tyskland, det kommer meget senere til Danmark. Så der var ikke det sprog, vi har for dén virkelighed i dag. Var det så den samme virkelighed? Formodentlig ikke.

LÆS OGSÅ: “Hvorfor fortsætte?” Rakel Haslund-Gjerrild har skrevet en roman om det sidste menneske i verden

Og det har i øvrigt også gjort det meget svært for mig, at jeg har skrevet præcis på det krydsfelt, hvor vores moderne seksualitetsforståelse i høj grad etableres.

Rakel Haslund-Gjerrild, Kristian Zahrtmann, Zahrtmann, Adam i Paradis, Historisk roman, Kunstroman
Rakel Haslund-Gjerrild, foto: Sofie Amalie Klougart

I de af Zahrtmanns egne breve, som er blevet overleveret og som jeg har læst, er der ikke én eneste direkte hentydning til nogen som helst homoerotisk forhold, han kunne have haft – man ved det ikke, vi kan kun spekulere eller sandsynliggøre. Så hvis jeg ville arbejde med det aspekt, så måtte det – for at forblive tro mod jeg-fortælleren – forblive en hemmelighed, noget som antydes, men ikke konkluderes.

Men man kan også her spørge: er Zahrtmann i sine breve egentlig en troværdig fortæller? Fortæller han os her 100 år efter alt hvad han vil om sit liv? Formodentlig ikke. Inden sin død sorterede han sine breve. Efter hans død blev de igen sorteret af hans brødre.

Man kan jo også let gætte sig til, at visse ting ikke kunne skrives ned. Jeg har ikke Zahrtmanns dagbøger; hvis han skrev om sig selv til sig selv er det mig bekendt ikke blevet overleveret. Der er hans breve til andre, der er hans billeder.

Så: meget af det, som er et ret centralt tema i min roman, nemlig homoerotik i begyndelsen af det tyvende århundrede, det kan jeg ikke vide. Det kan man kun gisne om, og man kan tolke på hans billeder.

LÆS OGSÅ: Gå på opdagelse i Siri Hustvedts fantastiske forfatterskab

Og det er det, der har været så svært ved at skrive den her bog: det var at skabe et rum, hvor intet bliver sagt – og alt bliver sagt. Som respekterer, at Zahrtmann som en paradoksal karakter i dansk historie ikke selv har givet alle nøglespor til, hvordan han har kunnet forklares som person. 

Desuden har jeg ikke ønsket at forklare ham – men jeg har ønsket at sætte en glitrende krystal op med mange skæve vinkler og slibninger, som folk kan spejle sig i. Så der er ikke så meget, der bliver sagt direkte, for ’min’ Zahrtmann, altså jeg-fortælleren i min roman, vil – i lighed med virkelighedens Zahrtmann – ikke give læseren alt. Han vil ikke give sig selv helt. Det er op til læseren selv at åbne op.



Rakel Haslund-Gjerrild: Adam i Paradis

I 1913, på toppen af sin karriere, maler den danske billedkunstner Kristian Zahrtmann et portræt af det første menneske, der udstråler begær og erotik. Adam i Paradis.

Udenfor murene i hans eksotiske atelier i villaen på Frederiksberg har København imidlertid været vidne til to store retsforfølgelser af homoseksuelle.

Med inspirationen fra den ikoniske malers kunst og tid har Rakel Haslund-Gjerrild skabt en roman om århundredskiftets kulturelite og deres krukkeri, intriger og kærlighed på trods.

Du kan købe Adam i Paradis online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra d. 5 maj.