Alle himlens fugle af danske Rakel Haslund-Gjerrild er fortællingen om det sidste menneske i verden: En ung kvinde, som har overlevet en katastrofe men mistet den eneste, hun har kendt, og nu – uden nogen at tale med – også er ved at miste sit sprog.
Her fortæller Rakel Haslund-Gjerrild om arbejdet med romanen – og om, hvorfor hun trods historiens indbyggede ensomhed ikke har følt sig alene, mens hun skrev.
Du har skrevet en roman om det sidste menneske i verden. Hvordan gør man det?
Jeg havde fra begyndelsen en meget simpel præmis for romanen: Jeg havde et billede af en pige, der var det sidste menneske eller i hvert fald oplevede sig selv som det sidste menneske i verden, og for hvem sproget forsvandt; hun mister langsomt evnen til at tale og at tænke i ord.
Selvom præmissen er ganske simpel, har jeg skrevet bogen om flere gange: De første versioner af bogen var en beskrivelse af en enkelt dag: Hovedpersonen går ud for at fange fisk, og så går hun hjem igen. Altså det allermest simple koncentrat af grundfortællingen: hjem-ude-hjem.
Det var et portræt af et menneske, der lever efter altings ophør – efter menneskehedens og samfundets ophør – og som havde forliget sig med, at hun var den sidste. Men hele den konflikt, der ligger i processen med at forlige sig med det faktum “Nu er jeg alene, hvordan skal jeg leve”, var overstået. Det var allerede sket. Så det, der stod tilbage, var et billede af en hverdag: et liv som det sidste menneske.
Men da jeg havde skrevet det og grublet lidt over det, så gik det op for mig, dels at jeg ikke helt selv troede på, at det kunne lade sig gøre – altså overhovedet at nå til den accept. Og dels, så tænkte jeg, at jeg slap for let om det. Jeg var nødt til at vise konflikten, processen, tankerne, der ledte frem til det her liv. Altså: Hvordan kan man leve så alene, forlige sig med det.
Er det nok at have hverdagsritualer, der holder dig i gang, at gøre ting på den samme tid, at gøre det ordentligt og godt og så gå i seng og så stå op – er det nok?
Så jeg sendte hende
på en rigtig rejse. Hun tager af sted for at prøve at forandre sin situation.
Din hovedperson er ikke bare alene – hun har også mistet sit sprog?
Ja, det var den anden præmis for mit romanunivers, jeg ville undersøge,
hvordan det ville opleves at være alene tilbage, og hvordan det ville påvirke
brugen af sproget.
Hendes grundspørgsmål, det der får hende til at forlade sit hjem, at gå, er jo “hvorfor”? Det første og alle vanskeligste og mest simple spørgsmål: “Hvorfor fortsætte, hvorfor lever vi?” Men at kunne spørge sig selv om det, det er jo allerede at bruge sproget. Og sproget hører til det at være flere, at have samfund.
Man taler for, at nogen skal forstå, og det er ikke længere muligt for min hovedperson.
Hun er vokset op efter katastrofen, efter samfundets forsvinden, og derfor lærer hun sproget udenfor et samfund. Det vil sige, at hvis hun skal lære de ord, der handler om eller stammer fra idéen om et samfund, så er det kunstigt. Så er det tillært, på samme måde som hvis man har lært algebra.
Hun lever i en verden, hvor de tankesystemer, der bygger vores liv op med naturlighed, der giver vores liv en eller anden form for målrettethed, er forsvundet. Hun taler i sære brokker, hvor sproget allerede er begyndt at forvitre, fordi alt det der hører til “samfund” er forsvundet fra sproget. Der er ikke nogen store tankekonstruktioner tilbage; derfor er det meget konkreter, der præger hendes verden – og hendes sprog.
Der ER vind – sten – fisk, men ikke byer, ikke samfund, der er ikke vejsystemer, der leder hen til noget sted, for hun kender ikke de steder. Der er bare asfalt. Og så går hun på asfalten, og så finder hun ting, som hun nogle gange har ord for, fordi Or, som hun har kendt, har fortalt hende det; andre gange, så har hun ikke ord for det. Og så oplever hun verden anderledes.
Romanen er gennemsyret af ensomhed. Har det været en ensom bog at arbejde med?
Mens jeg skrev, havde jeg en følelse af at reagere på nogle billeder, en stemning, nogle myter, der florerer i vores samtid. Jeg har reageret på dem og omformet dem. Men jeg har egentlig følt, at romanen var en måde at give udtryk for noget, der er et kollektivt billede i vores samtid.
Og det er egentlig ikke så ensomt på trods af, at tematikken jo er uhyre ensom.
Rakel Haslund-Gjerrild: Alle himlens fugle
En ukendt katastrofe har lagt landet øde, og fuglene på himlen er det eneste, der fylder en ung kvindes liv. Dem og den daglige overlevelse. Men uden andre mennesker begynder ordene at forsvinde for hende. Og uden sprog bliver verden stadig sværere at fastholde.
I romanen Alle himlens fugle skriver Rakel Haslund-Gjerrild poetisk om et af de værste skrækscenarier, man kan forestille sig: At være den eneste overlevende i en forladt verden.
Alle himlens fugle af danske Rakel Haslund-Gjerrild er fortællingen om det sidste menneske i verden: En ung kvinde, som har overlevet en katastrofe men mistet den eneste, hun har kendt, og nu – uden nogen at tale med – også er ved at miste sit sprog.
Her fortæller Rakel Haslund-Gjerrild om arbejdet med romanen – og om, hvorfor hun trods historiens indbyggede ensomhed ikke har følt sig alene, mens hun skrev.
LÆS OGSÅ: Den eneste overlevende i verden. Uddrag af Rakel Haslund-Gjerrilds poetiske roman Alle himlens fugle
Du har skrevet en roman om det sidste menneske i verden. Hvordan gør man det?
Jeg havde fra begyndelsen en meget simpel præmis for romanen: Jeg havde et billede af en pige, der var det sidste menneske eller i hvert fald oplevede sig selv som det sidste menneske i verden, og for hvem sproget forsvandt; hun mister langsomt evnen til at tale og at tænke i ord.
Selvom præmissen er ganske simpel, har jeg skrevet bogen om flere gange: De første versioner af bogen var en beskrivelse af en enkelt dag: Hovedpersonen går ud for at fange fisk, og så går hun hjem igen. Altså det allermest simple koncentrat af grundfortællingen: hjem-ude-hjem.
Det var et portræt af et menneske, der lever efter altings ophør – efter menneskehedens og samfundets ophør – og som havde forliget sig med, at hun var den sidste. Men hele den konflikt, der ligger i processen med at forlige sig med det faktum “Nu er jeg alene, hvordan skal jeg leve”, var overstået. Det var allerede sket. Så det, der stod tilbage, var et billede af en hverdag: et liv som det sidste menneske.
Men da jeg havde skrevet det og grublet lidt over det, så gik det op for mig, dels at jeg ikke helt selv troede på, at det kunne lade sig gøre – altså overhovedet at nå til den accept. Og dels, så tænkte jeg, at jeg slap for let om det. Jeg var nødt til at vise konflikten, processen, tankerne, der ledte frem til det her liv. Altså: Hvordan kan man leve så alene, forlige sig med det.
Så jeg sendte hende på en rigtig rejse. Hun tager af sted for at prøve at forandre sin situation.
Din hovedperson er ikke bare alene – hun har også mistet sit sprog?
Ja, det var den anden præmis for mit romanunivers, jeg ville undersøge, hvordan det ville opleves at være alene tilbage, og hvordan det ville påvirke brugen af sproget.
Hendes grundspørgsmål, det der får hende til at forlade sit hjem, at gå, er jo “hvorfor”? Det første og alle vanskeligste og mest simple spørgsmål: “Hvorfor fortsætte, hvorfor lever vi?” Men at kunne spørge sig selv om det, det er jo allerede at bruge sproget. Og sproget hører til det at være flere, at have samfund.
Hun er vokset op efter katastrofen, efter samfundets forsvinden, og derfor lærer hun sproget udenfor et samfund. Det vil sige, at hvis hun skal lære de ord, der handler om eller stammer fra idéen om et samfund, så er det kunstigt. Så er det tillært, på samme måde som hvis man har lært algebra.
LÆS OGSÅ: “Også vi kan dø” – Rakel Haslund-Gjerrild om klimalitteratur og nye begyndelser
Hun lever i en verden, hvor de tankesystemer, der bygger vores liv op med naturlighed, der giver vores liv en eller anden form for målrettethed, er forsvundet. Hun taler i sære brokker, hvor sproget allerede er begyndt at forvitre, fordi alt det der hører til “samfund” er forsvundet fra sproget. Der er ikke nogen store tankekonstruktioner tilbage; derfor er det meget konkreter, der præger hendes verden – og hendes sprog.
Der ER vind – sten – fisk, men ikke byer, ikke samfund, der er ikke vejsystemer, der leder hen til noget sted, for hun kender ikke de steder. Der er bare asfalt. Og så går hun på asfalten, og så finder hun ting, som hun nogle gange har ord for, fordi Or, som hun har kendt, har fortalt hende det; andre gange, så har hun ikke ord for det. Og så oplever hun verden anderledes.
Romanen er gennemsyret af ensomhed. Har det været en ensom bog at arbejde med?
Mens jeg skrev, havde jeg en følelse af at reagere på nogle billeder, en stemning, nogle myter, der florerer i vores samtid. Jeg har reageret på dem og omformet dem. Men jeg har egentlig følt, at romanen var en måde at give udtryk for noget, der er et kollektivt billede i vores samtid.
Og det er egentlig ikke så ensomt på trods af, at tematikken jo er uhyre ensom.
Rakel Haslund-Gjerrild: Alle himlens fugle
En ukendt katastrofe har lagt landet øde, og fuglene på himlen er det eneste, der fylder en ung kvindes liv. Dem og den daglige overlevelse. Men uden andre mennesker begynder ordene at forsvinde for hende. Og uden sprog bliver verden stadig sværere at fastholde.
I romanen Alle himlens fugle skriver Rakel Haslund-Gjerrild poetisk om et af de værste skrækscenarier, man kan forestille sig: At være den eneste overlevende i en forladt verden.
Du kan købe Alle himlens fugle online, fx på Saxo.com, eller i din lokale boghandel.
Andre læste også: