Danske romaner Fiktion Rakel Haslund Gjerrild

Den eneste overlevende i verden. Læs et uddrag af Rakel Haslund-Gjerrilds poetiske roman Alle himlens fugle

Gaderne er oversvømmede, og skrald hober sig op mellem husene. Noget er sket. En ung kvinde er helt alene tilbage i verden. Her kan du læse et uddrag af Alle himlens fugle af Rakel Haslund-Gjerrild.


En ukendt katastrofe har lagt landet øde, og fuglene på himlen er det eneste, der fylder en ung kvindes liv. Dem og den daglige overlevelse. Men uden andre mennesker begynder ordene at forsvinde for hende. Og uden sprog bliver verden stadig sværere at fastholde.

LÆS OGSÅ: “Hvorfor fortsætte?” Rakel Haslund-Gjerrild har skrevet roman om det sidste menneske i verden

I romanen Alle himlens fugle skriver Rakel Haslund-Gjerrild poetisk om et af de værste skrækscenarier, man kan forestille sig: At være den eneste overlevende i en forladt verden.

Du kan købe Alle himlens fugle online, fx på Saxo.com, eller i din lokale boghandel.






Rakel Haslund-Gjerrild

Alle himlens fugle



Vinden rækker ind i huset fordi den længes efter noget at kalde hjem. Den rører tingene. De fleste er for tunge at løfte for vinden. Den rører ved kniven og ved skovlen, den rører ved tæpperne og skoene, den rører ved spandene med korn, men den kan kun løfte bladene, de brune, tørre blade i det forreste rum. De løfter sig først i et hjørne, så i et andet. Vinden går rundt derinde og sparker lidt til bladene for at sige: Her er jeg, her flytter jeg ind, må jeg bo her med dig? Så bliver der pludselig stille, vinden tøver, holder vejret som om den venter på svar, men så, med ét hårdt pust, flår den plastikposen af sømmet og blæser søvnen itu.

***

Hvorfor?

Hun må have været vågen længe før hun tænker hvorfor, hvorfor skal jeg op? Hvis hun var faldet i søvn igen, havde hun nok glemt at hun havde været vågen, det er kun fordi ordet hvorfor steg op fra nattens havbund at hun nu ser sig om i mørket og forstår at hun ikke sover. At kunne tænke jeg er at være vågen. Det må være den smældende lyd af plastik der har vækket hende. Vinden har revet den gule plastikpose itu i nat, den fine, gule pose som hun ellers havde sømmet hen over den ødelagte rude for at holde vinden ude. Nu hænger posen i et enkelt søm og flapper mod væggen.

Mens hun ligger her og lytter, føler hun noget andet trænge igennem søvndisen. Det er en følelse; at der er noget hun skal, noget der er vigtigt, og derfor er hun vågnet, men her på kanten af søvnen er det stadig bare en uklar følelse, eller en tanke som endnu ikke er moden, som et skud på et æbletræ, man kan se anlægget til et æble, en lille, grøn kugle hvor saft samles gennem sommeren, det løber fra roden gennem barken og ned i æblet indtil den læderagtige skal er blevet så rød og sprød at den knækkes med et let bid: en tanke lige til at plukke fra grenen, for nu husker hun det, hun skal jo op, det er sådan det er, hun skal op fordi det er i dag hun forlader huset.

Hun slår dynen til side og mærker vinden øjeblikkeligt sluge sengens tykke, stillestående varme uden at luften bliver mindre isnende af den grund. Hun tænker på ingenting mens hun tager bukser på, de tykke strømper, sine bedste støvler, tager trøjerne på, børster tænder og knapper frakken, hvis lommer hun fylder med æbler og nødder og majsbrød. Det er for farligt at tænke nu, hvis hun begynder på det, stopper hun op ligesom de andre dage, og så kommer hun heller ikke af sted i dag.

Hun tænder ikke lampen, men gør alt i mørket. Det er som at gå rundt i en drøm hvor intet rigtig gælder, og sådan snyder hun sig selv til at gøre det hun ellers ikke har turdet gøre: Hun går udenfor og lukker døren efter sig. Hun sætter en bjælke i spænd under dørhåndtaget, så den ikke kan springe op, også selvom dét egentlig ikke har nogen betydning nu hvor hun forlader det hele.

Hun når kun et par skridt ned ad havestien før hun må vende sig om og se sig tilbage. Skydækket har slugt månens lys. Her er så mørkt at Rosenhaven ikke ligner et hus, men føles som et stort dyr, hun mærker dets svage em af varme der siger at her ligger noget levende og sover. Det ærgrer hende at hun ikke har et bedre stykke plastik at sætte for vinduet. Den gule pose var for tynd, det vidste hun godt da hun satte den op, men det var så fint når solen lyste igennem den, så følte hun sig som rogn, som et lille fiskeæg inde bag ægsækkens orangerøde hinde. Nu vil det regne og blæse ind, fuglene vil følge med og vil spise kornet i sækkene, og regnen vil æde af gulvet under vinduet. Det kan hun ikke gøre noget ved nu.

Alligevel kan hun ikke lade være med at se mod den knuste rude, hvorfra varmen siver ud. Det havde måske været bedre at vente med at gå til hun havde fundet et ordenligt stykke plastik. Der er noget godt ved at efterlade sit hus i orden, også selvom man ikke kommer tilbage, men så var hun måske slet ikke kommet af sted, og af sted skal hun. Det kan ikke være anderledes.

Vognen står fuldt pakket under presseningen ved brændeskuret. Hun folder presseningen sammen og spænder den fast under vognen sammen med nettene. Der har vognen stået i mange dage og ventet på hende mens hun har prøvet at beslutte sig for at gå, eller nej, besluttet sig havde hun jo, men at gå var svært, og derfor trak det ud den ene dag efter den anden mens hun blev liggende i sengen eller fandt på gøremål hun burde ordne inden.

Ja, så går vi, siger hun og trækker vognen ud på asfalten. Et øjeblik basker hjertet i brystet, men falder så til ro mens hun stille og roligt skubber vognen fremad. Hun kender det første stykke, det er let at gå på asfalten i mørket.

Vognen rasler, men ikke så meget, og snart falder hun i søvn igen inde i sig selv og glemmer for en tid at denne dag ikke er som alle de andre dage. Hun lader sig synke ind i natten. For mørket kan man sove i med åbne øjne, det har lagt sig over alt, så hverken gader eller lygtepæle kræver opmærksomhed, alle farver og former er tavse, kun asfalten lige foran hende skinner svagt, hun kan akkurat se hvor hun går, men ikke hvor hun er på vej hen. Hun går med vognen som om det er vognen der bestemmer retningen og hun kun en skygge der følger efter.

Sådan går hun i lang tid. Det er koldt herude, men indeni er hun en kugle af varme og søvn, indeni har hun ikke skubbet dynen til side, nej, hun er slet ikke vågen endnu, hun går bare her og drømmer. Men så får hun noget i øjet, hun gnubber og ser ned på sin finger gennem øjets tårehinde, en vinge folder sig ud af den sammenrullede klump, og sådan går det til at myg er den første klare tanke hun tænker, nu hvor hun er på vej

Pludselig lægger hun mærke til hvor lys natten er blevet, og selvom de ikke kan ses endnu, er luften fyldt med fugleskrig, de overdøver hendes nattetynde tanker, prikker hul på kuglen af søvn, så hun strækker sig ud af sig selv og ser at hun er ved at være fremme ved dækbjerget. Og ved myggene.

Som hende er de vågnet med gryet, det er nu de er allerværst, de sværmer, så man ikke kan tænke på andet end myg, en hel sværm af tanker svirrer og farer rundt, følger først den ene myg, og så den på håndleddet, og så den ved hagen, og med tankerne fulde af myg er det umuligt at sove mere. Myg hører sammen med fugle og fisk, ved hun, fisk spiser myggelarverne, og fuglene napper dem i vinden, og hun holder så meget af fugle at hun ikke vil undvære dem for noget i verden, men nogle gange, som nu hvor myggene svirrer så tykt at man må gå med munden lukket, er det lige før hun kunne leve uden fuglene hvis bare myggene også forsvandt.

Det er værst her ved dækkene, for i dækkene er der altid en rest af vand hvor solen ikke når ind, og der lægger myggene deres æg. Standser man ved et dæk, kan man være sikker på at blive bidt, og ved dækbjergene er luften sort af myg, men det er her ruten ned til havet går. Hun kniber munden og øjnene sammen til smalle sprækker, trækker hætten over hovedet og skuldrene op og skubber vognen hurtigt ned ad stien. Et sted har nattens storm revet toppen af et mindre bjerg, og en del af dækkene er faldet ned på asfalten, så hun må bruge tid på at skubbe dem til side mens myggene sætter sig på hendes hænder. Hun ignorerer lysten til at verfe dem af indtil hun kan komme forbi med vognen.

Fra dækbjergene går det kun nedad bortset fra én bakke. Her går hun ikke på asfalt, men ad en sti som hun og Or selv har trampet ned og ryddet for de skarpeste murbrokker, en sti som de har brugt mange kræfter på at holde fri for krat og slyngplanter. Her har hun normalt ikke vogn med, for hun fanger sjældent flere fisk end hvad hun kan have i tasken. Hun prøver først at trække den tunge vogn op ad stien, men der er for mange sten i vejen, så hun bliver nødt til at bære sækken og nogle af kasserne over bakken før vognen bliver let nok til at den kan bugseres op.

Krattet er blevet kraftigere, ser hun nu i det tiltagende morgenlys mens hun forsigtigt lirker sækken fri af en tornet hybengren. Man kan næsten ikke se murbrokkerne, ledningerne og brædderne, de nedbrændte højhuse er ved at blive til en rigtig bakke med krat, gåsefod og fuglegræs og på bakketoppen et tæt tæppe af småblomster, planter som har fundet aske og grus nok til at gro i beton og glas.

Lange metalbjælker står ud af murbrokkerne, men også de er dækket af flaskegrønne klatreplanter, som nogle steder danner et tag over stien. Det er så mørkt under bladene at hun ikke kan se hvor hun går, men da hun endelig får skubbet den halvtømte vogn helt op på toppen mellem smørblomster og blåklokker, ser hun den sidste klare stjerne ligge lavt i det røde lys hen over havet.

Hun standser for at få vejret. Det var hårdt at få vognen over murbrokkerne, hun sætter sig og lader pulsen falde mens hun lytter. Først hører hun bare sit eget blod suse, men så kommer roen, og et øjeblik er det som om hun hører det. Himlen der spejler sig i havet, det lysende vand. Men så mister hun det igen, tankerne begynder, og det hun hørte, var bare et par fugle, bølgerne og vinden, men ikke det. Hun ser ud over husene i havet, himlen i vinduerne, og se, nu står solen op, og stjernen forsvinder i det store lys.

Fra bakken går hun ned gennem et område hvor gaderne er meget snævre, husene høje og sortsvedne. Slugten, kaldte hun og Or den del af ruten ned mod havet. Det knaser under støvlerne, flagermus skyder ind og ud af de gabende vinduesåbninger over hende, stedet her har altid givet hende en følelse af at være en mus fanget på bunden af en flaske, men nu er hun på vej af sted, og tanken om det får Slugten til at føles mindre mørk. Hun kan se mos og lav brede deres gulgrønne tæpper ud over murværket.

Aldrig flere fiskOr, siger hun og skubber lidt kraftigere til vognen end hun behøver. Jo mere dagen tager til, jo sværere er det at holde tankerne væk, og med tankerne kommer tvivlen. Det bliver en god dag, siger hun til sig selv og tænker videre uden at ville det, men sådan er det at tænke, ordene følger bare efter hinanden; for det er klart at det ville have været en god dag til fisk. Hun tænker på hvor mange fisk hun ville have samlet i dag hvis dagen havde været som den plejer at være. Vinden er rigtig, og lige nu står vandet meget lavt mellem husene.

Fra bakken kunne hun se tang glinse helt ude ved Kasteløen. Det sker kun når en kraftig fralandsvind løber sammen med tidevandet. Hun ved hvornår havet trækker sig tilbage, og hvornår det kommer igen. Flod og ebbe, ligesom den sang Or plejede at synge for hende, når hun vågnede op fra mørkedrømmene, nu ebber dages timer langsomt ud. Mørket forsvandt, og hun kunne sove igen fordi Ors sang var som havets lange åndedrag. Med ebbe trækker havet vandet ind, og man skal vente på ebbe hvis man vil samle muslinger og sætte net ved de lavvandede gader uden at blive for våd.

Hvis i dag havde været som alle andre dage, ville hun være gået langt ud i havet, helt ud mod de yderste havhuse. Det er det bedste sted at sætte net, her får hun tit mange og store fisk. Hun binder nettene fast til gadelygterne, et skilt eller en skraldespand. Hvis hun går ud en dag som i dag med fralandsvind og ebbe, behøver hun kun gummistøvlerne for at nå ud til de gode steder, og når det så bliver flod, kan hun tømme nettene fra flaskebåden. Dengang de havde den mere solide træbåd, sejlede hun og Or nogle gange ud til de oversvømmede betonhaller for at fange spidsfisk, der holder til hvor ålegræsset vokser tættest. Det er længe siden hun glemte det rigtige ord for spidsfisk, den lange, sølvskarpe fisk med grønne ben.

Men alt det er lige meget nu, det betyder ikke noget om vejret er godt til at fiske i. Nu handler det om godt gåvejr, godt tage-af-sted-vejr, og det er egentlig ikke særlig godt nu, hun skulle være gået tidligere, da det var varmere, men det er i hvert fald bedre at gå i dag end at gå i morgen. For det er godt at være af sted, det er godt at gå, og da hun siger det, forstår hun at hun faktisk er på vej nu.

Hun kan ikke lade være med at se sig omkring, alting lyser som om det først er nu hun lægger mærke til hvordan her virkelig er. Hun kender øen så godt og gik bare ad sine stier og fangede de fisk hun skulle bruge, og derfor har hun slet ikke set hvordan det grønne har bredt sig og skinner som fiskefedt, alle blomsterne, røllike, klokkerne og de lilla knapblomster, så mange små træer der alle er yngre end hende, men som nu tårner sig op over hendes hoved. Der vokser vinranker op ad lygtepælene, og de mure der stadig står, udbrændte og uden ruder, er dækket af efeu og humle, selv på de gamle træers brændte stubbe vokser der nu ørevoksfedtede svampe, orange og gule. Der må have ligget en sky over alt dette, som først er forsvundet nu hvor hun forlader det hele.

Tænk, at her er blevet så grønt. Men blomsterne og træerne er jo ikke kommet natten over, det må være hende der allerede er blevet en anden ved at lukke døren og sætte en bjælke for. Hun har fået nye øjne fordi det er sidste gang hun går her på øen, hun skubber til vognen og føler at alt kan blive anderledes.