En ung kvinde har overlevet en ubestemt katastrofe, og forsøger nu, omgivet af skrald, forfaldne huse og andet af civilisationens vraggods, at komme overens med sin ensomhed – og at overleve.
Danske Rakel Haslund-Gjerrilds korte, poetiske roman Alle himlens fugle fortæller historien om det sidste menneske i verden. Vi har talt med forfatteren om dystopier, klimalitteratur, myter og håb.
Pigen i din roman er alene tilbage i verden – men det bliver ikke i romanen forklaret, hvilken katastrofe der er gået forud. Der bliver talt en del om klimalitteratur for tiden, men er din bog en del af den tendens?
Dystopier og apokalypser fylder noget i vores litteratur. I øjeblikket nok især i netop klimalitteraturen. Jeg har ikke skrevet med tanke på at skrive en klimabog, idéen opstod egentlig ret spontant uden nogen større bagtanke, men ligesom de fleste andre kæmper jeg også med virkelig at forstå at vores verden, vores livsgrundlag, er ved at forandre sig. Jeg tror at jeg har reageret på billeder og stemninger, der florerer imellem os i dag, denne voksende fornemmelse af at verden kan gå i stykker mellem hænderne på os.
Ligger der ikke, inderste inde i klima- og katastrofelitteraturen, en eksistentiel refleksion over, at vi kan dø – som menneskehed? At tingene kan forandre sig så meget til det katastrofale, at vi ødelægger de ting, som vores samfund beror på. Og fordi dét grundlag forandres, så er det 20. århundredes vækstsamfunds-ideologi eller Oplysningstidens tro på, at alting hele tiden skrider fremad, smuldret.
Pludselig oplever vi, at vi er blevet så store som guder: Vi kan destruere det, vi har, kloden som vores grundlag – og det giver en slags kollektiv dødsangst, tror jeg.
Den allerførste scene, der kom til mig, så sådan her ud: Jeg så et København, der havde været forladt i mange år; husene var faldet sammen og der går den her ene pige rundt. Og så finder hun en dør i jorden, en kælder-agtig dør som hun åbner og går ned i – og så finder hun Naturhistorisk Museum. Hun finder alle de udstoppede dyr, men hun kender ingen af dem. Der er ræve og bjørne og heste, og hun kender dem ikke, hun har aldrig set dem før. Og så går hun rundt og kigger. Og det var simpelthen den scene, der fik mig til at begynde på at skrive.
Den scene kom ikke med i bogen. Da jeg gik i gang med at skrive, så var det første jeg skrev, de allerførste ord handledeom Or, som er den karakter i bogen, som har opdraget den unge pige, og som er død før bogen begynder. Og jeg skrev, at Or lærer hende ord – og så kom spørgsmålet om sproget til at fylde en masse i bogen.
Men det tragisk-ironiske ved scenen med Naturhistorisk Museum er jo, at pigen går og er nysgerrig og oplever de her fremmede og uddøde dyr – men i virkeligheden er hun jo præcis som dyrene: den sidste af sin art.
Og vi lever jo i en kæmpe masseuddøen af dyrearter, af alt fra små dyr til store dyr til fiskearter til insektarter og bier og hvad vi ikke MISTER i øjeblikket – og mennesket er også en art.
Jeg synes, der er rigtig mange unge og rigtig mange børn, der slider med en manglende tiltro til fremtiden. Og det er jo faktisk en slags dødsoplevelse. Og det er jo noget af det, jeg reflekterer over i den her bog: At vi også kan dø. Menneskeheden kan dø. Så ja, klimasporet er der jo selvfølgelig. Men mit udgangspunkt har ikke været klimaspørgsmålet.
Det univers, jeg undersøgte, var spørgsmålet om: Hvordan vil det føles at være den sidste.
Er Alle himlens fugle en roman om døden?
Næsten alle kulturer og religioner har haft myter: Både skabelsesmyter og afslutningsmyter der hidrører døden. Og det er på en måde sådan en myte, jeg har skrevet. En refleksion. Det er ikke alt, der er skrevet med fuld klarhed, men jeg føler, at det er en fortælling, der har et eventyr eller et mytisk element på samme måder som mange forvandlingsmyter og skabelsesmyter. De er ikke nødvendigvis til at forklare, men de kan være et objekt for refleksion. De kan skabe nogle følelsesmæssige billeder, som man kan gå og grunde over.
På samme måde er det
vigtigt for mig, at min bog ikke lader sig forklare helt. At der ikke er en
løsning til, hvad bogen handler om. Jeg tilbyder ikke nogen svar. Det er mere
et billede – og et billede som jeg føler er født af vores tid. Et eventyr for
voksne.
Født af klimadebatten. Født af følelsen af, at vores samfund er i opbrud og i forandring.
Din roman hedder Alle himlens fugle. Hvor kommer titlen fra – og hvad er det med de fugle?
Fuglen er i rigtig mange kulturer grundsymbolet på
transcendens – det er en figur der kan bevæge sig imellem dødsriget og de
levendes rige. I shaman-kulturer har shamanerne tit fjer på; når man tager på
ånderejser i de her kulturer, så er det altid gennem en fugl, og der er også
fugle i den nordiske mytologi. Og i kristendommen kommer helligånden som en
due.
Fugle repræsenterer ånd. Og det her er jo en bog, der handler om en person, som går på grænsen mellem liv og død.
Men samtidig kan jeg ikke helt finde ud af, om jeg har skrevet en dystopi eller en skabelsesberetning.
For: Min historie slutter med det sidste menneske – men er det også det sidste liv? Der sker jo det, at når én art forlader jorden, så bliver der typisk plads til en anden. Spørgsmålet er jo så, om vi er klar til at give pladsen videre?
Og lige netop det – det handler jo også om, om man
kan dø med fred. At dø med fred handler jo blandt andet om at kunne give sin
plads videre til andre.
For mig bliver fuglene også et billede på det
spørgsmål.
Det vigtige for mig er, at min historie ikke er uden
håb.
Fuglene er. Og der er nyt liv der.
Rakel Haslund-Gjerrild: Alle himlens fugle
En ukendt katastrofe har lagt landet øde, og fuglene på himlen er det eneste, der fylder en ung kvindes liv. Dem og den daglige overlevelse. Men uden andre mennesker begynder ordene at forsvinde for hende. Og uden sprog bliver verden stadig sværere at fastholde.
I romanen Alle himlens fugle skriver Rakel Haslund-Gjerrild poetisk om et af de værste skrækscenarier, man kan forestille sig: At være den eneste overlevende i en forladt verden.
En ung kvinde har overlevet en ubestemt katastrofe, og forsøger nu, omgivet af skrald, forfaldne huse og andet af civilisationens vraggods, at komme overens med sin ensomhed – og at overleve.
Danske Rakel Haslund-Gjerrilds korte, poetiske roman Alle himlens fugle fortæller historien om det sidste menneske i verden. Vi har talt med forfatteren om dystopier, klimalitteratur, myter og håb.
Pigen i din roman er alene tilbage i verden – men det bliver ikke i romanen forklaret, hvilken katastrofe der er gået forud. Der bliver talt en del om klimalitteratur for tiden, men er din bog en del af den tendens?
Dystopier og apokalypser fylder noget i vores litteratur. I øjeblikket nok især i netop klimalitteraturen. Jeg har ikke skrevet med tanke på at skrive en klimabog, idéen opstod egentlig ret spontant uden nogen større bagtanke, men ligesom de fleste andre kæmper jeg også med virkelig at forstå at vores verden, vores livsgrundlag, er ved at forandre sig. Jeg tror at jeg har reageret på billeder og stemninger, der florerer imellem os i dag, denne voksende fornemmelse af at verden kan gå i stykker mellem hænderne på os.
Ligger der ikke, inderste inde i klima- og katastrofelitteraturen, en eksistentiel refleksion over, at vi kan dø – som menneskehed? At tingene kan forandre sig så meget til det katastrofale, at vi ødelægger de ting, som vores samfund beror på. Og fordi dét grundlag forandres, så er det 20. århundredes vækstsamfunds-ideologi eller Oplysningstidens tro på, at alting hele tiden skrider fremad, smuldret.
Den allerførste scene, der kom til mig, så sådan her ud: Jeg så et København, der havde været forladt i mange år; husene var faldet sammen og der går den her ene pige rundt. Og så finder hun en dør i jorden, en kælder-agtig dør som hun åbner og går ned i – og så finder hun Naturhistorisk Museum. Hun finder alle de udstoppede dyr, men hun kender ingen af dem. Der er ræve og bjørne og heste, og hun kender dem ikke, hun har aldrig set dem før. Og så går hun rundt og kigger. Og det var simpelthen den scene, der fik mig til at begynde på at skrive.
LÆS OGSÅ: Den eneste overlevende i verden. Uddrag af Alle himlens fugle.
Den scene kom ikke med i bogen. Da jeg gik i gang med at skrive, så var det første jeg skrev, de allerførste ord handlede om Or, som er den karakter i bogen, som har opdraget den unge pige, og som er død før bogen begynder. Og jeg skrev, at Or lærer hende ord – og så kom spørgsmålet om sproget til at fylde en masse i bogen.
Og vi lever jo i en kæmpe masseuddøen af dyrearter, af alt fra små dyr til store dyr til fiskearter til insektarter og bier og hvad vi ikke MISTER i øjeblikket – og mennesket er også en art.
LÆS OGSÅ: “Hvorfor fortsætte?” Rakel Haslund-Gjerrild har skrevet roman om det sidste menneske i verden
Jeg synes, der er rigtig mange unge og rigtig mange børn, der slider med en manglende tiltro til fremtiden. Og det er jo faktisk en slags dødsoplevelse. Og det er jo noget af det, jeg reflekterer over i den her bog: At vi også kan dø. Menneskeheden kan dø. Så ja, klimasporet er der jo selvfølgelig. Men mit udgangspunkt har ikke været klimaspørgsmålet.
Er Alle himlens fugle en roman om døden?
Næsten alle kulturer og religioner har haft myter: Både skabelsesmyter og afslutningsmyter der hidrører døden. Og det er på en måde sådan en myte, jeg har skrevet. En refleksion. Det er ikke alt, der er skrevet med fuld klarhed, men jeg føler, at det er en fortælling, der har et eventyr eller et mytisk element på samme måder som mange forvandlingsmyter og skabelsesmyter. De er ikke nødvendigvis til at forklare, men de kan være et objekt for refleksion. De kan skabe nogle følelsesmæssige billeder, som man kan gå og grunde over.
På samme måde er det vigtigt for mig, at min bog ikke lader sig forklare helt. At der ikke er en løsning til, hvad bogen handler om. Jeg tilbyder ikke nogen svar. Det er mere et billede – og et billede som jeg føler er født af vores tid. Et eventyr for voksne.
Født af klimadebatten. Født af følelsen af, at vores samfund er i opbrud og i forandring.
Din roman hedder Alle himlens fugle. Hvor kommer titlen fra – og hvad er det med de fugle?
Fuglen er i rigtig mange kulturer grundsymbolet på transcendens – det er en figur der kan bevæge sig imellem dødsriget og de levendes rige. I shaman-kulturer har shamanerne tit fjer på; når man tager på ånderejser i de her kulturer, så er det altid gennem en fugl, og der er også fugle i den nordiske mytologi. Og i kristendommen kommer helligånden som en due.
Fugle repræsenterer ånd. Og det her er jo en bog, der handler om en person, som går på grænsen mellem liv og død.
For: Min historie slutter med det sidste menneske – men er det også det sidste liv? Der sker jo det, at når én art forlader jorden, så bliver der typisk plads til en anden. Spørgsmålet er jo så, om vi er klar til at give pladsen videre?
Og lige netop det – det handler jo også om, om man kan dø med fred. At dø med fred handler jo blandt andet om at kunne give sin plads videre til andre.
For mig bliver fuglene også et billede på det spørgsmål.
Det vigtige for mig er, at min historie ikke er uden håb.
Fuglene er. Og der er nyt liv der.
Rakel Haslund-Gjerrild: Alle himlens fugle
En ukendt katastrofe har lagt landet øde, og fuglene på himlen er det eneste, der fylder en ung kvindes liv. Dem og den daglige overlevelse. Men uden andre mennesker begynder ordene at forsvinde for hende. Og uden sprog bliver verden stadig sværere at fastholde.
I romanen Alle himlens fugle skriver Rakel Haslund-Gjerrild poetisk om et af de værste skrækscenarier, man kan forestille sig: At være den eneste overlevende i en forladt verden.
Du kan købe Alle himlens fugle online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: