Jeffrey Archer har solgt mere end 330 millioner bøger verden over og er en mesterlig historiefortæller kendt for sine plottwists og cliffhangers. Smuglæs i første bog i Warwick-serien her.
En stor skæbnefortælling af forfatteren til Clifton-krøniken.
Øjet der ser er første bind i serien om den unge mand William Warwick, der på trods af sin fars ønske, beslutter sig for at søge optagelse i Metropolitan Police, istedet for at blive føl i familiens advokatfirma.
LÆS OGSÅ: Jeffrey Archer er klar med Warwick-serien– en ny storslået skæbnefortælling
Han indleder sin karriere som ordensbetjent i starten af 1980’erne, men rykker snart videre i systemet. Under efterforskningen af sin første store sag, røveriet af et uvurderligt maleri af Rembrandt på Fitzmolean Museum, møder han Beth Rainsford, som er assistent på museet, og han forelsker sig hovedkulds i hende. Men Beth har en hemmelighed, som hun for alt i verden ikke vil have afsløret.
Med Øjet der ser introduceres William Warwick, den sympatiske kriminalbetjent, som har sat sig som mål at bekæmpe kriminalitet alle steder i samfundet, koste hvad det vil.
“… mindst lige så underholdende som Clifton-krøniken.“
– Booklist
Jeffrey Archer
Øjet der ser
På dansk ved
Alis Friis Caspersen
14. JULI 1979
”Det kan du ikke mene!”
”Jo, det mener jeg faktisk helt alvorligt, far, hvilket du ville have vidst, hvis du havde hørt efter, hvad jeg har sagt de sidste ti år.”
”Men du vil kunne starte på jurastudiet på mit gamle college i Oxford, og når du er færdig, kan du få arbejde i mit advokatfirma. Hvad mere kan en ung mand ønske sig?”
”At få lov til at vælge sin egen karriere og ikke blive bedt om at følge i sin fars fodspor.”
”Ville det da være så forfærdeligt? Jeg har trods alt haft en spændende og samfundsnyttig karriere og har, med forlov, også gjort det rimelig godt.”
”Gjort det fantastisk godt, far, men det er ikke din karriere, vi taler om. Det er min. Og måske har jeg ikke lyst til at være en højtprofileret advokat, der bruger al sin tid på at forsvare en bunke slyngler, som han ikke kunne drømme om at invitere på frokost i sin klub.”
”Du har åbenbart glemt, at omtalte slyngler har betalt for din uddannelse og den levevis, du for tiden nyder godt af.”
”Jeg har aldrig fået lov til at glemme det, far, hvilket er grunden til, at jeg vil gøre mit for, at nævnte slyngler kommer bag lås og slå i mange år og ikke, takket være en dygtig advokat som dig, bliver sat på fri fod, så de kan fortsætte deres forbryderbane.”
William troede, at han langt om længe havde fået lukket munden på sin far, men deri tog han fejl.
”Måske kunne vi slå en handel af, min kære dreng?”
”Kommer ikke på tale, far,” sagde William bestemt. ”Du lyder som en advokat, der går efter en mildere dom, fordi han ved, han har en dårlig sag. Men for en gangs skyld falder din veltalenhed for døve ører.”
”Vil du ikke engang give mig lov til at tale min sag, før du fejer mig af banen?”
”Nej, for jeg er ikke skyldig, og jeg skal ikke overbevise et nævningeting om min uskyld bare for at behage dig.”
”Men ville du gøre noget for at behage mig, min kære?”
William havde i kampens hede fuldkommen glemt, at hans mor hele tiden havde siddet for bordenden og uden at blande sig lyttet til ordduellen mellem hendes mand og søn. William var godt rustet til at tage kampen op med sin far, men han vidste, at han ikke kunne hamle op med sin mor. Han tav igen. En tavshed, som hans far omgående udnyttede.
Sir Julian trak ned i jakkereverset og henvendte sig til sin kone, som om hun var dommer i landsretten. ”Hvad tænker De på, Høje Dommer?” spurgte han.
”På, at William kan søge ind på et universitet efter eget valg og uden indblanding vælge det fag, han gerne vil læse, og når han er færdig, vælge den løbebane, han ønsker sig. Og vigtigere end det, at du, når han har bestemt sig, bøjer dig og aldrig kommer ind på emnet igen.”
”Jeg må indrømme, at den sidste del i en ellers forstandig dom nok bliver det sværeste at sluge.”
Mor og søn brast i latter.
”Er det tilladt at bede om strafnedsættelse?” spurgte Sir Julian med uskyldig stemme.
”Nej, for jeg vil kun gå ind på mors betingelser, hvis du om tre år uden forbehold støtter min beslutning om at søge ind i Metropolitan Police,” svarede William.
Kronjurist Sir Julian Warwick rejste sig fra bordet, bukkede for sin kone og sagde modstræbende: ”Hvis De siger det, Høje Dommer.”
William Warwick havde ønsket at blive kriminalbetjent siden otteårsalderen, hvor han havde opklaret ’sagen om de forsvundne Marsbarer’. Han havde bare fulgt papirsporet, forklarede han sin husforstander, og havde slet ikke haft brug for et forstørrelsesglas.
Beviset – slikpapiret – havde han fundet i en papirkurv i tyvens læseværelse, og synderen havde ikke kunnet bevise, at han det semester havde købt noget slik overhovedet nede i slikbutikken.
Det værste var, at Adrian Heath var en af Williams allerbedste venner, og han havde troet, det var et venskab, der kom til at holde livet ud. Da han i ferien talte med sin far om det, havde den ældre mand sagt: ”Vi må håbe, at Adrian har fået sig en lærestreg, for i modsat fald er det umuligt at sige, hvad der skal blive af drengen.”
Selv om William blev drillet af sine skolekammerater, der drømte om at blive læger, sagførere, lærere, ja tilmed revisorer, kom det ikke bag på studievejlederen, da William fortalte ham, at han ville søge ind i politiet. De andre drenge havde trods alt givet ham øgenavnet Sherlock, endnu før første semester var forbi.
Williams far, baronet Sir Julian Warwick, havde helst set, at hans søn læste jura på Oxford University, som han selv havde gjort tre årtier før, men trods faderens uophørlige overtalelsesforsøg havde William stædigt holdt fast i sin beslutning om at søge ind i politiet den dag, han gik ud af skolen. De to stædige mænd endte med at slå en handel af, som Williams mor kunne tilslutte sig. William søgte ind på London University for at læse kunsthistorie – et fag, hans far nægtede at tage alvorligt – og hvis hans søn efter tre år stadig ville være politimand, lovede Sir Julian at acceptere det uden at mukke. William vidste, at hans far aldrig ville kunne holde sit løfte.
William nød hvert øjeblik af sine tre år på King’s College i London, hvor han forelskede sig adskillige gange. Første gang i Hannah og Rembrandt, dernæst i Judy og Turner og til sidst i Rachel og Hockney, før han faldt til ro sammen med Caravaggio i et livslangt kærlighedsforhold, selv om hans far havde påpeget, at den berømte italienske kunstner var en morder, der burde være blevet hængt. En glimrende grund til at afskaffe dødsstraffen, havde William sagt. Heller ikke denne gang kunne far og søn blive enige.
I sommerferierne efter endt skolegang var William rygsækrejsende og oplevede på den måde Europa, fra Rom, Paris, Berlin og helt til Leningrad. I alle byer stillede han sig op i lange køer sammen med andre kunstelskere for at beundre de gamle kunstmalere. Da han så afsluttede sit kunsthistorikerstudium, foreslog hans vejleder, at han burde overveje at skrive ph.d.-afhandling om den lidt mere lyssky side af Caravaggios karakter. Den lyssky side var præcis det, han agtede at udforske, svarede William, men han ville hellere lære mere om forbrydere i det tyvende århundrede end i det sekstende.
Fem i tre om eftermiddagen, søndag den 5. september 1982, meldte William sig på Hendon Politiakademi i Nordlondon og nød så godt som hvert eneste minut af kurset fra det øjeblik, han aflagde troskabsed over for dronningen, til da han seksten uger efter stillede op til afgangsparaden.
Dagen efter fik han udleveret en marineblå politiuniform, en hjelm og en stav og kunne ikke lade være med i det skjulte at se på sit eget spejlbillede, når han kom forbi et vindue. En politiuniform, havde politimesteren advaret ham om på første paradedag, kunne ændre en persons karakter og ikke altid til det bedre.
Kurset i Hendon startede på dag to og var en blanding af undervisning i et klasselokale og træning i en gymnastiksal. William terpede lovtekster, indtil han kunne dem udenad. Hans yndlingsfag var retsmedicin og den tekniske undersøgelse af et gerningssted, hvorimod han hurtigt opdagede, at hans kørefærdigheder lod en del tilbage at ønske, da han på et tidspunkt blev sendt ind på en glatbane.
Efter de mange års forbitrede ordvekslinger med sin far over morgenmaden var der intet skræmmende ved en model af en retssal, hvor kursuslærere krydsforhørte ham i vidneskranken, og han klarede sig også godt i selvforsvarskurser, hvor han lærte at afvæbne, lægge i håndjern og fiksere en mand, der var langt større end ham selv. Han lærte at tage en person i forvaring, hvordan man ransagede et hus, hvor megen magtudøvelse man med rimelighed måtte anvende, og, måske vigtigst af alt, opøvede han en situationsfornemmelse. ”Lad være med hele tiden at følge reglerne til punkt og prikke,” sagde en af underviserne en dag. ”En gang imellem skal man bruge almindelig sund fornuft, som – opdager man, når man har med mennesker at gøre – ikke altid er hverken almindelig eller sund.”
I modsætning til på universitetet blev politiaspiranterne med regelmæssige mellemrum udsat for stopprøver, og det kom ikke som nogen overraskelse for William, at adskillige af hans medstuderende var røget i svinget, da kurset var forbi.
Efter hvad der føltes som en endeløs to uger lang pause efter afgangsparaden, modtog William så et brev, der beordrede ham til at melde sig på Lambeth Politistation klokken otte den følgende mandag morgen. Han havde aldrig før sat sine ben i den del af London.
Politibetjent 565LD var blevet ansat i Metropolitan Police med en universitetsuddannelse i bagagen, men havde besluttet ikke at ville gå ind i det accelererede uddannelsesforløb, som ville gøre det muligt for ham at komme hurtigere op ad karrierestigen, fordi han foretrak at møde på arbejde første dag på lige fod med alle andre nyansatte. William var indforstået med, at han som føl skulle arbejde to år som ordensbetjent, før han kunne gøre sig håb om at blive kriminalbetjent, og faktisk glædede han sig til at blive smidt ud på dybt vand.
William fik på sin første dag som føl tildelt politiassistent Fred Yates som sin mentor. Fred Yates havde været ansat i politiet i otteogtyve år og var af stationschefen blevet bedt om at ’passe på drengen’. De to mænd havde ikke det store tilfælles ud over en barndomsdrøm om at blive politimand, og at de begge kun ad kringlede omveje var endt i politiet.
”ABC,” var det første, Fred sagde, da han blev præsenteret for den unge og aldeles uerfarne politiaspirant. Han ventede ikke på, at William skulle spørge.
”Acceptere ingenting, Betvivle alt, Checke alting. Det er den eneste lov, jeg efterlever et hundrede procent.”
I de næste mange måneder introducerede Fred William for en verden befolket med tyveknægte, pushere og alfonser samt det første lig. William var optændt af en ild, der kunne måle sig med Sir Galahads, og brændte efter at smide alle lovovertrædere i fængsel og gøre noget godt for verden. Fred var mere pragmatisk, men forsøgte på intet tidspunkt at dæmme op for Williams ungdommelige entusiasme. Den unge aspirant opdagede hurtigt, at folk ikke kunne se, om en uniformeret politimand var gammel eller ny i gårde.
”Tiden er inde til at standse din første bil,” sagde Fred på Williams anden dag som ordensbetjent og stod stille foran et trafiklys. ”Vi bliver stående her, indtil en eller anden kører over for rødt, hvorefter du træder ud på gaden og vinker vedkommende ind til siden.” William så nervøst på ham. ”Overlad resten til mig,” fortsatte Fred. ”Kan du se træet der, små hundrede meter længere fremme? Gå hen og gem dig bag det, og vent, indtil jeg giver tegn.”
William kunne høre sit hjerte hamre, da han stod bag træet. Han kom ikke til at vente længe, før Fred holdt en hånd op og råbte: ”Den blå Hillman! Stands ham!”
William trådte ud på gaden og gjorde tegn til, at bilen skulle køre ind til kantstenen.
”Du skal ikke sige noget,” sagde Fred, da han var kommet hen til den uerfarne politiaspirant. ”Bare hold nøje øje med det, der sker.” De gik begge hen til bilen, samtidig med at bilisten rullede ruden ned.
”Godmorgen, sir,” sagde Fred. ”Er De klar over, at De kørte over for rødt?”
Bilisten nikkede stumt.
”Må jeg se Deres kørekort?”
Bilisten åbnede handskerummet, fiskede sit kørekort ud og rakte det til Fred. ”Det er særlig farligt på denne tid af dagen, eftersom der ligger to skoler i nærheden,” sagde Fred efter at have kastet et blik på kørekortet.
”Jeg beklager,” sagde manden. ”Det kommer ikke til at ske igen.”
Fred rakte kørekortet tilbage til manden. ”De slipper med en advarsel denne gang,” sagde han, mens William noterede bilnummeret ned i sin notesbog. ”Men måske skulle De være en smule mere forsigtig i fremtiden, sir.”
”Mange tak, hr. betjent,” sagde bilisten.
”Hvorfor kun en advarsel, når du kunne have noteret ham?” spurgte William, da bilen langsomt kørte videre.
”Hans opførsel,” sagde Fred. ”Manden var høflig, erkendte sin fejl og beklagede den. Hvorfor gøre en ganske almindelig lovlydig borger gal i skralden?”
”Hvad ville have fået dig til at notere ham?”
”Hvis han havde sagt: ’Har De ikke noget bedre at bruge Deres tid til?’ Eller værre: ’Skulle De ikke hellere gå ud og anholde et par rigtige forbrydere?’ Eller min favorit: ’Ved De ikke, det er mig, der betaler Deres løn?’ En af den slags bemærkninger ville omgående have fået mig til at notere ham. Faktisk var der engang, hvor jeg var nødt til at sætte en rigtig led stodder bag tremmer et par timer.”
”Blev han voldelig?”
”Nej, værre end det. Han fortalte mig, at han var en af politimesterens nære venner, og at jeg ville høre fra ham. Så jeg sagde til ham, at han kunne ringe til politimesteren henne fra stationen.” William brast i latter. ”Nok om det,” sagde Fred så. ”Stil dig om bag træet igen. Næste gang klarer du samtalen, og jeg kigger på.”
Kronjurist Sir Julian Warrick sad ved den ene bordende begravet i dagens Daily Telegraph. Indimellem mumlede han sagte, mens hans kone, der sad ved den anden bordende, fortsatte sin daglige kamp med krydsordet i The Times. På en god dag ville Marjorie havde svaret på det sidste spørgsmål, før hendes mand rejste sig fra bordet for at tage på arbejde i Lincoln’s Inn. På en dårlig dag var hun nødt til at spørge ham til råds, en tjeneste, han normalt tog sig betalt for med et hundrede pund i timen. Han mindede hende jævnligt om, at hun til dato skyldte ham tyve tusind pund. Elleve hen og fire ned havde fået hende til at gå i stå.
Sir Julian var nået frem til lederen, mens hans kone stadig kæmpede med det sidste spørgsmål. Han følte sig stadig ikke overbevist om, at dødsstraf burde være blevet afskaffet, især ikke, når offeret var en politimand eller en offentligt ansat, og Telegraph var også tvivlende. Han bladrede om til bagsiden for at se, hvordan Blackheath rugbyklub havde klaret sig mod Richmond i det årlige lokalopgør. Efter at have læst reportagen om kampen bladrede han væk fra sportssiderne, fordi avisens dækning af fodboldkampe efter hans mening var alt for massiv. Endnu et tegn på, at landet var ved at gå i hundene.
”Pragtfuldt billede af Charles og Diana i The Times,” sagde Marjorie.
”Det holder ikke,” sagde Julian og rejste sig fra sin plads for – som han gjorde hver eneste morgen – at gå hen til sin kone og give hende et kys på panden. De byttede aviser, så han kunne læse domsreferater på togturen til London.
”Husk nu, at børnene kommer til frokost på søndag,” mindede Marjorie ham om.
”Har William bestået optagelsesprøven til kriminalpolitiet?” spurgte han.
”Du ved udmærket, at han ikke kan søge ind i kriminalpolitiet, før han er kommet igennem sine to år som ordensbetjent, og det er han først om seks måneder.”
”Hvis han havde lyttet til mig, ville han nu have været en fuldt kvalificeret sagfører.”
”Og hvis du havde lyttet til ham, ville du vide, at han er meget mere interesseret i at bure forbrydere inde end at hjælpe dem af krogen.”
”Jeg har ikke givet op endnu,” sagde Sir Julian.
”Vær taknemmelig for, at vores datter i det mindste er gået i dine fodspor.”
”Det har Grace på ingen måde gjort,” snøftede Julian. ”Pigebarnet vil sige ja til at forsvare hvert eneste af de mange ludfattige fjolser, hun ramler ind i.”
”Hun har et hjerte af guld.”
”Efter dig,” sagde Julian, mens han kiggede på det spørgsmål, hans kone ikke havde kunnet besvare. Slank menig der endte med en stav. Fire ned.
”Feltmarskal SLIM,” sagde Julian triumferende. ”Den eneste mand nogensinde, der gik ind i hæren som menig og sluttede som feltmarskal.”
”Lyder som William,” sagde Marjorie. Men først da hendes mand havde lukket døren efter sig.
2
William og Fred forlod politistationen lidt over otte og drog af sted på deres morgenrunde. ”Ikke, at der sker det store på denne tid af dagen,” sagde Fred beroligende til den unge aspirant. ”Forbrydere er ligesom rige mennesker, de står først op ved titiden.” I de forgangne atten måneder havde William vænnet sig til Freds hyppige guldkorn, der havde vist sig at være langt nyttigere end noget andet, der kunne slås op i The Mets håndbog over en politimands pligter.
”Hvornår skal du til adgangsprøve?” spurgte Fred, mens de slentrede hen ad Lambeth Walk.
”Først om et år,” svarede William. ”Men jeg tror ikke, du slipper af med mig sådan lige foreløbig,” tilføjede han, da de nærmede sig den lokale aviskiosk. Han kastede et blik på spisesedlerne. ”PB Yvonne Fletcher dræbt foran Libyens ambassade.”
”Myrdet snarere,” sagde Fred. ”Stakkels tøs.” Der gik et stykke tid, før han igen sagde noget. ”Jeg har været ordensbetjent hele mit liv,” lykkedes det ham langt om længe at få ud. ”Og det har passet mig fint. Men du –”
”Hvis jeg består, er det på grund af dig,” sagde William.
”Jeg er ikke ligesom dig, Kordreng,” sagde Fred. William var bange for, at dette øgenavn kom til at klæbe til ham resten af hans tid i politiet. Han foretrak Sherlock. Han havde aldrig fortalt nogen af sine kammerater på politistationen, at han engang havde sunget i kirkekor, og havde altid ønsket sig at se en smule ældre ud, end han var. ’Når du så gør det, vil du brændende ønske at se yngre ud,’ havde hans mor så sagt en dag. Mon folk nogensinde vil kunne forlige sig med deres alder? tænkte han nu. ”Når du engang er blevet politidirektør, sidder jeg og kukkelurer på et alderdomshjem, og du vil have glemt, hvem jeg er,” fortsatte Fred.
Det var aldrig faldet William ind, at han en dag måske kunne ende som politidirektør, men han var helt sikker på, at han aldrig ville glemme Fred Yates.
Fred fik øje på knægten, da han kom farende ud af aviskiosken. Mr. Patel var i hælene på ham, men han ville aldrig kunne indhente ham. William satte efter knægten med Fred en meters penge efter sig. De overhalede begge mr. Patel, da knægten susede rundt om et hjørne, men først efter yderligere små hundrede meter kunne William slå en klo i ham. De to politimænd førte knægten tilbage til kiosken, hvor han rakte mr. Patel en pakke Capstan.
”Ønsker De at melde ham, sir?” spurgte William, der allerede havde fisket sin notesbog op af lommen og stod klar med en kuglepen.
”Hvad skulle det hjælpe?” spurgte kioskejeren og lagde cigaretpakken tilbage på hylden. ”Hvis De burer ham inde, får hans lillebror jo bare tjansen imens.”
”Det var søreme heldigt for dig, Tomkins,” sagde Fred og stak knægten en på kassen. ”Se til, at du kommer i skole til tiden, for ellers kunne jeg finde på at fortælle din gamle, hvad du har haft gang i. På den anden side,” tilføjede han og vendte sig om mod William, ”så var smøgerne givetvis til hans gamle.”
Tomkins stak i rend. Da han var kommet ned for enden af gaden, standsede han, vendte sig om og råbte: ”Åndssvage pansere!”, hvorefter han gav dem V-tegnet.
”Måske skulle du have sømmet hans ører fast.”
”Hvad taler du om?” spurgte Fred.
”Når en dreng i femtenhundredtallet blev taget i at stjæle, blev et af hans ører sømmet fast til en stolpe, og den eneste måde, han kunne komme væk på, var ved at rive sig løs.”
”Ikke så tosset,” sagde Fred. ”Jeg må indrømme, at jeg ikke kan tage nutidens politimetoder alvorligt. Mon ikke forbrydere skal tiltales med ’sir’, når du engang går på pension? Nå, der er stadig atten måneder, til jeg kan trække mig tilbage, og på det tidspunkt er du ansat i Scotland Yard. På den anden side …” tilføjede Fred og skulle til at give William den daglige dosis guldkorn, ”da jeg kom ind i politiet for næsten tredive år siden, plejede vi at lægge knægte som Tomkins i håndjern og låse dem til en radiator, sætte fuld knald på varmen og først slippe dem løs, når de havde tilstået.”
William brast i latter.
”Jamen, den er god nok,” sagde Fred.
”Hvor lang tid tror du, der går, før Tomkins kommer i fængsel?”
”Mit gæt er, at han skal omkring en opdragelsesanstalt, før han kan komme i fængsel. Det, der virkelig kan gøre mig rasende, er, at når han engang er blevet buret inde, er det i enecelle med ret til tre måltider om dagen og omgivet af vaneforbrydere, der vil lægge sig i selen for at undervise ham i hans kommende erhverv, før han dimitterer fra De Kriminelles Universitet.”
William blev hver eneste dag mindet om, hvor heldigt det var at være født i en overklassefamilie omgivet af kærlige forældre og en tilbedende storesøster. Han havde dog aldrig fortalt sine kolleger, at han havde gået på en af Englands fineste privatskoler og bagefter læst kunsthistorie på King’s College i London. Og han havde helt bestemt aldrig nævnt, at hans far med jævne mellemrum hævede store honorarer hos nogle af landets mest berygtede forbrydere.
De fortsatte deres runde, og adskillige af de lokale hilste venskabeligt på Fred, og nogle af dem sagde også godmorgen til William.
Da de et par timer efter vendte tilbage til politistationen, undlod Fred at anmelde Tomkins til vagthavende overbetjent, fordi han havde det på samme måde med papirnusseri, som han havde det med nutidens politiarbejde.
”Hvad siger du til en kop te?” spurgte Fred og gik af sted mod kantinen.
”Warwick!” råbte en eller anden bag dem.
William vendte sig om og så en fængselsbetjent pege på sig. ”En varetægtsfange er besvimet i sin celle. Her er en recept. Skynd dig hen til det nærmeste apotek og hent medicinen.”
”Javel, hr. politiassistent,” sagde William. Han tog kuverten og løb hele vejen hen til Boots på hovedgaden, hvor han så en lille kø af mennesker, der tålmodigt stod og ventede foran receptindleveringen. Han undskyldte over for damen forrest i køen, før han rakte apotekeren kuverten. ”Det er en hastesag,” sagde han.
Den unge kvinde åbnede kuverten og læste omhyggeligt det, der stod på recepten. ”Et pund tres, hr. betjent,” sagde hun så.
William gravede beløbet op af lommen og rakte hende pengene. Hun slog beløbet ind på kasseapparatet, hvorefter hun vendte sig om og tog en pakke kondomer ned fra hylden og rakte ham pakken. William så på hende med åben mund, men der kom ikke en lyd ud af den. Han var sig smerteligt bevidst, at en hel del mennesker i køen stod og grinede ad ham. ”Husk Deres recept, hr. betjent,” sagde apotekeren, da William skulle til at luske væk. Hun rakte ham kuverten.
Adskillige mennesker med latter i øjnene så efter ham, da han smuttede ud på gaden igen. Han ventede, indtil han var kommet ud af syne, før han åbnede kuverten og læste sedlen indeni.
Kære sir eller madam
Jeg er en genert ung politibetjent, der langt om længe har overtalt en pige til at gå i byen med mig, og jeg krydser fingre for, at jeg er heldig i aften. Jeg vil imidlertid nødig gøre hende gravid, så kan De hjælpe mig?
William brast i latter, stak kondomerne ned i jakkelommen og gik tilbage til stationen. Den første tanke, der var faldet ham ind, var: Gid, jeg havde en kæreste.
3
Politibetjent Warwick skruede hætten på sin fyldepen, fuld af tillid til, at han havde bestået optagelsesprøven til kriminalpolitiet med det, hans far ville have kaldt bravur.
Da han vendte tilbage til sit værelse i Trenchard House samme aften, var han imidlertid knap så fortrøstningsfuld, og da han slukkede sengelampen, var han overbevist om, at han skulle beholde uniformen på og have patruljetjeneste mindst et år mere.
”Hvordan gik det?” spurgte vagthavende politimand, da han mødte på arbejde dagen efter.
”Dumpede med et brag,” svarede William, mens han kastede et blik på vagtlisten. Han og Fred var blevet sat til at patruljere ved et boligkompleks ved navn Barton, om ikke andet så for at minde de lokale tyveknægte om, at der stadig var enkelte ordensbetjente tilbage i The Met.
”Så må du jo på den igen til næste år,” sagde vagthavende betjent uden et gran af medlidenhed. Hvis betjent Warwick ønskede at svælge i selvmedlidenhed, var det hans egen sag.
Sir Julian fortsatte med at skærpe forskærerkniven, indtil han var sikker på, at den ville kunne trække blod.
”To skiver eller en, min dreng?” spurgte han sin søn.
”To, tak.”
Sir Julian skar to skiver af stegen med en behændighed, der var en slagtermester værdig.
”Bestod du så optagelsesprøven?” spurgte han William, idet han rakte ham en tallerken.
”Det ved jeg først om et par uger,” sagde William og rakte sin mor en skål med rosenkål. ”Jeg tvivler, men det vil sikkert glæde dig at høre, at jeg er i finalen til stationens pokalfinale i snooker.”
”Snooker?” sagde hans far, der lod, som om han aldrig i hele sit liv havde hørt om spillet.
”Ja, noget andet, jeg har lært de sidste to år.”
”Men vinder du så?” spurgte hans far insisterende.
”Næppe. Jeg er oppe imod favoritten, der har vundet pokalen de sidste seks år i træk –”
”Så du er dumpet til din eksamen og står til at blive nummer to i …”
”Jeg har altid undret mig over, at de kaldes rosenkål og ikke bare kål ligesom for eksempel hvid- og rødkål. Jeg mener, de har jo ikke meget med roser at gøre,” sagde Marjorie i et forsøg på at afværge endnu et skænderi mellem far og søn.
”Jamen, synes du da ikke, de ligner lidt en rosenknop?” spurgte Grace.
”Hvis du har bestået, hvor lang tid går der så, før du bliver kriminalassistent?” spurgte Julian og nægtede at lade sig aflede af en etymologisk diskussion.
”Et halvt, muligvis et helt år. Der skal først være en ledig stilling i et eller andet distrikt.”
”Måske kommer du direkte ind i Scotland Yard?” sagde hans far og hævede et øjenbryn.
”Udelukket. Man skal bevise sit værd i en anden afdeling, før man kan søge ind i de allerhelligste haller, men i øvrigt er jeg blevet kaldt til møde på Scotland Yard i morgen.”
Julian holdt inde med sit forskærerarbejde. ”Hvorfor?” ville han vide.
”Det ved jeg faktisk ikke,” indrømmede William. ”Politimesteren ringede i fredags og beordrede mig at til at stille hos chefpolitiinspektør Hawksby klokken ni mandag morgen, men han sagde ikke hvorfor.”
”Hawksby … Hawksby …” sagde hans far og fik ekstra dybe rynker i panden. ”Hvor kender jeg det navn fra? Nå jo, vi har krydset klinger i en svindelsag, dengang han var vicepolitikommissær. Et imponerende vidne. Han havde gjort sit hjemmearbejde og var så godt forberedt, at jeg ikke kunne sætte en finger på noget. En mand, man endelig ikke må undervurdere.”
”Fortæl mere,” sagde William.
”Meget lavstammet for en politimand at være, og pas på den slags: De er ofte i besiddelse af ekstra gode hoveder. Han går under navnet Høgen. Svæver i luften over dig, men suser så pludselig ned og slår kløerne i alt foran sig.”
”Inklusive dig, lyder det til,” sagde Marjorie.
”Hvad får dig til at sige sådan?” spurgte Sir Julian og skænkede sig et glas vin.
”Du husker kun de vidner, der engang har fået dig ned med nakken.”
”Touché,” sagde Sir Julian og hævede sit glas, mens Grace og William spontant klappede ad deres mor.
”Du må endelig hilse chefpolitiinspektør Hawksby fra mig,” tilføjede Sir Julian og ignorerede lyden af klappende hænder.
”Det kunne jeg ikke drømme om,” sagde William. ”Jeg vil gerne gøre et godt indtryk, ikke skaffe mig en livslang fjende på halsen.”
”Er mit ry virkelig så dårligt?” spurgte Sir Julian og sukkede lige så opgivende som en bejler, der havde fået en kurv.
”Det kunne være bedre,” sagde William. ”Når nogen nævner dit navn på politistationen, stønner alle desperat ved tanken om, at endnu en forbryder, der burde sidde inde resten af sit liv, nu skal sættes på fri fod.”
”Jeg kan vel ikke tillade mig at være uenig med tolv retskafne og velanskrevne mænd?”
”Det er måske gået hen over hovedet på dig, far, men kvinder har siddet i nævningeting siden 1920,” sagde Grace.
”Så meget desto værre,” sagde hendes far. ”Jeg ville aldrig have givet kvinder stemmeret.”
”Lad være med at bide på krogen, Grace,” sagde hendes mor. ”Han forsøger bare at tirre dig.”
”Hvad er så den næste håbløse sag, du ønsker at kæmpe for?” spurgte Sir Julian sin datter og vred kniven en ekstra gang rundt.
”Arveret,” svarede Grace og nippede til sin vin.
”Tør jeg spørge, hvis arveret det især drejer sig om?”
”Min. Det er fint nok, at du er baronet Sir Julian Warwick, men når du dør …”
”Forhåbentlig først om lang, lang tid,” indskød Marjorie.
”… er det William, der arver titlen, selv om jeg er den ældste,” fortsatte Grace og ignorerede afbrydelsen.
”En skandale,” sagde hendes far spottende.
”Det er ikke noget at grine ad, far. Og efter min mening kommer du til at se en lovændring på det område, før du dør.”
”Jeg kan ikke se for mig, hvordan Overhuset kunne stemme ja til en sådan lovændring.”
”Hvilket er grunden til, at adelen står for skud næste gang, for når først Underhuset ser, at der er stemmer i sagen, vil endnu en absurd højborg falde sammen under sin egen vægt.”
”Hvordan vil du gribe det an?” spurgte Marjorie.
”Vi begynder i toppen med den kongelige familie. Vi har allerede overtalt et livsvarigt overhusmedlem til at fremsætte et lovforslag om ændret førstefødselsret, der vil give en kvinde ret til at sætte sig på tronen, hvis hun er den førstefødte, i stedet for at blive skubbet til side af en yngre bror. Ingen har nogensinde påstået, at prinsesse Anne ikke ville kunne gøre det lige så godt som prins Charles. Og vi vil nævne dronning Elizabeth 1, dronning Victoria og dronning Elizabeth II som bevis for vores påstand.”
”Det kommer aldrig til at ske.”
”Før du dør, far,” gentog Grace.
”Men jeg troede, du var imod titler, Grace,” sagde William.
”Det er jeg også, men det her er et principspørgsmål.”
”Okay, jeg vil stå last og brast med dig. Jeg har aldrig ønsket at blive Sir William.”
”Hvad nu, hvis du blev udnævnt til politidirektør og selv havde gjort dig fortjent til titlen?” spurgte hans far. William tøvede længe nok til, at hans far kunne nå at trække på skuldrene.
”Den der stakkels unge kvinde, som du var forsvarer for i sidste uge, slap hun af krogen?” spurgte Marjorie og krydsede fingre for en pause i fjendtlighederne.
”Nej, hun fik et halvt år.”
”Og vil være ude om tre måneder,” sagde hendes far. ”Hvorefter hun med sikkerhed vil være at finde på sin flise et øjeblik efter.”
”Far, det er simpelthen ikke noget, jeg ønsker at diskutere med dig!”
”Hvad med hendes alfons?” spurgte William. ”Det er jo ham, der burde spærres inde.”
”Jeg ville elske at dyppe ham i tjære og rulle ham i fjer, men han blev ikke engang sigtet,” sagde Grace.
”I tjære?” sagde hendes far. ”Inden længe stemmer du konservativt, bare vent og se.”
”Aldrig,” svarede Grace.
Sir Julian tog forskærerkniven op igen. ”Nogen, der ønsker mere?” spurgte han.
”Må jeg spørge, om du har mødt nogen for nylig?” spurgte Marjorie og vendte sig om mod sin søn.
”Mange mennesker, mor,” sagde William og smilede ad sin mors eufemisme.
”Du ved, hvad jeg mener,” svarede hun bebrejdende.
”Hvordan skulle det kunne ske? Jeg har knoklet den sidste måneds tid, syv nattevagter i træk, fyraften klokken seks om morgenen, og på det tidspunkt ser man altså bare dyner. To dage efter møder man så op igen og har morgentjansen. Mor, du kan helt ærligt ikke mene, at PB Warwick er en god fangst.”
”Men hvis du havde fulgt mit råd dengang, ville du som advokat være et godt parti, og jeg kan godt love dig, at der er ret så mange smukke unge kvinder i min branche.”
”Jeg har mødt en af dem,” sagde Grace, hvad der for første gang fik hendes far til at klappe i. Han lagde kniv og gaffel fra sig og lyttede nøje efter. ”Hun er sagfører i City, men jeg tror desværre ikke, at far vil billige hende, eftersom hun har specialiseret sig i skilsmissesager.”
”Jeg glæder mig til at hilse på hende,” sagde Marjorie.
”Hvis du gerne vil, mor, men bare så du ved det: Jeg har ikke fortalt hende, hvem der er min far.”
”Er jeg da et miks mellem Rasputin og dommer Jeffreys?” spurgte Sir Julian og satte forskærerkniven op ved siden af sit hjerte.
”Du er ikke nær så rar som nogen af de to herrer, men der er fordele ved at kende dig,” sagde hans kone.
”Nævn en!” sagde Grace.
”Der er et spørgsmål i gårsdagens krydsord, som jeg stadig ikke har løst.”
”Spørg løs, jeg sidder lige her,” sagde hendes mand.
”Dame bekymret for, om social begivenhed ikke fungerer. Tretten bogstaver. Tredje er s, tiende o.”
”Dysfunktionel!” råbte de tre andre i munden på hinanden og brast i latter.
”Denne gang vil jeg ikke skrive det på regningen,” sagde hendes mand.
William havde sagt til sin far, at han nok ikke vandt, men nu var den hjemme, eller mere nøjagtigt, i hjørnet. Han manglede kun at støde den sidste bal i hul for at have vundet Lambeth Politistations snookermesterskab og ødelagt Freds chance for vinde pokalen for syvende gang i træk.
Egentlig var det ret ironisk, tænkte William, for det var Fred, der havde lært ham at spille snooker. Faktisk ville William ikke have vovet sig ind i snooker-rummet, hvis Fred ikke havde antydet, at det kunne være godt for ham at lære nogle af kollegerne at kende, der endnu ikke vidste, hvad de skulle mene om kordrengen.
Fred havde lært sin protegé at spille snooker med samme ildhu, som da han havde introduceret knægten for livet som ordensbetjent, og nu stod William til, for første gang, at slå sin mentor i hans eget spil.
I skolen havde William brilleret som kædespiller på rugbybanen om vinteren og om sommeren som den hurtigste på atletikbanen. Det sidste år på London University kunne han iføre sig den eftertragtede purpurfarvede trøje, efter at hans college havde vundet den årlige atletikturnering. Selv hans far havde måttet trække på smilebåndet, hver gang hans søn brød målsnoren i hundredmeterræset, som han kaldte det, men William tvivlede nu på, at ord som ’rerack’, ’maximum-break’ og ’in-off’ nogensinde kom til at indgå i faderens ordforråd.
William kastede et blik op på pointtavlen. De havde hver vundet tre frames. Nu manglede kun det afgørende frame. Han havde lagt godt ud med et break på 42, men Fred havde givet sig god tid og ædt sig ind på hans førerposition, indtil spillet nu kunne gå begge veje. William førte stadig med 26 point, men alle farverne lå på deres pladser, sådan at Fred, når han havde tilbageerobret bordet, kun skulle potte de sidste syv baller for at vinde.
Kælderrummet var proppet med politifolk, overordnede som underordnede. Nogle havde sat sig op på radiatorer, andre på trappetrin. Der blev helt stille i rummet, da Fred lænede sig ind over bordet for at tage bestik af den gule bal. William affandt sig mentalt med at have forspildt chancen for at blive mester, da den gule, grønne, brune og blå bal forsvandt ned i lommerne, så Fred kun manglede den lyserøde og den sorte for at have ryddet bordet.
Fred flugtede stødballen med den bal, han ville spille på, før han sendte den af sted. Men han havde ramt den en smule for hårdt, og selv om den lyserøde bal susede over mod en midterlomme og forsvandt ned i hullet, endte den hvide stødbal op ad en bande, hvad der gjorde det vanskeligt selv for en professionel at få et stød sat ind.
Tilskuerne holdt vejret, da Fred bøjede sig ned. Han gav sig god tid, da han linede den sidste bal op, som, hvis han pottede, ville føre ham over målstregen: 73-72 og gøre ham til den første på politistationen til at vinde titlen syv år i træk.
Han trådte lidt tilbage, var helt tydeligt nervøs, og kridtede sin kø endnu en gang, mens han forsøgte at blive rolig, før han vendte tilbage til bordet. Han bøjede sig ned, spredte fingrene og koncentrerede sig, før han sendte stødballen af sted. Han så ængsteligt til, mens den sorte bal trillede hen mod hjørnehullet. Adskillige af hans fans forsøgte at heppe den på vej, men til deres ærgrelse gik den i stå kun få centimeter fra hullet. Der lød et kollektivt opgivende suk, fordi William nu havde fået en bal at spille på, som selv en novice ville kunne potte, og de var nødt til at se i øjnene, at et nyt navn stod til at blive optaget på ærestavlen.
Udfordreren tog en dyb indånding, før han kastede et blik op på ærestavlen for at blive mindet om, at Freds navn stod med guld ud for 1977, 1978, 1979, 1980, 1981 og 1982. Men ikke 1983, tænkte William, mens han kridtede sin kø. Han følte sig som Steve Davis, øjeblikket før Davis blev verdensmester.
Han skulle netop til at potte den sidste sorte bal, da han fik øje på Fred, der stod på den anden side af bordet og resigneret og modløs kiggede på.
William bøjede sig ind over bordet, linede de to baller op og ramte stødballen rent. Han så til, da den sorte bal lagde sig på kanten af lommen, rullede pirrende frem og tilbage, men blev så liggende på kanten uden at ville falde ned i lommen. De lamslåede tilskuere gispede vantro. Knægten havde ikke kunnet klare presset.
Fred satte ikke den nye chance over styr, og alle brød ud i jubelråb, da han puttede den sidste bal og vandt framen og dermed også mesterskabet 73-72.
De to mænd trykkede hinanden i hånden, mens adskillige politimænd omringede dem og klappede dem begge på ryggen og udbrød: ’Godt gået’, ’Tæt på’, ’Sort uheld, William’. William trådte til side, da politimesteren rakte Fred pokalen, som denne derefter løftede højt op i luften til lyden af endnu højere jubelråb.
En ældre mand, iført en dobbeltradet habit, som ingen af de to spillere havde bemærket, smuttede hurtigt ud af rummet, forlod stationen og bad sin chauffør om at blive kørt hjem.
Alt, hvad han havde fået at vide om knægten, havde vist sig at være sandt, og han glædede sig til at indlemme politibetjent Warwick i sit team i Scotland Yard.
Du kan købe Øjet der ser online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.
LÆS OGSÅ: Clifton Krøniken: Storslået og medrivende familiesaga af Jeffrey Archer
Jeffrey Archer har solgt mere end 330 millioner bøger verden over og er en mesterlig historiefortæller kendt for sine plottwists og cliffhangers. Smuglæs i første bog i Warwick-serien her.
En stor skæbnefortælling af forfatteren til Clifton-krøniken.
Øjet der ser er første bind i serien om den unge mand William Warwick, der på trods af sin fars ønske, beslutter sig for at søge optagelse i Metropolitan Police, istedet for at blive føl i familiens advokatfirma.
LÆS OGSÅ: Jeffrey Archer er klar med Warwick-serien– en ny storslået skæbnefortælling
Han indleder sin karriere som ordensbetjent i starten af 1980’erne, men rykker snart videre i systemet. Under efterforskningen af sin første store sag, røveriet af et uvurderligt maleri af Rembrandt på Fitzmolean Museum, møder han Beth Rainsford, som er assistent på museet, og han forelsker sig hovedkulds i hende. Men Beth har en hemmelighed, som hun for alt i verden ikke vil have afsløret.
Med Øjet der ser introduceres William Warwick, den sympatiske kriminalbetjent, som har sat sig som mål at bekæmpe kriminalitet alle steder i samfundet, koste hvad det vil.
“… mindst lige så underholdende som Clifton-krøniken.“
– Booklist
Du kan købe Øjet der ser online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.
Jeffrey Archer
Øjet der ser
På dansk ved
Alis Friis Caspersen
14. JULI 1979
”Det kan du ikke mene!”
”Jo, det mener jeg faktisk helt alvorligt, far, hvilket du ville have vidst, hvis du havde hørt efter, hvad jeg har sagt de sidste ti år.”
”Men du vil kunne starte på jurastudiet på mit gamle college i Oxford, og når du er færdig, kan du få arbejde i mit advokatfirma. Hvad mere kan en ung mand ønske sig?”
”At få lov til at vælge sin egen karriere og ikke blive bedt om at følge i sin fars fodspor.”
”Ville det da være så forfærdeligt? Jeg har trods alt haft en spændende og samfundsnyttig karriere og har, med forlov, også gjort det rimelig godt.”
”Gjort det fantastisk godt, far, men det er ikke din karriere, vi taler om. Det er min. Og måske har jeg ikke lyst til at være en højtprofileret advokat, der bruger al sin tid på at forsvare en bunke slyngler, som han ikke kunne drømme om at invitere på frokost i sin klub.”
”Du har åbenbart glemt, at omtalte slyngler har betalt for din uddannelse og den levevis, du for tiden nyder godt af.”
”Jeg har aldrig fået lov til at glemme det, far, hvilket er grunden til, at jeg vil gøre mit for, at nævnte slyngler kommer bag lås og slå i mange år og ikke, takket være en dygtig advokat som dig, bliver sat på fri fod, så de kan fortsætte deres forbryderbane.”
William troede, at han langt om længe havde fået lukket munden på sin far, men deri tog han fejl.
”Måske kunne vi slå en handel af, min kære dreng?”
”Kommer ikke på tale, far,” sagde William bestemt. ”Du lyder som en advokat, der går efter en mildere dom, fordi han ved, han har en dårlig sag. Men for en gangs skyld falder din veltalenhed for døve ører.”
”Vil du ikke engang give mig lov til at tale min sag, før du fejer mig af banen?”
”Nej, for jeg er ikke skyldig, og jeg skal ikke overbevise et nævningeting om min uskyld bare for at behage dig.”
”Men ville du gøre noget for at behage mig, min kære?”
William havde i kampens hede fuldkommen glemt, at hans mor hele tiden havde siddet for bordenden og uden at blande sig lyttet til ordduellen mellem hendes mand og søn. William var godt rustet til at tage kampen op med sin far, men han vidste, at han ikke kunne hamle op med sin mor. Han tav igen. En tavshed, som hans far omgående udnyttede.
Sir Julian trak ned i jakkereverset og henvendte sig til sin kone, som om hun var dommer i landsretten. ”Hvad tænker De på, Høje Dommer?” spurgte han.
”På, at William kan søge ind på et universitet efter eget valg og uden indblanding vælge det fag, han gerne vil læse, og når han er færdig, vælge den løbebane, han ønsker sig. Og vigtigere end det, at du, når han har bestemt sig, bøjer dig og aldrig kommer ind på emnet igen.”
”Jeg må indrømme, at den sidste del i en ellers forstandig dom nok bliver det sværeste at sluge.”
Mor og søn brast i latter.
”Er det tilladt at bede om strafnedsættelse?” spurgte Sir Julian med uskyldig stemme.
”Nej, for jeg vil kun gå ind på mors betingelser, hvis du om tre år uden forbehold støtter min beslutning om at søge ind i Metropolitan Police,” svarede William.
Kronjurist Sir Julian Warwick rejste sig fra bordet, bukkede for sin kone og sagde modstræbende: ”Hvis De siger det, Høje Dommer.”
William Warwick havde ønsket at blive kriminalbetjent siden otteårsalderen, hvor han havde opklaret ’sagen om de forsvundne Marsbarer’. Han havde bare fulgt papirsporet, forklarede han sin husforstander, og havde slet ikke haft brug for et forstørrelsesglas.
Beviset – slikpapiret – havde han fundet i en papirkurv i tyvens læseværelse, og synderen havde ikke kunnet bevise, at han det semester havde købt noget slik overhovedet nede i slikbutikken.
Det værste var, at Adrian Heath var en af Williams allerbedste venner, og han havde troet, det var et venskab, der kom til at holde livet ud. Da han i ferien talte med sin far om det, havde den ældre mand sagt: ”Vi må håbe, at Adrian har fået sig en lærestreg, for i modsat fald er det umuligt at sige, hvad der skal blive af drengen.”
Selv om William blev drillet af sine skolekammerater, der drømte om at blive læger, sagførere, lærere, ja tilmed revisorer, kom det ikke bag på studievejlederen, da William fortalte ham, at han ville søge ind i politiet. De andre drenge havde trods alt givet ham øgenavnet Sherlock, endnu før første semester var forbi.
Williams far, baronet Sir Julian Warwick, havde helst set, at hans søn læste jura på Oxford University, som han selv havde gjort tre årtier før, men trods faderens uophørlige overtalelsesforsøg havde William stædigt holdt fast i sin beslutning om at søge ind i politiet den dag, han gik ud af skolen. De to stædige mænd endte med at slå en handel af, som Williams mor kunne tilslutte sig. William søgte ind på London University for at læse kunsthistorie – et fag, hans far nægtede at tage alvorligt – og hvis hans søn efter tre år stadig ville være politimand, lovede Sir Julian at acceptere det uden at mukke. William vidste, at hans far aldrig ville kunne holde sit løfte.
William nød hvert øjeblik af sine tre år på King’s College i London, hvor han forelskede sig adskillige gange. Første gang i Hannah og Rembrandt, dernæst i Judy og Turner og til sidst i Rachel og Hockney, før han faldt til ro sammen med Caravaggio i et livslangt kærlighedsforhold, selv om hans far havde påpeget, at den berømte italienske kunstner var en morder, der burde være blevet hængt. En glimrende grund til at afskaffe dødsstraffen, havde William sagt. Heller ikke denne gang kunne far og søn blive enige.
I sommerferierne efter endt skolegang var William rygsækrejsende og oplevede på den måde Europa, fra Rom, Paris, Berlin og helt til Leningrad. I alle byer stillede han sig op i lange køer sammen med andre kunstelskere for at beundre de gamle kunstmalere. Da han så afsluttede sit kunsthistorikerstudium, foreslog hans vejleder, at han burde overveje at skrive ph.d.-afhandling om den lidt mere lyssky side af Caravaggios karakter. Den lyssky side var præcis det, han agtede at udforske, svarede William, men han ville hellere lære mere om forbrydere i det tyvende århundrede end i det sekstende.
Fem i tre om eftermiddagen, søndag den 5. september 1982, meldte William sig på Hendon Politiakademi i Nordlondon og nød så godt som hvert eneste minut af kurset fra det øjeblik, han aflagde troskabsed over for dronningen, til da han seksten uger efter stillede op til afgangsparaden.
Dagen efter fik han udleveret en marineblå politiuniform, en hjelm og en stav og kunne ikke lade være med i det skjulte at se på sit eget spejlbillede, når han kom forbi et vindue. En politiuniform, havde politimesteren advaret ham om på første paradedag, kunne ændre en persons karakter og ikke altid til det bedre.
Kurset i Hendon startede på dag to og var en blanding af undervisning i et klasselokale og træning i en gymnastiksal. William terpede lovtekster, indtil han kunne dem udenad. Hans yndlingsfag var retsmedicin og den tekniske undersøgelse af et gerningssted, hvorimod han hurtigt opdagede, at hans kørefærdigheder lod en del tilbage at ønske, da han på et tidspunkt blev sendt ind på en glatbane.
Efter de mange års forbitrede ordvekslinger med sin far over morgenmaden var der intet skræmmende ved en model af en retssal, hvor kursuslærere krydsforhørte ham i vidneskranken, og han klarede sig også godt i selvforsvarskurser, hvor han lærte at afvæbne, lægge i håndjern og fiksere en mand, der var langt større end ham selv. Han lærte at tage en person i forvaring, hvordan man ransagede et hus, hvor megen magtudøvelse man med rimelighed måtte anvende, og, måske vigtigst af alt, opøvede han en situationsfornemmelse. ”Lad være med hele tiden at følge reglerne til punkt og prikke,” sagde en af underviserne en dag. ”En gang imellem skal man bruge almindelig sund fornuft, som – opdager man, når man har med mennesker at gøre – ikke altid er hverken almindelig eller sund.”
I modsætning til på universitetet blev politiaspiranterne med regelmæssige mellemrum udsat for stopprøver, og det kom ikke som nogen overraskelse for William, at adskillige af hans medstuderende var røget i svinget, da kurset var forbi.
Efter hvad der føltes som en endeløs to uger lang pause efter afgangsparaden, modtog William så et brev, der beordrede ham til at melde sig på Lambeth Politistation klokken otte den følgende mandag morgen. Han havde aldrig før sat sine ben i den del af London.
Politibetjent 565LD var blevet ansat i Metropolitan Police med en universitetsuddannelse i bagagen, men havde besluttet ikke at ville gå ind i det accelererede uddannelsesforløb, som ville gøre det muligt for ham at komme hurtigere op ad karrierestigen, fordi han foretrak at møde på arbejde første dag på lige fod med alle andre nyansatte. William var indforstået med, at han som føl skulle arbejde to år som ordensbetjent, før han kunne gøre sig håb om at blive kriminalbetjent, og faktisk glædede han sig til at blive smidt ud på dybt vand.
William fik på sin første dag som føl tildelt politiassistent Fred Yates som sin mentor. Fred Yates havde været ansat i politiet i otteogtyve år og var af stationschefen blevet bedt om at ’passe på drengen’. De to mænd havde ikke det store tilfælles ud over en barndomsdrøm om at blive politimand, og at de begge kun ad kringlede omveje var endt i politiet.
”ABC,” var det første, Fred sagde, da han blev præsenteret for den unge og aldeles uerfarne politiaspirant. Han ventede ikke på, at William skulle spørge.
”Acceptere ingenting, Betvivle alt, Checke alting. Det er den eneste lov, jeg efterlever et hundrede procent.”
I de næste mange måneder introducerede Fred William for en verden befolket med tyveknægte, pushere og alfonser samt det første lig. William var optændt af en ild, der kunne måle sig med Sir Galahads, og brændte efter at smide alle lovovertrædere i fængsel og gøre noget godt for verden. Fred var mere pragmatisk, men forsøgte på intet tidspunkt at dæmme op for Williams ungdommelige entusiasme. Den unge aspirant opdagede hurtigt, at folk ikke kunne se, om en uniformeret politimand var gammel eller ny i gårde.
”Tiden er inde til at standse din første bil,” sagde Fred på Williams anden dag som ordensbetjent og stod stille foran et trafiklys. ”Vi bliver stående her, indtil en eller anden kører over for rødt, hvorefter du træder ud på gaden og vinker vedkommende ind til siden.” William så nervøst på ham. ”Overlad resten til mig,” fortsatte Fred. ”Kan du se træet der, små hundrede meter længere fremme? Gå hen og gem dig bag det, og vent, indtil jeg giver tegn.”
William kunne høre sit hjerte hamre, da han stod bag træet. Han kom ikke til at vente længe, før Fred holdt en hånd op og råbte: ”Den blå Hillman! Stands ham!”
William trådte ud på gaden og gjorde tegn til, at bilen skulle køre ind til kantstenen.
”Du skal ikke sige noget,” sagde Fred, da han var kommet hen til den uerfarne politiaspirant. ”Bare hold nøje øje med det, der sker.” De gik begge hen til bilen, samtidig med at bilisten rullede ruden ned.
”Godmorgen, sir,” sagde Fred. ”Er De klar over, at De kørte over for rødt?”
Bilisten nikkede stumt.
”Må jeg se Deres kørekort?”
Bilisten åbnede handskerummet, fiskede sit kørekort ud og rakte det til Fred. ”Det er særlig farligt på denne tid af dagen, eftersom der ligger to skoler i nærheden,” sagde Fred efter at have kastet et blik på kørekortet.
”Jeg beklager,” sagde manden. ”Det kommer ikke til at ske igen.”
Fred rakte kørekortet tilbage til manden. ”De slipper med en advarsel denne gang,” sagde han, mens William noterede bilnummeret ned i sin notesbog. ”Men måske skulle De være en smule mere forsigtig i fremtiden, sir.”
”Mange tak, hr. betjent,” sagde bilisten.
”Hvorfor kun en advarsel, når du kunne have noteret ham?” spurgte William, da bilen langsomt kørte videre.
”Hans opførsel,” sagde Fred. ”Manden var høflig, erkendte sin fejl og beklagede den. Hvorfor gøre en ganske almindelig lovlydig borger gal i skralden?”
”Hvad ville have fået dig til at notere ham?”
”Hvis han havde sagt: ’Har De ikke noget bedre at bruge Deres tid til?’ Eller værre: ’Skulle De ikke hellere gå ud og anholde et par rigtige forbrydere?’ Eller min favorit: ’Ved De ikke, det er mig, der betaler Deres løn?’ En af den slags bemærkninger ville omgående have fået mig til at notere ham. Faktisk var der engang, hvor jeg var nødt til at sætte en rigtig led stodder bag tremmer et par timer.”
”Blev han voldelig?”
”Nej, værre end det. Han fortalte mig, at han var en af politimesterens nære venner, og at jeg ville høre fra ham. Så jeg sagde til ham, at han kunne ringe til politimesteren henne fra stationen.” William brast i latter. ”Nok om det,” sagde Fred så. ”Stil dig om bag træet igen. Næste gang klarer du samtalen, og jeg kigger på.”
Kronjurist Sir Julian Warrick sad ved den ene bordende begravet i dagens Daily Telegraph. Indimellem mumlede han sagte, mens hans kone, der sad ved den anden bordende, fortsatte sin daglige kamp med krydsordet i The Times. På en god dag ville Marjorie havde svaret på det sidste spørgsmål, før hendes mand rejste sig fra bordet for at tage på arbejde i Lincoln’s Inn. På en dårlig dag var hun nødt til at spørge ham til råds, en tjeneste, han normalt tog sig betalt for med et hundrede pund i timen. Han mindede hende jævnligt om, at hun til dato skyldte ham tyve tusind pund. Elleve hen og fire ned havde fået hende til at gå i stå.
Sir Julian var nået frem til lederen, mens hans kone stadig kæmpede med det sidste spørgsmål. Han følte sig stadig ikke overbevist om, at dødsstraf burde være blevet afskaffet, især ikke, når offeret var en politimand eller en offentligt ansat, og Telegraph var også tvivlende. Han bladrede om til bagsiden for at se, hvordan Blackheath rugbyklub havde klaret sig mod Richmond i det årlige lokalopgør. Efter at have læst reportagen om kampen bladrede han væk fra sportssiderne, fordi avisens dækning af fodboldkampe efter hans mening var alt for massiv. Endnu et tegn på, at landet var ved at gå i hundene.
”Pragtfuldt billede af Charles og Diana i The Times,” sagde Marjorie.
”Det holder ikke,” sagde Julian og rejste sig fra sin plads for – som han gjorde hver eneste morgen – at gå hen til sin kone og give hende et kys på panden. De byttede aviser, så han kunne læse domsreferater på togturen til London.
”Husk nu, at børnene kommer til frokost på søndag,” mindede Marjorie ham om.
”Har William bestået optagelsesprøven til kriminalpolitiet?” spurgte han.
”Du ved udmærket, at han ikke kan søge ind i kriminalpolitiet, før han er kommet igennem sine to år som ordensbetjent, og det er han først om seks måneder.”
”Hvis han havde lyttet til mig, ville han nu have været en fuldt kvalificeret sagfører.”
”Og hvis du havde lyttet til ham, ville du vide, at han er meget mere interesseret i at bure forbrydere inde end at hjælpe dem af krogen.”
”Jeg har ikke givet op endnu,” sagde Sir Julian.
”Vær taknemmelig for, at vores datter i det mindste er gået i dine fodspor.”
”Det har Grace på ingen måde gjort,” snøftede Julian. ”Pigebarnet vil sige ja til at forsvare hvert eneste af de mange ludfattige fjolser, hun ramler ind i.”
”Hun har et hjerte af guld.”
”Efter dig,” sagde Julian, mens han kiggede på det spørgsmål, hans kone ikke havde kunnet besvare. Slank menig der endte med en stav. Fire ned.
”Feltmarskal SLIM,” sagde Julian triumferende. ”Den eneste mand nogensinde, der gik ind i hæren som menig og sluttede som feltmarskal.”
”Lyder som William,” sagde Marjorie. Men først da hendes mand havde lukket døren efter sig.
2
William og Fred forlod politistationen lidt over otte og drog af sted på deres morgenrunde. ”Ikke, at der sker det store på denne tid af dagen,” sagde Fred beroligende til den unge aspirant. ”Forbrydere er ligesom rige mennesker, de står først op ved titiden.” I de forgangne atten måneder havde William vænnet sig til Freds hyppige guldkorn, der havde vist sig at være langt nyttigere end noget andet, der kunne slås op i The Mets håndbog over en politimands pligter.
”Hvornår skal du til adgangsprøve?” spurgte Fred, mens de slentrede hen ad Lambeth Walk.
”Først om et år,” svarede William. ”Men jeg tror ikke, du slipper af med mig sådan lige foreløbig,” tilføjede han, da de nærmede sig den lokale aviskiosk. Han kastede et blik på spisesedlerne. ”PB Yvonne Fletcher dræbt foran Libyens ambassade.”
”Myrdet snarere,” sagde Fred. ”Stakkels tøs.” Der gik et stykke tid, før han igen sagde noget. ”Jeg har været ordensbetjent hele mit liv,” lykkedes det ham langt om længe at få ud. ”Og det har passet mig fint. Men du –”
”Hvis jeg består, er det på grund af dig,” sagde William.
”Jeg er ikke ligesom dig, Kordreng,” sagde Fred. William var bange for, at dette øgenavn kom til at klæbe til ham resten af hans tid i politiet. Han foretrak Sherlock. Han havde aldrig fortalt nogen af sine kammerater på politistationen, at han engang havde sunget i kirkekor, og havde altid ønsket sig at se en smule ældre ud, end han var. ’Når du så gør det, vil du brændende ønske at se yngre ud,’ havde hans mor så sagt en dag. Mon folk nogensinde vil kunne forlige sig med deres alder? tænkte han nu. ”Når du engang er blevet politidirektør, sidder jeg og kukkelurer på et alderdomshjem, og du vil have glemt, hvem jeg er,” fortsatte Fred.
Det var aldrig faldet William ind, at han en dag måske kunne ende som politidirektør, men han var helt sikker på, at han aldrig ville glemme Fred Yates.
Fred fik øje på knægten, da han kom farende ud af aviskiosken. Mr. Patel var i hælene på ham, men han ville aldrig kunne indhente ham. William satte efter knægten med Fred en meters penge efter sig. De overhalede begge mr. Patel, da knægten susede rundt om et hjørne, men først efter yderligere små hundrede meter kunne William slå en klo i ham. De to politimænd førte knægten tilbage til kiosken, hvor han rakte mr. Patel en pakke Capstan.
”Ønsker De at melde ham, sir?” spurgte William, der allerede havde fisket sin notesbog op af lommen og stod klar med en kuglepen.
”Hvad skulle det hjælpe?” spurgte kioskejeren og lagde cigaretpakken tilbage på hylden. ”Hvis De burer ham inde, får hans lillebror jo bare tjansen imens.”
”Det var søreme heldigt for dig, Tomkins,” sagde Fred og stak knægten en på kassen. ”Se til, at du kommer i skole til tiden, for ellers kunne jeg finde på at fortælle din gamle, hvad du har haft gang i. På den anden side,” tilføjede han og vendte sig om mod William, ”så var smøgerne givetvis til hans gamle.”
Tomkins stak i rend. Da han var kommet ned for enden af gaden, standsede han, vendte sig om og råbte: ”Åndssvage pansere!”, hvorefter han gav dem V-tegnet.
”Måske skulle du have sømmet hans ører fast.”
”Hvad taler du om?” spurgte Fred.
”Når en dreng i femtenhundredtallet blev taget i at stjæle, blev et af hans ører sømmet fast til en stolpe, og den eneste måde, han kunne komme væk på, var ved at rive sig løs.”
”Ikke så tosset,” sagde Fred. ”Jeg må indrømme, at jeg ikke kan tage nutidens politimetoder alvorligt. Mon ikke forbrydere skal tiltales med ’sir’, når du engang går på pension? Nå, der er stadig atten måneder, til jeg kan trække mig tilbage, og på det tidspunkt er du ansat i Scotland Yard. På den anden side …” tilføjede Fred og skulle til at give William den daglige dosis guldkorn, ”da jeg kom ind i politiet for næsten tredive år siden, plejede vi at lægge knægte som Tomkins i håndjern og låse dem til en radiator, sætte fuld knald på varmen og først slippe dem løs, når de havde tilstået.”
William brast i latter.
”Jamen, den er god nok,” sagde Fred.
”Hvor lang tid tror du, der går, før Tomkins kommer i fængsel?”
”Mit gæt er, at han skal omkring en opdragelsesanstalt, før han kan komme i fængsel. Det, der virkelig kan gøre mig rasende, er, at når han engang er blevet buret inde, er det i enecelle med ret til tre måltider om dagen og omgivet af vaneforbrydere, der vil lægge sig i selen for at undervise ham i hans kommende erhverv, før han dimitterer fra De Kriminelles Universitet.”
William blev hver eneste dag mindet om, hvor heldigt det var at være født i en overklassefamilie omgivet af kærlige forældre og en tilbedende storesøster. Han havde dog aldrig fortalt sine kolleger, at han havde gået på en af Englands fineste privatskoler og bagefter læst kunsthistorie på King’s College i London. Og han havde helt bestemt aldrig nævnt, at hans far med jævne mellemrum hævede store honorarer hos nogle af landets mest berygtede forbrydere.
De fortsatte deres runde, og adskillige af de lokale hilste venskabeligt på Fred, og nogle af dem sagde også godmorgen til William.
Da de et par timer efter vendte tilbage til politistationen, undlod Fred at anmelde Tomkins til vagthavende overbetjent, fordi han havde det på samme måde med papirnusseri, som han havde det med nutidens politiarbejde.
”Hvad siger du til en kop te?” spurgte Fred og gik af sted mod kantinen.
”Warwick!” råbte en eller anden bag dem.
William vendte sig om og så en fængselsbetjent pege på sig. ”En varetægtsfange er besvimet i sin celle. Her er en recept. Skynd dig hen til det nærmeste apotek og hent medicinen.”
”Javel, hr. politiassistent,” sagde William. Han tog kuverten og løb hele vejen hen til Boots på hovedgaden, hvor han så en lille kø af mennesker, der tålmodigt stod og ventede foran receptindleveringen. Han undskyldte over for damen forrest i køen, før han rakte apotekeren kuverten. ”Det er en hastesag,” sagde han.
Den unge kvinde åbnede kuverten og læste omhyggeligt det, der stod på recepten. ”Et pund tres, hr. betjent,” sagde hun så.
William gravede beløbet op af lommen og rakte hende pengene. Hun slog beløbet ind på kasseapparatet, hvorefter hun vendte sig om og tog en pakke kondomer ned fra hylden og rakte ham pakken. William så på hende med åben mund, men der kom ikke en lyd ud af den. Han var sig smerteligt bevidst, at en hel del mennesker i køen stod og grinede ad ham. ”Husk Deres recept, hr. betjent,” sagde apotekeren, da William skulle til at luske væk. Hun rakte ham kuverten.
Adskillige mennesker med latter i øjnene så efter ham, da han smuttede ud på gaden igen. Han ventede, indtil han var kommet ud af syne, før han åbnede kuverten og læste sedlen indeni.
Kære sir eller madam
Jeg er en genert ung politibetjent, der langt om længe har overtalt en pige til at gå i byen med mig, og jeg krydser fingre for, at jeg er heldig i aften. Jeg vil imidlertid nødig gøre hende gravid, så kan De hjælpe mig?
William brast i latter, stak kondomerne ned i jakkelommen og gik tilbage til stationen. Den første tanke, der var faldet ham ind, var: Gid, jeg havde en kæreste.
3
Politibetjent Warwick skruede hætten på sin fyldepen, fuld af tillid til, at han havde bestået optagelsesprøven til kriminalpolitiet med det, hans far ville have kaldt bravur.
Da han vendte tilbage til sit værelse i Trenchard House samme aften, var han imidlertid knap så fortrøstningsfuld, og da han slukkede sengelampen, var han overbevist om, at han skulle beholde uniformen på og have patruljetjeneste mindst et år mere.
”Hvordan gik det?” spurgte vagthavende politimand, da han mødte på arbejde dagen efter.
”Dumpede med et brag,” svarede William, mens han kastede et blik på vagtlisten. Han og Fred var blevet sat til at patruljere ved et boligkompleks ved navn Barton, om ikke andet så for at minde de lokale tyveknægte om, at der stadig var enkelte ordensbetjente tilbage i The Met.
”Så må du jo på den igen til næste år,” sagde vagthavende betjent uden et gran af medlidenhed. Hvis betjent Warwick ønskede at svælge i selvmedlidenhed, var det hans egen sag.
Sir Julian fortsatte med at skærpe forskærerkniven, indtil han var sikker på, at den ville kunne trække blod.
”To skiver eller en, min dreng?” spurgte han sin søn.
”To, tak.”
Sir Julian skar to skiver af stegen med en behændighed, der var en slagtermester værdig.
”Bestod du så optagelsesprøven?” spurgte han William, idet han rakte ham en tallerken.
”Det ved jeg først om et par uger,” sagde William og rakte sin mor en skål med rosenkål. ”Jeg tvivler, men det vil sikkert glæde dig at høre, at jeg er i finalen til stationens pokalfinale i snooker.”
”Snooker?” sagde hans far, der lod, som om han aldrig i hele sit liv havde hørt om spillet.
”Ja, noget andet, jeg har lært de sidste to år.”
”Men vinder du så?” spurgte hans far insisterende.
”Næppe. Jeg er oppe imod favoritten, der har vundet pokalen de sidste seks år i træk –”
”Så du er dumpet til din eksamen og står til at blive nummer to i …”
”Jeg har altid undret mig over, at de kaldes rosenkål og ikke bare kål ligesom for eksempel hvid- og rødkål. Jeg mener, de har jo ikke meget med roser at gøre,” sagde Marjorie i et forsøg på at afværge endnu et skænderi mellem far og søn.
”Jamen, synes du da ikke, de ligner lidt en rosenknop?” spurgte Grace.
”Hvis du har bestået, hvor lang tid går der så, før du bliver kriminalassistent?” spurgte Julian og nægtede at lade sig aflede af en etymologisk diskussion.
”Et halvt, muligvis et helt år. Der skal først være en ledig stilling i et eller andet distrikt.”
”Måske kommer du direkte ind i Scotland Yard?” sagde hans far og hævede et øjenbryn.
”Udelukket. Man skal bevise sit værd i en anden afdeling, før man kan søge ind i de allerhelligste haller, men i øvrigt er jeg blevet kaldt til møde på Scotland Yard i morgen.”
Julian holdt inde med sit forskærerarbejde. ”Hvorfor?” ville han vide.
”Det ved jeg faktisk ikke,” indrømmede William. ”Politimesteren ringede i fredags og beordrede mig at til at stille hos chefpolitiinspektør Hawksby klokken ni mandag morgen, men han sagde ikke hvorfor.”
”Hawksby … Hawksby …” sagde hans far og fik ekstra dybe rynker i panden. ”Hvor kender jeg det navn fra? Nå jo, vi har krydset klinger i en svindelsag, dengang han var vicepolitikommissær. Et imponerende vidne. Han havde gjort sit hjemmearbejde og var så godt forberedt, at jeg ikke kunne sætte en finger på noget. En mand, man endelig ikke må undervurdere.”
”Fortæl mere,” sagde William.
”Meget lavstammet for en politimand at være, og pas på den slags: De er ofte i besiddelse af ekstra gode hoveder. Han går under navnet Høgen. Svæver i luften over dig, men suser så pludselig ned og slår kløerne i alt foran sig.”
”Inklusive dig, lyder det til,” sagde Marjorie.
”Hvad får dig til at sige sådan?” spurgte Sir Julian og skænkede sig et glas vin.
”Du husker kun de vidner, der engang har fået dig ned med nakken.”
”Touché,” sagde Sir Julian og hævede sit glas, mens Grace og William spontant klappede ad deres mor.
”Du må endelig hilse chefpolitiinspektør Hawksby fra mig,” tilføjede Sir Julian og ignorerede lyden af klappende hænder.
”Det kunne jeg ikke drømme om,” sagde William. ”Jeg vil gerne gøre et godt indtryk, ikke skaffe mig en livslang fjende på halsen.”
”Er mit ry virkelig så dårligt?” spurgte Sir Julian og sukkede lige så opgivende som en bejler, der havde fået en kurv.
”Det kunne være bedre,” sagde William. ”Når nogen nævner dit navn på politistationen, stønner alle desperat ved tanken om, at endnu en forbryder, der burde sidde inde resten af sit liv, nu skal sættes på fri fod.”
”Jeg kan vel ikke tillade mig at være uenig med tolv retskafne og velanskrevne mænd?”
”Det er måske gået hen over hovedet på dig, far, men kvinder har siddet i nævningeting siden 1920,” sagde Grace.
”Så meget desto værre,” sagde hendes far. ”Jeg ville aldrig have givet kvinder stemmeret.”
”Lad være med at bide på krogen, Grace,” sagde hendes mor. ”Han forsøger bare at tirre dig.”
”Hvad er så den næste håbløse sag, du ønsker at kæmpe for?” spurgte Sir Julian sin datter og vred kniven en ekstra gang rundt.
”Arveret,” svarede Grace og nippede til sin vin.
”Tør jeg spørge, hvis arveret det især drejer sig om?”
”Min. Det er fint nok, at du er baronet Sir Julian Warwick, men når du dør …”
”Forhåbentlig først om lang, lang tid,” indskød Marjorie.
”… er det William, der arver titlen, selv om jeg er den ældste,” fortsatte Grace og ignorerede afbrydelsen.
”En skandale,” sagde hendes far spottende.
”Det er ikke noget at grine ad, far. Og efter min mening kommer du til at se en lovændring på det område, før du dør.”
”Jeg kan ikke se for mig, hvordan Overhuset kunne stemme ja til en sådan lovændring.”
”Hvilket er grunden til, at adelen står for skud næste gang, for når først Underhuset ser, at der er stemmer i sagen, vil endnu en absurd højborg falde sammen under sin egen vægt.”
”Hvordan vil du gribe det an?” spurgte Marjorie.
”Vi begynder i toppen med den kongelige familie. Vi har allerede overtalt et livsvarigt overhusmedlem til at fremsætte et lovforslag om ændret førstefødselsret, der vil give en kvinde ret til at sætte sig på tronen, hvis hun er den førstefødte, i stedet for at blive skubbet til side af en yngre bror. Ingen har nogensinde påstået, at prinsesse Anne ikke ville kunne gøre det lige så godt som prins Charles. Og vi vil nævne dronning Elizabeth 1, dronning Victoria og dronning Elizabeth II som bevis for vores påstand.”
”Det kommer aldrig til at ske.”
”Før du dør, far,” gentog Grace.
”Men jeg troede, du var imod titler, Grace,” sagde William.
”Det er jeg også, men det her er et principspørgsmål.”
”Okay, jeg vil stå last og brast med dig. Jeg har aldrig ønsket at blive Sir William.”
”Hvad nu, hvis du blev udnævnt til politidirektør og selv havde gjort dig fortjent til titlen?” spurgte hans far. William tøvede længe nok til, at hans far kunne nå at trække på skuldrene.
”Den der stakkels unge kvinde, som du var forsvarer for i sidste uge, slap hun af krogen?” spurgte Marjorie og krydsede fingre for en pause i fjendtlighederne.
”Nej, hun fik et halvt år.”
”Og vil være ude om tre måneder,” sagde hendes far. ”Hvorefter hun med sikkerhed vil være at finde på sin flise et øjeblik efter.”
”Far, det er simpelthen ikke noget, jeg ønsker at diskutere med dig!”
”Hvad med hendes alfons?” spurgte William. ”Det er jo ham, der burde spærres inde.”
”Jeg ville elske at dyppe ham i tjære og rulle ham i fjer, men han blev ikke engang sigtet,” sagde Grace.
”I tjære?” sagde hendes far. ”Inden længe stemmer du konservativt, bare vent og se.”
”Aldrig,” svarede Grace.
Sir Julian tog forskærerkniven op igen. ”Nogen, der ønsker mere?” spurgte han.
”Må jeg spørge, om du har mødt nogen for nylig?” spurgte Marjorie og vendte sig om mod sin søn.
”Mange mennesker, mor,” sagde William og smilede ad sin mors eufemisme.
”Du ved, hvad jeg mener,” svarede hun bebrejdende.
”Hvordan skulle det kunne ske? Jeg har knoklet den sidste måneds tid, syv nattevagter i træk, fyraften klokken seks om morgenen, og på det tidspunkt ser man altså bare dyner. To dage efter møder man så op igen og har morgentjansen. Mor, du kan helt ærligt ikke mene, at PB Warwick er en god fangst.”
”Men hvis du havde fulgt mit råd dengang, ville du som advokat være et godt parti, og jeg kan godt love dig, at der er ret så mange smukke unge kvinder i min branche.”
”Jeg har mødt en af dem,” sagde Grace, hvad der for første gang fik hendes far til at klappe i. Han lagde kniv og gaffel fra sig og lyttede nøje efter. ”Hun er sagfører i City, men jeg tror desværre ikke, at far vil billige hende, eftersom hun har specialiseret sig i skilsmissesager.”
”Jeg glæder mig til at hilse på hende,” sagde Marjorie.
”Hvis du gerne vil, mor, men bare så du ved det: Jeg har ikke fortalt hende, hvem der er min far.”
”Er jeg da et miks mellem Rasputin og dommer Jeffreys?” spurgte Sir Julian og satte forskærerkniven op ved siden af sit hjerte.
”Du er ikke nær så rar som nogen af de to herrer, men der er fordele ved at kende dig,” sagde hans kone.
”Nævn en!” sagde Grace.
”Der er et spørgsmål i gårsdagens krydsord, som jeg stadig ikke har løst.”
”Spørg løs, jeg sidder lige her,” sagde hendes mand.
”Dame bekymret for, om social begivenhed ikke fungerer. Tretten bogstaver. Tredje er s, tiende o.”
”Dysfunktionel!” råbte de tre andre i munden på hinanden og brast i latter.
”Denne gang vil jeg ikke skrive det på regningen,” sagde hendes mand.
William havde sagt til sin far, at han nok ikke vandt, men nu var den hjemme, eller mere nøjagtigt, i hjørnet. Han manglede kun at støde den sidste bal i hul for at have vundet Lambeth Politistations snookermesterskab og ødelagt Freds chance for vinde pokalen for syvende gang i træk.
Egentlig var det ret ironisk, tænkte William, for det var Fred, der havde lært ham at spille snooker. Faktisk ville William ikke have vovet sig ind i snooker-rummet, hvis Fred ikke havde antydet, at det kunne være godt for ham at lære nogle af kollegerne at kende, der endnu ikke vidste, hvad de skulle mene om kordrengen.
Fred havde lært sin protegé at spille snooker med samme ildhu, som da han havde introduceret knægten for livet som ordensbetjent, og nu stod William til, for første gang, at slå sin mentor i hans eget spil.
I skolen havde William brilleret som kædespiller på rugbybanen om vinteren og om sommeren som den hurtigste på atletikbanen. Det sidste år på London University kunne han iføre sig den eftertragtede purpurfarvede trøje, efter at hans college havde vundet den årlige atletikturnering. Selv hans far havde måttet trække på smilebåndet, hver gang hans søn brød målsnoren i hundredmeterræset, som han kaldte det, men William tvivlede nu på, at ord som ’rerack’, ’maximum-break’ og ’in-off’ nogensinde kom til at indgå i faderens ordforråd.
William kastede et blik op på pointtavlen. De havde hver vundet tre frames. Nu manglede kun det afgørende frame. Han havde lagt godt ud med et break på 42, men Fred havde givet sig god tid og ædt sig ind på hans førerposition, indtil spillet nu kunne gå begge veje. William førte stadig med 26 point, men alle farverne lå på deres pladser, sådan at Fred, når han havde tilbageerobret bordet, kun skulle potte de sidste syv baller for at vinde.
Kælderrummet var proppet med politifolk, overordnede som underordnede. Nogle havde sat sig op på radiatorer, andre på trappetrin. Der blev helt stille i rummet, da Fred lænede sig ind over bordet for at tage bestik af den gule bal. William affandt sig mentalt med at have forspildt chancen for at blive mester, da den gule, grønne, brune og blå bal forsvandt ned i lommerne, så Fred kun manglede den lyserøde og den sorte for at have ryddet bordet.
Fred flugtede stødballen med den bal, han ville spille på, før han sendte den af sted. Men han havde ramt den en smule for hårdt, og selv om den lyserøde bal susede over mod en midterlomme og forsvandt ned i hullet, endte den hvide stødbal op ad en bande, hvad der gjorde det vanskeligt selv for en professionel at få et stød sat ind.
Tilskuerne holdt vejret, da Fred bøjede sig ned. Han gav sig god tid, da han linede den sidste bal op, som, hvis han pottede, ville føre ham over målstregen: 73-72 og gøre ham til den første på politistationen til at vinde titlen syv år i træk.
Han trådte lidt tilbage, var helt tydeligt nervøs, og kridtede sin kø endnu en gang, mens han forsøgte at blive rolig, før han vendte tilbage til bordet. Han bøjede sig ned, spredte fingrene og koncentrerede sig, før han sendte stødballen af sted. Han så ængsteligt til, mens den sorte bal trillede hen mod hjørnehullet. Adskillige af hans fans forsøgte at heppe den på vej, men til deres ærgrelse gik den i stå kun få centimeter fra hullet. Der lød et kollektivt opgivende suk, fordi William nu havde fået en bal at spille på, som selv en novice ville kunne potte, og de var nødt til at se i øjnene, at et nyt navn stod til at blive optaget på ærestavlen.
Udfordreren tog en dyb indånding, før han kastede et blik op på ærestavlen for at blive mindet om, at Freds navn stod med guld ud for 1977, 1978, 1979, 1980, 1981 og 1982. Men ikke 1983, tænkte William, mens han kridtede sin kø. Han følte sig som Steve Davis, øjeblikket før Davis blev verdensmester.
Han skulle netop til at potte den sidste sorte bal, da han fik øje på Fred, der stod på den anden side af bordet og resigneret og modløs kiggede på.
William bøjede sig ind over bordet, linede de to baller op og ramte stødballen rent. Han så til, da den sorte bal lagde sig på kanten af lommen, rullede pirrende frem og tilbage, men blev så liggende på kanten uden at ville falde ned i lommen. De lamslåede tilskuere gispede vantro. Knægten havde ikke kunnet klare presset.
Fred satte ikke den nye chance over styr, og alle brød ud i jubelråb, da han puttede den sidste bal og vandt framen og dermed også mesterskabet 73-72.
De to mænd trykkede hinanden i hånden, mens adskillige politimænd omringede dem og klappede dem begge på ryggen og udbrød: ’Godt gået’, ’Tæt på’, ’Sort uheld, William’. William trådte til side, da politimesteren rakte Fred pokalen, som denne derefter løftede højt op i luften til lyden af endnu højere jubelråb.
En ældre mand, iført en dobbeltradet habit, som ingen af de to spillere havde bemærket, smuttede hurtigt ud af rummet, forlod stationen og bad sin chauffør om at blive kørt hjem.
Alt, hvad han havde fået at vide om knægten, havde vist sig at være sandt, og han glædede sig til at indlemme politibetjent Warwick i sit team i Scotland Yard.
Du kan købe Øjet der ser online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.
LÆS OGSÅ: Clifton Krøniken: Storslået og medrivende familiesaga af Jeffrey Archer
Andre læste også: