Jeffrey Archer Krimi

Det 11. bud. Jeffrey Archers hæsblæsende roman om spionage, hævn og magtspil

det 11. bud

Jeffrey Archer er verdensmester i spændingsromaner. Han holder det høje niveau i romanen Det 11. bud, der får læseren til at sidde på kanten af stolen.

I Det 11. bud følger man den kompetente og topprofessionelle CIA-agent Connor Fitzgerald. Efter 28 år er han klar til at gå på pension, men et par dage før hans afsked, får han sig en magtfuld fjende, hvis mål er at ødelægge ham fuldstændig. Og det er ikke hvem som helst … Det er nemlig hans øverste chef.

LÆS OGSÅ: Jeffrey Archer er klar med Warwick-serien – en ny storslået skæbnefortælling

Samtidigt trækker det op til en stor konfrontation mellem Rusland og USA. Ruslands nye præsident vil have ram på stormagten USA, og Connor Fitzgerald hvirvles ind i den farlige politiske magtkamp.

Læs et uddrag af bogen herunder.

Du kan købe Det 11. bud online, eller i din lokale boghandel fra d. 6 januar.




Jeffrey Archer

Det 11. bud

Kapitel 1

Da han åbnede døren, gik alarmen i gang.
Den slags fejltagelse, man ville forvente af en amatør, og det var overraskende, eftersom Connor Fitzgerald af sine kolleger blev anset for at være alt andet end amatør. Fitzgerald havde regnet med, at der ville gå flere minutter, før det lokale politi reagerede på et indbrud i San Victorino-kvarteret. Der var stadig et par timer tilbage, inden den årlige fodbold- kamp mod Brasilien blev fløjtet i gang, men halvdelen af alle tv-apparater i Columbia var allerede tændt.

Hvis Fitzgerald var brudt ind hos pantelåneren, efter at kampen var begyndt, havde politiet sandsynligvis ikke reageret, før dommeren havde blæst kampen af. Det var en kendt sag, at de lokale kriminelle betragtede kampen som en halvfems minutter lang våbenhvile. Men hans planer for netop disse halvfems minutter kunne få politiet til at jage efter spøgelser i flere dage. Og der ville gå uger, måske måneder, før nogen forstod rækkevidden af indbruddet denne lørdag eftermiddag.

Alarmen hylede stadig, da Fitzgerald lukkede bagdøren og hurtigt banede sig vej gennem det lille lagerlokale og ud til selve butikken. Han ignorerede den lange række armbåndsure på små stativer, smaragder i cellofanposer og guldsmykker af enhver størrelse og form udstillet bag et finmasket ståltrådsnet. Alt var omhyggeligt mærket med navn og dato, så de forarmede ejermænd havde mulighed for at vende tilbage efter et halvt år og indløse deres arvestykker. Kun få gjorde det.

Fitzgerald skubbede et perleforhæng til side, som skilte lagerlokalet fra butikken, og blev stående bag disken. Hans blik rettede sig mod en slidt læderkuffert anbragt på en sokkel midt i vinduet. På låget var der præget et par falmede guldbogstaver, DVR. Han blev stående bomstille, indtil han var helt sikker på, at han ikke blev iagttaget.

Da Fitzgerald tidligere på dagen solgte dette håndlavede mesterværk til pantelåneren, havde han forklaret, at eftersom han ikke havde i sinde at komme tilbage til Bogotá, kunne det sælges videre med det samme. Det overraskede ikke Fitzgerald, at kufferten allerede var udstillet i vinduet. Der fandtes ikke noget tilsvarende i Colombia.

Da han skulle til at klavre over disken, kom en ung mand gående forbi vinduet udenfor. Fitzgerald stivnede, men mandens opmærksomhed var udelukkende rettet mod en lille radio, som han trykkede mod sit venstre øre. Han lagde ikke mere mærke til Fitzgerald, end han ville have lagt mærke til en vinduesmannequin. Da han var gået videre, kravlede Fitzgerald over disken og hen til vinduet.

Han kiggede til begge sider hen ad gaden, men der var ingen derude. Med en enkelt bevægelse fjernede han læderkufferten fra soklen og gik hurtigt tilbage. Han kravlede over disken og vendte sig en sidste gang mod vinduet for at være sikker på, at der ikke havde været vidner til tyveriet.

Fitzgerald drejede rundt, skubbede perleforhænget til side og gik hen til den lukkede dør. Han så på sit ur. Alarmen havde hylet i otteoghalvfems sekunder. Han trådte ud i gyden og lyttede. Havde han hørt en politisirene, ville han være drejet til venstre og have forsøgt at forsvinde i labyrinten af små gader bag pantelånerbutikken. Men bortset fra alarmen var der stille. Han gik til højre og slentrede roligt videre med retning mod Carrera Septima.

Da Connor Fitzgerald nåede hen til fortovet, så han sig til højre og venstre og skråede over gaden i den lette trafik uden at se sig tilbage. Han forsvandt ind i en overfyldt restaurant, hvor en flok larmende fodboldfans sad foran en stor tv-skærm.

Ingen ofrede ham opmærksomhed. De var kun interesseret i at se endeløse replays af de tre mål, Colombia havde scoret året før. Han tog plads ved et hjørnebord. Han kunne ikke se tv-skærmen tydeligt, men havde fin udsigt til den modsatte side af gaden. Et ramponeret skilt med navnet J. ESCOBAR, MONTE DE PIEDAD, ETABLECIDO 1946 flaprede i eftermiddagsbrisen over pantelånerbutikken.

Der gik flere minutter, før en patruljevogn med hvinende bremser standsede foran butikken. Da Fitzgerald havde set de to uniformerede betjente gå ind i bygningen, rejste han sig fra bordet og gik nonchalant ud ad bagdøren til endnu en stille gade denne lørdag eftermiddag.

Han prajede den første ledige taxa og sagde med bred sydafrikansk accent: ”El Belvedere på Plaza Bolívar, por favor.” Chaufføren nikkede kort som for at gøre det klart, at han ikke var ude på at blive inddraget i en langvarig samtale. Da Fitzgerald kravlede ind på bagsædet af den bedagede gule taxa, tændte chaufføren for radioen.

Fitzgerald så på sit ur igen. Sytten minutter over et. Han var et par minutter bagud i forhold til planen. Talen måtte være begyndt nu, men da de som regel altid varede i mindst fyrre minutter, havde han stadig god tid til at ordne den sag, han var kommet til Bogotá for at ordne. Han flyttede sig et par centimeter til højre for at sikre sig, at chaufføren kunne se ham i bakspejlet.

Når politiet indledte efterforskningen, ville Fitzgerald være helt sikker på, at alle, der havde set ham i dagens løb, kunne give et nogenlunde enslydende signalement af ham: Mand, hvid, cirka halvtreds, en meter og femogfirs høj, 100 kg, ubarberet, mørkt, viltert hår, klædt som en udlænding, udenlandsk accent, men ikke amerikaner. Han håbede på, at i hvert fald en af dem var i stand til at genkende hans nasale sydafrikanske accent. Fitzgerald havde altid været god til accenter. I gymnasiet havde han jævnligt fået på puklen, fordi han efterabede lærerne.

Taxaens radio blev ved med at bombardere Fitzgerald med en endeløs række ekspertudtalelser om det sandsynligste resultat af den årligt tilbagevendende storkamp. Han lukkede af for et sprog, som han ikke var særligt interesseret i at beherske, selv om han for nylig havde bidt mærke i ord som falta, fuera og gol og udvidet sit beskedne ordforråd med dem.

Da den lille Fiat standsede foran El Belvedere sytten minutter efter, gav Fitzgerald chaufføren en titusind-pesoseddel og var så hurtigt ude af vognen, at han ikke nåede at høre mandens tak for de rundhåndede drikkepenge. Ikke fordi Bogotás taxachauffører er kendt for at overdrive brugen af ordene muchas gracias.

Fitzgerald løb op ad hoteltrappen, forbi den liberiklædte dørvogter og gennem svingdøren. I foyeren skråede han direkte over til elevatorerne over for receptionsskranken. Han behøvede kun at vente nogle sekunder, før en af de fire elevatorer vendte tilbage til stueetagen.

Da dørene gled til side, trådte han ind og trykkede på knap 8 og straks efter på Close-knappen, så dørene lukkede sig igen, før andre kunne nå at komme med. Da han nåede op på 8. sal, gik han hen ad den tyndt tæppebelagte gang til værelse 807.

Han skubbede plastickortet ned i rillen og ventede på det grønne lys, før han tog i håndtaget. Så snart døren gik op, hængte han et skilt med FAVOR DE NO MOLESTAR på det udvendige håndtag og låste døren.

Han så på sit ur en gang til – den var fireogtyve minutter i to. Han havde beregnet, at politiet nu var gået fra panterlånerbutikken efter at have konkluderet, at det havde været falsk alarm. De ville ringe til mr. Escobar på hans privatadresse på landet, oplyse ham om, at alt så ud til at være i orden, og anbefale ham at ringe og lade dem vide, hvis der manglede noget, når han på mandag vendte tilbage til byen. Længe før det tidspunkt ville Fitzgerald have stillet den ramponerede læderkuffert tilbage på plads i udstillingsvinduet.

Det eneste, Escobar ville anmelde som stjålet mandag formiddag, ville være de små poser med uslebne smaragder, som politiet havde taget med på vejen ud. Hvor lang tid ville der mon gå, før han opdagede den eneste anden ting, der manglede? En dag? En uge? En måned? Fitzgerald havde allerede besluttet, at han ville efterlade sig et spor for at få det til at gå lidt hurtigere. 

Han tog jakken af, hængte den på den nærmeste stoleryg og tog fjernbetjeningen til tv’et på sengebordet. Han tændte tv’et og satte sig i sofaen overfor. Ricardo Guzmans ansigt tonede frem på skærmen.

Fitzgerald vidste, at Guzman fyldte halvtreds næste april, men han var høj og slank med kraftigt sort hår, og hvis han havde sagt til den begejstrede folkemængde, at han endnu ikke var fyrre, ville den have troet på ham. Kun få colombianere forventer, at politikere siger sandheden om ret meget og da slet ikke om deres alder.

Ricardo Guzman, frontløberen til det forestående præsidentvalg, var chef for Cali-kartellet, der kontrollerede 80 procent af kokainhandelen i New York og tjente over en milliard dollars om året. Denne oplysning havde Fitzgerald ikke fundet i nogen af Colombias tre landsdækkende aviser, måske fordi det meste af forsyningen af avispapir i landet også blev kontrolleret af Guzman.

”Min første handling som jeres præsident vil være at nationalisere alle virksomheder, hvor aktiemajoriteten ejes af amerikanere.”

Den lille flok mennesker foran trappen op til kongresbygningen på Plaza de Bolívar råbte begejstret. Ricardo Guzmans rådgivere havde mange gange indprentet ham, at det ville være spild af tid at holde politiske taler samme dag som fodboldkampen, men han havde ignoreret dem og selv regnet ud, at de flere millioner seere sandsynligvis ville zappe igennem kanalerne for at finde fodboldkampen og før eller siden se ham dukke op på skærmen, om så kun et kort øjeblik. De samme mennesker ville få sig en overraskelse en time senere, når de så ham komme marcherende ind på det propfulde stadion.

Fodbold kedede Guzman, men han vidste, at hans tilsynekomst, kun få minutter før hjemmeholdet kom løbende ud på banen, ville få folk til at tænke på noget andet end Antonio Herrera, den colombianske vicepræsident og hans farligste rival i valgkampen. Herrera sad i VIP-logen, men Guzman ville befinde sig ude midt i folkemængden bag et af målene. Han dyrkede et image som en mand af folket.

Fitzgerald regnede med, at der var seks minutter tilbage af talen. Han havde allerede en halv snes gange hørt, hvad Guzman sagde – i overfyldte haller, halvtomme værtshuse, på gadehjørner, endda i en busterminal, hvor han engang havde henvendt sig til lokalbefolkningen fra bagperronen på en bus. Han tog læderkufferten på sengen og anbragte den på sit skød.

”Antonio Herrera er ikke en liberal kandidat,” snerrede Guzman, ”han er amerikanernes kandidat. Han er ikke andet end en bugtalerdukke, og hvert eneste ord, der kommer ud af ham, er udvalgt for ham af en person i Det Ovale Værelse.” Folk hujede begejstret igen.

”Hvorfor bilder amerikanerne sig ind, at vi altid vil gøre, hvad der passer dem bedst?” sagde Guzman skarpt. ”Og alt sammen på grund af den almægtige amerikanske dollar. Jeg siger, fanden tage den almægtige dollar!” Tilhørerne hujede endnu højere, da Guzman tog en dollarseddel i sin tegnebog og rev George Washington i stumper og stykker.

”Jeg kan love jer én ting,” fortsatte Guzman, mens han spredte de små stumper grønt papir ud over folkemængden som konfetti.

”Gud er ikke amerikaner,” mimede Fitzgerald.

”Gud er ikke amerikaner!” brølede Guzman.

Fitzgerald tog forsigtigt Macmillan-fiberglaskolben ud af læderkufferten.

”Om to uger får Colombias befolkning mulighed for at give sin mening til kende, så hele verden kan høre det,” råbte Guzman.

”Fire minutter,” mumlede Fitzgerald, mens han så på skærmen og efterlignede præsidentkandidatens smil. Han tog et rustfrit Hart-riffelløb op af kufferten og skruede det på plads i kolben. Det passede perfekt.

”Når der holdes topmøder rundt om i verden, skal Colombia sidde med ved bordet og ikke læse om det i aviserne dagen efter. På mindre end et år vil jeg sørge for, at amerikanerne ikke længere behandler os som et tredjeverdensland, men som en ligeværdig partner.”

Menneskemængden brølede begejstret, samtidig med at Fitzgerald tog et Leupold-teleskopsigte med 10 ganges forstørrelse og skubbede det på plads i to smalle skinner oven på løbet.

”I løbet af hundrede dage vil I komme til at opleve forandringer i vores land, som Herrera tror, at det vil tage hundrede år at få gennemført. For når jeg er præsident …”

Fitzgerald anbragte langsomt kolben på riflen, en Remington 700, mod skulderen. Den føltes som en gammel ven. Men det var sådan set ikke så mærkeligt. Hver eneste lille del af den var håndlavet efter hans egne mål.

Han løftede teleskopsigtet op til billedet på skærmen og justerede den lille række prikker, indtil de var centreret på et sted to og en halv centimeter over kandidatens hjerte.

” … bekæmpe inflation …”

Tre minutter.

” … afskaffe arbejdsløshed …”

Fitzgerald pustede vejret ud.

” … og på den måde overvinde fattigdom …”

Fitzgerald talte ”tre, to, en” og trykkede roligt på aftrækkeren. Han kunne næsten ikke høre det lille klik i larmen fra den henrykte folkemængde.

Fitzgerald sænkede riflen, rejste sig fra sofaen og stillede den tomme riffelkuffert på gulvet. Der ville gå endnu halvfems sekunder, før Guzman nåede til den rituelle fordømmelse af den amerikanske præsident Lawrence.

Han fjernede det ene af hulspidsprojektilerne fra dets rille i indersiden af kuffertlåget. Han knækkede løbet og skubbede patronen på plads, hvorefter han smækkede løbet på plads igen med en fast bevægelse opad.

”Det bliver sidste chance for Colombias borgere til at sætte en stopper for fortidens frygtelige fejltagelser,” råbte Guzman i et jævnt stigende tonefald. ”Så vi er nødt til at være sikre på især én ting …”

”Et minut,” mumlede Fitzgerald. Han kunne de sidste tres sekunder af Guzmans tale udenad, ord for ord. Han rettede opmærksomheden væk fra tv’et og gik hen til de franske døre ud til altanen.

” … så vi ikke taber denne fantastiske mulighed på gulvet …”

Fitzgerald trak de tynde gardiner, der tog udsynet til verden udenfor, til side og spejdede tværs over Plaza de Bolívar til torvets nordside, hvor præsidentkandidaten stod på det øverste trappetrin foran kongresbygningen og kiggede ud over sine tilhørere. Han gjorde sig klar til sin ultimative pointe.

Fitzgerald ventede tålmodigt. Man skulle aldrig opholde sig på en åben plads længere end nødvendigt.

Viva la Colombia!” råbte Guzman. ”Viva la Colombia!” Folkemængden råbte op mod ham, nærmest hysterisk af begejstring, men mange af dem var betalte medhjælpere anbragt på strategiske steder.

”Jeg elsker mit land,” erklærede kandidaten. Der var tredive sekunder af talen tilbage. Fitzgerald skubbede den franske dør op og kunne pludselig høre folkemassens råb for fuld styrke, da den ord for ord gentog, hvad Guzman lige havde sagt.

Kandidaten sænkede stemmen til en teaterhvisken: ”Og lad mig slå én ting fast for jer her i dag – min fædrelandskærlighed er den eneste grund til, at jeg ønsker at tjene som jeres præsident.”

For anden gang løftede Fitzgerald langsomt kolben på sin Remington 700 op til skulderen. Alles øjne var rettet mod kandidaten, da han buldrede ud i højttaleren og sagde: ”Dios guarde a la Colombia!” Larmen blev øresønderrivende, idet han løftede begge arme højt i vejret for at takke sine tilhørere for deres støtte og anerkende deres svar, da de råbte tilbage: ”Dios guarde a la Colombia!

Guzman blev stående med løftede arme i flere sekunder, som han altid gjorde, når han var færdig med en af sine taler. Og som altid stod han også fuldstændig ubevægelig i et par sekunder.

Fitzgerald rettede ind efter de små prikker, indtil de sigtede mod et sted to og en halv centimeter over Guzmans hjerte, og pustede luften ud, idet han strammede grebet om kolben med venstre hånds fingre. ”Tre, to, en,” mumlede han, før han forsigtigt trykkede på aftrækkeren. 

Guzman smilede stadig, da projektilet borede sig ind i hans brystkasse. Et sekund efter sank han om på jorden som en marionet uden snore, og knoglestumper, kødlunser og blod sprøjtede i alle retninger. De nærmeststående blev røde af hans blod. Det sidste, Fitzgerald så af Guzman, var hans strakte arme, der fik det til at se ud, som om han overgav sig til en ukendt fjende.

Fitzgerald sænkede riflen, knækkede løbet og lukkede hurtigt de franske døre. Hans opgave var udført.

Hans eneste problem nu var at undgå at bryde det ellevte bud. 




En roman om krig mellem to supermagter, et dobbeltliv som agent og en intern strid i CIA.

Connor Fitzgerald er hengiven familiefar og har i 28 år været CIA’s mest dødbringende våben. En kombination mange ikke havde gættet. Connor kommer i problemer få dage før han gå på pensions – han støder på en fjende, end ikke han kan håndtere. Fjenden er hans egen chef, der vil gå langt for at ødelægge ham.

Samtidigt prøver Ruslands nye ambitiøse præsident at fremprovokere en militær reaktion fra USA. USA står over for en frygtindgydende fjende.

Du kan købe Det 11. bud online, eller i din lokale boghandel.

Læs mere om Jeffrey Archer på hans egen hjemmeside.