Danske krimiforfattere Fiktion Jeffrey Archer Leif Davidsen

Nervepirrende pageturner af Jeffrey Archer. Smuglæs i Skæbnespillet

Skæbnespillet

Skæbnespillet er en nervepirrende spændingsroman og standalone af plotmesteren og bestsellerforfatteren Jeffrey Archer – forfatter til Clifton-krøniken. Smuglæs i romanen her.


skæbnespillet, jeffrey archer

Leningrad, Rusland, 1968. Alexander Karpenko er ikke noget helt almindeligt barn, og fra en meget tidlig alder står det klart, at han skal lede sine landsmænd. Men da hans far bliver snigmyrdet af KGB, må han sammen med sin mor flygte fra Rusland, hvis ikke de skal lide samme skæbne. Ved havnekajen bliver de konfronteret med et uafvendeligt valg: Skal de borde et containerskip med kurs mod Amerika eller Storbritannien? Alexander afgør det med et terningekast …

På et øjeblik er Alexanders fremtid afgjort af tilfældigheder. I en episk fortælling om skæbne og held, der spænder over to kontinenter og tre årtier, følger vi hans triumfer og nederlag, mens han kæmper som immigrant for at erobre den nye verden. I takt med at historien udfolder sig, finder Alexander ud af, hvad hans skæbne er og indser, at han må konfrontere fortiden og hans arv i Rusland.

“Det er en klassisk pageturner fra Archers hånd med et uforglemmeligt sidste twist.” – Daily Mail

Du kan købe Skæbnespillet online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandler.


Jeffrey Archer

Skæbnespillet

På dansk ved
Karsten Nielsen


1

Alexander

Leningrad, 1968

”Hvad skal du lave, når du går ud af skolen?” spurgte Alexander.

”Jeg vil gerne have en stilling i KGB,” svarede Vladimir,” men jeg kommer ikke engang i betragtning, hvis ikke jeg bliver optaget på statsuniversitetet. Hvad med dig?”

”Min plan er at blive Ruslands første demokratisk valgte præsident,” sagde Alexander og lo.

”Og hvis det lykkes dig,” sagde Vladimir, men han lo ikke, ”kan du udnævne mig til chef for KGB.”

”Jeg bryder mig ikke om nepotisme,” sagde Alexander, mens de gik gennem skolegården, ud på gaden og hjemad.

”Nepotisme?” sagde Vladimir.

”Det kommer af det italienske ord for nevø og går tilbage til paverne i det 17. århundrede, der ofte begunstigede deres familie og nære venner.”

”Hvad er der galt i det?” sagde Vladimir. ”Du skal bare udskifte paven med KGB.”

”Kommer du til kampen på lørdag?” spurgte Alexander for at skifte emne.

”Nej. Lige så snart FK Zenit nåede semifinalen, var det udelukket, at sådan en som mig kunne skaffe en billet. Men du får vel automatisk et par pladser i partimedlemmernes loge, når nu din far er chefværkfører på havnen, eller hvad?”

”Ikke så længe han stadig nægter at melde sig ind i Kommunistpartiet,” sagde Alexander. ”Og sidst jeg spurgte ham, lød han ikke ligefrem optimistisk med hensyn til at skaffe en billet, så nu må jeg sætte min lid til onkel Kólja.”

Mens de spadserede videre, kunne Alexander ikke lade være med at tænke på, at de begge undgik det emne, som ellers altid lå dem på sinde.

”Hvornår tror du, vi får besked?”

”Aner det ikke,” sagde Alexander. ”Jeg har på fornemmelsen, at vores lærere nyder at se os lide, velvidende det er sidste gang, de har nogen magt over os.”

”Du behøver ikke være urolig,” sagde Vladimir. ”I dit tilfælde handler det kun om, hvorvidt du får tildelt Lenin-legatet til Institut for Fremmedsprog i Moskva, eller om du bliver tilbudt en studieplads på statsuniversitetet, så du kan læse matematik. Mens jeg ikke engang aner, om jeg bliver optaget på noget universitet, og hvis jeg ikke bliver det, kan jeg godt glemme at komme ind i KGB.” Han sukkede. ”Jeg ender garanteret med at arbejde på havnen resten af livet med din far som chef.”

Alexander kommenterede det ikke. De trådte indenfor i ejendommen, hvor de boede, og begyndte at gå op ad de slidte trapper til deres lejligheder.

”Gid jeg boede på 1. og ikke på 9. sal.”

”Du ved lige så godt som jeg, Vladimir, at der kun bor partimedlemmer på de tre nederste etager. Men jeg er sikker på, at når du først får arbejde i KGB, skal du nok komme længere ned i systemet.”

”Vi ses i morgen tidlig,” sagde Vladimir, der ignorerede sin vens drilleri og tog hul på de sidste fire etager.

Da Alexander åbnede hoveddøren til sin families lillebitte lejlighed på 5. sal, kom han i tanke om en artikel, han havde læst for nylig i et statstidsskrift, og i den stod der, at Amerika var så oversvømmet af forbrydere, at alle var nødt til at have mindst to låse på deres hoveddør. Måske var den eneste grund til, at det ikke var nødvendigt i Sovjetunionen, at ingen ejede noget, der var værd at stjæle, tænkte han.

Hans mor kom først hjem, når hun fik fri fra sit job på havnen, så han gik direkte ind på sit værelse. Han tog en stak linjeret papir, en blyant og en godt slidt bog op af sin skoletaske og lagde det hele på det ganske lille bord, der stod i det ene hjørne, slog så op på side 179 i Krig og fred og gik videre med at oversætte Tolstojs ord til engelsk. Da familien Rostov satte sig til bords for at spise deres middag, virkede Nikolaj fjern, og ikke kun fordi …

Alexander var i gang med at dobbelttjekke samtlige linjer for stavefejl og nørkle med at finde de helt præcise engelske ord, da han hørte hoveddøren gå op. Hans mave begyndte at knurre, og hans første tanke var, om det mon var lykkedes hans mor at smugle nogle godbidder ud fra officersklubben, hvor hun var kok. Han lukkede bogen i og gik ud til hende i køkkenet.

Elena sendte ham et varmt smil, og han satte sig på en træbænk ved bordet.

”Har du noget lækkert med hjem i aften, mor?” spurgte Alexander håbefuldt.

Hun smilede igen, og fra lommernes gemmer fremdrog hun en stor kartoffel, to pastinakker, et halvt brød og aftenens hovedgevinst, nemlig en steak, som en officer sikkert havde efterladt på sin tallerken fra frokosten. Et rent festmåltid, tænkte Alexander, i sammenligning med hvad hans ven Vladimir ville få til aftensmad. Der er altid nogen, som har det værre end dig, mindede hans mor ham ofte om.

”Noget nyt?” spurgte Elena og gik i gang med at skrælle kartoflen.

”Det spørger du om hver aften, mor, og jeg har sagt, at jeg ikke regner med at høre noget før om en måned, og der går sikkert længere tid endnu.”

”Det er bare, fordi din far ville blive så stolt, hvis du blev tildelt Lenin-legatet.” Hun lagde kartoflen fra sig og skrællen ved siden af. Intet måtte gå til spilde. ”Hvis krigen ikke var kommet, havde din far gået på universitetet, ved du jo.”

Alexander var udmærket klar over det, men var altid glad for at blive mindet om, at hans far havde været ved fronten som ung korporal under belejringen af Leningrad, og selvom en elitepanserdivision havde angrebet hans deling uafbrudt i treoghalvfems dage, var han blevet på sin post, indtil tyskerne gav op og trak sig tilbage til deres eget land.

”Og han modtog en medalje for sin indsats under forsvaret af Leningrad,” sagde Alexander som på et stikord.

Alexanders mor måtte have fortalt ham historien mindst hundrede gange, men han blev aldrig træt af den, heller ikke selvom hans far aldrig selv bragte emnet på bane. Og nu, næsten femogtyve år senere, efter at hans far var vendt tilbage til arbejdet på havnen, var han steget i graderne til Kammerat Chefværkfører med tre tusind mand under sig. Til trods for at han ikke var medlem af partiet, kunne selv ikke KGB se bort fra, at han var den eneste, der magtede opgaven.

Hoveddøren gik op og smækkede hårdt i, hvilket betød, at hans far var kommet hjem. Alexander lyste op i et smil, da han kom fejende ud i køkkenet. Konstantin Karpenko var en høj, flot og kraftigt bygget mand, der stadig kunne få en ung kvinde til at vende sig om og kigge en ekstra gang. Hans vejrbidte ansigt var prydet af en kraftig, vildtvoksende moustache, som Alexander kunne huske, han havde strøget hånden hen over, da han var lille, men det var adskillige år siden, han havde turdet det. Konstantin satte sig på bænken over for sin søn.

”Der er ikke mad før om en halv times tid,” sagde Elena, mens hun skar kartoflen i terninger.

”Vi skal tale engelsk, når vi er os selv,” sagde Konstantin.

”Hvorfor?” spurgte Elena på sit russiske modersmål. ”Jeg har aldrig nogensinde mødt en englænder, og jeg går ikke ud fra, jeg kommer til det.”

”Hvis Alexander skal blive tildelt det legat og kunne tage til Moskva, er han nødt til at tale vores fjenders sprog flydende. Derfor.”

”Men englænderne og amerikanerne kæmpede da på samme side som os under krigen, far.”

”På samme side, jo,” sagde hans far, ”men kun fordi de så os som det mindste af to onder.” Alexander sad og tænkte over det, da faren rejste sig. ”Skal vi spille et slag skak, mens vi venter?” spurgte han. Alexander nikkede. Hans yndlingstidspunkt på dagen. ”Stil du brættet op, mens jeg går ud og vasker hænder.”

”Var det ikke en idé at lade ham vinde for en gangs skyld,” hviskede Elena, lige så snart Konstantin var ude af køkkenet.

”Under ingen omstændigheder,” sagde Alexander. ”Og han ville også gennemskue mig, hvis ikke jeg gjorde mit bedste, og give mig en omgang.” Han trak skuffen under køkkenbordet ud og tog det gamle træbræt frem sammen med æsken, der indeholdt et sæt skakbrikker, hvor der manglede en enkelt, så hver aften måtte en plasticsaltbøsse agere løber.

Alexander rykkede sin kongebonde to felter frem, inden hans far kom tilbage. Konstantin svarede øjeblikkeligt igen og rykkede sin dronningebonde et felt frem.

”Hvordan gik kampen?” spurgte han.

”Vi vandt tre nul,” sagde Alexander og rykkede med sin dronningebonde.

”Du holdt igen buret rent, glimrende,” sagde Konstantin. ”Selvom du er den bedste målmand, skolen har haft i mange år, er det stadig vigtigere, at du får tildelt det legat. Jeg går ikke ud fra, du har hørt noget?”

”Ikke et ord,” sagde Alexander, mens han tog sit næste træk. Der gik lidt tid, før hans far foretog sit modtræk. ”Far, må jeg spørge, om det er lykkedes dig at skaffe en billet til kampen på lørdag?”

”Nej,” erkendte hans far uden at se op fra brættet. ”De er sværere at finde end en jomfru på Nevskij Prospekt.”

”Konstantin!” sagde Elena. ”Du kan tale som en havnearbejder, når du er på jobbet, men ikke herhjemme.”

Konstantin smilede bredt til sin søn. ”Men din onkel Kólja har fået tilbudt et par ståpladser, og eftersom det ikke er noget for mig …” Alexander sprang op, og hans far, der var glad for at have afledt sin søn, rykkede straks sin næste brik.

”Du kunne have fået lige så mange billetter, du ville have,” sagde Elena, ”hvis bare du meldte dig ind i partiet.”

”Men det har jeg ikke tænkt mig, som du udmærket ved. Quid pro quo. Du har selv lært mig det udtryk,” sagde Konstantin og så på sin søn på den anden side af bordet. ”Du må aldrig glemme, at partiet altid skal have noget for noget, og jeg er ikke parat til at forråde mine venner for et par billetter til en fodboldkamp.”

”Men det er mange år siden, vi nåede semifinalerne i pokalturneringen,” sagde Alexander.

”Og det sker næppe igen i min levetid. Men der skal en del mere til end det for at få mig til at melde mig ind i Kommunistpartiet.”

”Vladimir er allerede pioner og har meldt sig ind i Komsomol,” sagde Alexander, efter at han havde rykket sin næste brik.

”Ikke særlig overraskende,” sagde Konstantin. ”Ellers ville han ikke have skyggen af chance for at blive taget til KGB, og sådan et kryb som ham trives bedst dér.”

Alexander mistede igen koncentrationen. ”Hvorfor er du altid så hård mod ham, far?”

”Fordi han er en lille lusket undermåler, ligesom sin far. Jeg vil ikke råde dig til nogensinde at betro ham en hemmelighed, for den bliver fortalt videre til KGB, inden du når hjem til dig selv.”

”Han er ikke særlig kvik,” sagde Alexander. ”For at sige det, som det er, skal han være heldig for at blive tilbudt en studieplads på statsuniversitetet.”

”Det kan godt være, han ikke er særlig kvik, men han er snu og hensynsløs, hvilket er en farlig kombination. Tro mig på mit ord, han ville sælge sin egen bedstemor for en billet til pokalfinalen, og sandsynligvis også for en til semifinalen.”

”Så er der mad,” sagde Elena.

”Skal vi sige, det blev remis?” sagde Konstantin.

”Under ingen omstændigheder, far. Du ved udmærket, at du er skakmat om seks træk.”

”Hold nu op med at mundhugges, I to,” sagde Elena. ”Og se at få dækket bord.”

”Hvornår slog jeg dig sidst?” spurgte Konstantin og lagde sin konge ned.

”19. november 1967,” sagde Alexander, da de begge rejste sig og gav hånd.

Alexander satte saltbøssen på bordet, hvor den hørte hjemme, og lagde skakbrikkerne tilbage i æsken, mens hans far tog tre tallerkener ned fra hylden over vasken. Alexander åbnede køkkenskuffen og fandt tre umage sæt knive og gafler frem. Det fik ham til at tænke på det afsnit i Krig og fred, som han lige havde oversat. Familien Rostov spiste med jævne mellemrum en fem retters souper (bedre ord end middag – han besluttede sig for at ændre det, når han kom tilbage til sit værelse), og der var lagt et nyt sæt sølvbestik frem til hver ret. Familien havde også mindst ti livréklædte tjenere, der stod bag hver stol, klar til at servere de måltider, som blev tilberedt af tre kokke, der vist aldrig satte deres fod uden for køkkenet. Men Alexander var overbevist om, at familien Rostov ikke kunne have haft en bedre kok end hans mor, for ellers ville hun ikke arbejde i officersklubben.

En dag … sagde han til sig selv, mens han dækkede bordet færdigt og derefter satte sig på bænken over for sin far. Elena gjorde dem selskab og serverede aftenens måltid, som hun delte mellem dem, men ikke i ligelige portioner. Den tykke steak, der sammen med pastinakkerne og kartoflerne var blevet ”repatrieret” – et ord, som Alexander havde lært hende – fra officerernes levninger, var blevet skåret i to stykker. ”Sparsommelighed er en dyd,” kunne hun sige på begge sprog.

”Jeg skal til møde i kirken i aften,” sagde Konstantin og tog fat om sin gaffel. ”Men jeg vil ikke tro, jeg kommer særlig sent hjem.”

Alexander skar sin steak i adskillige stykker og tyggede hver enkelt lille bid grundigt, indimellem at han tog en bid brød og en tår vand. Han gemte pastinakken til sidst. Dens karakterløse smag blev hængende i munden på ham. Han var ikke engang sikker på, at han kunne lide den. I Krig og fred var det kun de tjenende ånder, der spiste pastinak. De fortsatte med at tale engelsk, mens de nød deres aftensmad.

Konstantin tømte sit vandglas, tørrede sig om munden med sit jakkeærme, rejste sig og forlod rummet uden et ord.

”Gå du bare ind til dine bøger, Alexander. Jeg skal nok rydde af bordet,” sagde hans mor og slog ud med hånden.

Alexander gjorde med glæde, som hun bad ham om. Inde på sit værelse udskiftede han ”middag” med ”souper”, inden han bladede frem til næste side og gik videre med sin oversættelse af Tolstojs mesterværk. Franskmændene rykkede frem mod Moskva …

Da Konstantin kom fra opgangen og ud på gaden, var han intetanende om, at et sæt øjne betragtede ham oppe fra etagerne.

Vladimir kunne ikke koncentrere sig om sine lektier og sad og stirrede tomt ud ad vinduet, men fik så øje på kammerat Karpenko, der forlod bygningen. Det var tredje gang i den uge. Hvor skulle han hen på den tid af aftenen? Måske burde han undersøge det. Han skyndte sig ud af sit værelse og listede ned ad gangen. Han kunne høre larmende snorkelyde fra værelset mod gaden, og da han kastede et blik ind, sad hans far sammensunken i sin ældgamle hestehårsstol, mens en tom flaske vodka lå og flød på gulvet ved siden af ham. Han åbnede og lukkede hoveddøren forsigtigt, hvorefter han styrtede ned ad stentrapperne og ud på gaden. Han kiggede til venstre, hvor hr. Karpenko i det samme drejede om hjørnet, løb efter ham, og satte først farten ned, da han kom ned for enden af gaden.

Han spejdede rundt om hjørnet og så kammerat Karpenko gå ind i Sankt Andreas-kirken. Rent tidsspilde, tænkte Vladimir. KGB misbilligede godt nok den ortodokse kirke, men der var ikke udstedt forbud mod den. Han skulle til at vende om og gå hjem, da en anden mand, som han aldrig havde set i kirken om søndagen, dukkede frem fra skyggerne.

Vladimir passede godt på, at ingen så ham, da han langsomt sneg sig hen til kirken. Han så to mænd mere komme fra den modsatte retning og skynde sig indenfor, men stivnede så, da han hørte fodtrin bag sig. Han smuttede om bag muren, lagde sig fladt ned på jorden og ventede, indtil manden var forbi, før han listede mellem gravstenene og om bag kirken til en indgang, som var reserveret kordrengene. Han trykkede det tunge håndtag ned og bandede, da døren ikke gik op.

Han kastede et blik rundt og fik øje på et vindue, der stod på klem over ham. Han kunne lige præcis ikke nå derop, så han brugte en rå stenflise til at stå på og satte af. I tredje forsøg fik han fat om sålbænken, og med opbydelsen af alle sine kræfter hævede han sig op og fik kantet sin slanke krop gennem vinduet, hvorefter han hoppede ned på gulvet på den anden side.

Vladimir listede stille gennem den bageste del af kirkerummet, indtil han kom til sanktuariet, hvor han dukkede ned bag alteret. Da hans åndedræt var faldet nogenlunde til ro, kiggede han frem bag alteret og fik øje på en ti-tolv mænd, der sad i korstolene fordybet i samtale.

”Så hvornår har du tænkt dig at fortælle resten af arbejdsstyrken om dine tanker?” spurgte en af dem.

”Næste lørdag, Stepán,” sagde Konstantin, ”når alle vores kammerater samles til det månedlige arbejdsmøde. Jeg får ikke en bedre mulighed for at overtale dem til at slutte sig til os.”

”Kan du ikke fortælle os gamle rotter lidt om, hvad dine planer er?” spurgte en anden.

”Nej. Vi lykkes aldrig med det uden et overraskelsesmoment. Det er ikke i vores interesse, at KGB får nys om, hvad vi planlægger.”

”Men de har helt sikkert spioner til mødet, som vil høre alt, hvad du siger.”

”Det er jeg klar over, Mikhail. Men det eneste, de vil kunne rapportere til deres overordnede, vil være, hvor stor tilslutning der er til at oprette en uafhængig fagforening.”

”Jeg er ikke i tvivl om, at mændene vil bakke dig op,” sagde en fjerde stemme, ”men selv ikke den mest opflammede tale kan stoppe en geværkugle.” Flere af mændene nikkede bifaldende med alvorlige miner på.

”Lige så snart jeg har holdt min tale lørdag,” sagde Konstantin, ”skal KBG nok være varsomme med at gøre noget så dumt, for hvis de gjorde, ville mændene gøre oprør med én stemme, og de vil aldrig kunne sætte proppen tilbage i flasken. Men Jurij har ret,” fortsatte han. ”I løber alle en betydelig risiko for en sag, jeg længe har troet på, så hvis nogen af jer har skiftet mening og ønsker at træde ud af gruppen, er tidspunktet kommet.”

”Der er ingen Judas her i lokalet,” sagde en anden stemme, samtidig med at Vladimir kvalte et host. Mændene anerkendte enstemmigt Konstantin som deres leder.

”Så mødes vi igen lørdag morgen. Indtil da må vi holde tand for tunge.”

Vladimirs hjerte galopperede af sted, da mændene gav hinanden hånden hele vejen rundt, inden de forlod kirken. Han rørte sig ikke ud af stedet, før han til sidst hørte den store dør mod vest smække og en nøgle blive drejet om i låsen. Derefter pilede han tilbage til sakristiet, hvor han stillede sig op på en skammel og fik vrikket sig ud ad vinduet, og han holdt godt fast i kanten, før han ubesværet svingede sig ned på jorden som den erfarne bryder, han var. Det eneste fag, som han og Alexander ikke havde sammen.

Vladimir havde ikke et øjeblik at spilde, så han løb i den modsatte retning af hr. Karpenko til en gade, der ikke behøvede et skilt med ADGANG FORBUDT, for det var udelukkende partifunktionærer, der kunne finde på at gå ned ad Teresjkóva Prospekt. Han vidste alt om, hvor major Poljakóv boede, men var ikke sikker på, at han turde banke på hans dør så sent på aftenen. Eller på noget tidspunkt dag eller nat.

Da Vladimir nåede frem til gaden med de løvklædte træer og pæne toppede brosten, blev han stående og kiggede på huset, men for hvert sekund, der gik, sank hjertet mere og mere i livet på ham. Til sidst havde han fået hanket så meget op i sig selv, at han kunne gå op til hoveddøren, og da han skulle til at banke på, blev den flået op af en mand, der ikke brød sig om overraskelser.

”Hvad vil du, knægt?” spurgte majoren og tog fat i øret på den uvelkomne gæst.

”Jeg har informationer,” sagde Vladimir, ”og da du var på besøg på vores skole sidste år for at finde nye rekrutter, sagde du, at information var guld værd.”

”Jeg vil råde dig til at hoste op med noget godt,” sagde Poljakóv, som hev drengen indenfor ved øret. Han smækkede døren bag sig. ”Lad mig så høre.”

Vladimir rapporterede samvittighedsfuldt om alt, hvad han havde hørt i kirken. Da han var færdig, blev han ikke længere nevet i øret, men havde en kammeratlig arm om skulderen.

”Genkendte du andre end Karpenko?” spurgte Poljakóv.

”Nej, hr., men han nævnte navnene Jurij, Mikhail og Stepán.”

Poljakóv skrev alle navnene ned og sagde så: ”Skal du til kampen på lørdag?”

”Nej, hr., den er udsolgt, og min far kunne ikke …”

Som en anden tryllekunstner trak KGB-chefen en billet op af inderlommen og gav den til sin nyeste rekrut.

*


Konstantin lukkede soveværelsesdøren stille i, så han ikke vækkede sin kone. Han tog sine tunge støvler og derefter tøjet af og krøb i seng. Hvis han gik tidligt næste morgen, slap han for at forklare Elena, hvad han og hans medsammensvorne havde foretaget sig, og vigtigere endnu hvad de havde planlagt til mødet på lørdag. Det var bedre, at hun troede, han havde været ude at drikke, ja, selv at han så en anden kvinde, end at belemre hende med sandheden. Hun ville bare prøve at overtale ham til ikke at holde den planlagte tale.

Så dårligt et liv havde de heller ikke, kunne han høre hende minde ham om. De boede i en ejendom, hvor der var elektricitet og rindende vand. Hun havde sit arbejde som kok i officersklubben, og Alexander ventede på svar om, hvorvidt han havde fået tildelt et legat til det prestigefyldte Institut for Fremmedsprog i Moskva. Hvad mere kunne de ønske sig?

At den slags privilegier en dag blev en selvfølge for alle, ville Konstantin have sagt til hende.

Han lå vågen og udtænkte en tale oppe i hovedet, som han ikke kunne risikere at nedfælde på papir. Han stod op halv seks og var igen forsigtig med ikke at vække sin kone. Han vaskede ansigtet i iskoldt vand, men undlod at barberede sig, tog derefter kedeldragten og en groftvævet åbentstående skjorte på og stak til sidst i sine godt slidte sømbeslåede støvler. Han listede ud af soveværelset og hentede sin madkasse i køkkenet med et hårdkogt æg, et løg og to ostemadder. Kun KGB’s ansatte spiste bedre.

Han lukkede hoveddøren forsigtigt bag sig, tog stentrapperne ned og trådte så ud på den mennesketomme gade. Han spadserede altid de seks kilometer til arbejde, så han undgik den overfyldte bus, der fragtede arbejderne til og fra havnen. Hvis han skulle overleve lørdagen, var han nødt til at være i god form, ligesom en veltrænet soldat på slagmarken.

Hver gang Konstantin stødte på en anden arbejder på gaden, viste han sin respekt ved at gøre en slags honnør. Nogle gengældte hans hilsen, andre nikkede, mens nogle få så væk, fordi de kun bekymrede sig om sig selv. De kunne lige så godt have deres partimedlemsnumre tatoveret i panden.

En time senere stod Konstantin ude foran porten til havneområdet, parat til at stemple ind. Som chefværkfører satte han en ære i at være den første, der mødte, og den sidste, der gik hjem. Han spadserede langs kajen og tænkte på dagens første arbejdsopgave. En ubåd, der skulle til Odessa, havde lige lagt til ved kajplads 11 for at tanke brændstof og laste forsyninger, før den sejlede videre, men den blev liggende mindst en time endnu. Kun de mest betroede arbejdere ville få lov at nærme sig kajplads 11.

Konstantins tanker faldt igen på gårsdagens møde. Der havde været et eller andet galt, men han kunne ikke helt sige hvad. Mens han gik og spekulerede på, om det handlede om en af de tilstedeværende eller noget helt andet, løftede en stor kran nede i den anden ende af kajen sin tunge last op fra jorden, og langsomt svingede den i retning af den ventende ubåd ved kajplads 11.

Manden i kranens førerkabine var nøje udvalgt. Han kunne sænke en tank ned i et skibs lastrum med centimeterpræcision. Men det var ikke hans opgave i dag. I dag lastede han olietønder på en ubåd, der skulle være neddykket i dage ad gangen, men den opgave krævede samme nøjagtighed. Heldigvis var det vindstille til morgen.

Konstantin prøvede at koncentrere sig om at gennemgå sin tale endnu en gang i hovedet. Han var sikker på, at alt nok skulle gå godt, så længe ingen af hans kolleger åbnede munden. Han smilede ved sig selv.

Kranføreren var tilfreds med, at han havde beregnet læsningen nøjagtigt. Lasten lå perfekt afbalanceret og helt stille. Han ventede et lille øjeblik længere, før han forsigtigt skubbede et tungt og langt håndtag i bund. Tippelågen på den store grab sprang op og slap tre tønder olie. De smadrede ned i kajen. Lige hvor de skulle. Konstantin Karpenko havde set op, men for sent. Han blev dræbt på stedet. En forfærdelig ulykke, som ikke kunne bebrejdes nogen. Manden i førerhuset var nødt til at se at komme væk, før det tidlige skift mødte. Han svingede kranarmen tilbage på plads, slukkede motoren, kravlede ud af førerhuset og begyndte at klatre ned ad stigen til kajen.

Da han kom ned, stod der tre andre arbejdskolleger og ventede på ham. Han smilede til sine kammerater og lagde ikke mærke til det femten centimeter lange savtakkede knivsblad, før det sad plantet dybt i hans mave, hvor det blev drejet flere gange rundt. De to andre mænd holdt ham nede, indtil han til sidst holdt op med at jamre. De bandt hans arme og ben sammen og skubbede ham ud over kajkanten, ned i vandet. Han dukkede op til overfladen tre gange, inden han endelig sank. Han havde ikke officielt hyre den morgen, så der ville gå et stykke tid, før nogen lagde mærke til, at han var væk.

*


Konstantin Karpenko blev begravet fra Sankt Andreas-kirken. Fremmødet var så stort, at der stod sørgende helt ud på gaden, længe før koret havde indtaget deres pladser i midterskibet.

Biskoppen, der holdt mindetalen, kaldte Konstantins død en tragisk ulykke. Men han var nok også en af de ganske få, der fæstede lid til den officielle forklaring, som havnechefen havde udsendt, men først efter at den var blevet godkendt af Moskva.

Forrest i kirken stod der tolv mænd, som vidste, at der ikke var tale om en ulykke. De havde mistet deres leder, og et løfte om at KGB ville efterforske sagen grundigt, kom ikke til at gavne deres sag, for der gik som regel mindst et par år, før den slags statslige undersøgelser blev afsluttet, og til den tid var øjeblikket forpasset.

Kun familie og nære venner fulgte med helt ud til graven for at vise den sidste ære. Elena kastede et par skovle jord på kisten, mens hendes mands døde krop blev sænket langsomt i jorden. Alexander anstrengte sig for at holde tårerne tilbage. Elena græd, men tog sin søns hånd, noget det var år siden, hun sidst havde gjort. Det faldt ham pludselig ind, at han trods sin unge alder nu var familiens overhoved.

Han så op og fik øje på Vladimir, der stod halvt gemt bag begravelsesfølget, og som han ikke havde snakket med siden sin fars død. Da deres øjne mødtes, så hans bedste ven med det samme væk. Alexanders fars ord ekkoede i hans hoved. Han er snu og hensynsløs. Tro mig på mit ord, han ville sælge sin egen bedstemor for en billet til pokalfinalen, og sandsynligvis også for en til semifinalen. Vladimir havde ikke kunnet dy sig for at afsløre over for Alexander, at han havde fået en ståplads til lørdagens kamp, men han ville ikke sige, hvem der havde skaffet den til ham, eller hvad han havde måttet gøre for at få den.

Alexander kunne kun gætte på, hvor langt Vladimir ville gå for at blive optaget i KGB. I det øjeblik gik det op for ham, at deres venskab var forbi. Et par minutter efter sneg Vladimir sig væk, som en Judas i natten. Han havde gjort alt ifølge forskriften, bortset fra at kysse Alexanders fars kind.

Elena og Alexander knælede ved graven, længe efter at alle andre var gået. Da Elena til sidst rejste sig, kunne hun ikke lade være med at spekulere på, hvad hendes mand havde gjort for at påkalde sig sådan en vrede. Kun et helt igennem hjernevasket partimedlem kunne tro på den officielle forklaring om, at kranføreren havde begået selvmord efter den tragiske ulykke. Selv Leonid Bresjnev, partiets generalsekretær, medvirkede til bedraget, eftersom en talsmand for Kreml havde meddelt, at kammerat Konstantin Karpenko var blevet tildelt ordenen Sovjetunionens Helt, og at hans enke ville modtage fuld statspension.

Elena havde allerede rettet sin opmærksomhed mod den anden mand i sit liv. Hun havde besluttet, at hun ville flytte til Moskva, finde et job og gøre alt, hvad der stod i hendes magt for at fremme sin søns karriere. Men efter en lang snak med sin bror Kólja gik hun modvilligt med til at blive i Leningrad og prøve at leve videre, som om intet var hændt. Hun skulle være heldig, hvis hun overhovedet fik lov til at beholde sit nuværende job, for KGB’s fangarme rakte meget længere end til hendes ubetydelige liv.
Om lørdagen slog FK Zenit Odessa 2-1 i den sovjetiske pokalturnerings semifinale og var klar til at møde Torpedo Moskva i finalen.

Vladimir var allerede godt i gang med at overveje, hvad han skulle gøre for at få en billet.



2

Alexander

Elena havde endnu ikke vænnet sig til at sove alene og vågnede derfor tidligt. Da hun havde serveret morgenmad for Alexander og sendt ham i skole, ryddede hun op i lejligheden, tog sin frakke på og gik ud ad døren. Ligesom Konstantin foretrak også hun at gå til sin arbejdsplads på havnen, så hun ikke behøvede at sige Hvor venligt af Dem tusind gange på vejen.

Hun tænkte på, hvordan den eneste mand, hun nogensinde havde elsket, var kommet af dage. Hvad skjulte de for hende? Hvorfor fortalte ingen hende sandheden? Hun måtte finde det rigtige tidspunkt at spørge sin bror på, for hun var overbevist om, at han vidste meget mere, end han ville indrømme. Og så tænkte hun på sin søn, hvis eksamensresultater kunne indløbe, hvad dag det skulle være.

Til sidst tænkte hun på sit job, som hun ikke havde råd til at miste, så længe Alexander gik i skole. Var statspensionen et signal om, at de gerne ville af med hende? Var hendes blotte tilstedeværelse en stadig påmindelse om, hvordan hendes mand var omkommet? Men hun var god til sit job, og derfor arbejdede hun i officersklubben, ikke i havnearbejdernes kantine.

”Velkommen tilbage, fru Karpenko,” sagde vagten ved porten, da hun stemplede ind.

”Tak,” sagde Elena.

Da hun spadserede gennem havnearealet, tog adskillige arbejdere kasketten af og sagde godmorgen til hende, og hun blev således mindet om, hvor vellidt Konstantin havde været.

Elena gik ind ad bagindgangen til officersklubben, hængte frakken, tog forklæde på og gik videre til køkkenet. Hun tjekkede menuen til frokost, hvilket var det første, hun gjorde hver morgen. Grønsagssuppe og indbagt kalvekød. Det måtte være fredag. Allerførst tjekkede hun kødets kvalitet, og derefter skulle der hakkes grønsager og skrælles kartofler.

En hånd lagde sig blidt på hendes skulder. Elena vendte sig om, og dér stod kammerat Akimov og smilede medfølende.

”Det var en smuk gudstjeneste,” sagde hendes chef. ”Men det fortjente Konstantin så sandelig også.” Endnu en, der tydeligvis kendte til sandheden, men ikke ønskede at sige den højt. Elena sagde tak, men holdt ikke pause før sirenen lød som tegn på, at der var formiddagspause. Hun hængte sit forklæde op og gik ud i gården til Olga. Hendes veninde stod og nød den anden halvdel af gårsdagens cigaret og gav skoddet videre til Elena.

”Sikke en forbandet uge det har været,” sagde Olga, ”men vi har alle gjort vores til, at du ikke mistede dit job. Jeg var personlig ansvarlig for, at frokosten i går blev en katastrofe,” tilføjede hun efter at have inhaleret dybt. ”Suppen var kold, kødet tørstegt, grønsagerne var udkogte, og gæt, hvem der glemte at lave sovs til. Alle officererne spurgte, hvornår du kom tilbage.”

”Tak,” sagde Elena, der skulle til at give sin veninde et knus, men så lød sirenen igen.

*


Alexander havde ikke grædt til sin fars begravelse. Men samme aften sad han ude i køkkenet og hulkede, da Elena kom hjem fra arbejde, og hun kunne regne ud, hvad det handlede om.

Hun satte sig ved siden af ham på bænken og lagde en arm om ham.

”Det er ikke så vigtigt, at du ikke fik det legat,” sagde hun. ”Det er en stor ære i sig selv at blive tilbudt en studieplads på Institut for Fremmedsprog.”

”Men jeg er ikke blevet tilbudt en plads nogen steder,” sagde Alexander.

”Ikke engang så du kan studere matematik på statsuniversitetet?”

Alexander rystede på hovedet. ”Jeg har fået ordre om at melde mig på havnen mandag morgen, hvor jeg bliver sat på et arbejdshold.”

”Aldrig i livet!” sagde Elena. ”Jeg klager.”

”Du vil komme til at tale for døve øren, mor. De gjorde det klart, at jeg ikke har noget valg.”

”Hvad med din ven, Vladimir? Skal han arbejde sammen med dig på havnen?”

”Nej. Han er blevet tilbudt en studieplads på statsuniversitetet. Han begynder i september.”

”Men du er bedre end ham til alt.”

”Bortset fra til at falde andre i ryggen.”

*


Da major Poljakóv kom slentrende ud i køkkenet lige før frokost, sendte han lystne blikke efter Elena, som om det var hende, der var dagens ret. Majoren var ikke højere end hende, men så ud til at veje det dobbelte, og Olga spøgte med, at han var en omvandrende hyldest til Elenas kogekunst. Poljakóv var sikkerhedschef, men alle vidste, han var KGB og rapporterede direkte til havnechefen, så selv hans officerskolleger var på vagt over for ham.

Snart vandrede hans lystne blik videre til Elenas seneste kulinariske frembringelse. Det skete, at officererne stak hovedet ud i køkkenet for at smage en godbid, men Poljakóv lod hånden glide ned ad hendes ryg, så den til sidst hvilede på hendes bagdel. Han pressede sig ind mod hende. ”Vi ses efter frokost,” hviskede han, før han gik ind i spisesalen til sine officerskolleger. Elena var lettet, da hun en time senere så ham haste ud af bygningen. Han kom ikke tilbage den dag, men da hun fik fri, frygtede hun, at det kun var et spørgsmål om tid.

*


Ved arbejdsdagens slutning stak Kólja hovedet ud i køkkenet for at hilse på sin søster. Elena tændte for vandet i køkkenvasken, før hun fortalte ham i detaljer, hvad hun havde måttet stå model til samme eftermiddag.

”Vi kan ikke gøre noget ved Poljakóv,” sagde Kólja. ”Medmindre vi gerne vil have en fyreseddel. Han ville ikke have turdet at røre dig, dengang Konstantin levede, men nu … Der er intet, der kan forhindre ham i gøre dig til endnu en i rækken af erobringer, der ikke har mulighed for at sige fra. Bare spørg din veninde, Olga.”

”Det er ikke nødvendigt. Men Olga kom til at tale over sig i dag, og det gik op for mig, at hun ved, hvorfor Konstantin blev dræbt, og hvem der er den ansvarlige. Hun er tydeligvis alt for bange til at sige noget, så måske skulle du tage at fortælle mig sandheden. Var du med til det møde?”

”Det var en tragisk ulykke,” sagde Kólja.

Elena lænede sig tættere på og hviskede: ”Frygter du også for dit liv?” Hendes bror nikkede og forlod køkkenet uden et ord.

*


Da Elena lå i sin seng den aften, tænkte hun på sin mand. Det var endnu ikke gået helt op for hende, at han ikke var her mere. Det hjalp heller ikke, at Alexander forgudede sin far og altid havde gjort alt, han kunne, for at leve op til hans overmenneskelige principper. Det måtte være de principper, Konstantin havde ofret sit liv for, og det betød samtidig, at hans søn nu skulle henslæbe resten af sine dage som havnearbejder.

Elena havde håbet på, at deres søn ville blive ansat i udenrigsministeriet, og at hun ville leve længe nok til at opleve ham blive ambassadør. Men sådan skulle det ikke gå. Hvis modige mænd ikke er villige til at løbe en risiko for de ting, de tror på, havde Konstantin engang sagt til hende, ændrer tingene sig aldrig. Elena havde kun ét ønske, nemlig at hendes mand havde været en større kujon. Men på den anden side havde hun måske ikke forelsket sig så hovedkulds i ham, hvis det havde været tilfældet.

Elenas bror Kólja var nummer tre i hierarkiet efter Konstantin og havde beholdt sit job som lastechef efter Konstantins ”tragiske ulykke”, så Poljakóv så ham tydeligvis ikke som en trussel. Hvad Poljakóv ikke kunne vide, var, at Kólja hadede KGB endnu mere, end hans svoger havde gjort, og selvom han tilsyneladende havde rettet ind, var han allerede i gang med at planlægge sin hævn, der ikke bestod i at holde flammende taler, men også krævede mod og dødsforagt.

*


Det undrede Elena, at hendes bror stod og ventede på hende uden for porten, da hun fik fri den følgende eftermiddag.

”Sikke en dejlig overraskelse,” sagde hun, da de begyndte at spadsere hjemad.

”Det er ikke sikkert, du vil være af samme mening, når du hører, hvad jeg har at fortælle.”

”Er det om Alexander?” spurgte Elena med bange anelser.

”Ja, desværre. Han er ikke kommet godt fra start. Han nægter at adlyde ordrer og udviser åbenlys foragt for KGB. I dag bad han en underofficer om at skride ad helvede til.” Elena fik kuldegysninger. ”Du er nødt til at sige til ham, at han skal tage fat, for jeg kan ikke holde hånden over ham meget længere.”

”Han har vist arvet sin fars voldsomme frihedstrang,” sagde Elena, ”men ikke hans forsigtighed og kløgt.”

”Og det hjælper heller ikke på det, at han er kvikkere end alle andre på holdet, KGB-officererne iberegnet,” sagde Kólja. ”Og de kan alle sammen godt se det.”

”Men hvad skal jeg gøre, når han ikke længere lytter til mig?”

De gik en tid i tavshed, indtil Kólja igen sagde noget, men han ventede, til de var uden for hørevidde. ”Måske har jeg fundet en løsning. Men jeg kan ikke gennemføre den, medmindre du bakker det hundrede procent op.” Han gjorde en pause. ”Og Alexander gør det samme.”

*



Som om Elenas problemer på hjemmefronten ikke var alt rigelige, spidsede tingene også til på arbejdet, efterhånden som majorens tilnærmelser blev mere og mere nærgående. Hun havde overvejet at hælde kogende vand ud over hans pilfingre, men konsekvenserne ville være uoverskuelige.

En uges tid senere, da hun var ved at gøre køkkenet rent inden fyraften, kom Poljakóv stavrende ind, tydeligt beruset, og begyndte at knappe sine bukser op på vej hen til hende. Netop som han skulle til at lægge en svedig hånd på hendes ene bryst, kom en underofficer farende ind og meddelte, at havnechefen udbad sig hans tilstedeværelse, og det straks. Poljakóv lagde ikke skjul på, hvor frustreret han var, og da han gik, hvæsede han til Elena: ”Bliv her. Jeg kommer tilbage senere.” Elena var så rædselsslagen, at hun ikke turde forlade køkkenet den næste time. Men da sirenen endelig lød, tog hun frakke på og var en af de første, der gik ud ad porten.

Da hendes bror kom og spiste middag samme aften, tiggede og bad hun ham om at fortælle om detaljerne i sin plan.

”Jeg synes, du sagde, at det var alt for risikabelt.”

”Det er rigtigt, men det var før, det gik op for mig, at jeg ikke kan blive ved med at afvise Poljakóvs tilnærmelser.”

”Du sagde, at selv det kunne du leve med, så længe Alexander ikke fandt ud af det.”

”Men hvis han gjorde,” sagde Elena dæmpet, ”hvad kunne han så ikke finde på? Lad mig høre, hvad du har tænkt dig, for jeg vil overveje hvad som helst.”

Kólja lænede sig ind over bordet og skænkede sig selv et glas vodka, før han langsomt og grundigt fremlagde sin plan for hende. ”Som du ved, losser adskillige udenlandske skibe deres last på havnen hver uge, og vi skal have dem ud igen så hurtigt som muligt, så der kan blive plads til nogle af de skibe, der ligger og venter. Det er mit ansvar.”

”Men hvordan kan det hjælpe os?” spurgte Elena.

”Når et skib er blevet losset, skal det lastes igen. Men eftersom ikke alle ønsker saltsække eller kasser med vodka retur, sejler nogle af skibene videre uden last.” Elena sad tavs, mens hendes bror fortalte. ”Der skulle komme to skibe ind på fredag, og når deres last er blevet losset, sejler de igen lørdag eftermiddag med tomme lastrum. Vi kan skjule dig og Alexander på et af dem.”

”Men hvis vi bliver taget, kan vi risikere at ende i en kreaturvogn til Sibirien.”

”Det er derfor, det skal være nu på lørdag, hvor oddsene for en gangs skyld vil være til vores fordel.”

”Hvorfor?” spurgte Elena.

”FK Zenit skal spille mod Torpedo Moskva i den sovjetiske pokalfinale, og næsten alle officererne vil sidde i en loge og heppe på Moskva, mens de fleste af arbejderne vil heppe på hjemmebaneholdet fra den billige langside. Vi har tre timer, og når slutfløjtet lyder, kan du og Alexander være på vej til et nyt liv i London eller New York.”

”Eller Sibirien?”



3.

Alexander

Kólja og Elena gik aldrig samtidig om morgenen, når de skulle til havnen, og de fulgtes heller ikke ad hjem om aftenen. På arbejdet stødte de ikke på hinanden og sørgede omhyggeligt for, at det forblev sådan. Kólja kom ned fra sin lejlighed på sjette sal hver aften, men de snakkede ikke om deres plan, før Alexander var gået i seng, men så talte de til gengæld næsten også kun om den.

Da det blev fredag aften, havde de igen og igen gennemgået alt det, der kunne tænkes at gå galt, og Elena var stadig overbevist om, at noget ville spænde ben for dem i sidste øjeblik. Hun lukkede ikke et øje den nat, men havde i det hele taget ikke sovet mere end et par timer om natten den sidste måned.

Kólja kunne fortælle hende, at næsten alle havnearbejderne havde foretrukket den tidlige vagt lørdag morgen – fra seks til tolv – på grund af pokalfinalen, så lige så snart sirenen lød tolv middag, ville havnen kun være bemandet af nok arbejdere til at varetage de mest basale funktioner.

”Og jeg har allerede sagt til Alexander, at jeg ikke kunne skaffe ham en billet, så han har meldt sig på eftermiddagsholdet.”

”Hvornår siger du det til ham?” spurgte Elena.

Kólja og Elena gik aldrig samtidig om morgenen, når de skulle til havnen, og de fulgtes heller ikke ad hjem om aftenen. På arbejdet stødte de ikke på hinanden og sørgede omhyggeligt for, at det forblev sådan. Kólja kom ned fra sin lejlighed på sjette sal hver aften, men de snakkede ikke om deres plan, før Alexander var gået i seng, men så talte de til gengæld næsten også kun om den.

Da det blev fredag aften, havde de igen og igen gennemgået alt det, der kunne tænkes at gå galt, og Elena var stadig overbevist om, at noget ville spænde ben for dem i sidste øjeblik. Hun lukkede ikke et øje den nat, men havde i det hele taget ikke sovet mere end et par timer om natten den sidste måned.

Kólja kunne fortælle hende, at næsten alle havnearbejderne havde foretrukket den tidlige vagt lørdag morgen – fra seks til tolv – på grund af pokalfinalen, så lige så snart sirenen lød tolv middag, ville havnen kun være bemandet af nok arbejdere til at varetage de mest basale funktioner.

”Og jeg har allerede sagt til Alexander, at jeg ikke kunne skaffe ham en billet, så han har meldt sig på eftermiddagsholdet.”

”Hvornår siger du det til ham?” spurgte Elena.

”Ikke før i sidste øjeblik. Man er nødt til at tænke ligesom KGB. De siger ikke engang noget til sig selv.”

Kammerat Akimov havde allerede givet Elena fri lørdag, for han tvivlede på, at der ville dukke nogen officerer op til frokost, da de ikke ville gå glip af kampstarten.

”Jeg kigger forbi i løbet af morgenen,” sagde han til hende. ”Man kan trods alt ikke være sikker på, at de alle sammen er fodboldfans. Men jeg går igen ved middagstid, hvis der ikke kommer nogen.”

Det var lykkedes onkel Kólja at skaffe et par ekstra billetter til ståpladserne, men han sagde ikke noget til Alexander om, at han havde givet dem til sin højre hånd og chefkranføreren fra lasteholdet, så han kunne være sikker på, at de ikke ville være på havnen lørdag eftermiddag.

*


Da Alexander næste dag kom ud i køkkenet for at spise morgenmad, sad hans onkel der til hans store overraskelse, og han tænkte, at det måske var lykkedes Kólja at få fat i en ekstra billet i sidste øjeblik. Da Alexander spurgte ham om det, fik han et meget kryptisk svar.

”Du kan komme til at spille en meget vigtigere kamp i eftermiddag,” sagde Kólja. ”Den er også mod Moskva, og du kan ikke tillade dig at tabe den.”

Alexander blev siddende uden at sige noget, mens hans onkel fortalte om, hvad han og hans mor havde været i gang med at planlægge den sidste uges tid. Elena havde allerede sagt til sin bror, at de var nødt til at aflyse det hele, hvis Alexander af en eller anden grund ikke ville være med. Hun ville være helt sikker på, at hendes søn var fuldt bevidst om, hvor stor en risiko de løb.

Kólja prøvede endda at vifte ham om næsen med et lokkemiddel for at sikre sig, at han var fuldt og helt med på det.

”Det lykkedes mig faktisk at skaffe en billet til kampen,” sagde han og viste ham den, ”så hvis du hellere …”

Han og Elena kiggede indgående på den unge mand. ”Til helvede med kampen,” var hans umiddelbare reaktion.

”Du skal vide, at det betyder, at du må forlade Rusland og måske aldrig kan vende tilbage,” sagde Kólja.

”Men alligevel vil jeg altid være russer. Og måske er det sidste chance for at flygte fra de svin, der dræbte min far.”

”Så er det en aftale,” sagde Kólja. ”Men du skal vide, at jeg ikke tager med jer.”

”Så skal vi heller ingen steder,” sagde Alexander og sprang op af sin fars gamle stol. ”Jeg efterlader ikke dig her, så du er nødt til at tage skraldet.”

”Det er desværre den eneste udvej. Hvis du og din mor skal have en chance for at slippe væk, er jeg nødt til at blive her og skjule jeres spor. Det er, hvad din far ville have forventet af mig.”

”Men …” indvendte Alexander.

”Ikke noget men. Nu skal jeg af sted og slutte mig til morgenholdet, så jeg kan overvåge lastningen af begge skibene, og alle vil gå ud fra, at jeg er til fodboldkamp i eftermiddag ligesom de selv er.”

”Men vil de ikke blive mistænksomme, når ingen af dem har set dig til kampen?”

”Ikke hvis jeg timer tingene ordentligt,” sagde Kólja. ”2. halvleg skulle begynde omkring klokken fire, og til den tid vil jeg være dukket op for at se kampen sammen med resten af gutterne, så med lidt held vil I være i internationalt farvand, når slutfløjtet lyder. Bare sørg for at møde til tiden på eftermiddagsholdet, og gør for en gangs skyld det, din arbejdsformand beder dig om.”

Alexander smilede stort, da hans onkel rejste sig og gav ham en tæt omfavnelse. ”Gør din far stolt,” sagde han og gik så.

Da Kólja kom ud i opgangen, mødte han Alexanders ven, der var på vej ned ad trappen.

”Har De billet til kampen, hr. Obolskij?” spurgte han.

”Ja, da,” sagde Kólja. ”Ståplads på nordtribunen sammen med resten af gutterne. Så vi ses dér.”

”Nok ikke,” sagde Vladimir. ”Jeg har siddeplads på vesttribunen.”

”Du er en heldig ung mand,” sagde Kólja, mens de fulgtes ned ad trapperne, og selvom han var fristet, spurgte han ikke Vladimir, hvad han havde været nødt til at gøre til gengæld for billetten.

”Hvad med Alexander, kommer han med dig?”

”Desværre ikke. Han er på eftermiddagsholdet, men det er han godt sur over, kan jeg fortælle dig.”

”Sig til ham, at jeg kommer forbi i aften og giver ham et fyldigt referat.”

”Det er venligt af dig, Vladimir. Det vil han helt sikkert sætte pris på. God kamp,” tilføjede han, da de skiltes.

*


Da Kólja var gået på arbejde, brændte Alexander stadig inde med en masse spørgsmål, og dem stillede han til sin mor, der ikke kunne svare på dem alle, blandt andet ikke på, hvilket land de ville ende i.

”Der afsejler to skibe med den udgående strøm i eftermiddag omkring klokken tre,” sagde Elena, ”men vi finder først ud af i sidste øjeblik, hvilket af dem onkel Kólja har udvalgt til os.”

Det var tydeligt for Elena, at Alexander allerede havde glemt alt om fodboldkampen, for han gik spændt op og ned ad gulvet og var udelukkende optaget af at flygte. Hun så bekymret til. ”Det her er ikke en leg, Alexander,” sagde hun bestemt. ”Hvis vi bliver taget, skyder de din onkel, og vi bliver sendt til en arbejdslejr, hvor du kan bruge resten af livet på at ærgre dig over, at du ikke tog til den kamp i stedet. Du kan stadig nå at skifte mening.”

”Jeg ved, hvad min far ville have gjort,” sagde Alexander.

”Så må du hellere se at gøre dig klar i en fart,” sagde hans mor.

Alexander gik ind på sit værelse, mens hans mor gjorde den madkasse klar, som han havde med på arbejde hver morgen. I dag var den dog ikke proppet med mad, men med alle de pengesedler og mønter, som det var lykkedes hende og Konstantin at skrabe sammen igennem årene, nogle få smykker, hvoraf de fleste ikke var meget værd, bortset fra hendes mors forlovelsesring, som hun lod glide på sin finger ved siden af sin egen vielsesring, samt en russisk-engelsk ordbog. Nu ville Elena sådan ønske, at hun havde lyttet bedre efter, når Konstantin og Alexander havde talt engelsk hver aften. Derefter pakkede hun sin egen lille kuffert og håbede, at ingen ville bemærke den, når hun mødte på arbejde senere. Det svære var at beslutte sig for, hvad hun skulle tage med, og hvad hun skulle lade blive. Hendes førsteprioritet var fotoene af Konstantin og familien, og derefter kom et ekstra sæt tøj samt et stykke håndsæbe. Det lykkedes hende også at få proppet en hårbørste og en kam ned, og hun måtte presse godt til for at få lukket låget. Alexander ville have sit eksemplar af Krig og fred med, men hun havde forsikret ham om, at han kunne få fat i et nyt, lige meget hvor de endte henne.

Alexander var utålmodig efter at komme af sted, men hans mor ville ikke gå før den aftalte tid. Kólja havde indskærpet hende, at de endelig ikke måtte tiltrække sig opmærksomhed ved at dukke op ved porten til havnen, før sirenen lød klokken tolv. De gik langt om længe hjemmefra lidt over elleve og tog en omvej, hvor det var usandsynligt, de mødte nogen, de kendte. Da de stod foran porten lidt i tolv, strømmede en horde af arbejdere i den modsatte retning.

Alexander kæmpede sig vej gennem den fremrykkende hær, mens hans mor holdt sig lige bag ham med bøjet hoved. De stemplede ind. ”Klokken to lyder sirenen til eftermiddagspausen, og derefter har vi højst tyve minutter, så skynd dig hen til mig i officersklubben,” indskærpede Elena ham.

Alexander nikkede og begyndte at gå mod kajplads 6, så han kunne komme i gang med arbejdet, og hans mor gik i den modsatte retning. Da Elena kom til klubbens bagdør, åbnede hun den forsigtig, stak hovedet indenfor og lyttede opmærksomt. Ikke en lyd.

Hun hængte sin frakke op og gik videre til køkkenet. Til hendes store overraskelse sad Olga ved bordet og røg, hvilket hun aldrig ville have gjort, hvis der havde været en officer til stede. Olga kunne fortælle, at selv kammerat Akimov var gået, da middagssirenen lød. Hun blæste en sky af røg ud, hvilket var hendes lille oprør.

”Nu laver jeg noget mad til os,” sagde Elena og tog forklæde på. ”Og så kan vi til en forandring sidde ned og spise vores frokost, som om vi var officerer.”

”Der er også en halv flaske af den bulgarske rødvin til overs fra frokosten i går,” sagde Olga, ”så vi kan endda skåle på de idioter.”

Elena lo for første gang den dag og gik så i gang med at tilberede det, hun håbede ville blive hendes sidste måltid i Leningrad.

Klokken et dækkede Olga og Elena bord i spisesalen med det bedste bestik og stofservietterne. Olga skænkede to glas rødvin og skulle til at tage en tår af sit, da døren blev slået op, og major Poljakóv kom marcherende ind.

”Deres frokost står parat, kammerat major,” sagde hun uden at blinke. Han så mistænksomt på de to vinglas. ”Får de selskab?” tilføjede hun straks.

”Nej, de er alle sammen til kampen, så jeg spiser alene,” sagde Poljakóv og vendte sig så om mod Elena. ”Og du bliver her, indtil jeg har spist færdig, kammerat Karpenkova.”

”Selvfølgelig, kammerat major,” svarede Elena.

De to kvinder hastede tilbage til køkkenet. ”Det kan kun betyde én ting,” sagde Olga, mens Elena øste brandvarm fiskesuppe op i en dyb tallerken.

Olga bar forretten ind til major Poljakóv og satte den foran ham. Da hun vendte sig om for at gå igen, sagde han: ”Når du har serveret hovedretten, kan du holde fri resten af dagen.”

”Tak, kammerat major, men en af mine arbejdsopgaver er at rydde op, når De er gået …”

”Straks efter at du har serveret hovedretten,” gentog han. ”Er det forstået?”

”Ja, kammerat major.” Olga gik tilbage til køkkenet, og da hun havde lukket døren, fortalte hun Elena, hvad Poljakóv havde forlangt af hende. ”Jeg ville gøre hvad som helst for at hjælpe,” tilføjede hun, ”men jeg tør ikke trodse svinet.” Elena var tavs, mens hun øste kalvefrikassé, majroer og kartoffelmos op på en tallerken. ”Du kan altid gå hjem nu,” sagde Olga. ”Jeg siger bare til ham, at du er blevet dårlig.”

”Det går ikke,” sagde Elena og så til, mens Olga knappede de to øverste knapper i sin bluse op. ”Tak,” sagde hun. ”Du er en god ven, men jeg er bange for, at han gerne vil have kostforandring.” Hun rakte Olga tallerkenen.

”Jeg ville med glæde slå ham ihjel,” sagde Olga og gik så igen ind i spisesalen.

Majoren skubbede den tomme suppetallerken til den ene side, og Olga serverede den varme frikassé for ham.

”Hvis du stadig er her i officersklubben, når jeg er færdig med at spise,” sagde han, ”ryger du tilbage og servere for bærmen i arbejderkantinen fra på mandag.”

Olga bar suppetallerkenen ud. Det overraskede hende, at hendes veninde tilsyneladende var så rolig, selvom hun ikke kunne være i tvivl om, hvad der skulle ske. Men Elena kunne selvfølgelig ikke fortælle hende noget om, hvorfor hun var villig til at udholde selv Poljakóvs tilnærmelser, hvis det betød, at hun og hendes søn langt om længe kunne slippe ud af KGB’s kløer.

”Jeg er virkelig ked af det,” sagde Olga og tog frakke på, ”men jeg har ikke råd til at miste mit job. Vi ses på mandag,” tilføjede hun og gav så Elena et større knus end normalt.

”Det vil jeg ikke håbe,” hviskede Elena, da Olga lukkede døren bag sig. Hun skulle lige til at slukke for komfuret, da hun hørte døren ind til spisesalen gå op. Hun snurrede rundt og så Poljakóv komme gående langsomt hen mod hende, mens han stadig gumlede på en sidste mundfuld kalvekød. Han tørrede sig om munden med ærmet og knappede så sin jakke op, der var behængt med medaljer, som ikke var vundet på nogen slagmark. Han spændte bæltet op og lagde det på bordet ved siden af sin pistol, sparkede så sine støvler af og knappede bukserne op. De gled ned om haserne. Han kunne ikke længere skjule fedtbræmmerne om maven, som normalt var gemt under en velsyet uniform.

”Vi kan gøre det her på to måder,” sagde KGB-chefen, mens han vraltede helt hen til hende, så deres kroppe næsten rørte hinanden. ”Du kan selv vælge.”

Elena fremtvang et smil og ønskede kun at få det overstået i en fart. Hun tog sit forklæde af og begyndte at knappe blusen op.

Poljakóv smilede lystent, mens han klodset befamlede hendes bryster. ”Du er ligesom alle de andre,” sagde han og pressede hende ind mod bordet og prøvede at kysse hende. Elena kunne lugte hans stinkende ånde og vendte hovedet bort, så deres læber ikke mødtes. Hun kunne mærke hans små, tykke fingre famle rundt under nederdelen, men denne gang gjorde hun ikke modstand, hun stirrede blot tomt over hans skulder, mens en svedig hånd gled op ad hendes inderlår.

Han løftede hende op på bordet, skubbede nederdelen op om livet på hende og tvang hendes ben fra hinanden. Elena lukkede øjnene og bed tænderne sammen. Han lænede sig forover og begyndte at stønne, og hun bad til, at det ville være hurtigt overstået.

Sirenen lød. Klokken var to.

Elena så op, da hun hørte døren i den anden ende af rummet blive åbnet, og skrækslagen så hun Alexander komme farende hen imod dem. Poljakóv vendte sig om, skubbede hurtigt Elena væk og rakte ud efter sin pistol, men Alexander var nu kun en meter væk. Han tog gryden af komfuret og slyngede resten af frikasseen i hovedet på Poljakóv. Majoren vaklede tilbage og faldt om, mens han rablede eder og forbandelser af sig, som Elena frygtede kunne høres på den anden side af gården.

”Du kommer op at hænge i galgen for det her!” skreg Poljakóv, mens han tog fat i bordkanten og forsøgte at komme op at stå. Men før han nåede at sige mere, svingede Alexander den tunge gryde lige i ansigtet på ham. Poljakóv dejsede om på gulvet som en marionetdukke, hvis snore var blevet klippet over, mens blodet fossede ud af næse og mund. Mor og søn stod naglet til stedet og stirrede på deres detroniserede modstander.

Alexander var den første, der fattede sig. Han tog Poljakóvs slips op fra gulvet, bandt hurtigt hans hænder på ryggen og tog derefter en serviet fra bordet og proppede den ind i munden på ham. Elena stod stadig som lammet og stirrede lige ud i luften med et tomt blik.

”Vær klar til at gå, lige så snart jeg er tilbage,” sagde Alexander og tog fat i Poljakóvs ankler. Han slæbte ham ud af køkkenet, ned ad gangen og helt til toiletterne, hvor han proppede majoren ind i det fjerneste aflukke. Kun med opbydelsen af alle sine kræfter fik han ham løftet op på toilettet, så han kunne binde ham til rørene. Han låste døren indefra, trådte op på majorens ben, kravlede over båsen og sænkede sig ned på gulvet. Han løb tilbage til køkkenet, hvor hans mor lå på knæ og hulkede.

Han satte sig på hug ved siden af hende. ”Der er ikke tid til at græde, mor,” sagde han blidt. ”Vi er nødt til at komme af sted, før svinet følger efter os.” Han hjalp hende stille og roligt på benene, og mens hun tog frakke på og hentede sin lille kuffert i viktualierummet, smed han Poljakóvs uniform, bælte og pistol i den nærmeste skraldespand. Han tog et fast greb i Elenas hånd, og sammen gik de ud til bagdøren. Han åbnede den forsigtigt, gik udenfor og kastede et blik i alle retninger, inden han trådte til side, så hun også kunne komme ud.

”Hvor har du og onkel Kólja aftalt, vi skal mødes?” spurgte han og tog igen teten.

”Vi skal ned mod de to kraner,” sagde Elena og pegede mod den fjerne ende af havnekajen. ”Lov mig, du ikke siger noget til din onkel om det, der lige er sket, det er bedst, han ikke ved noget, for så længe alle tror, at han var til kampen, er det umuligt at koble ham til os.”

Alexander støttede sin mor på vejen til kajplads 3, men hendes ben var så svage, at hun dårlig nok kunne sætte den ene fod foran den anden. Det var nu gået op for hende, at selv hvis hun havde overvejet at skifte mening i sidste øjeblik, havde de ikke andet valg end at forsøge at flygte. Alternativet turde hun ikke tænke på. Hendes blik veg ikke fra de to ubevægelige kraner, som Kólja havde sagt, de skulle søge hen til, og da de nærmede sig, trådte en skikkelse frem fra bag to store trætransportkasser, som stod ved indgangen til et mennesketomt pakhus.

”Hvorfor kommer I først nu?” spurgte Kólja nervøst, mens hans øjne flakkede som på et dyr, der var trængt op i en krog.

”Vi kom så hurtigt, vi kunne,” sagde Elena uden at forklare det nærmere.

Alexander så ned i transportkasserne, hvor der stod seks kasser vodka i hver, nydeligt stablet. Den aftalte pris for en enkeltbillet til …

”Nu har I kun tilbage at beslutte, om I vil til Amerika eller England,” sagde Kólja.

”Skal vi ikke lade forsynet bestemme?” sagde Alexander. Han tog en tyve-kopek-mønt op af lommen og lod den balancere på det yderste af tommelfingeren. ”Krone Amerika, plat England,” sagde han og knipsede den højt op i luften. Mønten hoppede op og ned på kajen, inden den til sidst lå stille ved hans fødder. Alexander bukkede sig ned og stirrede på mønten et kort øjeblik, så tog han sin mors kuffert og sin egen madkasse og lagde begge dele ned i bunden af den udvalgte transportkasse. Elena kravlede op i den og ventede på, at hendes søn skulle gøre det samme.

De krøb sammen og klamrede sig til hinanden, mens Kólja satte låget godt fast på transportkassen igen. Det tog ham ikke mere end et kort øjeblik at hamre en halv snes søm i låget, men Elena lyttede allerede efter tunge støvletramp på vej i deres retning og låget, som blev flået af transportkassen, hvorefter de begge to ville blive hevet op og stå ansigt til ansigt med en triumferende major Poljakóv.

Kólja bankede på siden af transportkassen med flad hånd, og i et ryk blev de løftet op fra jorden. Transportkassen svingede roligt fra side til side, og de blev løftet højere og højere op i luften, indtil den langsomt blev sænket ned i et af skibenes lastrum. Og så, uden varsel, landede transportkassen med et bump.

Elena spurgte sig selv, om de måske resten af livet ville ærgre sig over, at de ikke var kravlet ned i den anden transportkasse.


Du kan købe Skæbnespillet online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandler.

LÆS OGSÅ: Intens spændingsroman fra Jeffrey Archer. Smuglæs i Farligt efterspil.

Studentermedhjælper/læsehest hos Lindhardt og Ringhofs marketingafdeling. Født og opvokset med et lånerkort i hånden, hvilket har ledt til en stor kærlighed for (og dyb afhængighed af) bøger. På Bog.dk lægger jeg lidt af hvert op – fx opskrifter, artikler samt quizzer om alt fra dyrerekorder til H.M. Dronningen.