Bestsellere Danske krimier Danske krimiforfattere Leif Davidsen Populære krimier

Forhistorien til Forræderens børn – bliv opdateret her

Forhistorien til Forræderens børn – bliv opdateret her

SPOILERALERT // I Leif Davidsens seneste roman, Forræderens børn, møder vi de to søskende Tor og Laila, som også havde hovedrollerne i romanen Djævelen i hullet. Læs med her og bliv opdateret på, hvad der skete i første bog om søskendeparret.

Du behøver ikke have læst Djævelen i hullet for at forstå handlingen i Forræderens børn – men hvis du gerne vil have lidt ekstra baggrundsviden om de to, eller hvis du har læst Djævelen i hullet, men trænger til en opfriskning af, hvordan det lige var med de to søskende – så læs med her.

Der skal dog lyde en stor ADVARSEL til dig, der endnu ikke har læst Djævelen i hullet og gerne vil det – læs ikke videre herfra!


Det skete der i Djævelen i hullet

Da vi møder Laila i Djævelen i hullet er hun en bitter kvinde. Bitter på verden, bitter på sig selv, men allermest bitter på sin far. John Arnborg, dobbeltagenten, forræderen, som forlod Laila og hendes mor for at hoppe af til Rusland da Laila var tretten år.

Sorgen, skammen og følelsen af svigt har præget hende lige siden. Laila har taget en uddannelse som sprogofficer, men efter et par udsendelser til Irak bliver hun bestyrer af en campingplads i hjembyen Bogense. Livet ser pænt ensformigt og gråt ud, da hun pludselig modtager et gammeldags håndskrevet brev fra sin far, som gerne vil have, at hun kommer til den lille russiske by Pljos, hvor han bor med sin russiske kone – og sønnen Tor. En halvbror som Laila ikke anede, at hun havde.

Laila er mildest talt ikke imponeret, men da hun kort efter får uventet besøg på campingpladsen af farens fætter Molde og Dietmar Kramer, en af deres fælles venner fra KGB-tiden, der også beder hende om at rejse til Pljos, bliver hun alligevel interesseret. Faren sidder inde med oplysninger, som kan skade Rusland, og Molde og vennen ønsker at lokke ham i en fælde ved at tilbyde ham frit lejde til Danmark mod at udlevere de hemmelige oplysninger. Drevet af nysgerrighed og eventyrlyst beslutter hun sig for at tage af sted.

Hvad Laila ikke ved, er at John Arnborgs ønske om at se hende er både reelt og pressende. Han er døende og vil gerne genforenes med sin datter – og så har han også brug for hendes hjælp til at få kontakt til Molde og Kramer.

Hun ved ikke, at Tor indtil for nylig heller ikke kendte til hendes eksistens. Han er lige så skeptisk over for sin ukendte søster, som hun er for ham. Tor arbejdede tidligere i Ruslands sikkerhedstjenestes antiterrorkorps, men efter at være blevet såret under et attentat, er han nu internettrold for Kreml. Han er en hardcore russisk nationalist, som elsker og forguder sin far.

Som den ærkerusser Tor er, respekterer han selvfølgelig familiebåndet til Laila, men derudover er de to søskende forskellige som dag og nat. Laila får lynhurtigt nok af Tors firkantede, fordomsfulde holdninger, hans religiøsitet og glorificering af Rusland og faren. Men da Laila redder Tor og en af hans venner fra at blive dræbt af en bjørn under en jagt, vokser der en respekt frem mellem søskendeparret – faktisk næsten en form for ømhed.

I spionverdenen hvor alle stikker alle, er det uundgåeligt, at den russiske efterretningstjeneste får nys om Arnborg, Molde og Kramers planer om udveksling af tjenester. En russisk oberst konfronterer Arnborg med sin viden om hans forræderiske planer og forsøger at presse ham til indgå en ny handel til fordel for Rusland. Tor og Laila er til stede, og Tor er dybt rystet over, hvor korrupt og råddent det hele er – også hans elskede far.

Arnborg beslutter sig for, at tiden er kommet til at sende Tor og Laila væk fra Rusland. Hans afslører, at han gennem sine år som spion har samlet mange penge sammen, penge som hans to børn nu skal have. Derfor rejser Tor og Laila til Bretagne, hvor pengene er skjult.

Laila ser aldrig sin far igen.



Djævelen i hullet

Forhistorien til Forræderens børn – bliv opdateret her

I 1993 forsvinder den danske efterretningsagent John Arnborg. Da han dukker op igen, er det på russisk side. Arnborg har forelsket sig i en russisk kvinde og arbejder nu for efterretningstjenesten FSB. Hjemme i Danmark har han efterladt sin kone og teenagedatteren, Laila. Faderens forræderi kaster en skygge over Lailas liv.

Laila uddanner sig til sprogofficer, men efter to udsendelser til Irak bestyrer hun en campingplads i Bogense. Her modtager hun pludselig et brev fra sin far, og konfrontationen med fortiden sender hende ud på rejse til det moderne Rusland. Faren har efterretninger, der kan blive afgørende for Danmark og de baltiske lande, men stærke kræfter søger at forhindre oplysningerne i at slippe ud. Laila bliver viklet ind i sin families ukendte historie, der trækker tråde tilbage til Den Kolde Krig.

Du kan købe Djævelen i hullet som paperback online, fx på Saxo.com, eller i din lokale boghandel.


Forræderens børn

Forræderens børn, Leif Davidsen,

Giftmordet på en russisk mand i Ringkøbing bringer den tidligere elitesoldat Tor i forbindelse med den russiske efterretningstjeneste – og snart kastes både han og halvsøsteren Laila ud på en farefuld færd på tværs af det europæiske kontinent.

Men hvem var russeren i Ringkøbing? Og hvorfor skulle han dræbes?

Forræderens børn er Leif Davidsens tredje roman om Putins Rusland. Læs også Patriarkens hændelige død og Djævelen i hullet.

LÆS OGSÅ: Forhistorien til Forræderens børn – bliv opdateret her

Du kan købe Forræderens børn online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.