Ny spændingsroman fra Leif Davidsen. Start din læsning af Forræderens børn her

Leif Davidsen er tilbage med Forræderens børn, som er den længe ventede opfølger til Djævelen i hullet. Læs et uddrag af bogen her.

I Forræderens børn får vi et gensyn med søskendeparret Tor og Laila fra Djævelen i hullet. Et giftmord på en russisk mand i Ringkøbing bringer nemlig Tor i kontakt med den russiske efterretningstjeneste, og snart kastes både Tor og Laila på en farefuld færd igennem hele Europa.

Du kan købe Forræderens børn online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.

---

Leif Davidsen

Forræderens børn

Gudsforladt

Abdel var tyve år og bad lydløst til Allah. Han burde bede på Profetens sprog, men kunne ikke finde ordene. Havde han ellers ikke brugt år på at forsøge at lære den hellige bog udenad på de rettroendes sprog? Hvorfor kunne han ikke finde et eneste ord på arabisk? Ikke et eneste. Han bad på dansk. Det var det sprog, der kom til ham. Han var vokset op med det sprog. Det var jo ikke Profetens sprog, men han og den altseende Allah ville nok høre hans bønner.

De tre kvinder, der krøb sammen i hjørnet i den store stue, græd og bad på arabisk. De klinede sig op ad væggen. Den modsatte væg var faldet halvt sammen i den ene side. Ørkenstøvet kom ind med vinden. Sandet lå tykt i naboværelset, hvor der stod en seng uden madras og et bord. Ydervæggen var intakt. Hoveddøren var hel og lukket. Låsen var smadret. Der var et hul i loftet. En af kvinderne havde ikke kunnet holde sig. Der lugtede af pis, lort og angst.

To af kvinderne holdt om hver deres lille pige, der krøb sam­men i deres sorte kjolers skød. Den tredje pige var noget ældre. Omkring fjorten år. Hun skulle giftes med en stor kriger om en uge. Fatima. Hun sad tæt op ad den ældste af kvinderne. Fatima havde mistet sit tørklæde. Abdel så hendes hår for første gang. Det var brunt og krøllet. De to småpiger havde tørklæderne bundet tæt om deres hoveder ligesom deres mødre. Deres øjne var opspilede og fulde af frygt, men de græd ikke, førend en mortérgranat ramte nær hullet i taget og eksploderede i det fjerne hjørne på første sal. Lerstøv dryssede fra loftet. Pigerne skreg.

Kaalim løftede hovedet. Han bad også. Munden gik, men der kom ingen ord. Han var hvid som aske under den brune lød. Han stak sin AK­47 op over kanten på et hul, hvor der engang havde siddet et vindue. Han affyrede en kort salve og dukkede sig hur­tigt, da projektilerne fra de vantro ramte kanten af vindueshullet. Et par projektiler slog ind i den fjerne væg. Liget af Aadil lå med det stadig varme blod i en strøm fra hans smadrede ansigt ved siden af den sønderskudte dør, der førte ud til gangen til hoved­døren.

LÆS OGSÅ: Giftangreb i Salisbury inspirerede Leif Davidsen til Forræderens børn

De kunne høre skud i det fjerne. Hårde smæld fra de moderne maskingeværer, som de vantro brugte sammen med deres kalasjni­kovs. Håndgranater eksploderede. De hørte en kvinde skrige. Så blev der stille. En mærkelig stilhed. Den blev afbrudt af en anden kvindes kvalte skrig og gutturale, uforståelige ord og noget, der lød som en mands rytmiske stønnen. Han gryntede, og så var der kun deres hivende åndedræt og børnenes klynken tilbage.

Abdel krabbede langs gulvet over til Kaalim. Han slæbte sin kalasjnikov med sig. Han frøs, selv om det var over tredive grader. Han kunne høre sit blod bruse i ørerne. Hans hjerte hamrede. De hørte stemmer udenfor. Abdel forstod ikke, hvad de sagde.

“Hvad er det for et sprog, Kaalim?” hviskede han på engelsk.

“Det er russisk,” svarede Kaalim.

“Hvor ved du det fra? Kan du russisk?”

“Ja. Jeg gik på universitetet i Moskva. Patrice Lumumba. Det hed det.”

Kaalim var noget ældre end de andre krigere. Han var anfører og en god muslim. En troende mand, der efterlevede alle Koranens forskrifter. De andre unge som Abdel så op til ham. Han kunne altid svare på deres spørgsmål. Han var leder, allerede dengang de herskede over et stort territorium og ikke kun et par gule huse i en forladt landsby.

“Hvad siger de?” Abdel kunne tydeligt høre de uforståelige ord, der kom fra mindst tre forskellige stemmer uden for vinduet.

“De siger,” sagde Kaalim, og hans stemme knækkede. “En mand siger til en anden mand, han kalder Simon, at de skal bræn­de os. De vil brænde terroristerne. Det siger de. Ham, der hedder Simon, siger: Javel, hr. oberst. De skal brænde som ind i helvede.”

“Vi må overgive os.”

“Det kan vi ikke. Du ved, hvad de gør ved kvinderne. Ved piger­ne. Du har selv set det.”

Abdel ville gerne spørge om mere, men han nåede det ikke. De to molotovcocktails med hver deres brændende klude røg ind gennem vinduet og ramte det hårde stengulv og smadredes. Flammerne var røde og gule. Han nåede lige at se en høj mand i camouflage­tøj i døråbningen, før projektilerne fra automatvåbenet ramte ham i brystet. Der gik ild i en af kvinderne. Han kunne se på hendes mund, at hun skreg, men han kunne ingenting høre. Kaalim rakte armene i vejret, mens blodet voksede som en rød blomst på hans beskidte kjortel.

Det sidste, Abdel tænkte på, var en kolonihave på Amager nær Urbanplanen, hvor hans mor gav ham to jordbær, som hun lige havde plukket. Det var deres første sommer i haven. Han var ti år. Han sagde tak på dansk, og hans mor rodede ham i håret og lo.

Prolog

De kaldte ham ikke for andet end Russeren, selv om han på sit gebrokne dansk ofte havde fortalt dem, at han var fra Letland. Det kunne man ikke tage sig af på havnen i Ringkøbing, eller mere præcist ved Vonå, der forbandt Ringkøbing Fjord med Stadil Fjord. Her drak man i al fredsommelighed en øl enten udenfor i læ af det nye, røde klubhus eller på dårlige dage indenfor i varmen, når vestenvinden blæste med sin sædvanlige kraft.

Her var det almindeligt, at en fem-seks mænd samlede sig ved fyraftenstid for at ordne verdenssituationen, kommentere hinandens større og mindre fiskerjoller og få skik på de væsentligste nyheder i Ringkøbing og omegn. Et par stykker var stadig arbejdsramt, men de fleste i gruppen var pensionister og brugte deres rigelige fritid til at fiske på de to fjorde.

Langs åen fortøjede de deres både. Det var både med et lille styrehus i moderne glasfiber. Eller bredbugede træjoller med en påhængsmotor. Det var både, der var beregnet til fiskeri på fjordene og ikke til den rene lystsejlads. Her lå Russerens store træjolle sammen med de øvrige medlemmers, og herfra stævnede han ud for at røgte sine garn og ruser eller bare med en kikkert for at se på det rige fugleliv.

Han var slet ikke så ringe til at komme hjem med skrubber; ja, selv de mere og mere sjældne ål havde han evner til at få fat i. Ved forårstid sejlede han over til Hvide Sande for at fange sild, som han selv røgede og solgte videre til et par fiskebutikker, hvis det havde været en god fangst. Han var nu også flink nok og gav gerne et par røgede sild væk til andre i klubben, der hed Sommerlyst, og som havde eksisteret på samme sted i hundrede og halvtreds år. Stedet lignede sig selv, trods det nye klubhus og den røde bygning med skabe til medlemmerne, og stemningen var, som den altid havde været.

Man vidste godt, at han hed Alexandr og noget mere russisk, men Alexandr tog sig heldigvis ikke af, at de kaldte ham Russeren. Det var nu engang det nemmeste. De fleste havde øgenavne. Det øgenavn, man havde fået som barn, hang ved op i voksenalderen.

Russeren havde én ven. Det var Gamle-Jørgen, som var den yngste af to brødre. Den ældste hed derfor Unge-Jørgen, fordi øgenavne havde deres egen logik; og sådan var de blevet kaldt, siden de var drenge. Alle havde glemt, at Unge-Jørgen egentlig var døbt Aage, for det var han ikke blevet kaldt af andre end sin far og mor.

Gamle-Jørgen var toogtres år og på efterløn. Han tog ofte med Russeren ud for at sætte garn. Hvad de snakkede om, vidste ingen. Desuden var det ikke sikkert, at de talte om noget. Det var kun københavnere og andre fra Djævleøen, der fandt det nødvendigt hele tiden at lade munden løbe.

Russeren, der var kommet fire år tidligere, havde lejet sig ind i den gamle børstenbinders lille hus, da han døde, og datteren ikke kunne få det solgt, købt en jolle med påhængsmotor, rejeruse og fiskeret og betalt kontant. Han så meget almindelig ud, men der var dem, der sagde, at han havde nogle sære tatoveringer på kroppen. Nu var han ikke typen, der smed tøjet og spankulerede halvnøgen rundt som en anden tosset turist, men Gamle-Jørgen sagde, at der var nogle stykker på skulderen og en lidt større af en kirke på ryggen mellem skulderbladene. Den eneste, man umiddelbart kunne se, var et kors på højre hånds venstre kno.

Russeren holdt sig for sig selv. Han snød ikke mere end alle

andre og var omhyggelig med at give Fiskerikontrollen sine koordinater, når han satte sine ruser til de fine hesterejer. Han cyklede hver dag fra sit lille lejede hus hen til sin båd, der var fortøjet i udløbet ved Søndervig-vejen. Og det stort set uanset vejret. I rigtig dårligt vejr stod han i læ for vinden og den drivende regn og stirrede med længselsfulde øjne ud over den lavvandede fjord, som blæsten piskede til skum.

Det havde Russeren da lært sig. At cykle. Det var der ellers en del af de fremmede, der aldrig fandt ud af. Han havde en gammel cykel og kørte ubesværet på den. Det var ikke så ringe for en mand, der måske ikke havde lært at cykle fra barnsben sådan som danskerne. Men hvad vidste almindelige mennesker om hans barndom? Ingenting, men det kostede ikke noget at spekulere og sådan nævne det i forbifarten.

Hvor gammel var Russeren? De havde svært ved at skyde på hans alder, og ingen havde spurgt ham direkte. De fleste mente, at han var omkring de tres, og da Peter Klaphat en dag, hvor det faldt naturligt, havde sagt, at de da vist var jævnaldrende, de to, havde Russeren nikket og sagt, at det nok ikke var helt forkert.

Nu var man også stort set enige om, at det ikke var, fordi Russeren var sur eller afvisende. Det var slet ikke det. Han var i virkeligheden måske bare gammeldags jysk og lignede dermed mange af de indfødte. På den måde passede han meget fint ind i Ringkøbing. Man behøvede ikke at bruge så mange ord. Han hilste da og fik af og til en bajer med, når man snakkede om vejr og vind og fisk og måske lidt fodbold. Nu var det bare sådan, at hans accent var tem- melig tyk. Det var ikke altid helt nemt at forstå, hvad han sagde. Men sådan var der mange, der talte nu om dage, selv i fjernsynet.

Helt alene var Russeren bestemt ikke, selv om han tydeligvis ikke havde en kone. Han fik besøg med mellemrum. Fra København, regnede man med. Mennesker med briller og attachémapper, der kom i bil og tilbragte dagen hos Russeren. Med hvad var ikke til at vide. Selv sagde han, da man ad omveje forsøgte at lirke ud af ham, hvad det var for nogle turister, der besøgte ham, at det var folk, som han kendte fra gamle dage. Som han lavede forretninger med. Et par gange var der nogle østeuropæiske typer, som man vist helst skulle holde lidt øje med, men som ingen havde lyst til at udfritte Russeren om.

Hvad de gamle dage indebar, uddybede han ikke, og det kom vel egentlig heller ikke andre folk ved. Han fik ikke penge fra kommunen, men klarede sig selv, så han måtte have et job eller noget på kistebunden. Nok det sidste, da han næsten hver dag sejlede ud på fjorden for at fiske.

Med mellemrum fik Russeren besøg af en yngre kvinde. Hun var ganske flot at se på. Slank og med lange ben og et mørkebrunt hår, som hun havde klippet kort. Hun havde de her slaviske kindben og grønblå øjne og let til smil. Hun talte ikke dansk, men meget fint engelsk, hørte man tilfældigt, når hun købte ind i SuperBrugsen eller hos den gode slagter i Algade. Hun blev som regel et par dage, måske en lille uge, eller den foregående sommer en fjorten dages tid.

Hun kom i en bil, som man mente var lejet. Den var forskellig fra gang til gang. Der var ikke noget at sige til, at hun lejede en bil, for at bruge det offentlige var virkelig for besværligt, når man kom fra København, eller måske fra Billund? Busser eller tog kørte nok, men man kunne ikke regne med dem længere. Det var ligesom med postvæsenet. Det var bare gået tilbage gennem årene. Alle var enige om, at det var meget nemmere med en bil, så hvis man havde pengene, var det da bare at leje sådan en og gøre sig det lidt behageligt.

Russeren sagde, efter at flere havde spurgt, hvad det var for en flot dame, han gik tur med, at det var hans datter. Hun boede til daglig i London, hvor hun arbejdede i The City med noget finanshalløj. Hun var smart i tøjet, og de sås ofte sammen uden for Hotel Ringkøbing, hvor de sad under hotellets parasoller og drak kaffe i solen eller spiste til aften i restauranten. De snakkede sammen på russisk, selv om Russeren påstod, at han var fra Letland. Men dér i Baltikum boede jo også masser af russere. Det vidste man da.

Baltere var ikke ukendte i området. De arbejdede på gårdene og plukkede jordbær, og der var sjældent vrøvl med dem, medmindre selvfølgelig at de tilhørte omrejsende tyvebander, men der var jo rådne æbler i enhver befolkning. Man skulle da ikke blive for hellig.

Om sommeren nød far og datter også aftensmaden i en af de andre restauranters gårdhaver, der var åbne i højsæsonen. Man så dem også tit gå tur over Torvet forbi det gamle gule rådhus med uret, der slog hver halve og hele time, og ad de små brostensbelagte gader ned til havnen, hvor de kiggede på lystbådene og de sidste tilbageværende kuttere og måske spiste en is, hvis vejret var til det. De var heller ikke for fine til en gang fish & chips ved boden på havnen eller en god dansk hotdog med det hele ved pølsevognen på Torvet. Der var ikke noget særligt ved den måde, de levede på. Det kunne man ikke sige.

Datteren tog af og til med Russeren på fjorden. Det gjorde hun også den dag, hvor det gik galt.

Det var ellers en fin dag. Det var, lige før skolerne åbnede efter sommerferien, og alle gjorde sig klar til at slappe af efter det store rykind af tyskere og andre turister, der havde befolket sommerlandet og lagt gode penge, så der var lidt at tære på i den lange vinter.

Vejret var afgørende, og denne sommer havde det opført sig over al forventning. Det kunne godt være, at bønderne klagede sig, juletræerne hang med toppen, landet lå brunbrændt hen, og hvepsene snart ville være en plage, men det havde været en helt igennem fantastisk sommer. Det var også nødvendigt efter to dårlige somre, hvor det havde været svært at hente en fortjeneste hjem.

Det var en onsdag, at de stævnede ud ved ottetiden om morgenen. Datteren var i stramme, klædelige shorts og med det meste af håret skjult under en kasket, hvorpå der med røde bogstaver stod “New York”. Russeren var i sin sædvanlige blå kanvasoverall og en T-shirt, men uden sweater, for det var endnu en lun og sjældent stille dag. Vestenvinden holdt fridag, og selv Vesterhavet lå fredeligt hen. Det tegnede til at blive endnu en smuk sommerdag med temperaturer på den gode side af de tyve grader.

De havde den lille køletaske med. Den tog Russeren altid med på fjorden. Her opbevarede han mad, vand, nogle øl og en termokande med kaffe.

De sejlede ud, og Bent Økse, som hed sådan, fordi han som barn kom til at hugge sin egen tommelfinger på venstre hånd af, sagde senere, at alt virkede normalt, og som det plejede. Det var en helt almindelig dag. Det ville han gerne sige. Der var ikke noget mærkeligt ved den. Ikke det, der lignede.

Russeren havde taget sin gamle, vissengrønne kasket af og tørret sig over panden og sat den på igen. Han havde hilst med en finger til kasketten, og datteren havde vinket og smilet. Russeren satte påhængsmotoren op i omdrejninger. Stævnen løftede sig en smule og skar en lige streg i det gråblå vand, da han satte kursen direkte ned ad åen og ud i Ringkøbing Fjord. De skulle sikkert røgte ruser, men havde også et par fiskestænger med.

Datteren kunne godt lide at fiske efter aborrer, gedder, måske en ål, og Russeren havde da også dagen før købt orm nok til en god dag på fjorden. De havde også forfang med til hornfisk. Der var mange forskellige fisk at fange, lige fra saltvandsfisk omkring sluserne i Hvide Sande til ferskvandsfisk i det brakkede lavvande sydpå i fjorden.

Russerens jolle blev fundet drivende tre timer senere. Det var Bette-Aages store knægt Knud, der opdagede den på den anden side af fjorden i retning mod Hvide Sande. Han sagde senere, at det fandeme ikke havde været noget kønt syn. Russeren havde været helt livløs med hvid fråde om munden, som om han havde hundegalskab. Datteren havde også været bleg og kraftløs, men med mindre fråde om munden. Hun havde lige kunnet hæve hånden. Hun havde forsøgt at sige noget, men Knud havde ikke kunnet forstå ét ord af det, hun sagde.

Knud var ikke tabt bag en vogn. Han fik ringet 112 og til redningstjenesten og til kysttjenesten i Hvide Sande. Han fik også prajet en tysk lystsejler, der tilfældigvis kom forbi i sin store motorbåd.

Tyskeren foreslog, at de lagde de to mere behageligt på hans båds agterdæk. Russeren og hans datter lå så akavet i jollen. De fik de to bevidstløse mennesker bugseret op, og tyskeren satte kursen mod Hvide Sande, mens Knud fik en trosse i Russerens båd og fulgte efter, så godt han kunne. De fik at vide, at en lægehelikopter var på vej og ville være på kajen inden længe.

Det hele gik faktisk stærkt. Man vidste, at ulykker på havet krævede hurtig reaktion og hjælp. Og de havde været heldige, at helikopteren var til rådighed. Man var efterhånden så langt væk fra alting, at det ikke var en selvfølge, at folk fik hjælp lige så hurtigt som før i tiden.

Man var derimod ikke vant til, at mennesker, der hjalp, selv blev syge. Det var noget så forbandet. Knud, tyskeren, tyskerens kone, lægen i helikopteren og de to paramedicinere blev alle syge. Ikke så slemt som Russeren, der var død ved ankomsten til kajen. Og heller ikke så slemt som datteren, som åbenbart havde et stærkt hjerte og overlevede efter nogle dage i koma, men det var alligevel satans, at man skulle blive syg, når alt, hvad man havde gjort, var at forsøge at redde et andet menneske.

---

Vil du læse mere af Leif Davidsens Forræderens børn?

---