Leif Davidsen elsker at rejse og opleve verden. Flere af den populære forfatters romaner tager afsæt i politiske og historiske spændinger i lande som Rusland og Spanien – og hans indblik i landenes kultur og historie skinner igennem.
Leif Davidsen har for nyligt været i Berlin i en måned – med afstikkere til Leipzig og Moskva. Her fortæller han om sine indtryk fra de tre byer, hvor der heldigvis også har været tid til at researche og skrive på en ny roman.
En måned i Berlin
Min hustru og jeg har netop tilbragt en måned i Berlin med en afstikker til Moskva, hvor jeg havde et foredragsarrangement. Berlin er jo altid en oplevelse men var ekstra spændende denne gang, fordi vi er i 30-året for Berlinmurens fald.
Vi boede i en skøn, stor lejlighed i Naugarderstrasse i det østlige Berlin. Det er et forbløffende roligt kvarter i den pulserende storby. Jeg skrev rigtig godt på min kommende roman, som jeg kalder Forræderens børn, og som jeg håber kan udkomme til i foråret 2020, hvis alt går vel.
Der var også tid til at opleve byen. Vi nåede bl.a. lige udstillingen på Hamburger Bahnhof med Emil Noldes værker; tre hundrede i det hele.
LÆS OGSÅ: Kender du rækkefølgen på Leif Davisens bøger?
Under vores ophold i Berlin var der også tid til at opleve byen. Det er dejligt nemt at komme rundt i Berlin med tog, undergrund og sporvogn. Og så er det billigt. København kunne lære meget af Berlin og Moskva for den sags skyld.
Emil Nolde genbesøgt
På udstillingen på Hamburger Bahnhof var der masser af Emil Noldes dejlige værker, men historien var temmelig deprimerende. Den handlede om, at Nolde var nazist til det sidste.
Han meldte sig ind i Nationalsocialistisk Arbejderparti allerede i 1934. Det var hans held, at Hitler og Goebbels ikke kunne lide hans kunst. Nazisterne forbød ham at male og udstille i 1941. Et par af hans billeder kom med på den berygtede udstilling med Entartete kunst, selv om han skrev anråbende breve til Hitler og Kulturministeriet om at få dem fjernet. Til det sidste var han og hans danske kone Ada stærkt antisemitiske.
Det lykkedes ham efter krigen af opbygge myten, at han var en kunstner forfulgt af nazisterne. Han blev afnazificeret af samme årsag. Han havde udelukkende været medlem af partiet af nødvendige årsager. Ikke af overbevisning. I årtier holdt man hans breve, der afslørede ham som nazist, under lås og slå i Seebüll, hvor hans museum er i dag. Efter hans død cementerede Siegfried Lenz’ store roman Tysktime Noldes myte som den forfulgte kunstner. Den var også den myte, som man fik fortalt, når man besøgte hans museum i Sydslesvig
En ny leder af Emil Nolde Museum Seebüll nær den dansk-tyske grænse åbnede for arkiverne og Nolde-myten blev smadret i en sådan grad, at Angela Merkel, der udlånte to malerier fra Kanslerkontoret, ikke ville have dem tilbage. Det var en øjenåbner. Desværre. Vi har altid holdt af hans billeder. Han vil heller ikke bliver fjernet fra museerne, men man kan ikke undgå at se på ham på en lidt måde end før udstillingen og afsløringen.
På besøg i Leipzig
Vi kørte til Leipzig, hvor man udstillede kunst fra DDR tiden. Leipzig var byen, hvor demonstrationerne for tredive år siden begyndte. En fantastisk, euforisk tid, hvor ingen politiske hastighedsmålere kunne følge med, da hele Øst- og Centraleuropa forandrede sig totalt.
LÆS OGSÅ: Leif Davidsen om research og rejselyst
I Leipzig var det yderst interessant at betragte kunst fra DDR-tiden, der har været gemt væk, fordi man fra vest ville feje alt østtysk væk for tredive år siden. Vesttyske kuratorer overtog i stort tal ledelsen af de østtyske kunstmuseer. Nu havde en lokal museumsmand fundet virkelig mange værker frem fra kældre og hos kunstnernes private gemmer. De var rigtig gode mange af dem og langt fra den officielle socialrealisme. En del blev da også i DDR-tiden kun udstillet på små, private gallerier. Der var stor spændvidde i kunstværkerne; især i de afgørende år for tredive år siden, hvor man råbte “Wir sind das Volk” i Leipzigs gader og malede spændende billeder af forvandlingen. Udstillingens sigende titel var – lidt mærkeligt –på engelsk: Point of no return.
Stalins hemmelig bunker i Moskva
På turen til Moskva så vi Stalins hemmelige bunker, som han tilbragte et par uger eller tre i i 1941, da den nazistiske hær stod få kilometer fra Moskvas centrum. Bunkeren tilhører stadig de russiske væbnede styrker, men mod betaling kan man få lov at besøge den. Den ligger ikke langt fra den store Ismailova park. Der var i sin tid en sytten kilometer lang tunnel fra Kreml til bunkeren. Tunnellen var så bred, at Stalin kunne køre i sin limousine fra Kreml og til bunkeren. Den lå gemt væk i mange år. Den var ikke sikret mod atomvåben.
LÆS OGSÅ: Leif Davidsen om sin debut: Jeg havde fundet min hylde i den kæmpestore litterære reol
Jeg havde aldrig set så mange Stalin-sager, som f.eks. hans pibe og buster og billeder, siden jeg for mange år siden besøgte hans fødeby Gori i Georgien. Han var en stor forbryder med utallige menneskeliv på samvittigheden. Han har desværre fået en vis renæssance i dagens Rusland, hvor man noget underspillet taler om hans komplekse personlighed.
Jeg satte mig i hans stol ved hans skrivebord. Det mindede mig om, at jeg for flere år siden sad i en anden forbryders stol i Stasi-hovedkvarteret i Normannenstrasse i Østberlin. Kontoret havde tilhørt Stasi-chef Mielke, der ligesom Stalin havde flere telefoner på sit skrivebord og var skyld i mange menneskers lidelser.
På en eller andet måde passede det sammen.
Læs mere her om Leif Davidsen.
Leif Davidsen elsker at rejse og opleve verden. Flere af den populære forfatters romaner tager afsæt i politiske og historiske spændinger i lande som Rusland og Spanien – og hans indblik i landenes kultur og historie skinner igennem.
Leif Davidsen har for nyligt været i Berlin i en måned – med afstikkere til Leipzig og Moskva. Her fortæller han om sine indtryk fra de tre byer, hvor der heldigvis også har været tid til at researche og skrive på en ny roman.
En måned i Berlin
Min hustru og jeg har netop tilbragt en måned i Berlin med en afstikker til Moskva, hvor jeg havde et foredragsarrangement. Berlin er jo altid en oplevelse men var ekstra spændende denne gang, fordi vi er i 30-året for Berlinmurens fald.
Vi boede i en skøn, stor lejlighed i Naugarderstrasse i det østlige Berlin. Det er et forbløffende roligt kvarter i den pulserende storby. Jeg skrev rigtig godt på min kommende roman, som jeg kalder Forræderens børn, og som jeg håber kan udkomme til i foråret 2020, hvis alt går vel.
Der var også tid til at opleve byen. Vi nåede bl.a. lige udstillingen på Hamburger Bahnhof med Emil Noldes værker; tre hundrede i det hele.
LÆS OGSÅ: Kender du rækkefølgen på Leif Davisens bøger?
Under vores ophold i Berlin var der også tid til at opleve byen. Det er dejligt nemt at komme rundt i Berlin med tog, undergrund og sporvogn. Og så er det billigt. København kunne lære meget af Berlin og Moskva for den sags skyld.
Emil Nolde genbesøgt
På udstillingen på Hamburger Bahnhof var der masser af Emil Noldes dejlige værker, men historien var temmelig deprimerende. Den handlede om, at Nolde var nazist til det sidste.
Han meldte sig ind i Nationalsocialistisk Arbejderparti allerede i 1934. Det var hans held, at Hitler og Goebbels ikke kunne lide hans kunst. Nazisterne forbød ham at male og udstille i 1941. Et par af hans billeder kom med på den berygtede udstilling med Entartete kunst, selv om han skrev anråbende breve til Hitler og Kulturministeriet om at få dem fjernet. Til det sidste var han og hans danske kone Ada stærkt antisemitiske.
Det lykkedes ham efter krigen af opbygge myten, at han var en kunstner forfulgt af nazisterne. Han blev afnazificeret af samme årsag. Han havde udelukkende været medlem af partiet af nødvendige årsager. Ikke af overbevisning. I årtier holdt man hans breve, der afslørede ham som nazist, under lås og slå i Seebüll, hvor hans museum er i dag. Efter hans død cementerede Siegfried Lenz’ store roman Tysktime Noldes myte som den forfulgte kunstner. Den var også den myte, som man fik fortalt, når man besøgte hans museum i Sydslesvig
En ny leder af Emil Nolde Museum Seebüll nær den dansk-tyske grænse åbnede for arkiverne og Nolde-myten blev smadret i en sådan grad, at Angela Merkel, der udlånte to malerier fra Kanslerkontoret, ikke ville have dem tilbage. Det var en øjenåbner. Desværre. Vi har altid holdt af hans billeder. Han vil heller ikke bliver fjernet fra museerne, men man kan ikke undgå at se på ham på en lidt måde end før udstillingen og afsløringen.
På besøg i Leipzig
Vi kørte til Leipzig, hvor man udstillede kunst fra DDR tiden. Leipzig var byen, hvor demonstrationerne for tredive år siden begyndte. En fantastisk, euforisk tid, hvor ingen politiske hastighedsmålere kunne følge med, da hele Øst- og Centraleuropa forandrede sig totalt.
LÆS OGSÅ: Leif Davidsen om research og rejselyst
I Leipzig var det yderst interessant at betragte kunst fra DDR-tiden, der har været gemt væk, fordi man fra vest ville feje alt østtysk væk for tredive år siden. Vesttyske kuratorer overtog i stort tal ledelsen af de østtyske kunstmuseer. Nu havde en lokal museumsmand fundet virkelig mange værker frem fra kældre og hos kunstnernes private gemmer. De var rigtig gode mange af dem og langt fra den officielle socialrealisme. En del blev da også i DDR-tiden kun udstillet på små, private gallerier. Der var stor spændvidde i kunstværkerne; især i de afgørende år for tredive år siden, hvor man råbte “Wir sind das Volk” i Leipzigs gader og malede spændende billeder af forvandlingen. Udstillingens sigende titel var – lidt mærkeligt –på engelsk: Point of no return.
Stalins hemmelig bunker i Moskva
På turen til Moskva så vi Stalins hemmelige bunker, som han tilbragte et par uger eller tre i i 1941, da den nazistiske hær stod få kilometer fra Moskvas centrum. Bunkeren tilhører stadig de russiske væbnede styrker, men mod betaling kan man få lov at besøge den. Den ligger ikke langt fra den store Ismailova park. Der var i sin tid en sytten kilometer lang tunnel fra Kreml til bunkeren. Tunnellen var så bred, at Stalin kunne køre i sin limousine fra Kreml og til bunkeren. Den lå gemt væk i mange år. Den var ikke sikret mod atomvåben.
LÆS OGSÅ: Leif Davidsen om sin debut: Jeg havde fundet min hylde i den kæmpestore litterære reol
Jeg havde aldrig set så mange Stalin-sager, som f.eks. hans pibe og buster og billeder, siden jeg for mange år siden besøgte hans fødeby Gori i Georgien. Han var en stor forbryder med utallige menneskeliv på samvittigheden. Han har desværre fået en vis renæssance i dagens Rusland, hvor man noget underspillet taler om hans komplekse personlighed.
Jeg satte mig i hans stol ved hans skrivebord. Det mindede mig om, at jeg for flere år siden sad i en anden forbryders stol i Stasi-hovedkvarteret i Normannenstrasse i Østberlin. Kontoret havde tilhørt Stasi-chef Mielke, der ligesom Stalin havde flere telefoner på sit skrivebord og var skyld i mange menneskers lidelser.
På en eller andet måde passede det sammen.
Læs mere her om Leif Davidsen.
Andre læste også: