Fiktion

Intens spændingsroman fra Jeffrey Archer. Smuglæs i Farligt efterspil.

Farligt efterspil af Jeffrey Archer

Jeffrey Archer er den verdensberømte forfatter bag bestsellerserien Clifton-krøniken. Nu genudgives hans intense spændingsroman Farligt efterspil, som du kan smuglæse i her.


Farligt efterspil af Jeffrey Archer

Det virker helt uskyldigt. En britisk oberst i unåde efterlader ved sin død et mystisk brev til sin eneste søn. Men i det  øjeblik Adam Scott åbner den gulnede konvolut, sætter han gang i en række dødbringende begivenheder, der truer med at ryste selve grundlaget for den frie verden.

I løbet af få dage bliver Adams elskede brutalt myrdet, og han forfølges ikke kun af KGB gennem Europas storbyer, men også af CIA og sine egne landsmænd. Alle vil de dræbe ham, før sandheden kommer ud.

Mens magtfulde mænd i røgfyldte rum søger stadigt mere udspekulerede midler til at knuse ham, går det op for Adam, at han er blevet forrådt og forladt af dem, han holder allermest af. Da han endelig forstår, hvad han er i besiddelse af, indser han, at det er er mere end et spørgsmål om liv og død – det er et spørgsmål om ære.

LÆS OGSÅ: 10 spionromaner du ikke må gå glip af

Du kan købe Farligt efterspil af Jeffrey Archer online her eller i din nærmeste boghandel.



Jeffrey Archer

Farligt efterspil


Kapitel 1

Kreml, Moskva,
19. maj, 1966


»Det er en forfalskning,« sagde den sovjetiske leder og så på det udsøgte, lille maleri, som han havde i hånden.

»Utænkeligt,« svarede hans kollega fra politbureauet. »Zarens ikon med St. Jørgen og Dragen har i over halvtreds år været under konstant bevogtning i Vinterpaladset i Leningrad.«

»Rigtigt, kammerat Saborskij,« sagde den gamle mand. »Men i de halvtreds år har vi bevogtet et falskneri. Zaren må have fjernet originalen i god tid, inden Den røde Armé rykkede ind i St. Petersborg og besatte Vinterpaladset.«

Chefen for statssikkerhedstjenesten rokkede uroligt på stolen. Generalsekretæren legede katten med musen, og at han, Saborskij, KGB’s mangeårige chef, var musen, havde han forlængst forstået, nemlig allerede i det sekund, da en telefonopringning klokken fire om morgenen havde givet ham ordre til at møde op i Kreml – omgående!

»Hvordan kan du være sikker på, at det er et falskneri, Leonid Iljitj?« spurgte den lille spinkle mand.

»Simpelthen, min kære Saborskij, fordi samtlige skatte i Vinterpaladset i det sidste halvandet år er blevet undersøgt efter kulstof-14 metoden, som bestemmer tings alder efter de allernyeste videnskabelige principper, der aldrig tager fejl,« sagde Bresjnev og var stolt af at kunne prale af sin nyerhvervede viden. »Og det, som vi altid har anset for at være et af nationens mesterværker,« fortsatte han, »er øjensynlig blevet malet fem hundrede år efter Rubljovs original.«

»Men af hvem og hvorfor?« spurgte chefen for KGB skeptisk.

»Eksperterne siger, at det sandsynligvis var en hofmaler,« svarede den russiske leder, »som ganske få måneder inden revolutionen må have fået ordre til at kopiere ikonen. Det har altid bekymret Vinterpaladsets museumsdirektør, at zarens sædvanlige sølvkrone ikke er på bagsiden af rammen som på de andre af de mesterværker, der har tilhørt zaren.«

»Men jeg har altid troet, at kronen blev hugget af en souvenirjæger, inden vi nåede ind i St. Petersborg.«

»Nej,« sagde generalsekretæren tørt og understregede sine påstande ved at hæve de buskede øjenbryn. »Det var ikke zarkronen, der blev fjernet, men selve maleriet.«

»Hvad har zaren mon så gjort med originalen?« sagde KGBchefen meget eftertænksomt.

»Dét er netop, hvad jeg gerne vil have at vide, kammerat Saborskij,« sagde Bresjnev og lagde hænderne på det lille maleri, som lå foran ham. »Og netop du og ingen anden blev valgt som den, der skal finde ud af det,« tilføjede han.

Nu var det tydeligt, at KGB-chefen var blevet usikker. »Der er vel et spor af en slags?«

»Det er så meget sagt,« indrømmede generalsekretæren, tog et chartek op af skrivebordsskuffen og bladede i rapporten om ikonernes betydning i den russiske historie. En eller anden havde siddet oppe hele natten for at skrive den ti sider lange tæt maskinskrevne rapport, som generalsekretæren foreløbig kun havde haft tid til at skimme. Det, som interesserede ham, begyndte på side fire, og han bladede hurtigt frem til stedet og læste op: »Da revolutionen nærmede sig, mente zar Nikolaj II øjensynlig, at Rubljovs mesterværk kunne blive hans pas til Vesten. Han må have ladet en kopi male, som han derefter hængte op på det sted på væggen i hans arbejdsværelse, hvor originalen havde hængt.« Bresjnev så op. »Og ret meget mere ved vi ikke.«

Nu var Saborskij tydeligt forvirret. Han fattede ikke, hvorfor KGB absolut skulle ulejliges med tyveriet af et af de mere beskedne mesterværker. »Hvor vigtigt er det, at vi finder originalen? « spurgte han i et forsøg på at pejle situationen.

»Overhovedet intet kan være mere betydningsfuldt, kammerat Saborskij,« lød det uventede svar. »Jeg bevilger på forhånd alle de ressourcer i både mandskab og penge, som er nødvendige for at finde zarens ikon.«

»Men hvis jeg tager dig på ordet, kammerat generalsekretær, så kan jeg nemt komme til at bruge langt mere, end maleriet er værd,« indvendte Saborskij, mens han gjorde sit bedste for at skjule sin skepsis mod projektet.

»Det kan du simpelthen ikke,« sagde Bresjnev. Efter en betydningsfuld kunstpause tilføjede han: »For det er ikke selve ikonen som sådan, jeg er ude efter.« Han vendte ryggen til KGB-chefen og kiggede ud ad vinduet. Det havde altid irriteret ham, at han ikke kunne se over Kremls mur og ud på Den røde Plads. Han ventede et minut, og så sagde han: »Hvis Nikolaj havde tænkt sig en livsstil som sin sædvanlige, kunne pengene for ikonen næppe have underholdt ham i mere end allerhøjst ét år. Nej, vi tror, at zaren havde gemt noget i ikonen, som kunne garantere hans og hans families sikkerhed i resten af deres liv.«

Nu havde generalsekretærens ånde tøet en lille plet på den tilfrosne rude.

»Hvad kan dog have været så værdifuldt?« spurgte Saborskij.

»Husker du, kammerat, hvad zaren lovede Lenin som betaling for sit liv?«

»Ja, men det var jo bluff, for der var jo netop ikke gemt et sådant dokument …« Han tog sig i det, inden han nåede at sige ’i ikonen’. Han så hurtigt bort, for Bresjnevs triumfsmil var for irriterende.

»Omsider har du fattet det, kammerat. Dokumentet var faktisk i ikonen. Det var bare den forkerte ikon, vi havde.«

Den russiske leder var tavs et øjeblik, inden han atter vendte sig om mod sin kollega og rakte ham et papir. »Her er zarens egenhændige erklæring om, hvad vi ville finde i ikonen med St. Jørgen og Dragen. Men der var intet i den, og det overbeviste Lenin om, at zaren havde forsøgt et bluff for at redde sig og sin familie fra henrettelsen.«

Saborskij læste langsomt den erklæring, som zaren havde skrevet og underskrevet få timer inden han og hans familie var blevet henrettet. Hans hænder dirrede, og sveddråberne perlede på hans pande, allerede inden han nåede til de sidste sætninger.

Så kiggede han på det lille maleri, der lå på generalsekretærens skrivebord og ikke var større end en ganske almindelig bog.

»Efter Lenins død har ingen troet på zarens påstand,« fortsatte Bresjnev. »Men nu tvivler vi ikke på, at det lovede dokument bliver vores, hvis det lykkes os at finde og få fat i den ægte ikon.«

»Og med de underskrifter, som er på dokumentet, vil ingen kunne rejse mindste tvivl om vores retmæssige krav,« sagde Saborskij.

»Det vil ingen kunne,« sagde Bresjnev. »Og jeg er sikker på, at vi om nødvendigt vil blive støttet både af FN og af den faste domstol for mellemfolkelig retspleje, hvis amerikanerne sætter sig på bagbenene. Men tiden er desværre imod os.«

»Hvorfor dét?«

»Bemærk den dato på zarens erklæring, som angiver den frist, som vi har til at opfylde vores del af overenskomsten,« sagde Bresjnev.

Saborskij stirrede på datoen, som zaren havde kradset ned på papiret – den 20. juni, 1966. Han rakte papiret tilbage, mens han tænkte på, hvor afgørende og samtidig vanskelig den opgave var, som generalsekretæren i dette øjeblik havde betroet ham. Bresjnev fortsatte sin enetale:

»Som du kan se, kammerat Saborskij, har vi altså kun en måned tilbage, inden det er for sent. Men hvis du kan finde ud af, hvor den originale ikon er, så vil præsident Johnsons forsvarsstrategi blive fejet væk, og når dét er sket, er De forenede Stater kun en brik på det russiske skakbræt.«

Kapitel 2

Appleshaw, England
Juni, 1966


»– Og til min højt elskede og eneste søn, kaptajn Adam Scott, efterlader jeg fem hundrede pund.«

Skønt Adam havde forudset, at der kun var en meget lille arv, så fik meddelelsen om det ringe beløb ham alligevel til med et sæt at rette sig op på stolen. Den aldrende advokat løftede et øjeblik blikket fra papirerne, som lå foran ham på det store skrivebord, for nøjere at betragte den flotte unge mand, der sad lige over for ham. Så koncentrerede Mr. Holbrooke sig atter om papirerne.

»– Og til min højt elskede datter Margaret Scott efterlader jeg fire hundrede pund.« Adam kunne ikke helt tilbageholde et lille smil. Hans far havde til det allersidste bevaret en tydelig rest af mandschauvinisten i sig.

»Til Hampshire County Cricket Club,« messede Mr. Holbrooke videre uberørt af uretfærdigheden mod Miss Scott, »efterlader jeg femogtyve pund svarende til et livstidskontingent.« Så fik far da endelig betalt det, tænkte Adam. »Desuden skal der udbetales femten pund til Veteranklubben fra Første Verdenskrig, ti pund til Wilf Proudfoot, vores loyale hjælper med haven og fem pund til Mrs. Mavis Cox, som har hjulpet til i huset.«

»Vores hus og resten af mit bo går til min højt elskede hustru Susan.«

Den sidste meddelelse var nær ved at få Adam til at le højt, for han tvivlede stærkt på, at resten af boet kunne indbringe mere end tusind pund til, selv hvis de solgte hans fars præmieobligationer og hans golfkøller fra før krigen.

Men hans mor var Regimentets Datter og ville ikke drømme om at beklage sig. Det havde hun aldrig gjort. Hvis det havde været Vorherre selv og ikke en tilfældig pave i Rom, som tog sig af helgenudnævnelserne, så ville Susan af Appleshaw være sikker på et sæde ved siden af Den hellige Jomfru. I hele sit liv havde Adams far sat en meget høj standard for sig selv og familien, og det var måske derfor, at Adam fortsat beundrede ham mere end nogen anden mand. Undertiden fik bare tanken om hans far ham til at føle sig nærmest hjemløs i de ’svingende tressere’.

Utålmodigt begyndte han at flytte sig lidt på stolen, for nu måtte ceremonien da vel lakke mod enden. Jo før de slap væk fra det triste lille kontor, des bedre, tænkte han.

Mr. Holbrooke så atter op og rømmede sig betydningsfuldt, som om han nu ville meddele, hvem der skulle arve Goya’en eller Habsburg-diamanterne. Han skubbede halvbrillerne helt op på næseryggen og stirrede derefter på den sidste sætning i sin afdøde klients testamente. De tre efterladte så forbavset på ham. Hvad mere kan der dog være? tænkte Adam.

Men den sidste sætning indeholdt øjensynlig noget betydningsfuldt, som advokaten havde funderet meget over, for han deklamerede sætningen udenad med kun et enkelt hurtigt blik i testamentet.

»Til min søn efterlader jeg også …« Mr. Holbrooke gjorde en kort kunstpause – »vedlagte lukkede konvolut …« Mr. Holbrooke løftede konvolutten i vejret»– som jeg kun kan håbe kan give min søn en større lykke, end den gav mig. Hvis han beslutter at åbne konvolutten, kan det kun ske på den betingelse, at han aldrig vil røbe indholdet af den for noget menneske.« Adam fangede sin søsters blik, men hun nøjedes med en let hovedrysten. Øjensynlig var hun lige så desorienteret som han. Men hans mor var tydeligt chokeret, men om det var angst eller sorg, som tegnede sig på hendes ansigt, kunne Adam ikke afgøre. Uden at sige mere rakte advokaten oberstens eneste søn den gulnede konvolut.

Derefter sad de alle sammen et øjeblik helt stille, for ingen af dem var klar over, hvad de nu burde gøre. Men omsider lukkede Mr. Holbrooke chartekket med udskriften Oberst Gerald Scott, DSO, OBE, MC, skubbede sin stol tilbage og gik langsomt hen til enken. Han gav hende hånden, og hun sagde: »Mange tak,« en let malplaceret høflighed, tænkte Adam, for den eneste, der havde fået et udbytte af den netop overståede transaktion, var Mr. Holbrooke for advokatfirmaet Holbrooke, Holbrooke & Gascoigne.

Adam rejste sig og skyndte sig hen til sin mor.

»Kan vi invitere Dem til te, Mr. Holbrooke,« sagde hun, og advokaten begyndte:

»Desværre, min kære Mrs. Scott …« og så hørte Adam ikke efter længere. Tydeligvis havde advokathonoraret ikke været stort nok til også at finansiere en juridisk tepause.

Adam sikrede sig, at hans mor og søster sad bekvemt bag i familiens Morris Minor, hvorefter han satte sig ind bag rattet. Han havde parkeret bilen lige uden for advokatkontoret i den lille bys hovedgade, men heldigvis var de sluppet for parkeringsforbud i Appleshaw – indtil videre, tænkte han. Allerede inden han nåede at dreje tændingsnøglen om, sagde hans mor nøgternt: »Vi bliver nødt til at opgive bilen. Med de høje benzinpriser har jeg ikke råd til at beholde den.«

»Lad os gemme den bekymring til i morgen,« sagde Margaret beroligende, men hun vidste, at hendes mor havde ret, det sagde hendes tonefald tydeligt. »Hvad mon der er i den konvolut,« tilføjede hun hurtigt for at skifte emne.

»Utvivlsomt detaljerede instrukser om, hvordan jeg skal investere mine fem hundrede pund,« sagde Adam muntert i et forsøg på at lette en smule på stemningen.

»Nu glemmer du respekten for din far,« sagde Adams mor, og nu var angsten der atter i hendes ansigt. »Jeg tiggede og bad ham om at brænde den konvolut,« tilføjede hun så sagte, at det næsten kun var en hvisken.

Adam spidsede læberne, for nu gik det op fór ham, at konvolutten var den konvolut, som hans far for så mange år havde hentydet til, da han kom til at høre lidt af det eneste skænderi mellem forældrene, som han nogensinde havde oplevet. Adam huskede stadig sin fars pludselig så høje stemme og de vrede ord nogle få dage efter, at han var vendt hjem fra Tyskland.

»Jeg er nødt til at åbne den, det må du da kunne indse,« havde han insisteret.

»Aldrig,« svarede Adams mor. »Efter alle mine ofre skylder du mig i hvert fald dét!«

Der var gået tyve år efter den konfrontation, som havde været den første, sidste og eneste gang, Adam havde hørt forældrene omtale konvolutten. Og den eneste gang, han selv havde nævnt den for sin søster, kunne hun heller ikke forestille sig, hvad deres forældre havde skændtes om.

Adam satte foden på bremsen, da de nåede helt hen til enden af hovedgaden, og her drejede han til højre og fortsatte små to kilometer ud af den lille by og hen ad den snoede landevej. Så standsede han omsider, sprang ud og åbnede havelågen til den korte sti gennem den velholdte græsplæne til det lille stråtækte hus.

»Mon ikke du hurtigst muligt skal tilbage til London?« var det første, som Adams mor sagde, da hun trådte ind i stuen.

»Så travlt har jeg heller ikke, mor. Der er intet, som ikke kan vente til i morgen.«

»Det ved du selvfølgelig bedst selv, men du skal under ingen omstændigheder være bekymret for mig,« fortsatte Mrs. Scott, mens hun betragtede den høje unge mand, som i den grad mindede hende om Gerald. Han ville have været lige så køn som hendes mand, hvis det ikke havde været for det lette knæk på næsen. Han havde det samme mørke hår og de samme mørkebrune øjne, det samme åbne og ærlige ansigt og også den samme venlige optræden mod alle. Og desuden havde han også bevaret den høje moralske standard, som havde bragt dem i deres nuværende meget trykkende situation. »Desuden tager Margaret sig jo af mig,« tilføjede hun. Adam så på sin mor og spekulerede på, hvordan søsteren fremover ville håndtere helgeninden St. Susan af Appleshaw.

Margaret var netop blevet forlovet med en børsmægler, og skønt brylluppet var blevet udsat indtil videre, ville hun utvivlsomt snart insistere på at blive sig selv. Og til alt held havde hendes forlovede allerede betalt det første afdrag på et lille hus kun tyve kilometer fra moderen.

Efter eftermiddagsteen og en vemodig monolog fra de to unge menneskers mor om deres fars mange dyder og store uheld tog Margaret teservicet ud og lod de to andre blive alene tilbage. De havde begge to elsket den afdøde, men på hver sin måde. Alligevel fornemmede Adam, at han aldrig tilstrækkeligt tydeligt havde vist sin far, hvor højt han respekterede ham.

»Nu, hvor du ikke længere er i hæren, håber jeg, at du snart finder et ordentligt job,« sagde hans mor bekymret, for hun huskede, hvor svært det havde været for hans far at gøre det.

»Det skal nok gå alt sammen, mor,« sagde Adam. »Udenrigsministeriet har bedt mig om at komme til en ny samtale,« tilføjede han i håbet om, at dét ville berolige hende.

»Og nu har du endda de fem hundrede pund, som utvivlsomt vil gøre alting nemmere for dig,« sagde hun, og Adam smilede kærligt til hende, mens han tænkte på, hvornår hun mon sidst havde tilbragt en dag i London. Bare for sin andel i lejligheden i Chelsea betalte han fire pund om ugen, og han skulle jo også af og til have lidt at spise. Hans mor så på uret på kaminhylden og sagde: »Du må alligevel hellere køre nu, min dreng. Jeg kan ikke lide, at du er på landevejen med den motorcykel efter mørkets frembrud.«

Adam bøjede sig ned mod sin mor og kyssede hende let på kinden. »Jeg ringer i morgen,« sagde han. På vejen ud stak han lige hovedet ind i køkkenet og råbte til sin søster: »Jeg sender dig en check på halvtreds pund.«

Margaret så op fra køkkenvasken. »For hvad?«

»Som min indsats for kvindernes ligeret.« Ved hurtigt at lukke døren undgik han at blive ramt af den karklud, som hun kylede efter ham. Han startede sin BSA og kørte ad A303 gennem Andover og videre mod London. Det meste af trafikken kom på det tidspunkt fra byen, så han nåede hurtigt igennem til sin lejlighed i Ifield Road.

Han havde besluttet at vente, til han var hjemme på sit værelse, inden han åbnede konvolutten. På det sidste havde hans tilværelse været temmelig kedsommelig, så han tænkte, at den lille private ceremoni måske kunne pynte lidt på den. Og desuden havde konvolutten ligget uåbnet hen i det meste af hans liv, så den kunne utvivlsomt sagtens vente lidt endnu.

Hans far havde utallige gange omtalt familietragedien for ham.

»Det var helt igennem en æressag, min dreng,« gentog han hver gang, stak hagen frem og rettede ryggen, og tilsyneladende overhørte han de mange halvskjulte spydigheder fra ringere mænd og bemærkede heller ikke de skæve blikke fra de officerskolleger, som omhyggeligt havde sørget for ikke at blive set for ofte sammen med ham. Adam kendte sin far for godt til bare et øjeblik at kunne tro, at han virkelig havde været involveret i det forræderi, som man hviskede om bag hans ryg. Han slap det ene styrehåndtag et øjeblik og rørte ved konvolutten, der lå i hans lomme, som en skoledreng, der dagen før sin fødselsdag føler på en gavepakke i håb om på den måde at kunne gætte, hvad der er i den. Adam var sikker på, at hvad der så end var i konvolutten, så det kunne det ikke gavne nogen nu, hvor hans far var død. Men det mindskede ikke hans nysgerrighed.

Han forsøgte at samle de få kendsgerninger, som han i årenes løb havde fået fortalt. I 1946, et år inden hans far fyldte halvtreds, havde han taget sin afsked fra hæren. The Times havde omtalt ham som en fremragende militærtaktiker, der havde udvist stort mod under krigen. At han så pludselig tog sin afsked, havde forbavset journalisten fra The Times, havde forbløffet hans nærmeste og havde chokeret hans regiment. For alle, som kendte ham, regnede med, at hans forfremmelse til general var nært forestående. Hans pludselige tilbagetræden fik rygterne til at svirre. Hans eneste forklaring var, at han efterhånden havde fået nok af krig og følte, at han burde forsøge at tjene lidt penge til sin og sin kones alderdom, inden det blev for sent. Det lød ikke særligt overbevisende og blev aldrig mere plausibelt, for det lykkedes nemlig aldrig obersten at skaffe sig andet arbejde end jobbet som sekretær i den lokale golfklub.

Det var kun med venlig støtte fra sin nu afdøde bedstefar general Sir Pelham Westlake, at Adam havde kunnet blive på Wellington College, hvad der gjorde det muligt for ham af følge familietraditionen og søge en militær karriere.

Da Adam var færdig med skolen, blev han optaget på militærakademiet i Sandhurst, hvor han flittigt studerede militærhistorie, taktik og strategi, mens han i weekenderne dyrkede rugby og squash. Den største succes fik han imidlertid i terrænsport, hvor stønnende officersaspiranter fra Cranwell og Dartmouth kun så hans mudderoversprøjtede ryg, mens han to år i træk vandt de militære mesterskaber i sporten. Som bokser blev han mester i mellemvægt, skønt en nigeriansk kadet knækkede hans næse i finalekampens første omgang. Nigerianeren begik derefter den fejl at tro, at kampen var omme, og Adam havde vundet.

Da han forlod Sandhurst i august, 1956, blev han nummer ni i den egentlige eksamen, men hans lederevner og opildnende eksempel uden for klasseværelset havde gjort et sådant indtryk, at ingen blev forbavset, da han blev tildelt æressværdet. Fra dét øjeblik tvivlede han ikke et sekund på, at han skulle efterfølge sin far som chef for faderens regiment.

Regimentet – The Royal Wessex Regiment – modtog oberstens søn kort efter, at han havde fået sin første officersbestalling. Han satte sig hurtigt i respekt hos de menige og blev populær blandt de officerer, som ikke var interesseret i sladder. Som taktiker i felten var han uden lige, og i felten viste det sig hurtigt, at han havde arvet faderens mod. Men da forsvarsministeriet seks år senere offentliggjorde listen over de løjtnanter, der var blevet forfremmet til kaptajner, stod løjtnant Adam Scott ikke på den. Hans jævnaldrende kolleger blev oprigtigt forbavsede, mens regimentets ældre officerer blev tavse, når netop dét emne blev berørt. Adam indså, at han ikke ville få lov til at sone det, som man i det stille beskyldte hans far for at have gjort.

Til sidst blev Adam alligevel kaptajn, men ikke før han havde udmærket sig i de malajiske jungler i nærkamp med de kinesiske soldater, der ustandselig myldrede frem. Han blev taget til fange af kommunisterne, blev isoleret fra de andre krigsfanger og udsat for en tortur, som ingen træning kunne have forberedt ham på. Efter otte måneders fangenskab lykkedes det ham at undslippe, og da han nåede tilbage til de engelske styrker, opdagede han, at han efter sin formodede død var blevet udmærket med militærkorset. Niogtyve år gammel bestod kaptajn Scott sin eksamen som stabsofficer, men det førte ikke til nogen forfremmelse, og omsider indså han, at han aldrig nogensinde skulle blive oberst for sin fars gamle regiment. Nogle få uger senere tog han sin afsked og behøvede ikke at undskylde sig med, at han gjorde det, fordi han var nødt til at tjene flere penge.

Lige inden han forlod regimentet, havde hans mor fortalt ham, at hans far var døende og kun havde få uger tilbage. Adam besluttede ikke at fortælle sin far, at han havde indgivet sin afskedsansøgning. Han vidste, at hans far ville bebrejde sig selv, at sønnen havde været nødt til at opgive sin militære karriere, og Adam var taknemmelig for, at hans, far døde uden at få noget at vide om det, der havde været hans søns daglige kors.

Da Adam nåede ind til udkanten af London, begyndte hans tanker igen at kredse om mulighederne for at få et job. Han havde nu været arbejdsløs i syv uger, og i den tid havde han haft flere samtaler med direktøren for sin bank end med mulige arbejdsgivere. Nu havde han omsider en aftale om et nyt møde i udenrigsministeriet, men de andre kandidaters høje standard havde på forhånd frataget ham alle optimistiske forhåbninger. I modsætning til dem havde han ingen universitetsuddannelse, men den første samtale var gået godt, og han havde samtidig opdaget, at mange andre forhenværende officerer var blevet ansat i ministeriet. Han havde også set, at formanden for ansættelseskommissionen ligeledes havde militærkorset, så han gik ud fra, at han ikke blev overvejet som kandidat til et skrivebordsjob.

Mens han svingede ind på King’s Road, rørte han igen ved konvolutten i inderlommen og håbede en smule uvenligt, at Lawrence endnu ikke var kommet hjem fra banken, dog ikke fordi han havde nogen grund til at beklage sig over sin gamle skolekammerat, der havde hjulpet ham så godt ved at tilbyde ham et dejligt værelse i sin rummelige lejlighed for kun fire pund om ugen.

»Lejen ryger naturligvis op i skyerne, så snart du er blevet ambassadør, « havde Lawrence sagt, og Adam smilede til den mand, som han havde beundret så højt, da de i sin tid var skolekammerater på Wellington. For Lawrence gik alting på en eller anden måde langt lettere end for Adam. Det var, som om han fik alting forærende, eksaminer, jobtilbud, sportssejre, kvinder – navnlig dem. Det forundrede ingen, at han uden videre slap ind på det eksklusive Balliol, heller ikke at han sluttede med en fin førstekarakter i filosofi og samfundsfag. Men så valgte han bankverdenen som sit arbejdsområde, og omsider undrede alle sig. Det var tilsyneladende hans første mere jordbundne beslutning.

Adam parkerede sin motorcykel i Ifield Road og vidste, at det ville gå den som hans mors gamle Morris. Den måtte sælges, hvis han ikke fik det job i udenrigsministeriet. Mens han slentrede hen mod gadedøren, så en forbipasserende ung pige nysgerrigt på ham, men han bemærkede hende overhovedet ikke. Han tog tre trin ad gangen op ad trappen til femte sal.

»Hvordan gik det?« var Lawrences første spørgsmål, da han kom ind i opholdsstuen.

»Rimeligt efter omstændighederne,« svarede Adam og smilede til vennen, for så behøvede han ikke at uddybe emnet.

Lawrence havde allerede skiftet fra bankpåklædningen til en blazer og grå flannels. Han var knap så høj og noget kraftigere bygget end Adam, hans hår var tæt og stridt, og han havde en høj og bred pande og grå eftertænksomme øjne, der altid spurgte og vurderede.

»Jeg beundrede din far så højt,« tilføjede han. »Han gik altid ud fra, at alle andre havde samme høje moral som han selv.«

Adam kunne tydeligt huske, hvor nervøs han havde været, da han ved årsfesten havde præsenteret Lawrence for sin far. Men fra første øjeblik var de blevet venner. Men Lawrence var jo heller ikke en af dem, der interesserede sig for sladder.

»Kan du så trække dig tilbage på familieformuen?« spurgte Lawrence muntert.

»Kun hvis den tvivlsomme bank, hvor du spilder din arbejdskraft, har fundet ud af, hvordan fem hundrede pund kan forvandles til fem tusind på et par dage.«

»Så dygtige er vi desværre ikke endnu – og så skal vi endda slås med Harold Wilsons pris- og lønstop.«

Adam smilede igen til sin ven. Skønt han efterhånden var den højeste af dem, huskede han stadig den tid, da Lawrence havde været en regulær kæmpe i hans øjne.

»Igen for sent, Scott,« plejede han at sige, når Adam listede sig forbi ham i korridoren. Adam håbede, at han også en skønne dag kunne gøre alting på samme afslappede og overlegne måde. Men måske var Lawrences overlegenhed ægte, måske var han bedre til alting end de fleste. Det var, som om hans tøj altid var nypresset, hans sko altid var blanke, og der var aldrig et hår, der strittede på hans hoved. Adam havde stadig ikke fundet ud af, hvordan vennen kunne gøre alting på sin mærkeligt selvfølgelige måde.

Han hørte døren fra badeværelset blive åbnet og så spørgende på vennen.

»Carolyn,« hviskede Lawrence. »Hun er her i nat – håber jeg.«

Den høje, smukke pige kom ind til dem, og Adam smilede genert til hende. Hendes lange, lyse hår daskede mod hendes skuldre, mens hun nærmede sig, men det var hendes helt fejlfri skikkelse, som navnlig fastholdt mændenes blikke. Hvordan bar Lawrence sig dog ad?

»Går du med hen og spiser?« spurgte Lawrence og lagde en arm om Carolyns skulder. Han lød lidt for begejstret ved tanken om et muligt følgeskab. »Jeg har netop opdaget en ny italiensk restaurant i Fulham Road.«

»Jeg kan måske smutte derhen senere,« sagde Adam. »Men der er et par papirer fra i eftermiddags, som jeg hellere lige må kigge lidt nærmere på.«

»Spring op og fald ned på arvens detaljer, slut dig til os og brug hele summen på et vildt spagettiorgie!«

»Jamen, har du da arvet?« Carolyns stemme var skinger og høj, og hendes udtale var lidt for damet til at virke overbevisende.

»Ikke nok til at dække mit overtræk,« sukkede Adam.

Lawrence lo. »Kom alligevel, hvis det lykkes dig at finde småpenge til en skudefuld makaroni.« Han blinkede til vennen, og det var det sædvanlige signal om, at han enten skulle være væk fra lejligheden, når parret vendte tilbage, eller i hvert fald være forsvundet ind på sit værelse, hvor han helst skulle lade, som om han sov.

»Ja, kom endelig,« kurrede Carolyn og lød, som om hun mente det. Og hendes nøddebrune øjne blev ved med at betragte Adam, mens Lawrence blidt, men bestemt styrede hende mod døren.

Adam rørte sig ikke, før han ikke længere kunne høre Carolyns skingre stemme ude fra trappen. Så gik han ind på sit værelse og låste døren, satte sig i sin eneste magelige stol og tog sin fars konvolut frem fra inderlommen. Den var af svært papir, meget fornem, men hans far havde altid købt sit udsøgte brevpapir i Bond Street, hvor han havde betalt dobbelt så meget for det, som det ville have kostet i den lokale butik. Udskriften var med hans fars sirlige håndskrift: ’Kaptajn Adam Scott’.

Adams hånd dirrede en smule, da han forsigtigt åbnede konvolutten og trak et brev frem, som også var med faderens letgenkendelige håndskrift. I brevet lå en mindre konvolut, som var gammel og falmet. Blækket på udskriften var bleget af tiden, og Adam kendte ikke håndskriften. Der stod ’Oberst Gerald Scott’, og Adam lagde den gamle konvolut på det lille bord ved siden af stolen, foldede sin fars brev ud og begyndte at læse. Brevet var ikke dateret.




Min kære Adam.

I årenes løb har du utvivlsomt hørt mange forklaringer på, at jeg så pludseligt tog min afsked fra regimentet. Mange af dem har bare været dumme, andre har været direkte ondsindede, men jeg har altid ment, at det var bedst for både mig selv og dem, der stod mig nær, at overhøre alle rygter. Jeg føler imidlertid, at jeg skylder dig en mere udførlig forklaring, og den kommer her.

Som du ved, var min sidste kommando, inden jeg tog min afsked, i Nürnberg fra november, 1945 til oktober, 1946. Efter fire års næsten uafbrudt felttjeneste fik jeg ledelsen af den britiske sektion, som havde ansvaret for de højtstående nazister, der var stillet for Nürnberg-domstolen for deres krigsforbrydelser. Skønt amerikanerne havde det afgørende ansvar for processen som sådan, lærte jeg dog de arresterede tyskere temmelig godt at kende, og efterhånden som månederne gik, fandt jeg det endog muligt at tolerere nogle af dem, navnlig Hess, Dönitz og Speer. Jeg spekulerede mange gange på, hvordan tyskerne mon ville have behandlet os, hvis det var blevet dem, der havde vundet. På daværende tidspunkt var sådanne synspunkter ikke acceptable og blev endda kaldt ’fraternisering’ af mange af dem, som aldrig tænker ordentligt over tingene.

Blandt de nazispidser, som jeg var i daglig kontakt med, var rigsmarskal Hermann Göring, og modsat de tre officerer, som jeg omtalte ovenfor, var han fra første øjeblik en mand, som jeg afskyede. Han var hoven og nærede ikke mindste anger for alle de forbrydelser, han havde begået eller anstiftet med krigen som undskyldning. På intet tidspunkt fandt jeg nogen årsag til at ændre mening om ham. Undertiden havde jeg ligefrem besvær med at styre mig, når jeg var sammen med ham.

Aftenen inden hans henrettelse anmodede han om et privat møde med mig. Det var en mandag, og jeg husker stadig alle detaljer fra det møde, som havde det været i går. Jeg fik anmodningen, da vi afløste russerne, og det var major Koskij selv, der gav mig Görings skriftlige henvendelse. Så snart jeg havde inspiceret vagten og overstået det sædvanlige papirarbejde, opsøgte jeg sammen med den vagthavende korporal rigsmarskallen i hans celle. Han stod ret ved sin smalle seng og hilste, da jeg kom ind. Synet af den lille gråmalede celle fik det altid til at løbe mig koldt ned ad ryggen.

»De vil tale med mig?« sagde jeg. Jeg havde aldrig kunnet få mig til at tiltale ham med hans navn og rang.

»Ja,« sagde han. »Det var venligt af Dem at komme selv, oberst. Jeg har et ønske, den dødsdømtes sidste bøn. Er der nogen mulighed for, at korporalen kan forlade os et øjeblik?«

Jeg tænkte mig, at det var noget meget personligt, han ville bede mig om, så jeg bad korporalen vente lige udenfor. Jeg må indrømme, at jeg ikke kunne forestille mig, hvad der kunne være så privat for en mand, der kun havde meget få timer tilbage. Men da døren atter blev lukket, hilste Göring igen, og derefter gav han mig den konvolut, som du nu har. Det eneste, han sagde, mens jeg tog den, var: »Vil De være så venlig ikke at åbne den, før efter at jeg er blevet henrettet i morgen?« Derefter tilføjede han: »Jeg kan kun håbe, at indholdet kan kompensere Dem for de bebrejdelser, De muligvis vil blive udsat for.« I det øjeblik anede jeg naturligvis ikke, hvad det var, han hentydede til, men gik ud fra, at omstændighederne havde forstyrret hans mentale balance. Mange af fangerne betroede sig til mig i deres sidste få dage, og da de sidste øjeblikke nærmede sig, var adskillige af dem helt tydeligt på sindssygens rand.




Adam så et øjeblik op fra brevet for at overveje, hvad han ville have gjort under de samme omstændigheder, og læste derefter videre for at se, om hans far havde handlet, som han ville have gjort det.




Men Görings afsluttende ord til mig, da jeg igen forlod hans celle, lød ikke særligt sindssyge. Han sagde simpelthen: »De kan være ganske sikker på, at det er et mesterværk. De må endelig ikke undervurdere dets værdi.« Så tændte han en cigar, som om han slappede af i sin klub efter en mere end sædvanligt god middag. Vi havde alle sammen forskellige teorier om, hvem det var, der smuglede cigarer ind til ham, og vi funderede lige så ihærdigt over, hvad der måske blev smuglet ud fra ham.

Jeg stak konvolutten i jakkelommen, forlod Göring og gik ud til korporalen, som ventede i korridoren. Vi efterså derefter de andre celler for at sikre os, at fangerne var låst forsvarligt inde til natten, hvorefter jeg vendte tilbage til mit kontor. Der var ikke mere, der skulle gøres, så jeg kunne med det samme skrive min rapport. Jeg havde stadig konvolutten i inderlommen på min uniformsjakke og agtede at åbnede den næste morgen, så snart Göring var blevet henrettet. Jeg var ved at gennemgå dagens ordrer, da korporalen styrtede ind på mit kontor uden så meget som at banke på. »Det er Göring, sir, det er Göring!« råbte han ude af sig selv, og mandens ansigtsudtryk sagde mig det hele. Sammen løb vi tilbage til rigsmarskallens celle.

Göring lå med ansigtet nedad på sin briks, og jeg vendte ham om og så, at han allerede var død. I den ballade, der fulgte, glemte jeg alt om Görings brev. Obduktionen viste, at han var død af gift, og retten kom til den konklusion, at den cyankalium, som kunne påvises i liget, måtte stamme fra en kapsel, der havde været skjult i en af hans cigarer.

Da jeg var den sidste, der havde været alene sammen med ham, varede det ikke længe, inden mange hviskede i krogene om, at jeg jo nok havde haft noget med hans død at gøre. Naturligvis var den beskyldning totalt usand. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at rettens kendelse var korrekt, og at han rigeligt fortjente at blive hængt for det, han havde gjort sig skyldig i under krigen.

Jeg blev så opbragt over de stadige, men uudtalte beskyldninger om, at jeg skulle have hjulpet Göring til en let død ved at smugle cigarerne ind til ham, at jeg følte, at det eneste rigtige, jeg kunne gøre under omstændighederne, var at tage min afsked for ikke at bringe yderligere vanære over regimentet. Da jeg senere det år var vendt tilbage til England og ville kassere min gamle uniform, fandt jeg konvolutten. Jeg fortalte din mor om episoden, og hun bad mig indtrængende om at tilintetgøre konvolutten, for hun syntes, at den allerede havde skadet familien tilstrækkeligt. Og selv hvis dens indhold måske udpegede den, der havde hjulpet Göring med selvmordet, så ville opklaringen efter hendes mening ikke længere kunne gavne nogen. Jeg lovede at rette mig efter hendes ønske, men skønt jeg aldrig åbnede konvolutten, kunne jeg på den anden side heller ikke få mig til at tilintetgøre den. Jeg huskede Görings bemærkning om, at det, der var i den, var et mesterværk. Til sidst gemte jeg konvolutten mellem mine private papirer.

Men da følgerne af de synder, som faderen uretfærdigt beskyldes for, uvægerligt også rammer sønnen, bør de skrupler, som har holdt mig tilbage, ikke også være afgørende for dig. Hvis der derfor er noget i konvolutten, som kan blive til nytte, har jeg kun ét ønske i den forbindelse, nemlig at din mor bliver den, som først får del i det ukendte gode, men uden at hun får noget at vide om, hvorfra det stammer.

I årenes løb har jeg med stor tilfredshed iagttaget dine stadige fremskridt og er sikker på, at jeg kan lade dig om at træffe den rigtige beslutning.

Hvis du føler fjerneste tvivl, om du skal åbne konvolutten, så tilintetgør den uden at spekulere mere over det. Og hvis du åbner den, og det viser sig, at den kan føre dig ind i noget uhæderligt, så tilintetgør med det samme både den og det, der var i den.

Måtte Herren altid være med dig!
De kærligste hilsener fra
din far Gerald Scott




Adam læste brevet en gang til og forstod, at det var en stor tillid, som hans far havde vist ham. Hans hjerte hamrede ved tanken om, hvordan hans fars liv var blevet spildt af ondsindede smålige menneskers sladder, de samme, som også havde sat en stopper for hans karriere. Han læste brevet en tredje gang, hvorefter han foldede det sammen og lagde det tilbage i konvolutten.

Så tog han den anden konvolut, som lå på det lille bord. Udenpå stod med falmet, men karakterfuld skrift ’Oberst Gerald Scott’.

Adam tog sin lommekam frem, stak den ind under hjørnet af konvolutten og begyndte langsomt at skære den op. Han tøvede et øjeblik, inden han hentede to gulnede papirark frem. Det ene var tilsyneladende et brev, mens det andet så ud til at være et dokument af en slags. Det tredje Riges våben var præget øverst på brevet over rigsmarskal Hermann Görings trykte navn. Adams hænder dirrede, mens han læste den første linje.

Brevet begyndte: Sehr geehrter Herr Oberst Scott:



Du kan købe Farligt efterspil af Jeffrey Archer online her eller i din nærmeste boghandel.


LÆS OGSÅ: Storslået og medrivende familiesaga af Jeffrey Archer