Fiktion Historiske romaner Jeffrey Archer

Stjålne penge af Jeffrey Archer er en pageturner om bedrageri og hævn. Smuglæs her

Stjålne penge, Jeffrey Archer

Fire mænd, der ingen midler skyr for at genvinde deres stjålne penge. Jeffrey Archers første roman, Stjålne penge, er en ægte pageturner om bedrageri, beslutsomhed og hævn. Smuglæs i spændingsromanen her.


Stjålne penge varer ikke længe er Jeffrey Archers debutroman, som eftersigende er inspireret af hans eget liv. Romanen, der oprindeligt udkom på engelsk i 1976, genudgives nu i en ny, flot version med den kortere titel Stjålne penge. Og forfatteren til Clifton-krøniken leverer som altid en mesterlig fortælling og underholdning på topplan.

LÆS OGSÅ: Få overblik over bøger og serier af Jeffrey Archer

Stjålne penge følger en ung og pengebegærlig mand, der ikke går af vejen for at bruge selv de mest udspekulerede kneb for at kæmpe sig ud af den rendesten, han befinder sig i.

Ved hjælp af sine ufine forretningsmetoder får han opbygget en formue – men som bekendt står storhed ofte for fald …

Smuglæs i de første kapitler af Jeffrey Archers Stjålne penge nedenfor.

Du kan købe Stjålne penge online, fx hos Bog & Idé, eller i din nærmeste boghandel.


Jeffrey Archer

Stjålne penge


På dansk ved
Ib Christiansen


Prolog

”Jörg, du kan vente syv millioner dollars fra Crédit Parisien på min konto nummer to klokken 18 i aften, centraleuropæisk tid, og dem anbringer du i førsteklasses banker og forretningsforbindelser med absolut bedste kreditværdighed. Ellers kan du investere dem i Euro-dollarmarkedet. Forstået?”

”Ja, Harvey.”

”Indsæt én million dollars i Banco do Minas Gerais, Rio de Janeiro, på navnene Silverman og Elliott og sørg for at afvikle vores lån på opsigelse hos Barclays Bank, Lombard Street. Forstået?”

”Ja, Harvey.”

”Køb guld på min råvarekonto, til du når op på ti millioner dollars, og hold fast, til du får yderligere instrukser. Prøv at købe, når den dykker, og du må ikke skynde dig – vær tålmodig. Forstået?”

”Ja, Harvey.”

Harvey Metcalfe var godt klar over, at den sidste besked var unødvendig. Jörg Birrer var en af de mest konservative bankmænd i Zürich og havde, hvad der var nok så væsentligt for Harvey, gennem de sidste femogtyve år vist sig at være en af de kløgtigste. 

”Kan du være sammen med mig i Wimbledon torsdag den 25. juni klokken 14, Centre Court, min sædvanlige faste plads?”

”Ja, Harvey.”

Røret blev lagt på med et klik. Harvey sagde aldrig farvel. Han forstod sig ikke på den slags finesser, og det var for sent at begynde at lære det nu. Han tog telefonen, drejede de syv tal til Lincoln Trust i Boston, og bad om at tale med sin sekretær.

”Miss Fish?”

”Ja, sir.”

”Find vores sagsmappe om Prospecta Oil frem og tilintetgør den. Tilintetgør al korrespondance, der har med den sag at gøre, og sørg for, at der absolut intet er tilbage af den. Forstået?”

”Ja, sir.”

Det gav igen et klik i telefonen. Harvey havde givet tilsvarende ordrer tre gange i løbet af de sidste femogtyve år, og nu havde miss Fish efterhånden lært, ikke at stille spørgsmål.

Harvey trak vejret dybt, så det næsten blev til et suk, en stilfærdig triumferende udånding. Nu var han mindst femogtyve millioner dollars værd, og intet kunne standse ham. Han åbnede en flaske Krug champagne 1964, importeret af Hedges & Butler, London. Han drak langsomt af den og tændte sig en Romeo y Julieta Churchill, som en italiensk immigrant smuglede ind til ham i kasser med to hundrede og halvtreds én gang om måneden fra Cuba. Han lænede sig tilbage for at fejre det i al stilfærdighed. I Boston, Massachusetts var klokken 12.20 – det var næsten frokosttid.

I Harley Street, Bond Street, King’s Road og på Magdalen College i Oxford var klokken 18.20. Fire mænd, der ikke kendte hinanden, så efter børskursen på Prospecta Oils aktier i seneste udgave af Evening Standard fra London. Kursen var 9,10 dollars. De var alle fire rige mænd, der så frem til at kunne bestyrke deres allerede succesrige karrierer. I morgen ville de ikke have en skilling tilbage. 

1

Det har altid været svært at tjene en million på lovlig vis. Det har altid været en anelse nemmere at tjene en million på ulovlig vis. Men det vanskeligste af det hele er måske at beholde millionen, når man har tjent den. Henryk Metelski var et af de få mennesker, der havde klaret alle tre dele. Ganske vist kom den million, han tjente på lovlig vis, først efter den million, han havde tjent ulovligt, men det, der gjorde, at han var et skridt foran alle andre, var, at det lykkedes ham at holde fast på det hele.

Henryk Metelski var født i Lower East Side i New York den 17. maj 1909, og hans opvækstår faldt sammen med depressionstiden. Hans forældre var polske og var emigreret til Amerika omkring århundredskiftet. Henryks far var bager af fag, og han havde ikke haft svært ved at finde arbejde i New York, hvor de polske indvandrere specialiserede sig i at bage mørkt rugbrød og drive små restauranter. Begge forældrene ville gerne have set Henryk gøre karriere som akademiker, men han havde ikke evner i den retning og blev aldrig nogen duks i skolen. Han var en udspekuleret, kvik lille dreng, der var genstand for skoleledelsens mishag på grund af sin ligegyldighed over for de gribende beretninger om Frihedskrigen eller Frihedsklokkens klang, og på grund af den kontrol, han havde over skolens sorte marked med milde stoffer og sprit. Lille Henryk var ikke af den opfattelse, at de bedste ting her i livet var gratis, og det var ham lige så naturligt at begive sig på jagt efter penge og magt, som det var for en kat at jage en mus.

Da Henryk var en ung blomstrende mand på fjorten år med filipenser, døde hans far af det, man i vore dage kalder kræft. Hans mor overlevede kun faderens død med et par måneder, så deres eneste barn nu var henvist til at klare sig selv. Henryk skulle have været anbragt på et kommunalt hjem for forældreløse børn, men midt i tyverne var det ikke svært for en dreng at forsvinde i New York – selv om det var sværere at overleve. Henryk blev en mester i at overleve, en skoling, der skulle vise sig at være særdeles nyttig i årene fremover.

Han føjtede om i New Yorks East Side, klar til det hele og med åbne øjne; han pudsede sko hist og vaskede op pist, medens han hele tiden var på udkig efter en mulighed for at trænge ind i denne labyrint, i hvis midte der var prestige og rigdom at finde. Han fandt en indgang, da hans kammerat, som han delte værelse med, Jan Pelvik, der var kontorbud på New Yorks børs, blev midlertidigt ukampdygtig på grund af en pølse, der var garneret med salmonella-bakterier. Henryk, der havde fået til opgave at melde denne tildragelse til budformanden, strammede musetyfus til tuberkulose og talte sig til det job, der dermed blev ledigt. Så flyttede han til et andet værelse, iførte sig sin nye uniform og begyndte på sit arbejde.

De fleste af de telegrammer, han bragte ud, i begyndelsen af tyverne, rummede beskeden: ”Køb.” Mange af dem blev fulgt af handling omgående, for det var en periode med et vældigt opsving. Henryk så, hvordan mænd med beskedne evner kunne skabe sig formuer, medens han var henvist til at være tilskuer.

Hans instinkter drog ham mod de mennesker, der kunne tjene flere penge på børsen på én uge, end han ville kunne tjene resten af livet på sin løn.

Han gik i gang med at lære, hvordan selve børsen fungerede; han lyttede til samtaler, læste telegrammer og fandt ud af, hvilke aviser man burde læse. Da han var blevet atten, havde han fire års erfaringer fra Wall Street; fire år, som for de fleste kontorbude ikke ville have betydet andet end at gå hen over gulve og aflevere nogle stykker papir; fire år, der for Henryk Metelski var lige så meget værd som en afgangseksamen fra Harvard Business School (selv om han dengang ikke anede, at han en skønne dag ville komme til at forelæse på denne ærværdige institution).

I juli 1927 bragte han et telegram til Halgarten & Co., et anerkendt vekselererfirma, og han tog den sædvanlige omvej via toiletterne. Han havde udviklet et system, hvorved han kunne låse sig inde i et af rummene, læse det telegram, han havde med, afgøre om det havde nogen værdi for ham, og hvis det havde, ringe til Witold Gronowich, en ældre polak, der administrerede en lille investeringsforening for sine landsmænd. Henryk regnede med at skaffe sig mellem 20 og 25 dollars ekstra om ugen for de oplysninger, han leverede til Gronowich. Da Gronowich ikke var i stand til at placere større summer i aktiemarkedet, var der aldrig noget, der gav anledning til mistanke mod hans unge kilde.

Da Henryk sad nede på toilettet, begyndte han at forstå, at det telegram, han læste, var ret så afgørende. Texas’ guvernør ville give Standard Oil Company tilladelse til at føre en rørledning igennem fra Chicago til Mexico, og alle andre offentlige myndigheder, der var indblandet, havde allerede givet deres samtykke. På børsen var man godt klar over, at selskabet havde forsøgt at opnå denne endelige tilladelse gennem det sidste år. Beskeden skulle afleveres direkte til John D. Rockefellers vekselerer, Tucker Anthony, omgående. Tilladelsen til denne rørledning ville give mulighed for ubegrænsede olieforsyninger til Nordamerika, og det ville betyde øgede profitter. Det stod Henryk klart, at Standard Oil’s aktier ville gå op i kurs med det samme, når først nyheden slap ud, ikke mindst fordi Standard Oil i forvejen kontrollerede 90% af alle olieraffinaderier i Amerika.

Under normale omstændigheder ville Henryk have sendt denne oplysning videre til mr. Gronowich omgående, og det skulle han da også til at gøre, da han bemærkede, at en noget overvægtig herre (der åbenbart havde fået for mange gode forretningsfrokoster) på vej ud fra toiletterne tabte et stykke papir. Da der ikke var andre til stede, samlede Henryk det op og trak sig endnu engang tilbage til sine private enemærker i den tro, at det i bedste fald kunne være endnu en nyhed. Det viste sig faktisk at være en check på 50.000 dollars, udstedt til ihændehaveren af en vis mrs. Rose Rennick.

Henryk tænkte sig hurtigt om. Han forlod hurtigt toiletterne og stod snart efter ude i selve Wall Street. Han gik hen til en lille kaffebar i Rector Street, hvor han udarbejdede sin plan omhyggeligt, hvorefter han omgående satte den i værk.

Først hævede han checken i en afdeling af Morgan Bank på den sydvestlige side af Wall Street; han var klar over, at så længe han var iført sin fikse uniform som kontorbud ved selve børsen, ville man gå ud fra, af han bare var blevet sendt i byen for et eller andet pænt firma. Derefter vendte han tilbage til børsbygningen og erhvervede hos en børsmægler 2.500 aktier i Standard Oil til en kurs på 19,85 dollars, hvorefter han havde 126,61 dollars tilbage, når mæglerens salær var betalt. De 126,61 dollars satte han ind på en konto i Morgan Bank. Så måtte han i gang med sin normale arbejdsdags forløb, medens han gik og svedte i spændt forventning om meddelelsen fra guvernørens kontor, og var så optaget af Standard Oil, at han end ikke lagde vejen om ad toiletterne med de telegrammer, han bragte ud.

Der kom ikke nogen meddelelse. Henryk kunne ikke vide, at den blev holdt tilbage, til børsen officielt lukkede klokken 16, fordi guvernøren selv havde travlt med at købe aktier op allevegne, hvor han kunne lægge sine griske labber på dem, så at prisen ved noteringens slutning var drevet op til 20,05 dollars uden nogen officiel meddelelse. Den aften gik Henryk hjem, stiv af skræk over, om han havde begået en katastrofal fejltagelse. Han så for sig, hvordan han skulle vandre i fængsel og miste sit arbejde og alt det, han havde bygget op i de forløbne fire år.

Han kunne ikke sove den aften, og han blev mere og mere rastløs i sit lille værelse. Klokken ét om natten kunne han ikke holde det ud mere, så derfor stod han op, barberede sig, klædte sig på og tog et tog til Grand Central Station. Derfra gik han hen til Time Square, hvor han med rystende hænder købte den første udgave af Wall Street Journal. Og der stod det, med fede overskrifter hen over forsiden: 

GUVERNØR TILDELER ROCKEFELLER
TILLADELSE TIL RØRLEDNING

og som underrubrik:
Stor omsætning forventes i Standard Oils aktier

Som bedøvet gik Henryk hen til den nærmeste døgnkafé, i East 42. Street, hvor han bestilte en stor hamburger med pommes frites, som han indtog som en mand, der får det sidste måltid, før han skal i den elektriske stol, og ikke som én, der er ved at tage det første skridt på vejen til rigdom. Han læste alle enkelthederne på side et og fortsættelserne helt om til side fjorten, og klokken fire om morgenen havde han købt de første tre udgaver af New York Times og de første to af Herald Tribune. Henryk skyndte sig hjem, svimmel og opløftet, og tog hurtigt sin uniform på. Han ankom til børsen klokken otte og lod, som om han gennemførte en dags arbejde, medens han ikke tænkte på andet end anden del af sin plan.

Da børsen åbnede officielt, gik Henryk over til afdelingen af Morgan Bank, hvor han lånte 50.000 dollars med pant i de 2.500 Standard Oil aktier, der her til morgen stod i 21.30 dollars. Han indsatte de 50.000 dollars på sin indlånskonto og bad banken give ham en noteret check på 50.000 dollars, udstedt til mrs. Rose Rennick. Han forlod bygningen og fandt sin ukendte velgøres adresse og telefonnummer i en telefonbog.

Mrs. Rennick var en enke, der levede af de investeringer, hendes afdøde mand havde efterladt hende, og hun boede i en lille lejlighed på Park Avenue, et af de dyreste kvarterer i New York. Hun blev noget forbavset over at få en telefonopringning fra en vis Henryk Metelski, der bad om at komme til at tale med hende i et privat anliggende, der hastede. Det hjalp lidt, da han nævnede navnet Halgarten & Co., og hun gik ind på at møde ham på Waldorf-Astoria klokken seksten.

Henryk havde aldrig været på Waldorf-Astoria, men efter fire års arbejde på børsen var der ikke mange hoteller og restauranter, han ikke havde hørt andre tale om. Han vidste, at mrs. Rennick snarere ville drikke te sammen med ham end at modtage en mand med et navn som Henryk Metelski hjemme hos sig selv, ikke mindst fordi hans polske accent var endnu tydeligere over telefonen, end når man stod ansigt til ansigt med ham.

Da Henryk stod på de bløde tæpper i forhallen til Waldorf-Astoria, kom han til at rødme over sin naive fremtoning. Han syntes, at alle stirrede på ham, og han begravede sin tætte, velpolstrede fremtoning i en stor lænestol i læder. Også andre af Waldorf-Astorias kunder var velpolstrede, men Henryk havde på fornemmelsen, at det nok snarere var Pommes de Terre Mâitre d’Hotel end pommes frites, der havde givet dem deres overvægt. Nu var det for sent at ønske, at han havde kommet lidt mindre pomade i sit sorte, bølgede hår, eller at være ked af, at hans skohæle var slidt lidt for langt ned. Han kløede sig på en irriterende bums ved siden af munden. Hans habit, der fik ham til at føle sig så selvsikker og velhavende, når han var sammen med sine venner, var blankslidt, stumpet, billig og iøjnefaldende. Han passede ikke til de smagfulde omgivelser, og endnu mindre til hotellets gæster, og medens han for første gang i sit liv havde en følelse af, ikke at slå til, gik han ind i det lokale, der hedder The Jefferson Room, gemte sig bag et eksemplar af The New Yorker og bad til, at hans gæst snart måtte indfinde sig. Tjenerne sværmede ærbødigt om de veldækkede borde, men overså med instinktiv overlegenhed ganske Henryk. En af dem foretog sig ikke spor andet end at gå rundt i tesalonen og servere hugget sukker ved hjælp af en sølv-sukkertang i en hånd, der var iført en hvid handske. Det imponerede Henryk enormt.

Rose Rennick ankom nogle minutter senere med to små hunde og en sindsoprivende hat. Henryk syntes, at hun så ud til at være over tres, overvægtig, for stærkt malet og for prangende klædt på, men hun havde et varmt smil og kendte tilsyneladende alle, for hun gik fra bord til bord og sludrede med stamkunderne i Waldorf-Astorias tesalon. Efterhånden nåede hun over til det bord, hvor hun ganske rigtigt havde regnet ud, at Henryk sad, og hun blev noget forfærdet over ham, ikke bare fordi han var ret usædvanligt klædt på, men også fordi han så endnu yngre ud end sine atten år.

Mrs. Rennick bestilte sin te, medens Henryk fortalte sin historie om, hvordan der var sket en beklagelig fejltagelse med hendes check, som ved et uheld var blevet leveret til hans firma på børsen dagen før. Hans firma havde givet ham besked på at tilbagelevere checken omgående med deres dybeste undskyldninger. Derefter overrakte Henryk hende den noterede check på 50.000 dollars og fortalte hende, at han ville miste sin stilling, hvis hun gik videre med sagen, fordi det ene og alene var ham, der var ansvarlig for fejlen. Mrs. Rennick havde faktisk først lige forinden fået at vide, at checken var blevet væk, og hun var ikke klar over, at den var hævet, for det ville vare nogle dage, før det fremgik af kontoen. Henryks helt igennem oprigtige bekymring, medens han hakkede og stammede sig gennem sin beretning, ville have kunnet overbevise en mere kritisk iagttager af den menneskelige natur end mrs. Rennick. Hun indvilligede let nok i at lade sagen falde, for hun var helt tilfreds med at have fået sine penge igen, og da det var i form af en noteret check fra Morgan Bank, havde hun ikke sat noget til. Henryk drog et lettelsens suk, og begyndte for første gang at slappe af og nyde det. Han tilkaldte endog manden med sukkerskålen og sølvtangen.

Da der var gået en passende tid, forklarede Henryk, at han måtte tilbage til sit arbejde, takkede mrs. Rennick, betalte regningen og gik. Da han stod udenfor på gaden, fløjtede han af lettelse. Hans nye skjorte var gennemvædet af sved (mrs. Rennick ville have kaldt det transpiration), men nu var han ude i det fri og kunne atter ånde lettet op. Hans første større operation havde været en succes.

Han stod ude i Park Avenue og morede sig over, at det sted, hvor han havde holdt sit møde med mrs. Rennick, lige akkurat havde været Waldorf-Astoria, for det var netop det hotel, hvor John D. Rockefeller (præsidenten for Standard Oil) havde en suite. Henryk var ankommet til fods og havde brugt hovedindgangen, medens mr. Rockefeller tidligere var ankommet med undergrundsbanen og havde taget sin private elevator op til Waldorf Towers. Det var kun få af New Yorks indbyggere, der vidste, at Rockefeller havde fået bygget sin egen private station næsten tyve meter under Waldorf-Astoria, så at han ikke behøvede køre de otte gader til Grand Central Station, fordi toget ikke holdt mellem den og 125. Street. (Stationen ligger der den dag i dag, men der bor ikke længere nogen Rockefeller på Waldorf-Astoria, og toget standser der aldrig mere.) Medens Henryk diskuterede sine 50.000 dollars med mrs. Rennick, drøftede Rockefeller en investering på 5.000.000 dollars med præsident Coolidges finansminister Andrew W. Mellon.

Næste dag gik Henryk på arbejde som sædvanligt. Han vidste, at han måtte afsætte aktierne inden fem dages forløb for at udligne sin gæld til Morgan Bank og til vekselereren – fordi terminsperioden for aktiehandeler på børsen i New York er fem forretningsdage eller syv kalenderdage. Den sidste terminsdag stod aktierne i 23,30 dollars. Han solgte til 23,15, afviklede sit overtræk på 49.625 dollars og sad efter dækning af omkostninger tilbage med en fortjeneste på 7.490 dollars, som han lod stå i Morgan Bank.

I løbet af de følgende tre år holdt Henryk op med at ringe til mr. Gronowich og begyndte på egen hånd at spekulere, i begyndelsen med mindre poster. Det var stadig gode tider, og selv om han ikke altid fik fortjeneste, havde han nu lært, også at klare den lejlighedsvis forekommende baisse-handel lige så godt som stigningerne. Hans system, når det gjaldt handel i baissen, gik ud på at sælge på spekulation – ikke ligefrem det mest etiske system i faget, men han fik snart lært den kunst at sælge aktier, han ikke ejede, i forventning om følgende kursnedgange. Hans sans for bevægelserne på aktiemarkedet skærpedes lige så hurtigt som hans smag for tøj, og de luskede numre, han havde lært i sin tid i Lower East Side’s baggader kom ham til god nytte. Henryk havde lært, at hele verden var en jungle – hvor løverne og tigrene undertiden gik i habitter.

Da aktiemarkedet brød sammen i 1929, havde han formeret sine 7.490 dollars til 51.000 dollars i likvide midler, idet han havde afhændet hver en aktie, han ejede. Han var flyttet til en smart lejlighed i Brooklyn og kørte i en ret prangende Stutz. Henryk havde på et tidligt tidspunkt erkendt, at han var trådt ud i livet med tre afgørende ulemper – sit navn, sin baggrund og sin mangel på penge. Nu var problemet med pengene ved at blive løst, så derfor besluttede han, også at klare de andre. For det første indgav han en ansøgning om bevilling til navneændring til Harvey David Metcalfe. For det andet afbrød han enhver forbindelse med sine venner fra det polske befolkningslag, så i maj 1930 blev han myndig med et nyt navn og en ny baggrund.

Det var senere samme år, at han traf Roger Sharpley, en ung mand fra Boston, der havde arvet sin fars import- og eksportfirma, der havde specialiseret sig i import af whisky og eksport af pelsværk. Sharpley havde gået på Choate og senere på Dartmouth College, og han havde den typiske selvsikre charme, der er så karakteristisk for Bostons overklasse, og som hele resten af Amerika så tit er misundelige over. Han var høj og lyshåret, og så ud som om han nedstammede fra en vikingeslægt, og han havde dette særlige væsen i retning af at være en talentfuld amatør, der gjorde, at han kom let til de fleste ting, især kvinder. Han var Harveys totale modsætning. Det var den modsætning, der førte dem sammen.

Rogers eneste ambition var at komme ind i flåden, men da han var færdig med at læse på Dartmouth, måtte han vende hjem til familieforetagendet på grund af faderens svigtende helbred. Han havde kun været i firmaet et par måneder, da hans far døde. 

Roger ville gerne have solgt Sharpley & Son til den første køber, der meldte sig, men hans far, Henry, havde gjort den tilføjelse til sit testamente, at hvis firmaet blev solgt før Rogers fyrre års fødselsdag (hvilket var den sidste dag, han kunne melde sig til den amerikanske flåde), skulle pengene deles mellem hans slægtninge.

Harvey overvejede Rogers problem grundigt, og efter et par længere møder med en dreven advokat fra New York, foreslog han Roger følgende fremgangsmåde: Harvey skulle købe 49% af aktiekapitalen i Sharpley & Son for 100.000 dollars og de første 20.000 dollars af det årlige overskud. Når Roger blev fyrre, skulle han afhænde de resterende 51% for yderligere 100.000 dollars. Der skulle være tre bestyrelsesmedlemmer – Harvey, Roger og endnu én person, der udpegedes af Harvey, der dermed fik fuld kontrol over selskabet. For Harveys skyld kunne Roger godt gå ind i flåden og nøjes med at komme til den ordinære, årlige generalforsamling.

Roger turde dårligt nok tro på sit eget held. Han rådspurgte ikke nogen i Sharpley & Son, for han var kun alt for godt klar over, at de ville prøve at tale ham fra det. Det havde Harvey regnet med, og han havde bedømt sit bytte rigtigt. Roger overvejede kun forslaget et par dage, før han gik med til, at de juridiske dokumenter blev udarbejdet i New York, langt nok væk fra Boston til, at man kunne være sikker på, at firmaet ikke opdagede, hvad der foregik. I mellemtiden vendte Harvey tilbage til Morgan Bank, hvor man nu anså ham for en pålidelig kunde. Filialdirektøren gik med til at hjælpe ham med hans nye forehavende gennem et lån på 50.000 dollars, som sammen med hans egne 50.000 satte ham i stand til at erhverve 49% af Sharpley & Son og blive selskabets femte præsident. Dokumenterne blev underskrevet i New York den 14. oktober 1930.

Roger tog omgående af sted til Newport, Rhode Island for at begynde på flådens officersskole. Harvey tog til Grand Central Station for at nå et tog til Boston. Hans tid som kontorbud på børsen i New York var omme. Han var énogtyve år gammel og præsident for sit eget selskab.

Harvey kunne altid få noget, der i de flestes øjne så ud som en katastrofe, til at blive en succes. Det amerikanske folk led stadig under spiritusforbudet, og selv om Harvey nok kunne eksportere pelsværk, kunne han ikke importere whisky. Det havde været grunden til firmaets faldende indtjening i de seneste år. Men Harvey fandt ud af, at med lidt bestikkelse, blandt andet af borgmesteren i Boston, politimesteren og toldembedsmændene ved den canadiske grænse, plus lidt afgifter til mafiaen for at sikre, at hans produkter nåede frem til restauranter og smugkroer, kunne man faktisk få whisky-importen til at vokse i stedet for at falde. Sharpley & Son mistede sin mere respektable stab, der havde tjent huset længe og tro, og fik dem erstattet med de dyr, der var egnet til Harvey Metcalfes særlige jungle.

Fra 1930 til 1933 styrkedes Harveys position mere og mere, men da præsident Roosevelt endelig ophævede forbudet efter et overvældende krav herom fra offentligheden, gik spændingen fløjten, og Harvey lod firmaet blive ved med at sælge whisky og pelsværk, medens han slog ind på nye områder. I 1933 fejrede Sharpley & Son sit 100-års jubilæum. På tre år havde Harvey sat 97% af firmaets anseelse over styr og forøget dets overskud med 100%. Efter yderligere tolv års forløb havde han samlet sig flere millioner dollars og var ved at komme til at kede sig. Han besluttede sig for, at det var på tide at sige farvel til Sharpley & Son. I løbet af femten år havde han øget indtjeningen fra 30.000 til 910.000 dollars. Han solgte selskabet for 7.100.000 dollars, hvoraf han betalte 100.000 dollars til enken efter orlogskaptajn Roger Sharpley og beholdt de 7.000.000 dollars selv.

Harvey fejrede sin fireogtrediveårs fødselsdag ved at købe sig en lille, skrantende bank i Boston ved navn The Lincoln Trust for en pris på fire millioner. På det tidspunkt havde den en årlig indtjening på omkring 500.000 dollars, en agtværdig hovedbygning midt i Boston og et uplettet rygte. Harvey nød at være blevet direktør for en bank, men det havde ingen indflydelse på hans hæderlighed. Enhver usædvanlig forretning i Boston-området syntes at gå gennem The Lincoln Trust, og selv om Harvey øgede indtjeningen til to millioner om året på sølle fem år, kunne hans personlige rygte ikke være blevet dårligere.

Næste vendepunkt i Harveys liv kom, da han mødte Arlene Hunter i foråret 1949. Hun var eneste barn af præsidenten for First City Bank i Boston. Harvey havde i virkeligheden aldrig interesseret sig for kvinder. Hans virkelige interesse havde været at tjene penge, og selv om han nok anså det modsatte køn for at være en nyttig afslapning i hans fritid, fandt han dem i det store og hele til besvær. Men nu var han blevet midaldrende og havde ikke nogen arving at efterlade sin formue til, så derfor fandt han frem til, at det var på tide at blive gift og få en søn. Som med alt andet, han havde foretaget sig i sit liv, overvejede han problemet meget grundigt.

Harvey traf Arlene, da hun var énogtredive. Nogen større modsætning til Harvey kunne man ikke tænke sig. Hun var 1,80 høj, slank, og selv om hun ikke så dårligt ud, ejede hun ikke selvtillid og var begyndt at mene, at hun aldrig ville blive gift. De fleste af hendes skolekammerater var nu ved deres anden skilsmisse og havde ondt af hende. Arlene nød Harveys ekstravagante optræden efter hendes fars jomfrunalske strenghed. Hun tænkte tit på, at det var hendes fars skyld, når hun aldrig kunne føle sig godt tilpas i selskab med mænd på hendes egen alder. Hun havde kun haft én affære, og det havde været en katastrofal fiasko på grund af hendes totale uvidenhed. Arlenes far brød sig ikke om Harvey, hvilket kun gjorde ham mere tillokkende for hende. Nu havde hendes far sådan set ikke brudt sig om nogen af de mænd, som hun havde haft forbindelse med, men denne gang havde han ret. Harvey havde derimod indset, at et ægteskab mellem First City Bank i Boston og Lincoln Trust kun kunne gavne ham, og med dette i tankerne gik han – som altid – i aktion for at vinde.

Arlene og Harvey blev gift i 1951. De bosatte sig i Harveys Lincoln hus, og ganske kort efter blev Arlene gravid. Hun fødte Harvey en datter næsten præcis på deres ét års bryllupsdag.

De døbte hende Rosalie. Hun var Harveys øjesten, og han var meget skuffet, da et livmoderfremfald med en efterfølgende fjernelse af livmoderen gjorde det klart, at Arlene ikke ville kunne føde ham flere børn. Han sendte Rosalie til Bennetts, den bedste pigeskole i Washington, og derfra sikrede hun sig en plads på det fornemme kvindeuniversitet Vassard som engelskstuderende. Det glædede endog den gamle Hunter, der var begyndt at affinde sig med Harvey og tilbede sit barnebarn. Da Rosalie havde taget sin eksamen, fortsatte hun sin uddannelse ved Sorbonne på grund af en voldsom uoverensstemmelse med sin far om den type venner, hun omgav sig med, navnlig de langhårede, der ikke ville til Vietnam. Det blev først helt galt, da Rosalie antydede, at moral ikke blev afgjort af éns hårlængde eller politiske meninger.

I mellemtiden fyldte Harvey sit hjem med smukke antikviteter og malerier; han blev en kender af den impressionistiske periode og udviklede en oprigtig kærlighed til denne stilart, en kærlighed, der havde været mange år undervejs, og var begyndt på en ejendommelig måde. En af Sharpley & Son’s kunder var ved at gå fallit, medens han stadig skyldte firmaet et større beløb. Harvey fik nys om det og tog hen for at tale med ham, men situationen var alt for langt ude, og der var ingen håb om at redde nogle kontanter. Harvey agtede bestemt ikke at forlade manden tomhændet, så han tog hans eneste håndgribelige aktiv med sig – en Renoir, der var vurderet til 10.000 dollars.

Det havde været Harveys hensigt at sælge billedet, før man kunne bevise, at han havde skaffet sig fordele fremfor de øvrige kreditorer, men han blev fortryllet af de sarte pastelfarver, og frem af denne nyerhvervede skat voksede et stærkt ønske om at eje flere. Da han erkendte, at malerier ikke alene var en god investering, men at han faktisk også godt kunne lide dem, voksede hans samling og hans kærlighed hånd i hånd. Først i halvfjerdserne havde Harvey en Manet, to Monet’er, en Renoir, to Picassoer, en Pissarro, en Utrillo, en Cézanne og de fleste af de mindre navne, der var blevet anerkendt siden. Det var hans store ønske at eje en Van Gogh, og for nylig var det kun lige akkurat ikke lykkedes ham at få fat i L’Hôpital de St Paul à St Rémy i Sotheby Parke Bernet Gallery i New York, fordi dr. Armand Hammer fra Occidental Petroleum havde budt over ham – 1.200.000 dollars havde lige akkurat været lidt for meget. Tidligere, i 1966, var det mislykkedes for ham at erhverve nummer 49 på auktionen, Mademoiselle Ravoux, hos de engelske kunsthandlere Christie Manson & Woods; Hans Velærværdighed Theodore Pitcairn, der repræsenterede The Lords New Church i Bryn Athyn i Pennsylvania, havde overbudt ham og skærpet hans appetit yderligere. Herren giver og i dette tilfælde havde Herren taget. Selv om man ikke skønnede helt på det i Boston, var man andre steder godt klar over, at Harvey havde en af de fineste samlinger af impressionister i hele verden, næsten lige så god som den, der tilhørte præsident Nixons ambassadør i London, Walter Annenberg, der ligesom Harvey var en af de få, der havde opbygget en større samling i tiden efter den anden verdenskrig. Harveys anden kærlighed var hans udsøgte samling af orkideer, og han havde tre gange vundet præmie på den store New England blomsterudstilling om foråret i Boston.

Harvey rejste nu til Europa én gang om året. Han havde oprettet et succesrigt hestestutteri i Kentucky, og han kunne godt lide at se sine heste løbe på Longchamp og Ascot. Han holdt også meget af at overvære Wimbledon, som han stadig mente var verdens mest enestående tennisturnering. Det morede ham at lave lidt forretninger i Europa, hvor han stadig havde mulighed for at tjene penge til sin schweiziske bankkonto i Zürich. Han havde ikke brug for en konto i Schweiz, men på en eller anden måde syntes han, at det var en fornøjelse i sig selv at snyde Onkel Sam.

Harvey var ganske vist blevet lidt blidere gennem årene, og han havde indskrænket sine mere tvivlsomme forretninger, men han kunne alligevel aldrig modstå fristelsen til at tage en chance, hvis han mente, at gevinsten så ud til at kunne blive stor nok. En sådan gylden lejlighed bød sig i 1964, da den engelske regering uddelte tilladelser til olieeftersøgning og produktion i Nordsøen. På det tidspunkt havde hverken den britiske regering eller de embedsmænd, der arbejdede med sagen, nogen anelse om, hvilken rolle olien i Nordsøen senere skulle komme til at spille, eller om den betydning, den siden skulle få for britisk politik. Hvis regeringen havde vidst, at araberne i 1974 ville holde en pistol for panden af resten af verden, og at der i det britiske underhus ville være elleve skotske nationalistiske parlamentsmedlemmer, ville den ganske givet have båret sig ad på en helt anden måde.

Den 13. maj 1964 forelagde energiministeren parlamentet et dokument, der hed: ”Anordning Nr. 708 vedrørende kontinentalsokkel og olieudvinding.” Harvey læste dette dokument med stor interesse, fordi han mente, at det meget nemt kunne blive et middel til at lave et helt enestående kup. Han var navnlig bjergtaget af paragraf 4: 

Personer, der er statsborgere i Det Forenede Kongerige og dets kolonier, og som er bosiddende i Det Forenede Kongerige, eller sådanne selskaber, der er registreret som juridiske personer i Det Forenede Kongerige, kan efter nærværende bestemmelser ansøge om

a) produktionsbevilling
b) efterforskningsbevilling.

Da han havde studeret bestemmelserne i deres helhed, havde han lænet sig tilbage og tænkt sig grundigt om. Der krævedes kun et lille beløb for at sikre sig en produktions- og efterforskningsbevilling. Det fremgik af paragraf 6:

1) Ved hver ansøgning om produktionsbevilling vil der være at erlægge et gebyr på to hundrede pund med et yderligere gebyr på fem pund for hver enhed ud over de første ti, som er omfattet af ansøgningen.
2) Ved hver ansøgning om efterforskningsbevilling vil der være at erlægge et gebyr på tyve pund.

Hvor nemt kunne det at eje en sådan bevilling i Harveys hænder bruges til at give indtryk af et stort foretagende. Han kunne stå på linie med sådanne navne som Shell, B.P., Total, Gulf, Occidental og alle de andre store olieselskaber.

Han gennemgik bestemmelserne igen og igen, og havde svært ved at fatte, at den britiske regering ville give slip på sådanne muligheder for så ringe en investering. Det eneste, der var en hindring for ham, var selve ansøgningsformularen, som var et udførligt og krævende dokument. Harvey var ikke britisk statsborger, ingen af hans selskaber var britiske, og han var klar over, at han ville få besvær med at finde folk til at repræsentere sig. Han fandt frem til, at hans ansøgning måtte støttes af en engelsk bank, og at han måtte danne et selskab, hvis ledelse ville indgyde den britiske regering tillid.

Med dette i tankerne indregistrerede han i begyndelsen af 1964 et selskab i England med navnet Prospecta Oil. Han brugte Malcolm, Bottnick og Davis som advokater og Barclays Bank som bankforbindelse, for de repræsenterede i forvejen Lincoln Trust i Europa. Lord Hunniset blev formand, og flere fremtrædende personer trådte ind i bestyrelsen, blandt dem to tidligere parlamentsmedlemmer, der havde mistet deres pladser, da Arbejderpartiet vandt valget i 1964. Da Harvey fandt ud af, hvor stramme reglerne var for at stifte et aktieselskab i England, besluttede han sig for at lade moderselskabet udbyde over børsen i Canada og kun bruge det engelske selskab som datterselskab. Prospecta udstedte 2.000.000 ti cents-aktier til 50 cents, og de blev alle opkøbt af Harvey gennem stråmænd. Desuden deponerede han 500.000 dollars i Barclays Banks filial.

Da facaden således var i orden, brugte Harvey Lord Hunniset til at indgive ansøgningen til den britiske regering. Den nye regering fra Arbejderpartiet, der var trådt til i oktober 1964, var lige så lidt klar over betydningen af Nordsøolien som den tidligere konservative regering. Regeringens krav for en bevilling var en afgift på 12.000 pund årligt de første seks år, en indkomstbeskatning på 12½% samt yderligere kapitalvindingsskat på overskud, men da Harveys plan ikke omfattede overskud i selskabet, ville det ikke blive noget problem.

Den 22. maj 1965 offentliggjorde energiministeren i London Gazette navnet på Prospecta Oil blandt de tooghalvtreds selskaber, der havde opnået produktionsbevilling. Den 3. august 1965 udsendtes den bekendtgørelse, hvorved de faktiske områder fordeltes. Prospecta Oils del lå på 51° 50′ 00″nord, 2° 30′ 20″øst, et område, der stødte op til et af British Petroleums felter. Harvey var nabo til B.P.

Håbefuldt ventede Harvey nu på, at et af de selskaber, der havde fået tildelt felter i Nordsøen, skulle finde olie. Han kom til at vente længe. Det var først i juni 1970 at British Petroleum gjorde et stort kommercielt oliefund i deres felt på fyrretyvende breddegrad. B.P. havde lagt over en milliard dollars i Nordsøen, og en af dem, der skulle høste mest ved denne investering, var Harvey. Han havde igen holdt på den vindende hest, og nu satte han anden del af sin plan i gang.

Tidligt i 1972 lejede han en boreplatform, som under stor ståhej og offentlighed blev slæbt ud på Prospecta Oils Borefelt. Han lejede platformen under den forudsætning, at han kunne forlænge kontrakten, hvis han fik resultat af boringen, ansatte så få mennesker, som de offentlige bestemmelser tillod og borede ned til 2.000 meters dybde. Da denne boring var færdig, afskedigede han hele styrken, men meddelte Reading & Bates, som han havde lejet platformen af, at han ville få brug for den igen i nær fremtid, hvorfor han fortsat ville betale leje.

Derefter købte Harvey Prospecta Oil-aktier op på markedet i et antal af nogle få tusind om dagen gennem de næste par måneder. Han købte dem af sine egne stråmænd, og hver gang de økonomiske medarbejdere i den britiske presse ringede for at spørge, hvorfor disse aktier stadig steg, svarede den unge pressesekretær på Prospecta Oils kontor, som han havde fået besked på, at han ikke for øjeblikket havde nogle kommentarer, men at man ville udsende en pressemeddelelse i nær fremtid. Nogle af bladene lagde to og to sammen og fik det til omkring femten. Aktierne steg støt fra 50 cents til næsten tre dollars. Harveys agent i Storbritannien, Bernie Silverman, var kun alt for godt klar over, hvad chefen var ude på – han havde været med i den slags operationer før. Hans vigtigste opgave var at sikre, at der ikke var nogen, der kunne påvise en direkte forbindelse mellem Melcalfe og Prospecta Oil.

I januar 1974 var aktierne oppe i en kurs på seks dollars. Og dermed var Harvey klar til at gå over til tredje fase af sin plan, som gik ud på at bruge Prospecta Oils nye medarbejder, en ung kandidat fra Harvard ved navn David Kesler, som syndebuk.


Vil du læse videre i Stjålne penge?

stjålne penge, jeffrey archer

Harvey Metcalfe har begået den perfekte forbrydelse – tror han. Han var umådelig stolt af sin bedrift, og over at han nu var 25 millioner dollars værd.

Men de fire rigmænd, der mistede hele deres formue fra den ene dag til den anden, er hævngerrige.

De vil have deres stjålne penge tilbage, helt ned til den sidste krone. De slår sig sammen i en fælles mission om at få ram på svindleren Harvey Metcalfe.

Imens Harvey i fulde drag nyder hans nye tilværelse som en rig amerikaner i 1970’erne, er han uvidende om at hvert et skridt han tager bliver overvåget. Fra kasinoet i Monte Carlo til væddeløbsbanen i Ascot og Oxfords eliteuniversitet. 

Stjålne penge, der er Jeffrey Archers allerførste roman, er en spændende pageturner, der handler om hævn, svindelnumre, og bedrageri.

Du kan købe Stjålne penge online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Jeg er født og opvokset med et lånerkort i hånden, hvilket har ledt til en stor kærlighed for (og dyb afhængighed af) bøger. På Bog.dk lægger jeg lidt af hvert op – fx opskrifter, artikler samt quizzer om alt fra dyrerekorder til H.M. Dronningen.