Colleen Hoover er dronningen af velfortalte kærlighedshistorier med overraskende drejninger. Nu udkommer hendes hjerteskærende kærlighedroman Tilstå på dansk – en historie om overlevelse, mod, håb og uventede odds. Smuglæs i de første kapitler her.
Auburn Reed har planlagt sit liv ned i mindste detalje. Hun er ambitiøs og styrer målbevidst mod sine drømme, men da hun søger job i et atelier i Dallas, havde hun ikke forudset, at hun ville føle så stor tiltrækning til den karasmatiske kunstner Owen Gentry.
For en gangs skyld tager Auburn en chance og lader sit hjerte tage kontrollen, men hun finder langsomt ud af, at Owen har store hemmeligheder.
Så store, at de risikerer at ødelægge alt, der er vigtigt for Auburn. Det eneste, der kan redde deres forhold er ved at tilstå.
Jeg går ind gennem hospitalsdørene, vel vidende at det er sidste gang.
I elevatoren trykker jeg på tretallet og ser det lyse op for sidste gang.
Dørene åbner på tredje sal, og jeg smiler til den vagthavende sygeplejerske, betragter hendes ansigtsudtryk, idet hun har medlidenhed med mig for sidste gang.
Jeg passerer depotrummet og kapellet og personalestuen, alt sammen for sidste gang.
Jeg fortsætter ned ad gangen, holder blikket rettet lige ud og skyder brystet frem, da jeg banker let på hans dør og afventer Adam invitere mig ind for allersidste gang.
”Kom ind.” Hans stemme er på en eller anden måde stadig fyldt med håb, og jeg aner ikke, hvordan det kan lade sig gøre.
Han ligger på ryggen på sengen. Da han ser mig, sender han mig et opmuntrende smil og løfter tæppet, inviterer mig med ind. Sengehesten er allerede nede, så jeg kravler ind ved siden af ham, vikler armen om hans bryst og låser vores ben sammen. Jeg begraver ansigtet i hans hals, leder efter hans varme, men jeg finder den ikke.
Han er kold i dag.
Han lægger sig til rette, så vi ligger i vores sædvanlige stilling med hans venstre arm under mig og hans højre arm over mig, og trækker mig ind til sig. Det tager ham lidt længere tid at gøre sig det behageligt, end det almindeligvis gør, og jeg bemærker hans anstrengte vejrtrækning for hver bevægelse.
Jeg forsøger ikke at bemærke de ting, men det er svært. Jeg er bevidst om hans tiltagende svækkelse, hans lidt blegere hud, skrøbeligheden i hans stemme. Hver dag kan jeg gennem min tildelte tid med ham se, at han glider længere og længere væk fra mig, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Ingen kan gøre andet end at se det ske.
I seks måneder har vi vidst, at det ville ende sådan her. Vi har selvfølgelig alle sammen bedt om et mirakel, men den her type mirakler sker ikke i det virkelige liv.
Mine øjne lukker, idet Adams kølige læber møder min pande. Jeg har sagt til mig selv, at jeg ikke skal græde. Jeg ved, at det er umuligt, men jeg kan i det mindste gøre alt i min magt for at komme tårerne i forkøbet.
”Jeg er så ked af det,” hvisker han.
Ordene er slet ikke på linje med hans normale positivitet, men det trøster mig. Jeg vil selvfølgelig ikke have, at han skal være ked af det, men jeg har brug for, at han er ked af det sammen med mig lige nu. ”Det er jeg også.”
I de sidste par uger har besøgene for det meste været fyldt med latter og snak, hvor tvungen dette end har været. Jeg ønsker ikke, at dette besøg skal være anderledes, men at vide, at det er det sidste, gør det umuligt at finde noget at le ad. Eller snakke om. Jeg har bare lyst til at græde sammen med ham og råbe op om, hvor uretfærdigt det her er for os, men det ville plette hans minde.
Da lægerne i Portland sagde, at de ikke kunne gøre mere for ham, besluttede hans forældre at overflytte ham til et hospital i Dallas. Ikke fordi de håbede på et mirakel, men fordi hele deres familie bor i Texas, og de tænkte, at det ville være bedre at have ham tæt på hans bror og alle andre, der elsker ham. Adam var flyttet med sine forældre til Portland, kun to måneder inden vi begyndte at date for et år siden.
Den eneste måde, hvorpå Adam ville indvillige i at tage tilbage til Texas, var, hvis de også lod mig tage med. Det var en kamp endelig at få begge sæt forældre til at samtykke, men Adams argument var, at det var ham, der var døende og burde få lov at bestemme, hvem han var sammen med, og hvad der skulle ske, når den tid kom.
Det er nu fem uger siden, jeg kom til Dallas, og vi er løbet tør for medlidenhed fra begge sæt forældre. Jeg har fået at vide, at jeg straks skal vende tilbage til Portland, hvis mine forældre skal undgå at blive tiltalt for pjækkeri. Var det ikke for det, ville hans forældre måske lade mig blive, men det sidste, mine forældre har brug for lige nu, er juridiske problemer.
Mit fly afgår i dag, og vi har udtømt alle andre forslag til, hvordan jeg kan overbevise dem om, at jeg ikke behøver tage med det fly. Jeg har ikke fortalt Adam det her, og det gør jeg heller ikke, men i aftes efter flere indtrængende bønner fra mig gav hans mor, Lydia, endelig udtryk for sin sande mening om sagen.
”Du er femten, Auburn. Du tror, at dine følelser for ham er ægte, men du kommer dig over ham på en måned. De af os, der har elsket ham, siden den dag han blev født, kommer til at lide over tabet af ham, til den dag vi dør. Det er de mennesker, han har behov for at være sammen med lige nu.”
Som femtenårig er det en mærkelig fornemmelse at vide, at man netop har gennemlevet de hårdeste ord, man nogensinde vil høre. Jeg vidste ikke engang, hvad jeg skulle sige til hende. Hvordan kan en femtenårig forsvare sin kærlighed, når den kærlighed afvises af alle? Det er umuligt at forsvare sig selv mod manglende erfaring og alder. Og måske har de ret. Måske kender vi ikke til kærlighed, sådan som en voksen kender til kærlighed, men vi kan for fanden føle den. Og lige nu føles den overhængende hjerteskærende.
”Hvor længe er der til, at dit fly afgår?” spørger Adam, idet hans fingre forsigtigt tegner langsomme cirkler ned ad min arm for sidste gang.
”To timer. Din mor og Trey venter på mig nedenunder. Hun siger, at vi skal gå om ti minutter for at nå det til tiden.”
”Ti minutter,” gentager han dæmpet. ”Det er ikke længe nok til at dele al den dybe visdom, jeg har opsamlet her på mit dødsleje. Jeg har brug for mindst femten. Højst tyve.”
Jeg ler, hvad der muligvis er den mest ynkelige, triste latter, der nogensinde har forladt min mund. Vi hører begge fortvivlelsen i den, og han holder fastere om mig, men ikke meget fastere. Han har meget få kræfter, selv sammenlignet med i går. Han lægger en beroligende hånd på mit hoved og presser læberne ned i mit hår. ”Jeg vil gerne takke dig, Auburn,” siger han stille. ”For så mange ting. Men først vil jeg gerne takke dig for at være lige så vred, som jeg er.”
Igen ler jeg. Han fyrer altid vittigheder af. Selv når han ved, at de er hans sidste.
”Du må være mere præcis, Adam, for jeg er vred over en helvedes masse lige nu.”
Han løsner sit tag om mig og anstrenger sig voldsomt for at rulle hen mod mig, så vi ligger over for hinanden. Man kunne hævde, at hans øjne er nøddebrune, men det er de ikke. De er lag af grøn og brun, som rører hinanden uden nogensinde at blandes og skaber det mest intense, karakteristiske par øjne, der nogensinde har set min vej. Øjne, som engang var den mest funklende del af ham, men som nu må se sig besejret af en alt for tidlig skæbne, der langsomt dræner dem for farve.
”Jeg henviser specifikt til, at vi begge er vrede på Døden for at være sådan en grådig skiderik. Men jeg henviser nok også til vores forældre for ikke at forstå det her. For ikke at lade mig have den eneste ting, jeg ønsker at have, her sammen med mig.”
Han har ret. Jeg er så afgjort vred over begge ting. Men de seneste par dage har vi været det igennem tilstrækkelig mange gange til at vide, at vi tabte, og de vandt. Lige nu ønsker jeg bare at koncentrere mig om ham og suge de sidste rester af hans tilstedeværelse til mig, mens jeg stadig har den.
”Du sagde, du har så mange ting at takke mig for. Hvad er den næste?”
Han smiler og fører hånden op til mit ansigt. Han stryger tommelfingeren hen over mine læber, og det føles, som om mit hjerte kaster sig fremad mod ham i et desperat forsøg på at forblive her, mens min tomme skal er tvunget til at flyve tilbage til Portland. ”Jeg takker dig for at lade mig være din første,” siger han. ”Og for at være min.”
Hans smil forvandler ham flygtigt fra at være en sekstenårig dreng på sit dødsleje til at være en flot, spillevende teenagedreng, som tænker på første gang, han dyrkede sex.
Hans ord, og hans reaktion på egne ord, tvinger et forlegent smil til at passere mit ansigt, idet jeg tænker tilbage på den aften. Det var, inden vi vidste, at han skulle flytte tilbage til Texas. På det tidspunkt kendte vi hans prognose, og vi forsøgte stadig at acceptere den. Vi tilbragte en hel aften med at drøfte alle de ting, vi kunne have oplevet sammen, hvis vi havde tiden for os. Rejse, ægteskab, børn (inklusive deres navne), alle de steder, vi ville have boet, og så selvfølgelig sex.
Vi forudså, at vi ville have haft et fænomenalt sexliv, havde vi fået chancen. Alle vores venner ville have været misundelige på vores sexliv. Vi ville have elsket hver morgen, inden vi tog på arbejde, og hver aften, inden vi gik i seng, og nogle gange derimellem.
Vi lo ad det, men samtalen forstummede snart, da det gik op for os begge to, at dette var det eneste aspekt af vores forhold, vi stadig havde kontrol over. Vi havde ingen medindflydelse på noget som helst andet fremtidigt, men det var muligt for os at få denne ene private ting, som døden aldrig ville kunne tage fra os.
Vi diskuterede det ikke engang. Det behøvede vi ikke. Så snart han så på mig, og jeg så mine egne tanker spejlet i hans øjne, begyndte vi at kysse, og vi stoppede ikke. Vi kyssede, mens vi klædte os af, vi kyssede, mens vi rørte ved hinanden, vi kyssede, mens vi græd. Vi kyssede, indtil vi var færdige, og selv da fortsatte vi med at kysse for at fejre, at vi havde vundet denne ene lille kamp mod livet og døden og tiden. Og vi kyssede stadig, da han efterfølgende holdt om mig og fortalte mig, at han elskede mig.
Ligesom han holder om mig og kysser mig nu.
Hans hånd rører min hals, og hans læber skiller mine ad, i hvad der føles som den dystre indledning til et afskedsbrev.
”Auburn,” hans læber hvisker mod mine. ”Jeg elsker dig så højt.”
Jeg kan smage mine tårer i vores kys, og jeg er forfærdelig ked af at ødelægge vores afsked med min svaghed. Han trækker sig væk fra min mund og presser panden mod min. Jeg kæmper for mere luft, end jeg overhovedet behøver, men panikken sætter ind hos mig, borer sig ind i min sjæl og gør det svært at tænke. Bedrøvelsen føles som varme, der sniger sig vej op gennem brystet, skaber et uoverkommeligt tryk, jo tættere den kommer på hjertet.
”Fortæl mig noget om dig, som ingen andre ved.” Hans stemme er spækket med egne tårer, idet han kigger ned på mig. ”Noget, jeg kan holde for mig selv.”
Han beder mig om det hver dag, og hver dag fortæller jeg ham noget, jeg aldrig har sagt højt før. Jeg tror, det trøster ham at vide ting om mig, som ingen andre nogensinde vil komme til at vide. Jeg lukker øjnene og tænker, mens hans hænder fortsætter med at løbe hen over alle de områder af min hud, han kan nå.
”Jeg har aldrig fortalt nogen, hvad der går gennem hovedet på mig, når jeg falder i søvn om aftenen.”
Hans hånd holder pause på min skulder. ”Hvad går der gennem hovedet på dig?”
Jeg åbner øjnene og kigger atter ind i hans. ”Jeg tænker på alle de mennesker, jeg ville ønske kunne dø i stedet for dig.”
Først svarer han ikke, men til sidst genoptager hans hånd sine bevægelser, følger min arm, til han når fingrene nederst. Han lader sin hånd glide hen over min. ”Jeg vil vædde på, at du ikke kommer særlig langt.”
Jeg fremtvinger et lille smil og ryster på hovedet. ”Men det gør jeg. Jeg kommer rigtig langt. Nogle gange siger jeg hvert et navn, jeg kender, så begynder jeg at sige navne på folk, jeg ikke personligt har mødt. Nogle gange opfinder jeg endda navne.”
Adam ved, at jeg ikke mener, hvad jeg siger, men det får ham til at føle sig godt tilpas at høre det. Hans tommelfinger stryger tårer væk fra min kind, og det gør mig gal, at jeg ikke engang kunne vente fulde ti minutter med at begynde at græde.
”Undskyld, Adam. Jeg forsøgte virkelig ikke at græde.”
Hans øjne får et blødt skær over sig, da han svarer. ”Hvis du var gået ud herfra i dag uden at have grædt, ville det have knust mig.”
Med de ord holder jeg op med at gøre modstand. Jeg knuger hænderne om hans trøje og begynder at hulke mod hans bryst, mens han holder om mig. Jeg forsøger at lytte til hans hjerte gennem tårerne, har lyst til at forbande hele hans krop for at opføre sig så svæklingeagtigt.
”Jeg elsker dig så højt.” Hans stemme er åndeløs og fuld af frygt. ”Jeg vil altid elske dig, selv når jeg ikke kan.”
Mine tårer tager til med hans ord. ”Og jeg vil altid elske dig. Selv når jeg ikke bør.”
Vi klamrer os til hinanden, idet vi gennemlever en smerte så ulidelig, at den gør det svært at ville leve efterfølgende. Jeg fortæller ham, at jeg elsker ham, for jeg har behov for, at han ved det. Jeg fortæller ham endnu en gang, at jeg elsker ham. Jeg bliver ved med at sige det, flere gange, end jeg nogensinde har sagt det højt. Hver gang jeg siger det, siger han det samme. Vi siger det så mange gange, at jeg nu ikke engang er sikker på, hvem der gentager hvem, men vi bliver ved med at sige det, igen og igen, indtil hans bror, Trey, rører min arm og siger, at det er på tide at komme af sted.
Vi siger det stadig, mens vi kysser for sidste gang. Vi siger det stadig, mens vi holder fast i hinanden. Vi siger det stadig, mens vi igen kysser for sidste gang. Jeg siger det stadig …
Kapitel 1
Jeg krymper mig i stolen, da han fortæller mig sin timepris. Det har jeg under ingen omstændigheder råd til med min indtægt.
”Kan det indkomstreguleres?” spørger jeg ham.
Rynkerne omkring hans mund træder mere frem, idet han forsøger ikke at rynke panden. Han lægger armene på mahognibordet og folder hænderne, trykker tommelspidserne sammen.
”Auburn, det, du beder mig om, kommer til at koste penge.”
Det siger du ikke.
Han læner sig tilbage i stolen, trækker hænderne ind mod brystet og hviler dem på maven. ”Advokater er som bryllupper. Du får, hvad du betaler for.”
Jeg undlader at fortælle ham, hvilken frygtelig analogi det er. I stedet kaster jeg et blik ned på visitkortet i min hånd. Han har fået de bedste anbefalinger, og jeg vidste, det ville blive dyrt, men jeg havde ingen anelse om, at det ville blive så dyrt. Jeg har brug for et job mere. Måske to. Faktisk bliver jeg nødt til at røve en forbistret bank.
”Og der er ingen garanti for, at dommeren vil dømme til min fordel?”
”Det eneste løfte, jeg kan afgive, er, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at sikre mig, at dommeren dømmer til fordel for dig. Ifølge dokumenterne fra Portland har du sat dig selv i en svær situation. Det her kommer til at tage tid.”
”Jeg har ikke andet end tid,” mumler jeg. ”Jeg vender tilbage, så snart jeg har fået min første løn.”
Han beder mig lave en aftale via sin sekretær og sender mig så af sted, tilbage ud i Texasheden.
Jeg har boet her i hele tre uger, og indtil videre er det alt det, jeg regnede med, at det ville være: varmt, fugtigt og ensomt.
Jeg voksede op i Portland, Oregon, og antog, at jeg ville tilbringe resten af livet der. Jeg besøgte Texas en gang, da jeg var femten, og selvom den tur ikke var behagelig, ville jeg ikke have undværet så meget som et sekund af den. I modsætning til nu, hvor jeg ville gøre hvad som helst for at komme tilbage til Portland.
Jeg trækker solbrillerne ned for øjnene og begynder at gå i retning mod min lejlighed. At bo i centrum af Dallas minder overhovedet ikke om at bo i centrum af Portland. I Portland havde jeg i det mindste adgang til næsten alt, hvad byen havde at tilbyde, inden for gåafstand. Dallas er bredt ud og vidtstrakt, og fik jeg nævnt varmen? Det er så varmt. Og jeg blev nødt til at sælge min bil for at få råd til flytningen, så i betragtning af min nylige nærighed for at få råd til den advokat, jeg lige mødtes med, står valget mellem offentlig transport og mine fødder.
Jeg fatter ikke, at det er nået så vidt. Jeg har ikke engang oparbejdet en kundekreds på den salon, hvor jeg arbejder, så jeg skal helt bestemt se mig omkring efter et job mere. Jeg aner bare ikke, hvornår jeg skal finde tid til det, takket være Lydias tilfældige planlægning.
Apropos Lydia.
Jeg taster hendes nummer og afventer, at hun tager den. Efter at den er gået på telefonsvareren, overvejer jeg, om jeg skal lægge en besked til hende eller bare ringe tilbage senere i aften. Jeg er alligevel sikker på, at hun bare sletter sine beskeder, så jeg afslutter opkaldet og smider telefonen ned i tasken. Jeg kan mærke rødmen stige op ad hals og kinder og den velkendte svien i øjnene. Det er trettende gang, jeg går hjem, i min nye stat, i en by befolket udelukkende af fremmede, men jeg er fast besluttet på, at det skal være første gang, jeg ikke græder, idet jeg når hoveddøren. Mine naboer tror sikkert, jeg er psykotisk.
Det er bare sådan en lang gåtur fra arbejdet og hjem, og lange gåture får mig til at tænke over mit liv, og mit liv får mig til at græde.
Jeg gør holdt og kigger ind i vinduet på en af bygningerne for at tjekke for udtværet mascara. Jeg betragter mit spejlbillede og bryder mig ikke om det, jeg ser.
En pige, som hader de livsvalg, hun har taget. En pige, som hader sit erhverv. En pige, som savner Portland. En pige, som desperat har brug for et job mere, og nu en pige, som læser det HJÆLP SØGES-skilt, hun lige har bemærket i vinduet.
Hjælp søges. Bank for at ansøge.
Jeg træder et skridt tilbage og betragter den bygning, jeg står foran. Jeg går forbi den hver dag på min daglige rejse, men jeg har aldrig bemærket den. Sikkert fordi jeg om morgenen taler i telefon og på mine eftermiddagsture har for mange tårer i øjnene til at bemærke mine omgivelser.
CONFESS
Er det eneste, der står på skiltet. Navnet leder mig til at tro, det kan være en kirke, men den tanke skyder jeg fra mig, da jeg ser nærmere på de vinduer, der beklæder bygningens forside. De er dækket af små papirstykker i forskellig form og størrelse, som hindrer blikke ind i bygningen og fjerner ethvert håb om et smugkig indenfor. Papirstykkerne er alle mærket med ord og udtryk, skrevet med forskellig håndskrift. Jeg træder et skridt nærmere og læser nogle få af dem.
Hver dag er jeg taknemmelig for, at min mand og hans bror ser fuldstændig ens ud. Det betyder, at der er mindre sandsynlighed for, at min mand finder ud af, at vores søn ikke er hans.
Jeg lægger hånden på hjertet. Hvad fanden er det her? Jeg læser endnu en.
Jeg har ikke talt med mine børn i fire måneder. De ringer til højtiderne og på min fødselsdag, men aldrig derimellem. Det kan jeg ikke fortænke dem i. Jeg var en forfærdelig far.
Jeg læser endnu en.
Jeg løj på mit cv. Jeg har ingen universitetsgrad. I de fem år, jeg har været hos min arbejdsgiver, har ingen nogensinde bedt om at se mine papirer.
Jeg står med åben mund og opspilede øjne og læser alle de tilståelser, jeg kan få øje på. Jeg aner stadig ikke, hvad det her er for en bygning, eller hvad jeg overhovedet synes om alle de her ting, der er slået op, så verden kan se dem, men at læse dem giver mig på en eller anden måde en fornemmelse af normalitet. Hvis alt det her er sandt, står det måske ikke så galt til med mit liv, som jeg tror.
Efter ikke mindre end et kvarter er jeg nået til det andet vindue og har læst størstedelen af tilståelserne til højre for døren, da den begynder at åbne. Jeg træder et skridt tilbage for at undgå at blive ramt, mens jeg samtidig bekæmper den intense trang til at gå rundt om døren og kigge indenfor i bygningen.
En hånd rækker ud og river HJÆLP SØGES-skiltet ned. Jeg kan høre en tusch glide hen over vinylskiltet, mens jeg roligt forbliver bag døren. Idet jeg ønsker at se nærmere på, hvem eller hvad stedet her er, begynder jeg at gå rundt om døren, netop som hånden smækker HJÆLP SØGES-skiltet tilbage i vinduet.
Hjælp søges Bank for at ansøge. BEHØVES DESPERAT!! BANK FOR FANDEN PÅ DØREN!!
Jeg ler, da jeg ser ændringerne på skiltet. Måske er det her skæbnen. Jeg har desperat brug for et job mere, og vedkommende her har desperat brug for hjælp.
Døren åbnes yderligere, og jeg bliver pludselig gransket nøje af øjne, som jeg garanterer for er flere nuancer af grøn, end jeg kan finde på hans malingoverstænkede trøje. Hans hår er sort og tykt, og han bruger begge hænder til at skubbe det væk fra panden og afsløre endnu mere af sit ansigt. Hans øjne er vidtåbne og til at begynde med frygtfyldte, men efter at have betragtet mig udstøder han et suk. Det er næsten, som om han anerkender, at jeg befinder mig præcis der, hvor jeg skal være, og at han er lettet over, at jeg endelig er her.
Med et koncentreret udtryk stirrer han på mig i adskillige sekunder. Jeg flytter vægten over på den anden fod og ser væk. Ikke fordi jeg føler mig dårligt tilpas, men fordi den måde, han kigger på mig, er underligt opmuntrende. Det er formentlig første gang, efter at jeg er vendt tilbage til Texas, at jeg har følt mig velkommen.
”Er du kommet for at redde mig?” spørger han og trækker min opmærksomhed tilbage til sine øjne. Han smiler, holder døren åben med albuen. Han måler mig fra top til tå, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad han tænker. Jeg kaster et blik på HJÆLP SØGES-skiltet og gennemgår en million scenarier, i forhold til hvad der kan ske, hvis jeg besvarer hans spørgsmål med et ja og følger efter ham ind i bygningen her.
Det værste scenario, jeg kan komme i tanker om, er et, der ville ende med mordet på mig. I betragtning af den måned, jeg har haft, er det trist nok ikke tilstrækkeligt afskrækkende.
”Er det dig, der ansætter?” spørger jeg ham.
”Hvis det er dig, der ansøger.”
Hans stemme er åbenlyst venlig. Jeg er ikke vant til åbenlys venlighed, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det.
”Jeg har et par spørgsmål, før jeg indvilliger i at hjælpe dig,” siger jeg og er stolt af mig selv for ikke at være så myrdevillig.
Han snupper HJÆLP SØGES-skiltet og fjerner det fra vinduet. Han smider det ind i bygningen og presser ryggen mod døren, skubber den længst muligt op og gør tegn til, at jeg skal komme indenfor. ”Vi har faktisk ikke tid til spørgsmål, men hvis det hjælper, lover jeg ikke at torturere, voldtage eller myrde dig.”
Hans stemme er stadig behagelig, vendingen til trods. Det samme er det smil, der afslører to rækker næsten perfekte tænder og en lettere skæv venstre fortand. Men den lille skønhedsfejl ved hans smil er faktisk min yndlingsdel af ham. Den og hans totale ignorering af mine spørgsmål. Jeg hader spørgsmål. Det her er måske slet ikke noget dårligt job.
Jeg sukker og glider forbi ham, begiver mig ind i bygningen. ”Hvad har jeg gang i?” mumler jeg.
”Noget, du ikke vil væk fra,” siger han. Døren smækker bag os og lukker alt naturligt lys ude af rummet. Det ville ikke gøre noget, at det indvendige lys var tændt, men det er det ikke. Kun et svagt skær fra noget, der ligner en gang, i den anden side af rummet.
I samme nu min hjertebanken begynder at fortælle mig, hvor dum jeg er, at jeg er gået ind i en bygning med en fuldstændig fremmed, begynder lyset at summe og flimre til live.
”Undskyld.” Hans stemme er tæt på, så jeg snurrer rundt, netop som det første fluorescerende lys når fuld styrke. ”Jeg arbejder normalt ikke i denne del af atelieret, så jeg holder lyset slukket for at spare på strømmen.”
Nu, hvor hele området er oplyst, lader jeg langsomt blikket glide hen over rummet. Væggene er kridhvide og udsmykket med forskellige malerier. Jeg kan ikke se nærmere på dem, for de hænger langt fra hinanden adskillige meter fra mig. ”Er det her et kunstgalleri?”
Han ler, hvilket jeg finder mærkeligt, så jeg drejer rundt for at kunne se ham i øjnene.
Han betragter mig med smalle, nysgerrige øjne. ”Jeg vil ikke gå så langt som til at kalde det et kunstgalleri.” Han vender sig om og låser hoveddøren for derefter at gå forbi mig. ”Hvad størrelse er du?”
Han begiver sig gennem det vidtstrakte rum, hen mod gangen. Jeg ved stadig ikke, hvorfor jeg er her, men at han spørger mig, hvad størrelse jeg er, gør mig en lille smule mere bekymret, end jeg var for bare to minutter siden. Overvejer han, hvilken størrelse kiste jeg vil passe ned i? Hvordan håndjernene skal indstilles?
Okay, jeg er meget bekymret.
”Hvad mener du? Som i tøjstørrelse?”
Han vender ansigtet imod mig og går baglæns, stadig i retning mod gangen.
”Ja, din tøjstørrelse. Du kan ikke have det der på i aften,” siger han og peger på mine jeans og T-shirt. Han gør tegn til, at jeg skal følge efter ham, idet han drejer rundt for at gå op ad en trappe, der leder til et rum oven over det, vi befinder os i. Jeg er muligvis vild med søde, skæve fortænder, men at følge efter fremmede ind på ukendt territorium er formentlig der, hvor jeg burde trække grænsen.
”Vent,” siger jeg og gør holdt for foden af trappen. Han stopper op og drejer rundt. ”Kan du i det mindste kort ridse op, hvad der sker lige nu? For jeg begynder at tvivle på min idiotiske beslutning om at stole på en totalt fremmed.”
Han kaster et blik over skulderen, hen imod der, hvor trappen ender, og så tilbage på mig. Han udstøder et irriteret suk, inden han træder nogle trin ned. Han sætter sig, kommer i øjenhøjde med mig. Hans albuer rører knæene, og han læner sig forover, smiler roligt. ”Jeg hedder Owen Gentry. Jeg er kunstner, og det her er mit atelier. Jeg har en udstilling om under en time, jeg har brug for nogen til at klare alle transaktionerne, og min kæreste slog op med mig i sidste uge.”
Kunstner.
Udstilling.
Under en time?
Og kæreste? Den lader jeg bare ligge.
Jeg flytter på fødderne, kaster endnu en gang et blik på atelieret bag mig og så tilbage på ham. ”Får jeg nogen form for oplæring?”
”Kan du finde ud af at bruge en almindelig regnemaskine?”
Jeg ruller med øjnene. ”Ja.”
”Anse dig selv som oplært. Jeg har kun brug for dig i højst to timer, derefter giver jeg dig to hundrede dollar, og du kan gå.”
To timer.
To hundrede dollar.
Noget stemmer ikke.
”Hvad er hagen ved det?”
”Der er ingen hage ved det.”
”Hvorfor skulle du mangle hjælp, hvis du betaler hundrede dollar i timen? Der må være en hage. Det burde myldre med potentielle ansøgere.”
Owen kører håndfladen hen over skægstubbene på kæben og bevæger den frem og tilbage, som om han forsøger at presse spændingerne ud af den.
”Min kæreste glemte at sige, at hun også droppede sit job, den dag hun slog op med mig. Jeg ringede til hende for to timer siden, da hun ikke dukkede op for at hjælpe mig med at gøre klar. Det er sådan en slags sidste-øjebliks-jobmulighed. Måske var du bare på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.”
Han rejser sig op og vender sig om. Jeg forbliver samme sted neden for trappen.
”Du gjorde din kæreste til ansat? Det er aldrig en god ide.”
”Jeg gjorde min ansatte til kæreste. En endnu værre ide.” Han stopper op øverst på trappen, drejer sig rundt og ser på mig. ”Hvad hedder du?”
”Auburn.”
Hans blik rammer mit hår, hvilket er forståeligt. Alle antager, at jeg fik navnet Auburn på grund af min hårfarve, men den er i bedste fald rødblond. At kalde den rød vil være en stramning.
”Hvad hedder du mere, Auburn?”
”Mason Reed.”
Owen lægger langsomt hovedet bagover, idet han ånder ud. Jeg følger hans blik og betragter loftet sammen med ham, men der er ikke andet deroppe end hvide loftplader. Han tager venstre hånd og rører sig i panden, derefter på brystet og fortsætter så bevægelsen fra skulder til skulder, indtil han har gjort korsets tegn for sig.
Hvad helvede laver han? Beder?
Han kigger ned på mig igen, nu smiler han. ”Hedder du virkelig Mason til mellemnavn?”
Jeg nikker. Så vidt jeg er orienteret, er Mason ikke noget mærkeligt mellemnavn, så jeg har ingen anelse om, hvorfor han udfører religiøse ritualer.
”Vi har samme mellemnavn,” siger han.
Jeg iagttager ham i stilhed, tillader mig selv at forstå sandsynligheden for hans svar. ”Mener du det alvorligt?”
Han nikker flygtigt, rækker om i baglommen og tager sin pung frem. Han går endnu en gang ned ad trappen og giver mig sit kørekort. Jeg kaster et blik på det, og hans mellemnavn er, ganske rigtigt, Mason.
Jeg presser læberne sammen og rækker ham kørekortet tilbage. OMG.
Jeg forsøger at holde latteren tilbage, men det er svært, så jeg dækker munden og håber, at det ikke er for iøjnefaldende.
Han lader pungen glide tilbage i lommen. Han løfter brynene og sender mig et mistroisk blik. ”Er du så skarp?”
Nu ryster mine skuldre af undertrykt latter. Jeg har så ondt af ham. Så utroligt ondt af ham.
Han ruller med øjnene og ser lettere forlegen ud, idet han forsøger at skjule sit eget smil. Så går han tilbage op ad trappen, mindre selvsikkert end før.
”Det her er grunden til, at jeg aldrig fortæller nogen mit mellemnavn,” mumler han.
Jeg har dårlig samvittighed over at synes, det her er så sjovt, men hans ydmyghed giver mig endelig mod på at bestige resten af trappen. ”Dine initialer er rent faktisk OMG?” Jeg bider mig i kinden og undertrykker det smil, jeg ikke ønsker, han skal se.
Jeg når toppen af trappen, og han ignorerer mig, sætter kursen direkte mod en kommode. Han åbner en skuffe og begynder at gennemsøge den, så jeg benytter anledningen til at se mig omkring i det enorme rum. Der står en stor seng, formentlig i kingsize, i hjørnet længst væk. I det modsatte hjørne er der et fuldt udstyret køkken med en dør, der fører til andre rum, på hver side.
Jeg befinder mig i hans lejlighed.
Han vender sig rundt og kaster noget sort hen til mig. Jeg griber det og folder det ud; en nederdel åbenbarer sig.
”Den burde passe. Du og forræderen ser ud til at være samme størrelse.”
Han går hen til skabet og tager en hvid skjorte af bøjlen. ”Se, om det her fungerer. De sko, du har på, er fine.”
Jeg tager trøjen fra ham og kigger hen mod de to døre. ”Badeværelse?”
Han peger på døren til venstre.
”Hvad hvis det ikke passer?” spørger jeg, bekymret for, at han ikke kan bruge min hjælp, hvis jeg ikke er klædt ordentligt på. To hundrede dollar hænger ikke på træerne.
”Hvis det ikke passer, brænder vi det sammen med alt det andet, hun efterlod sig.”
Jeg ler og sætter kursen mod badeværelset. Da jeg først er inde, begynder jeg at skifte til det tøj, han har givet mig, og hæfter mig ikke ved selve badeværelset. Det passer heldigvis perfekt. Jeg betragter mig selv i helfigurspejlet og krummer tæer over den katastrofe, som gør det ud for mit hår. Jeg burde være flov over at kalde mig kosmetolog. Jeg har ikke rørt det, siden jeg forlod lejligheden i morges, så jeg fikser det hurtigt op og bruger en af Owens kamme til at sætte det op i en knude. Jeg lægger det tøj, jeg netop har taget af, sammen og placerer det på bordpladen.
Da jeg forlader badeværelset, står Owen i køkkenet og skænker to glas vin.
Jeg overvejer, hvorvidt jeg skal fortælle ham, at jeg er et par uger fra at være gammel nok til at drikke, men mine nerver skriger på et glas vin lige nu.
”Det passer,” siger jeg og går hen imod ham.
Han løfter blikket og stirrer på min bluse i meget længere tid, end det tager at be- eller afkræfte, om en bluse passer. Han rømmer sig og ser atter ned på den vin, han står og skænker. ”Klæder dig bedre,” siger han.
Jeg smutter op på barstolen og kæmper for at skjule mit smil. Det er nogen tid siden, jeg har fået komplimenter, og jeg har glemt, hvor godt det føles.
”Det mener du ikke. Du er bare bitter over jeres brud.”
Han skubber et glas vin hen over baren. ”Jeg er ikke bitter; jeg er lettet. Og det mener jeg virkelig.” Han hæver vinglasset, så jeg gør det samme. ”For ekskærester og nye ansatte.”
Jeg ler, idet vores glas klinker mod hinanden. ”Bedre end eksansatte og nye kærester.”
Han stopper op med glasset ved læberne og ser mig tage en lille slurk af mit. Da jeg er færdig, griner han og tager så selv en lille slurk.
Så snart jeg sætter vinglasset tilbage ned på bordpladen, strejfer noget blødt mit ben. Min første reaktion er at skrige, hvilket er, præcis hvad der sker. Eller måske er den lyd, der forlader min mund, nærmere et hyl. Hvorom alting er, trækker jeg begge ben op og kigger ned og ser en sort, langhåret kat gnide sig mod den taburet, jeg sidder på. Jeg sænker øjeblikkeligt benene ned på gulvet igen og bøjer mig for at samle katten op. Jeg ved ikke hvorfor, men visheden om, at fyren her har en kat, mindsker mit ubehag endnu mere. Det forekommer mig ikke, at nogen kan være farlige, hvis de ejer et kæledyr. Jeg ved, at det ikke er den bedste begrundelse for at befinde sig i en fremmeds lejlighed, men det beroliger mig.
”Hvad hedder din kat?”
Owen rækker frem og lader fingrene løbe gennem kattens manke. ”Owen”
Jeg ler med det samme ad hans joke, men hans ansigtsudtryk forbliver upåvirket. Jeg holder et par sekunders pause og afventer, at han ler, men det gør han ikke.
”Du har opkaldt din kat efter dig selv? Seriøst?”
Han kigger på mig, og jeg kan se det mindste smil spille i hans mundvig. Han trækker på skuldrene, næsten genert. ”Hun mindede mig om mig selv.”
Jeg ler igen. ”Hun? Du navngav en pigekat Owen?”
Han kigger ned på katte-Owen og fortsætter med at kæle for hende, mens jeg holder hende. ”Shh,” siger han stille. ”Hun forstår dig. Du må ikke give hende et kompleks.”
Som om han har ret, og hun rent faktisk kan høre mig gøre grin med sit navn, hopper katte-Owen ud af min favn og lander på gulvet. Hun forsvinder rundt om baren, og jeg tvinger mig selv til at tørre grinet af ansigtet. Jeg elsker, at han har opkaldt en hunkat efter sig selv. Hvem gør det?
Jeg læner armen mod bordpladen og hviler kinden i hånden. ”Så hvad har du brug for, at jeg gør i aften, OMG?”
Owen ryster på hovedet og tager vinflasken, som han lægger ind i køleskabet. ”Du kan begynde med aldrig mere at referere til mig ved hjælp af mine initialer. Når du har indvilliget i det, giver jeg dig en gennemgang af, hvad der skal ske.”
Jeg burde have dårlig samvittighed, men han virker fornøjet. ”Aftale.”
”Først og fremmest,” siger han og læner sig ind over baren, ”hvor gammel er du?”
”Ikke gammel nok til vin.” Jeg tager endnu en slurk.
”Uups,” siger han tørt. ”Hvad laver du? Går du på college?” Han hviler kinden i sin hånd og afventer mine svar på sine spørgsmål.
”Hvordan skal de her spørgsmål forberede mig på arbejdet i aften?”
Han smiler. Hans smil er usædvanligt dejligt, når det ledsages af et par slurke vin. Han nikker en gang og rejser sig op. Han tager vinglasset ud af min hånd og stiller det tilbage på baren. ”Kom med mig, Auburn Mason Reed.”
Jeg gør, hvad han beder mig om, for for 100 dollar i timen vil jeg gøre næsten hvad som helst.
Næsten.
Da vi igen når stueetagen, går han ind i midten af rummet og løfter armene, drejer en hel omgang. Jeg følger hans blik rundt i rummet, bemærker, hvor enormt det er. Lysstrålerne fanger mit øje først. Hvert spot er rettet mod et af de malerier, der pryder atelierets kridhvide vægge og trækker fokus hen på kunsten og ikke andet. Altså, faktisk er der ikke rigtig andet. Bare gulv-til-loft-hvide-vægge, et blankt betongulv og kunst. Det er både enkelt og overvældende.
”Det her er mit atelier.” Han stopper op og peger på et maleri. ”Det er kunsten.” Han peger på en disk i den modsatte side af rummet. ”Det er der, du kommer til være det meste af tiden. Jeg tager mig af rummet, og du registrerer købene. Det er sådan cirka det.” Han forklarer det så henkastet, som om alle og enhver er fuldt ud i stand til at skabe noget så stort. Han hviler hænderne på hofterne og afventer, at jeg har fordøjet det hele.
”Hvor gammel er du?” spørger jeg ham.
Han kniber øjnene sammen og sænker hovedet en anelse, inden han kigger væk. ”Enogtyve.” Han siger det, som om han er flov over sin alder. Det er næsten, som om han ikke bryder sig om at være så ung og allerede have en tilsyneladende vellykket karriere.
Jeg ville have gættet ham meget ældre. Hans øjne ligner ikke en enogtyveårigs. De er mørke og dybe, og jeg har en pludselig trang til at dykke ned i deres dyb, så jeg kan se alt det, han har set.
Jeg kigger væk og retter opmærksomheden mod kunsten. Jeg går hen mod maleriet tættest på mig og bliver for hvert skridt mere og mere bevidst om talentet bag penslen. Da jeg når det, suger jeg luft ind.
Det er på en eller anden måde trist og betagende og smukt på samme tid. Maleriet forestiller en kvinde, som ser ud til at rumme både kærlighed og skam og hver eneste følelse derimellem.
”Hvad bruger du ud over akrylmaling?” spørger jeg og træder et skridt nærmere. Jeg lader fingeren løbe hen over lærredet og hører hans fodtrin nærme sig. Han stopper op ved siden af mig, men jeg kan ikke få øjnene fra maleriet længe nok til at kigge på ham.
”Jeg bruger en masse forskellige materialer, fra akryl- til spraymaling. Det afhænger bare af værket.”
Mine øjne drages imod et stykke papir, som er fastgjort til væggen ved siden af maleriet. Jeg læser de ord, der breder sig hen over det.
Nogle gange spekulerer jeg på, om det ville være nemmere at være død end at være hans mor.
Jeg rører ved papiret og kigger så atter på maleriet. ”En tilståelse?” Da jeg gør omkring og står med front mod ham, er hans muntre smil forsvundet. Hans arme er foldet stramt hen over brystet, og hans hage er trukket ind. Han ser på mig, som om min reaktion gør ham nervøs.
”Jep,” siger han bare.
Jeg kaster et blik mod vinduet – på alle papirstykkerne, der dækker glasset. Mine øjne bevæger sig rundt i rummet til alle malerierne, og jeg bemærker papirstrimler fastgjort til væggen ved siden af hvert eneste af dem.
”Det er alle sammen tilståelser,” siger jeg imponeret. ”Stammer de fra rigtige mennesker? Mennesker, du kender?”
Han ryster på hovedet og bevæger sig hen mod hoveddøren. ”De er alle sammen anonyme. Folk efterlader deres tilståelser i sprækken herovre, og jeg bruger nogle af dem som inspiration til min kunst.”
Jeg går hen til det næste maleri og kigger på tilståelsen, inden jeg overhovedet kigger på det fortolkende værk.
Jeg lader aldrig nogen se mig uden makeup. Det, jeg frygter allermest, er, hvordan jeg ser ud til min begravelse. Jeg er næsten sikker på, at jeg skal brændes, for min usikkerhed stikker så dybt, at den vil følge mig i livet efter døden. Tak for det, mor.
Jeg retter med det samme opmærksomheden mod maleriet.
”Det er utroligt,” hvisker jeg, og snurrer rundt for at se mere af det, han har skabt. Jeg går hen til vinduet med tilståelser og finder én skrevet med rødt blæk.
Jeg frygter, at jeg aldrig holder op med at sammenligne mit liv uden ham med, hvordan mit liv var, da jeg var sammen med ham.
Jeg ved ikke, om jeg er mest fascineret af tilståelserne, kunsten eller af, at jeg føler, jeg kan relatere til det hele. Jeg er en meget lukket person. Jeg deler sjældent mine sande tanker med nogen, uanset hvor nyttigt det kunne være for mig. At se alle disse hemmeligheder og vide, at de her mennesker højst sandsynligt aldrig har delt dem med nogen, og aldrig kommer til det, får mig til at føle en form for relation til dem. En form for samhørighed.
På en måde minder atelieret og tilståelserne mig om Adam.
”Fortæl mig noget om dig, som ingen andre ved. Noget, jeg kan holde for mig selv.”
Jeg bryder mig ikke om, at jeg altid forbinder Adam med alt, hvad jeg ser og gør, og jeg spekulerer på, om og hvornår det nogensinde holder op. Det er fem år siden, jeg sidst så ham. Fem år siden, han døde. Fem år, og jeg spekulerer på, om jeg, ligesom tilståelsen foran mig, i al evighed vil sammenligne mit liv med ham med mit liv uden ham.
Og jeg spekulerer på, om jeg nogensinde ikke vil blive skuffet.
Du kan købe Tilståonline her eller i din nærmeste boghandel d. 20. juni 2019.
Colleen Hoover er dronningen af velfortalte kærlighedshistorier med overraskende drejninger. Nu udkommer hendes hjerteskærende kærlighedroman Tilstå på dansk – en historie om overlevelse, mod, håb og uventede odds. Smuglæs i de første kapitler her.
Auburn Reed har planlagt sit liv ned i mindste detalje. Hun er ambitiøs og styrer målbevidst mod sine drømme, men da hun søger job i et atelier i Dallas, havde hun ikke forudset, at hun ville føle så stor tiltrækning til den karasmatiske kunstner Owen Gentry.
For en gangs skyld tager Auburn en chance og lader sit hjerte tage kontrollen, men hun finder langsomt ud af, at Owen har store hemmeligheder.
Så store, at de risikerer at ødelægge alt, der er vigtigt for Auburn. Det eneste, der kan redde deres forhold er ved at tilstå.
Tilstå er vinder af Goodreads Choice Award 2015.
LÆS OGSÅ: Ny bog fra Colleen Hoover. “Tilstå” får dig til at gribe ud efter lommetørklæderne
Du kan købe Tilstå online her eller i din nærmeste boghandel.
Få styr på alle Colleen Hoovers romaner. Se rækkefølgen på bøgerne her.
Colleen Hoover
Tilstå
Auburn
Jeg går ind gennem hospitalsdørene, vel vidende at det er sidste gang.
I elevatoren trykker jeg på tretallet og ser det lyse op for sidste gang.
Dørene åbner på tredje sal, og jeg smiler til den vagthavende sygeplejerske, betragter hendes ansigtsudtryk, idet hun har medlidenhed med mig for sidste gang.
Jeg passerer depotrummet og kapellet og personalestuen, alt sammen for sidste gang.
Jeg fortsætter ned ad gangen, holder blikket rettet lige ud og skyder brystet frem, da jeg banker let på hans dør og afventer Adam invitere mig ind for allersidste gang.
”Kom ind.” Hans stemme er på en eller anden måde stadig fyldt med håb, og jeg aner ikke, hvordan det kan lade sig gøre.
Han ligger på ryggen på sengen. Da han ser mig, sender han mig et opmuntrende smil og løfter tæppet, inviterer mig med ind. Sengehesten er allerede nede, så jeg kravler ind ved siden af ham, vikler armen om hans bryst og låser vores ben sammen. Jeg begraver ansigtet i hans hals, leder efter hans varme, men jeg finder den ikke.
Han er kold i dag.
Han lægger sig til rette, så vi ligger i vores sædvanlige stilling med hans venstre arm under mig og hans højre arm over mig, og trækker mig ind til sig. Det tager ham lidt længere tid at gøre sig det behageligt, end det almindeligvis gør, og jeg bemærker hans anstrengte vejrtrækning for hver bevægelse.
Jeg forsøger ikke at bemærke de ting, men det er svært. Jeg er bevidst om hans tiltagende svækkelse, hans lidt blegere hud, skrøbeligheden i hans stemme. Hver dag kan jeg gennem min tildelte tid med ham se, at han glider længere og længere væk fra mig, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Ingen kan gøre andet end at se det ske.
I seks måneder har vi vidst, at det ville ende sådan her. Vi har selvfølgelig alle sammen bedt om et mirakel, men den her type mirakler sker ikke i det virkelige liv.
Mine øjne lukker, idet Adams kølige læber møder min pande. Jeg har sagt til mig selv, at jeg ikke skal græde. Jeg ved, at det er umuligt, men jeg kan i det mindste gøre alt i min magt for at komme tårerne i forkøbet.
”Jeg er så ked af det,” hvisker han.
Ordene er slet ikke på linje med hans normale positivitet, men det trøster mig. Jeg vil selvfølgelig ikke have, at han skal være ked af det, men jeg har brug for, at han er ked af det sammen med mig lige nu. ”Det er jeg også.”
I de sidste par uger har besøgene for det meste været fyldt med latter og snak, hvor tvungen dette end har været. Jeg ønsker ikke, at dette besøg skal være anderledes, men at vide, at det er det sidste, gør det umuligt at finde noget at le ad. Eller snakke om. Jeg har bare lyst til at græde sammen med ham og råbe op om, hvor uretfærdigt det her er for os, men det ville plette hans minde.
Da lægerne i Portland sagde, at de ikke kunne gøre mere for ham, besluttede hans forældre at overflytte ham til et hospital i Dallas. Ikke fordi de håbede på et mirakel, men fordi hele deres familie bor i Texas, og de tænkte, at det ville være bedre at have ham tæt på hans bror og alle andre, der elsker ham. Adam var flyttet med sine forældre til Portland, kun to måneder inden vi begyndte at date for et år siden.
Den eneste måde, hvorpå Adam ville indvillige i at tage tilbage til Texas, var, hvis de også lod mig tage med. Det var en kamp endelig at få begge sæt forældre til at samtykke, men Adams argument var, at det var ham, der var døende og burde få lov at bestemme, hvem han var sammen med, og hvad der skulle ske, når den tid kom.
Det er nu fem uger siden, jeg kom til Dallas, og vi er løbet tør for medlidenhed fra begge sæt forældre. Jeg har fået at vide, at jeg straks skal vende tilbage til Portland, hvis mine forældre skal undgå at blive tiltalt for pjækkeri. Var det ikke for det, ville hans forældre måske lade mig blive, men det sidste, mine forældre har brug for lige nu, er juridiske problemer.
Mit fly afgår i dag, og vi har udtømt alle andre forslag til, hvordan jeg kan overbevise dem om, at jeg ikke behøver tage med det fly. Jeg har ikke fortalt Adam det her, og det gør jeg heller ikke, men i aftes efter flere indtrængende bønner fra mig gav hans mor, Lydia, endelig udtryk for sin sande mening om sagen.
”Du er femten, Auburn. Du tror, at dine følelser for ham er ægte, men du kommer dig over ham på en måned. De af os, der har elsket ham, siden den dag han blev født, kommer til at lide over tabet af ham, til den dag vi dør. Det er de mennesker, han har behov for at være sammen med lige nu.”
Som femtenårig er det en mærkelig fornemmelse at vide, at man netop har gennemlevet de hårdeste ord, man nogensinde vil høre. Jeg vidste ikke engang, hvad jeg skulle sige til hende. Hvordan kan en femtenårig forsvare sin kærlighed, når den kærlighed afvises af alle? Det er umuligt at forsvare sig selv mod manglende erfaring og alder. Og måske har de ret. Måske kender vi ikke til kærlighed, sådan som en voksen kender til kærlighed, men vi kan for fanden føle den. Og lige nu føles den overhængende hjerteskærende.
”Hvor længe er der til, at dit fly afgår?” spørger Adam, idet hans fingre forsigtigt tegner langsomme cirkler ned ad min arm for sidste gang.
”To timer. Din mor og Trey venter på mig nedenunder. Hun siger, at vi skal gå om ti minutter for at nå det til tiden.”
”Ti minutter,” gentager han dæmpet. ”Det er ikke længe nok til at dele al den dybe visdom, jeg har opsamlet her på mit dødsleje. Jeg har brug for mindst femten. Højst tyve.”
Jeg ler, hvad der muligvis er den mest ynkelige, triste latter, der nogensinde har forladt min mund. Vi hører begge fortvivlelsen i den, og han holder fastere om mig, men ikke meget fastere. Han har meget få kræfter, selv sammenlignet med i går. Han lægger en beroligende hånd på mit hoved og presser læberne ned i mit hår. ”Jeg vil gerne takke dig, Auburn,” siger han stille. ”For så mange ting. Men først vil jeg gerne takke dig for at være lige så vred, som jeg er.”
Igen ler jeg. Han fyrer altid vittigheder af. Selv når han ved, at de er hans sidste.
”Du må være mere præcis, Adam, for jeg er vred over en helvedes masse lige nu.”
Han løsner sit tag om mig og anstrenger sig voldsomt for at rulle hen mod mig, så vi ligger over for hinanden. Man kunne hævde, at hans øjne er nøddebrune, men det er de ikke. De er lag af grøn og brun, som rører hinanden uden nogensinde at blandes og skaber det mest intense, karakteristiske par øjne, der nogensinde har set min vej. Øjne, som engang var den mest funklende del af ham, men som nu må se sig besejret af en alt for tidlig skæbne, der langsomt dræner dem for farve.
”Jeg henviser specifikt til, at vi begge er vrede på Døden for at være sådan en grådig skiderik. Men jeg henviser nok også til vores forældre for ikke at forstå det her. For ikke at lade mig have den eneste ting, jeg ønsker at have, her sammen med mig.”
Han har ret. Jeg er så afgjort vred over begge ting. Men de seneste par dage har vi været det igennem tilstrækkelig mange gange til at vide, at vi tabte, og de vandt. Lige nu ønsker jeg bare at koncentrere mig om ham og suge de sidste rester af hans tilstedeværelse til mig, mens jeg stadig har den.
”Du sagde, du har så mange ting at takke mig for. Hvad er den næste?”
Han smiler og fører hånden op til mit ansigt. Han stryger tommelfingeren hen over mine læber, og det føles, som om mit hjerte kaster sig fremad mod ham i et desperat forsøg på at forblive her, mens min tomme skal er tvunget til at flyve tilbage til Portland. ”Jeg takker dig for at lade mig være din første,” siger han. ”Og for at være min.”
Hans smil forvandler ham flygtigt fra at være en sekstenårig dreng på sit dødsleje til at være en flot, spillevende teenagedreng, som tænker på første gang, han dyrkede sex.
Hans ord, og hans reaktion på egne ord, tvinger et forlegent smil til at passere mit ansigt, idet jeg tænker tilbage på den aften. Det var, inden vi vidste, at han skulle flytte tilbage til Texas. På det tidspunkt kendte vi hans prognose, og vi forsøgte stadig at acceptere den. Vi tilbragte en hel aften med at drøfte alle de ting, vi kunne have oplevet sammen, hvis vi havde tiden for os. Rejse, ægteskab, børn (inklusive deres navne), alle de steder, vi ville have boet, og så selvfølgelig sex.
Vi forudså, at vi ville have haft et fænomenalt sexliv, havde vi fået chancen. Alle vores venner ville have været misundelige på vores sexliv. Vi ville have elsket hver morgen, inden vi tog på arbejde, og hver aften, inden vi gik i seng, og nogle gange derimellem.
Vi lo ad det, men samtalen forstummede snart, da det gik op for os begge to, at dette var det eneste aspekt af vores forhold, vi stadig havde kontrol over. Vi havde ingen medindflydelse på noget som helst andet fremtidigt, men det var muligt for os at få denne ene private ting, som døden aldrig ville kunne tage fra os.
Vi diskuterede det ikke engang. Det behøvede vi ikke. Så snart han så på mig, og jeg så mine egne tanker spejlet i hans øjne, begyndte vi at kysse, og vi stoppede ikke. Vi kyssede, mens vi klædte os af, vi kyssede, mens vi rørte ved hinanden, vi kyssede, mens vi græd. Vi kyssede, indtil vi var færdige, og selv da fortsatte vi med at kysse for at fejre, at vi havde vundet denne ene lille kamp mod livet og døden og tiden. Og vi kyssede stadig, da han efterfølgende holdt om mig og fortalte mig, at han elskede mig.
Ligesom han holder om mig og kysser mig nu.
Hans hånd rører min hals, og hans læber skiller mine ad, i hvad der føles som den dystre indledning til et afskedsbrev.
”Auburn,” hans læber hvisker mod mine. ”Jeg elsker dig så højt.”
Jeg kan smage mine tårer i vores kys, og jeg er forfærdelig ked af at ødelægge vores afsked med min svaghed. Han trækker sig væk fra min mund og presser panden mod min. Jeg kæmper for mere luft, end jeg overhovedet behøver, men panikken sætter ind hos mig, borer sig ind i min sjæl og gør det svært at tænke. Bedrøvelsen føles som varme, der sniger sig vej op gennem brystet, skaber et uoverkommeligt tryk, jo tættere den kommer på hjertet.
”Fortæl mig noget om dig, som ingen andre ved.” Hans stemme er spækket med egne tårer, idet han kigger ned på mig. ”Noget, jeg kan holde for mig selv.”
Han beder mig om det hver dag, og hver dag fortæller jeg ham noget, jeg aldrig har sagt højt før. Jeg tror, det trøster ham at vide ting om mig, som ingen andre nogensinde vil komme til at vide. Jeg lukker øjnene og tænker, mens hans hænder fortsætter med at løbe hen over alle de områder af min hud, han kan nå.
”Jeg har aldrig fortalt nogen, hvad der går gennem hovedet på mig, når jeg falder i søvn om aftenen.”
Hans hånd holder pause på min skulder. ”Hvad går der gennem hovedet på dig?”
Jeg åbner øjnene og kigger atter ind i hans. ”Jeg tænker på alle de mennesker, jeg ville ønske kunne dø i stedet for dig.”
Først svarer han ikke, men til sidst genoptager hans hånd sine bevægelser, følger min arm, til han når fingrene nederst. Han lader sin hånd glide hen over min. ”Jeg vil vædde på, at du ikke kommer særlig langt.”
Jeg fremtvinger et lille smil og ryster på hovedet. ”Men det gør jeg. Jeg kommer rigtig langt. Nogle gange siger jeg hvert et navn, jeg kender, så begynder jeg at sige navne på folk, jeg ikke personligt har mødt. Nogle gange opfinder jeg endda navne.”
Adam ved, at jeg ikke mener, hvad jeg siger, men det får ham til at føle sig godt tilpas at høre det. Hans tommelfinger stryger tårer væk fra min kind, og det gør mig gal, at jeg ikke engang kunne vente fulde ti minutter med at begynde at græde.
”Undskyld, Adam. Jeg forsøgte virkelig ikke at græde.”
Hans øjne får et blødt skær over sig, da han svarer. ”Hvis du var gået ud herfra i dag uden at have grædt, ville det have knust mig.”
Med de ord holder jeg op med at gøre modstand. Jeg knuger hænderne om hans trøje og begynder at hulke mod hans bryst, mens han holder om mig. Jeg forsøger at lytte til hans hjerte gennem tårerne, har lyst til at forbande hele hans krop for at opføre sig så svæklingeagtigt.
”Jeg elsker dig så højt.” Hans stemme er åndeløs og fuld af frygt. ”Jeg vil altid elske dig, selv når jeg ikke kan.”
Mine tårer tager til med hans ord. ”Og jeg vil altid elske dig. Selv når jeg ikke bør.”
Vi klamrer os til hinanden, idet vi gennemlever en smerte så ulidelig, at den gør det svært at ville leve efterfølgende. Jeg fortæller ham, at jeg elsker ham, for jeg har behov for, at han ved det. Jeg fortæller ham endnu en gang, at jeg elsker ham. Jeg bliver ved med at sige det, flere gange, end jeg nogensinde har sagt det højt. Hver gang jeg siger det, siger han det samme. Vi siger det så mange gange, at jeg nu ikke engang er sikker på, hvem der gentager hvem, men vi bliver ved med at sige det, igen og igen, indtil hans bror, Trey, rører min arm og siger, at det er på tide at komme af sted.
Vi siger det stadig, mens vi kysser for sidste gang.
Vi siger det stadig, mens vi holder fast i hinanden.
Vi siger det stadig, mens vi igen kysser for sidste gang.
Jeg siger det stadig …
Kapitel 1
Jeg krymper mig i stolen, da han fortæller mig sin timepris. Det har jeg under ingen omstændigheder råd til med min indtægt.
”Kan det indkomstreguleres?” spørger jeg ham.
Rynkerne omkring hans mund træder mere frem, idet han forsøger ikke at rynke panden. Han lægger armene på mahognibordet og folder hænderne, trykker tommelspidserne sammen.
”Auburn, det, du beder mig om, kommer til at koste penge.”
Det siger du ikke.
Han læner sig tilbage i stolen, trækker hænderne ind mod brystet og hviler dem på maven. ”Advokater er som bryllupper. Du får, hvad du betaler for.”
Jeg undlader at fortælle ham, hvilken frygtelig analogi det er. I stedet kaster jeg et blik ned på visitkortet i min hånd. Han har fået de bedste anbefalinger, og jeg vidste, det ville blive dyrt, men jeg havde ingen anelse om, at det ville blive så dyrt. Jeg har brug for et job mere. Måske to. Faktisk bliver jeg nødt til at røve en forbistret bank.
”Og der er ingen garanti for, at dommeren vil dømme til min fordel?”
”Det eneste løfte, jeg kan afgive, er, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at sikre mig, at dommeren dømmer til fordel for dig. Ifølge dokumenterne fra Portland har du sat dig selv i en svær situation. Det her kommer til at tage tid.”
”Jeg har ikke andet end tid,” mumler jeg. ”Jeg vender tilbage, så snart jeg har fået min første løn.”
Han beder mig lave en aftale via sin sekretær og sender mig så af sted, tilbage ud i Texasheden.
Jeg har boet her i hele tre uger, og indtil videre er det alt det, jeg regnede med, at det ville være: varmt, fugtigt og ensomt.
Jeg voksede op i Portland, Oregon, og antog, at jeg ville tilbringe resten af livet der. Jeg besøgte Texas en gang, da jeg var femten, og selvom den tur ikke var behagelig, ville jeg ikke have undværet så meget som et sekund af den. I modsætning til nu, hvor jeg ville gøre hvad som helst for at komme tilbage til Portland.
Jeg trækker solbrillerne ned for øjnene og begynder at gå i retning mod min lejlighed. At bo i centrum af Dallas minder overhovedet ikke om at bo i centrum af Portland. I Portland havde jeg i det mindste adgang til næsten alt, hvad byen havde at tilbyde, inden for gåafstand. Dallas er bredt ud og vidtstrakt, og fik jeg nævnt varmen? Det er så varmt. Og jeg blev nødt til at sælge min bil for at få råd til flytningen, så i betragtning af min nylige nærighed for at få råd til den advokat, jeg lige mødtes med, står valget mellem offentlig transport og mine fødder.
Jeg fatter ikke, at det er nået så vidt. Jeg har ikke engang oparbejdet en kundekreds på den salon, hvor jeg arbejder, så jeg skal helt bestemt se mig omkring efter et job mere. Jeg aner bare ikke, hvornår jeg skal finde tid til det, takket være Lydias tilfældige planlægning.
Apropos Lydia.
Jeg taster hendes nummer og afventer, at hun tager den. Efter at den er gået på telefonsvareren, overvejer jeg, om jeg skal lægge en besked til hende eller bare ringe tilbage senere i aften. Jeg er alligevel sikker på, at hun bare sletter sine beskeder, så jeg afslutter opkaldet og smider telefonen ned i tasken. Jeg kan mærke rødmen stige op ad hals og kinder og den velkendte svien i øjnene. Det er trettende gang, jeg går hjem, i min nye stat, i en by befolket udelukkende af fremmede, men jeg er fast besluttet på, at det skal være første gang, jeg ikke græder, idet jeg når hoveddøren. Mine naboer tror sikkert, jeg er psykotisk.
Det er bare sådan en lang gåtur fra arbejdet og hjem, og lange gåture får mig til at tænke over mit liv, og mit liv får mig til at græde.
Jeg gør holdt og kigger ind i vinduet på en af bygningerne for at tjekke for udtværet mascara. Jeg betragter mit spejlbillede og bryder mig ikke om det, jeg ser.
En pige, som hader de livsvalg, hun har taget.
En pige, som hader sit erhverv.
En pige, som savner Portland.
En pige, som desperat har brug for et job mere, og nu en pige, som læser det HJÆLP SØGES-skilt, hun lige har bemærket i vinduet.
Hjælp søges.
Bank for at ansøge.
Jeg træder et skridt tilbage og betragter den bygning, jeg står foran. Jeg går forbi den hver dag på min daglige rejse, men jeg har aldrig bemærket den. Sikkert fordi jeg om morgenen taler i telefon og på mine eftermiddagsture har for mange tårer i øjnene til at bemærke mine omgivelser.
CONFESS
Er det eneste, der står på skiltet. Navnet leder mig til at tro, det kan være en kirke, men den tanke skyder jeg fra mig, da jeg ser nærmere på de vinduer, der beklæder bygningens forside. De er dækket af små papirstykker i forskellig form og størrelse, som hindrer blikke ind i bygningen og fjerner ethvert håb om et smugkig indenfor. Papirstykkerne er alle mærket med ord og udtryk, skrevet med forskellig håndskrift. Jeg træder et skridt nærmere og læser nogle få af dem.
Hver dag er jeg taknemmelig for, at min mand og hans bror ser fuldstændig ens ud. Det betyder, at der er mindre sandsynlighed for, at min mand finder ud af, at vores søn ikke er hans.
Jeg lægger hånden på hjertet. Hvad fanden er det her? Jeg læser endnu en.
Jeg har ikke talt med mine børn i fire måneder. De ringer til højtiderne og på min fødselsdag, men aldrig derimellem. Det kan jeg ikke fortænke dem i. Jeg var en forfærdelig far.
Jeg læser endnu en.
Jeg løj på mit cv. Jeg har ingen universitetsgrad. I de fem år, jeg har været hos min arbejdsgiver, har ingen nogensinde bedt om at se mine papirer.
Jeg står med åben mund og opspilede øjne og læser alle de tilståelser, jeg kan få øje på. Jeg aner stadig ikke, hvad det her er for en bygning, eller hvad jeg overhovedet synes om alle de her ting, der er slået op, så verden kan se dem, men at læse dem giver mig på en eller anden måde en fornemmelse af normalitet. Hvis alt det her er sandt, står det måske ikke så galt til med mit liv, som jeg tror.
Efter ikke mindre end et kvarter er jeg nået til det andet vindue og har læst størstedelen af tilståelserne til højre for døren, da den begynder at åbne. Jeg træder et skridt tilbage for at undgå at blive ramt, mens jeg samtidig bekæmper den intense trang til at gå rundt om døren og kigge indenfor i bygningen.
En hånd rækker ud og river HJÆLP SØGES-skiltet ned. Jeg kan høre en tusch glide hen over vinylskiltet, mens jeg roligt forbliver bag døren. Idet jeg ønsker at se nærmere på, hvem eller hvad stedet her er, begynder jeg at gå rundt om døren, netop som hånden smækker HJÆLP SØGES-skiltet tilbage i vinduet.
Hjælp
søgesBank for at ansøge.
BEHØVES DESPERAT!!BANK FOR FANDEN PÅ DØREN!!
Jeg ler, da jeg ser ændringerne på skiltet. Måske er det her skæbnen. Jeg har desperat brug for et job mere, og vedkommende her har desperat brug for hjælp.
Døren åbnes yderligere, og jeg bliver pludselig gransket nøje af øjne, som jeg garanterer for er flere nuancer af grøn, end jeg kan finde på hans malingoverstænkede trøje. Hans hår er sort og tykt, og han bruger begge hænder til at skubbe det væk fra panden og afsløre endnu mere af sit ansigt. Hans øjne er vidtåbne og til at begynde med frygtfyldte, men efter at have betragtet mig udstøder han et suk. Det er næsten, som om han anerkender, at jeg befinder mig præcis der, hvor jeg skal være, og at han er lettet over, at jeg endelig er her.
Med et koncentreret udtryk stirrer han på mig i adskillige sekunder. Jeg flytter vægten over på den anden fod og ser væk. Ikke fordi jeg føler mig dårligt tilpas, men fordi den måde, han kigger på mig, er underligt opmuntrende. Det er formentlig første gang, efter at jeg er vendt tilbage til Texas, at jeg har følt mig velkommen.
”Er du kommet for at redde mig?” spørger han og trækker min opmærksomhed tilbage til sine øjne. Han smiler, holder døren åben med albuen. Han måler mig fra top til tå, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad han tænker. Jeg kaster et blik på HJÆLP SØGES-skiltet og gennemgår en million scenarier, i forhold til hvad der kan ske, hvis jeg besvarer hans spørgsmål med et ja og følger efter ham ind i bygningen her.
Det værste scenario, jeg kan komme i tanker om, er et, der ville ende med mordet på mig. I betragtning af den måned, jeg har haft, er det trist nok ikke tilstrækkeligt afskrækkende.
”Er det dig, der ansætter?” spørger jeg ham.
”Hvis det er dig, der ansøger.”
Hans stemme er åbenlyst venlig. Jeg er ikke vant til åbenlys venlighed, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det.
”Jeg har et par spørgsmål, før jeg indvilliger i at hjælpe dig,” siger jeg og er stolt af mig selv for ikke at være så myrdevillig.
Han snupper HJÆLP SØGES-skiltet og fjerner det fra vinduet. Han smider det ind i bygningen og presser ryggen mod døren, skubber den længst muligt op og gør tegn til, at jeg skal komme indenfor. ”Vi har faktisk ikke tid til spørgsmål, men hvis det hjælper, lover jeg ikke at torturere, voldtage eller myrde dig.”
Hans stemme er stadig behagelig, vendingen til trods. Det samme er det smil, der afslører to rækker næsten perfekte tænder og en lettere skæv venstre fortand. Men den lille skønhedsfejl ved hans smil er faktisk min yndlingsdel af ham. Den og hans totale ignorering af mine spørgsmål. Jeg hader spørgsmål. Det her er måske slet ikke noget dårligt job.
Jeg sukker og glider forbi ham, begiver mig ind i bygningen. ”Hvad har jeg gang i?” mumler jeg.
”Noget, du ikke vil væk fra,” siger han. Døren smækker bag os og lukker alt naturligt lys ude af rummet. Det ville ikke gøre noget, at det indvendige lys var tændt, men det er det ikke. Kun et svagt skær fra noget, der ligner en gang, i den anden side af rummet.
I samme nu min hjertebanken begynder at fortælle mig, hvor dum jeg er, at jeg er gået ind i en bygning med en fuldstændig fremmed, begynder lyset at summe og flimre til live.
”Undskyld.” Hans stemme er tæt på, så jeg snurrer rundt, netop som det første fluorescerende lys når fuld styrke. ”Jeg arbejder normalt ikke i denne del af atelieret, så jeg holder lyset slukket for at spare på strømmen.”
Nu, hvor hele området er oplyst, lader jeg langsomt blikket glide hen over rummet. Væggene er kridhvide og udsmykket med forskellige malerier. Jeg kan ikke se nærmere på dem, for de hænger langt fra hinanden adskillige meter fra mig. ”Er det her et kunstgalleri?”
Han ler, hvilket jeg finder mærkeligt, så jeg drejer rundt for at kunne se ham i øjnene.
Han betragter mig med smalle, nysgerrige øjne. ”Jeg vil ikke gå så langt som til at kalde det et kunstgalleri.” Han vender sig om og låser hoveddøren for derefter at gå forbi mig. ”Hvad størrelse er du?”
Han begiver sig gennem det vidtstrakte rum, hen mod gangen. Jeg ved stadig ikke, hvorfor jeg er her, men at han spørger mig, hvad størrelse jeg er, gør mig en lille smule mere bekymret, end jeg var for bare to minutter siden. Overvejer han, hvilken størrelse kiste jeg vil passe ned i? Hvordan håndjernene skal indstilles?
Okay, jeg er meget bekymret.
”Hvad mener du? Som i tøjstørrelse?”
Han vender ansigtet imod mig og går baglæns, stadig i retning mod gangen.
”Ja, din tøjstørrelse. Du kan ikke have det der på i aften,” siger han og peger på mine jeans og T-shirt. Han gør tegn til, at jeg skal følge efter ham, idet han drejer rundt for at gå op ad en trappe, der leder til et rum oven over det, vi befinder os i. Jeg er muligvis vild med søde, skæve fortænder, men at følge efter fremmede ind på ukendt territorium er formentlig der, hvor jeg burde trække grænsen.
”Vent,” siger jeg og gør holdt for foden af trappen. Han stopper op og drejer rundt. ”Kan du i det mindste kort ridse op, hvad der sker lige nu? For jeg begynder at tvivle på min idiotiske beslutning om at stole på en totalt fremmed.”
Han kaster et blik over skulderen, hen imod der, hvor trappen ender, og så tilbage på mig. Han udstøder et irriteret suk, inden han træder nogle trin ned. Han sætter sig, kommer i øjenhøjde med mig. Hans albuer rører knæene, og han læner sig forover, smiler roligt. ”Jeg hedder Owen Gentry. Jeg er kunstner, og det her er mit atelier. Jeg har en udstilling om under en time, jeg har brug for nogen til at klare alle transaktionerne, og min kæreste slog op med mig i sidste uge.”
Kunstner.
Udstilling.
Under en time?
Og kæreste? Den lader jeg bare ligge.
Jeg flytter på fødderne, kaster endnu en gang et blik på atelieret bag mig og så tilbage på ham. ”Får jeg nogen form for oplæring?”
”Kan du finde ud af at bruge en almindelig regnemaskine?”
Jeg ruller med øjnene. ”Ja.”
”Anse dig selv som oplært. Jeg har kun brug for dig i højst to timer, derefter giver jeg dig to hundrede dollar, og du kan gå.”
To timer.
To hundrede dollar.
Noget stemmer ikke.
”Hvad er hagen ved det?”
”Der er ingen hage ved det.”
”Hvorfor skulle du mangle hjælp, hvis du betaler hundrede dollar i timen? Der må være en hage. Det burde myldre med potentielle ansøgere.”
Owen kører håndfladen hen over skægstubbene på kæben og bevæger den frem og tilbage, som om han forsøger at presse spændingerne ud af den.
”Min kæreste glemte at sige, at hun også droppede sit job, den dag hun slog op med mig. Jeg ringede til hende for to timer siden, da hun ikke dukkede op for at hjælpe mig med at gøre klar. Det er sådan en slags sidste-øjebliks-jobmulighed. Måske var du bare på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.”
Han rejser sig op og vender sig om. Jeg forbliver samme sted neden for trappen.
”Du gjorde din kæreste til ansat? Det er aldrig en god ide.”
”Jeg gjorde min ansatte til kæreste. En endnu værre ide.” Han stopper op øverst på trappen, drejer sig rundt og ser på mig. ”Hvad hedder du?”
”Auburn.”
Hans blik rammer mit hår, hvilket er forståeligt. Alle antager, at jeg fik navnet Auburn på grund af min hårfarve, men den er i bedste fald rødblond. At kalde den rød vil være en stramning.
”Hvad hedder du mere, Auburn?”
”Mason Reed.”
Owen lægger langsomt hovedet bagover, idet han ånder ud. Jeg følger hans blik og betragter loftet sammen med ham, men der er ikke andet deroppe end hvide loftplader. Han tager venstre hånd og rører sig i panden, derefter på brystet og fortsætter så bevægelsen fra skulder til skulder, indtil han har gjort korsets tegn for sig.
Hvad helvede laver han? Beder?
Han kigger ned på mig igen, nu smiler han. ”Hedder du virkelig Mason til mellemnavn?”
Jeg nikker. Så vidt jeg er orienteret, er Mason ikke noget mærkeligt mellemnavn, så jeg har ingen anelse om, hvorfor han udfører religiøse ritualer.
”Vi har samme mellemnavn,” siger han.
Jeg iagttager ham i stilhed, tillader mig selv at forstå sandsynligheden for hans svar. ”Mener du det alvorligt?”
Han nikker flygtigt, rækker om i baglommen og tager sin pung frem. Han går endnu en gang ned ad trappen og giver mig sit kørekort. Jeg kaster et blik på det, og hans mellemnavn er, ganske rigtigt, Mason.
Jeg presser læberne sammen og rækker ham kørekortet tilbage.
OMG.
Jeg forsøger at holde latteren tilbage, men det er svært, så jeg dækker munden og håber, at det ikke er for iøjnefaldende.
Han lader pungen glide tilbage i lommen. Han løfter brynene og sender mig et mistroisk blik. ”Er du så skarp?”
Nu ryster mine skuldre af undertrykt latter. Jeg har så ondt af ham. Så utroligt ondt af ham.
Han ruller med øjnene og ser lettere forlegen ud, idet han forsøger at skjule sit eget smil. Så går han tilbage op ad trappen, mindre selvsikkert end før.
”Det her er grunden til, at jeg aldrig fortæller nogen mit mellemnavn,” mumler han.
Jeg har dårlig samvittighed over at synes, det her er så sjovt, men hans ydmyghed giver mig endelig mod på at bestige resten af trappen. ”Dine initialer er rent faktisk OMG?” Jeg bider mig i kinden og undertrykker det smil, jeg ikke ønsker, han skal se.
Jeg når toppen af trappen, og han ignorerer mig, sætter kursen direkte mod en kommode. Han åbner en skuffe og begynder at gennemsøge den, så jeg benytter anledningen til at se mig omkring i det enorme rum. Der står en stor seng, formentlig i kingsize, i hjørnet længst væk. I det modsatte hjørne er der et fuldt udstyret køkken med en dør, der fører til andre rum, på hver side.
Jeg befinder mig i hans lejlighed.
Han vender sig rundt og kaster noget sort hen til mig. Jeg griber det og folder det ud; en nederdel åbenbarer sig.
”Den burde passe. Du og forræderen ser ud til at være samme størrelse.”
Han går hen til skabet og tager en hvid skjorte af bøjlen. ”Se, om det her fungerer. De sko, du har på, er fine.”
Jeg tager trøjen fra ham og kigger hen mod de to døre. ”Badeværelse?”
Han peger på døren til venstre.
”Hvad hvis det ikke passer?” spørger jeg, bekymret for, at han ikke kan bruge min hjælp, hvis jeg ikke er klædt ordentligt på. To hundrede dollar hænger ikke på træerne.
”Hvis det ikke passer, brænder vi det sammen med alt det andet, hun efterlod sig.”
Jeg ler og sætter kursen mod badeværelset. Da jeg først er inde, begynder jeg at skifte til det tøj, han har givet mig, og hæfter mig ikke ved selve badeværelset. Det passer heldigvis perfekt. Jeg betragter mig selv i helfigurspejlet og krummer tæer over den katastrofe, som gør det ud for mit hår. Jeg burde være flov over at kalde mig kosmetolog. Jeg har ikke rørt det, siden jeg forlod lejligheden i morges, så jeg fikser det hurtigt op og bruger en af Owens kamme til at sætte det op i en knude. Jeg lægger det tøj, jeg netop har taget af, sammen og placerer det på bordpladen.
Da jeg forlader badeværelset, står Owen i køkkenet og skænker to glas vin.
Jeg overvejer, hvorvidt jeg skal fortælle ham, at jeg er et par uger fra at være gammel nok til at drikke, men mine nerver skriger på et glas vin lige nu.
”Det passer,” siger jeg og går hen imod ham.
Han løfter blikket og stirrer på min bluse i meget længere tid, end det tager at be- eller afkræfte, om en bluse passer. Han rømmer sig og ser atter ned på den vin, han står og skænker. ”Klæder dig bedre,” siger han.
Jeg smutter op på barstolen og kæmper for at skjule mit smil. Det er nogen tid siden, jeg har fået komplimenter, og jeg har glemt, hvor godt det føles.
”Det mener du ikke. Du er bare bitter over jeres brud.”
Han skubber et glas vin hen over baren. ”Jeg er ikke bitter; jeg er lettet. Og det mener jeg virkelig.” Han hæver vinglasset, så jeg gør det samme. ”For ekskærester og nye ansatte.”
Jeg ler, idet vores glas klinker mod hinanden. ”Bedre end eksansatte og nye kærester.”
Han stopper op med glasset ved læberne og ser mig tage en lille slurk af mit. Da jeg er færdig, griner han og tager så selv en lille slurk.
Så snart jeg sætter vinglasset tilbage ned på bordpladen, strejfer noget blødt mit ben. Min første reaktion er at skrige, hvilket er, præcis hvad der sker. Eller måske er den lyd, der forlader min mund, nærmere et hyl. Hvorom alting er, trækker jeg begge ben op og kigger ned og ser en sort, langhåret kat gnide sig mod den taburet, jeg sidder på. Jeg sænker øjeblikkeligt benene ned på gulvet igen og bøjer mig for at samle katten op. Jeg ved ikke hvorfor, men visheden om, at fyren her har en kat, mindsker mit ubehag endnu mere. Det forekommer mig ikke, at nogen kan være farlige, hvis de ejer et kæledyr. Jeg ved, at det ikke er den bedste begrundelse for at befinde sig i en fremmeds lejlighed, men det beroliger mig.
”Hvad hedder din kat?”
Owen rækker frem og lader fingrene løbe gennem kattens manke. ”Owen”
Jeg ler med det samme ad hans joke, men hans ansigtsudtryk forbliver upåvirket. Jeg holder et par sekunders pause og afventer, at han ler, men det gør han ikke.
”Du har opkaldt din kat efter dig selv? Seriøst?”
Han kigger på mig, og jeg kan se det mindste smil spille i hans mundvig. Han trækker på skuldrene, næsten genert. ”Hun mindede mig om mig selv.”
Jeg ler igen. ”Hun? Du navngav en pigekat Owen?”
Han kigger ned på katte-Owen og fortsætter med at kæle for hende, mens jeg holder hende. ”Shh,” siger han stille. ”Hun forstår dig. Du må ikke give hende et kompleks.”
Som om han har ret, og hun rent faktisk kan høre mig gøre grin med sit navn, hopper katte-Owen ud af min favn og lander på gulvet. Hun forsvinder rundt om baren, og jeg tvinger mig selv til at tørre grinet af ansigtet. Jeg elsker, at han har opkaldt en hunkat efter sig selv. Hvem gør det?
Jeg læner armen mod bordpladen og hviler kinden i hånden. ”Så hvad har du brug for, at jeg gør i aften, OMG?”
Owen ryster på hovedet og tager vinflasken, som han lægger ind i køleskabet. ”Du kan begynde med aldrig mere at referere til mig ved hjælp af mine initialer. Når du har indvilliget i det, giver jeg dig en gennemgang af, hvad der skal ske.”
Jeg burde have dårlig samvittighed, men han virker fornøjet. ”Aftale.”
”Først og fremmest,” siger han og læner sig ind over baren, ”hvor gammel er du?”
”Ikke gammel nok til vin.” Jeg tager endnu en slurk.
”Uups,” siger han tørt. ”Hvad laver du? Går du på college?” Han hviler kinden i sin hånd og afventer mine svar på sine spørgsmål.
”Hvordan skal de her spørgsmål forberede mig på arbejdet i aften?”
Han smiler. Hans smil er usædvanligt dejligt, når det ledsages af et par slurke vin. Han nikker en gang og rejser sig op. Han tager vinglasset ud af min hånd og stiller det tilbage på baren. ”Kom med mig, Auburn Mason Reed.”
Jeg gør, hvad han beder mig om, for for 100 dollar i timen vil jeg gøre næsten hvad som helst.
Næsten.
Da vi igen når stueetagen, går han ind i midten af rummet og løfter armene, drejer en hel omgang. Jeg følger hans blik rundt i rummet, bemærker, hvor enormt det er. Lysstrålerne fanger mit øje først. Hvert spot er rettet mod et af de malerier, der pryder atelierets kridhvide vægge og trækker fokus hen på kunsten og ikke andet. Altså, faktisk er der ikke rigtig andet. Bare gulv-til-loft-hvide-vægge, et blankt betongulv og kunst. Det er både enkelt og overvældende.
”Det her er mit atelier.” Han stopper op og peger på et maleri. ”Det er kunsten.” Han peger på en disk i den modsatte side af rummet. ”Det er der, du kommer til være det meste af tiden. Jeg tager mig af rummet, og du registrerer købene. Det er sådan cirka det.” Han forklarer det så henkastet, som om alle og enhver er fuldt ud i stand til at skabe noget så stort. Han hviler hænderne på hofterne og afventer, at jeg har fordøjet det hele.
”Hvor gammel er du?” spørger jeg ham.
Han kniber øjnene sammen og sænker hovedet en anelse, inden han kigger væk. ”Enogtyve.” Han siger det, som om han er flov over sin alder. Det er næsten, som om han ikke bryder sig om at være så ung og allerede have en tilsyneladende vellykket karriere.
Jeg ville have gættet ham meget ældre. Hans øjne ligner ikke en enogtyveårigs. De er mørke og dybe, og jeg har en pludselig trang til at dykke ned i deres dyb, så jeg kan se alt det, han har set.
Jeg kigger væk og retter opmærksomheden mod kunsten. Jeg går hen mod maleriet tættest på mig og bliver for hvert skridt mere og mere bevidst om talentet bag penslen. Da jeg når det, suger jeg luft ind.
Det er på en eller anden måde trist og betagende og smukt på samme tid. Maleriet forestiller en kvinde, som ser ud til at rumme både kærlighed og skam og hver eneste følelse derimellem.
”Hvad bruger du ud over akrylmaling?” spørger jeg og træder et skridt nærmere. Jeg lader fingeren løbe hen over lærredet og hører hans fodtrin nærme sig. Han stopper op ved siden af mig, men jeg kan ikke få øjnene fra maleriet længe nok til at kigge på ham.
”Jeg bruger en masse forskellige materialer, fra akryl- til spraymaling. Det afhænger bare af værket.”
Mine øjne drages imod et stykke papir, som er fastgjort til væggen ved siden af maleriet. Jeg læser de ord, der breder sig hen over det.
Nogle gange spekulerer jeg på, om det ville være nemmere at være død end at være hans mor.
Jeg rører ved papiret og kigger så atter på maleriet. ”En tilståelse?” Da jeg gør omkring og står med front mod ham, er hans muntre smil forsvundet. Hans arme er foldet stramt hen over brystet, og hans hage er trukket ind. Han ser på mig, som om min reaktion gør ham nervøs.
”Jep,” siger han bare.
Jeg kaster et blik mod vinduet – på alle papirstykkerne, der dækker glasset. Mine øjne bevæger sig rundt i rummet til alle malerierne, og jeg bemærker papirstrimler fastgjort til væggen ved siden af hvert eneste af dem.
”Det er alle sammen tilståelser,” siger jeg imponeret. ”Stammer de fra rigtige mennesker? Mennesker, du kender?”
Han ryster på hovedet og bevæger sig hen mod hoveddøren. ”De er alle sammen anonyme. Folk efterlader deres tilståelser i sprækken herovre, og jeg bruger nogle af dem som inspiration til min kunst.”
Jeg går hen til det næste maleri og kigger på tilståelsen, inden jeg overhovedet kigger på det fortolkende værk.
Jeg lader aldrig nogen se mig uden makeup. Det, jeg frygter allermest, er, hvordan jeg ser ud til min begravelse. Jeg er næsten sikker på, at jeg skal brændes, for min usikkerhed stikker så dybt, at den vil følge mig i livet efter døden. Tak for det, mor.
Jeg retter med det samme opmærksomheden mod maleriet.
”Det er utroligt,” hvisker jeg, og snurrer rundt for at se mere af det, han har skabt. Jeg går hen til vinduet med tilståelser og finder én skrevet med rødt blæk.
Jeg frygter, at jeg aldrig holder op med at sammenligne mit liv uden ham med, hvordan mit liv var, da jeg var sammen med ham.
Jeg ved ikke, om jeg er mest fascineret af tilståelserne, kunsten eller af, at jeg føler, jeg kan relatere til det hele. Jeg er en meget lukket person. Jeg deler sjældent mine sande tanker med nogen, uanset hvor nyttigt det kunne være for mig. At se alle disse hemmeligheder og vide, at de her mennesker højst sandsynligt aldrig har delt dem med nogen, og aldrig kommer til det, får mig til at føle en form for relation til dem. En form for samhørighed.
På en måde minder atelieret og tilståelserne mig om Adam.
”Fortæl mig noget om dig, som ingen andre ved. Noget, jeg kan holde for mig selv.”
Jeg bryder mig ikke om, at jeg altid forbinder Adam med alt, hvad jeg ser og gør, og jeg spekulerer på, om og hvornår det nogensinde holder op. Det er fem år siden, jeg sidst så ham. Fem år siden, han døde. Fem år, og jeg spekulerer på, om jeg, ligesom tilståelsen foran mig, i al evighed vil sammenligne mit liv med ham med mit liv uden ham.
Og jeg spekulerer på, om jeg nogensinde ikke vil blive skuffet.
Du kan købe Tilstå online her eller i din nærmeste boghandel d. 20. juni 2019.
Andre læste også: