Bestsellere Fiktion Jeffrey Archer Læseprøve og uddrag

Jeffrey Archer kommer med endnu en skøn bog om William Warwick. Smuglæs i Ved højlys dag

William Warwick er endnu en gang hovedperson i den nye roman Ved højlys dag, der er Jeffrey Archers efterfølger til Øjet der ser. Smuglæs i romanen her.


Den sympatiske politibetjent William Warwick er igen hovedpersonen i Jeffrey Archers nye roman Ved højlys dag, der er en efterfølger til Øjet der ser.

LÆS OGSÅ: Jeffrey Archer er klar med Warwick-serien – en ny storslået skæbnefortælling

Her i Warwick-seriens anden bog er William Warwick blevet forfremmet til politikommissær. Han er sammen med sit team blevet rykket tilbage til Narkoenheden for at sætte en stopper for narkobaronen Ahmed Rashedi, der terroriserer det sydlige London.

Alt imens efterforskningen står på, er William samtidig ved at planlægge sit bryllup sammen med sin forlovede Beth. De ved dog ikke, at der venter dem noget af en overraskelse.

Warwick-serien udspringer af Clifton-krøniken, og Ved højlys dag er nummer to af i alt syv planlagte bøger i serien. Læs første kapitel af Jeffrey Archers nye roman lige her.

Du kan købe Ved højlys dag online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 27. november.



Jeffrey Archer

Ved højlys dag

På dansk ved Alis Friis Caspersen


14. april 1986

De sad alle fire omkring bordet og stirrede på kurven.
”Hvem er den til?” spurgte politiinspektøren.
William læste højt fra den håndskrevne adresseseddel.

”Tillykke med fødselsdagen, politiinspektør Hawksby.”
”Vær venlig at åbne den, KB Warwick,” sagde Hawksby og lænede sig tilbage i sin stol.
William rejste sig op, spændte de to læderremme op og åbnede låget på den enorme vidjekurv, der var fyldt med det, hans far ville have kaldt ’lækkerier’.

”Der er åbenbart folk, der sætter pris på os,” sagde kriminalkommissær Lamont og tog en flaske whisky op af kurven. Han så henrykt, at det var en Black Label.

”Og som også kender vores svagheder,” sagde politiinspektøren, samtidig med at han tog en kasse Montecristo-cigarer op og satte den på bordet foran sig. ”Deres tur, KB Roycroft,” tilføjede han, mens han rullede en af de cubanske cigarer mellem fingrene.

Jackie gav sig god tid, da hun løftede lidt af pakkefyldet til side, før hun fandt et glas foie gras, en luksusspise, der lå langt over hendes økonomiske formåen.

”Og så til sidst Dem, KB Warwick,” sagde chefen.

William rodede rundt i pakkefyldet, indtil han faldt over en flaske olivenolie fra Umbrien, som han vidste, Beth ville sætte pris på. Han skulle lige til at sætte sig igen, da han fik øje på en lille kuvert. Den var adresseret til politiinspektør Hawksby personligt. Han rakte den videre til sin chef.

Hawksby rev kuverten op og tog et håndskrevet kort op af den. Udtrykket i hans ansigt var uudgrundeligt, selv om det ikke var til at tage fejl af meningen med det, der stod: Bedre held næste gang.

Da kortet havde været bordet rundt, var smilene blevet til panderynker, og de netop modtagne gaver blev hurtigt lagt tilbage i kurven.

”Ved I, hvad det værste er?” spurgte politiinspektøren? ”Det er faktisk min fødselsdag i dag.”

”Og der er mere,” sagde William, der derefter fortalte holdet om sin samtale med Miles Faulkner på Fitzmolean straks efter afsløringen af Nedtagelsen fra korset.

”Men hvis Rubens-maleriet er en forfalskning, hvorfor så ikke arrestere Faulkner og sende ham tilbage til Old Bailey, hvor dommer Nourse vil fjerne ordet ’betinget’ fra hans dom og spærre ham inde de næste fire år?” spurgte Lamont.

”Det ville være mig en udsøgt fornøjelse,” sagde Hawksby. ”Men hvis maleriet så viser sig at være ægte, vil Faulkner igen have gjort os til grin og denne gang i fuld offentlighed.”

Politiinspektørens næste spørgsmål kom bag på William.

”Har De fortalt Deres forlovede, at Rubens-maleriet måske er en forfalskning?”

”Nej, sir. Jeg syntes ikke, jeg ville sige noget til Beth, før De havde besluttet, hvad vi skal gøre.”

”Fint. Lad være med at fortælle hende det. Det vil give os lidt ekstra tid til at beslutte os for det næste træk, for vi er nødt til at begynde at tænke ligesom Faulkner, hvis det nogensinde skal lykkes os at få skovlen under sjoveren.

Og fjern så den der tingest,” forlangte han og pegede på kurven. ”Sørg for, at den bliver noteret i gavelisten, men ikke før den er blevet tjekket for fingeraftryk – ikke, at jeg tror, at teknikerne finder andre end vores og muligvis nogle, der tilhører en uskyldig ekspedient i Harrods.”

William tog kurven og bar den ind i det tilstødende rum, hvor han bad Angela, politiinspektørens sekretær, om at sende den ned til D705, så den kunne blive tjekket for fingeraftryk. ”Jeg havde håbet på at få tranebærgeleen,” indrømmede hun. Da han et øjeblik efter kom tilbage til chefens kontor, så han til sin forvirring resten af holdet sidde og klaske hænderne ned i bordet.


”Sid ned, kriminalassistent Warwick,” sagde politiinspektøren. ”Kordrengen ved for en gangs skyld ikke, hvad han skal sige,” sagde Lamont.
”Det går straks over,” lovede Jackie, og de brast alle i latter. ”Hvad vil I først høre: den gode eller den dårlige nyhed?” spurgte politiinspektøren, da der atter var blevet ro.


”Den gode først,” sagde kriminalkommissær Lamont, ”for du vil ikke bryde dig om min nye rapport om diamantsmuglerne.” ”Lad mig gætte,” sagde Hawksby. ”De så dig komme og nåede at stikke af.”
”Værre end det, desværre. De dukkede ikke engang op, og det samme kan man sige om diamantleverancen. Jeg sad en hel aften sammen med tyve mænd, bevæbnet til tænderne, og stirrede ud på havet. Lad mig høre den gode nyhed.”

”Som I ved, har kriminalbetjent Warwick bestået sin assistent-eksamen, selv om han sparkede en af atomkraftmodstanderne i –”

”Det gjorde jeg overhovedet ikke,” protesterede William. ”Jeg bad ham meget høfligt om at hidse sig ned.”

”Hvad censor straks tog for gode varer, så godt er Deres kordrenge-image.”

”Hvad er så den dårlige nyhed?” spurgte William.

”De vil som nyudnævnt kriminalassistent blive overført til Narkoafdelingen.”

”Bedre Dem end mig,” sagde Lamont og sukkede.

”Politidirektøren fik imidlertid den lyse idé ikke at splitte vinderholdet op i atomer, hvorfor I to slutter jer til Warwick den første i næste måned og tilsammen danner en eliteenhed i Narko.”

”Jeg siger op,” sagde Lamont og sprang op at stå i forstilt vrede.

”Det tvivler jeg på, Bruce. Du kan gå på pension om kun atten måneder, og som leder af den nye enhed vil du blive forfremmet til kriminalkommissær.”

Denne meddelelse udløste endnu et udbrud af begejstret håndklaskeri i bordet.

”Enheden vil skulle arbejde selvstændigt i forhold til de andre narkoenheder. Den får kun én enkelt arbejdsopgave, hvilket jeg vil vende tilbage til om et øjeblik. Men først skal I vide, at enheden vil blive forstærket med endnu en kriminalbetjent, der muligvis ender med at overstråle vores egen kordreng.”

”Det gad jeg godt se,” sagde Jackie.

”Udmærket, for De kommer ikke til at vente længe. Han kommer ind til os om få minutter. Hans cv er fremragende. Han har læst jura på Cambridge og var eliteroer i den årlige kapsejlads.”

”Vandt han?” spurgte William.
”To år i træk,” svarede politiinspektøren.
”Så burde han måske have søgt ind hos vandpolitiet,” sagde William. ”Hvis jeg husker korrekt, finder kapsejladsen sted mellem Putney og Mortlake, hvorfor han således vil være på hjemmebane dér.” Dette udløste mere håndklaskeri på bordpladen.

”Jeg tror, I vil synes, han er lige så imponerende med fast grund under fødderne!” sagde politiinspektøren, da der var blevet ro igen. ”Han har allerede tre år på bagen i kriminalpolitiet i Crawley. Der er imidlertid noget andet, jeg bør nævne, før –”

Det bankede højt på døren, og Hawksby blev afbrudt, før han nåede at afslutte sin sætning. ”Kom ind,” sagde han.

Døren gik op, og en høj, køn ung mand kom ind. Han lignede en, der var trådt direkte ud af en populær krimiserie snarere end en, der var blevet overført fra provinsen.

”Godmorgen, sir,” sagde han. ”Jeg er KB Paul Adaja. Jeg har ordre om at melde mig hos Dem.”

”Sid ned, Adaja,” sagde politiinspektøren. ”Nu skal jeg præsentere Dem for resten af holdet.”

William kiggede nøje på Lamont, da Adaja trykkede en usmilende kriminalkommissær i hånden. London-politiet havde som politisk målsætning at få flere folk med anden etnisk baggrund end engelsk ind i korpset, men indtil videre havde bestræbelserne været lige så resultatløse som jagten på diamantsmuglerne.

William kunne godt tænke sig at vide, hvorfor en mand som Adaja så meget som havde overvejet at gå ind i politiet, og var fast besluttet på hurtigt at få ham til at føle sig som en del af holdet.

”Vi afholder disse gruppemøder på chefkontoret hver mandag morgen for at føre alle ajour med de fremskridt, vi gør i vores efterforskningssager,” sagde politiinspektøren til Adaja.

”Eller ikke gør,” sagde Lamont.

”Næste punkt på dagsordenen,” sagde Hawksby og ignorerede afbrydelsen. ”Er der mere at fortælle om Faulkner?”

”Hans kone, Christina, har kontaktet mig igen,” svarede William. ”Hun har bedt om et møde.”

”Har hun virkelig? Om hvad?”

”Det ved jeg ikke, sir. Jeg aner ikke, hvad hun vil mig, men hun lægger ikke skjul på, at hun er lige så interesseret som os i at se sin mand bag tremmer. Jeg kan derfor ikke forestille mig, at hun inviterer på te på The Ritz bare for at prøvesmage deres scones.”

”Mrs. Faulkner ved sikkert god besked om mange af de andre lyssky affærer, hendes mand er involveret i, hvilket vil være en fordel for os at høre om – forlods,” sagde Lamont. ”Personligt ville jeg ikke tro kvindemennesket over en dørtærskel.”

”Heller ikke mig,” sagde Hawksby. ”Men hvis jeg skulle vælge mellem Faulkner og hans kone, ville jeg regne hende for det mindste onde. Dog kun med et mulehår.”

”Jeg kan jo sige nej til invitationen,” sagde William.

”På ingen måde,” sagde Lamont. ”Vi får måske aldrig en bedre chance for at bure Faulkner inde, og husk, at selv en mindre lovovertrædelse er nok til at sende ham i brummen i mindst fire år, fordi dommeren gjorde hans dom betinget.”

”Sandt nok,” sagde Hawksby. ”Men, KA Warwick, De kan være sikker på, at Faulkner holder lige så godt øje med os, som vi holder øje med ham, og han har med garanti sat en privatdetektiv til at skygge konen døgnet rundt, indtil skilsmissen er gået igennem. Te på The Ritz er derfor i orden, men det er en middag ikke. Har De forstået?”

”Fuldkommen, sir, og jeg er ret sikker på, at Beth vil være enig med Dem.”

”Husk også på, at mrs. Faulkners fortalelser altid har været velindøvede, og at hun også udmærket ved, at alt, hvad hun fortæller Dem, vil blive gengivet ordret til os, så snart De er tilbage i Scotland Yard.”

”Sikkert før hendes chauffør har sat hende af ved lejligheden på Eaton Square,” tilføjede Lamont.

”Godt, lad os komme tilbage til dagsordenen. Der er adskillige sager, De bør sætte det nye Kunst og Antikviteter-hold ind i, før De begynder på Deres nye arbejde.”

”De skulle lige til at fortælle os, hvordan den nye enhed kommer til at fungere anderledes end de andre i Narko, men blev afbrudt, da KB Adaja kom ind.”

”Der er ikke så meget, jeg kan sige om det, udover at I skal koncentrere jer om ikke at knalde ubetydelige gadepushere,” sagde Hawksby.

Pludselig var alle lysvågne. ”Politidirektøren vil have os til at identificere en mand, hvis navn vi ikke kender, og hvis tilholdssted vi ikke har lokaliseret, andet end at han bor og arbejder et eller andet sted syd for floden i Greater London. Vi ved imidlertid, hvad han giver sig ud for at være.” Politiinspektøren slog op i en sagsmappe, hvorpå der stod STRENGT FORTROLIGT.



Jeffrey Archer: Ved højlys dag

William Warwick er tilbage i Jeffrey Archers opfølger til Øjet der ser.

William er steget i graderne og blevet udnævnt til politikommisær.

Ham og hans team er tilbage i Narkoenheden, og de sættes til at fange en frygtet narkobaron i ved navn Ahmed Rashedi, der huserer i Sydlondon.

Samtidig er William og hans forlovede Beth ved at planlægge deres bryllup, men hvad de ikke ved er, at der venter dem en overraskelse.

Du kan købe Ved højlys dag online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 27. november.


LÆS OGSÅ: Få overblik over bøger og serier af Jeffrey Archer

Jeg startede i sin tid en bogklub med to af mine gymnasiekammerater og opdagede først for alvor, hvor givende det er at læse noget, andre har valgt. Nu læser jeg med en umættelig følelse af altid at forsømme en anden god bog og forsøger derfor ihærdigt at læse så mange klassikere og så meget forskelligt litteratur som muligt. Som studentermedhjælper på Lindhardt og Ringhof kan du her på Bog.dk finde mit navn på både artikler, lister og læseprøver.