Aktuelt Biografi Biografier Fagbøger Obama

Yes we can! Eksklusivt uddrag fra Barack Obamas erindringer Et forjættet land

Barack Obama skrev amerikansk historie, da han i 2008 blev valgt som USA’s første sorte præsident. Nu er han aktuel med Et forjættet land, der uden tvivl er årets mest ventede udgivelser.


At en sort mand fra Chicago kunne vinde kampen om verdens måske mest magtfulde embede, var for mange ganske utænkeligt. Alligevel formåede Barack Obama at gøre netop dette – først i 2008 over republikanske John McCain og dernæst i 2012 over Mitt Romney.

I nedenstående uddrag fra Et forjættet land beskriver Barack Obama dagene op til præsidentvalget i 2008. Dage præget af travlhed, spænding men også sorg, da hans elskede mormor Toot sov ind aftenen inden valgdagen den 4. november.

Det fortællingen om et farvel til det velkendte og trygge såvel som starten på et nyt kapitel – for Barack Obama selv og for det land, som valgte ham som deres næste præsident.

Du kan købe Et forjættet land online, fx på Gucca, eller i din nærmeste boghandel.



Barack Obama

Et forjættet land


På dansk ved
Karsten Nielsen
Anders Juel Michelsen


Det var nyheder fra Hawaii og ikke noget kampagnerelateret, der lagde en dæmper på mit humør, da oktober gik på hæld. Maya (Baracks lillesøster, red.) ringede og fortalte, at lægerne ikke mente, Toot ville kunne klare den meget længere, måske ikke mere end en uge. Hun lå nu hele døgnet i en hospitalsseng i sin lejlighed på smertestillende medicin og blev passet af en hospicesygeplejerske. Til min søsters store overraskelse havde hun haft et klart øjeblik aftenen før, hvor hun havde spurgt, hvordan det gik med valgkampen, og nydt et glas vin og en cigaret, men var nu kun ved bevidsthed ganske kort tid ad gangen.

Så tolv dage før valget rejste jeg væk i seksogtredive timer for at sige farvel til hende i Honolulu. Maya tog imod mig i Toots lejlighed, hvor hun havde siddet i sofaen med et par skotøjsæsker med gamle fotografier og breve.

“Jeg tænkte, at du gerne ville have nogle af dem med tilbage,” sagde hun.

Jeg tog et par fotos på sofabordet. Mine morforældre og min otte år gamle mor, der stod og grinede på en græsmark i Yosemite Nationalpark. Mig som fire- eller femårig oppe på skuldrene af min morfar, mens bølgerne plaskede rundt om os. Os alle fire og Maya, der stadig var helt lille, foran juletræet med et stort smil på.

Barack Obama, Obama, Ann Dunham, Et forjættet land
Barack sammen med sin mormor (th.) og mor (tv.), den dag hun fik sin eksamen i antropologi fra universitetet på Hawaii.
Foto: Obama–Robinsons familiearkiv.

Jeg satte mig i stolen ved siden af sengen og tog min mormors hånd i min. Hendes krop var sygnet hen, og hun trak vejret med besvær. Fra tid til anden gennemrystedes hun af en voldsom, metallisk hoste, der lød som en skurrende gearkasse. Et par gange kom der en dæmpet mumlen fra hende, men hvis hun sagde noget, forstod jeg det ikke.

Hvordan mon hendes drømme så ud? Jeg spekulerede på, om hun havde fået set tilbage og gjort status, eller om hun ikke ville have syntes, hun kunne tillade sig den luksus. Jeg ville gerne tro, at hun virkelig så tilbage – at hun havde nydt mindet om en gammel elsker eller en perfekt, solbeskinnet dag i sin ungdom, hvor hun havde haft lidt medgang, og verden havde åbnet sig for hende, været uendelig og fuld af muligheder.

Jeg tænkte tilbage på en samtale, jeg havde haft med hende, da jeg gik i high school, omkring det tidspunkt, hvor hendes kroniske rygproblemer begyndte at gøre det svært for hende at gå lange ture.

LÆS OGSÅ: Da danskerne mødte Barack Obama

“Jeg skal sige dig, Bar,” betroede Toot mig dengang, “at når man bliver gammel, føler man sig som den samme indeni.” Jeg kan huske, hun så nøje på mig bag de bifokale brilleglas som for at sikre sig, at jeg hørte efter. “Man bliver holdt fanget inde i det her forbistrede hylster, der begynder at falde fra hinanden. Men det er stadigvæk dig. Forstår du, hvad jeg siger til dig?”

Nu gjorde jeg.

I den næste times tid sad jeg og snakkede med Maya om hendes arbejde og familie, alt imens jeg strøg Toots tørre, benede hånd. Men i sidste ende var det, som om minderne fyldte for meget i værelset – de stødte mod hinanden, blandede sig og brødes som formerne og farverne i et kalejdoskop – og jeg sagde til Maya, at jeg ville gå en lille tur.

Jeg konsulterede Gibbs og teamet fra Secret Service, og vi blev enige om, at vi ikke ville advisere pressekorpset, der stod nede på gaden og ventede, og jeg tog elevatoren ned til parkeringskælderen, gik ud den vej og drejede til venstre ned ad den smalle gade bag mine morforældres etageejendom.

Gaden havde stort set ikke forandret sig i de sidste femogtredive år. Jeg kom forbi bagsiden af et lille shintotempel og medborgerhus og derpå række efter række af træhuse og indimellem et treetagers lejlighedskompleks. Jeg havde gået og dunket min første basketball, som jeg fik af min far, da jeg var ti år gammel, ned i jorden i den her gade, havde driblet hele vejen ned ad det ujævne fortov, når jeg skulle ned til banerne på den nærliggende skole og senere hjem igen. Toot plejede at sige, at hun altid vidste, hvornår jeg var på vej hjem til aftensmaden, fordi hun kunne høre den forbandede bold sige dunk-dunk ti etager, før jeg var hjemme.

Jeg havde løbet ned ad den her gade til supermarkedet for at købe cigaretter til hende, fordi hun havde lovet mig, at jeg kunne købe en chokoladebar for byttepengene, hvis jeg var hjemme igen inden ti minutter. Senere, da jeg var femten år gammel, gik jeg ned ad den samme gade, når jeg skulle hjem efter en vagt på mit første job i Baskin-Robbins-isboden lige rundt om hjørnet, og jeg kan stadig høre Toot le hjerteligt, når jeg brokkede mig til hende over min usle lønningscheck.

En anden tid. Et andet liv. Beskedent og uden indflydelse på resten af verden. Men et liv, hvor jeg havde fået masser af kærlighed. Når Toot gik bort, ville der ikke være nogen tilbage, der huskede det liv eller min plads i det.

LÆS OGSÅ: Michelle Obama: Vi prøvede på at få børn, og det gik ikke særlig godt

Pludselig lød der en højlydt klapren af fødder bag mig. Det var pressekorpset, der på en eller anden måde havde fået nys om min spontane udflugt og nu stimlede sammen på fortovet på den anden side af gaden, hvor de kæmpede med at få sat kameraerne op, og journalisterne stod forlegent og kiggede på mig med mikrofoner i hænderne, tydeligvis i tvivl om, hvorvidt de skulle råbe et spørgsmål til mig. De opførte sig ordentligt, de passede jo sådan set bare deres arbejde, og jeg var jo alligevel ikke nået mere end fire gader væk.

Jeg vinkede kort til pressekorpset og vendte så om for at gå tilbage gennem parkeringskælderen. Det gav ingen mening at gå længere, kunne jeg godt se, for det, jeg ledte efter, var for længst forsvundet.

Jeg tog hjem fra Hawaii og arbejdede videre. Otte dage senere, aftenen før valgdagen, ringede Maya og fortalte, at Toot var gået bort. Det var min sidste dag i valgkampen. Vi var programsat til at være i North Carolina den aften, før vi fløj videre til Virginia og vores allersidste arrangement. Før vi tog af sted, spurgte Axe (kampagnerådgiver, red.) mig venligt, om jeg havde brug for hjælp til at skrive en tilføjelse til min sædvanlige kampagnetale, så jeg kort kunne få fortalt om min mormors død. Jeg sagde tak, men nej tak. Jeg vidste godt, hvad jeg ville sige.

Obama, Barack Obama, Et forjættet land
Barack Obama tiltrak store menneskemængder til sine vælgermøder. Her er det ved et vælgermøde i Des Moines, Iowa, mindre end en måned før primærvalget mod Hillary Clinton.
Foto: Brian Kersey/UPI/Alamy Stock Photo

Det var en smuk og kølig aften med støvregn. Da jeg stod på den udendørs scene, efter at musikken og jubelråbene og sangene var døet hen, brugte jeg et par minutter på at fortælle tilhørerne om Toot – at hun var vokset op under Depressionen og havde arbejdet ved et samlebånd, mens min morfar var i krig, hvor meget hun havde betydet for vores familie, og hvad hun måske kunne betyde for dem.

“Hun var en af de stilfærdige heltinder, som der er mange af i hele Amerika,” sagde jeg. “De er ikke berømte. Deres navne kommer ikke i avisen. Men hver evig eneste dag arbejder de hårdt. De tager sig af deres familie. De tilsidesætter sig selv for børnenes og børnebørnenes skyld. De tørster ikke efter rampelyset … De prøver kun på én ting, og det er at gøre det rigtige.

Og der er masser af den slags stilfærdige helte og heltinder til stede her i aften – mødre og fædre og bedsteforældre, der har arbejdet hårdt og været opofrende hele livet. Og de får så til gengæld den glæde, at deres børn og måske deres børnebørn eller oldebørn kommer til at leve et bedre liv end dem selv.

Det er det, Amerika handler om. Det er det, vi kæmper for.”

Bedre afsluttende bemærkning på valgkampen kunne jeg ikke komme med.

***

Hvis man er en af kandidaterne, bliver man overrasket over, hvor stille der er på selve valgdagen. Der er ikke flere stadionvælgermøder eller arrangementer rundtomkring. Annoncer i tv og radio har ikke længere nogen betydning, og nyhedsmedierne har ikke længere noget substantielt at fortælle om. Kampagnekontorerne tømmes for mennesker, når medarbejdere og frivillige skal ud i gaderne for at hjælpe til med at få folk hen at stemme.

Over hele landet træder millioner af fremmede ind bag et sort forhæng for at sætte et kryds, der repræsenterer et politisk valg og deres private instinkter, og derefter bestemmer en mystisk, kollektiv, alkymistisk proces landets – og ens egen – skæbne. Det er ude af ens hænder nu, man ved det godt, men indsigten stikker også dybere end som så. Man kan ikke rigtig gøre andet end at vente.

Plouffe (kampagnechef, red.) og Axe var ved at blive vanvittige over ikke at kunne gøre mere, og de tilbragte time efter time med næsen i deres BlackBerrys på jagt efter midtvejsrapporter, rygter, optræk til dårligt vejr – hvad som helst der kunne tages som tegn på et eller andet.

Jeg valgte den modsatte strategi og gav mig hen til uvisheden, ligesom når man lægger sig på ryggen og lader sig føre med af en bølge. Jeg startede dog min morgen med at ringe rundt til nogle radiostationer, mens folk kørte til arbejde, mest stationer med sorte lyttere, for at opfordre folk til at gå ud og stemme. Omkring klokken halv otte afgav Michelle og jeg vores stemme på Beulah Shoesmith Elementary School kun et par gader fra vores hjem i Hyde Park, og vi tog Malia og Sasha med, så vi kunne følge dem i skole bagefter.

Derefter rejste jeg en smuttur til Indianapolis for at besøge et feltkontor og hilse på vælgere. Senere spillede jeg basket (Reggie (personlig assistent, red.) og jeg var blevet overtroiske, efter at vi havde spillet den morgen, der var caucus i Iowa, men ikke den dag, der var primærvalg i New Hampshire) med Michelles bror, Craig, nogle gamle venner og et par af deres sønner, der var hurtige og stærke nok til at presse os andre til det yderste. Vi gik til den, og de godmodige drillerier fløj gennem luften, selvom jeg godt bemærkede, at folk holdt igen med de ureglementerede tacklinger. Jeg fandt senere ud af, at det var på Craigs ordre, fordi han vidste, at hans søster ville give ham skylden, hvis jeg kom hjem med et blåt øje.

Imens var Gibbs (kampagnerådgiver, red.) på jagt efter nyt fra de delstater, hvor der var kamp til stregen, og han fortalte, at vælgerdeltagelsen var rekordstor over hele landet, hvilket havde skabt fire-fem timer lange køer ved nogle af valgstederne. Tv-billederne fra åstederne viste ifølge Gibbs, at folk ikke var sure, men nærmere opstemte, og man så ældre i havestole og frivillige, der delte drikkevarer ud, som om alle var til vejfest.

LÆS OGSÅ: Da Michelle mødte Barack. Eksklusivt uddrag fra Min historie af Michelle Obama

Resten af eftermiddagen blev jeg derhjemme, hvor jeg tøffede rundt uden noget at lave, mens Michelle og pigerne fik ordnet hår. Jeg satte mig alene ind på mit kontor og rettede begge mine taler til, både den, til hvis jeg vandt, og den, til hvis jeg tabte. Omkring klokken otte om aftenen ringede Axe for at fortælle, at vi ifølge medierne havde vundet Pennsylvania, og Marvin (personlig assistent, red.) sagde, at vi hellere måtte se at komme hen til hotellet i centrum, hvor vi skulle samles og se resultaterne tikke ind, før vi tog videre til det offentlige arrangement i Grant Park.

Ude foran porten ind til vores hus så det ud, som om antallet af Secret Service-agenter og -køretøjer var blevet fordoblet i løbet af de sidste par timer. Chefen for mit sikkerhedsteam, Jeff Gilbert, gav mig hånden og et kort kram. Det var usædvanligt varmt for årstiden i Chicago, næsten tyve grader, og Michelle og jeg sad tavse og kiggede ud ad vinduet på Lake Michigan, da vi kørte ned ad Lake Shore Drive, mens vi lyttede til pigerne, der tumlede rundt på bagsædet. Pludselig vendte Malia sig om mod mig og sagde: “Far, har du vundet?”

“Ja, det tror jeg, min skat.”

“Og skal vi så til den store fest og fejre det?”

“Nemlig. Hvorfor spørger du om det?”

“Jamen jeg tror ikke, der kommer så mange mennesker til festen, for der er ingen biler på gaden.”

Jeg lo, da det gik op for mig, at min datter havde ret, for bortset fra vores bilkortege lå de seks vejbaner i begge retninger øde hen. Sikkerheden var også øget på hotellet, og der var bevæbnede betjente fra indsatsstyrken i trappeopgangene. Vores familie og nærmeste venner var allerede ankommet til suiten, og alle havde et stort smil på, børn ræsede rundt i lokalet, og alligevel var folk stadig underligt afdæmpede, som om det ikke helt var gået op for dem, hvad der egentlig var ved at ske.

Især min svigermor foregav på ingen måde at være afslappet, og midt i alt spektaklet lagde jeg mærke til, at hun sad i sofaen med øjnene klistret til tv-skærmen og et vantro udtryk i ansigtet. Jeg prøvede at forestille mig, hvad hun mon tænkte på. Hun var vokset op nogle få kilometer derfra i en tid, hvor sorte stadig ikke kunne færdes sikkert i visse kvarterer i Chicago, en tid, hvor de fleste sorte godt kunne glemme alt om at få et kontorarbejde, og hvor hendes far ikke kunne blive medlem af fagforeningerne, der var domineret af hvide, og derfor havde måttet gå på landevejen og tage småjob, en tid, hvor tanken om, at en sort kunne blive præsident i USA, må have virket lige så langt ude som tanken om en gris med vinger.

Jeg satte mig ved siden af hende i sofaen. “Er du okay?” spurgte jeg.

Marian trak på skuldrene, men tog ikke øjnene fra fjernsynet. “Det er sådan lidt overvældende, det hele,” sagde hun så.

“Jeg ved det godt.” Jeg tog hendes hånd og klemte den, og så blev vi siddende sådan og holdt hinanden med selskab i tavshed et par minutter. Så dukkede der pludselig et foto af mit ansigt op på tv-skærmen, og ABC News meddelte, at jeg ville blive USA’s fireogfyrrende præsident.

Alle i suiten eksploderede i jubel. Man kunne høre folk råbe og skrige ude på gangen. Michelle og jeg kyssede hinanden, og hun trådte et skridt tilbage for at se ordentligt på mig, og så lo hun og rystede på hovedet. Reggie og Marvin kom farende ind og gav alle nogle ordentlige bjørnekram. Der gik heller ikke længe, før Plouffe, Axe og Gibbs kom ind, og jeg lod dem rable resultater af sig, delstat for delstat, i adskillige minutter, før jeg afbrød dem for at sige det, jeg vidste med sikkerhed, nemlig at det her ikke kun var min, men i lige så høj grad deres fortjeneste, at det var deres dygtighed, hårde arbejde, viden, ihærdighed, loyalitet og fighterevne samt den indsats, resten af teamet havde ydet, der havde gjort dette øjeblik muligt.

Det meste af resten af aftenen står ret uklart for mig i dag. Jeg kan huske John McCains opringning, der var lige så elskværdig som hans tale efter nederlaget. Han lagde vægt på, at Amerika skulle være stolt af at have skabt historie, og han lovede, at han ville gøre, hvad han kunne, for at jeg fik held med mit forehavende.

Flere ringede og sagde til lykke, deriblandt præsident Bush og adskillige udenlandske statsledere, og jeg snakkede med Harry Reid (demokratisk senator for Nevada, red.) og Nancy Pelosi (demokratisk formand for Repræsentanternes Hus, red.), og de havde begge haft virkelig gode valg. Jeg kan huske, at jeg mødte Joe Bidens mor, der var enoghalvfems år gammel, og at hun nød at kunne fortælle mig, at hun havde skældt Joe ud, fordi han ikke straks havde sagt ja til at blive min vicepræsident.

Mere end 200.000 mennesker var mødt op i Grant Park den aften, og scenen vendte ud mod Chicagos glitrende skyline. Selv i dag kan jeg genkalde mig synet af nogle af de ansigter, der så op, da jeg gik på scenen, mænd og kvinder og børn af alle racer, nogle rige, andre fattige, nogle berømte og andre ikke, nogle, der smilede begejstret, andre med tårerne løbende ned ad kinderne. Jeg har genlæst noget af min tale fra den aften og hørt folk fra mit team og gode venner fortælle om, hvordan det var at være til stede.

Barack Obama, Obama, Et forjættet land
Barack Obama holder sin indsættelsestale, da han indsværges som USA’s 44. præsident den 20. januar 2009.
Foto: Pete Souza/Det Hvide Hus

Men jeg er bange for, at mine minder fra den aften, ligesom så mange andre af de ting, der er sket i de forløbne tolv år, er farvet af de billeder, jeg har set, af tv-optagelserne af vores familie, der går hen over scenen, fotoene af folkemængden og lysene og de fantastiske kulisser. Og selvom de er uendelig smukke, kan de ikke altid leve op til at være der selv.

Og rent faktisk er mit yndlingsfoto fra den aften slet ikke taget i Grant Park. Det er et, jeg fik mange år efter i gave, og det forestiller Lincoln Memorial, mens jeg holdt min tale i Chicago. Man ser en lille forsamling mennesker på trappen, deres ansigter ligger i skygge, og bag dem lyser den gigantiske statue op med det markerede ansigt og øjnene, der kigger en smule nedad. De sidder og hører radio, har jeg fået fortalt, mens de stille tænker over, hvem vi er som folk, og hvor uforudsigeligt det, vi kalder for demokrati, egentlig er.



Barack Obama: Et forjættet land

Et forjættet land, Barack Obama, Obama,

♥♥♥♥♥♥ “Sætter helt ny standard for politisk litteratur” Politiken
★★★★★ “Et must read for alle, der interesserer sig for USA”
Berlingske
★★★★★ – Altinget
★★★★★ – Kristeligt Dagblad

Barack Obama fortæller i Et forjættet land den utrolige historie om en ung, søgende mand, der ender som leder af den frie verden.

Det er en hudløst ærlig beretning om Barack Obamas politiske dannelse og om de største milepæle i den første periode af hans historiske præsidentskab – en periode præget af dramatiske forandringer og turbulens.

Obama reflekterer over præsidentembedet og giver en enestående og tankevækkende analyse af både betydningen af og begrænsningerne i en præsidents magt – såvel som indblik i den dynamik, der er i amerikansk politik og i internationalt diplomati.

Samtidig beskriver han den svære balancegang, der er, når man som sort amerikaner stiller op til et offentligt embede. Om de moralske overvejelser, man har, når der skal tages beslutninger, der involverer de højeste risici. Han fortæller om de kræfter, der modarbejdede ham både hjemme og i udlandet, han er åben omkring, hvordan det at bo i Det Hvide Hus påvirkede hans hustru og døtre, og modig nok til at afsløre skuffelser og tvivl på egne evner.

Et forjættet land er det første af to bind.

Du kan købe Et forjættet land online, fx på Gucca, eller i din nærmeste boghandel.


Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.