Jeffrey Archer er tilbage med ny roman i serien om politikommisæren William Warwick. Start din læsning af den dramatiske og spændende fortælling her.
Jeffrey Archers karakter William Warwick er kendt som en dygtig og sympatisk politikommisær, og i Det blinde øje er han gået undercover. Warwick får sammen med to kollegaer til opgave, at afsløre omfanget af korruption på sin arbejdsplads Metropolitain Politi. Samtidigt krydser Assem Rashidi og William Warwicks veje atter i retssagen mod narkobaronen.
Titlen på Jeffrey Archers nye roman er en henvisning til Lord Nelsons berømte citat fra Slaget på Reden i 1801, hvor han “satte kikkerten for det blinde øje”. Det engelske admiralskib sendte et signal til Lord Nelson om, at han skulle indstille angrebet på den danske flåde.
Nelson satte kikkerten for sit blinde øje og sagde: ”Jeg kan ikke se noget signal.” Efter således at have afvist at adlyde en ordre fortsatte Nelson angrebet og vandt slaget.
Kriminalassistent Warwick var den første, der blinkede. ”Giv mig bare én god grund til, at jeg ikke skulle tage min afsked,” sagde han trodsigt. ”Jeg kan komme i tanke om fire,” svarede chefpolitiinspektør Hawksby til Williams overraskelse. Selv kunne William komme i tanke om en, to, muligvis tre, men ikke fire, så han vidste, at Høgen havde trængt ham op i en krog. Han mente dog stadig, at han ville kunne bryde ud af den. Han tog sin afskedsbegæring op af en inderlomme og lagde den på bordet. En provokerende handling, selv om han ikke havde tænkt sig at række den videre, før Høgen havde afsløret sine fire grunde. Det, William ikke vidste, var, at hans far tidligere samme morgen havde ringet til Høgen for at advare om, at hans søn agtede at tage sin afsked, hvad der havde givet chefpolitiinspektøren tid til at forberede sig på kampen.
Efter at have lyttet til Sir Julians redegørelse for situationen for- stod Hawksby grunden til, at kriminalassistent Warwick ønskede at tage sin afsked. Det var ikke kommet som nogen overraskelse, og han agtede at komme Williams forberedte tale i forkøbet. ”Miles Faulkner, Assem Rashidi og kriminalkommissær Lamont,” sagde Høgen og sendte første bold af sted, uden dog at det var et servees.
William svarede ikke. ”Miles Faulkner er, som De ved, stadig på fri fod og er, på trods af at alle udrejsesteder er i højeste alarmberedskab, tilsyneladende forsvundet fra jordens overflade. Jeg har brug for Dem til at grave ham op af det hul, han har skjult sig i, og sætte ham bag tremmer, hvor han hører hjemme.” ”KA Adaja er udmærket i stand til at løse den opgave,” sagde William og sendte bolden tilbage over nettet. ”Men oddsene vil blive mærkbart bedre, hvis De og han samarbejder, ligesom I gjorde under Operation Trojanske Hest.” ”Hvis Assem Rashidi er Deres grund nummer to, så kan jeg forsikre Dem om, at kriminalkommissær Lamont har indsamlet mere end nok bevismateriale til at holde Rashidi indespærret i adskillige år, og De har med garanti ikke brug for mig til at holde Lamont i hånden,” sagde William og forsøgte at generobre initiativet. ”Det har De sikkert ret i, men sagen er, at Lamont tog sin afsked her til morgen,” gav chefpolitiinspektøren igen. Det var anden gang, William faldt i baghold, og han nåede ikke at overveje konsekvenserne af denne udvikling, før Høgen tilføjede: ”Han måtte vinke farvel til sin pension, så måske vil han ikke være specielt samarbejdsvillig, når han engang skal vidne i Rashidis sag.” ”Han vil være rigeligt dækket ind med de penge, han fandt i den såkaldt tomme sportstaske i Rashidis narkofabrik,” sagde William uden at forsøge at skjule sin sarkasme. ”Faktisk ikke længere. Takket være Dem er hver eneste penny blevet returneret. Og jeg har helt sikkert ikke brug for to afskedsbegæringer på samme dag.” ”Femten-nul,” indrømmede William lavmælt. ”De er også det indlysende valg til at overtage Lamonts plads som anklagemyndighedens hovedvidne i Rashidisagen.” Tredive-nul.
William spekulerede på, hvad andet Høgen havde i ærmet. Han besluttede at forholde sig tavs, indtil chefpolitiinspektøren havde sendt tredje bold af sted. ”Jeg talte med politidirektøren tidligt i morges,” fortsatte Hawksby efter en kort pause. ”Han bad mig om at nedsætte en ny arbejdsgruppe, som får til opgave at efterforske korruption i politiet.” ”The Met har allerede en antikorruptionsafdeling,” sagde William. ”Den nye enhed vil være mere proaktiv, og De vil skulle arbejde undercover. Politidirektøren har givet mig frie hænder til at vælge mit eget team med det ene formål at fjerne alle brodne kar fra politiets rækker, og dette er ordret gengivet. Han ønsker, at De skal være min efterforskningsleder med ansvar for de løbende sager og rapportere direkte til mig.” ”Politidirektøren aner ikke, hvem jeg er,” var Williams returbold nede fra baglinjen. ”Jeg fortalte ham, at det var Dem, der stod bag den succesfulde Operation Trojanske Hest.” Fyrre-nul. ”Faktisk er det en luset tjans,” fortsatte Høgen. ”De kommer til at bruge meget af Deres tid på at efterforske kolleger, der kun er gået en lille smule over stregen.” Han tav lidt igen, før han sendte næste bold af sted. ”Politidirektøren er efter Lamonthændelsen ikke længere parat til at ignorere problemet, hvilket er grunden til, at jeg anbefalede Dem.” Det var et servees, og William måtte indrømme, at han havde tabt første parti. ”Hvis De siger ja til opgaven, bliver dette Deres første sag,” sagde Høgen og skubbede en sagsmappe med påskriften FORTROLIGT hen over sit skrivebord. William tøvede et øjeblik, udmærket klar over, at det var endnu en fælde, men kunne ikke modstå fristelsen til at åbne mappen. KRIMINALASSISTENT J.R. SUMMERS stod der med store bogstaver på første side. Williams tur til at serve. ”Jerry og jeg var på samme hold på Hendon,” sagde William. ”Han var et af de klogeste hoveder på vores hold. Det undrer mig ikke, han er blevet kriminalassistent. Vi regnede alle med, at han ville avancere hurtigt.” ”Og med god grund. Den første knast er et finde på en troværdig måde at genoptage kontakten på. Næste hurdle er at vinde hans fortrolighed og opklare om det, en overordnet politimand har beskyldt ham for, holder vand.” Fodfejl. ”Men han vil næppe byde mig velkommen med et bamseknus, hvis han ved, jeg arbejder i Antikorruptionsafdelingen.” ”For så vidt angår alle i dette hus arbejder De stadig i Narkoaf-delingen og har travlt med at forberede Rashidis sag.” Andenserv. ”Det er ikke den mest fristende tjans at udspionere sine venner og kolleger,” sagde William langsomt. ”Jeg vil blive stemplet som en lumpen undercoverstikker.” ”Jeg kunne ikke have udtrykt det bedre selv,” sagde Høgen. ”Men hvis det gør nogen forskel, så har KA Adaja og KA Roycroft allerede meldt sig, og jeg vil overlade det til Dem at finde yderligere to betjente, der kan træde ind i Deres team.” Nul-femten. ”De har tilsyneladende glemt, sir, at KA Roycroft satte kikkerten for det blinde øje, dengang Lamont efter Operation Trojanske Hest tog for sig med den posefuld penge.” ”Nej, det gjorde hun ikke. KA Roycroft afleverede en fyldig rapport, stilet til mig personligt. Hvilket er en af grundene til, at jeg igen forfremmede hende til assistent.” Nul-tredive. ”Den rapport burde have været offentliggjort,” sagde William. ”Ikke hvis det underminerede mit forsøg på at få Lamont til ikke alene at aflevere pengene, men også søge sin afsked.” Nul-fyrre. ”Jeg er nødt til at diskutere Deres tilbud med Beth og mine forældre, før jeg beslutter mig,” sagde William og tog sig en drikkepause. ”Det er desværre ikke muligt,” sagde Høgen. ”Ingen uden for dette kontor må vide besked, hvis De siger ja til denne højst ømtålelige opgave. Selv Deres egen familie skal tro, at De stadig er tilknyttet narkoafdelingen og nørkler med forberedelserne til Rashidisagen. Og det er i det mindste den skinbarlige sandhed, for De kommer til at bestride begge jobs, indtil sagen er forbi.” ”Kan det snart blive værre?” spurgte William. ”Åh ja,” sagde Høgen. ”Jeg har af en overvagtmester i Penton ville fået at vide, at Assem Rashidi her til morgen har et møde med vores gamle ven Booth Watson. Jeg er derfor nødt til at sige, hr. kriminalinspektør, at det, der lignede en stensikker domfældelse, nu må anses for at være på vippen.” William var et øjeblik om at opdage, at chefpolitiinspektøren havde sendt et servees af sted. Han tog sin afskedsbegæring op fra bordet og stak den tilbage i lommen.
*
”Vi ses om et par dage, Eddie,” sagde Miles Faulkner, da han steg ud af den anonyme varevogn og tog hul på den eneste del af sin flugt, der ikke havde været afholdt prøver på. Han gik forsigtigt ned ad trampestien til stranden. Omkring hundrede meter længere fremme fik han øje på gløden af en cigaret: et fyrtårn, der guidede flugtfangen trygt væk fra klipperne. En mand helt i sort kom ham i møde. De trykkede hinanden i hånden, men uden at sige noget. Kaptajnen førte sin eneste passager hen over sandet til en motorbåd, der lå og vuggede på det lave vand. Da de var kommet om bord, startede et besætningsmedlem motoren og sejlede dem ud til den ventende yacht. Miles slappede først af, da kaptajnen havde lettet anker og sat sejl og råbte først hurra, da de var et godt stykke forbi sømilegrænsen. Han vidste selvfølgelig, at fængselsdommen ville blive fordoblet, hvis de fangede ham. Han vidste også, at han aldrig ville få en ny chance for at flygte.
Kapitel 2
Booth Watson satte sig over for sin potentielle klient, hvorefter han tog en omfangsrig sagsmappe op af sin Gladstonetaske og lagde den på glasbordet foran sig. ”Jeg har læst Deres sag med betydelig interesse, mr. Rashidi,” begyndte han. ”Lad mig hurtigt gå anklagerne imod Dem igennem og ridse mulighederne op for et forsvar imod dem.” Rashidi nikkede, og på intet tidspunkt tog han øjnene fra ad-vokaten. Han havde stadig ikke besluttet, om han skulle engagere den mand, som Faulkner kaldte BW. Trods alt kunne en dom på livsvarigt fængsel stå og falde med sådan en beslutning. Han havde brug for en King Charles-spaniel til at afvæbne nævningetinget krydset med en rottweiler, der kunne flænse anklagemyndighedens vidner i stumper og stykker. Var Booth Watson dette dyr? ”Anklagemyndigheden har sat sig for at bevise, at De stod i spidsen for et narkoimperium. Den vil anklage Dem for at importere store mængder heroin, kokain og andre ulovlige stoffer, fra hvilke De angiveligt har haft en fortjeneste på adskillige millioner pund, samt at De kontrollerede et forbryderisk netværk bestående af agenter, forhandlere og kurerer. Jeg vil fremføre den påstand, at De kun var en uskyldig tilskuer, der blev fanget i krydsild i en razzia, som Londons politi havde iværksat, og at ingen kunne være mere forfærdet end Dem, da det gik op for Dem, hvad ejendommen blev brugt til.” ”Vil De kunne fikse nævningetinget?” spurgte Rashidi. ”Ikke i det her land,” svarede Booth Watson bestemt. ”Hvad med dommeren? Kan han købes? Eller afpresses?” ”Nej. Jeg har imidlertid for nylig opdaget noget om dommer Whittaker, der kan vise sig at være pinligt for ham og derfor nyttigt for os. Det er imidlertid en oplysning, der skal dobbelttjekkes.” ”Hvad drejer det sig om?” forlangte Rashidi at få at vide. ”Jeg er ikke parat til at fortælle Dem det, medmindre og før jeg har besluttet, om jeg ønsker at repræsentere Dem.” Det var aldrig faldet Rashidi ind, at Booth Watson ikke kunne købes. Efter hans mening var advokater ikke en tøddel bedre end gadepiger: Det eneste, man tingede om, var prisen. ”Lad os imens udnytte vores sparsomme tid til at gå anklagerne nøje igennem og Deres mulige forsvar imod dem.” To timer efter havde Rashidi besluttet sig. Booth Watsons utrolige greb om detaljer og om, hvordan man kunne bøje loven uden at bryde den, havde anskueliggjort, hvorfor Miles Faulkner havde så høje tanker om ham. Men ville advokaten være parat til at forsvare ham, når han ikke havde et ben, for ikke at tale om en fod, at stå på? ”Som De ved, har anklagemyndigheden sat 15. september som tentativ dato for første retsdag i Old Bailey,” sagde Booth Watson. ”I så fald her jeg brug for at konsultere Dem med jævne mellemrum.” ”Jeg tager et hundrede pund i timen.” ”Jeg vil betale Dem ti tusind på forskud.” ”Retssagen kommer til at tage adskillige dage, muligvis adskillige uger. Efterregningen kan blive betydelig.” ”I så fald gør vi det til tyve tusind,” sagde Rashidi. Booth Watson nikkede uden at kommentere det. ”Der er endnu en ting, De bør vide,” sagde han. ”Anklagemyndigheden vil være repræsenteret af Sir Julian Warwick, der ligesom mig er kronjurist. Hans datter Grace vil agere som hans junioradvokat.” ”Og hans søn håber utvivlsomt stadig på at kunne vidne.” ”Hvis han er forhindret i at vidne, har De tabt, endnu før sagen er begyndt,” sagde Booth Watson bestemt. ”I så fald vil henrettelsen blive udsat, i det mindste indtil De har haft mulighed for at dissekere ham i vidneskranken.” ”Det er slet ikke sikkert, at jeg vil krydsforhøre manden med det rammende navn ’Kordrengen’. Det er den knap så helgenagtige ekskommissær Lamont, som jeg vil have nævningene til at huske, ikke kriminalassistent William Warwick,” sagde Booth Watson. I det samme gik døren op, og vagthavende betjent stak hovedet indenfor. ”Fem minutter, sir. De har allerede overskredet den tilladte besøgstid.” Booth Watson nikkede. ”Har De yderligere spørgsmål, mr. Rashidi?” spurgte han, da døren var gået i igen. ”Har De hørt fra Miles for nylig?” ”Mr. Faulkner er ikke længere min klient.” Booth Watson tøvede et øjeblik. ”Hvorfor spørger De?” spurgte han så. ”Jeg har muligvis et fristende investeringsforslag til ham.” ”Måske kunne De fortælle mig om det,” foreslog Booth Watson, hvorved han afslørede, at han stadig havde kontakt med Faulkner. ”Aktierne i mit firma, Marcel & Neffe, er styrtdykket på grund af al den negative omtale, der fulgte efter anholdelsen. Jeg har ikke lov til at handle på Børsen, så længe jeg er i fængsel, og har derfor brug for en, der vil købe 51 % af aktiebeholdningen til markedspris. Jeg vil betale ham dobbelt op for aktierne, samme dag jeg løslades.” ”Men det kan godt tage sin tid.” ”Jeg vil betale Dem dobbelt op, hvis De sørger for frifindelse.” Booth Watson nikkede igen og beviste dermed, at han var en hore, om end en ualmindeligt dyr en af slagsen.
*
William kunne ikke modstå fristelsen til at tage bussen tilbage til Brixton, men denne gang var han ikke sammen med fyrre be-væbnede politibetjente, der var kommet for at opløse den største narkoring i hovedstaden. I stedet var han omringet af en skare husmødre på vej ud for at købe ind. På turen kiggede han ned på nogle af de landmærker, som han huskede fra Operation Trojanske Hest bare dagen før. Denne bus standsede imidlertid ved alle stoppesteder for at tage nye passagerer om bord og slippe andre ud, og øverste dæk var ikke blevet omdannet til en kommandocentral, hvorfra Høgen kunne lede den største narkorazzia i The Mets historie. De to boligejendomme dukkede op lidt længere fremme. Ved det næste stoppested løb William ned ad trappen og sprang af bussen, hvor han stødte til sin kollega KA Jackie Roycroft, der sad i læskuret og ventede på ham. Denne dag var der ingen velplacerede udkigsmænd, der kunne forhindre dem i at gå ind i bygningen. Da de nærmede sig Blok B, gik en gammel kone forbi, skubbende en indkøbsvogn foran sig, der var fyldt til randen med tunge tasker. William havde ondt af hende, men et eller andet fik ham til at vende sig om og kigge en ekstra gang, før han fortsatte hen mod bygningen. Han og Jackie trådte ind i elevatoren – ingen dørmand til at forhindre dem i at gøre det – og Jackie trykkede på knappen til treogtyvende etage. ”Lejligheden er allerede blevet splittet ad af teknikerne, og de fandt ikke noget. Høgen syntes imidlertid, at vi skulle kigge efter en ekstra gang for at tjekke, om der var noget, de havde overset. De var færdige ved daggry,” fortalte Jackie ham. ”’Daggry, oh, det er umindelige tider, siden jeg sidst kunne feste til daggry, og ej heller dengang faldt det i min smag’,” drævede William. ”Hvor er det fra? Sig det nu,” sagde Jackie. ”Sir Harcourt Courtly til lady Gay Spanker i London Assurance.” Ved synet af det tomme udtryk i Jackies ansigt, tilføjede han: ”Skuespil af Dion Boucicault.” ”Tusind tak for denne uhyre interessante oplysning,” sagde Jackie, idet de forlod elevatoren og trådte ud i gangen, hvor de blev mødt af synet af en tung dør, der var stillet op ad væggen. Altmuligmanden havde ikke ulejliget sig med at brække de mange låse op, han havde simpelthen løftet døren af hængslerne og efterladt et hul ind til en hule. Aladdins Hule? ”Godt gået, Jim,” sagde William og trådte ind i en lejlighed, der nemt kunne have ligget i Mayfair. Stilfulde møbler i alle rum, et tæppe så tykt, at man sank ned i det, moderne malerier på alle vægge, blandt andet Bridget Riley, David Hockney og Allen Jones. Glaskunst fra Lalique stod spredt overalt i lejligheden og mindede William om, at Rashidi var vokset op i Frankrig. Det var et stort mysterium for ham, hvorfor en så kulturelt interesseret mand kunne ende som indbegrebet af ondskab. Jackie begyndte at gå stuen igennem med en tættekam på jagt efter noget narkorelateret, mens William koncentrerede sig om det store soveværelse. Han var ikke længe om at se, at teknikerne havde været ualmindeligt grundige, selv om han var forundret over manglen på helt dagligdags ting, som man ville have forventet at finde i en beboet lejlighed: kam, hårbørste, tandbørste, sæbe. Til gengæld var der en stribe jakkesæt fra Savile Row og en halv snes håndsyede skjorter fra Pink’s i Jermyn Street, der så ud, som om de lige var kommet tilbage fra renseriet. Alt sammen noget, som Booth Watson nemt ville kunne afvise som tilhørende hans klient. Så fik William imidlertid øje på de broderede initialer A.R. på en inderlomme i en af jakkerne. Ville Booth Watson også lige så nemt kunne afvise dette? William foldede jakken pænt sammen og lagde den ned i en bevispose. Det næste, han rettede opmærksomheden mod, var et fotografi i en elegant sølvramme indgraveret med et A på et sengebord, der førte tankerne hen på Bond Street snarere end på Brixton. Han tog det op og kiggede nærmere på kvinden på billedet. ”Der fik jeg dig,” sagde han og lagde den tunge sølvramme ned i en ny bevispose. Efter at have noteret nummeret på telefonen, der stod på den anden side af sengen, begyndte han at kigge nærmere på malerierne. Dyre og moderne, men ikke bevismateriale, medmindre det viste sig, at Rashidi havde købt dem af en anerkendt kunsthandler, der var parat til at vidne i retten og afsløre navnet på sin kunde. Det kom næppe til at ske, eftersom det risikerede at ødelægge mandens forretning. Han stod stille for at beundre et Warhol-maleri af Marilyn Monroe, som teknikerne havde stillet på gulvet efter at have fundet et uåbnet pengeskab under det. William gik straks på jagt efter altmuligmand Jim, der fandt et nøglebundt frem, der ville have imponeret Fagin. Det tog ham kun få minutter at åbne pengeskabet. William trak døren op kun for at se, at skabet var tomt. ”Fandens også. Han må have forberedt denne eventualitet.” Pludselig kom han i tanke om posedamen, der var gået forbi ham tidligere med sin propfyldte indkøbsvogn. Han vidste, at der havde været et eller andet forkert ved hende, og nu kom han i tanke om, hvad det var. Alt havde passet til rollen undtagen de spritnye Nike-løbesko. ”Fandens også,” gentog han, da Jackie kom til syne i døråb-ningen. ”Har du fundet noget, vi kan bruge?” spurgte hun. ”For det har jeg ikke.” William holdt med en fejende bevægelse bevisposen op med det sølvindrammede fotografi. ”Game, set and match,” sagde Jackie og gjorde forstilt honnør for sin chef. ”Partiet, ja,” sagde William. ”Muligvis også sættet. Men hvis det er Booth Watson, der skal forsvare Rashidi i Old Bailey, kan det gå begge veje med kampen.”
Det blinde øje er tredje bind i Warwick-serien.
Politikommisær William Warwick er en sympatisk og dynamisk mand. Han er gået undercover og skal undersøge om sin arbejdsplads Metropolitain Politi er præget af korruption.
Sammen med to kollegaer får han til opgave at følge inspektør Jerry Summers, en ung politimand, hvis overdrevne privatforbrug langt fra står mål med hans beskedne politiløn.
På samme tid krydses Williams og den berygtede narkobaron Assem Rashidis veje igen under retssagen mod Rashidi – hvor Williams far og søster står som anklagere.
Jeffrey Archer er tilbage med ny roman i serien om politikommisæren William Warwick. Start din læsning af den dramatiske og spændende fortælling her.
Jeffrey Archers karakter William Warwick er kendt som en dygtig og sympatisk politikommisær, og i Det blinde øje er han gået undercover. Warwick får sammen med to kollegaer til opgave, at afsløre omfanget af korruption på sin arbejdsplads Metropolitain Politi. Samtidigt krydser Assem Rashidi og William Warwicks veje atter i retssagen mod narkobaronen.
LÆS OGSÅ: Jeffrey Archer er klar med Warwick-serien – en ny storslået skæbnefortælling
Titlen på Jeffrey Archers nye roman er en henvisning til Lord Nelsons berømte citat fra Slaget på Reden i 1801, hvor han “satte kikkerten for det blinde øje”. Det engelske admiralskib sendte et signal til Lord Nelson om, at han skulle indstille angrebet på den danske flåde.
Nelson satte kikkerten for sit blinde øje og sagde: ”Jeg kan ikke se noget signal.” Efter således at have afvist at adlyde en ordre fortsatte Nelson angrebet og vandt slaget.
Læs et uddrag af romanen herunder.
Køb Det blinde øje online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 16 november.
Jeffrey Archer
Det blinde øje
Kapitel 1
19. maj 1987
Kriminalassistent Warwick var den første, der blinkede.
”Giv mig bare én god grund til, at jeg ikke skulle tage min afsked,” sagde han trodsigt.
”Jeg kan komme i tanke om fire,” svarede chefpolitiinspektør Hawksby til Williams overraskelse.
Selv kunne William komme i tanke om en, to, muligvis tre, men ikke fire, så han vidste, at Høgen havde trængt ham op i en krog. Han mente dog stadig, at han ville kunne bryde ud af den. Han tog sin afskedsbegæring op af en inderlomme og lagde den på bordet. En provokerende handling, selv om han ikke havde tænkt sig at række den videre, før Høgen havde afsløret sine fire grunde. Det, William ikke vidste, var, at hans far tidligere samme morgen havde ringet til Høgen for at advare om, at hans søn agtede at tage sin afsked, hvad der havde givet chefpolitiinspektøren tid til at forberede sig på kampen.
Efter at have lyttet til Sir Julians redegørelse for situationen for- stod Hawksby grunden til, at kriminalassistent Warwick ønskede at tage sin afsked. Det var ikke kommet som nogen overraskelse, og han agtede at komme Williams forberedte tale i forkøbet. ”Miles Faulkner, Assem Rashidi og kriminalkommissær Lamont,” sagde Høgen og sendte første bold af sted, uden dog at det var et servees.
William svarede ikke.
”Miles Faulkner er, som De ved, stadig på fri fod og er, på trods af at alle udrejsesteder er i højeste alarmberedskab, tilsyneladende forsvundet fra jordens overflade. Jeg har brug for Dem til at grave ham op af det hul, han har skjult sig i, og sætte ham bag tremmer, hvor han hører hjemme.”
”KA Adaja er udmærket i stand til at løse den opgave,” sagde William og sendte bolden tilbage over nettet.
”Men oddsene vil blive mærkbart bedre, hvis De og han samarbejder, ligesom I gjorde under Operation Trojanske Hest.”
”Hvis Assem Rashidi er Deres grund nummer to, så kan jeg forsikre Dem om, at kriminalkommissær Lamont har indsamlet mere end nok bevismateriale til at holde Rashidi indespærret i adskillige år, og De har med garanti ikke brug for mig til at holde Lamont i hånden,” sagde William og forsøgte at generobre initiativet.
”Det har De sikkert ret i, men sagen er, at Lamont tog sin afsked her til morgen,” gav chefpolitiinspektøren igen.
Det var anden gang, William faldt i baghold, og han nåede ikke at overveje konsekvenserne af denne udvikling, før Høgen tilføjede: ”Han måtte vinke farvel til sin pension, så måske vil han ikke være specielt samarbejdsvillig, når han engang skal vidne i Rashidis sag.”
”Han vil være rigeligt dækket ind med de penge, han fandt i den såkaldt tomme sportstaske i Rashidis narkofabrik,” sagde William uden at forsøge at skjule sin sarkasme.
”Faktisk ikke længere. Takket være Dem er hver eneste penny blevet returneret. Og jeg har helt sikkert ikke brug for to afskedsbegæringer på samme dag.”
”Femten-nul,” indrømmede William lavmælt.
”De er også det indlysende valg til at overtage Lamonts plads som anklagemyndighedens hovedvidne i Rashidisagen.”
Tredive-nul.
William spekulerede på, hvad andet Høgen havde i ærmet. Han besluttede at forholde sig tavs, indtil chefpolitiinspektøren havde sendt tredje bold af sted.
”Jeg talte med politidirektøren tidligt i morges,” fortsatte Hawksby efter en kort pause. ”Han bad mig om at nedsætte en ny arbejdsgruppe, som får til opgave at efterforske korruption i politiet.”
”The Met har allerede en antikorruptionsafdeling,” sagde William.
”Den nye enhed vil være mere proaktiv, og De vil skulle arbejde undercover. Politidirektøren har givet mig frie hænder til at vælge mit eget team med det ene formål at fjerne alle brodne kar fra politiets rækker, og dette er ordret gengivet. Han ønsker, at De skal være min efterforskningsleder med ansvar for de løbende sager og rapportere direkte til mig.”
”Politidirektøren aner ikke, hvem jeg er,” var Williams returbold nede fra baglinjen.
”Jeg fortalte ham, at det var Dem, der stod bag den succesfulde Operation Trojanske Hest.”
Fyrre-nul.
”Faktisk er det en luset tjans,” fortsatte Høgen. ”De kommer til at bruge meget af Deres tid på at efterforske kolleger, der kun er gået en lille smule over stregen.” Han tav lidt igen, før han sendte næste bold af sted. ”Politidirektøren er efter Lamonthændelsen ikke længere parat til at ignorere problemet, hvilket er grunden til, at jeg anbefalede Dem.”
Det var et servees, og William måtte indrømme, at han havde tabt første parti.
”Hvis De siger ja til opgaven, bliver dette Deres første sag,” sagde Høgen og skubbede en sagsmappe med påskriften FORTROLIGT hen over sit skrivebord.
William tøvede et øjeblik, udmærket klar over, at det var endnu en fælde, men kunne ikke modstå fristelsen til at åbne mappen.
KRIMINALASSISTENT J.R. SUMMERS stod der med store bogstaver på første side.
Williams tur til at serve.
”Jerry og jeg var på samme hold på Hendon,” sagde William. ”Han var et af de klogeste hoveder på vores hold. Det undrer mig ikke, han er blevet kriminalassistent. Vi regnede alle med, at han ville avancere hurtigt.”
”Og med god grund. Den første knast er et finde på en troværdig måde at genoptage kontakten på. Næste hurdle er at vinde hans fortrolighed og opklare om det, en overordnet politimand har beskyldt ham for, holder vand.”
Fodfejl.
”Men han vil næppe byde mig velkommen med et bamseknus, hvis han ved, jeg arbejder i Antikorruptionsafdelingen.”
”For så vidt angår alle i dette hus arbejder De stadig i Narkoaf-delingen og har travlt med at forberede Rashidis sag.”
Andenserv.
”Det er ikke den mest fristende tjans at udspionere sine venner og kolleger,” sagde William langsomt. ”Jeg vil blive stemplet som en lumpen undercoverstikker.”
”Jeg kunne ikke have udtrykt det bedre selv,” sagde Høgen. ”Men hvis det gør nogen forskel, så har KA Adaja og KA Roycroft allerede meldt sig, og jeg vil overlade det til Dem at finde yderligere to betjente, der kan træde ind i Deres team.”
Nul-femten.
”De har tilsyneladende glemt, sir, at KA Roycroft satte kikkerten for det blinde øje, dengang Lamont efter Operation Trojanske Hest tog for sig med den posefuld penge.”
”Nej, det gjorde hun ikke. KA Roycroft afleverede en fyldig rapport, stilet til mig personligt. Hvilket er en af grundene til, at jeg igen forfremmede hende til assistent.”
Nul-tredive.
”Den rapport burde have været offentliggjort,” sagde William.
”Ikke hvis det underminerede mit forsøg på at få Lamont til ikke alene at aflevere pengene, men også søge sin afsked.”
Nul-fyrre.
”Jeg er nødt til at diskutere Deres tilbud med Beth og mine forældre, før jeg beslutter mig,” sagde William og tog sig en drikkepause.
”Det er desværre ikke muligt,” sagde Høgen. ”Ingen uden for dette kontor må vide besked, hvis De siger ja til denne højst ømtålelige opgave. Selv Deres egen familie skal tro, at De stadig er tilknyttet narkoafdelingen og nørkler med forberedelserne til Rashidisagen. Og det er i det mindste den skinbarlige sandhed, for De kommer til at bestride begge jobs, indtil sagen er forbi.”
”Kan det snart blive værre?” spurgte William.
”Åh ja,” sagde Høgen. ”Jeg har af en overvagtmester i Penton ville fået at vide, at Assem Rashidi her til morgen har et møde med vores gamle ven Booth Watson. Jeg er derfor nødt til at sige, hr. kriminalinspektør, at det, der lignede en stensikker domfældelse, nu må anses for at være på vippen.”
William var et øjeblik om at opdage, at chefpolitiinspektøren havde sendt et servees af sted. Han tog sin afskedsbegæring op fra bordet og stak den tilbage i lommen.
*
”Vi ses om et par dage, Eddie,” sagde Miles Faulkner, da han steg ud af den anonyme varevogn og tog hul på den eneste del af sin flugt, der ikke havde været afholdt prøver på.
Han gik forsigtigt ned ad trampestien til stranden. Omkring hundrede meter længere fremme fik han øje på gløden af en cigaret: et fyrtårn, der guidede flugtfangen trygt væk fra klipperne.
En mand helt i sort kom ham i møde. De trykkede hinanden i hånden, men uden at sige noget. Kaptajnen førte sin eneste passager hen over sandet til en motorbåd, der lå og vuggede på det lave vand. Da de var kommet om bord, startede et besætningsmedlem motoren og sejlede dem ud til den ventende yacht.
Miles slappede først af, da kaptajnen havde lettet anker og sat sejl og råbte først hurra, da de var et godt stykke forbi sømilegrænsen. Han vidste selvfølgelig, at fængselsdommen ville blive fordoblet, hvis de fangede ham. Han vidste også, at han aldrig ville få en ny chance for at flygte.
Kapitel 2
Booth Watson satte sig over for sin potentielle klient, hvorefter han tog en omfangsrig sagsmappe op af sin Gladstonetaske og lagde den på glasbordet foran sig.
”Jeg har læst Deres sag med betydelig interesse, mr. Rashidi,” begyndte han. ”Lad mig hurtigt gå anklagerne imod Dem igennem og ridse mulighederne op for et forsvar imod dem.”
Rashidi nikkede, og på intet tidspunkt tog han øjnene fra ad-vokaten. Han havde stadig ikke besluttet, om han skulle engagere den mand, som Faulkner kaldte BW. Trods alt kunne en dom på livsvarigt fængsel stå og falde med sådan en beslutning. Han havde brug for en King Charles-spaniel til at afvæbne nævningetinget krydset med en rottweiler, der kunne flænse anklagemyndighedens vidner i stumper og stykker. Var Booth Watson dette dyr?
”Anklagemyndigheden har sat sig for at bevise, at De stod i spidsen for et narkoimperium. Den vil anklage Dem for at importere store mængder heroin, kokain og andre ulovlige stoffer, fra hvilke De angiveligt har haft en fortjeneste på adskillige millioner pund, samt at De kontrollerede et forbryderisk netværk bestående af agenter, forhandlere og kurerer. Jeg vil fremføre den påstand, at De kun var en uskyldig tilskuer, der blev fanget i krydsild i en razzia, som Londons politi havde iværksat, og at ingen kunne være mere forfærdet end Dem, da det gik op for Dem, hvad ejendommen blev brugt til.”
”Vil De kunne fikse nævningetinget?” spurgte Rashidi.
”Ikke i det her land,” svarede Booth Watson bestemt.
”Hvad med dommeren? Kan han købes? Eller afpresses?” ”Nej. Jeg har imidlertid for nylig opdaget noget om dommer Whittaker, der kan vise sig at være pinligt for ham og derfor nyttigt for os. Det er imidlertid en oplysning, der skal dobbelttjekkes.”
”Hvad drejer det sig om?” forlangte Rashidi at få at vide.
”Jeg er ikke parat til at fortælle Dem det, medmindre og før jeg har besluttet, om jeg ønsker at repræsentere Dem.”
Det var aldrig faldet Rashidi ind, at Booth Watson ikke kunne købes. Efter hans mening var advokater ikke en tøddel bedre end gadepiger: Det eneste, man tingede om, var prisen.
”Lad os imens udnytte vores sparsomme tid til at gå anklagerne nøje igennem og Deres mulige forsvar imod dem.”
To timer efter havde Rashidi besluttet sig. Booth Watsons utrolige greb om detaljer og om, hvordan man kunne bøje loven uden at bryde den, havde anskueliggjort, hvorfor Miles Faulkner havde så høje tanker om ham. Men ville advokaten være parat til at forsvare ham, når han ikke havde et ben, for ikke at tale om en fod, at stå på?
”Som De ved, har anklagemyndigheden sat 15. september som tentativ dato for første retsdag i Old Bailey,” sagde Booth Watson.
”I så fald her jeg brug for at konsultere Dem med jævne mellemrum.”
”Jeg tager et hundrede pund i timen.”
”Jeg vil betale Dem ti tusind på forskud.”
”Retssagen kommer til at tage adskillige dage, muligvis adskillige uger. Efterregningen kan blive betydelig.”
”I så fald gør vi det til tyve tusind,” sagde Rashidi.
Booth Watson nikkede uden at kommentere det. ”Der er endnu en ting, De bør vide,” sagde han. ”Anklagemyndigheden vil være repræsenteret af Sir Julian Warwick, der ligesom mig er kronjurist. Hans datter Grace vil agere som hans junioradvokat.”
”Og hans søn håber utvivlsomt stadig på at kunne vidne.”
”Hvis han er forhindret i at vidne, har De tabt, endnu før sagen er begyndt,” sagde Booth Watson bestemt.
”I så fald vil henrettelsen blive udsat, i det mindste indtil De har haft mulighed for at dissekere ham i vidneskranken.”
”Det er slet ikke sikkert, at jeg vil krydsforhøre manden med det rammende navn ’Kordrengen’. Det er den knap så helgenagtige ekskommissær Lamont, som jeg vil have nævningene til at huske, ikke kriminalassistent William Warwick,” sagde Booth Watson. I det samme gik døren op, og vagthavende betjent stak hovedet indenfor.
”Fem minutter, sir. De har allerede overskredet den tilladte besøgstid.”
Booth Watson nikkede. ”Har De yderligere spørgsmål, mr. Rashidi?” spurgte han, da døren var gået i igen.
”Har De hørt fra Miles for nylig?”
”Mr. Faulkner er ikke længere min klient.” Booth Watson tøvede et øjeblik. ”Hvorfor spørger De?” spurgte han så.
”Jeg har muligvis et fristende investeringsforslag til ham.” ”Måske kunne De fortælle mig om det,” foreslog Booth Watson, hvorved han afslørede, at han stadig havde kontakt med Faulkner.
”Aktierne i mit firma, Marcel & Neffe, er styrtdykket på grund af al den negative omtale, der fulgte efter anholdelsen. Jeg har ikke lov til at handle på Børsen, så længe jeg er i fængsel, og har derfor brug for en, der vil købe 51 % af aktiebeholdningen til markedspris. Jeg vil betale ham dobbelt op for aktierne, samme dag jeg løslades.”
”Men det kan godt tage sin tid.”
”Jeg vil betale Dem dobbelt op, hvis De sørger for frifindelse.”
Booth Watson nikkede igen og beviste dermed, at han var en hore, om end en ualmindeligt dyr en af slagsen.
*
William kunne ikke modstå fristelsen til at tage bussen tilbage til Brixton, men denne gang var han ikke sammen med fyrre be-væbnede politibetjente, der var kommet for at opløse den største narkoring i hovedstaden. I stedet var han omringet af en skare husmødre på vej ud for at købe ind.
På turen kiggede han ned på nogle af de landmærker, som han huskede fra Operation Trojanske Hest bare dagen før. Denne bus standsede imidlertid ved alle stoppesteder for at tage nye passagerer om bord og slippe andre ud, og øverste dæk var ikke blevet omdannet til en kommandocentral, hvorfra Høgen kunne lede den største narkorazzia i The Mets historie.
De to boligejendomme dukkede op lidt længere fremme. Ved det næste stoppested løb William ned ad trappen og sprang af bussen, hvor han stødte til sin kollega KA Jackie Roycroft, der sad i læskuret og ventede på ham. Denne dag var der ingen velplacerede udkigsmænd, der kunne forhindre dem i at gå ind i bygningen.
Da de nærmede sig Blok B, gik en gammel kone forbi, skubbende en indkøbsvogn foran sig, der var fyldt til randen med tunge tasker. William havde ondt af hende, men et eller andet fik ham til at vende sig om og kigge en ekstra gang, før han fortsatte hen mod bygningen. Han og Jackie trådte ind i elevatoren – ingen dørmand til at forhindre dem i at gøre det – og Jackie trykkede på knappen til treogtyvende etage.
”Lejligheden er allerede blevet splittet ad af teknikerne, og de fandt ikke noget. Høgen syntes imidlertid, at vi skulle kigge efter en ekstra gang for at tjekke, om der var noget, de havde overset. De var færdige ved daggry,” fortalte Jackie ham.
”’Daggry, oh, det er umindelige tider, siden jeg sidst kunne feste til daggry, og ej heller dengang faldt det i min smag’,” drævede William.
”Hvor er det fra? Sig det nu,” sagde Jackie.
”Sir Harcourt Courtly til lady Gay Spanker i London Assurance.” Ved synet af det tomme udtryk i Jackies ansigt, tilføjede han: ”Skuespil af Dion Boucicault.”
”Tusind tak for denne uhyre interessante oplysning,” sagde Jackie, idet de forlod elevatoren og trådte ud i gangen, hvor de blev mødt af synet af en tung dør, der var stillet op ad væggen.
Altmuligmanden havde ikke ulejliget sig med at brække de mange låse op, han havde simpelthen løftet døren af hængslerne og efterladt et hul ind til en hule. Aladdins Hule?
”Godt gået, Jim,” sagde William og trådte ind i en lejlighed, der nemt kunne have ligget i Mayfair. Stilfulde møbler i alle rum, et tæppe så tykt, at man sank ned i det, moderne malerier på alle vægge, blandt andet Bridget Riley, David Hockney og Allen Jones. Glaskunst fra Lalique stod spredt overalt i lejligheden og mindede William om, at Rashidi var vokset op i Frankrig. Det var et stort mysterium for ham, hvorfor en så kulturelt interesseret mand kunne ende som indbegrebet af ondskab.
Jackie begyndte at gå stuen igennem med en tættekam på jagt efter noget narkorelateret, mens William koncentrerede sig om det store soveværelse. Han var ikke længe om at se, at teknikerne havde været ualmindeligt grundige, selv om han var forundret over manglen på helt dagligdags ting, som man ville have forventet at finde i en beboet lejlighed: kam, hårbørste, tandbørste, sæbe. Til gengæld var der en stribe jakkesæt fra Savile Row og en halv snes håndsyede skjorter fra Pink’s i Jermyn Street, der så ud, som om de lige var kommet tilbage fra renseriet. Alt sammen noget, som Booth Watson nemt ville kunne afvise som tilhørende hans klient. Så fik William imidlertid øje på de broderede initialer A.R. på en inderlomme i en af jakkerne. Ville Booth Watson også lige så nemt kunne afvise dette? William foldede jakken pænt sammen og lagde den ned i en bevispose. Det næste, han rettede opmærksomheden mod, var et fotografi i en elegant sølvramme indgraveret med et A på et sengebord, der førte tankerne hen på Bond Street snarere end på Brixton. Han tog det op og kiggede nærmere på kvinden på billedet.
”Der fik jeg dig,” sagde han og lagde den tunge sølvramme ned i en ny bevispose.
Efter at have noteret nummeret på telefonen, der stod på den anden side af sengen, begyndte han at kigge nærmere på malerierne. Dyre og moderne, men ikke bevismateriale, medmindre det viste sig, at Rashidi havde købt dem af en anerkendt kunsthandler, der var parat til at vidne i retten og afsløre navnet på sin kunde. Det kom næppe til at ske, eftersom det risikerede at ødelægge mandens forretning.
Han stod stille for at beundre et Warhol-maleri af Marilyn Monroe, som teknikerne havde stillet på gulvet efter at have fundet et uåbnet pengeskab under det. William gik straks på jagt efter altmuligmand Jim, der fandt et nøglebundt frem, der ville have imponeret Fagin. Det tog ham kun få minutter at åbne pengeskabet. William trak døren op kun for at se, at skabet var tomt.
”Fandens også. Han må have forberedt denne eventualitet.” Pludselig kom han i tanke om posedamen, der var gået forbi ham tidligere med sin propfyldte indkøbsvogn. Han vidste, at der havde været et eller andet forkert ved hende, og nu kom han i tanke om, hvad det var. Alt havde passet til rollen undtagen de spritnye Nike-løbesko.
”Fandens også,” gentog han, da Jackie kom til syne i døråb-ningen.
”Har du fundet noget, vi kan bruge?” spurgte hun. ”For det har jeg ikke.”
William holdt med en fejende bevægelse bevisposen op med det sølvindrammede fotografi.
”Game, set and match,” sagde Jackie og gjorde forstilt honnør for sin chef.
”Partiet, ja,” sagde William. ”Muligvis også sættet. Men hvis det er Booth Watson, der skal forsvare Rashidi i Old Bailey, kan det gå begge veje med kampen.”
Det blinde øje er tredje bind i Warwick-serien.
Politikommisær William Warwick er en sympatisk og dynamisk mand. Han er gået undercover og skal undersøge om sin arbejdsplads Metropolitain Politi er præget af korruption.
Sammen med to kollegaer får han til opgave at følge inspektør Jerry Summers, en ung politimand, hvis overdrevne privatforbrug langt fra står mål med hans beskedne politiløn.
På samme tid krydses Williams og den berygtede narkobaron Assem Rashidis veje igen under retssagen mod Rashidi – hvor Williams far og søster står som anklagere.
Du kan købe Det blinde øje online, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: