Danske romaner Ditte Holm Bro Fiktion Læseprøve og uddrag Skønlitteratur

Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler: Ditte Holm Bro aktuel med ny, poetisk roman om kvindeskæbner i 1950’erne

Ditte Holm Bro, gode bøger, poetiske bøger

“Ditte Holm Bros anden udgivelse fletter sig elegant og måske utilsigtet ind i den evige debat om kvinders arbejde i hjemmet. Men den er mere end det – heriblandt én af årets hidtil bedste danske romaner”, skrev anmelderen fra Ekstra Bladet og gav bog 5 stjerner. Her får du et uddrag af romanen, der med smukt sprog og stærke karakterer tegner et portræt af kvinder i 1950’ernes Danmark og deres kamp for at finde deres plads i verden.


Venskab og solidaritet er i fokus, når romanen Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler af Ditte Holm Bro beskriver de stærke bånd, der kan opstå mellem kvinder i en verden, der ikke altid giver dem plads til at udfolde sig. Ditte Holm Bro skriver en fængslende beretning om længslen efter mere i livet og hverdagens desperation.

Valborg er tyndslidt af fattigdom og børnepasning. En tidlig morgen driver kælderlejlighedens fugt og børnenes gråd hende ud på gaden og gennem den jyske provinsby, hvor hun bor, med sin ene søn på armen og den anden i barnevognen.

LÆS OGSÅ: 34 bøger om stærke kvinder og utrolige kvindeliv

Hun ender på dørtærsklen til sin velstående svigerindes byhus, og da Johanne lukker op, rækker Valborg hende sit ældste barn og tager hjem igen med sit yngste. Johanne, der længe har kæmpet en forgæves kamp for at blive gravid, tager imod Valborgs etårige søn velvidende, at denne gang handler det om mere end bare et par timers pasning.

Syv år senere møder vi de to kvinder igen – på en enkelt skæbnesvanger decemberdag – og undertrykte følelser og tanker vælder frem.

LÆS OGSÅ “Jeg vil skrive om sprækkerne i den glatte, blanke lykke.” Interview med Ditte Holm Bro

Ditte Holm Bro udforsker komplekse temaer som identitet, kærlighed og tab på en følsom og poetisk måde. Der gemmer sig mere inspiration til fantastiske læseoplevelser på Lindhardt og Ringhofs Facebook-side.

Læs første del af Ditte Holm Bros Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler herunder.




Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler

Ditte Holm Bro




Valborgs mund er åben. Lidt savl siver fra mundvigen og ned på puden. Et barn ligger skubbet ind i hendes armhule, spædt og mørkhåret med et hastigt åndedræt flakkende under ribbensbuen. Ved siden af sover et etårsbarn i sin tremmeseng.

Morgenlyset er tamt og melet i den trange kælderlejlighed, og hen over gulvet løber en kakerlak (en foret lyd, der ligger inde med en større). Det ældste barn rører på sig; den buttede arm har sat sig fast mellem sengens tremmer.

Valborg vågner og opfatter hele rummet, går fra hvile til beredskab på et splitsekund. Hun befrier barnets arm og stryger det over næseryggen for at vise det tilbage til søvnen. Men barnet har slået sine glasblå øjne op og kigger vagtsomt rundt i kælderen.

Der er ikke noget at gøre. Valborg må op, vinde lidt tid, inden den mindste også vågner. Hun løfter sig op på albuerne, lirker sig fri af spædbarnet og ud af sengen. Kulden fra de hårde fliser slår op under fodsålerne.

Hun hælder vand fra kedlen over i fadet og plasker det i ansigtet. Gisper. Hårene på skinnebenet har rejst sig som en pels. Hun gnider sæbe under armene. En ny lugt er begyndt at trække ud gennem hendes porer. En lugt af jord og fugten, der sidder i væggen.

Hun lister hen over gulvet, trækker den lurvede kjole over hovedet. Idet hun træder i skoene, kommer hun til at puffe til natpotten, emaljen skraber hæst mod muren. Valborg farer sammen. Barnet i tremmesengen rækker sine arme frem mod hende. Hun sætter en stejl finger for læberne, tysser på ham, selvom han ingenting har sagt.

Hun skal huske at trække vejret, siger Johanne, træk vejret, Valborg, og Valborg trækker den klamme fugt fra væggene ned i sine lunger. Hendes nerver er flossede som tapetet, der hænger i strimlede laser i hjørnet over sengen.

Lugten af urin (fra natpotten, børnenes bleer) er et lille spjæt i rummet, et skær af eddike og overgæret øl. Hun støtter sig til væggen, lader svimmelheden skylle gennem kroppen, blodet der ikke vil vågne.

Spædbarnet rører på sig i sengen. Dunker sit tunge hoved, som det knap kan løfte, ned mod madrassen. Det søger et bryst i stoffet, der lugter af den mælk, det selv har gylpet op. Valborg overvældes af ømhed og angst. Barnet er fortabt, det er kun hende, der kan redde det. Hun er for mægtig.

Dunkene mod madrassen bliver mere og mere desperate, barnet begynder at klynke. Valborg stivner foran gråden. Inde i hjørnet bag brændeovnen sidder en kakerlak med lange antenner. Den registrerer hver eneste bevægelse i kælderlejligheden og rapporterer til de andre kakerlakker, der holder til i hulrummene inde bag væggen.

Gråden vokser, stiger brat fra klynk til vræl. Og gråden er et signal til kakerlakkerne, der nu myldrer frem, hundredvis af dem, rødbrune kroppe, hårde under de dunede skjolde. De slår antennerne sammen, gnider deres ender mod hinanden og piler hen over gulvet.

Fra alle sider kommer gråden farende mod hende, trænger ind gennem hendes hud, som er så fyldt med sprækker. Kakerlakkerne vil overtage hende, ikke bare kælderen men selve Valborg, de har opfanget hendes svaghed, at hun er for åben, ikke ejer deres skjold.

Valborg føler sig uvirkelig. Svajer som en tynd stilk i rummet. (Måske overlevede hun alligevel ikke fødslen, måske er det fra døden, hun drømmer nu). Noget koldt og kriblende lander på hendes håndryg. Hun ryster det af sig, udstøder et kort skrig og kommer til sig selv.

Så så, siger hun. Løfter barnet og gråden op fra sengen, holder dem ind til sig (den lille istap-næse mod kravebenet) for at videregive kroppens varme.

Hun går rundt i den lille cirkel, rummet tillader, med fjed i knæene. Så så, mor er her, trøster hun sig selv og barnet, så så. Men barnet lader sig ikke trøste, det fortsætter med at skrige med samme lammende intensitet.

Sveden driver af hende, løber fra armhulerne ned over hofterne. Hendes hoved er beton, hun kan ikke tænke. Sulten spræller som et genstridigt foster bag navlen.

Valborg er bange for at tabe barnet, det dunker sit hoved mod hendes bryst som en, der vil ind i kødet. Store idiot. Hun sætter sig på sengekanten og løfter op i uldundertrøjen. Den lille mund griber fat om brystvorten og suger. Alvorligt og henført. Med et dybt træk (ned gennem kroppens historie) løber mælken fra kirtlerne.

Valborg skæver over mod mørket bag brændeovnen. Kakerlakkerne har trukket sig tilbage. Hun lukker øjnene og sover næsten, drømmer om store blytunge mælkejunger fyldt med skvulpende, livgivende søvn.

Det banker på døren. Valborg hives brat ud af mælkedøsen, strammer sit greb om den lille bylt, der ligger ved hendes bryst. Det banker igen, hårdt, indtrængende. Etårsbarnet gemmer sig under dynen, synes det er en leg.

– Luk op!

Valborg holder vejret. Det er udlejeren, hun kender hans stemme, hans blik. Selv her bag den lukkede dør kan hun mærke det bore i hende.

– Jeg ved, I er derinde!

Etårsbarnet stikker hovedet frem fra dynen, kuk-kuk, siger han og ler en uimodståelig latter. Valborg lukker øjnene, mærker mælken løbe gennem sig.

– Jeg kommer igen i morgen, siger udlejeren.

Hans ben flimrer forbi kældervinduet.

Man ligger, som man har redt, kan Valborg høre kakerlakkerne nå til enighed om inde bag væggen. Med den frie hånd glatter hun på lagenet, fyldt med mælkeskjolder, den jordslåede sved.

Her og nu forbander hun Aksel, ham og hans opkørte ideer. Den ild han kommer hjem med i øjnene, hver gang han har fundet en ny måde at tjene penge på, snart er det ensilage, han slår sig på, snart ejendomshandel, og nu er det et vaskeri, der skal redde dem ud af de fugtige kældre.

Der er ingen grænser for, hvilke liv de så kan leve. Hun forbander sig selv for hver gang at hoppe på den.

Men Valborg har hårdt brug for at drømme. Det fattige har sat sig som en sump i hendes hoved, en smattet forestillingsevne. Hun har brug for at tro på Aksel, hele hans tvivlsomme eventyr, hun har ikke råd til andet.

Brat kaster barnet hovedet bagover, slipper brystvorten med et ryk. Et jag af smerte skyder fra brystet og ud i fingerspidserne. Valborg prøver at genne vorten tilbage i den lille mund, men barnet spænder op som en flitsbue, det skriger sig rødt og forvrænget i hendes arme, og nu stemmer det større barn også i.

Det svimler for Valborg. Mælken drypper fra hendes bryst ned på det kolde kældergulv. Det store barn skriger kraftigere end spædbarnet, men ikke lige så skingert. Mor, råber han, dette barn hun har kaldt Poul. Shhh, så kakerlakkerne ikke vågner, shhh, så de ikke kommer klikkende på deres små, spaltede ben. En tåge breder sig for Valborgs blik.

Gråden truer med at ødelægge hende. Den skræller hende som en kartoffel, skræller og skræller, til hun næsten forsvinder, snart vil hun ikke være andet end en lille melet klump på kældergulvet (som kakerlakkerne vil elske at æde). Valborg må redde sig selv.

Hun lægger den skrigende baby fra sig på sengen. Holder hænderne for ørerne, holder en hånd over barnets mund og over sin egen, græder om kap med børnene og fugten, der driver langs væggene.
Pludselig, midt i gråden, denne jammer, står det klart for hende; det her kan ikke blive ved. Hun kan ikke mere.

Hun trækker Poul i smækbukserne og den fløjlsstribede hue. Spædbarnet (hun tror nok, han hedder Finn) lægger hun ned i den barnevogn, Johanne har skaffet hende, den cremehvide kaleche, det fineste hun ejer.

I samme øjeblik de træder ud ad døren, falder han til ro, denne mulige Finn, med et slag fra den kolde luft. Valborg går gennem smøgen ved værtshuset og den syrlige lugt af cigaretter og sæd. Hun er for udmattet til at græde mere.

På hovedgaden sætter frosten sine tænder i kinderne og giver hende mod. Poul er rolig. Sidder på hendes arm, tungt som et lod, og peger på kirken. Han presser læberne sammen og efterligner en bil, der kører forbi. Med en søvngængers ro skubber Valborg vognen og sig selv frem mod Johannes hus.

Enkelte steder skyder en ansamling vintergækker deres grønne spyd op gennem den hårde jord. Hvert åndedrag i kulden er som at indånde glas, trække splintrede skår ned i lungerne, det både renser og skærer.

Johanne åbner i sin morgenkåbe; sikke et tidspunkt de er ude. Vil hun ikke ind? Have en kop te? Sidde lidt? Valborg ryster på hovedet. Hun kysser det lille hoved med den fløjlsstribede hat. Det er overraskende nemt at give ham fra sig. Det er bare at række armene frem og ind over dørens tærskel; hér.

Johanne tager imod Poul, som så ofte før, men fornemmer, at det her er noget andet. De sorte rande under

Valborgs øjne, den slæbende gang, hvormed hun nu forsvinder ned ad Harbogade.

På vej hjem fra Johanne med et barn mindre i sin varetægt; noget stort og tungt letter fra Valborgs skuldre, hun føler sig som et blødt dun efter det, der er fløjet.




Ditte Holm Bro: Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler

♥️♥️♥️♥️♥️ ” En støvsmuk roman” – Politiken

★★★★★ “Én af årets hidtil bedste danske romaner” – Ekstra Bladet
Valborg er tyndslidt af fattigdom og børnepasning. En tidlig morgen driver kælderlejlighedens fugt og børnenes gråd hende til at vandre gennem provinsbyen, hvor hun bor, med sin ene søn på armen og den anden i barnevognen. Hun ender på dørtærsklen til sin velstående svigerindes byhus, og da Johanne lukker op, rækker Valborg hende sit ældste barn og tager hjem igen med sit yngste. Johanne, der længe har kæmpet en forgæves kamp for at blive gravid, tager imod Valborgs etårige søn velvidende, at denne gang handler det om mere end bare et par timers pasning.
Syv år senere møder vi de to kvinder igen – på en enkelt skæbnesvanger decemberdag – og undertrykte følelser og tanker vælder frem.
Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler er et indfølt portræt af to forbundne kvindeskæbner i en tid, som både adskiller sig fra og har formet vores egen. Og det er en fortælling om de store dramaer og umulige drømme, der udspiller sig inden for hjemmets fire vægge – og i hverdagens almindelige bevægelser.

Du kan købe Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler i din nærmeste boghandel eller online fx. hos Bog og idé.




Ditte Holm Bro

Trænger du til mere inspiration? Læs også 15 romaner du skal læse i 2023 – her venter fantastiske læseoplevelser