INTERVIEW | Thomas Korsgaard afslutter sin trilogi om Tue med romanen Man skulle nok have været der. Her er Tue kommet væk fra familien og huset for enden af verdens længste grusvej – men livet i København er ingen dans på roser.
Du er vendt tilbage til Tue endnu engang. Hvorfor egentlig ?
Min anden roman, En dag vil vi grine af det, ender med, at Tue står af linje 888 på Valby station med en sæk ejendele over skulderen. Så han kom altså væk fra Skive og var sendt lidt afsted.
I forlængelse af udgivelsen har jeg holdt en del foredrag og mødt rigtig mange af mine læsere. Og flere af dem kom op til mig og sagde: ”Åh, det var godt, Tue kom til København, at han kom væk derhjemmefra, og at det gik godt!” Altså: folk har læst romanen sådan, at Tue kom i sikkerhed og nu flaskede livet sig for ham.
Og det gik mig lidt på, for sådan tænkte jeg det faktisk ikke. Jeg har tænkt en del på, hvordan det mon skulle gå ham i København, og jeg har været bekymret for ham.
Og jeg fik brug for at vise, at det at bryde et mønster og det at bryde ud af en dysfunktionel familie, det handler altså om andet og mere end bare at komme fysisk væk, det er ikke nok at rejse, for du har jo stadig den hale med dig. Det er sværere end det ser ud.
Så det blev mig mere og mere magtpåliggende at skildre, hvor svært det faktisk ville være for Tue i København. Og det er så blevet til den her bog.
En af de ting, Tue kæmper med i København er, at han ikke har et sted at bo – og hans hjemløshed fylder meget i bogen. Hvorfor?
Romanens første sætning er:
”Jeg bærer alting ned til storskrald”.
Det er også den sætning, der satte bogen i gang for mig. Tue smider alt ud, fordi han er blevet smidt ud af det værelse, han har lejet, og han har ikke et sted at flytte hen
Tue er aldrig Hus Forbi-hjemløs, herbergs-hjemløs, men han famler rundt. Han er hjemløs på den måde at han ikke har sit eget. Han må sove på en sofa hist og her, han må lige overnatte lidt på sit arbejde i al hemmelighed – den slags.
Det med at leve et kludetæppe-liv, hvor man kan bo en måned her, så en måned dér, så kan man få en fremleje lidt, det kan jeg relatere til. Jeg fik først for et par år siden min egen lejlighed i København, og før det har jeg levet et liv, hvor jeg boede lidt rundt omkring.
Jeg har først for nylig købt gode spisebordsstole, en sofa, et tæppe og alle de der ting, man ellers har, for at kunne kalde det sted, man bor, for et hjem. Det havde jeg ladet være med i rigtig lang tid, måske fordi jeg havde fået installeret en grundfølelse inde i mig selv af, at:
‘Nå, men det kan jo også være, jeg snart skal videre igen’.
Dén følelse kommer jo af, at jeg længe har levet ’hjemløst’ i den forstand, at jeg ikke har haft min egen bolig.
Ja, for ud over den helt konkrete hjemløshed, så han hjemløs i den forstand, at han ikke har kontakt til sin familie, han ved ikke hvad han skal her i tilværelsen, han har ikke særlig mange venner. Så han er også identitetsmæssigt hjemløs.
Og så lever han jo under pres på flere måder. Han er i konstant alarmberedskab, fordi han helt praktisk ikke må blive opdaget, når han fx sover på sit arbejde. Men han har jo også nogle traumer med sig, fordi han er vokset op med vold i familien.
Deri var noget, der var vigtigt for mig at få med i bogen, for selvom den dysfunktionelle opvækst ikke ligefrem er et underbeskrevet tema i litteraturen, så mangler jeg selv at finde bøger om de traumer, man bærer med sig fra sådan en opvækst.
Tue er også i konstant alarmberedskab i den forstand, at selvom familien egentlig ikke er ret meget til stede i den her roman, så er de der alligevel hele tiden. For hver gang nogen rører ved Tue eller siger noget til ham på en bestemt måde, så er han nærmest tilbage hos dem. Han reagerer næsten, som hvis han havde en PTSD-diagnose.
Dine to første romaner om Tue er blevet læst som autobiografiske. Hvor meget af den her roman er baseret på dit eget liv?
Ja, mine bøger er jo i høj grad blevet læst i direkte forlængelse af mit eget liv – også meget mere end de reelt er.
For mig er alt, hvad jeg skriver ét stort sammensurium af alt muligt på én gang – og det sagde jeg egentlig også, dengang min debutroman udkom. Når jeg skriver, bruger jeg både mine erfaringer, skriver på min egen frygt, på mine drømme – det er en konstruktion af alt muligt på én gang.
Jeg forpligter mig ikke på virkeligheden, jeg finder på alt muligt og lader min fortællelyst rive mig med. Jeg gør egentlig bare det, jeg synes er bedst, for at fortælle historien på bedste vis. Så jeg tror ikke, man kan dele det sådan op: er det fiktion eller ikke fiktion? Det er det hele på én gang.
Og jeg synes det er lidt uinteressant at køre rundt i det spor om forholdet mellem virkelighed og fiktion. Og lidt af samme grund, så har jeg lagt et lille drilleri ind i romanen til alle dem, der går sådan op i det.
Med romanen her, den tredje og formentlig sidste roman om Tue, der har jeg som forfatter prøvet efter bedste evne at følge ham… lidt hjem. Lidt på vejen hjem. For jeg synes ikke jeg kunne være bekendt at lade ham stå og flagre på Valby Station. Det er ikke værdigt at lade sin hovedperson hænge dér resten af livet.
Se en video hvor Thomas Korsgaard fortæller:
Thomas Korsgaard: Man skulle nok have været der
Vinder af De Gyldne Laurbær.
Tue bor ikke længere hjemme – ja, faktisk bor han slet ingen steder, da han er blevet smidt ud af sin lejlighed på Frederiksberg.
Nu aner han ikke, hvor han skal tage, for han kan i hvert fald ikke tage hjem til Skive og sin voldelige far. I stedet flakker han rundt på gaden, indtil han en dag møder pigen Victoria, som lever et ganske andet liv end han selv.
Man skulle nok have været der er tredje bog om Tue, som vi mødte første gang i Hvis der skulle komme et menneske forbi. En rammende fortælling om at stå udenfor fællesskabet og drømme om at finde hjem.
Thomas Korsgaards novellesamling Snydt ud af næsen
Seksten noveller du aldrig glemmer – fra et sted du aldrig har hørt om.
Snydt ud af næsen foregår i en lille by, hvor alle kender alle – og ikke kun for det gode. Alle ved, at man skal holde sig fra klovbeskæreren Åge Jørgensen og hans søn. Og alle glæder sig til det årlige kræmmermarked. På dette ”sted, der næsten ikke er til stede” sker tragedier, som er svære at tilgive, og menneskelige katastrofer, som ingen taler højt om.
Mens konkursen truer, fortsætter hverdagen: Søren starter på et kursus i madlavning for mandfolk for at imponere sin ekskone, og et ungt par kommer hele vejen fra storbyen for at tilbringe en romantisk weekend på landevejskroen kun for at opdage, at de er stedets eneste gæster.
INTERVIEW | Thomas Korsgaard afslutter sin trilogi om Tue med romanen Man skulle nok have været der. Her er Tue kommet væk fra familien og huset for enden af verdens længste grusvej – men livet i København er ingen dans på roser.
Du er vendt tilbage til Tue endnu engang. Hvorfor egentlig ?
Min anden roman, En dag vil vi grine af det, ender med, at Tue står af linje 888 på Valby station med en sæk ejendele over skulderen. Så han kom altså væk fra Skive og var sendt lidt afsted.
I forlængelse af udgivelsen har jeg holdt en del foredrag og mødt rigtig mange af mine læsere. Og flere af dem kom op til mig og sagde: ”Åh, det var godt, Tue kom til København, at han kom væk derhjemmefra, og at det gik godt!” Altså: folk har læst romanen sådan, at Tue kom i sikkerhed og nu flaskede livet sig for ham.
LÆS OGSÅ: “Det kan føles meget hensynsløst at skrive” – interview med Thomas Korsgaard
Og det gik mig lidt på, for sådan tænkte jeg det faktisk ikke. Jeg har tænkt en del på, hvordan det mon skulle gå ham i København, og jeg har været bekymret for ham.
Og jeg fik brug for at vise, at det at bryde et mønster og det at bryde ud af en dysfunktionel familie, det handler altså om andet og mere end bare at komme fysisk væk, det er ikke nok at rejse, for du har jo stadig den hale med dig. Det er sværere end det ser ud.
Så det blev mig mere og mere magtpåliggende at skildre, hvor svært det faktisk ville være for Tue i København. Og det er så blevet til den her bog.
En af de ting, Tue kæmper med i København er, at han ikke har et sted at bo – og hans hjemløshed fylder meget i bogen. Hvorfor?
Romanens første sætning er:
”Jeg bærer alting ned til storskrald”.
Det er også den sætning, der satte bogen i gang for mig. Tue smider alt ud, fordi han er blevet smidt ud af det værelse, han har lejet, og han har ikke et sted at flytte hen
Tue er aldrig Hus Forbi-hjemløs, herbergs-hjemløs, men han famler rundt. Han er hjemløs på den måde at han ikke har sit eget. Han må sove på en sofa hist og her, han må lige overnatte lidt på sit arbejde i al hemmelighed – den slags.
Det med at leve et kludetæppe-liv, hvor man kan bo en måned her, så en måned dér, så kan man få en fremleje lidt, det kan jeg relatere til. Jeg fik først for et par år siden min egen lejlighed i København, og før det har jeg levet et liv, hvor jeg boede lidt rundt omkring.
Jeg har først for nylig købt gode spisebordsstole, en sofa, et tæppe og alle de der ting, man ellers har, for at kunne kalde det sted, man bor, for et hjem. Det havde jeg ladet være med i rigtig lang tid, måske fordi jeg havde fået installeret en grundfølelse inde i mig selv af, at:
‘Nå, men det kan jo også være, jeg snart skal videre igen’.
Dén følelse kommer jo af, at jeg længe har levet ’hjemløst’ i den forstand, at jeg ikke har haft min egen bolig.
Og så er Tue også hjemløs på en anden måde…?
Ja, for ud over den helt konkrete hjemløshed, så han hjemløs i den forstand, at han ikke har kontakt til sin familie, han ved ikke hvad han skal her i tilværelsen, han har ikke særlig mange venner. Så han er også identitetsmæssigt hjemløs.
Og så lever han jo under pres på flere måder. Han er i konstant alarmberedskab, fordi han helt praktisk ikke må blive opdaget, når han fx sover på sit arbejde. Men han har jo også nogle traumer med sig, fordi han er vokset op med vold i familien.
Deri var noget, der var vigtigt for mig at få med i bogen, for selvom den dysfunktionelle opvækst ikke ligefrem er et underbeskrevet tema i litteraturen, så mangler jeg selv at finde bøger om de traumer, man bærer med sig fra sådan en opvækst.
LÆS OGSÅ: “Det var ikke med vilje” – 6 hurtige til Thomas Korsgaard
Tue er også i konstant alarmberedskab i den forstand, at selvom familien egentlig ikke er ret meget til stede i den her roman, så er de der alligevel hele tiden. For hver gang nogen rører ved Tue eller siger noget til ham på en bestemt måde, så er han nærmest tilbage hos dem. Han reagerer næsten, som hvis han havde en PTSD-diagnose.
Dine to første romaner om Tue er blevet læst som autobiografiske. Hvor meget af den her roman er baseret på dit eget liv?
Ja, mine bøger er jo i høj grad blevet læst i direkte forlængelse af mit eget liv – også meget mere end de reelt er.
For mig er alt, hvad jeg skriver ét stort sammensurium af alt muligt på én gang – og det sagde jeg egentlig også, dengang min debutroman udkom. Når jeg skriver, bruger jeg både mine erfaringer, skriver på min egen frygt, på mine drømme – det er en konstruktion af alt muligt på én gang.
Jeg forpligter mig ikke på virkeligheden, jeg finder på alt muligt og lader min fortællelyst rive mig med. Jeg gør egentlig bare det, jeg synes er bedst, for at fortælle historien på bedste vis. Så jeg tror ikke, man kan dele det sådan op: er det fiktion eller ikke fiktion? Det er det hele på én gang.
LÆS OGSÅ: Thomas Korsgaards sidste bog i trilogien om Tue. Smuglæs i Man skulle nok have været der
Og jeg synes det er lidt uinteressant at køre rundt i det spor om forholdet mellem virkelighed og fiktion. Og lidt af samme grund, så har jeg lagt et lille drilleri ind i romanen til alle dem, der går sådan op i det.
Med romanen her, den tredje og formentlig sidste roman om Tue, der har jeg som forfatter prøvet efter bedste evne at følge ham… lidt hjem. Lidt på vejen hjem. For jeg synes ikke jeg kunne være bekendt at lade ham stå og flagre på Valby Station. Det er ikke værdigt at lade sin hovedperson hænge dér resten af livet.
Se en video hvor Thomas Korsgaard fortæller:
Thomas Korsgaard: Man skulle nok have været der
Vinder af De Gyldne Laurbær.
Tue bor ikke længere hjemme – ja, faktisk bor han slet ingen steder, da han er blevet smidt ud af sin lejlighed på Frederiksberg.
Nu aner han ikke, hvor han skal tage, for han kan i hvert fald ikke tage hjem til Skive og sin voldelige far. I stedet flakker han rundt på gaden, indtil han en dag møder pigen Victoria, som lever et ganske andet liv end han selv.
Man skulle nok have været der er tredje bog om Tue, som vi mødte første gang i Hvis der skulle komme et menneske forbi. En rammende fortælling om at stå udenfor fællesskabet og drømme om at finde hjem.
Du kan købe Man skulle nok have været der online, fx hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Seneste nyt fra Thomas Korsgaard:
Seksten noveller du aldrig glemmer – fra et sted du aldrig har hørt om.
Snydt ud af næsen foregår i en lille by, hvor alle kender alle – og ikke kun for det gode. Alle ved, at man skal holde sig fra klovbeskæreren Åge Jørgensen og hans søn. Og alle glæder sig til det årlige kræmmermarked. På dette ”sted, der næsten ikke er til stede” sker tragedier, som er svære at tilgive, og menneskelige katastrofer, som ingen taler højt om.
Mens konkursen truer, fortsætter hverdagen: Søren starter på et kursus i madlavning for mandfolk for at imponere sin ekskone, og et ungt par kommer hele vejen fra storbyen for at tilbringe en romantisk weekend på landevejskroen kun for at opdage, at de er stedets eneste gæster.
Du kan købe Snydt ud af næsen online hos fx Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.
Læs også: Alle bøger af Thomas Korsgaard. Se dem her
Se samtlige artikler om Thomas Korsgaard på bog.dk
Andre læste også: