Aktuelt Danske romaner Fiktion Thomas Korsgaard

”Jeg har bevæget mig op i den øvre underklasse!” Thomas Korsgaard om litteratur og klasse

Thomas Korsgaard, Man skulle nok have været der, klasse, underklasse

INTERVIEW

Thomas Korsgaard afslutter sin trilogi om Tue fra Nørre Ørum med romanen Man skulle nok have været der. Her er Tue ankommet til København – en rejse, der ikke blot er geografisk, men også en rejse fra én socialklasse til en anden.


Men hvor meget tænker Thomas Korsgaard over klasse-spørgsmålet i sine romaner – og hvilken klasse vil han egentlig placere sig selv i?


I dine to første romaner om Tue har du fortalt om et sted og nogle mennesker, vi ellers sjældent hører om eller fra. Nu rykker du Tue fra dén virkelighed og ind i, hvad man kunne kalde: øvre middelklasse. Der sker nogle interessante kultursammenstød i det møde –

Ja – Tue, som jo ellers står uden tag over hovedet i det meste af romanen, får på et tidspunkt lov at sove på sofaen hos sin kollega Victoria, som bor med sin mor Merete. Merete er en meget succesfuld arkitekt, og de bor i en stor herskabslejlighed på Kristianiagade – og netop dén gade er faktisk valgt som en hilsen til Knut Hamsuns Sult, der jo foregår i Kristiania, som Oslo hed dengang – men det er en anden historie.

Når Tue træder ind i den lejlighed og i deres virkelighed, så falder han fuldstændig igennem. På mange måder, helt ned i dagligdags tale. Han kommer til at spørge om rullepølse til morgenmaden, og det gør man ikke dér. Og han har huller i sokken. Han kender ikke de sociale koder, der gør sig gældende dér. Og det gør det rigtig svært for ham at blive en del af det.

Og det er ellers første gang man som læser tænker: ’pyha, nu fik han endelig tag over hovedet!’ Og så er der alligevel ikke rigtig bund under det?

Ja, og han får jo nærmest midlertidigt lov til at være en del af en ordentlig familie, hvor man ikke slår hinanden, og hvor man ikke kaster rundt med tallerkenerne under morgenmaden, men hvor der faktisk er fred og ro og kunst på væggene og dannede omgangsformer og det hele – men han kan ikke finde ud af det.

LÆS OGSÅ: “Der var en indre nødvendighed på spil.” Interview med debutant Bjørn Poulsen

Og han bliver nok faktisk lidt efter lidt en frastødende pestilens i deres øjne, tror jeg. Men de smider ham ikke ud, det nænner de ikke, for de er også nogle meget søde mennesker. Og han ender jo med at blive hængende alt for længe, fordi ingen rigtig tager initiativ til, at han ikke skal bo på den sofa længere.

Der er meget, der afslører sig i det møde.

Der er et ret tydeligt spørgsmål om klasse i romanerne om Tue. Hvor meget har du tænkt over det tema i dine romaner?

Det er klart, det er noget, der fylder.

På et tidspunkt, mens jeg var godt i gang med romanen her, var jeg sammen med en gruppe venner, som alle er dobbelt så gamle som mig og satte her i tilværelsen; de har uddannelser og gode jobs. Mens vi sad om bordet, lavede jeg en håndsoprækning og spurgte: hvor mange her har selv valgt det sted, de bor? Og så rakte alle hånden op – undtagen mig.

Jeg bor i en almen bolig, som jeg har fået tildelt efter syv år på en venteliste. Den kunne jeg sige ja til eller nej til. Hvis jeg sagde nej, hvor skulle jeg så bo henne? Det kan man kun gisne om. Sikkert på et eller andet meget dyrt, fremlejet værelse.

Pointen fra den håndsoprækning i forhold til klassespørgsmålet? Altså, man hører jo ofte, at klasser ikke er så synlige i dag – men man kan faktisk komme spørgsmålet lidt nærmere, hvis man spørger folk, om de bor til leje eller ejer deres egen bolig. Der er et gap imellem dem, der ejer og dem, der ikke har mulighed for det. Altså: måden vi bor på afslører noget om os.

Tilbage i 2017, da vi talte om din debutroman, der sagde du: ”Jeg vil fortælle om taberne. Fordi jeg kender dem. Det er det, jeg kommer af.” Hvis du skulle placere dig selv klassemæssigt i dag – hvor er du så henne nu?

Det kommer jo an på, hvad der skal afgøre det. Jeg har jo ingen uddannelse. Jeg har meget lidt erhvervserfaring, så … hvis man ser det ud fra de store Rockwool-undersøgelser om mønsterbrydere og social mobilitet, så har jeg jo på papiret ikke formået at bevæge mig længere end mine forældre – ud over at jeg jo er begyndt at tjene lidt penge.

I hvert fald nok til, at jeg kan leve af at skrive, og det er jo så ikke fordi, det er noget, man svømmer i. Og jeg bor ydmygt i en lille lejlighed. Så, hvad er jeg? Højere underklasse? Ha ha – Jeg har bevæget mig op i den øvre underklasse!

LÆS OGSÅ: “Jeg vil fortælle om taberne.” Interview med Thomas Korsgaard

Men jeg tænker da over det. Og over: Hvis ikke jeg havde fundet frem til, at jeg kunne skrive og fik noget identitet og en dagligdag ud af det, så ved jeg da heller ikke helt, hvor jeg havde været i dag.

Og jeg skriver nok også med udgangspunkt i forestillingen om, at hvis nogle ting var gået bare lidt mere galt, hvad var der så sket?

Det er i hvert fald meget sådan, den her sidste roman om Tue er skrevet – og måske også sådan, jeg tænker i forhold til klasser:  vi kan alle sammen ende dér. Jeg ønsker det ikke for nogen, sådan et hjemløst liv. Men vi kan alle ende der. Og der er måske ikke så langt derned, som man går og tror.


Thomas Korsgaard: Man skulle nok have været der

Thomas Korsgaard, Man skulle nok have været der, En dag vil vi grine af det, Hvis der kommer et menneske forbi

Tue bor ikke længere hjemme – ja, faktisk bor han slet ingen steder, da han er blevet smidt ud af sin lejlighed på Frederiksberg.

Nu aner han ikke, hvor han skal tage, for han kan i hvert fald ikke tage hjem til Skive og sin voldelige far. I stedet flakker han rundt på gaden, indtil han en dag møder pigen Victoria, som lever et ganske andet liv end han selv.

Man skulle nok have været der er tredje bog om Tue, som vi mødte første gang i Hvis der skulle komme et menneske forbi. En rammende fortælling om at stå udenfor fællesskabet og drømme om at finde hjem.

Du kan købe Man skulle nok have været der online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.