Som den yngste nogensinde modtager 26-årige Thomas Korsgaard De Gyldne Laurbær for romanen ”Man skulle nok have været der”.
Forfatteren blev her til eftermiddag overrasket med champagne og blomster på sit forlag Lindhardt og Ringhof af bestyrelsen i foreningen ”De Gyldne Laurbær”, forlagets medarbejdere og pressen.
“Tak for bøgerne,” sagde bestyrelsens formand Kenneth Frank Pedersen til en meget overrasket og bevæget Korsgaard: “Da jeg voksede op ude i Nørre Ørum, anede jeg ikke, hvordan man skrev og fik udgivet en bog. Men jeg vidste, der var noget, der hed De Gyldne Laurbær.”
”Denne anmelder overgav sig og græd til sidst,” skrev Anne Sophia Hermansen i sin anmeldelse i Berlingske, mens Børsen konstaterede: ”Thomas Korsgaards adelsmærke er at skrive let om det svære i tilværelsen.”
Rå og humoristisk
Man skulle nok have været der er sidste bog i hans roste trilogi om Tue. De to foregående ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017) og ”En dag vil vi grine af det” (2018) var også elsket af læsere og anmeldere.
Bogen er en rå og humoristisk fortælling om at befinde sig uden for alle fællesskaber og hele tiden være bange for at blive opdaget. Tue er flyttet til København, men da hans udlejer smider ham ud, er han pludselig hjemløs. At vende tilbage til Skive og familien med den voldelige far er utænkeligt. Med sine allersidste ejendele flakker han de kommende måneder om og finder ly tilfældige steder og hos tvivlsomme personer.
Uomgængelig litteraturhistorie
”De tre romaner vil være uomgængelige, når litteraturhistorien om den danske autofiktions storstrøm skal skrives,” skrev Weekendavisen.
Selv fortæller Thomas Korsgaard: “”Skriv om dig selv, det er det eneste du ved noget om”, skrev Suzanne Brøgger vist engang. Det, synes jeg, er meget rammende. Jeg skriver ikke med udgangspunkt i en eller anden tematik eller en aktuel begivenhed. Jeg skriver med udgangspunkt i noget, der ligger helt indeni og bobler og syder. Det er bare lige med at få fat i det. Min ambition er at fortælle om den magtesløshed og de ydmygelser, vi som mennesker kan påføre hinanden. Jeg vil fortælle om “taberne”. De faldne, ludomanerne, de udstødte sønner og døtre, dem der begår psykisk terror mod deres børn, de dumme, folk uden tænder. Fordi jeg kender dem og ved noget om det. Det er dét, jeg kommer af.”
Se alle artikler om Thomas Korsgaard.
Man skulle nok have været der
Vinder af De Gyldne Laurbær.
Tue bor ikke længere hjemme – ja, faktisk bor han slet ingen steder, da han er blevet smidt ud af sin lejlighed på Frederiksberg.
Nu aner han ikke, hvor han skal tage, for han kan i hvert fald ikke tage hjem til Skive og sin voldelige far. I stedet flakker han rundt på gaden, indtil han en dag møder pigen Victoria, som lever et ganske andet liv end han selv.
Man skulle nok have været der er tredje bog om Tue, som vi mødte første gang i Hvis der skulle komme et menneske forbi. En rammende fortælling om at stå udenfor fællesskabet og drømme om at finde hjem.
Læs mere om Thomas Korsgaard: Man skulle nok have været der
Som den yngste nogensinde modtager 26-årige Thomas Korsgaard De Gyldne Laurbær for romanen ”Man skulle nok have været der”.
Forfatteren blev her til eftermiddag overrasket med champagne og blomster på sit forlag Lindhardt og Ringhof af bestyrelsen i foreningen ”De Gyldne Laurbær”, forlagets medarbejdere og pressen.
“Tak for bøgerne,” sagde bestyrelsens formand Kenneth Frank Pedersen til en meget overrasket og bevæget Korsgaard: “Da jeg voksede op ude i Nørre Ørum, anede jeg ikke, hvordan man skrev og fik udgivet en bog. Men jeg vidste, der var noget, der hed De Gyldne Laurbær.”
”Denne anmelder overgav sig og græd til sidst,” skrev Anne Sophia Hermansen i sin anmeldelse i Berlingske, mens Børsen konstaterede: ”Thomas Korsgaards adelsmærke er at skrive let om det svære i tilværelsen.”
Rå og humoristisk
Man skulle nok have været der er sidste bog i hans roste trilogi om Tue. De to foregående ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017) og ”En dag vil vi grine af det” (2018) var også elsket af læsere og anmeldere.
Bogen er en rå og humoristisk fortælling om at befinde sig uden for alle fællesskaber og hele tiden være bange for at blive opdaget. Tue er flyttet til København, men da hans udlejer smider ham ud, er han pludselig hjemløs. At vende tilbage til Skive og familien med den voldelige far er utænkeligt. Med sine allersidste ejendele flakker han de kommende måneder om og finder ly tilfældige steder og hos tvivlsomme personer.
Uomgængelig litteraturhistorie
”De tre romaner vil være uomgængelige, når litteraturhistorien om den danske autofiktions storstrøm skal skrives,” skrev Weekendavisen.
Selv fortæller Thomas Korsgaard: “”Skriv om dig selv, det er det eneste du ved noget om”, skrev Suzanne Brøgger vist engang. Det, synes jeg, er meget rammende. Jeg skriver ikke med udgangspunkt i en eller anden tematik eller en aktuel begivenhed. Jeg skriver med udgangspunkt i noget, der ligger helt indeni og bobler og syder. Det er bare lige med at få fat i det. Min ambition er at fortælle om den magtesløshed og de ydmygelser, vi som mennesker kan påføre hinanden. Jeg vil fortælle om “taberne”. De faldne, ludomanerne, de udstødte sønner og døtre, dem der begår psykisk terror mod deres børn, de dumme, folk uden tænder. Fordi jeg kender dem og ved noget om det. Det er dét, jeg kommer af.”
Se alle artikler om Thomas Korsgaard.
Man skulle nok have været der
Vinder af De Gyldne Laurbær.
Tue bor ikke længere hjemme – ja, faktisk bor han slet ingen steder, da han er blevet smidt ud af sin lejlighed på Frederiksberg.
Nu aner han ikke, hvor han skal tage, for han kan i hvert fald ikke tage hjem til Skive og sin voldelige far. I stedet flakker han rundt på gaden, indtil han en dag møder pigen Victoria, som lever et ganske andet liv end han selv.
Man skulle nok have været der er tredje bog om Tue, som vi mødte første gang i Hvis der skulle komme et menneske forbi. En rammende fortælling om at stå udenfor fællesskabet og drømme om at finde hjem.
Du kan købe Man skulle nok have været der online, fx hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Læs mere om Thomas Korsgaard: Man skulle nok have været der
Andre læste også: