“Novellerne i Snydt ud af næsen foregår allesammen i det samme område bestående af nogle småbyer et sted i Midtjylland. Det er ikke en konkret egn, men den udspringer selvfølgelig af noget, jeg selv kender.”
Med Thomas Korsgaards novellesamling, Snydt ud af næsen, er scenen sat på en egn, hvor alle kender alle – og ikke kun for det gode. Alle kender de menneskelige katastrofer, man ikke taler højt om. Og tragedierne som er svære at tilgive. Kameraet panorerer gennem konkurser, kræmmermarkeder og kurser i madlavning for mandfolk.
”Jeg havde i lang tid en arbejdstitel, der var To bombastiske brødre fra byen ved siden af, fordi en af de første noveller, jeg skrev, handlede om to brødre, der tog til den tilstødende by og oplevede noget skelsættende. Det var ved at ende i Kain og Abel. Og så kunne jeg ikke komme videre med brødrene. Til gengæld blev jeg i den by, som de havde cyklet til. Det føltes som om, at brødrene havde cyklet mig derhen på bagagebæreren og ladet mig opdage en by, hvorfra jeg oplevede, at jeg kunne fortælle den ene historie efter den anden,” fortæller Thomas Korsgaard.
Skæbnefortællinger
”Det er blevet til de her noveller, som jeg nærmest ser som et landskabsmaleri af skæbnefortællinger. En slags meget aflangt maleri, der begynder i højre side med en lille klat maling, der udgør en faldefærdig rønne af et hus en vinterdag og fortsætter med et smattet åløb, hvor det pludselig er regnvej, før det igen skifter til sol og sommer over huset ved siden af. Novellerne i min bog foregår allesammen i det samme område bestående af nogle småbyer et sted i Midtjylland. Mere specifikt hvilket sted bliver det aldrig i teksterne. “Et sted der næsten ikke er til stede” som jeg skriver i en af novellerne. Det er en egn, der er tæt beslægtet med det landskab, jeg beskrev i min debutroman Hvis der skulle kommet et menneske forbi. Det er ikke stedspecifikt, ikke en konkret egn, men den udspringer selvfølgelig af noget, jeg selv kender, selvom jeg har taget mig store litterære friheder,” som han siger.
Som i Raymond Carvers klassiker Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed, hvor novellerne portrætterer familier i opløsning. Med arbejdsløshed, skilsmisse, alkoholisme, død, utroskab, ensomhed og ude af stand til at kommunikere med hinanden. Og hvor 90 procent af historien er at finde under overfladen som et isbjerg.
Samtidig er den kogt ind i en geografisk Maggi-terning som i Peer Hultbergs Byen og Verden, hvor han giver sin barndomsby stemme og lader den fortælle om sine indbyggeres skæbne og familiehistorier i 100 kortprosastykker.
Se en video hvor Thomas Korsgaard fortæller om novellesamlingen Snydt ud af næsen:
Jeg ved jo godt, hvem du er
I titelnovellen i Korsgaards bog går den tiårige Kevin ud af landevejen i silende regn for at sælge børnemærker. Han er kun iført et par pyjamasbukser og har ikke noget regntøj. De fleste steder bliver døren bare smækket i hovedet på ham, indtil han banker på hos et par, hvor manden efter at have gransket ham lidt pludselig siger: ”Jeg ved jo godt, hvem du er”.
”Kevin tager til den lille by – byen ved siden af – for at tjene lidt håndører, selv om hans far har sagt, at han ikke har noget at gøre der, og at han skal holde sig væk. Der er ingen grund til at tage derhen, ”det er bare en bette pisby,” har hans far sagt. Men han gør det alligevel. For han vil mennesker. Jeg ved ikke altid så meget, når jeg begynder at skrive, det starter bare med en person fra mit indre, som vil mig et eller andet. Kevin ville have mig til at følge med ham hen til byen ved siden af gennem et voldsomt regnvejr. Så tog jeg ham i hånden og vi fulgtes hen over tastaturet,” forklarer Thomas Korsgaard:
“Henne i byen sker der det, at Kevin opdager en del af sin fars historie, der vil komme til at ændre hans liv for evigt, fordi nogle voksne mennesker fortæller ham noget, der ryster ham. For der er sket noget, som hans far er skyld i, og det har skabt store rystelser i det lille lokalsamfund, og derfor bliver Kevin mødt med en helt særlig og meget sofistikeret straf: den tavse udstødelse. De voksne, Kevin møder, falder for den fristelse at behandle ham som om han er sin far. Fordømmende. Men det er han jo ikke. Magtforholdet er så skævt, og de voksne burde vide bedre og opføre sig anderledes. Et barn skal ikke udsættes for andre menneskers afsky for noget, forældrene har gjort, men ikke desto mindre sker det jo hele tiden, at vi mennesker dømmer, bedømmer og fordømmer hinanden. Det er på mange måder også en historie, der handler om det. Vi mennesker kan ikke lade være med at trampe på hinanden. Være nedladende, komme med subtile bemærkninger, jorde hinanden. Hvorfor er det sådan? Fordi det føles godt? Fordi det skaber en falsk følelse af retfærdighed eller balance i sagerne?” spørger Thomas Korsgaard.
Egen oplevelse af fattigdom
En anden novelle har titlen René og er skrevet ud fra nogle af Thomas Korsgaards egne oplevelser med fattigdom.
”Selv her flere år efter min opvækst i en presset familie er jeg ledsaget af en dyb bevidsthed om, hvor lidt der skal til, før alting ramler sammen. Den bevidsthed skriver jeg tit på. En dag skete det så, for en jeg kender, at han fik besøg af fogeden, der var noget han havde overset, en regning, et brev, tingene var skredet, smuldret for ham. “Godt jeg ikke har børn,” sagde han bare igen og igen i telefonen. Det han sagde anfægtede mig. “Godt jeg ikke har børn” blev til et “hvad hvis han havde børn,” som jeg kunne skrive på, for jeg har været det barn på en måde. Systemet havde talt til min bekendte i sådan et hårdt og meget nedladende sprog, som om han var en hund, og han var bare blevet tavs af det. Det hadede han sig selv for,” fortæller Thomas Korsgaard.
Overfladisk sidebemærkning
Få dage efter var der en nyhed i medierne om, at flere og flere børnefamilier sættes på gaden i fogedsager grundet inflationen.
”Det var bare en overfladisk sidebemærkning, ingen politikere tog det for alvor det op, dagen efter var det glemt igen. Jeg så pludselig nogle personer for mig og personerne talte – så er man lykkelig som forfatter. En sætning blev til to og tre og det blev altså til novellen “René”, Men René er i virkeligheden en person ved siden af teksten, den handler nemlig om Pernille og hendes søn Patrick. Vi møder dem på hvad der kunne være en tilfældig decemberdag, men så lyser billygter pludselig op i det mørke køkken, og dagen bliver alt andet end tilfældig. Den novelle er for mig også blevet en måde at formidle min egen erfaring af, hvor utroligt svært det er at frigøre sig fra vold og udsathed, når ens vilkår er svære. Det er i hvert fald, hvad jeg forsøger at vise i den novelle gennem det spørgsmål, som ligger som en sitrende undertekst ved novellens afslutning: hvor skal de hen,” siger Korsgaard.
Handler om at være nogens barn
”Det på mange måder en bog, der i høj grad handler om at være nogens barn. Ingen kommer til verden uden forældre, og det kan være barskt, når man vokser op på et lillebitte sted, hvor alle ved, hvem de er og har kendt dem længere og ved mere om dem, end du selv gør på grund af din lave alder. Det er bog med en række portrætter af drenge, unge fyre og midaldrende mænd uden sprog – både i overført betydning, men også helt konkret. Der er både sølle skravl, selvhævdende og dumstolte mænd i denne bog, men også tapre, ukuelige og udholdende. Det er noget, jeg har skrevet om før, men i modsætning til mine første bøger er det en anden type familie denne her gang. Der er sket skilsmisser, nogen er skredet, kunne ikke holde ud at være der længere, og historierne her følger nogle af dem som er forladt og er blevet tilbage i den by. Hvordan er det at være blevet ladt tilbage? Hvordan håndterer man det?
For som forfatter kan man ikke tillade sig at være fordømmende. Heller ikke over for de voksne, som dømmer et barn. Hvis det, jeg skriver, skal blive levende, må jeg lægge forsøge at lægge alle mine meninger og ”sådan må man ikke sige” og ”sådan bør man ikke gøre” fra mig og blive ved mine personer og lytte til dem, forsøge at forstå dem fuldt ud, se alle deres sider. Ellers kan det ikke blive god litteratur for mit vedkommende,” forklarer han.
Kender selv følelserne
”Som mennesker er vi jo ret ens, vi rummer alle sammen det hele, de samme følelser og egenskaber. Det kan litteraturen måske også være en påmindelse om, selvom det ikke altid er lige behageligt. Nu har jeg eksempelvis lige siddet og læst Et juleeventyr af Charles Dickens, som jeg skulle være opdateret på i forbindelse med noget arbejde. Mens jeg læser, foragter jeg Ebenezer Scrooge for hans grådighed. Jeg sidder og skælder ham ud. Hvorfor foragter jeg den? Fordi jeg ved, at man selv kunne blive sådan, hvis man ikke var vågen, det kunne vi alle.
Jeg har oplevet en vred mand komme hen til mig på en bar og skælde ud på Tue fra min roman, for nogle af de fiksfakserier han bedriver i Man skulle nok have været der. Manden syntes ligefrem, at jeg som forfatter var USYMPATISK, som han råbte. Omvendt havde jeg en god lang snak med en anden læser, hvis far slet ikke kunne holde den bog ud, det havde hun gået og grublet over længe, og hun var kommet frem til, at det var løgnene i bogen, som mindede ham om sin egen tid som misbruger. Så der kan jo opstå noget mellem læser og bog, som kan føre en videre i tilværelsen.”
Stod lyslevende for mig
Thomas Korsgaard læste et uddrag af titelnovellen op på Lindhardt og Ringhofs scene under årets Bogforum i Bella-Center.
”Det betød virkelig meget for mig at læse den op for et publikum. Jeg har søgt at skrive i et sprog, som er meget fortalt og med mange replikker, derfor var det skønt at få lov at læse højt. Kevin stod lyslevende for mig. Der er noget ved hans gå-på-mod, som jeg holder af, men som også udløser det fatale. Hans nysgerrighed gør verden større og måske endda for stor. Det er klart, at han er skabt af noget i mig selv, jeg har selv gået med aviser og reklamer som barn. Jeg har også solgt mærker for Børns Vilkår. Jeg har haft så mange tjanser for at tjene penge, så mange såkaldte skodjobs, jeg hader det ord. Og det har jeg brugt af her. Jeg begynder at tit at skrive på en lillebitte luns fra mit eget liv blandet med et større spørgsmål, der ligger bag ved teksten, men de spørgsmål er en hemmelighed, noget privat, som egentlig ikke har noget med teksterne at gøre udover, at de sætter dem i gang. Og så vokser det og blander sig med alt muligt andet; andre steder, ting jeg har hørt, set og læst,” fortæller Thomas Korsgaard.
Noveller du aldrig glemmer
”Ved en af de allersidste gennemgange af teksterne med min redaktør, sad jeg og fortalte hende meget udførligt om Kevin og hans mor, hvor hun er, og hvem hun er. Jeg har en hel mappe med noter om alle personernes liv og fortid og fremtid. Det er den viden, som gør, at der nok i alle novellerne ligger noget og ulmer. Hver eneste novelle koncentrerer sig om et øjeblik, men der er sket noget før det øjeblik, og der kommer til at ske noget efter. Det hele er der, hvis man ser efter og bruger sin indlevelsesevne. Og så er der jo mange af personerne, som går igen i flere af novellerne, så man får hele tiden et lidt større billede, livet fortsætter hele tiden, og selv hvis det går i stå, så leves der måske i huset ved siden af,” forklarer Thomas Korsgaard.
”Det er bl.a. derfor jeg elsker novellegenren. Både Alice Munro fra Canada, som skriver de lange, og Kjell Askildsen fra Norge, som skriver de helt korte. Jeg kan blive helt besat af den genre. Tove Ditlevsens noveller. Katherine Mansfields Havefesten. Ida Jessen og hendes mesterlige Postkort til Annie. De er store forbilleder. En god novelle er så fyldig og tilfredsstillende at læse. Helt indkogt, så det ikke kræver en sommerferie at komme igennem den. Noveller interesserer sig for øjeblikket, mens en roman folder mange øjeblikke ud. Men som læser skal man sidde tilbage med samme mæthedsfornemmelse som efter en roman, synes jeg. Og de allerbedste noveller vokser videre i én, og folder sig ud i timerne efter.”
I Snydt ud af næsen har Thomas Korsgaard skrevet seksten noveller, du aldrig glemmer – fra et sted du aldrig har hørt om.
Thomas Korsgaard er den yngste vinder af De Gyldne Laurbær nogensinde, og hans bøger har solgt i over 350.000 eksemplarer. Hans seneste kortroman Mente I det udkom i efteråret. Han har nylig haft et gennembrud i Norge med de første to bind i trilogien om Tue, der er blevet kaldt blandt andet ”en sensation,” ”et sandt mesterværk” og ”et fænomen” af de norske anmeldere, ligesom han har været at finde på bestsellerlisterne i landet siden udgivelse for snart et år siden. Tredje bind i serien, Man skulle nok have været der, er dramatiseret og på turné rundt i Danmark i en opsætning af Det Kgl. Teater, som han selv har været dramatiker på.
Snydt ud af næsen
Thomas Korsgaards novellesamling Snydt ud af næsen
Seksten noveller du aldrig glemmer – fra et sted du aldrig har hørt om.
Snydt ud af næsen foregår i en lille by, hvor alle kender alle – og ikke kun for det gode. Alle ved, at man skal holde sig fra klovbeskæreren Åge Jørgensen og hans søn. Og alle glæder sig til det årlige kræmmermarked. På dette ”sted, der næsten ikke er til stede” sker tragedier, som er svære at tilgive, og menneskelige katastrofer, som ingen taler højt om.
Mens konkursen truer, fortsætter hverdagen: Søren starter på et kursus i madlavning for mandfolk for at imponere sin ekskone, og et ungt par kommer hele vejen fra storbyen for at tilbringe en romantisk weekend på landevejskroen kun for at opdage, at de er stedets eneste gæster.
Trilogien om Tue indeholder alle tre romaner om Tue af Thomas Korsgaard
Trilogien om Tue er en samlet udgave af de populære bøger om Tue, der vokser op på en gård for enden af verdens længste grusvej i Nørre Ørum.
Faren skylder sin bror så mange penge, at han må sælge sin guldtand, og han er mere optaget af sine hunde end sine børn. Moren sidder helst i et mørkt rum hele dagen og spiller poker på nettet.
Tue beslutter sig for at prøve lykken i København. Men byen er ikke helt lige til, når man kommer fra Jylland, ikke kender nogen og slet ikke har mulighed for forældrekøb.
Thomas Korsgaard har skrevet en kortroman om en ung mand og om de psykiske følger, han oplever i tiden efter et overfald. Med præcise, ordknappe og indfølte linjer giver bogen et indblik i oplevelsen af stigmatisering og diskrimination – og hvordan det er ikke altid at kunne føle sig tryg i verden.
Thomas Korsgaard er den yngste vinder af De Gyldne Laurbær og forfatter til Tue-trilogien, novellesamlingen “Tyverier” samt forfatter til flere børnebøger i samarbejde med Frida Brygmann.
Du kan købe Mente I det online eller hos din nærmeste boghandler.
“Novellerne i Snydt ud af næsen foregår allesammen i det samme område bestående af nogle småbyer et sted i Midtjylland. Det er ikke en konkret egn, men den udspringer selvfølgelig af noget, jeg selv kender.”
Med Thomas Korsgaards novellesamling, Snydt ud af næsen, er scenen sat på en egn, hvor alle kender alle – og ikke kun for det gode. Alle kender de menneskelige katastrofer, man ikke taler højt om. Og tragedierne som er svære at tilgive. Kameraet panorerer gennem konkurser, kræmmermarkeder og kurser i madlavning for mandfolk.
”Jeg havde i lang tid en arbejdstitel, der var To bombastiske brødre fra byen ved siden af, fordi en af de første noveller, jeg skrev, handlede om to brødre, der tog til den tilstødende by og oplevede noget skelsættende. Det var ved at ende i Kain og Abel. Og så kunne jeg ikke komme videre med brødrene. Til gengæld blev jeg i den by, som de havde cyklet til. Det føltes som om, at brødrene havde cyklet mig derhen på bagagebæreren og ladet mig opdage en by, hvorfra jeg oplevede, at jeg kunne fortælle den ene historie efter den anden,” fortæller Thomas Korsgaard.
Skæbnefortællinger
”Det er blevet til de her noveller, som jeg nærmest ser som et landskabsmaleri af skæbnefortællinger. En slags meget aflangt maleri, der begynder i højre side med en lille klat maling, der udgør en faldefærdig rønne af et hus en vinterdag og fortsætter med et smattet åløb, hvor det pludselig er regnvej, før det igen skifter til sol og sommer over huset ved siden af. Novellerne i min bog foregår allesammen i det samme område bestående af nogle småbyer et sted i Midtjylland. Mere specifikt hvilket sted bliver det aldrig i teksterne. “Et sted der næsten ikke er til stede” som jeg skriver i en af novellerne. Det er en egn, der er tæt beslægtet med det landskab, jeg beskrev i min debutroman Hvis der skulle kommet et menneske forbi. Det er ikke stedspecifikt, ikke en konkret egn, men den udspringer selvfølgelig af noget, jeg selv kender, selvom jeg har taget mig store litterære friheder,” som han siger.
Som i Raymond Carvers klassiker Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed, hvor novellerne portrætterer familier i opløsning. Med arbejdsløshed, skilsmisse, alkoholisme, død, utroskab, ensomhed og ude af stand til at kommunikere med hinanden. Og hvor 90 procent af historien er at finde under overfladen som et isbjerg.
Samtidig er den kogt ind i en geografisk Maggi-terning som i Peer Hultbergs Byen og Verden, hvor han giver sin barndomsby stemme og lader den fortælle om sine indbyggeres skæbne og familiehistorier i 100 kortprosastykker.
Se en video hvor Thomas Korsgaard fortæller om novellesamlingen Snydt ud af næsen:
Jeg ved jo godt, hvem du er
I titelnovellen i Korsgaards bog går den tiårige Kevin ud af landevejen i silende regn for at sælge børnemærker. Han er kun iført et par pyjamasbukser og har ikke noget regntøj. De fleste steder bliver døren bare smækket i hovedet på ham, indtil han banker på hos et par, hvor manden efter at have gransket ham lidt pludselig siger: ”Jeg ved jo godt, hvem du er”.
”Kevin tager til den lille by – byen ved siden af – for at tjene lidt håndører, selv om hans far har sagt, at han ikke har noget at gøre der, og at han skal holde sig væk. Der er ingen grund til at tage derhen, ”det er bare en bette pisby,” har hans far sagt. Men han gør det alligevel. For han vil mennesker. Jeg ved ikke altid så meget, når jeg begynder at skrive, det starter bare med en person fra mit indre, som vil mig et eller andet. Kevin ville have mig til at følge med ham hen til byen ved siden af gennem et voldsomt regnvejr. Så tog jeg ham i hånden og vi fulgtes hen over tastaturet,” forklarer Thomas Korsgaard:
“Henne i byen sker der det, at Kevin opdager en del af sin fars historie, der vil komme til at ændre hans liv for evigt, fordi nogle voksne mennesker fortæller ham noget, der ryster ham. For der er sket noget, som hans far er skyld i, og det har skabt store rystelser i det lille lokalsamfund, og derfor bliver Kevin mødt med en helt særlig og meget sofistikeret straf: den tavse udstødelse. De voksne, Kevin møder, falder for den fristelse at behandle ham som om han er sin far. Fordømmende. Men det er han jo ikke. Magtforholdet er så skævt, og de voksne burde vide bedre og opføre sig anderledes. Et barn skal ikke udsættes for andre menneskers afsky for noget, forældrene har gjort, men ikke desto mindre sker det jo hele tiden, at vi mennesker dømmer, bedømmer og fordømmer hinanden. Det er på mange måder også en historie, der handler om det. Vi mennesker kan ikke lade være med at trampe på hinanden. Være nedladende, komme med subtile bemærkninger, jorde hinanden. Hvorfor er det sådan? Fordi det føles godt? Fordi det skaber en falsk følelse af retfærdighed eller balance i sagerne?” spørger Thomas Korsgaard.
Egen oplevelse af fattigdom
En anden novelle har titlen René og er skrevet ud fra nogle af Thomas Korsgaards egne oplevelser med fattigdom.
”Selv her flere år efter min opvækst i en presset familie er jeg ledsaget af en dyb bevidsthed om, hvor lidt der skal til, før alting ramler sammen. Den bevidsthed skriver jeg tit på. En dag skete det så, for en jeg kender, at han fik besøg af fogeden, der var noget han havde overset, en regning, et brev, tingene var skredet, smuldret for ham. “Godt jeg ikke har børn,” sagde han bare igen og igen i telefonen. Det han sagde anfægtede mig. “Godt jeg ikke har børn” blev til et “hvad hvis han havde børn,” som jeg kunne skrive på, for jeg har været det barn på en måde. Systemet havde talt til min bekendte i sådan et hårdt og meget nedladende sprog, som om han var en hund, og han var bare blevet tavs af det. Det hadede han sig selv for,” fortæller Thomas Korsgaard.
Overfladisk sidebemærkning
Få dage efter var der en nyhed i medierne om, at flere og flere børnefamilier sættes på gaden i fogedsager grundet inflationen.
”Det var bare en overfladisk sidebemærkning, ingen politikere tog det for alvor det op, dagen efter var det glemt igen. Jeg så pludselig nogle personer for mig og personerne talte – så er man lykkelig som forfatter. En sætning blev til to og tre og det blev altså til novellen “René”, Men René er i virkeligheden en person ved siden af teksten, den handler nemlig om Pernille og hendes søn Patrick. Vi møder dem på hvad der kunne være en tilfældig decemberdag, men så lyser billygter pludselig op i det mørke køkken, og dagen bliver alt andet end tilfældig. Den novelle er for mig også blevet en måde at formidle min egen erfaring af, hvor utroligt svært det er at frigøre sig fra vold og udsathed, når ens vilkår er svære. Det er i hvert fald, hvad jeg forsøger at vise i den novelle gennem det spørgsmål, som ligger som en sitrende undertekst ved novellens afslutning: hvor skal de hen,” siger Korsgaard.
Handler om at være nogens barn
”Det på mange måder en bog, der i høj grad handler om at være nogens barn. Ingen kommer til verden uden forældre, og det kan være barskt, når man vokser op på et lillebitte sted, hvor alle ved, hvem de er og har kendt dem længere og ved mere om dem, end du selv gør på grund af din lave alder. Det er bog med en række portrætter af drenge, unge fyre og midaldrende mænd uden sprog – både i overført betydning, men også helt konkret. Der er både sølle skravl, selvhævdende og dumstolte mænd i denne bog, men også tapre, ukuelige og udholdende. Det er noget, jeg har skrevet om før, men i modsætning til mine første bøger er det en anden type familie denne her gang. Der er sket skilsmisser, nogen er skredet, kunne ikke holde ud at være der længere, og historierne her følger nogle af dem som er forladt og er blevet tilbage i den by. Hvordan er det at være blevet ladt tilbage? Hvordan håndterer man det?
For som forfatter kan man ikke tillade sig at være fordømmende. Heller ikke over for de voksne, som dømmer et barn. Hvis det, jeg skriver, skal blive levende, må jeg lægge forsøge at lægge alle mine meninger og ”sådan må man ikke sige” og ”sådan bør man ikke gøre” fra mig og blive ved mine personer og lytte til dem, forsøge at forstå dem fuldt ud, se alle deres sider. Ellers kan det ikke blive god litteratur for mit vedkommende,” forklarer han.
Kender selv følelserne
”Som mennesker er vi jo ret ens, vi rummer alle sammen det hele, de samme følelser og egenskaber. Det kan litteraturen måske også være en påmindelse om, selvom det ikke altid er lige behageligt. Nu har jeg eksempelvis lige siddet og læst Et juleeventyr af Charles Dickens, som jeg skulle være opdateret på i forbindelse med noget arbejde. Mens jeg læser, foragter jeg Ebenezer Scrooge for hans grådighed. Jeg sidder og skælder ham ud. Hvorfor foragter jeg den? Fordi jeg ved, at man selv kunne blive sådan, hvis man ikke var vågen, det kunne vi alle.
Jeg har oplevet en vred mand komme hen til mig på en bar og skælde ud på Tue fra min roman, for nogle af de fiksfakserier han bedriver i Man skulle nok have været der. Manden syntes ligefrem, at jeg som forfatter var USYMPATISK, som han råbte. Omvendt havde jeg en god lang snak med en anden læser, hvis far slet ikke kunne holde den bog ud, det havde hun gået og grublet over længe, og hun var kommet frem til, at det var løgnene i bogen, som mindede ham om sin egen tid som misbruger. Så der kan jo opstå noget mellem læser og bog, som kan føre en videre i tilværelsen.”
Stod lyslevende for mig
Thomas Korsgaard læste et uddrag af titelnovellen op på Lindhardt og Ringhofs scene under årets Bogforum i Bella-Center.
”Det betød virkelig meget for mig at læse den op for et publikum. Jeg har søgt at skrive i et sprog, som er meget fortalt og med mange replikker, derfor var det skønt at få lov at læse højt. Kevin stod lyslevende for mig. Der er noget ved hans gå-på-mod, som jeg holder af, men som også udløser det fatale. Hans nysgerrighed gør verden større og måske endda for stor. Det er klart, at han er skabt af noget i mig selv, jeg har selv gået med aviser og reklamer som barn. Jeg har også solgt mærker for Børns Vilkår. Jeg har haft så mange tjanser for at tjene penge, så mange såkaldte skodjobs, jeg hader det ord. Og det har jeg brugt af her. Jeg begynder at tit at skrive på en lillebitte luns fra mit eget liv blandet med et større spørgsmål, der ligger bag ved teksten, men de spørgsmål er en hemmelighed, noget privat, som egentlig ikke har noget med teksterne at gøre udover, at de sætter dem i gang. Og så vokser det og blander sig med alt muligt andet; andre steder, ting jeg har hørt, set og læst,” fortæller Thomas Korsgaard.
Noveller du aldrig glemmer
”Ved en af de allersidste gennemgange af teksterne med min redaktør, sad jeg og fortalte hende meget udførligt om Kevin og hans mor, hvor hun er, og hvem hun er. Jeg har en hel mappe med noter om alle personernes liv og fortid og fremtid. Det er den viden, som gør, at der nok i alle novellerne ligger noget og ulmer. Hver eneste novelle koncentrerer sig om et øjeblik, men der er sket noget før det øjeblik, og der kommer til at ske noget efter. Det hele er der, hvis man ser efter og bruger sin indlevelsesevne. Og så er der jo mange af personerne, som går igen i flere af novellerne, så man får hele tiden et lidt større billede, livet fortsætter hele tiden, og selv hvis det går i stå, så leves der måske i huset ved siden af,” forklarer Thomas Korsgaard.
”Det er bl.a. derfor jeg elsker novellegenren. Både Alice Munro fra Canada, som skriver de lange, og Kjell Askildsen fra Norge, som skriver de helt korte. Jeg kan blive helt besat af den genre. Tove Ditlevsens noveller. Katherine Mansfields Havefesten. Ida Jessen og hendes mesterlige Postkort til Annie. De er store forbilleder. En god novelle er så fyldig og tilfredsstillende at læse. Helt indkogt, så det ikke kræver en sommerferie at komme igennem den. Noveller interesserer sig for øjeblikket, mens en roman folder mange øjeblikke ud. Men som læser skal man sidde tilbage med samme mæthedsfornemmelse som efter en roman, synes jeg. Og de allerbedste noveller vokser videre i én, og folder sig ud i timerne efter.”
I Snydt ud af næsen har Thomas Korsgaard skrevet seksten noveller, du aldrig glemmer – fra et sted du aldrig har hørt om.
Thomas Korsgaard er den yngste vinder af De Gyldne Laurbær nogensinde, og hans bøger har solgt i over 350.000 eksemplarer. Hans seneste kortroman Mente I det udkom i efteråret. Han har nylig haft et gennembrud i Norge med de første to bind i trilogien om Tue, der er blevet kaldt blandt andet ”en sensation,” ”et sandt mesterværk” og ”et fænomen” af de norske anmeldere, ligesom han har været at finde på bestsellerlisterne i landet siden udgivelse for snart et år siden. Tredje bind i serien, Man skulle nok have været der, er dramatiseret og på turné rundt i Danmark i en opsætning af Det Kgl. Teater, som han selv har været dramatiker på.
Snydt ud af næsen
Seksten noveller du aldrig glemmer – fra et sted du aldrig har hørt om.
Snydt ud af næsen foregår i en lille by, hvor alle kender alle – og ikke kun for det gode. Alle ved, at man skal holde sig fra klovbeskæreren Åge Jørgensen og hans søn. Og alle glæder sig til det årlige kræmmermarked. På dette ”sted, der næsten ikke er til stede” sker tragedier, som er svære at tilgive, og menneskelige katastrofer, som ingen taler højt om.
Mens konkursen truer, fortsætter hverdagen: Søren starter på et kursus i madlavning for mandfolk for at imponere sin ekskone, og et ungt par kommer hele vejen fra storbyen for at tilbringe en romantisk weekend på landevejskroen kun for at opdage, at de er stedets eneste gæster.
Du kan købe Snydt ud af næsen online hos fx Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.
Trilogien om Tue
Trilogien om Tue er en samlet udgave af de populære bøger om Tue, der vokser op på en gård for enden af verdens længste grusvej i Nørre Ørum.
Faren skylder sin bror så mange penge, at han må sælge sin guldtand, og han er mere optaget af sine hunde end sine børn. Moren sidder helst i et mørkt rum hele dagen og spiller poker på nettet.
Tue beslutter sig for at prøve lykken i København. Men byen er ikke helt lige til, når man kommer fra Jylland, ikke kender nogen og slet ikke har mulighed for forældrekøb.
Du kan købe Trilogien om Tue online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Mente I det
Thomas Korsgaard har skrevet en kortroman om en ung mand og om de psykiske følger, han oplever i tiden efter et overfald. Med præcise, ordknappe og indfølte linjer giver bogen et indblik i oplevelsen af stigmatisering og diskrimination – og hvordan det er ikke altid at kunne føle sig tryg i verden.
Thomas Korsgaard er den yngste vinder af De Gyldne Laurbær og forfatter til Tue-trilogien, novellesamlingen “Tyverier” samt forfatter til flere børnebøger i samarbejde med Frida Brygmann.
Du kan købe Mente I det online eller hos din nærmeste boghandler.
Andre læste også: