Danske romaner Prisbelønnede romaner Thomas Korsgaard

Har du læst? Trilogien om Tue af Thomas Korsgaard har rørt læsere lige fra statsministre til gymnasieelever

thomas korsgaard, tue trilogien

Thomas Korsgaards tre bøger om Tue er et stykke moderne danmarkshistorie og et portræt af velfærdssamfundets udkant.


Hvis der skulle komme et menneske forbi, En dag vil vi grine af det og Man skulle nok have været der. Til sammen udgør trilogien om drengen Tue af Thomas Korsgaard en gribende oplevelse af at vokse op på kanten af velfærdssamfundet.

LÆS OGSÅ: Det siger anmelderne om Hvis der skulle komme et menneske forbi

Historien om Tue begynder for enden af verdens længste grusvej i Nørre Ørum lidt uden for Skive. Her bor Tue med sin far, mor, søster og bror. Familielivet er præget af fattigdom og forældre, der ikke rigtig kan finde deres fodfæste i livet og som i høj grad overlader børnene til sig selv.

Debut med stor gennemslagskraft

Hvis der skulle komme et menneske forbi, der var Thomas Korsgaards debut i 2017, har bevæget mange læsere – heriblandt forfatter Suzanne Brøgger og daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen.



Tues vej til voksenlivet har imidlertid også andre udfordringer end den manglende omsorg fra forældrene. Han kæmper også med sig selv og sin spirende seksualitet.

For Tue er homoseksuel, og det er der heller ikke rigtig plads til i huset for enden af vejen. Behovet for at forlade hjemmet i Nørre Ørum vokser derfor i takt med, at Tue i En dag vil vi grine af det (2018), bliver en ung mand og begynder på gymnasium i Skive.

LÆS OGSÅ: Det siger anmelderne om En dag vil vi grine af det

Et både kritisk og varmt portræt af en ulykkelig familie

I En dag vil vi grine af det er familien ellers endelig kommet til penge, efter moren har modtaget en stor erstatning for en arbejdsskade. Desværre lever virkeligheden stadig ikke rigtig op til drømmene for familien, hvor hverdagen fortsat er præget af både fysisk og psykisk vold, og Tue føler ingen anden udvej end at forlade barndomshjemmet.

LÆS OGSÅ: Thomas Korsgaard: Jeg vil fortælle om “taberne”. Fordi jeg kender dem. Det er dét, jeg kommer af

På trods af de voldsomme og destruktive relationer mellem voksne og børn i både Hvis der skulle komme et menneske forbi og En dag vil vi grine af det er Thomas Korsgaards portræt af den hårdt prøvede familie i Nørre Ørum ikke kun sort.

Tværtimod er Korsgaards bøger kendetegnet ved, at karaktererne på intet tidspunkt bliver holdt ud i strakt arm. De bliver beskrevet med lige dele ømhed, humor og stor menneskelig indsigt.

Hvad det kræver at bryde et mønster

I trilogiens sidste bog Man skulle nok have været der følger vi Tue, der er flyttet til København og desperat prøver at finde fodfæste i en by, der ikke behøver ham. Der er ingen boliger, Tue har intet netværk, ja, faktisk har han ingenting.

Thomas Korsgaard har udtalt, at han følte, at han måtte følge historien om Tue ordentligt til dørs. For forfatteren var Tues rejse nemlig langt fra slut ved, at han slap væk fra huset for enden af grusvejen og sin familie.

LÆS OGSÅ: Thomas Korsgaard: Du bryder ikke et mønster bare ved at rejse væk

Det kræver mere at bryde et mønster, og det København, som Tue møder, minder da også mere om en kold skulder end en varm omfavnelse.

Ikke desto mindre får Tue kæmpet sig vej til en ny begyndelse. Men hvad den er, skal ikke røbes her.

Et portræt af det danske velfærdssamfund

Trilogien om Tue udmærker sig ved at male et levende og troværdigt billede af, hvem der er inden for velfærdssamfundets rammer, og hvem der konstant balancerer på kanten … eller falder udenfor.

LÆS OGSÅ: Thomas Korsgaards sidste bog i trilogien om Tue. Smuglæs i Man skulle nok have været der

Det er sørgmodigt, rørende, morsomt og rammende, og Thomas Korsgaard skriver lettilgængeligt i et sprog, hvor der aldrig er langt fra stor alvor til befriende humor. Det har gjort bøgerne til en oplevelse og øjenåbner for mange læsere og til et levende portræt af det moderne Danmark.


Se alle bøgerne her

Samlet udgave af trilogien om Tue

Trilogien om Tue er en samlet udgave af de populære bøger om Tue, der vokser op på en gård for enden af verdens længste grusvej i Nørre Ørum.

Faren skylder sin bror så mange penge, at han må sælge sin guldtand, og han er mere optaget af sine hunde end sine børn. Moren sidder helst i et mørkt rum hele dagen og spiller poker på nettet.

Tue beslutter sig for at prøve lykken i København. Men byen er ikke helt lige til, når man kommer fra Jylland, ikke kender nogen og slet ikke har mulighed for forældrekøb.

Du kan købe Trilogien om Tue online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.



Thomas Korsgaard, Man skulle nok have været der, En dag vil vi grine af det, Hvis der kommer et menneske forbi

Vinder af De Gyldne Laurbær.

Tue bor ikke længere hjemme – ja, faktisk bor han slet ingen steder, da han er blevet smidt ud af sin lejlighed på Frederiksberg.

Nu aner han ikke, hvor han skal tage, for han kan i hvert fald ikke tage hjem til Skive og sin voldelige far. I stedet flakker han rundt på gaden, indtil han en dag møder pigen Victoria, som lever et ganske andet liv end han selv.

Man skulle nok have været der er tredje bog om Tue, som vi mødte første gang i Hvis der skulle komme et menneske forbi. En rammende fortælling om at stå udenfor fællesskabet og drømme om at finde hjem.

Du kan købe Man skulle nok have været der online, fx hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.



Thomas Korsgaard
En dag vil vi grine af det

Hvad sker der med en familie i underskud, som pludselig kommer til penge? Som endelig får det, de har drømt om? Vil alt nu endelig blive godt i hjemmet for enden af den lange grusvej lidt uden for Skive?  

En dag vil vi grine af det er en sorgmunter roman om at skulle klare sig som ung mand i udkanten af det danske velfærdssamfund.

Thomas Korsgaard tog læsere og anmeldere med storm med sin debutroman Hvis der skulle komme et menneske forbi. Nu fortsætter den stærke fortælling om Tue, der vokser op i et hjem, hvor børn overlades til sig selv, hvor voksne ikke rigtig magter at være forældre – og hvor realiteterne sjældent lever op til intentionerne.

Du kan købe En dag vil vi grine af det online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.



Hvis der skulle komme et menneske forbi, Thomas Korsgaard

Tue vokser op i en presset familie for enden af en grusvej lidt uden for Skive. Tues far prøver desperat at holde sammen på stumperne af familiens økonomi og gældsætter sig hos sin bror.

Tues mor har en helt anden plan: Hun drømmer nemlig om at vinde den store gevinst på et af de mange internetkasinoer, hun besøger dagligt.

LÆS OGSÅ: Thomas Korsgaard: Det kan føles meget hensynsløst at skrive

Thomas Korsgaards debutroman Hvis der skulle komme et menneske forbi er en stærk fortælling om at vokse op i fattigdom i udkanten af det danske velfærdssamfund.

Men samtidig er det også fortællingen om en dreng, der finder sin egen vej uden at glemme, hvor han kommer fra.

Du kan købe Hvis der skulle komme et menneske forbi online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.