Danske romaner Fiktion Læseprøve og uddrag Thomas Korsgaard

Thomas Korsgaards sidste bog i trilogien om Tue. Smuglæs i Man skulle nok have været der

man skulle nok have været der, thomas korsgaard, skønlitteratur

Thomas Korsgaard er tilbage med tredje og sidste roman i den anmelderroste trilogi om Tue. Læs et uddrag af Man skulle nok have været der.


I sin særlige humoristiske og rå fortællerstil forsætter Thomas Korsgaard i Man skulle nok have været der den sorgmuntre historie om Tue. Alle romanerne kan læses selvstændigt.

Tue er blevet smidt ud af sin lejlighed og har ingen planer om at vende tilbage til Skive. Efter et møde med pigen Victoria og hendes mor, der er en succesfuld arkitekt, oplever han et helt andet hjem, end han er vant til.

Men snart er han rodløs igen, og finder ly tilfældige steder og hos tvivlsomme typer.

LÆS OGSÅ: Thomas Korsgaard: Jeg vil fortælle om “taberne”. Fordi jeg kender dem. Det er dét, jeg kommer af.

Du kan købe Man skulle nok have været der online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 21. maj.



Thomas Korsgaard

Man skulle nok have været der

1

Jeg bærer alting ned til storskrald. Jeg ved ikke, hvor jeg ellers skal stille det hen.

En papkasse med min dyne, to sæt sengetøj, en knagerække og boksmadrassen. En sort affaldssæk fyldt med tøj, den røde bordlampe og et salt- og pebersæt udformet som pingviner. Min Barnets bog fra dengang mine forældre stadig tog billeder af os. Tues første år, står der med blyant. Jeg kaster den ind i mørket til de andre ting.

Nu ligger det hele så på et betongulv ved siden af en anden persons kasserede printer og et tørrestativ, som er forsøgt samlet med gaffatape. Jeg bakker ud i gården og kigger op. Fra et åbent vindue på fjerde spiller nogen musik, men det er ikke mig. Mit værelse er ryddet og klar til næste lejer. Jeg blev smidt ud med en uges varsel, fordi min udlejer synes, jeg larmede og brugte køkkenet for meget. Det var ikke lige det, hun havde regnet med, sagde hun, jeg var nok lidt for ung. Jeg har skrabet nogle hårde krummer ind under et tæppe og gemt en palme bag gardinet. Det er den første september og tredje gang, jeg flytter, siden jeg tog til København fra Skive for fem måneder siden. Jeg gjorde det for at slippe af med min familie.

For hver gang er der blevet mindre og mindre at flytte, og nu er der næsten ikke mere tilbage. I min baglomme trykker en firkant mod ballerne. Jeg har altid mit pas på mig. Ikke at jeg er på vej nogen steder hen. Det er bare praktisk i tilfælde af, at jeg skulle dø. På den måde kan de hurtigere identificere liget, få tilkaldt de pårørende og afviklet en eller anden ceremoni. Inde i passet ligger der en lille seddel. Det er et hurtigt skrevet testamente. Der står, at mine forældre ikke må arve noget. Ikke at der er noget at arve ud over sportstasken med det mest nødvendige (noget tøj, min computer, en iPhone4 med ridset skærm og en deodorant), men det er alligevel en rar tanke: at børn kan gøre deres forældre arveløse. Jeg sætter hængelåsen på døren til storskraldsrummet og svinger sportstasken over skulderen.

2

Nøglerne lander med et blødt bump oven på en bunke reg- ninger i postkassen. Det er rykkere for alle mulige afdrags- ordninger, som jeg ikke kan betale af på. Men jeg var nødt til at skaffe mig et par briller, fordi jeg kom til at sætte mig på de gamle. Det er en dyr fornøjelse at se.

Jeg skraber mit hjemmelavede navneskilt af med neglene. Det sidder godt fast med tape og ser underligt barnligt ud ved siden af min udlejers og hendes klistermærke med reklamer nej tak. Så krøller jeg det sammen, putter det ind gennem brevsprækken og går udenfor.

Hoveddøren smækker tungt og låser bag mig og skubber mig et skridt længere ud på fortovet. Jeg tænder en cigaret, retter på sportstasken og skal lige til at gå ned mod Forum, da min udlejer kommer ud ad døren bag mig.

”Du glemte vist den her!” siger hun med sin stramme mund, bøjer sig ned og stiller palmen fra sig på fortovet mellem os.

Vi står begge og stirrer på den.

”Ved du hvad,” siger jeg og smiler. ”Den skal du da have! Som tak, fordi jeg måtte bo her.”

Hun ser udtryksløst på mig. ”Værsgo!” prøver jeg.
”Nej tak.”

”Der er altså ikke noget i vejen med den.”

”Jamen jeg siger nej tak.”

”Men du kan få den gratis! Den er gratis!”

”Om så jeg fik penge for det!” siger hun og stirrer på mig.

”Du har heller ikke spartlet hullerne i væggen.”

”De var der i forvejen,” siger jeg og tager et sug af cigaretten.

”Nej,” siger hun hidsigt. ”Det var de i hvert fald ikke.”

”Jo.”

”Nej.”

”Jeg har slet ikke haft noget hængt op. Desuden har jeg fotograferet det hele, da jeg flyttede ind,” siger jeg og ville ønske, det var rigtigt, men det er det ikke, den idé kommer jeg først på nu. Det ser alligevel ud til at virke, for hendes mund åbner sig kort og lukker sig så i igen.

”Du har været en pest og en plage, siden du flyttede ind. Larmer om natten. Ridser gulvene. Ødelægger viskestykker. Spiser sågar af min mad!”

”Jeg har ikke ødelagt viskestykkerne,” siger jeg.

Det ser ud, som om hun vil sige noget mere, men ombestemmer sig. I stedet griber hun fat i dørhåndtaget. Jeg puster røg i ansigtet på hende, fordi jeg ved, at hun ikke bryder sig om det. Det har hun kun godt af. Hun har det i det hele taget meget godt. Hun har en kolonihave uden for Glostrup, som hun betaler med lejen for det værelse. Jeg er den femte, der har boet hos hende på et år. Det burde jeg have taget som et varsel. (Værelset ligger i øvrigt på en sidegade til Gammel Kongevej. Jeg vil gerne advare alle mod hende. Hende skal man virkelig holde sig fra, hvis man gerne vil flytte til København og på nogen måde har mulighed for at vælge.)

”Og den der plante skal ikke stå der, når jeg kommer ned igen!” råber hun og smækker døren. Jeg løfter palmen op og skal lige til at stille den fra mig op af hækken, men så vender jeg mig om. På den anden side af døren står hun og stirrer ud på mig gennem glasset. Jeg overvejer at råbe noget mod den lukkede dør, men jeg er ikke sådan en, der råber. Jeg tager bare palmen med mig og går afsted mod Forum Station.

3

Jeg står ved nedgangen til metroen, da et ukendt nummer ringer. Det kunne være nogen med en lejlighed, jeg har skrevet rundt til alle på Boligportalen, så jeg præsenterer mig med en officiel stemme.

”Dav, du taler med Tue.”

”Nej, gør jeg virkelig!”

”Mor,” siger jeg og kommer til at lyde skuffet.

”Hvad vil du?”

”Jamen jeg vil da bare snakke med min egen søn. Er det nu også forbudt?”

”Nej,” siger jeg, men det er underligt, for vi har ikke talt sammen, siden jeg flyttede eller flygtede.

”Hvor er du henne?” spørger hun, som om der bare ergået et øjeblik, og jeg går lidt ind til siden med palmen for ikke at stå i vejen for de folk, der tonser ned ad trappen til metroen.

Hun rømmer sig, leder efter de rigtige ord, gør sig umage. Det gør hun altid, når der er dårlige nyheder. Om lidt vil hun bede mig om at sætte mig ned, og så vil hun fortælle mig det: At min far er død. Han har hængt sig i laden, vil hun sige, kort og godt. Det, som vi har vidst ville ske, er sket. Han har truet med det så længe, jeg kan huske, og nu er det endelig sket. Min far hænger og dingler i en ledning ude i værkstedet. Han er lige blevet fundet. Der vil blive en begravelse, men den skal jeg ikke med til, jeg skal ikke stå der, jeg skal ingen steder.

”Jamen hvor tror du, jeg er?” spørger jeg hende, selvom jeg ved, at hun ikke kan svare. Hun ved ikke, hvor jeg er. Hun ved ikke, hvor jeg har været i fem måneder.

”Hvor skulle jeg vide det fra?” siger hun, og jeg drejer mig, så jeg står lidt i læ for vinden.

”Prøv at gætte!”

”Det vil jeg sgu da ikke.”

”Jo. Kom nu!”

Hun bliver tavs.

”I København,” siger jeg.

”Hvad laver du derovre?”

”Bor her.”

”Du kunne da godt lige tage og fortælle din gamle mor sådan noget.”

”Hvad er det, du vil?”

Hun svarer ikke, i stedet spørger hun:
”Havde du en god syttenårs?”

”Den var fin.”

”Dine søskende var rigtig kede af, at du ikke kom hjem. Jeg havde faktisk også købt en gave til dig,” siger hun, som om hun havde overvejet at lade være.

”Hvad er det?”

”Det må du jo komme på besøg for at finde ud af.”

”Det ved du godt, jeg ikke bare kan.”

”Begynder du nu på det pis med din far igen?”

”Du ved godt, hvorfor jeg ikke kunne bo hjemme mere.”

”Nu stopper du,” siger hun.

”Du har fandeme heller ikke altid været lige nem, skulle jeg hilse og sige. Jeg gider simpelthen ikke høre på det der.”

”Så synes jeg, du skal lade være med at ringe til mig,” siger jeg og lægger på. Jeg er ved at falde med palmen, da jeg træder et skridt ud på rulletrappen.

4

Kontrollørerne står sjældent på før Christianshavn Station. Det har jeg luret for længst, og jeg skal heldigvis kun til Nørreport. Palmen står i spænd mellem mine fødder, og jeg sidder og vågner, mens jeg stirrer ind i taskerne på utallige mennesker, som står klemt sammen omkring mig.
En sortklædt mand træder ind foran mig og prikker mig på skulderen.

”Kort eller billet,” siger han, og toget taber fart, før det stopper helt.

Jeg tager palmen op i favnen og bakser mig gennem menneskemængden og hen mod døren, men manden følger efter mig ud på perronen på Nørreport og tager fat i min arm.

”Av!” siger jeg lidt for højt og håber, at nogen skal se det.

”Du skal ikke stikke af,” siger han. ”Hvis du ikke har nogen billet, så bliver jeg desværre nødt til at udskrive en kontrol- afgift.”

”En biljet?” spørger jeg og slår over i fjollesvensk, for jeg har hørt, at de tit lader turisterne gå fri. ”Jag fatter inte, hva du mener!”

”En billet!” siger han utrolig langsomt. ”Det er ikke gratis at køre med metroen her.”

”Är det inte?”

”Hvad hedder du?” spørger han og holder en lille maskine frem mod mig.

”Jag heter Jonathan!”

”Godt. Og har du noget ID?”

”ID?” spørger jeg. ”Jag fatter inte, hva som du mener!” ”Vi skal se noget ID. Do you have a passport?”

”Nej, det ligger i Malmø!” råber jeg.

Han lader mig udfylde en seddel, og jeg finder på en adresse i byen, jeg aldrig nogensinde har været i. ”Vi sender en kontrolafgift med posten,” siger han og lader mig slippe.
På vej op ad rulletrappen tager jeg passet op af baglommen og håber, at der ikke findes nogen, som hedder Jonathan og bor på Landsbygatan 5 i Malmø.

5

Ved gitterporten til Politikens Hus nikker jeg til vagten i sikkerhedsslusen, bipper med mit adgangskort og taster den firecifrede kode.
Inde i gården vælter regnen ud over kanterne på tagren- derne. Mine sko er ved at gå op i limningen, vandet trænger ind, hvor de gaber.
Jeg går op ad den lille trappe og ind i kundecenteret og nikker til Stig, som sidder ved sit skrivebord.

”Du er sent på den,” siger han.

”Metroen var i udu.”

”Igen?”

”Ja,” siger jeg og stiller palmen fra mig på gulvet. ”Flytter du ind?”

”Jeg er lige flyttet ud.”

”Nå,” siger han og forsvinder tilbage bag sin skærm.
Jeg klæder om til en af logojakkerne, der hænger på en knagerække henne ved døren og går hen til hylden med grejet til gadesalg. Finder en salgsblok og en kuglepen og tager en af nøglerne på opslagstavlen.
Ude under halvtaget tager jeg et bundt af dagens aviser fra en europapalle, finder ladcykel nummer syv og låser den op. Så står jeg lidt og venter på, at det klarer op.’
Victoria kommer gående med to bundter aviser. Hun kaster dem ned i ladcyklen ved siden af min og river plastikbåndet til et avisbundt op med en negl. Det var hende, som lærte mig op, dengang jeg begyndte herinde. Vi stod og delte aviser ud på Købmagergade hver dag en uge i sommerferien.

”Dav,” siger jeg.”Det der dav,” siger hun, og knolden på hendes hoved vipper lidt.

”Undskyld.”

”Det skal du da ikke undskylde.”

”Hvad skal jeg så?”

”Lade være med at sige det.”

Så tipper jeg cyklen, så den lille ophobning af vand på toppen af presenningen glider ned på asfalten. Enkelte dråber rammer mit bukseben. Jeg fjerner presenningen og stiller pal- men fra mig i ladcyklen ved siden af sportstasken.

”Pæn palme,” siger hun og nikker mod den. ”Vil du have den?”

”Have den?”

”Ja!”

”Hvorfor skulle jeg det?”

”Jeg har ikke selv plads til den.”

”Ellers tak,” siger hun. ”Jeg er ikke så vild med planter. De er så levende. Hvor skal du stå i dag?”

Et lyn afbryder os, og vi trækker synkront hætten på vores jakker op uden at kommentere det. ”Vesterbrogade,” siger jeg.

”Foran Lones Pølser?”

”Ja.”

Så lyder der et tordenbrag i det fjerne, og bygen stilner langsomt af. Det larmer fra tagrenderne. Victoria trækker cyklen ud af den optegnede bås og drejer den i retning mod gitterporten.

”Kun fem måneder mere her,” siger hun. ”Så er jeg i Düsseldorf.”

”I Düsseldorf ?”

”Ja. Forhåbentlig.”

”Hvad sker der i Düsseldorf ?”

”Jeg søger ind på en kunstskole,” siger hun og sætter sig op. ”Hvor imponerende,” siger jeg og tænder en cigaret. ”Jeg krydser fingre. I øvrigt var der lige noget, jeg skulle spørge dig om.”
Hun stopper og sender mig et utålmodigt blik, men jeg kan ikke få det sagt, vil ikke være til besvær.

”Giv mig lige en smøg,” siger hun med en stemme, der får mig til bare at gøre det. ”Og en lighter.”

”Det er ikke sådan, at du kender nogen, der lejer noget ud?” siger jeg endelig.

”Nej, det gør jeg ikke rigtigt,” siger hun. ”Skal du da flytte?” ”Ja. Så hvis du kender nogen …”

”Har I overvejet forældrekøb?” ”Det er bedst, hvis det er en lejebolig,” siger jeg.

”Problemet er, at folk ikke rigtig vil leje ud til en på sytten. De vil altid hellere have par eller en voksen.”

”Kan du ikke bare sige en anden alder?”

”Ahr.”

”Hvorfor ikke?”

”Det synes jeg ikke rigtig, man kan.”

”Så kunne det være, at du kom til nogle fremvisninger i det mindste,” siger hun.

”Så du vil altså have, jeg skal lyve?”

”Lyve og lyve,” siger hun og blinker. Så skodder hun på jorden, forsvinder ud gennem gitterporten, råber sælg godt og kører afsted.

6

Mine fingre er allerede sorte af tryksværte, da jeg parkerer lad- cyklen og slår parasollen op foran Lones Pølser. Så minder jeg mig selv om de særlige regler, der er, når man har logojakken på. Man må ikke drikke alkohol, man skal tage den af, når man spiser frokost, og man skal tale pænt, uanset hvor provokeret man bliver. Jeg lyner den helt op til hagen, tager en af aviserne fra bundtet i vognen og slår op i den. Der er flere, som afviser at tegne et abonnement, fordi de synes, avisen er alt for stor. Jeg er tilbøjelig til at være enig, den fylder virkelig meget. Jeg begynder bagfra, sådan kommer man hurtigere til rubrik- annoncerne, men i dag er der kun reklamer for vandkarafler med kul fra Plusbutikken og en grupperejse til Andalusien. Så bliver jeg afbrudt af en hæs stemme bag mig. Det er kvinden inde i pølsevognen.

”Det lort kan du godt pakke ned igen!” råber Lone. ”Ryk din vogn derhen! Dine kollegaer kan sgu sagtens finde ud af det!”

Hun fægter med armene. Jeg kaster avisen ned i ladcyklen og bakker lidt.
”Sådan,” siger jeg.

Så tager jeg et bundt aviser op og folder dem, på den måde kan jeg have flere i hænderne.

”Dagens Politiken!” begynder jeg at råbe og træder frem på fortovet.
”Dagens avis!”

”Ellers tak,” råber hun inde fra pølsevognen. En mand står og spiser en hotdog hos hende, de kigger begge hen mod mig og småhvisker.

”Er der noget galt? For ellers vil jeg bare prøve at udføre mit arbejde,” siger jeg.

Jeg går i retning mod Føtex for at indhente en kvinde, der netop er gået forbi. Hun skubber en barnevogn, hun kan ikke nå at stikke af i det tempo.

”Jeg kommer fra Dagbladet Politiken,” siger jeg og prikker hende på skulderen. Jeg sørger for at sige det på jysk. Det var det, der fik mig ansat, min dialekt er tillidsvækkende, det sagde Stig.

”Var det ikke noget at få dagens avis med hjem?”

”Nej,” siger hun. ”Ellers tak.”

”Må jeg spørge, hvordan det kan være?”

”Jeg skal lige ind i Føtex,” siger hun. ”Måske på tilbagevejen.” ”Jamen så ses vi der,” siger jeg og smiler til hende, mens jeg går tilbage mod cyklen. Fra begge sider kommer folk gående i store klynger. Det er nemt at regne ud, om de er turister eller bor her. Potentielle kunder er oftest midaldrende kvinder, dem der kunne være min mor, det er min målgruppe. Det er dem, jeg holder øje med, og lige før de nærmer sig, går jeg et par skridt frem og gør mig klar til at smile.

”Var det ikke noget at få dagens Politiken med, unge dame?” spørger jeg en gråhåret page.

”Ellers tak,” siger hun.

”Jamen den er skam gratis!”
Hun stopper op og tager imod den.


”Så tak da,” siger hun, og lige før hun skal til at gå videre, skyder jeg den næste sætning afsted: ”Nu ved jeg godt, at man ikke må spørge en kvinde om hendes alder,” siger jeg. ”Men hvor gammel er du?”

”Syvogtres.”

”Hvad?” spørger jeg. Hun bliver lidt forvirret, og det ser ud til at virke. ”Det er løgn! Det er simpelthen løgn. Undskyld, men du holder dig da helt utrolig godt,” råber jeg og holder hånden op foran munden for at virke overrasket.

”Nej,” siger hun.

”Hold da helt op,” siger jeg, og nu bløder hun op med et smil, og jeg lægger en hånd på hendes skulder som for at holde hende fast.

”Må jeg ikke lige fortælle dig noget?” spørger jeg, sænker stemmen og læner mig lidt frem. ”Men det skal blive mellem os to, for nu gør jeg noget, jeg egentlig ikke må. Jeg kan jo godt se, at du er en travl kvinde, så det vi kan gøre, det er, at jeg laver et personligt tilbud til dig, hvor vi sender avisen hjem til dig i weekenderne, og så får du adgang til e-avisen ugens andre dage, og det kan jeg faktisk give dig i tre måneder helt gratis.”

Vi må slet ikke sige hverken personligt tilbud eller tilbud. Det var Victoria, som lærte mig det. Vi skal helst sige kampagne eller prøveperiode, men der er aldrig nogen, der tjekker.
”Er det rigtigt?” spørger kvinden.

”Ja! Du skal faktisk bare selv betale portoen, og det er tredive kroner per avis – og det er jo lige til at klare,” siger jeg og henter salgsblokken.

”Det må jeg sige.”

”Så synes jeg da, du skal prøve det af,” siger jeg. ”Det sker der jo ikke noget ved.”

”Jamen det er da også rigtigt,” siger hun. ”Jeg har også tænkt på, at jeg gerne ville til at være lidt mere spontan.”

”Jeg synes, du er meget spontan,” siger jeg og klemmer hendes skulder blødt, men det gør hende skeptisk, som om hun er ved at vågne. Her gælder det om ikke at blive hylet ud af den, men bevare roen, så man virker troværdig.

”Og jeg går ud fra, at jeg altid kan melde det fra igen?” spørger hun.

”Nemlig,” siger jeg.

Så står hun lidt og tænker, og jeg spænder alle tæerne og mærker min sko løfte sig fra fortovet.

”Jamen så skidt da,” siger hun og jeg lægger salgsblokken på låret og beder om hendes navn, adresse og bankoplysninger og skriver dem med min blanding af små og store bogstaver.

”Så får du din første avis allerede på lørdag,” siger jeg, river kalkerpapiret med kvitteringen af og giver den til hende.

”Det vil jeg da glæde mig til så,” siger hun og bliver stående lidt, som om der var mere, vi skulle.

”Hav en dejlig dag!”

”I lige måde,” svarer hun, putter avisen i tasken og går videre. Jeg går tilbage mod ladcyklen. Klokken er to. Jeg har snart fri. Engang glædede jeg mig på det her tidspunkt. I dag minder det mig kun om, hvor kort tid der er, til jeg skal sove.

Nu kommer kvinden med barnevognen trillende ud af Føtex. Hun skal også have et abonnement. Jeg ved, hun siger ja. Jeg retter mig op og rømmer mig et par gange, men så drejer hun i en helt anden retning. Jeg skynder mig at tage salgsblokken og løber efter hende.

”Undskyld,” siger jeg og prikker hende på skulderen igen. ”Du sagde, du ville komme forbi på tilbagevejen?”

Hun vender sig om og stirrer på mig.

”Vi har mulighed for at give dig et rigtig godt tilbud på et abonnement lige nu.”

”Jeg har simpelthen ikke lyst til at tale med dig,” siger hun, men det skal man ikke tage personligt.

Har du lyst til at læse videre i Man skulle nok have været der?

Thomas Korsgaard, Man skulle nok have været der, En dag vil vi grine af det, Hvis der kommer et menneske forbi

Tue bor ikke længere hjemme – ja, faktisk bor han slet ingen steder, da han er blevet smidt ud af sin lejlighed på Frederiksberg.

Nu aner han ikke, hvor han skal tage, for han kan i hvert fald ikke tage hjem til Skive og sin voldelige far. I stedet flakker han rundt på gaden, indtil han en dag møder pigen Victoria, som lever et ganske andet liv end han selv.

Man skulle nok have været der er tredje bog om Tue, som vi mødte første gang i Hvis der skulle komme et menneske forbi. En rammende fortælling om at stå udenfor fællesskabet og drømme om at finde hjem.

Du kan købe Man skulle nok have været der online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.