CarlsenPuls Inez Gavilanes Young Adult-romaner

Inez Gavilanes: Vi mennesker er meget ens. Det er det, vi bliver udsat for, som gør forskellen

Forfatter, sanger og terapeut Inez Gavilanes er aktuel med YA-romanen Måske i morgen om pigen Lulu, der vokser op i skyggen af en psykisk syg mor. Bogen går tæt på de unge mennesker, der falder ud af fællesskabet – en gruppe, der står Inez’ hjerte meget nært.


”De andre er startet på gymnasiet i denne uge. Over halvdelen af hver årgang går direkte fra folkeskolen over på en gymnasial uddannelse, fortalte de i radioen forleden. Hvad med resten? Dem er der ingen, der gider tale om.” (fra bogen)

Måske i morgen handler om dem, som ingen gider tale om. Dem, som står udenfor. Dem som med et grimt ord kaldes taberne. Bogen er fiktion, men er i høj grad inspireret af hendes arbejde med socialt udsatte unge og voksne siden 2012 og forfatterens egne oplevelser i Ballerup, hvor hun er vokset op.

LÆS OGSÅ: Inez Gavilanes’ debutroman handler om, når systemet svigter – tyvstart på Måske i morgen her

Lulu går i 6. klasse, da hendes verden bryder sammen – hendes mor bliver fyret, hendes forældre bliver skilt, og moderen synker ind i en langvarig depression, der gør hende ude af stand til at leve et normalt liv.

Al ansvaret for moderen og hverdagen hviler nu på Lulu, og hun sørger for indkøb, at moderen tager sin medicin, at hun kommer i seng og at hun står op. Lulus mor har helt givet slip og er endda ondskabsfuld over for sin datter.

”Vil du gerne på børnehjem, Lulu,” sagde Lena. ”For det er jo konsekvensen, hvis jeg bliver indlagt. Børn får ikke lov at bo alene, de bliver hentet af kommunen.”

Måske i morgen

Følelsen af fællesskab

Fordi moderen truer med at tage sit eget liv, så tør Lulu ikke forlade hende, og hun ender med at droppe ud af 10. klasse uden en eksamen. En dag, efter et skænderi med moderen, går hun hjemmefra og møder en gruppe piger på gaden, Baby, Missy og Kit. De er hårde, de stjæler, drikker og ryger hash og går ikke af vejen for en slåskamp. Men hvad er det hun finder hos dem?

LÆS OGSÅ: 20 fantastiske YA-bøger der kan streames lige nu

”Det, som hun får sammen med de tre piger, er oplevelsen af et tilhørsforhold og følelsen af et fællesskab, som de fleste af os jo leder efter. Her bliver hun accepteret, som den hun er. De nye veninder dømmer hende ikke, og de har også selv en belastet fortid, hvilket vækker genklang hos Lulu. Her kan hun sænke skuldrene lidt,” forklarer Inez Gavilanes.

måske i morgen, inez gavilanes
Foto: Simon Klein Knudsen

De voksne er fraværende

I sin fritid arbejder Lulu i en blomsterbutik, der fungerer som et helle, og hvor hun for en stund kan glemme det derhjemme. Den er ejet af en sympatisk kroatisk familie, der af og til inviterer Lulu på aftensmad.

Det er familieidyl til låns, og de eneste voksne – ud over Lulus mor -, der optræder i romanen. Ellers glimrer de voksne ved deres fravær, og de unge er overladt til sig selv. Noget Inez Gavilanes genkender fra sit arbejde med unge, der kunne ligne Lulu og hendes venner.


”I mit arbejde ser jeg rigtig mange, som simpelthen ikke har gennemført folkeskolen, og som i det hele taget er fløjet under radaren med deres problemer. Og det kan jo virkelig undre, at der ikke er taget hånd om det undervejs.

De historier, jeg hører, kan være om misbrug derhjemme eller som her i historien om psykisk sygdom og alle muligt andet skidt. Det er ting, man ikke lige taler om, så det kan jo være svært for en skolelærer at komme ind på livet af sådan en elev.

Men jeg må indrømme, at der er noget fundamentalt galt med vores sammenhængskraft, hvis man ikke bliver samlet op i en folkeskole af nogen professionelle voksne. Det forstår jeg ikke. Men der er masser af de her børn. Desværre.” 

Børn får ikke den rette hjælp

I sin research til Måske i morgen læste Inez Gavilanes i en undersøgelse fra Psykiatrifonden fra 2019, at der i Danmark er 310.000 børn, der lever med psykisk syge forældre. Børn hvoraf langtfra alle får den rette hjælp, inden det har fået store konsekvenser for deres ungdom og manglende uddannelse. De kan senere ende på kommunen, når man begynder at stille krav til dem. Og måske havner de foran Inez Gavilanes.

”Jeg har mødt masser af de her piger i mit arbejde, som ikke har klaret folkeskolen, og når de så bliver 18 år, forventes det af dem, at de skal have et arbejde eller en uddannelse, men de har jo ikke noget fundament at gøre det på. Der er ikke den rigtige hjælp til dem, ja der er nærmest ikke noget hjælp. Jeg synes, det er problematisk,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Bøger på vej: Se vores liste med nye og kommende bøger

Inez Gavilanes er selv vokset op i Ballerup og er som ung kommet i Blokhaven, hvor figuren Missy bor. Det var noget af en øjenåbner.

”Jeg var en af villabørnene, hvor der var ordnede forhold, men da jeg besøgte Blokhaven var det en helt anden slags udfordringer, de havde her: misbrug, selvskade, børn, der var overladt til sig selv og voksne, der kæmpede for at holde sig selv oven vande.

Der var ballade og besøg af politiet hver weekend, og nogen gange blev man nødt til at gå en anden vej, fordi der lige havde været skyderier. Der er også andre byer, der har den slags problemer, men jeg har valgt at skrive om et område jeg kender godt. Jeg ved dog, at der i de senere år er blevet ryddet op.”  

Der er ingen dumme mennesker

Måske i morgen er båret af en tydelig solidaritet med Lulu og hendes situation. Men hvad er det, som Inez Gavilanes gerne vil pege på og have os til at se og forstå?

”Jeg vil så gerne have, at vi får en større forståelse for hinanden. Jeg tror, at vi er meget ens som mennesker, men det er det, vi bliver udsat for, som gør forskellen. Der er ingen dumme mennesker; vi gør alle sammen det, som vi selv oplever, som fornuftigt ud fra de muligheder, vi nu engang har.”

LÆS OGSÅ: 10 fantastiske bøger til unge

“For eksempel Lulu, der vælger at dulme sine følelser og tanker med sprut og hash, hvilket udefra set måske ikke er det klogeste, men det hjælper hende her og nu til at lægge låg på sin dårlige samvittighed. Det var det, hun havde mulighed for, og det var derfor, hun gjorde det.

Den sociale arv vejer tungt i vores alle sammens rygsæk. Uanset hvad vi har med os, bærer vi præg af det. Særligt hvis det handler om psykisk sygdom, misbrug eller andre virkelig voldsomme ting, der er havnet i baggagen. Jeg har lyst til, at vi tager dialogen om, hvordan vi giver hinanden de bedste rammer for at have det godt. At vi rækker mere ud mod hinanden.”

Ingen lykkelig slutning

Tror Inez Gavilanes på en lykkelig slutning for Lulu?

“Nej, det gør jeg nok ikke desværre. Man kan jo håbe på, at hun har fået så meget med fra blomsterbutikken, at hun bevarer sin lyst til at få sin egen butik en dag. At hun formår at gå efter drømmen og på den måde skaber mening i sit liv.”

LÆS OGSÅ: Angie Thomas tager læseren med tilbage til 1998 i ny roman

“Men jeg tror altid, hun vil få svært ved at lege familie og det bliver nok heller aldrig nemt for hende med parforhold og relationer til veninder, det har hun jo ikke lært hjemmefra.

Den chance hun skal få, er en chance hun skal give sig selv.” 

Inez Gavilanes, måske i morgen, ya, young adult, ungdomsbog, realisme

Lulu bor med sin psykisk ustabile mor i en forstad til København. Men hun kæmper med en sort ensomhed, der synes at gribe mere og mere om sig, og da det en dag slår klik for hendes mor, flygter Lulu ud af lejligheden. Hun skal bare lige have en pause. Væk fra sin mor og kritikken, der hagler ned over hende.

Men så møder Lulu en flok piger, der ser hende, og som giver hende en opmærksomhed, hun er uvant med. Lulu føler sig som et menneske igen, og hun bliver snart en del af gruppen. Men tilhørsforholdet kommer med en pris, og da spillereglerne viser sig at være svære, ender Lulu snar som en brik i et spil, der kan få fatale konsekvenser.

Du kan købe Måske i morgen online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 6. maj.


Jeg arbejder i presseafdelingen, hvor jeg har den fornøjelse at sørge for, at pressen og læserne bliver opmærksomme på de bøger, som forlaget udgiver. Det var vist Troldepus, der var min første litterære forelskelse og siden har der været mange andre, og det bliver bare ved. Jeg har læst dansk litteratur på Københavns Universitet og er siden havnet i forlagsbranchen, hvilket er dejligt og rigtigt.