Da Thomas Korsgaard satte sig ned for at skrive videre efter succesen med debutromanen Hvis der skulle komme et menneske forbi, troede han, at han skulle skrive en novellesamling. Men skriften ville det anderledes. Læs med her, hvor Thomas fortæller om, hvordan romanen En dag vil vi grine af det blev til.
Af Thomas Korsgaard
I februar 2017, kort efter at jeg debuterede med min roman Hvis der skulle komme et menneske forbi, sad jeg i køkkenet i min gamle lejlighed med min notesbog og en af de flasker rødvin, jeg fik til min bogreception. Det var en helt vildt intens tid omkring udgivelsen af den bog med anmeldelser, interviews og en del opmærksomhed.
Det var selvfølgelig dejligt – det var alt, hvad jeg havde drømt om og håbet på. Men jeg fandt også ud af, at opmærksomheden i bund og grund ikke betyder så meget for mig. Ikke at jeg er nogen sky eller genert person – jeg kan godt lide at være på og takker gerne ja. Men jeg vil hellere bruge tid på det, jeg bedst kan lide: nemlig mit arbejde. At skrive.
Lyt til de første 5 minutter af Hvis der skulle komme et menneske forbi
Derfor tog jeg kort tid efter bogudgivelsen i sommerhus et par uger udelukkende for at skrive, drikke te og vin og gå lange ture i en plantage tæt på. Jeg slettede min facebookprofil, min instagram, lod være med at lade min telefon op de fleste dage, og gjorde mig i det hele taget utilgængelig og usynlig for at kunne overgive mig til at skrive.
“Hvad tænker de mon på?”
Egentlig var jeg gået i gang med at skrive tekster om nogle karakterer, som jeg troede skulle blive bærende for en novellesamling, som jeg længe gerne har villet skrive. Og jeg var fint i gang.
Men på en gåtur ved Vesterhavet stod jeg og røg en cigaret. På stranden holdt et par biler. Ingen af førerne gik ud, de blev siddende og så på bølgerne inde fra bilen. Mere skete der sådan set ikke, men for mig rummede det dramatik nok. Hvad sad de mon og tænkte på?
Det, at de sad der, bragte mig pludselig tilbage til min opvækst ved Limfjorden, hvor mange gjorde netop dét: kørte bilen ned på stranden for sidde og betragte udsigten.
Det var inspirationen til den scene, som endte med at blive første kapitel i min nye roman. Tue, hovedpersonen på 17 år, sidder i en bil på stranden med sin mor, da hun betror ham, at hun har en affære og overvejer at flytte fra familien.
Om at skrive dialog
Noget af det første, jeg skriver, er som regel dialogen. Jeg elsker at skrive replikker. Det giver mig en forståelse for, hvem mine personer er, at jeg ved, hvordan de taler – hvad de kunne finde på at sige, og hvad de bestemt ikke kunne finde på at sige.
Jeg er decideret hysterisk med den del af teksten, og lige indtil den sidste korrektur ændrede jeg småord i replikkerne.
Da jeg havde skrevet det første kapitel helt færdigt, blev jeg nysgerrig på, hvad der så ville ske. Hvad sker der, når man som Tue bliver betroet sådan en hemmelighed? Hvor går man hen med den viden? Tue kan ikke få historien verificeret nogen steder. Og han bliver i tvivl om, hvad der er virkeligt.
“For mig opstår det meste i skriften”
Det blev jeg nødt til at skrive resten af bogen for at finde ud af. Jeg tog derfor et par beslutninger om, at bogens handling skulle strække sig over et år og havde også en klar idé om, hvad der skulle ske hen mod midten. Ellers anede jeg ikke noget. For mig opstår det meste i skriften. Som forfatter bestemmer du altså ikke altid selv, hvad du vil skrive.
Selvom det er samme univers som i min debutroman – de samme karakterer og det samme miljø – har det været vidt forskelligt at skrive de to bøger. Hvis den første er et patchworktæppe sat sammen af forskellige stykker stof lavet ét af gangen er den nye et vævet tæppe, hvor en enkel, dårlig tråd kan få det hele til at trevle.
Nu kan jeg ikke gøre andet end at vende blikket mod min computer og fortsætte det daglige arbejde.
Portræt af Thomas Korsgaard øverst på siden: © Fotograf Les Kaner
Da Thomas Korsgaard satte sig ned for at skrive videre efter succesen med debutromanen Hvis der skulle komme et menneske forbi, troede han, at han skulle skrive en novellesamling. Men skriften ville det anderledes. Læs med her, hvor Thomas fortæller om, hvordan romanen En dag vil vi grine af det blev til.
Af Thomas Korsgaard
I februar 2017, kort efter at jeg debuterede med min roman Hvis der skulle komme et menneske forbi, sad jeg i køkkenet i min gamle lejlighed med min notesbog og en af de flasker rødvin, jeg fik til min bogreception. Det var en helt vildt intens tid omkring udgivelsen af den bog med anmeldelser, interviews og en del opmærksomhed.
Det var selvfølgelig dejligt – det var alt, hvad jeg havde drømt om og håbet på. Men jeg fandt også ud af, at opmærksomheden i bund og grund ikke betyder så meget for mig. Ikke at jeg er nogen sky eller genert person – jeg kan godt lide at være på og takker gerne ja. Men jeg vil hellere bruge tid på det, jeg bedst kan lide: nemlig mit arbejde. At skrive.
Lyt til de første 5 minutter af Hvis der skulle komme et menneske forbi
Derfor tog jeg kort tid efter bogudgivelsen i sommerhus et par uger udelukkende for at skrive, drikke te og vin og gå lange ture i en plantage tæt på. Jeg slettede min facebookprofil, min instagram, lod være med at lade min telefon op de fleste dage, og gjorde mig i det hele taget utilgængelig og usynlig for at kunne overgive mig til at skrive.
“Hvad tænker de mon på?”
Egentlig var jeg gået i gang med at skrive tekster om nogle karakterer, som jeg troede skulle blive bærende for en novellesamling, som jeg længe gerne har villet skrive. Og jeg var fint i gang.
Men på en gåtur ved Vesterhavet stod jeg og røg en cigaret. På stranden holdt et par biler. Ingen af førerne gik ud, de blev siddende og så på bølgerne inde fra bilen. Mere skete der sådan set ikke, men for mig rummede det dramatik nok. Hvad sad de mon og tænkte på?
Det, at de sad der, bragte mig pludselig tilbage til min opvækst ved Limfjorden, hvor mange gjorde netop dét: kørte bilen ned på stranden for sidde og betragte udsigten.
Det var inspirationen til den scene, som endte med at blive første kapitel i min nye roman. Tue, hovedpersonen på 17 år, sidder i en bil på stranden med sin mor, da hun betror ham, at hun har en affære og overvejer at flytte fra familien.
Læs første kapitel af En dag vil vi grine af det
Om at skrive dialog
Noget af det første, jeg skriver, er som regel dialogen. Jeg elsker at skrive replikker. Det giver mig en forståelse for, hvem mine personer er, at jeg ved, hvordan de taler – hvad de kunne finde på at sige, og hvad de bestemt ikke kunne finde på at sige.
Jeg er decideret hysterisk med den del af teksten, og lige indtil den sidste korrektur ændrede jeg småord i replikkerne.
Da jeg havde skrevet det første kapitel helt færdigt, blev jeg nysgerrig på, hvad der så ville ske. Hvad sker der, når man som Tue bliver betroet sådan en hemmelighed? Hvor går man hen med den viden? Tue kan ikke få historien verificeret nogen steder. Og han bliver i tvivl om, hvad der er virkeligt.
“For mig opstår det meste i skriften”
Det blev jeg nødt til at skrive resten af bogen for at finde ud af. Jeg tog derfor et par beslutninger om, at bogens handling skulle strække sig over et år og havde også en klar idé om, hvad der skulle ske hen mod midten. Ellers anede jeg ikke noget. For mig opstår det meste i skriften. Som forfatter bestemmer du altså ikke altid selv, hvad du vil skrive.
Selvom det er samme univers som i min debutroman – de samme karakterer og det samme miljø – har det været vidt forskelligt at skrive de to bøger. Hvis den første er et patchworktæppe sat sammen af forskellige stykker stof lavet ét af gangen er den nye et vævet tæppe, hvor en enkel, dårlig tråd kan få det hele til at trevle.
Nu kan jeg ikke gøre andet end at vende blikket mod min computer og fortsætte det daglige arbejde.
En dag vil vi grine af det udkommer 3. maj og kan bestilles her.
Portræt af Thomas Korsgaard øverst på siden: © Fotograf Les Kaner
Andre læste også: