Fagbøger Sundhed og livsstil

Interview med Cecilie Haugaard: Lær at styre de sociale medier, så de ikke styrer dig!

Interview med Cecilie Haugaard: Lær at styre de sociale medier, så de ikke styrer dig!

De sociale medier har på godt og ondt fyldt meget i Cecilie Haugaards liv. I Instagrim undersøger hun, hvordan de påvirker vores mentale sundhed og viser en vej til, hvordan vi kan bruge dem uden at blive negativt påvirket.

“Min motivation for at skrive den her bog er, at jeg på egen krop har mærket, hvad de sociale medier – i mit tilfælde Instagram – kan gøre ved dig, hvis du ikke bruger dem bevidst.

Jeg betragter mig selv som et ret rationelt menneske. Og alligevel fik de sociale medier krammet på mig og fyldte mig for en årrække tilbage periodevist med tristhed og negative følelser. Jeg havde travlt som model i de år, rejste meget alene, og min telefon blev min go-to ting, jeg scrollede alt for meget rundt, og det blev en negativ spiral. Jeg gik derind for at blive underholdt og inspireret, men fik sjældnere og sjældnere det ud af det.

Da jeg først havde erkendt, at jeg måtte begynde at bruge de sociale medier på en anden måde og være mere selektiv i forhold til, hvem jeg følger, begyndte jeg at tale med min kæreste og mine venner om det. Bare det at sige det højt hjalp mig, og det gik hurtigt op for mig, at jeg langt fra var alene med det problem. Det er et samfundsproblem, og der er desværre en sammenhæng mellem det stigende antal unge, der mistrives i dag, og det stigende antal timer, vi bruger på sociale medier.

Jeg sagde derfor ja i 2019 til at lave mini-dokumentaren på TV 2, Cillemouse – den falske virkelighed, og nu til at lave bogen Instagrim om emnet, hvor jeg undersøger, hvordan vi kan bruge de sociale medier på en måde, der ikke skader os.”

LÆS OGSÅ: Pernille Oldgaard dumpede matematik, men har succes som finansiel rådgiver

Hvad kendetegner din egen professionelle profil?

“Jeg har valgt at have en personlig, men ikke privat profil. Jeg udvælger de bedste øjeblikke i mit liv – og deler bevidst ikke det, der er sårbart for mig. Instagram er et fantastisk fællesskab, og jeg finder så meget god inspiration derinde, men jeg har valgt at passe på mig selv ved kun at bruge det professionelt og ikke privat. Så det, folk ser på min profil, er mig, der gør mig umage, hvilket jeg også er tydelig omkring i min profiltekst på Instagram. Det er ikke mig, der har en dårlig dag. Dem har jeg, ligesom alle andre, men her bruger jeg bevidst ikke de sociale medier, men mine nærmeste.

Som jeg ser det, vil de sociale medier altid være en iscenesættelse af virkeligheden, og vi vil altid kun dele et udsnit med hinanden. Det er vigtigt, at vi er bevidste om det.”

Interview med Cecilie Haugaard: Lær at styre de sociale medier, så de ikke styrer dig!

Cecilie Haugaard (32) er model og influencer. Hun er uddannet fra CBS som cand.merc i økonomi og kommunikation med en overbygning i psykologi. Derudover har hun taget en uddannelse inden for coaching og har selv haft klienter. Foto: PR

Hvad har arbejdsprocessen med bogen lært dig?

“Jeg havde allerede en del faglig viden om brugen af sociale medier fra Cillemouse – den falske virkelighed. Jeg har med Instagrim har lyst til at undersøge, om der ikke er en måde, hvor vi kan være på de sociale medier uden at få det dårligt med os selv og falde i de fælder, som de sociale medier sætter op for os for at få os til at blive?

Jeg har en masse positive oplevelser ud af at være til stede og interagere med folk på Instagram – men jeg synes, den her bog manglede. En bog om bagsiden, som ikke udskammer brugen, men hjælper os med at finde en vej frem i en verden med sociale medier.

Undervejs i min undersøgelse af, hvad de sociale medier gør ved os, stødte jeg på viden om, at der er ved at ske et skred i de to modi, hjernen opererer i. Hvor vi traditionelt har bevæget os cirka lige meget mellem den modus, hvor vi er direkte ”på” og den, hvor vi udfolder og gennemtænker, er vi i dag mest i den første modus. Den udvikling, som i høj grad tilskrives brugen af sociale medier, gør os dårligere til at handle, planlægge og være rationelle. Hjernen har brug for at gennemgå de oplevelser, vi har, når vi er ”på”.

Det giver så meget mening for mig. Jeg har brug for pausen, og forsøger i dag at se det som en gave, når jeg indimellem ikke har mobilen indenfor rækkevidde.”

Instagrim indeholder konkrete råd fra eksperter i sociale medier – hvad har du selv taget til dig?

“Jeg har haft behov for at lægge en sundere strategi for mit sociale mediebrug – og i dag sorterer jeg med hård hånd i, hvem jeg følger. Hvis jeg ikke bliver glad og inspireret, men derimod mærker noget negativ som misundelse eller mindreværd, muter jeg dem eller stopper med at følge dem, så jeg ikke bliver præsenteret for deres indhold hele tiden.

Det betyder ikke, at jeg ikke stadig kan finde på at tjekke dem ud, men så gør jeg det bevidst kun de dage, hvor jeg selv har overskud og er i godt humør.

Derudover har jeg skruet ned for mit forbrug og går kun ind og tjekker med et formål. Det kan være alt fra at blive inspireret til, hvad jeg skal tage på, inden jeg skal ud ad døren 15 minutter senere, til indretning, spisesteder og så videre.

Jeg er også blevet klogere på, hvorfor det er sådan en tidsrøver. Jo mere tid, du bruger derinde, jo flere penge tjener annoncørerne. Men jo længere tid, du bruger derinde, jo mere bliver dine tanker og følelser påvirket af det, du ser.

Jeg forsøger derfor ikke bare at være “passiv forbruger”, hvor jeg scroller formålsløst rundt. I stedet gør jeg mig klart, hvad jeg søger, inden jeg griber mobilen. Vil jeg selv poste noget? Vil jeg inspireres eller interagere med andre?”


Instagrim af Cecilie Haugaard

Interview med Cecilie Haugaard: Lær at styre de sociale medier, så de ikke styrer dig!

Model og influencer Cecilie Haugaard (Cillemouse) undersøger ud fra en personlig tilgang, hvordan de sociale medier påvirker vores mentale sundhed – noget, hun selv har kæmpet med i perioder, hvor de sociale medier har haft en for stor plads i hendes liv.

Gennem en række samtaler med eksperter – en hjerneforsker, en psykolog, en ekspert i sociale medier og en mentaltræner – afdækker hun, hvordan medierne er designet til at tage så meget af vores tid og opmærksomhed som muligt, hvordan de bypasser vores rationelle tænkning og dømmekraft, og hvordan de kan resultere i tristhed, misundelse og mindreværd.

Hun fortæller også åbent og ærligt om de perioder i livet, hvor de sociale medier har haft en negativ indflydelse på hendes mentale tilstand, og hvordan hun kom videre.

Du kan købe Instagrim online fx hos Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.