Anne-Marie Vedsø Olesen Fiktion Læseprøve og uddrag Skønlitteratur

Egyptiske guder, ukontrolleret kaos og medrivende spænding. Læs et uddrag af første bog i Anne-Marie Vedsø Olesens trilogi “Gudestorm” her

Gudestorm

Anne-Marie Vedsø Olesens spændingsserie Gudestorm er en utrolig fortælling om den egyptiske kaosgud Seth, der er på fri fod i nutiden – og får skabt masser af ødelæggelse i sit vække… Læs første kapitel i Gudestorm 1 – Djævelens kvint her.

Anne-Marie Vedsø Olesen er en prisvindende og anmelderrost forfatter. Forfatterskabet inkluderer serien om vølven Snehild, der på mesterligt vis kombinerer nordisk mytologi og hæsblæsende historiefortælling. Første bog i serien vandt DR’s romanpris 2022, og serien læses entusiastisk både af anmeldere og læsere landet over.

LÆS OGSÅ: Anne-Marie Vedsø Olesens Gudestorm-trilogi er en fortælling om hævn, sex og en egyptisk gud, der går amok

Nu kan du dykke ned i den egyptiske mytologi med serien Gudestorm, hvor kaosguden Seth bliver genfødt i København. Bøgerne tager os med på en rejse, både til Tyskland og England, men også igennem den egyptiske mytologis levende landskab. For hvad sker der, når en egyptisk Gud genfødes i den nutidige verden? Læs et uddrag af første bog i serien, Djævelens kvint, lige her.




Gudestorm 1 – Djævelens kvint

O, Einer aus Neunen, Du alleine, Der Neune zwingen kann zu Einem, Über das Land Sarastros senke
Die Dunkelheit ewiger Nacht,
Und Ermattung dem Körper schenke Wie Osiris. Niemehr Isis lacht!

Prolog

Hans kone havde givet ham et stykke sild med i madpakken. Det var sådan set sødt af hende, han vidste, at hun vidste, at han elskede marinerede sild. Men altså bare ikke i en madpakke. Marinaden sivede igennem til de andre madder, så alting smagte af sild.

Han pakkede madpakken sammen igen og lagde den tilbage i køleskabet. Det var på tide at gå en runde.

Klokken to-runden var aldrig noget problem. Det var værre med den klokken fem, den havde han aldrig rigtig vænnet sig til. Det var egentlig mærkeligt, når nu han havde været nattevagt i næsten tyve år, men han blev stadig så træt hen under morgenen.

Måske han skulle fejre de tyve år? Holde et lille jubilæum i vagtstuen?

Han krydsede den mørke vinterhave og gik op til det ud- døde cafeteria, alt imens han lyste på trappetrinnene med sin lygte. Han havde engang prøvet at snuble i mørket på vej op ad de trin, og han var landet med et brag nede blandt vinterhavens gigantiske natsorte planter. Den pludselige lyd i den ellers totale stilhed, der hvilede over museet midt om natten, havde forskrækket ham sådan. Bumpet, det klirrende nøglesæt og den metalliske lyd fra lygten, der trillede hen over gulvet, havde fået hans hjerte til at springe et slag over. Han gik videre gennem cafeteriet, mens han spekulerede over, hvem han skulle invitere med til jubilæet, og fortsatte derpå ind i de mørklagte sale med franske statuer, hvor han for et øjeblik standsede op og rettede lygten mod kvinden med slangerne på hovedet.

Hun var ved at blive slået ihjel, hende med slangerne, ogdet kunne man jo sådan set godt forstå, når nu hun var så- dan et uhyggeligt uhyre. Men det var alligevel lidt synd, det havde han altid syntes, for manden, der slog hende ihjel, så voldelig ud, ja nærmest sindssyg, som en gal morder, og hele situationen var så væmmelig.

Lars skulle selvfølgelig med, og Flemming. Men hvad med ham den nye unge, Nicolaj, ham kendte han jo næsten ikke? Han fortsatte hurtigt gennem salene med bronzestatuerne og standsede kun op ved de små nøgler, der hang på væggene, for dér at stikke dem ind i sit apparat og dreje en omgang.

Det beviste, at han havde været i rummene.

Han syntes, at de var kedelige, de statuer. Det var kun hende med slangerne, der var noget ved. Men Flemming kunne godt lide dem. Det var meget sjovt indimellem at høre, hvad de andre kunne lide og ikke kunne lide, men de så kun sjældent hinanden, faktisk kun når de lagde vagtplaner.

Salene med de danske statuer var også kedelige, og han var glad, da han endelig stod i den lille mellemgang med stensarkofagerne. Her standsede han altid op og kiggede på billederne, der var hugget ud i stenen.

Der var hende Ariadne, der holdt fest med Dionysos, det kunne han godt lide at se på, de var så glade, og så alle de pæne drueklaser … Og ham Dionysos var vingud, havde Nikolaj i sidste uge fortalt ham, og Ariadne havde været ked af det, inden Dionysos kom, for hendes kæreste havde forladt hende.

Det var lidt mærkeligt at se på sarkofagen nu, faktisk bedre, tænkte han, for nu var der ligesom endnu mere glæde at se, når nu han vidste, at hun havde været så ked af det. Og vindruerne, jamen selvfølgelig, det var da fordi ham Dionysos var vingud! Det skulle han huske at fortælle sin kone.

Nikolaj var nu ikke så tosset alligevel, selv om han tit talte om underlige ting. Men det med Ariadne og Dionysos, det syntes han var spændende, sådan noget kunne han da godt tænke sig at vide noget mere om selv.

Ja, Nikolaj skulle bestemt også med, besluttede han og fortsatte ind i det firkantede forværelse med de fire stenløver. Herfra ville han dreje til højre, ind i salene med græske statuer. Dem kunne han også meget godt lide, selv om han aldrig rigtig havde forstået, hvordan sådan et fint museum kunne tillade sig at udstille kopier. ’Romersk kopi’ stod der på de fleste af de hvide marmorstatuer i den største af salene, og han syntes, at det var lidt pinligt for museet.

Netop som han skulle til at begive sig ind i den græske afdeling, strejfede lyskeglen fra hans lygte indgangen til den klassiske festsal lige fremme, og han standsede op igen. Sikke noget sjusk, tænkte han og lyste derind, de havde tydeligvis glemt at rydde op efter sig.

I det samme hørte han lyden. Glas der splintredes, en klirren mod et stengulv, så var den væk igen, denne lyd, lige så hurtigt og pludseligt som den var kommet, og han stod alene tilbage i den nu al for tomme stilhed blandt løvernes sorte stensilhuetter og prøvede at genkalde sig den.

Jo, det var lyden af knust glas, det var han sikker på, og den var kommet inde fra venstre, fra den egyptiske afdeling.

Han slukkede lygten og lyttede.

Han kunne mærke sine pulsslag nu, hurtigt og kraftigt dunkede de helt ud i tommelfingrene. I sine snart tyve år som nattevagt havde han aldrig oplevet en sådan situation, og alt hvad han engang for mange år siden havde lært om procedurer og sikkerhedsregler syntes med ét at være splintret sammen med den lyd af knust glas, der nu rungede gennem hans hjerne. Men der var helt stille nu, kun lyden af hans eget åndedrag, mens han stod og lyttede. Og intet bevægede sig, museet forekom lige så mørkt og dødt, som det plejede på denne tid af natten.

Han flyttede lidt på sit ene ben.

Engang havde han overrasket professoren, der sad dér midt om natten med sin lygte og sine papirer foran en af etruskervaserne i kælderen. Han havde været bange ved synet af det uventede lys i kælderen, men havde hurtigt genkendt professoren, der blot kortvarigt havde kigget op og nikket til ham for så at vende tilbage til vasen og papirerne, som om dette natlige møde var det naturligste i verden.

Erindringen beroligede ham noget, og han listede over mod den egyptiske afdeling og kiggede forsigtigt ind. Det var en stor mørk sal, og nede i bunden, midt på gulvet, stod den høje massive granitstatue, som han også altid plejede at standse op ved. Alt lignede sig selv, så vidt han kunne se i mørket, men der var heller ikke noget af glas i den sal. Men det var der til gengæld i dem bagved.

Han listede ind i salen, stadig med slukket lygte, og fortsatte mod den anden ende, hvor indgangene til de tre andre egyptersale lå. Den ene førte ned i kælderen af den nybyggede del af museet, hvor mumierne nu befandt sig, men dernede- fra ville man næppe kunne høre en lyd så tydeligt, som han havde hørt den.

Han skuttede sig, idet han passerede den mandshøje statue af Anubis med sjakalhovedet. Det var en dødsgud, havde Lars engang sagt, men han vidste ikke rigtigt, om han skulle tro på ham, for Lars var ellers ligeglad med ’alt det gamle ragelse’, som han plejede at kalde det.

Selv havde han altid haft det svært med de egyptiske statuer. ’Kan lide’, ’kan ikke lide’, sådan kunne han opdele resten af museets kunstgenstande, men lige netop de egyptiske var så underlige, så døde og stivnede, men ikke døde alligevel, selv om de aldrig rigtig havde bevægelse, som de græske havde det, men man havde alligevel fornemmelsen af, at de kunne begynde at røre på sig når som helst. Og så de underlige frosne ansigtsudtryk, næsten som masker, de gjorde ham altid lidt uhyggelig til mode. Men han kunne ikke sige, at han ikke kunne lide dem.

Han passerede den massive granitstatue i bunden af salen og tog et par forsigtige trin ind i den lille cirkelrunde sal, der lå i forlængelse af den store sal. Han var altid noget beklemt, når han gik gennem den runde sal, for éns skridt rungede så underligt højt og med et ekko, som om man befandt sig i et stort kirkerum.

Hans hjerne nægtede at anerkende, hvad han så: Nej, det kunne ikke være rigtigt, nåede han at tænke, ikke rigtigt … Lyset voksede i styrke, blændede ham, omsluttede ham, så kom smerten, og han registrerede, at noget knustes med et brag. Og som fra et fjernt sted hørte han sit eget rungende ’NEJ’, der sendte ekkoer gennem museets mørke gange og sale.


FØRSTE DEL

Seths latter

”Ich würde – würde – warm und rein – Was würde ich? –

Ich würde sie voll Entzücken

An diesen heissen Busen drücken,

Und ewig wäre sie dann mein.”

Tamino, Tryllefløjten

Jeg er Seth. Nogle mennesker kalder mig ond. Men det er de små, de snævre, de glatte sjæle, dem der tror, at livet kan ud- formes som en midastønde, en gylden overflade og buldrende tom. Det er de mennesker, der kalder mig ond.

Men jeg eksisterer, jeg har altid eksisteret – selv om jeg har slumret i årtusinder. Jeg eksisterer i hvert eneste menneske, hvad enten de vil det eller ej, jeg er en del af denne verdens balance. Fornægter de mig, åh ja, da kommer straffen af sig selv, det har den altid gjort.

Jeg er Seth, Jeg er den rødhårede vilde gud, der har slumret i årtusinder, indtil noget kaldte mig tilbage. Noget og nogen kaldte mig tilbage, og dette er historien om hvordan.

Det måtte ske. Jeg er, jeg har altid været, også selv om min bror Osiris forsøgte at fornægte min eksistens. Åh, han forstod aldrig, Osiris, han forstod aldrig, at verden ikke kan eksistere uden mig. Han troede i sin selvgodhed, at hans måder var de rigtige, de eneste rigtige: Orden. Struktur. Opfør dig pænt, fød dine børn og dyrk dine marker. Vær ydmyg og taknemmelig, betal dine skatter og overhold lovene. Hans love, vel at mærke, hans love selvfølgelig. Men han kan ikke dræbe vildskaben, så rådner hans orden som Jasons skib.

Jeg er Seth, nogle mennesker kalder mig ond. Men er det ondt at følge de lyster, de drifter, menneskene nu engang er skabt med? Er mennesket ikke også et dyr? Det dræber og æder; safterne stiger, lysterne kildrer og byder, og det parrer sig. Og som løvernes konge kæmper det for sit territorium, for sin flok, og døden og sejren tramper side om side med krigeren.

Nej, jeg vil ikke mennesket noget ondt. Hos mig kan mennesket leve uden tvang, uden love, uden Osiris’ selvgode ydmyghed. Hos mig skal mennesket være frit og stærkt; det skal løfte blikket mod solen og føle vinden i håret, og det skal le frihedens stærke latter.

Jeg føler selv vinden gribe fat i mit kraftige røde hår. Det er farten fra min Karmann Ghia, min smukke åbne sportsvogn, der suser gennem de sydengelske landskaber. Den er pastelblå, bilen, så æterisk og blegblå og skinnende som frosthimlen over Alaska i den klareste middagstime. Og blæsten river og rusker i mit røde hår, som jeg har samlet i nakken med et sort fløjlsbånd. Jeg har sorte solbriller på, og en sort åbentstående skjorte med store flipper, der er foldet ud over reverset på mit knaldrøde Gaultier-jakkesæt. Jeg må ligne en brændende ildkugle på vej hen over himlen, sådan som jeg suser af sted, flammende rød i den sarte blå sportsvogn.

Fra Karmann Ghiaens stereoanlæg dundrer tonerne fra en Wagneropera; det er Siegfried, der hamrer og smeder på den brudte klinge, han vil svinge den mod Fafner, den tåbe, og jeg ler højlydt ved tanken om alle disse selvretfærdige heroiske tåber, der tror, at de skal redde verden.

Landskaberne glider forbi mig, Kents grønne kuperede landskaber, der endnu dufter fugtigt efter morgenens regnskyl- le. Min lyseblå sportsvogn suser forbi marker og naturhegn, forbi skovbryn og græsklædte skråninger, landevejen svinger, men jeg sagtner ikke farten. ”Nothung! Nothung! Neidliches Schwert!” skråler jeg med Siegfried og satser på, at der ikke er modkørende lige rundt om hjørnet. Ikke at der kunne ske mig noget, ikke sådan for alvor, så let slipper man ikke af med mig igen. Men min Karmann Ghia, dens smukke pastelblå lak, jeg ville så nødigt se den blive skrammet.

De sidste skyer er forsvundet, solen er brudt helt igennem, og dagen tegner til at blive en af disse sjældne strålende sommerdage, hvor man for alvor forstår, hvorfor mandeltræer kan blomstre og vinranker gro på denne ellers så våde og tågede ø.

Jeg er på vej hen til sir Lance Fitzmaurice, den gamle knark. Kloge, forstående Lance. Jeg tror aldrig, at han har foretaget sig en eneste spontan handling i livet, alt skal tænkes grundigt igennem og overvejes og studeres. Det kan undre, at han overhovedet får udrettet noget. Men det er kun overfladen, man skal ikke lade sig narre, for bag hans tænksomme forståelse ligger en jernvilje, og alt bliver i sidste ende, som han vil have det.

Men egentlig er det ikke den gamle Lance, jeg vil besøge, selv om jeg også ser frem til hans berigende selskab. Nej, det er Gabriel, Gabriel som jeg har hørt opholder sig på hans gods. Gabriel med det strågyldne hår og de kraftfulde træk, Gabriel der aldrig har forstået sin egen styrke. Skøn som en gud er han, og samtidig så naiv at man må elske ham. Og dog var han den eneste, der for alvor gav mig modstand. Da jeg blev vækket, da jeg med forundrede øjne for første gang i årtusinder atter så menneskenes verden, huskede jeg ikke med det samme, hvem jeg var. Og min skæbne blev flettet sammen med Gabriels.

Skæbne, ja. Blandt alle de kraftfulde guddommelige egenskaber, jeg besidder, mangler jeg dog én: At kunne styre skæbnen. Dengang var min skæbne, som den nu engang var, at bekæmpe min tåbelige bror Osiris’ forsøg på at ville kontrollere alt. Det måtte jeg gøre, for Osiris’ orden var fornægtelsen af hele min eksistens, og den var fornægtelsen af menneskets dyriske natur. Jeg skyldte menneskene at bekæmpe ham. Sådan var min skæbne dengang, da verden endnu var ung og frisk, da farverne endnu var strålende skarpe, og duftene tunge og mættede.

I dag er verden kun en skygge af sig selv. Men jeg finder den stadig smuk, jeg elsker de raffinerede og subtile variationer, menneskene har fremelsket. Min Karmann Ghias blegblå lak. Picassos kantede skikkelser. Mozarts musikalske tryllerier. Men med Mozart er det en anden historie, en anden og måske netop denne historie. For Mozart nåede ind til oprindelsens klarhed.

Har jeg kun én skæbne? Det er det store spørgsmål. Den gamle Lance ser ud til at mene det, det var i hvert fald det net, han som edderkoppen sad i sin ørkenborg og spandt. Og Gabriel var hans redskab. Vi får se. Vi får se.

Der er ikke langt nu, og mit hjerte fryder sig ved tanken om at skulle gense Gabriel. Det er egentlig mærkeligt, når nu man betænker, at Gabriel er min fjende. Men han er så skøn i sin ungdommelige nysgerrighed over for verden, han er så mild i sin forsigtighed, og så dyb i sin musikalske smerte. Nej, min fjende skal ikke mere føle sig svag, jeg vil lære ham at le frihedens stærke latter. Da har jeg vundet.

Jeg drejer ned ad afkørslen til godset. Det er en grusvej, og langs vejen står rækken af kastanjer og skygger med deres grønne tag af tætte blade. Gruset knaser sprødt under bilens dæk, og lidt fremme kan jeg se den sorte smedejernsport og muren, der omkranser parken.

Héloise, er hun der mon også? Hende begærede jeg øjeblikkeligt, fra første gang, jeg så hende, og jeg ved, at jeg kunne have fået hende, hvis ikke Isis havde lagt sig imellem. Jeg forstår godt, at Gabriel måtte vælge hende. Men er der nu noget i vejen for at dele lidt?

Åh, nu fornemmer jeg Gabriel! Han sidder derinde, mine tanker flyver imod ham, mit hjerte fanger hans hjertes slag. Han sidder derinde bag godsets mure, inde i en stor sal af næsten samme farve som min bil, han sidder foran et sort blankt flygel.

Nu løfter han blikket og ser ud gennem de åbne vinduer. Fornemmer han min nærværelse? Næppe. Han er ikke en gud, han læser ikke menneskenes hjerter, som jeg gør det, han hører ikke deres tanker. Og dog gennemlevede han en guds død, og noget i ham blev ændret.

Jeg slukker for Wagner og standser Karmann Ghiaen under det sidste kastanjetræ før porten. Bladenes skygge hviler fløjlsgrøn over bilen, men på den anden side af porten bager solen og kaster sit skarpe hvide skær over godsets nyslåede plæner og dets mange farvestrålende blomsterbede.

Hvis jeg skal forpurre Lances planer bør jeg vel for en gangs skyld forberede mig en smule, siger jeg strengt til mig selv og retter hele min opmærksomhed mod Gabriel med det strågule hår. Måske jeg kan aflure ham et par af Lances hemmeligheder.

Åh, Gabriel tænker også på mig, han tænker på alt, hvad vi har været igennem!

Han ser ud ad de åbne vinduer, ud på den gule klatrerose. Den hænger så tungt fra trægitteret på muren, at det ser ud, som om den vil bryde sammen under sin vægt og rive gitter og murværk med sig. Gule rosenblade ligger på fliserne under den tunge busk. Enkelte er blevet brune i kanten, er tørret ind, har mistet den væde, der gør rosenbladet tykt og blødt som et stykke fløjl. Han tænker på væden. Var det ikke Tefnut, tænker han? Han husker det ikke så nøje mere. Solen skinner på de gule rosenblade, de fleste er stadig helt friske.

Så pludselig er det for Gabriel, som om blomsterhovederne skrumper ind. Han ser rosenbladene falde af og krølle sig sammen, og alt det gule forsvinder, forvandles til den brune råddenskab med en hastighed som ild, der fortærer fint hvidt papir.

Nej. Han ryster på hovedet. Han vil ikke se det. Og hvis han koncentrerer sig, forsvinder det, det har han efterhånden lært. Han er blevet bedre til det. Og et øjeblik efter hænger den tunge gule klatrerose, som den hele tiden har gjort det, og den er frodig og smuk i sommersolen, sådan som rosenbuske er det.

Han flytter blikket tilbage til det tomme nodepapir på flygelet og slår et par akkorder an. Det kommer, det er på vej. Udenfor er sommersolen mild og varm. Men sådan var det ikke, husker han. Det var frosten. Det hele startede med frosten en dag i februar. Den dag i februar i sommerhuset, hvor alting skiftede bane.

Det minder ham om den græske solgud. Solguden der skiftede bane ved synet af nogle stegte børn. Rædslen i dette syn, de stegte barnekroppe, og faren Thyestes der intetanende fortærer sine egne børn. Den rædsel. Den død. Men med dø- den fødes noget nyt, det er visdommen i den egyptiske tanke, livets cykliske gang. Af asken opstår fugl Føniks på ny. Han må huske det, huske alt det som skal fylde det blanke hvide nodepapir, der så længe har ventet på ham.

Han har kredset om flygelet i uger nu, men ingen presser ham, og da slet ikke Lance, han har ro til at kredse, ro til at vænne sig til salens lyse pastelblå vægge over de hvide træpaneler. Øverst oppe løber en frise med gyldne vinblade og drueklaser. Salen er næsten tom, et spejl i en gylden ramme over marmorkaminen viser det sorte flygel midt på parketgulvet og den græske rødfigursvase i den anden ende. Ellers kun et par empirestole langs væggen. Og så den lange række af luftige hvide silkegardiner, der lever deres eget liv i sommerens brise.

Han flytter sine fingre, lader dem hvile blidt på de hvide tangenter. En formindsket kvint i begge hænder, men han tør ikke trykke tangenterne ned. I stedet griber han blyanten og nodepapiret.

Åh, det var frosten og sneen, som startede det hele den dag i februar i sommerhuset. Og dog, måske det i virkeligheden startede en sen nattetime i Wien for nogle århundreder siden, hvor et menneske som han lod sine fingre hvile på tangenterne, et menneske, der søgte afgrunden og nåede guden. Måske. Måske endda langt tidligere, før der var noget, der hed tid. Dengang, før tidernes morgen, da kimen blev sået, og de første strukturer skilte sig ud fra den forskelsløse masse af vand.

Men for ham startede det med frosten og sneen. Med frosten og sneen og hans opslugthed, der drev ham ind i en verden af symfonier og sonater, af klaverkoncerter og strygekvartetter og operasang, så alle hans øvrige sanser til sidst sløvedes, og selv ensomheden syntes at forsvinde i selskab med fagotter og oboer og celloer.

Papagenos klokkespil fik snefnuggene til at danse den vinter, han husker fornemmelsen af klokkespillets sprøde sølvklange, og han husker, hvordan han fulgte dem, som var han et af børnene fra Hameln.

Snefnuggene. De daler og lejrer sig som sorte nodehoveder på linjerne, falder så renfærdigt, så enkelt. Han elskede sneen for dens tyste hvidheds skyld, for den verden den skabte, en eventyrverden fyldt med drømme. Så dump og stille og ren.

I dag ser han tværs igennem sneen, indtil alt er krystaller og skygger, og sneen smelter og bliver til vand. Og han ser menneskene, som maleren Delvaux gjorde det, da røntgen- apparatet flænsede kødet bort, og knoglerne blev den nøgne sandhed. Han kan høre livet i jorden. Og de usagte drømme. Og fra skyggerne opstår livet på ny, sådan er verdens orden.

Udenfor i parken står orange fløjlsblomst tæt og kompakt blandt den hvide enkeblomst i bedets inderste kreds. I centrum springer vandet fra et overflødighedshorn, der holdes af en lille tyk Bacchus, og yderst svulmer de overvældende violette og røde farvetoner fra biblommens hundredvis af små blomsterhoveder. Han ved, at farverne er derude, han ser dem hver dag, når han går tur i parken.

Men de vil afblomstre. Til september. Måske først til oktober, hvis betingelserne er gunstige. Ikke før, ikke før, han må skubbe denne Nephtys’ forbandelse fra sig. Formindskelsen og forfaldet og mørket og døden. Men både Nephtys og Isis står bag Osiris, han kan ikke kun vælge Isis’ vækst og kraft og udvikling, Osiris er kun hel nu, når begge står bag ham.

Seth, hvorfor ville du mig dette? tænker han.

Verden har fået en anden skønhed. Og gru. Han lærer langsomt, øver sig i at se verden igen, som han gjorde dengang. En forsytias gule blomster i forårssolen. Intet andet. Kun blomsternes gule skønhed. Ikke de visne blade og afknækkede nøgne grene og vridende orme. Og de opløste kroppe i den mørke jord. Og alligevel, fra mulden opstår livet igen, og natten har fået en ny skønhed, han aldrig før har kendt.

Den har farver så strålende, som var det højlys dag, men alligevel anderledes. Nattefarver. En anden verden. Når han efter mørkets frembrud spadserer i parken foran godset, ser han ikke kun sorte silhuetter. Blåregnens lilla farver vælter indover ham, og han føler en usigelig fryd ved synet. Blomster- hovederne hænger så tungt, mættet af blå og lilla og violette toner, og han fornemmer duggen på de små petaler, han kan se blåregnen glitre gennem fugten.

Han har spillet på flygelet, opdager han pludselig. Bare en smule, et anslag, en begyndelse. Mindet om klangene runger gennem den store tomme sal, runger uden en lyd som et spø- gelse det er svært at tro på. Men beviset findes på nodepapiret, en begyndelse er nedkradset. I begyndelsen var ordet. Eller kaos. Eller urhavet. Det sidste ville Héloise have holdt på.

Han må huske hende. Huske hende og de store tætte snefnug, der stille dalede gennem luften den morgen, den februarmorgen, da alting skiftede bane. De faldt og faldt og lagde sig i et tykt tæppe overalt. På den tomme grusvej foran sommerhuset, på hække og buske og vinternøgne træer, på verandaen ud til baghaven. Han ser den for sig, baghaven, så tyst og hvid under det tætte snefald.




Gudestorm 1 – Djævelens kvint

Den urgamle egyptiske kaosgud Seth genfødes i nutidens København.

Med en grådighed hinsides godt og ondt kaster han sig ud i livet og trækker et spor af ødelæggelse efter sig. Samtidig sidder den unge musikstuderende Gabriel og analyserer en nyopdukket arie til Mozarts Tryllefløjten.  

Gradvist afsløres et forunderligt netværk af sammenhænge, fra Tryllefløjtens elskende par, over gudeparret Osiris og Isis, til Gabriel og barndomsveninden Héloise, der til sidst begge må sætte livet på spil i et forsøg på at mane Seths vilde kræfter i jorden.  

Du kan købe Gudestorm (1) – Djævelens kvint online hos fx Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.




Gudestorm 2 – Tredje ikaros

Den urgamle egyptiske kaosgud Seth lever et ekstravagant og udsvævende liv i nutidens London. Her møder han den unge kunstnerspire Victoria, som han indleder et lidenskabeligt forhold til.

Victoria er af optaget skildringen af alt, der har med vinger at gøre – ikke mindst Ikarosmyten. En dag bliver Seth tilbudt at købe et maleri af Brueghel. Motivet er den faldne Ikaros. Samtidig på et landsted uden for London venter parret Gabriel og Héloise barn.

Da drengen fødes under en frygtelig storm, som Seth har sat i værk, er Héloise ikke i tvivl: Hendes barn er en inkarnation af guden Horus – den eneste, der kan frelse verden fra Seths amokløb.

Du kan købe Gudestorm (2) – Tredje Ikaros online hos fx Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.




Gudestorm 3 – Gudernes tusmørke

Den urgamle egyptiske kaosgud Seth lever sit vilde og udsvævende i nutidens Tyskland på en borg ved Rhinen. En dag inviterer Seth den berømte dirigent Martin Seeber til at bo på borgen, mens han forbereder en opsætning af Wagners opera Parsifal.

Skjult for verdens blikke finder Martin Seeber hos Seth et fristed, hvor han for første gang kan udleve sine mest hemmelige drifter.

Samtidig på et engelsk herresæde samles det lærde broderskab Trismegistoen for at gøre en ende på Seths hærgen. Blandt dem er den genfødte gud Horus, der som den eneste kan tage kampen op. Snart hvirvles den intetanende Martin Seeber og kvinden, han begærer mere end noget andet, ind i en guddommelig malstrøm af begivenheder, der kulminerer under premieren på den legendariske Parsifal.

Du kan købe Gudestorm (3) – Gudernes tusmørke online hos fx Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.