Shibata fortæller en dag spontant, at hun er gravid. Problemet er, at det er en løgn. Som løgnen vokser sig større og større bliver dens konsekvenser mere og mere komplicerede. Læs et uddrag af den anmelderoste debutroman Dagbog fra et tomrum her.
Shibata er den eneste kvinde på sin arbejdsplads og det forventes, at hun tager sig af alle de praktiske opgaver. En dag fortæller hun spontant, at hun er gravid, og løgnen vokser sig større og større. Emi Yagis debutroman udstiller japansk arbejdskultur og samfundets forventninger til moderskabet.
Shibata er i 30’erne, og er den eneste kvinde på hendes arbejdsplads. Hun arbejder i en virksomhed, der producerer paprør, og det forventes, at hun tager sig af alle de praktiske opgaver såsom kaffebrygning, at tømme skraldespande og at rydde de brugte kaffekopper væk efter møder.
LÆS OGSÅ: 30 virkelig gode bøger du bør læse
Da det en dag bliver for meget lyver hun og fortæller, at hun er gravid. Effekten mærkes øjeblikkeligt, og hendes kolleger begynder at behandle hendes anderledes, og hendes arbejdsopgaver ændrer sig. Men at opretholde illusionen kræver at leve op til normerne og forventningerne. Graviditeten bliver en ny identitet, der langsomt bliver mere og mere virkelig.
LÆS OGSÅ: Nye stemmer fra japansk litteratur trender på bogreoler og TikTok herhjemme
Emi Yagis debutroman Dagbog fra et tomrum vandt den prestigefyldte Dazai-Omasu debutantpris i Japan. Derudover blev den udnævnt til en af årets bedste bøger i The New Yorker. Du kan læse et uddrag fra bogens begyndelse lige her.
Dagbog fra et tomrum
Uge 5
Grøntsagerne var så friske og saftige at se på her sidst på eftermiddagen. Mizuna-bladenes spidser svulmede af livskraft. Det var noget helt andet end ud på aftenen. Også kunderne virkede fulde af energi ved udsigten til snart at tage deres råvarer med hjem for at tilberede dem og nyde maden i fulde drag.
Var det virkelig det samme supermarked? Her var ingen halvt udtørret sashimi, ingen pakker med kyllingekød, der svømmede rundt i rød saft. Her var heller ingen, der med bitre miner forsøgte at finde noget godt mellem de små pakker med færdiglavet tilbehør, der blev sat ned til halv pris lige inden lukketid.
Det hvide gulv skinnede i loftslyset, og baggrundsmusikken, den lille jingle, der gentog supermarkedets navn, så man lige akkurat kunne høre det, hvis man lyttede efter, blandede sig med en summen fra de handlende og gav tilsammen et effektivt indtryk af liv i forretningen.
Da jeg kom ned til kassen, stillede jeg mig i den korteste kø. Foran mig stod en krumrygget mand, der ikke engang gik mig til skuldrene. Han så ikke tyk ud, men over hans slappe arm hang en indkøbskurv, hvori der allerøverst lå en ekstra stor pakke med Berkshire-svinekød fra Kagoshima skåret ud i tynde skiver til shabu-shabu.
Mens jeg gik hjem med min godt fyldte indkøbspose, var himlen stadig lys og klar, og da jeg åbnede døren til min lejlighed, gjorde det pludselige halvmørke mig helt svimmel, og jeg lod mig synke ned på gulvet, i samme sekund jeg fik mine pumps af.
Et stykke tid lå jeg bare der i entréen og tænkte på, hvilken luksus det var. At kunne nyde gulvets behagelige kølighed midt i den dvælende sommerhede, som jeg var så træt af at være træt af. At kunne løfte hovedet og stadig se solen skinne lavt på himlen uden for vinduet bagerst i værelset.
At være gravid er ren luksus, og ren ensomhed.
*
Det er fire dage siden, jeg blev gravid.
“Hov, står kopperne der endnu?” mumlede min teamleder på vej tilbage til sit skrivebord. Lugten af cigaretrøg blandede sig med den indelukkede luft på kontoret sidst på dagen.
“Hm, hvornår …? Nå ja, de er vel fra mødet først på eftermiddagen?”
Nu talte han lidt højere. Han kunne sige det, så højt han ville. De kopper og underkopper kom ikke til at vandre hen i vasken af sig selv.
Ingen så op. Ingen følte, at ordene var rettet mod dem. Jeg fulgte trop og holdt blikket sænket. Jeg fokuserede på et punkt på computeren foran mig. Stirrede så intenst, at den hvide skærm begyndte at opløses i et underligt mønster. Jeg har travlt. Jeg har simpelthen så travlt. Jeg har en deadline lige om lidt, og jeg skal indhente data til halvårsrapporten. Ligesom alle de andre.
En skygge faldt hen over Excel-arket på min skærm. “Hey? Kopper …?”
Nu er han begyndt at tale til kopperne. Sær hobby. Jeg pressede læberne sammen for ikke at slippe hans tørre ånde ind, mens jeg hamrede løs på mellemrumstasten.
“Shibata?”
Teamlederen stod lige bag mig. Jeg følte, at jeg kunne se cigaretrøgen.
“Shibata, der er ikke blevet ryddet op endnu. Kaffekopperne i møderummet …”
“Øh … Ja.”
Da jeg langsomt havde rejst mig op, var min chef vendt tilbage til sit skrivebord længst inde i lokalet. Han rettede lidt på den særlige lændepude, han havde købt på nettet.
Ingen så op. Selvfølgelig ikke. Oprydning af kaffekopper havde ikke noget med dem at gøre. Jeg tror slet ikke, det faldt dem ind, at den slags opgaver fandtes. Jeg rejste en skraldespand op, der var væltet i midtergangen, og så gik jeg hen til møderummet.
Det, vi kalder møderummet, er faktisk bare et par små borde og nogle stole i et afskærmet hjørne af etagen. Rumdelerne er fulde af taperester. Jeg ved ikke, hvornår der er blevet brugt tape dér, og til hvad, men det sidder alle vegne, så man får klistrede fingre af at røre ved rumdelerne. Der er et rigtig fint mødelokale på etagen nedenunder, men ingen andre end de øverste chefer bruger det. Eller må bruge det.
Det havde ikke været min mening at gøre oprør, jeg havde bare villet foretage et lille eksperiment. Ville det mon falde en eller anden ind, for eksempel en, der rent faktisk havde deltaget i det møde, lige at rydde de kopper væk? Det ville være så rart, hvis der var bare én, der tænkte: “Åh, det var et langt møde.
Nå, hvad med de kaffekopper? Shibata lavede jo kaffen til os, så skulle vi ikke lige selv rydde af ?” Jeg havde bare været nysgerrig efter at se, hvad de ville gøre, hvis der ikke var nogen, der stod på spring for at rydde kopperne væk, så snart mødet var slut.
Og jeg havde sikkert også bare ryddet op, som jeg blev bedt om, hvis ikke det var for cigaretskoddene. Lugten af de sure skod, der havde ligget i de halvtomme kaffekopper hele eftermiddagen – klokken var halv fem nu – var blevet ulidelig.
“Undskyld …” sagde jeg til teamlederen, der gik forbi mig i samme øjeblik. Han var på vej ud i køkkenet med sit krus og en tepose. Det måtte være den der ashitaba-urtete, han var så vild med for tiden.
“Kan en anden ikke gøre det i dag? Rydde af?” “Øh?”
“Jeg kan ikke.”
“Hvorfor ikke? Hvad er der galt?”
“Jeg er gravid. Lugten af kaffe giver mig en frygtelig kvalme. Jeg kan heller ikke klare cigaretrøg. Er der i øvrigt ikke rygning forbudt i hele bygningen?”
Og sådan blev jeg gravid.
Da HR-afdelingen spurgte, hvornår jeg havde termin, gav jeg dem lidt tilfældigt en dato midt i maj, og da jeg regnede baglæns, viste det sig, at jeg altså måtte være i uge 5 nu. Det er godt nok lidt tidligt at melde den slags ud på sin arbejdsplads.
De sagde, at afdelingen skulle tilpasse mit skema, så der blev taget hensyn til min tilstand, så jeg rådførte mig med min teamleder. Han rådførte sig med afdelingslederen. Afdelingslederen vidste ikke, hvad han skulle stille op. Det var ikke så underligt. Jeg var den eneste kvinde i afdelingen. Før jeg kom, havde der været to andre kvinder på deltid, men den ene var stoppet for at tage sig af sine forældre, den anden, fordi hun blev gift.
Jeg spurgte prøvende, om jeg kunne få lov til at gå til tiden, bare til jeg fik det bedre igen, og til min overraskelse gik de med til det. Det er muligt, at der bliver sagt noget om det bag min ryg, men så længe jeg ikke ved det, vil jeg ikke bekymre mig om det.
Min arbejdsbyrde er blevet lettet lidt, og nu kan jeg altså gå hjem to-tre timer tidligere hver eneste dag. Jeg nyder godt af, at ingen af mine chefer rigtig lader til at kunne huske, hvordan deres koner havde det, da de var gravide.
Det var ikke så meget mine arbejdstider, men mere det med kaffen, der virkelig bekymrede mine chefer. Hvem skulle nu servere kaffe, når der kom gæster, og rydde af bagefter? Hvor fik man mælk fra, når man løb tør? De bad mig om at lave en manual i Word. Så blev der holdt et møde blandt mændene, mens jeg var ude, hvor man besluttede, at en ung fyr, der var blevet ansat lige fra universitetet forrige år, skulle være kaffeansvarlig.
“Det er jo faktisk ret nemt,” sagde han imponeret, da vi stod i køkkenet. Jeg var blevet bedt om at lære ham op.
“Ja,” svarede jeg. “Det er jo bare instant.”
Uge 7
Først tænkte jeg, at der måtte foregå et eller andet særligt i dag ved en station længere fremme. Eller at folk måske var på vej tilbage til kontoret efter at have været ude hos en kunde. Jeg anede ikke, at så mange mennesker tog hjem fra arbejde så tidligt; at togene var så fulde.
Og folk virkede ikke engang specielt glade for at have fået tidligt fri. Det var et chok for mig, at så mange mennesker kunne være på vej hjem fra arbejde lidt over fem og se ud, som om det var det mest naturlige i verden.
Det var mest mænd og kvinder, der var en del ældre end mig, og så kvinder, der var lidt yngre end mig. De yngre kvinder stod og kiggede på deres telefoner, mens de holdt deres lette og luftige nederdele på plads i den tætpakkede togvogn.
Til forskel fra de kvinder, jeg plejede at se i toget senere på aftenen, havde de fleste af dem nydelig makeup på. Selv om det var sidst på eftermiddagen, så man næsten ingen med klattet foundation, og deres orange rouge skinnede blankt, som om de lige havde børstet den på kinderne.
Mange af de ældre kvinder, derimod, havde slet ikke makeup på. De fleste var klædt i kropsnære jerseytoppe med korte eller lange ærmer. Det var hverken skjorter, bluser eller strik; man kunne ikke kalde det andet end jersey.
Mange af dem var sorte og hvide, men når man så sig omkring i vognen, var der også alle mulige pastelfarver, lyserød, gul og lilla, og det var åbenbart standard at kombinere dem med løse bukser og kondisko. Mens jeg stod der og følte mig lidt ør i hovedet, tog en kvinde i pastelgrøn jerseytop foran mig en termoflaske frem, hældte roligt te op i en kop og drak den. Der var vist stadig isterninger tilbage i flasken; jeg hørte det klirre lidt.
Jeg stod af toget og gik ind i supermarkedet foran stationen. Mens jeg tjekkede den opskrift, jeg havde fundet på nettet i toget, gik jeg rundt og lagde kød og grøntsager i kurven. Der var så mange varer på hylderne på det her tidspunkt. Når jeg faldt over grøntsager helt friske fra en gård eller årstidens fisk, som ikke plejede at være til at finde, puttede jeg også dem i kurven.
Mens jeg ventede på at betale, så jeg uden for vinduet en flok gymnasiedrenge ved boden med stegte blæksprutteboller. På deres sportstasker var navnet på deres skole trykt med store tegn. De gumlede de varme boller i sig med udspilede kinder, og deres ansigter var alle så solbrændte og lignede hinanden så besynderligt meget, at de ikke var til at skelne fra hinanden.
Da jeg havde købt ind og kom hjem til min lejlighed, var klokken stadig kun halv syv. Jeg gik ud på altanen, hvor jeg kunne høre nogen øve sig på klaver; den samme frase blev gentaget igen og igen. Jeg tog vasketøjet ned, lagde det sammen og kørte hurtigt støvsugeren hen over gulvet, inden jeg gik i gang med aftensmaden. Dagens hovedret bestod af rodfrugter og kylling.
Mens det stod og simrede, lavede jeg misosuppe og tilbehør. Jeg kom efterårsauberginer i misosuppen, og tilbehøret blev kogt grønt med fiskekager. Nu hvor jeg har fået mere tid, laver jeg også mere mad, og jeg sørger for at spise en sund kost, der er passende for en gravid. Jeg kan mærke, at jeg har fået pænere hud, og jeg har også taget lidt på. I frokostpausen i går spurgte en mand over for mig, hvordan jeg havde det.
“Du har ikke for meget morgenkvalme og sådan?”
“Nej, jeg er vist ikke så hårdt ramt.”
“Det er godt at høre. Du er også holdt op med at spise mad fra døgnkiosken, kan jeg se. Der er jo også så mange ting, man skal passe på med, når man er gravid.”
Siden sidste uge har jeg haft hjemmelavet mad med til frokost.
*
Da jeg havde spist, var det omsider begyndt at blive mørkt udenfor, og en mild aftenbrise blæste ind gennem vinduerne og kærtegnede mine bare ben. Jeg rejste mig for at trække gardinerne for, og på vejen tændte jeg på knappen til badekarret.
Eftersom jeg har fået mere tid på det seneste, nøjes jeg ikke bare med et hurtigt brusebad, men giver mig lov til at ligge længe i blød i badekarret. Af og til bruger jeg nogle af de badesalte, jeg har fået som små gaver, men som indtil nu har ligget uåbnede i skabet under vasken. Måske er det ren indbildning, men jeg føler virkelig, at de dyre produkter får trætheden til at lette. Egentlig havde det vel været bedre, hvis jeg havde brugt dem i de rigtig travle perioder, hvor jeg kom meget senere hjem og var så træt, at jeg ikke kunne tale, men når man er virkelig udmattet, tænker man ikke på sådan noget som badesalt.
I dag brugte jeg noget med salt fra Det Døde Hav. Og mit badekar forvandlede sig til Det Døde Hav. Ingredienserne skulle forestille at trænge ind i svedkirtlerne og øge svedproduktionen for at udskille kroppens affaldsstoffer. Jeg lænede mig tungt tilbage i det varme vand og følte, at min krop flød mere ovenpå end normalt.
Mens jeg lå der, helt ubeskyttet, omgivet af Det Døde Hav, kom jeg til at tænke på en søko, jeg så engang for længe siden i et akvarium. Den flød langsomt rundt i det grønne akvarium med en mine, som om den aldrig kunne drømme om at lægge skumle planer eller forestille sig at blive brugt i andres planer. Den havde set så godmodig ud.
Måske var det en effekt af badesaltet, men da jeg kom op af badet og havde tørret håret med hårtørreren, føltes lejligheden lidt varmere. Gennem vinduerne kunne jeg høre nogle unge, sikkert studerende, gå forbi udenfor. Jeg placerede ventilatoren, som jeg havde gået og tænkt på at pakke væk, midt i værelset og satte mig i lænestolen. Jeg satte ikke musik på.
Jeg har altid set mig selv som en musikelsker. Jeg lytter altid til musik på min smartphone på vej til stationen om morgenen, og hvis jeg står og venter på et tog eller på at mødes med nogen. Om sommeren tager jeg på festivaler. Men nu hvor jeg har god tid helt alene i min lejlighed, ville jeg ikke vide, hvordan jeg skulle lytte til musikken.
Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle kigge hen, eller hvilket ansigtsudtryk jeg skulle have, mens den usynlige sanger gav sig hen til sangen. Og hvis det var et band med mange medlemmer, ville det gøre mig endnu mere usikker. Hvordan lytter andre folk til musik? Sidder de bare helt stille med lukkede øjne og lytter, eller stirrer de ud i luften, mens de nikker med hovedet og vugger med hofterne? Jeg har levet i lidt over 30 år, men for første gang går det op for mig, hvor lidt jeg egentlig ved.
Jeg slukkede loftslyset og lagde mig ned i lænestolen med armlænet som hovedpude. Jeg begyndte lidt tøvende at synge en sang, som afprøvede jeg en kuglepen på det blanke, hvide loft. Min stemme lød mere spinkel og hæs, end når jeg talte. Men ikke dårlig, syntes jeg. Jeg blev helt grebet af det og sang videre lidt. Jeg så på uret. For et par uger siden ville jeg kun lige være begyndt at spise aftensmad på det her tidspunkt.
Uge 8
Den sidste uges tid har jeg lavet nogle strækøvelser efter aftens- maden, inden jeg er gået i bad. Jeg fik dem af en kvinde fra en anden afdeling, som ud af det blå kom hen til mit skrivebord og sagde: “Du må passe godt på din krop.” Hun gav mig en artikel med nogle øvelser, som skulle være særlig gode i første trimester. Det må være en fotokopi fra et gammelt dameblad, for den kvindelige models tynde øjenbryn og underligt lette træningstøj med flæser virkede temmelig bedaget, og af en eller anden grund var portrættet af den læge, der var kilde til øvelserne, uskarpt.
Men jeg havde jo tid nok, så jeg gav det et skud, og øvelserne viste sig at være overraskende effektive mod spændingerne i min nakke og skuldre, så jeg begyndte at lave dem regelmæssigt.
Ud over strækøvelserne gav kvinden mig også noget te, et særligt urteudtræk med folsyre, som en gymnastiklærer, hun kendte, selv havde lavet. Teen havde en underligt kraftig gulliggrøn farve og lugtede lidt af svovl, men også den gav jeg en chance, og den smagte faktisk rigtig godt. I dag blandede jeg den op med koldt vand. Den gled lige ned i min maves tomrum, hvor intet lever.
*
Når man ser bort fra den kvinde, mine nærmeste kolleger og de HR-medarbejdere, jeg var til møde med, er der ingen, der siger noget til mig om min graviditet. Ved mødet i produktionsteamet sidst på måneden informerede min teamleder de andre om det og sagde, at eftersom jeg gik på barsel til foråret, ville mine opgaver efter årsskiftet lidt efter lidt blive givet videre til andre.
Siden da har mændene i min afdeling været meget opmærksomme på min tilstand. “Er du okay?” lyder det straks, bare jeg stopper op eller rejser mig fra min stol. Men det er så også alt, hvad de siger. Ikke så meget som et “Tillykke” eller “Er det en dreng eller en pige?” kan det blive til. Formentlig fordi jeg ikke er gift.
Alligevel, eller måske netop derfor, gik der ikke lang tid, før de fleste i det lille paprørsfirma vidste, at jeg var gravid, for eksempel kvinden med teen. Når jeg tager elevatoren eller bruger kopimaskinen, kan jeg tit fornemme, at folk kigger på min mave. Da jeg kom ind i personalerummet forleden for at købe noget at drikke, blev der pludselig helt stille. Samtalen hørte straks op, og tilbage var der kun en masse utilpasse ansigter. I sådan nogle situationer er jeg begyndt at lade en hånd glide ganske blidt over min tomme mave. Det skal jo se rigtigt ud, ikke?
Den eneste i firmaet, der gerne vil tale med mig om det og endda er temmelig ivrig efter det, er Higashinakano. Han stoppede mig på vej tilbage efter mødet: “Har du fundet ud af, hvad barnet skal hedde?”
Da jeg svarede, at jeg ikke kendte kønnet endnu, mumlede han: “Nå, øh?” og bøjede fingrene en for en som for at regne på det. Så nikkede han en masse gange, åbenbart overbevist, før han gik videre. Hver gang han nikkede, hvirvlede der noget hvidt op fra hans hoved. Sikkert skæl.
Siden den dag har Higashinakano spurgt mig flere gange dagligt, hvordan jeg har det. Han sidder ved skrivebordet lige ved siden af mit, så jeg kan ikke tage en trøje på, uden at han spørger, om jeg fryser, og det mindste host får ham straks til at opfordre mig til at gå til lægen.
En dag havde teamlederen gjort ham opmærksom på en fejl i et dokument, så da han sad længe i dyb koncentration og hamrede løs i sit tastatur, gik jeg ud fra, at han havde travlt med at få fejlen rettet. Men så kaldte han lavmælt: “Shibata,” og rakte mig et stykke papir. ‘Madvarer, man bør spise under graviditeten, og madvarer, man bør undgå’, lød overskriften. Ud for ‘hijiki-tang’ stod der med særlig store bogstaver: ‘Kan spises, men højst to gange om ugen.’
Higashinakano lugter altid af lim. Sådan noget flydende lim, man brugte i skolen. Det stinker ikke ligefrem, men det dufter heller ikke. Det lugter bare af lim. Men i hele det år, jeg har siddet ved siden af Higashinakano, har jeg ikke en eneste gang set ham bruge lim.
Uge 10
I weekenden gik jeg i byen med nogle veninder. To tidligere kolleger, som startede samtidig med mig i det firma, jeg arbejdede i lige efter universitetet. Vi mødtes til drinks på en izakaya i kælderen i et butikskompleks i Hibiya.
I båsen ved siden af os sad nogle mænd, der kunne have været vores fædre. De talte så højt, at deres stemmer svævede med den tykke tobaksrøg over den tynde skillevæg og hen til os, så vi var tvunget til at høre dem svælge i minder fra studietiden og det luksuriøse forretningsliv under bobleøkonomien og diskutere den parkeringsvirksomhed, en af dem var ved at starte. Imens forsøgte vi at holde vores egen samtale i gang, om sundhed og skønhed og den slags. Momoi var begyndt at tage noget kinesisk urtemedicin, fordi hun altid fik det så dårligt efter sin menstruation.
“Apropos, så var jeg ude med min mand den anden dag.”
Når Yukino siger “apropos”, betyder det som regel, at hun ikke har fulgt med i samtalen. Jeg bed i en tyk skive blæksprutte. Den var mærkeligt kold indeni. Sikkert tilberedt fra frost.
“Han havde fået nogle billetter til sådan et ‘kunstakvarium’ gennem sit arbejde, så han inviterede mig med derhen. Det var meget smukt. Men så var der det her par, de var sikkert studerende, og jeg hørte fyren sige: ‘Selv hvis du fik hele verden til at vende sig imod dig, ville jeg stadig være på din side.’ Seriøst? tænkte jeg. Jeg mener, helt ærligt?”
“Ja, tænk, at der virkelig er folk, der taler sådan,” mumlede Momoi, mens hun studerede drinkskortet. Hun holdt det tæt op til ansigtet, det var sikkert svært at tyde i barens halvmørke. Hendes korte hår så stift ud, og nogle lokker faldt frem foran ørerne. Hun havde været korthåret, siden hun fik sit første barn, slog det mig.
“Jo, men jeg mener bare …”
“Hvad?”
“Han burde vel snarere sige, at han ikke ville lade hele verden vende sig imod hende? Hvornår sker det overhovedet, at nogen får hele verden imod sig? Så har man jo ikke en chance. Hvis han virkelig elsker hende, skulle han hellere stoppe hende, inden hun gjorde noget så vanvittigt.”
Yukino tog en tår af sin drink. Der flød en kugle is rundt på toppen, og nedenunder boblede kulsyren op som små per- ler. Var det en slags sjus med vaniljeis? Kunne man virkelig få sådan noget? Jeg ville finde den på menukortet, men Momoi sad stadig med rynket pande og bladrede det igennem.
Yukino har altid været lidt af en firstmover. Hun var den første fra vores årgang, der forlod firmaet, og den første, der blev gift. Da vi engang besøgte en varm kilde sammen, bemærkede jeg, at hendes øjne stadig var tydeligt markeret, efter at hun havde fjernet sin makeup. Det viste sig, at hun havde fået permanent eyeliner. “Jeg siger jer, det gjorde nas,” sagde hun, og så fortalte hun så detaljeret om oplevelsen med at få lavet tatoveringerne, at vi skar ansigt af smerte.
“Men du og din mand har det rigtig godt sammen, ikke? Hvor længe er det nu, I har været gift?” spurgte Momoi, som åbenbart var blevet træt af at forsøge at læse menukortet og i stedet kaldte på en tjener og bestilte en fadøl mere.
“Det er vel en syv-otte år? Jeg ved sådan set ikke, om vi har det specielt godt sammen. Men vi er jo bare os to, så vi har det nok nemt.”
“Hm. Han har sit eget firma, ikke? Jeg så et interview med ham på nettet eller sådan noget.”
“Jo. Det er meget godt, så længe forretningerne går godt. Men det kan være svært for familielivet. Åh, når man taler om solen … Undskyld, jeg tager den lige. Han ringer seriøst til mig hele tiden i øjeblikket, bare der er det mindste.”
Da Yukino gik ud med telefonen i hånden, tog Momoi og jeg automatisk også vores frem. “Åh, pis,” udbrød Momoi. Hun havde åbenbart glemt, at hun skulle på skovtur dagen efter med børnene og nogle af deres venner. “Jeg har slet ikke tænkt på maden. Det går simpelthen ikke bare at tage færdigretter med. Jeg må hellere nå forbi et supermarked på vejen hjem.”
“Det er længe siden, jeg har hørt nogen snakke om skovture. Det lyder anstrengende.”
“Ja, men de mødre, der kommer i morgen, er jeg nu gode venner med, så det bliver stille og roligt. Det er noget helt andet, når jeg skal lave madpakker til idrætsdag i børnehaven, der er de virkelig lede.”
Da Yukino kom tilbage fra sin telefonsamtale, blev der ligesom opbrudsstemning. Momoi bundede den øl, hun kun lige havde fået serveret, og bad om regningen. Udenfor var gaden fuld af folk på udkig efter den rigtige bar og af grupper af unge studerende. De to andre ville tage toget fra Yurakucho Station, mens jeg skulle med metroen fra Hibiya.
Da vi havde sagt farvel, og jeg stod og ledte efter mit rejsekort foran ind- gangen til stationen, fandt jeg de lokale specialiteter, jeg havde købt, da jeg var hjemme til obon-højtiden i sommer, som jeg havde villet give til mine veninder. Der var næsten ingen med metroen her lidt over ni en lørdag aften.
Da jeg nåede min station, følte jeg mig underligt utilfredsstillet. Jeg var ikke specielt sulten, så i stedet gik jeg ind i boghandlen foran stationen. Ved bladhylderne lige ved indgangen stod en kvinde på min egen alder og læste et eller andet med stor interesse. Det var et af de der magasiner for gravide. Hver gang hun hankede op i sin blegrosa håndtaske, var der noget, der dinglede fra remmen. Nå ja, tænkte jeg og tog min mobil op for at slå det op, mens jeg forlod boghandlen.
På stationskontoret fik jeg uden videre udleveret en ‘Baby i maven’-nøglering.
“Værsgo. Og tillykke.”
“Jeg kunne vel ikke få en ekstra med?”
Jeg vil sætte den ene på den mulepose, jeg normalt har med på arbejde, og den anden på den rygsæk, jeg bruger, når jeg skal have meget med. Jeg har ikke haft noget til at hænge og dingle fra min taske, siden jeg skulle til optagelsesprøve på universitetet, og min bedstemor havde stået i kø ved Yushima Tenjin-helligdommen for at købe en lykkeamulet til mig.
Emi Yagi: Dagbog fra et tomrum:
Som den eneste kvinde på sin arbejdsplads falder det tilbage på Shibata at lave alle de kedeligste opgaver. En dag bekendtgør hun, at hun ikke kan vaske sine kollegers beskidte kaffekopper op, fordi hun er gravid, og lugten gør hende dårlig. Men … Shibata er ikke gravid, og nu har hun en ni måneder lang løgn, hun skal opretholde.
Dagbog fra et tomrum er en anmelderrost, humoristisk og knivskarp romandebut fra Japans nye litterære stjerneskud.
Udnævnt til en af årets bedste bøger i The New Yorker. Vinder af den prestigefulde Dazai Osamu-debutantpris i Japan
“Dagbog fra et tomrum er en af de stærkeste skildringer af kvindelig subjektivitet, kreativitet og indre liv, jeg nogensinde har læst.” – The New Yorker
Shibata fortæller en dag spontant, at hun er gravid. Problemet er, at det er en løgn. Som løgnen vokser sig større og større bliver dens konsekvenser mere og mere komplicerede. Læs et uddrag af den anmelderoste debutroman Dagbog fra et tomrum her.
Shibata er den eneste kvinde på sin arbejdsplads og det forventes, at hun tager sig af alle de praktiske opgaver. En dag fortæller hun spontant, at hun er gravid, og løgnen vokser sig større og større. Emi Yagis debutroman udstiller japansk arbejdskultur og samfundets forventninger til moderskabet.
Shibata er i 30’erne, og er den eneste kvinde på hendes arbejdsplads. Hun arbejder i en virksomhed, der producerer paprør, og det forventes, at hun tager sig af alle de praktiske opgaver såsom kaffebrygning, at tømme skraldespande og at rydde de brugte kaffekopper væk efter møder.
LÆS OGSÅ: 30 virkelig gode bøger du bør læse
Da det en dag bliver for meget lyver hun og fortæller, at hun er gravid. Effekten mærkes øjeblikkeligt, og hendes kolleger begynder at behandle hendes anderledes, og hendes arbejdsopgaver ændrer sig. Men at opretholde illusionen kræver at leve op til normerne og forventningerne. Graviditeten bliver en ny identitet, der langsomt bliver mere og mere virkelig.
LÆS OGSÅ: Nye stemmer fra japansk litteratur trender på bogreoler og TikTok herhjemme
Emi Yagis debutroman Dagbog fra et tomrum vandt den prestigefyldte Dazai-Omasu debutantpris i Japan. Derudover blev den udnævnt til en af årets bedste bøger i The New Yorker. Du kan læse et uddrag fra bogens begyndelse lige her.
Dagbog fra et tomrum
Uge 5
Grøntsagerne var så friske og saftige at se på her sidst på eftermiddagen. Mizuna-bladenes spidser svulmede af livskraft. Det var noget helt andet end ud på aftenen. Også kunderne virkede fulde af energi ved udsigten til snart at tage deres råvarer med hjem for at tilberede dem og nyde maden i fulde drag.
Var det virkelig det samme supermarked? Her var ingen halvt udtørret sashimi, ingen pakker med kyllingekød, der svømmede rundt i rød saft. Her var heller ingen, der med bitre miner forsøgte at finde noget godt mellem de små pakker med færdiglavet tilbehør, der blev sat ned til halv pris lige inden lukketid.
Det hvide gulv skinnede i loftslyset, og baggrundsmusikken, den lille jingle, der gentog supermarkedets navn, så man lige akkurat kunne høre det, hvis man lyttede efter, blandede sig med en summen fra de handlende og gav tilsammen et effektivt indtryk af liv i forretningen.
Da jeg kom ned til kassen, stillede jeg mig i den korteste kø. Foran mig stod en krumrygget mand, der ikke engang gik mig til skuldrene. Han så ikke tyk ud, men over hans slappe arm hang en indkøbskurv, hvori der allerøverst lå en ekstra stor pakke med Berkshire-svinekød fra Kagoshima skåret ud i tynde skiver til shabu-shabu.
Mens jeg gik hjem med min godt fyldte indkøbspose, var himlen stadig lys og klar, og da jeg åbnede døren til min lejlighed, gjorde det pludselige halvmørke mig helt svimmel, og jeg lod mig synke ned på gulvet, i samme sekund jeg fik mine pumps af.
Et stykke tid lå jeg bare der i entréen og tænkte på, hvilken luksus det var. At kunne nyde gulvets behagelige kølighed midt i den dvælende sommerhede, som jeg var så træt af at være træt af. At kunne løfte hovedet og stadig se solen skinne lavt på himlen uden for vinduet bagerst i værelset.
At være gravid er ren luksus, og ren ensomhed.
*
Det er fire dage siden, jeg blev gravid.
“Hov, står kopperne der endnu?” mumlede min teamleder på vej tilbage til sit skrivebord. Lugten af cigaretrøg blandede sig med den indelukkede luft på kontoret sidst på dagen.
“Hm, hvornår …? Nå ja, de er vel fra mødet først på eftermiddagen?”
Nu talte han lidt højere. Han kunne sige det, så højt han ville. De kopper og underkopper kom ikke til at vandre hen i vasken af sig selv.
Ingen så op. Ingen følte, at ordene var rettet mod dem. Jeg fulgte trop og holdt blikket sænket. Jeg fokuserede på et punkt på computeren foran mig. Stirrede så intenst, at den hvide skærm begyndte at opløses i et underligt mønster. Jeg har travlt. Jeg har simpelthen så travlt. Jeg har en deadline lige om lidt, og jeg skal indhente data til halvårsrapporten. Ligesom alle de andre.
En skygge faldt hen over Excel-arket på min skærm. “Hey? Kopper …?”
Nu er han begyndt at tale til kopperne. Sær hobby. Jeg pressede læberne sammen for ikke at slippe hans tørre ånde ind, mens jeg hamrede løs på mellemrumstasten.
“Shibata?”
Teamlederen stod lige bag mig. Jeg følte, at jeg kunne se cigaretrøgen.
“Shibata, der er ikke blevet ryddet op endnu. Kaffekopperne i møderummet …”
“Øh … Ja.”
Da jeg langsomt havde rejst mig op, var min chef vendt tilbage til sit skrivebord længst inde i lokalet. Han rettede lidt på den særlige lændepude, han havde købt på nettet.
Ingen så op. Selvfølgelig ikke. Oprydning af kaffekopper havde ikke noget med dem at gøre. Jeg tror slet ikke, det faldt dem ind, at den slags opgaver fandtes. Jeg rejste en skraldespand op, der var væltet i midtergangen, og så gik jeg hen til møderummet.
Det, vi kalder møderummet, er faktisk bare et par små borde og nogle stole i et afskærmet hjørne af etagen. Rumdelerne er fulde af taperester. Jeg ved ikke, hvornår der er blevet brugt tape dér, og til hvad, men det sidder alle vegne, så man får klistrede fingre af at røre ved rumdelerne. Der er et rigtig fint mødelokale på etagen nedenunder, men ingen andre end de øverste chefer bruger det. Eller må bruge det.
Det havde ikke været min mening at gøre oprør, jeg havde bare villet foretage et lille eksperiment. Ville det mon falde en eller anden ind, for eksempel en, der rent faktisk havde deltaget i det møde, lige at rydde de kopper væk? Det ville være så rart, hvis der var bare én, der tænkte: “Åh, det var et langt møde.
Nå, hvad med de kaffekopper? Shibata lavede jo kaffen til os, så skulle vi ikke lige selv rydde af ?” Jeg havde bare været nysgerrig efter at se, hvad de ville gøre, hvis der ikke var nogen, der stod på spring for at rydde kopperne væk, så snart mødet var slut.
Og jeg havde sikkert også bare ryddet op, som jeg blev bedt om, hvis ikke det var for cigaretskoddene. Lugten af de sure skod, der havde ligget i de halvtomme kaffekopper hele eftermiddagen – klokken var halv fem nu – var blevet ulidelig.
“Undskyld …” sagde jeg til teamlederen, der gik forbi mig i samme øjeblik. Han var på vej ud i køkkenet med sit krus og en tepose. Det måtte være den der ashitaba-urtete, han var så vild med for tiden.
“Kan en anden ikke gøre det i dag? Rydde af?” “Øh?”
“Jeg kan ikke.”
“Hvorfor ikke? Hvad er der galt?”
“Jeg er gravid. Lugten af kaffe giver mig en frygtelig kvalme. Jeg kan heller ikke klare cigaretrøg. Er der i øvrigt ikke rygning forbudt i hele bygningen?”
Og sådan blev jeg gravid.
Da HR-afdelingen spurgte, hvornår jeg havde termin, gav jeg dem lidt tilfældigt en dato midt i maj, og da jeg regnede baglæns, viste det sig, at jeg altså måtte være i uge 5 nu. Det er godt nok lidt tidligt at melde den slags ud på sin arbejdsplads.
De sagde, at afdelingen skulle tilpasse mit skema, så der blev taget hensyn til min tilstand, så jeg rådførte mig med min teamleder. Han rådførte sig med afdelingslederen. Afdelingslederen vidste ikke, hvad han skulle stille op. Det var ikke så underligt. Jeg var den eneste kvinde i afdelingen. Før jeg kom, havde der været to andre kvinder på deltid, men den ene var stoppet for at tage sig af sine forældre, den anden, fordi hun blev gift.
Jeg spurgte prøvende, om jeg kunne få lov til at gå til tiden, bare til jeg fik det bedre igen, og til min overraskelse gik de med til det. Det er muligt, at der bliver sagt noget om det bag min ryg, men så længe jeg ikke ved det, vil jeg ikke bekymre mig om det.
Min arbejdsbyrde er blevet lettet lidt, og nu kan jeg altså gå hjem to-tre timer tidligere hver eneste dag. Jeg nyder godt af, at ingen af mine chefer rigtig lader til at kunne huske, hvordan deres koner havde det, da de var gravide.
Det var ikke så meget mine arbejdstider, men mere det med kaffen, der virkelig bekymrede mine chefer. Hvem skulle nu servere kaffe, når der kom gæster, og rydde af bagefter? Hvor fik man mælk fra, når man løb tør? De bad mig om at lave en manual i Word. Så blev der holdt et møde blandt mændene, mens jeg var ude, hvor man besluttede, at en ung fyr, der var blevet ansat lige fra universitetet forrige år, skulle være kaffeansvarlig.
“Det er jo faktisk ret nemt,” sagde han imponeret, da vi stod i køkkenet. Jeg var blevet bedt om at lære ham op.
“Ja,” svarede jeg. “Det er jo bare instant.”
Uge 7
Først tænkte jeg, at der måtte foregå et eller andet særligt i dag ved en station længere fremme. Eller at folk måske var på vej tilbage til kontoret efter at have været ude hos en kunde. Jeg anede ikke, at så mange mennesker tog hjem fra arbejde så tidligt; at togene var så fulde.
Og folk virkede ikke engang specielt glade for at have fået tidligt fri. Det var et chok for mig, at så mange mennesker kunne være på vej hjem fra arbejde lidt over fem og se ud, som om det var det mest naturlige i verden.
Det var mest mænd og kvinder, der var en del ældre end mig, og så kvinder, der var lidt yngre end mig. De yngre kvinder stod og kiggede på deres telefoner, mens de holdt deres lette og luftige nederdele på plads i den tætpakkede togvogn.
Til forskel fra de kvinder, jeg plejede at se i toget senere på aftenen, havde de fleste af dem nydelig makeup på. Selv om det var sidst på eftermiddagen, så man næsten ingen med klattet foundation, og deres orange rouge skinnede blankt, som om de lige havde børstet den på kinderne.
Mange af de ældre kvinder, derimod, havde slet ikke makeup på. De fleste var klædt i kropsnære jerseytoppe med korte eller lange ærmer. Det var hverken skjorter, bluser eller strik; man kunne ikke kalde det andet end jersey.
Mange af dem var sorte og hvide, men når man så sig omkring i vognen, var der også alle mulige pastelfarver, lyserød, gul og lilla, og det var åbenbart standard at kombinere dem med løse bukser og kondisko. Mens jeg stod der og følte mig lidt ør i hovedet, tog en kvinde i pastelgrøn jerseytop foran mig en termoflaske frem, hældte roligt te op i en kop og drak den. Der var vist stadig isterninger tilbage i flasken; jeg hørte det klirre lidt.
Jeg stod af toget og gik ind i supermarkedet foran stationen. Mens jeg tjekkede den opskrift, jeg havde fundet på nettet i toget, gik jeg rundt og lagde kød og grøntsager i kurven. Der var så mange varer på hylderne på det her tidspunkt. Når jeg faldt over grøntsager helt friske fra en gård eller årstidens fisk, som ikke plejede at være til at finde, puttede jeg også dem i kurven.
Mens jeg ventede på at betale, så jeg uden for vinduet en flok gymnasiedrenge ved boden med stegte blæksprutteboller. På deres sportstasker var navnet på deres skole trykt med store tegn. De gumlede de varme boller i sig med udspilede kinder, og deres ansigter var alle så solbrændte og lignede hinanden så besynderligt meget, at de ikke var til at skelne fra hinanden.
Da jeg havde købt ind og kom hjem til min lejlighed, var klokken stadig kun halv syv. Jeg gik ud på altanen, hvor jeg kunne høre nogen øve sig på klaver; den samme frase blev gentaget igen og igen. Jeg tog vasketøjet ned, lagde det sammen og kørte hurtigt støvsugeren hen over gulvet, inden jeg gik i gang med aftensmaden. Dagens hovedret bestod af rodfrugter og kylling.
Mens det stod og simrede, lavede jeg misosuppe og tilbehør. Jeg kom efterårsauberginer i misosuppen, og tilbehøret blev kogt grønt med fiskekager. Nu hvor jeg har fået mere tid, laver jeg også mere mad, og jeg sørger for at spise en sund kost, der er passende for en gravid. Jeg kan mærke, at jeg har fået pænere hud, og jeg har også taget lidt på. I frokostpausen i går spurgte en mand over for mig, hvordan jeg havde det.
“Du har ikke for meget morgenkvalme og sådan?”
“Nej, jeg er vist ikke så hårdt ramt.”
“Det er godt at høre. Du er også holdt op med at spise mad fra døgnkiosken, kan jeg se. Der er jo også så mange ting, man skal passe på med, når man er gravid.”
Siden sidste uge har jeg haft hjemmelavet mad med til frokost.
*
Da jeg havde spist, var det omsider begyndt at blive mørkt udenfor, og en mild aftenbrise blæste ind gennem vinduerne og kærtegnede mine bare ben. Jeg rejste mig for at trække gardinerne for, og på vejen tændte jeg på knappen til badekarret.
Eftersom jeg har fået mere tid på det seneste, nøjes jeg ikke bare med et hurtigt brusebad, men giver mig lov til at ligge længe i blød i badekarret. Af og til bruger jeg nogle af de badesalte, jeg har fået som små gaver, men som indtil nu har ligget uåbnede i skabet under vasken. Måske er det ren indbildning, men jeg føler virkelig, at de dyre produkter får trætheden til at lette. Egentlig havde det vel været bedre, hvis jeg havde brugt dem i de rigtig travle perioder, hvor jeg kom meget senere hjem og var så træt, at jeg ikke kunne tale, men når man er virkelig udmattet, tænker man ikke på sådan noget som badesalt.
I dag brugte jeg noget med salt fra Det Døde Hav. Og mit badekar forvandlede sig til Det Døde Hav. Ingredienserne skulle forestille at trænge ind i svedkirtlerne og øge svedproduktionen for at udskille kroppens affaldsstoffer. Jeg lænede mig tungt tilbage i det varme vand og følte, at min krop flød mere ovenpå end normalt.
Mens jeg lå der, helt ubeskyttet, omgivet af Det Døde Hav, kom jeg til at tænke på en søko, jeg så engang for længe siden i et akvarium. Den flød langsomt rundt i det grønne akvarium med en mine, som om den aldrig kunne drømme om at lægge skumle planer eller forestille sig at blive brugt i andres planer. Den havde set så godmodig ud.
Måske var det en effekt af badesaltet, men da jeg kom op af badet og havde tørret håret med hårtørreren, føltes lejligheden lidt varmere. Gennem vinduerne kunne jeg høre nogle unge, sikkert studerende, gå forbi udenfor. Jeg placerede ventilatoren, som jeg havde gået og tænkt på at pakke væk, midt i værelset og satte mig i lænestolen. Jeg satte ikke musik på.
Jeg har altid set mig selv som en musikelsker. Jeg lytter altid til musik på min smartphone på vej til stationen om morgenen, og hvis jeg står og venter på et tog eller på at mødes med nogen. Om sommeren tager jeg på festivaler. Men nu hvor jeg har god tid helt alene i min lejlighed, ville jeg ikke vide, hvordan jeg skulle lytte til musikken.
Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle kigge hen, eller hvilket ansigtsudtryk jeg skulle have, mens den usynlige sanger gav sig hen til sangen. Og hvis det var et band med mange medlemmer, ville det gøre mig endnu mere usikker. Hvordan lytter andre folk til musik? Sidder de bare helt stille med lukkede øjne og lytter, eller stirrer de ud i luften, mens de nikker med hovedet og vugger med hofterne? Jeg har levet i lidt over 30 år, men for første gang går det op for mig, hvor lidt jeg egentlig ved.
Jeg slukkede loftslyset og lagde mig ned i lænestolen med armlænet som hovedpude. Jeg begyndte lidt tøvende at synge en sang, som afprøvede jeg en kuglepen på det blanke, hvide loft. Min stemme lød mere spinkel og hæs, end når jeg talte. Men ikke dårlig, syntes jeg. Jeg blev helt grebet af det og sang videre lidt. Jeg så på uret. For et par uger siden ville jeg kun lige være begyndt at spise aftensmad på det her tidspunkt.
Uge 8
Den sidste uges tid har jeg lavet nogle strækøvelser efter aftens- maden, inden jeg er gået i bad. Jeg fik dem af en kvinde fra en anden afdeling, som ud af det blå kom hen til mit skrivebord og sagde: “Du må passe godt på din krop.” Hun gav mig en artikel med nogle øvelser, som skulle være særlig gode i første trimester. Det må være en fotokopi fra et gammelt dameblad, for den kvindelige models tynde øjenbryn og underligt lette træningstøj med flæser virkede temmelig bedaget, og af en eller anden grund var portrættet af den læge, der var kilde til øvelserne, uskarpt.
Men jeg havde jo tid nok, så jeg gav det et skud, og øvelserne viste sig at være overraskende effektive mod spændingerne i min nakke og skuldre, så jeg begyndte at lave dem regelmæssigt.
Ud over strækøvelserne gav kvinden mig også noget te, et særligt urteudtræk med folsyre, som en gymnastiklærer, hun kendte, selv havde lavet. Teen havde en underligt kraftig gulliggrøn farve og lugtede lidt af svovl, men også den gav jeg en chance, og den smagte faktisk rigtig godt. I dag blandede jeg den op med koldt vand. Den gled lige ned i min maves tomrum, hvor intet lever.
*
Når man ser bort fra den kvinde, mine nærmeste kolleger og de HR-medarbejdere, jeg var til møde med, er der ingen, der siger noget til mig om min graviditet. Ved mødet i produktionsteamet sidst på måneden informerede min teamleder de andre om det og sagde, at eftersom jeg gik på barsel til foråret, ville mine opgaver efter årsskiftet lidt efter lidt blive givet videre til andre.
Siden da har mændene i min afdeling været meget opmærksomme på min tilstand. “Er du okay?” lyder det straks, bare jeg stopper op eller rejser mig fra min stol. Men det er så også alt, hvad de siger. Ikke så meget som et “Tillykke” eller “Er det en dreng eller en pige?” kan det blive til. Formentlig fordi jeg ikke er gift.
Alligevel, eller måske netop derfor, gik der ikke lang tid, før de fleste i det lille paprørsfirma vidste, at jeg var gravid, for eksempel kvinden med teen. Når jeg tager elevatoren eller bruger kopimaskinen, kan jeg tit fornemme, at folk kigger på min mave. Da jeg kom ind i personalerummet forleden for at købe noget at drikke, blev der pludselig helt stille. Samtalen hørte straks op, og tilbage var der kun en masse utilpasse ansigter. I sådan nogle situationer er jeg begyndt at lade en hånd glide ganske blidt over min tomme mave. Det skal jo se rigtigt ud, ikke?
Den eneste i firmaet, der gerne vil tale med mig om det og endda er temmelig ivrig efter det, er Higashinakano. Han stoppede mig på vej tilbage efter mødet: “Har du fundet ud af, hvad barnet skal hedde?”
Da jeg svarede, at jeg ikke kendte kønnet endnu, mumlede han: “Nå, øh?” og bøjede fingrene en for en som for at regne på det. Så nikkede han en masse gange, åbenbart overbevist, før han gik videre. Hver gang han nikkede, hvirvlede der noget hvidt op fra hans hoved. Sikkert skæl.
Siden den dag har Higashinakano spurgt mig flere gange dagligt, hvordan jeg har det. Han sidder ved skrivebordet lige ved siden af mit, så jeg kan ikke tage en trøje på, uden at han spørger, om jeg fryser, og det mindste host får ham straks til at opfordre mig til at gå til lægen.
En dag havde teamlederen gjort ham opmærksom på en fejl i et dokument, så da han sad længe i dyb koncentration og hamrede løs i sit tastatur, gik jeg ud fra, at han havde travlt med at få fejlen rettet. Men så kaldte han lavmælt: “Shibata,” og rakte mig et stykke papir. ‘Madvarer, man bør spise under graviditeten, og madvarer, man bør undgå’, lød overskriften. Ud for ‘hijiki-tang’ stod der med særlig store bogstaver: ‘Kan spises, men højst to gange om ugen.’
Higashinakano lugter altid af lim. Sådan noget flydende lim, man brugte i skolen. Det stinker ikke ligefrem, men det dufter heller ikke. Det lugter bare af lim. Men i hele det år, jeg har siddet ved siden af Higashinakano, har jeg ikke en eneste gang set ham bruge lim.
Uge 10
I weekenden gik jeg i byen med nogle veninder. To tidligere kolleger, som startede samtidig med mig i det firma, jeg arbejdede i lige efter universitetet. Vi mødtes til drinks på en izakaya i kælderen i et butikskompleks i Hibiya.
I båsen ved siden af os sad nogle mænd, der kunne have været vores fædre. De talte så højt, at deres stemmer svævede med den tykke tobaksrøg over den tynde skillevæg og hen til os, så vi var tvunget til at høre dem svælge i minder fra studietiden og det luksuriøse forretningsliv under bobleøkonomien og diskutere den parkeringsvirksomhed, en af dem var ved at starte. Imens forsøgte vi at holde vores egen samtale i gang, om sundhed og skønhed og den slags. Momoi var begyndt at tage noget kinesisk urtemedicin, fordi hun altid fik det så dårligt efter sin menstruation.
“Apropos, så var jeg ude med min mand den anden dag.”
Når Yukino siger “apropos”, betyder det som regel, at hun ikke har fulgt med i samtalen. Jeg bed i en tyk skive blæksprutte. Den var mærkeligt kold indeni. Sikkert tilberedt fra frost.
“Han havde fået nogle billetter til sådan et ‘kunstakvarium’ gennem sit arbejde, så han inviterede mig med derhen. Det var meget smukt. Men så var der det her par, de var sikkert studerende, og jeg hørte fyren sige: ‘Selv hvis du fik hele verden til at vende sig imod dig, ville jeg stadig være på din side.’ Seriøst? tænkte jeg. Jeg mener, helt ærligt?”
“Ja, tænk, at der virkelig er folk, der taler sådan,” mumlede Momoi, mens hun studerede drinkskortet. Hun holdt det tæt op til ansigtet, det var sikkert svært at tyde i barens halvmørke. Hendes korte hår så stift ud, og nogle lokker faldt frem foran ørerne. Hun havde været korthåret, siden hun fik sit første barn, slog det mig.
“Jo, men jeg mener bare …”
“Hvad?”
“Han burde vel snarere sige, at han ikke ville lade hele verden vende sig imod hende? Hvornår sker det overhovedet, at nogen får hele verden imod sig? Så har man jo ikke en chance. Hvis han virkelig elsker hende, skulle han hellere stoppe hende, inden hun gjorde noget så vanvittigt.”
Yukino tog en tår af sin drink. Der flød en kugle is rundt på toppen, og nedenunder boblede kulsyren op som små per- ler. Var det en slags sjus med vaniljeis? Kunne man virkelig få sådan noget? Jeg ville finde den på menukortet, men Momoi sad stadig med rynket pande og bladrede det igennem.
Yukino har altid været lidt af en firstmover. Hun var den første fra vores årgang, der forlod firmaet, og den første, der blev gift. Da vi engang besøgte en varm kilde sammen, bemærkede jeg, at hendes øjne stadig var tydeligt markeret, efter at hun havde fjernet sin makeup. Det viste sig, at hun havde fået permanent eyeliner. “Jeg siger jer, det gjorde nas,” sagde hun, og så fortalte hun så detaljeret om oplevelsen med at få lavet tatoveringerne, at vi skar ansigt af smerte.
“Men du og din mand har det rigtig godt sammen, ikke? Hvor længe er det nu, I har været gift?” spurgte Momoi, som åbenbart var blevet træt af at forsøge at læse menukortet og i stedet kaldte på en tjener og bestilte en fadøl mere.
“Det er vel en syv-otte år? Jeg ved sådan set ikke, om vi har det specielt godt sammen. Men vi er jo bare os to, så vi har det nok nemt.”
“Hm. Han har sit eget firma, ikke? Jeg så et interview med ham på nettet eller sådan noget.”
“Jo. Det er meget godt, så længe forretningerne går godt. Men det kan være svært for familielivet. Åh, når man taler om solen … Undskyld, jeg tager den lige. Han ringer seriøst til mig hele tiden i øjeblikket, bare der er det mindste.”
Da Yukino gik ud med telefonen i hånden, tog Momoi og jeg automatisk også vores frem. “Åh, pis,” udbrød Momoi. Hun havde åbenbart glemt, at hun skulle på skovtur dagen efter med børnene og nogle af deres venner. “Jeg har slet ikke tænkt på maden. Det går simpelthen ikke bare at tage færdigretter med. Jeg må hellere nå forbi et supermarked på vejen hjem.”
“Det er længe siden, jeg har hørt nogen snakke om skovture. Det lyder anstrengende.”
“Ja, men de mødre, der kommer i morgen, er jeg nu gode venner med, så det bliver stille og roligt. Det er noget helt andet, når jeg skal lave madpakker til idrætsdag i børnehaven, der er de virkelig lede.”
Da Yukino kom tilbage fra sin telefonsamtale, blev der ligesom opbrudsstemning. Momoi bundede den øl, hun kun lige havde fået serveret, og bad om regningen. Udenfor var gaden fuld af folk på udkig efter den rigtige bar og af grupper af unge studerende. De to andre ville tage toget fra Yurakucho Station, mens jeg skulle med metroen fra Hibiya.
Da vi havde sagt farvel, og jeg stod og ledte efter mit rejsekort foran ind- gangen til stationen, fandt jeg de lokale specialiteter, jeg havde købt, da jeg var hjemme til obon-højtiden i sommer, som jeg havde villet give til mine veninder. Der var næsten ingen med metroen her lidt over ni en lørdag aften.
Da jeg nåede min station, følte jeg mig underligt utilfredsstillet. Jeg var ikke specielt sulten, så i stedet gik jeg ind i boghandlen foran stationen. Ved bladhylderne lige ved indgangen stod en kvinde på min egen alder og læste et eller andet med stor interesse. Det var et af de der magasiner for gravide. Hver gang hun hankede op i sin blegrosa håndtaske, var der noget, der dinglede fra remmen. Nå ja, tænkte jeg og tog min mobil op for at slå det op, mens jeg forlod boghandlen.
På stationskontoret fik jeg uden videre udleveret en ‘Baby i maven’-nøglering.
“Værsgo. Og tillykke.”
“Jeg kunne vel ikke få en ekstra med?”
Jeg vil sætte den ene på den mulepose, jeg normalt har med på arbejde, og den anden på den rygsæk, jeg bruger, når jeg skal have meget med. Jeg har ikke haft noget til at hænge og dingle fra min taske, siden jeg skulle til optagelsesprøve på universitetet, og min bedstemor havde stået i kø ved Yushima Tenjin-helligdommen for at købe en lykkeamulet til mig.
Emi Yagi: Dagbog fra et tomrum:
Som den eneste kvinde på sin arbejdsplads falder det tilbage på Shibata at lave alle de kedeligste opgaver. En dag bekendtgør hun, at hun ikke kan vaske sine kollegers beskidte kaffekopper op, fordi hun er gravid, og lugten gør hende dårlig. Men … Shibata er ikke gravid, og nu har hun en ni måneder lang løgn, hun skal opretholde.
Dagbog fra et tomrum er en anmelderrost, humoristisk og knivskarp romandebut fra Japans nye litterære stjerneskud.
Udnævnt til en af årets bedste bøger i The New Yorker. Vinder af den prestigefulde Dazai Osamu-debutantpris i Japan
“Dagbog fra et tomrum er en af de stærkeste skildringer af kvindelig subjektivitet, kreativitet og indre liv, jeg nogensinde har læst.” – The New Yorker
Du kan købe Dagbog fra et tomrum online fx hos Saxo.com eller i nærmeste boghandel.
Andre læste også: