Signe Pildals debutroman, Francine & Katrine, skildrer et seksuelt overgreb i universitetsmiljøet og de dynamikker, der tillader det. Bogen er en fortælling om, hvad man gør for at beskytte sig selv, og beskytte dem man elsker.
Signe Pildal er ph.d. i retorik og har tidligere været lektor på Aarhus Universitet, inden hun sagde sit job op. Nu debuterer hun som romanforfatter med Francine & Katrine. Bogen skildrer konsekvenserne af et seksuelt overgreb i det universitetsmiljø, som forfatteren selv har stor kendskab til.
LÆS OGSÅ: Litteratur i #MeToo’s årti. Se vores liste med bøger, der beskæftiger sig med kvinders oplevelser og rettigheder
Francine & Katrine er en fortælling om magt og afmagt, og hvordan overgreb påvirker ofret og de mennesker, der står nær. Bogen følger de to kvinder: Francine og Katrine. Francine bliver voldtaget af sin universitetsvejleder, og Katrine er gift med ham.
LÆS OGSÅ: Signe Pildal: Miljøet tillader, at overgreb sker
Francine & Katrine er en bog, der skildrer et overgreb i tiden før #MeToo. Det er en fortælling om at vide og fortie, og den giftige kultur, der tillader, at overgrebene sker. Du kan læste et uddrag af bogen her.
Francine & Katrine
Signet Pildal
Der lugter af grapefrugt på gæstetoilettet, fra en stor, lyserød sæbeklods på vasken. Det er en voldsom duft i det lille rum. Francine trækker vejret gennem munden, lægger nakken tilbage og lukker øjnene. Formentlig har Kjærs kone valgt den sæbe. Hans hustru. Måden Kjær omtaler sin kone på: min hustru. Som en udmærkelse.
Hustruen er taget i sommerhus, så Kjær kan holde julefrokost for forskningscentret, men hun har lavet gløgg til dem. Har insisteret på det. Det har Kjær fortalt, som om han ikke selv vil have ansvaret for denne uskik: varm vin.
Francine smiler. Hun må have drukket mere af den gløgg, end hun var klar over. Hendes hoved summer, og hendes krop. Hun har siddet inde ved det lange spisebord med den riflede kop imellem hænderne og fisket rosiner og mandelstumper op. Kjær og Falser har siddet over for hende. Hun har lyttet til Kjær fremhæve den eneste formildende omstændighed ved netop denne gløgg: at den er stærk, med en hel flaske cognac og en hel flaske snaps i.
Og Falser havde været enig. Selvfølgelig. Carsten Falser med de udstående tænder, der får ham til at se påståelig ud. Hun tænker på den måde, hvorpå han altid læner sig ind over Kjær. Som en hund med en våd tunge hængende ud af halsen og en bred hale fejende frem og tilbage over gulvet, sulten efter godbidder og anerkendelse. En klassisk Kjær-Falser-opstilling. Man kunne male det motiv. En langhåret hund og dens skaldede herre.
Hvordan kan Kjær holde det ud? Han er professor. Han har sit eget forskningscenter. Det er ham, der kan tænke. Han har masser af kloge folk at diskutere med, hvad vil han med Falser? Men Francine kan lide det, havde Kjær så sagt og set over på hende. Han havde løftet sit snapseglas i en hilsen. Smilet. Hun havde løftet koppen og hilst tilbage.
Hun havde ikke sagt noget. Ikke fordi hun er flov over at kunne lide gløgg, men fordi hun var overrasket. Hun havde ikke vidst, at nogen lagde mærke til det. Jah, Francine kan lide det. Falser havde også løftet sit glas. Vin chaud. Det er jo også fransk. Selvfølgelig havde han fremhævet det franske. Hun spekulerer på, om han gør det, fordi han ved, at Kjær hævder at have en faible for det?
Indimellem kan Kjær finde på at sige: Francine har jo studeret i Frankrig, som om hun har taget hele sin uddannelse dér. Og gang på gang har hun forklaret, at det har hun ikke. Hun har boet i Lyon i to år efter gymnasiet, og så har hun læst ét semester i Paris. Det er ikke det samme som en fransk kandidateksamen. Den misforståelse irriterer hende, men Kjær slår det hen. Han plejer at klappe hende på armen og sige: Godt. Godt, Francine. Du har jo læst i Paris, som om hun har misforstået sin egen redegørelse. Lige nu er hun ligeglad.
Hun lægger underarmene på knæene. Sidder foroverbøjet, hovedet hængende, øjnene lukkede.
Da hun kommer ud fra toilettet og går ind i spisestuen igen, er der ikke nogen. Hun tænker, at de andre måske er rykket ind i kontoret. At de nok sidder omkring bordet derinde, midt på gulvet omgivet af bøger til alle sider; at de måske er gået i en af de flasker, alle ved, han har stående bag bøgerne i reolen.
Francine hælder sine gløggrester over i sidemandens glas og går over til det midterste vindue. Der står en flaske mineralvand i vindueskarmen. Hun hælder op, drikker en lunken slurk og kigger ud. Der er stadig folk på stien nedenfor. De passerer som skygger i det pletvise lys under kastanjetræerne. Hun tænker på, hvad klokken mon er. Så hører hun nogen komme. Hun når ikke at vende sig, før Kjær griber om hende. Han suger sig ind imod hendes ryg. Hendes overarme er klemt ind til kroppen. Hun står der lidt for ikke at gøre sig fri for hurtigt. Forsøger at holde hånden med koppen i ro, så vandet ikke skal skvulpe over.
”Hvor er de andre?” spørger hun.
”De er gået,” hvisker han. Hans ånde er våd under hendes venstre øre.
Men hun har ikke hørt nogen gå. Hun har ikke hørt en lyd fra entreen uden for døren til gæstetoilettet. Faldt hun i søvn derude? Det må hun have gjort. Hun sætter koppen fra sig i vindueskarmen.
”Jeg skal også hjem nu,” siger hun og vil flytte sig, men Kjær strammer sit greb. Han vugger hende. Vugger frem og tilbage, så hun kan mærke hans tunge pik mellem sine balder.
”Kom.” Han trækker i hende; forsøger nærmest at bære hende, som man ville bære en tung skulptur. Hun mister fodfæstet og må træde et skridt til siden. Han følger efter.
”Nej, hold op, Henrik. Jeg skal hjem.”
Hun forsøger at vride sig højre om, væk fra hans mund. Han borer sit ansigt ned i hendes skulder:
”Kom, Francine. Kom.”
Han giver ikke slip.
Det er ikke en pludselig erkendelse, ikke noget, der med ét slår hende. Det er bare noget, hun ved nu: at han ikke har tænkt sig at lade hende gå. Hun ruller skuldrene bagud. Hun vil have luft imellem dem, men han er stærk. Hans stemme kæler for hende, lige så tung som hans ånde mod hendes hals.
”Nej, hold op. Jeg skal have fat i en taxa.”
Hun gentager:
”Jeg skal have en taxa,” som om taxaen – noget udefrakommende – vil få ham til at slippe, men han fortsætter: ”Kom.”
Han flytter på hende. Hendes arme summer i favntaget. ”Ej, gider du lige, Henrik!”
Hun siger det. Men hun er pludselig så træt. Hun bøjer nakken for at undgå hans tunge. Lader sit hoved hænge fremover. Han bakser med hende.
Hun siger: ”Nej, Henrik,” mens han bugserer hende ind til den brune lædersofa; hendes stive krop, uden anden modstand end sin vægt og sin ubevægelighed. Han vælter hende ned i de plettede sofahynder, trækker hendes støvler af, sætter sig overskrævs på hendes ben, mens han åbner hendes bælte, hendes bukser, trækker dem og trusserne ned.
Hun rører sig ikke. Som om hun er nødt til at ligge helt stille for at kunne samle sig om at forstå, hvad der foregår; for at finde ud af, hvad hun skal gøre. Og så har han løftet sig fra hendes ben og trukket trusserne helt af. ”Nej,” siger hun. Det forlader hende som en tynd luftstråle, en svag vibration, der næsten forsvinder i knirkene fra læderet under hende.
”Shyyy,” siger han, mens han bøjer hendes ben og presser dem ud til siden, stryger sine hænder op og ned ad hendes lår og siger: ”så lange og smalle.” Hun stirrer på ham. Men han ser ikke på hendes ansigt. Han ser på hårene på hendes køn. ”Utrimmet,” mumler han og griber om skambenet, så hans tommelfinger maser sig op i hende.
Så krænger han hendes skjorte op. Så BH’en. Hun ligger med armene oppe omkring sit hoved, som i overgivelse, som et lille sovende barn. Men hun sover ikke. Hun ligger under det hvide lys fra en forkromet standerlampe og mærker sin egen groteske figur. Skjorten og BH’en som en tøjpølse under kravebenet over de små, udfladede bryster. Knæstrømperne, han ikke har taget af hende; den ene trukket halvvejs ned ad underbenet og ud over foden.
Han fumler med at åbne sine habitbukser og fiske pikken frem. Hun kan lugte den støvfedtede sofa og alkoholikerånden, der blæser i hendes ansigt, da han lægger sig ned over hende. Som om tarmene leder den forkerte vej. Lorteånde, hun har altid tænkt sådan om den. Hun lukker øjnene og vender ansigtet bort, som om den bevægelse også ville slukke for hendes lugtesans. Hun må koncentrere sig om at trække vejret under hans vægt, hele hans overkrop hviler på hendes.
Han har begge hænder i skridtet nu. Den ene dirigerer pikken, der føles varm mod hendes inderlår. Den anden hånd forsøger at åbne hende. Neglerødderne på hans fingre rasper hendes tørre slimhinder op.
”Åh, du er stram,” stønner han. ”Åh, du er stram. Det er godt. Det er godt.” Han maser med at få pikken ind. Hun gisper af smerte, da han støder til. Og hun åbner øjnene og ser sit ansigt genspejlet i skærmen på et stort, sort tv, der står ved væggen over for sofaen. Så gennemrystes hans krop, og han råber en række små ”åh, åh, åh,” inden han falder sammen over hende.
Hun ligger helt stille. Mærker hans vejrtrækning i sin nakke og mod sin brystkasse. Indimellem siger han et lille ”åh”. Hun har kvalme, af trykket af hans krop, af hans våde ånde, af tanken om hans sæd i sin skede. Så vrider hun sig ud under ham. ”Undskyld,” siger hun og falder i en glidende bevægelse ned på et langhåret tæppet. Med én hånd trækker hun den juledekoration, der står i et fad på sofabordet, ned til sig på gulvet og kaster op i den.
Det første, Katrine bemærker, er lugten af bræk. Så er han ikke begyndt at rydde op endnu. Hun hører lyden af vand fra gæstetoilettet.
”Hej, skat,” råber hun, men får ikke noget svar.
Hun krænger sin frakke af, hænger den på en bøjle. Med foden skubber hun weekendtasken ind langs væggen.
”Henrik?”
Hun banker på døren. Vandet løber fortsat derude.
”Er du okay?”
Hun tager i døren, åbner den. Det sejler. Vandhanen løber, og vandet flyder ud over håndvaskens kanter, ned på gulvet. Det er millimeter fra at nå over dørtrinet og ud i gangen.
”Arh, men.”
Hun læner sig ind gennem døråbningen og lukker for vandet uden at træde ind i rummet. På vejen strejfer hendes blik toiletkummen. Den er strimet af bræk, i bunden ligger resterne opløst i vand. Hun bliver nødt til at træde ud på gulvet for at skylle ud.
Hun ryster den hånd, hun har brugt til at trykke knappen ned med. Som om hun kunne ryste stanken af hånden og vandet af sin støvle på den måde. Så går hun med lange skridt gennem gangen, køkkenet, kontoret og spisestuen. Lyset er tændt overalt, hun slukker det ikke. Går videre.
Hun finder ham i dagligstuen. Liggende på siden med bukserne nede om knæene og røven strittende halvvejs ud over kanten af sofaen. Som et barn, der skal have taget temperatur. Da hun når rundt om sofabordet, ser hun juledekorationen. Fadet, hun lavede den på, er knækket midtover, og gran, stearinlys og gyldne kugler er dækket af en rødlig hinde med tydelige spor af mandelflager og julemad.
”Men for helvede!”
Denne gang mumler hun ikke. Hun træder hen over dekorationen.
”Henrik!”
Hun rusker hans skulder, mens hun kigger ned ad ham, ned på hans pik, der hænger slapt og dypper sit hoved i en hvidskallet plet på hynden under ham. Hun rusker. Han løfter sin arm, som for at værge for sig. Hun slipper.
”Hvad fanden laver du? Ligger du og boller dine studiner på vores sofa?”
Hun råber, langer ud efter ham, men han er på vej til at sætte sig op, og hun rammer kun halvt den højre skulder.
”Du er fandeme ikke rigtig klog, du er ikke, Henrik!”
Han rejser sig, mens han haler sine bukser op.
”Hvem er det nu?” råber Katrine efter ham, da han går ud af stuen. ”Hva’?”
”Hold nu kæft,” mumler han.
”Du skal ikke sige hold kæft til mig, du skal ikke!”
Hun farer hen imod ham, men han holder en flad hånd ud imod hende. Han ser ussel ud med sin skællede isse, sine små øjne, sit grå ansigt, den åbentstående vest over den krøllede skjorte og bukserne, som han holder oppe med den anden hånd. Alligevel er den flade hånd nok til at standse hende. Hun ved, den er en advarsel.
Han trækker ikke engang døren til sig, da han forsvinder ud på badeværelset. Hun kan høre hans pis plaske i kummen. Da han bøvser, vender hun om på hælen, stormer gennem gangen, griber weekendtasken, hiver sin frakke af bøjlen, så den falder på gulvet med et klonk. Hun lader bøjlen ligge og hoveddøren stå åben bag sig. Han skal vide, at hun er gået. Og han skal vide, at hun har ladet ham stå der med røven bar for åben hoveddør.
På vej op ad E47 lover hun sig selv, at hun vil gå en lang tur i skoven. Gøre noget godt for sig selv! Hun drejer op ad Isterødvejen, pudser næse og skråler med på All I want for Christmas, mens Hillerød forsvinder til venstre for hende.
Hun overvejer at ringe til Anne for at høre, om Carsten har fortalt noget om julefrokosten, men hun lader være. Hun ombestemmer sig. Hun vil bade i stedet for at gå tur. Hun vil lade sig skylle over af Kattegat. Stå på bare fødder i koldt sand og mærke blæsten på kroppen, tørre sig med sin T-shirt. Og hun fortsætter direkte op til parkeringspladsen mellem klitterne, men så orker hun alligevel ikke.
Hun orker ikke engang at stige ud af bilen. Hun ser på et ældre ægtepar i tykke jakker og overtræksbukser, der strider sig vej i sandet ud mod havet. Deres grå- og brunspættede jagthund står med blafrende ører og snuden i vinden på toppen af den store klit til højre for hende.
Hun ved ikke, hvorfor synet af den hund får hende til at græde. Tanken om, at det måske er denne gang, han har fundet én, han vil forlade hende for, strømmer igennem hende.
En, han godt gider gå tur i klitterne med. En, som han vil se på på den måde, som hun ved, han kan; længe og koncentreret, som om han kan se noget, ingen andre kan; som om han ved noget, man ikke selv har nogen anelse om. En, som han også vil smile sørgmodigt til og så stryge over kinden. En, hvis bryst han vil lægge sit hoved på om aftenen, når hans evindelige ensomhed overmander ham. En, som kan vække hans lyst lige så stærkt, som hun selv kunne det engang.
Hun maser baghovedet ind i nakkestøtten, så det strammer i halsen, og tværer fingrene rundt i sine øjne. Hun vil ikke græde. Det er ham, som ikke fortjener hende. Ham, som bør sidde derhjemme, plaget af frygt for, hvad hendes fravær betyder.
Hun trækker vejret ind igennem snottet i næsen. Vipper solskærmen ned, ser på sig selv i dens spejl, spytter på fingerspidserne og gnider på mascaraen, der sidder under øjnene, bruger sit ærme til at tørre spyt og mascara af med. Hun stirrer ind i sit eget vrede blik.
Så klapper hun solskærmen op igen, læner hovedet tilbage, lukker øjnene, forsøger at trække vejret dybt. Og så fordriver skrækken alligevel den vrede, hun lige fandt en slags ro i. Skrækken for en, som kan det, hun ikke selv dur til: tale med ham om hans arbejde, hans tanker, om de tekster, hun renskriver og af og til oversætter for ham, men som han ikke synes, hun forstår. Hun ser det for sig: en af de unge, kvindelige forskere på centret. Hun kan ikke holde det ud.
Hun vil være vred, ikke sønderrivende ulykkelig, med ophovnede øjne og kinder sølet i tårer og snot. Hun siger til sig selv, at han er en lort. Han ved, hvad det gør ved hende, og alligevel fortsætter han. Hvad bilder han sig ind? Så æder ydmygelsen i hende.
Gløggen hun lavede; bordet hun dækkede; at hun så villigt overlod sit hjem til ham og hans folk. Det kalder han dem: mine folk. Hun læner panden mod rattet. Hun overvejer, hvad deres lejlighed kan være værd; hvor meget hun mon ville kunne bo for, hvis hun gik. Og hvor skulle hun flytte hen? Boligpriserne er hysterisk høje. Hun kunne sagtens bo i noget mindre, og det behøver jo ikke være på Dosseringen. Måske noget i en af sidegaderne? Men hun ville savne sit hjem, udsigten ind over byen.
Hun tænker på svineriet derhjemme. En del af hendes bevidsthed er allerede ved at gøre status over, hvad der skal gøres. Hvor lang tid det kommer til at tage. Berbertæppet, der skal til rens. Hun forsøger at koncentrere sig om forestillingen om at bo i noget mindre, noget hyggeligt, noget, der kun er hendes. Hun løfter sit hoved. Beslutter sig for at køre forbi købmanden på vej hjem til sommerhuset. Det blæser alligevel også for meget til at bade. Hun vil købe søndagsberlingeren i morgen og tjekke boligannoncerne.
Parkeringspladsen ved siden af købmanden er næsten fuld. Det er lørdag, midt på dagen. Der er mindre end to uger til juleaften. Hun slår igen solskærmen ned og retter på makeuppen. Som en karikatur af en ulykkelig kvinde. Hun vil ikke føle sig sådan. Hun smækker bildøren op og i og går ind. Marcherer med lange skridt. Hun køber brød – både grovboller og rugbrød – skinke, tomater og et stykke brie. Hun tager flere forskellige ud og trykker på dem for at finde én, der er passende moden.
Hun mærker blikket fra en kvinde i dynefrakke, som står og betragter hende fra siden. Hun vender sig og stirrer kvinden direkte i øjnene; snitter hende med sin skuldertaske, da hun går forbi. Tre skridt senere har hun dårlig samvittighed over sin opførsel.
Da hun når til grøntafdelingen, bliver hun igen vred på kvinden i dynefrakken, derefter på sig selv: Hun vil ikke bruge tid på det. Hun finder klementiner, mandler, vanilje, dessertkirsebær, piskefløde, mælk, grødris, pistacienødder, rødvin, to plader af den dyreste chokolade, hun kan finde, et modemagasin i cellofan og to bundter hvide tulipaner. Alt det, der ikke bliver råd til i hendes liv, hvis det, hun frygter, vitterlig er sket.
Klokken halv otte om aftenen ringer hun alligevel til Anne. I telefonen overhører hun Anne spørge Carsten om julefrokosten, og hun hører Carstens lyse, let rungende baggrundsstemme forsikre, at han var den sidste, der gik i aftes; at Henrik var alene på det tidspunkt.
Hun føler sig lettet. Lægger telefonen på hynden ved siden af sig, bruger begge hænder til at løfte op i sit hår. Så rejser hun sig og går over i køkkenet, fylder et glas med vand og drikker det stående ved vasken.
Men da hun sætter sig i sofaen igen, slår det hende, at Carsten løj. Selvfølgelig løj han. Han vil til enhver tid lyve, også uden at have den fjerneste anelse om, hvad sandheden om sagen er. For at beskytte Henrik – Mester, som Carsten kalder ham – det ved hun jo godt. Hvorfor har hun så alligevel ringet til Anne?
Fordi hun har bestemt sig for ikke at ringe til Henrik. Og fordi hun har tænkt sig at holde det løfte. Hun har også lovet sig selv ikke at tage telefonen, hvis han skulle ringe. Alligevel har hun den hele tiden inden for rækkevidde.
Hun er fuld. Hun har drukket rødvin, mens hun rørte i risengrøden, og senere mens hun hakkede mandler med den store køkkenkniv, og svingede den i takt til Jeg så julemanden kysse mor. Hun har drukket rødvin til osten og skinken, og revet stykker af bollerne, så krummerne ligger drysset ud over sofaen og gulvet nedenfor. Nu drikker hun mere rødvin og spiser pistacienødder.
Hun sidder i det ene sofahjørne og overvejer at rejse sig igen og trække gardinerne for skydedørene ud til terrassen. Ikke for at undgå, at nogen skal kigge ind, men for ikke at se sig selv i de store sorte termoruder. Men hun orker det ikke. I stedet læner hun sig frem og retter på de hvide tulipaner.
Hun har lyst til at ringe til Sofie. Hun vil selvfølgelig ikke fortælle om Henrik. Hun forsøger at lade være med at fortælle sine børn om deres fars udskejelser. Hun vil bare høre, hvordan Sofie har det. Men det ville være patetisk at ringe til sin datter lørdag aften – særligt en lørdag aften midt i december, hvor alle andre har kalenderen fuld af aftaler. Sofie ville blive urolig.
Kasper kan hun under ingen omstændigheder ringe til. Han ville spørge hende direkte: Er der noget i vejen, mor? Hvad skulle hun svare? Hendes børn, hendes søde, kloge børn. Det er også deres familie, Henrik sætter på spil. Han har gjort det utallige gange, og hun har ryddet op og lappet sammen. Det hjem, hun har skabt.
Det har været deres aftale. At hun sørgede for hjemmet, for børnene, mens de var små, og for ham. Det har hun gjort. Lange, vågne nætter med tunge, varme børnekroppe i armene, forældremøder, samtaler med pædagogerne i vuggestuen, i børnehaven, med lærerne på skolen. Lektier, legeaftaler, madpakker, aftensmad, vasketøj, aftenbade. Hun har sørget for, at hele pakken var klar, når han kom hjem fra universitetet. Så han kunne pakke den ud. Som en gave til ham. Hendes stolthed.
Og hun har sørget for, at han kunne være en gave til deres børn. At han kunne tale med dem, kysse dem, putte dem, uden at nogen var overtræt eller i underskud. Sådan har det været de fleste dage. Og når han alligevel ikke er kommet hjem som aftalt, når han har været fuld og usammenhængende, når han har været irritabel og sølle dagen efter, så har hun rummet Sofie og Kaspers skuffelse og bortforklaret hans opførsel.
De elsker ham. Den kærlighed har hun næret og passet på. Han fortjener den ikke. Hun krammer hårdt om rødvinsglasset, mens hun nidstirrer den lænestol, han plejer at sidde i. Aftrykket af fedtet fra hans nakke.
Hun stirrer på den fedtplet så længe, at hun ikke rigtig ser den længere.
Han var så vild med hende engang. Han var så stolt af hende; af hendes skønhed, af hendes engagement. Hun var 3. g’er og elevrådsformand, han var en nørd i 2. g. Sad altid i et hjørne – til fællesmøder, til fester, til frokost i kantinen – i en flok af andre unge mænd i murerskjorter og islændersweatre, tilbagelænede og tavse, hvis ikke de talte med hinanden, som om de rådslog.
De tiltrak sig opmærksomhed og gjorde hende usikker. Hun kunne mærke hans blik, når hun gik forbi, men var i tvivl om, hvad det betød. Og hun blev både smigret og lettet, da han kom hen til hende efter et fællesmøde.
Hun var ved at låse sin cykel op. Han stod foran hende med sit lange hår og pletter af bløde dun på kinderne, og han løftede lokker af hår væk fra hendes skulder. Som om hun var forpjusket, og han ikke kunne lade være med at ordne hende. Han spurgte, om hun var nervøs, og hun vidste ikke, hvad hun skulle svare, så hun trak bare på skuldrene, som om hun ikke var det. Alligevel havde han sagt: Det skal du ikke være, som om han vidste, at det var hun.
Det var derfor, hun valgte ham: fordi han så ind i hende, og hun troede, at han nok skulle passe på det, han så. Fordi hun elskede, at han bare ville have hende.
Hun elskede, at alle kunne se det: i kantinen, på gangene, i gården, til festerne, på vejen til og fra gymnasiet, når de gik ved siden af hinanden og han gjorde det, hun nu ved, han altid gør: lagde sin hånd på hendes lænd eller strøg hende over skuldrene, ryggen, armene, kyssede hende i tindingen, trak hende ned at sidde ved siden af sig, når han sad i flokken af andre unge mænd og diskuterede, hvis ikke han greb hendes hånd og trak hende med sig ind i en krog og kyssede hende hæmningsløst.
Han gjorde sin fremtid afhængig af hende. Han fik hende til at tro på, at det var de to, som kunne forløse hans potentiale. Og hun troede, at han kunne forløse det, han så i hende: det navnløse, særlige, som hun fornemmede, at han mente fandtes et sted derinde. Hun valgte ham, fordi hun følte sig udvalgt af ham. Hold kæft, hvor er hun blevet skuffet mange gange. Men det værste er følelsen af, at hun har skuffet ham. Følelsen af, at hans utroskab skyldes, at det, han troede, hun rummede, slet ikke findes.
Hun lukker øjnene et øjeblik, så trækker hun fjernbetjeningen hen til sig og tænder tv’et. Der er røg og eksplosioner på den ene kanal og hyggemord på den anden. Det er de to kanaler, de kan se heroppe. Der er ingen sen tv-avis om lørdagen. Det havde hun glemt.
Hun ville have været journalist. Så hun tog til England, passede børn om dagen og gik på kursus om aftenen. Hun havde tænkt, at det ville være godt at kunne sproget ordentligt, når hun skulle lave research eller rapportere fra begivenheder, analysere og kommentere dem.
Bag kameraet, eller måske foran, med blæst i håret og en plysset mikrofon. Det ville hun godt have kunnet, hun ville have været god. Hun ved ikke, om hun mistede modet, eller om hun virkelig hellere ville være pædagog, da hun kom hjem. Hun tænker af og til på det.
Med venstre hånd trækker hun plaiden, der ligger over sofaens andet armlæn, til sig og bakser med at folde den ud over sine ben. Så vipper rødvinsglasset, hun holder i sin højre hånd. Der breder sig en stor mørkerød plamage på den lysegrå plaid. Ham og hans anti-kapitalistiske samfundsorden. Det er ikke meget, der er tilbage af den nu, hvor han er blevet tragisk filosof – selvom han forsikrer hende om, at det på ingen måde er sørgeligt. Hvad han så mener med det.
Hun smækker glasset i bordet, hiver plaiden til side, kanter sig ud mellem sofaen og sofabordet, støder skinnebenet mod et hjørne. Ømmer sig, men standser ikke. Hun slæber plaiden hen over gulvet til køkkenvasken, hvor hun lader det kolde vand gennembløde den røde plet. Igen og igen trykker hun vand og rødvin ud og lader ulden gennembløde. Til sidst hænger hun plaiden med den mørke skjold op over to spisestuestole.
Modemagasinet ligger urørt på spisebordet. Hun flår cellofanen af. Stående bladrer hun igennem de glittede sider, men hun kan ikke koncentrere sig om det. Det vækker for mange tanker: alle forestillingerne om, hvornår hun ville kunne bære det ene eller det andet stykke tøj; hvor hun ville kunne bo med det ene eller det andet møbel eller den ene eller den anden dims – køkkendims, pyntedims, en smart opbevaringsdims, lampe, tæppe, skål, vægt, sofa. Hun er ikke et sted, hvor hun har ro til at drømme. Heller ikke til en film eller en tv-serie. Hun har ikke et lønarbejde. Hun tjener ikke sine egne penge. Og måske har hun heller ikke en mand længere.
Hun går ud. Tager telefonen med. Hvis nu Sofie eller Kasper skulle ringe, siger hun til sig selv.
Der er mørkt. Det havde hun glemt: at der ikke er en eneste lygte over grusvejene mellem sommerhusene. Der er kun lyset fra vinduerne i flere af de andre huse, og i deres eget. Små og større firkantede lysfelter i buldermørket. Hun slingrer. Snubler i grusvejens midterrabat. Lander på hænder og knæ i grus og våde blade og har tabt telefonen.
Hun sidder på underbenene og famler omkring sig. Det har regnet. Blade, sand og småsten klistrer til hendes håndflader. Hulkende søger hun frem og tilbage, frem og tilbage, men hun finder den ikke. Hun gnider en hånd hen over sine øjne. Hele hendes ansigt bliver vådt. Hun fryser, hendes knæ og skinneben er også våde. Så rejser hun sig og vakler med armene strakt frem for sig i retning af lyset i deres egen stue. Hendes håndflader gør ondt.
Næste formiddag finder hun telefonen. På gruset, næsten ude i grøftekanten, med tastaturet nedad. Hun fumler med den, tørrer den af i bukserne. Den virker. Der ligger ingen beskeder, ingen ubesvarede opkald.
Signe Pildal: Francine & Katrine
Francine & Katrine handler om, hvad der sker efter et seksuelt overgreb. Romanen følger Francine, som bliver voldtaget af sin universitetsvejleder, og Katrine, som er gift med ham. Den handler om de vidtrækkende følger, voldtægten har, ikke kun for de to kvinder, men også for andre mennesker omkring dem.
Det er en roman om magt og afmagt, om at vide og fortie og om, hvad man gør for at beskytte sig selv og dem, man elsker.
”Hun gik i bad, da hun kom hjem. Det gør man åbenbart, havde hun tænkt, da hun stod med lukkede øjne under bruseren. Hun havde skrabet sine underben glatte, mens hun græd og vandet skyllede ned over hende. Kvalmen ved tanken om, at Kjær skulle have bemærket hårene på hendes ben. Hun tænkte ikke på det, da hun lå på sofaen, men nu betyder det noget. Det ville have været endnu en ubærlig blottelse.”
Signe Pildals debutroman, Francine & Katrine, skildrer et seksuelt overgreb i universitetsmiljøet og de dynamikker, der tillader det. Bogen er en fortælling om, hvad man gør for at beskytte sig selv, og beskytte dem man elsker.
Signe Pildal er ph.d. i retorik og har tidligere været lektor på Aarhus Universitet, inden hun sagde sit job op. Nu debuterer hun som romanforfatter med Francine & Katrine. Bogen skildrer konsekvenserne af et seksuelt overgreb i det universitetsmiljø, som forfatteren selv har stor kendskab til.
LÆS OGSÅ: Litteratur i #MeToo’s årti. Se vores liste med bøger, der beskæftiger sig med kvinders oplevelser og rettigheder
Francine & Katrine er en fortælling om magt og afmagt, og hvordan overgreb påvirker ofret og de mennesker, der står nær. Bogen følger de to kvinder: Francine og Katrine. Francine bliver voldtaget af sin universitetsvejleder, og Katrine er gift med ham.
LÆS OGSÅ: Signe Pildal: Miljøet tillader, at overgreb sker
Francine & Katrine er en bog, der skildrer et overgreb i tiden før #MeToo. Det er en fortælling om at vide og fortie, og den giftige kultur, der tillader, at overgrebene sker. Du kan læste et uddrag af bogen her.
Francine & Katrine
Signet Pildal
Der lugter af grapefrugt på gæstetoilettet, fra en stor, lyserød sæbeklods på vasken. Det er en voldsom duft i det lille rum. Francine trækker vejret gennem munden, lægger nakken tilbage og lukker øjnene. Formentlig har Kjærs kone valgt den sæbe. Hans hustru. Måden Kjær omtaler sin kone på: min hustru. Som en udmærkelse.
Hustruen er taget i sommerhus, så Kjær kan holde julefrokost for forskningscentret, men hun har lavet gløgg til dem. Har insisteret på det. Det har Kjær fortalt, som om han ikke selv vil have ansvaret for denne uskik: varm vin.
Francine smiler. Hun må have drukket mere af den gløgg, end hun var klar over. Hendes hoved summer, og hendes krop. Hun har siddet inde ved det lange spisebord med den riflede kop imellem hænderne og fisket rosiner og mandelstumper op. Kjær og Falser har siddet over for hende. Hun har lyttet til Kjær fremhæve den eneste formildende omstændighed ved netop denne gløgg: at den er stærk, med en hel flaske cognac og en hel flaske snaps i.
Og Falser havde været enig. Selvfølgelig. Carsten Falser med de udstående tænder, der får ham til at se påståelig ud. Hun tænker på den måde, hvorpå han altid læner sig ind over Kjær. Som en hund med en våd tunge hængende ud af halsen og en bred hale fejende frem og tilbage over gulvet, sulten efter godbidder og anerkendelse. En klassisk Kjær-Falser-opstilling. Man kunne male det motiv. En langhåret hund og dens skaldede herre.
Hvordan kan Kjær holde det ud? Han er professor. Han har sit eget forskningscenter. Det er ham, der kan tænke. Han har masser af kloge folk at diskutere med, hvad vil han med Falser? Men Francine kan lide det, havde Kjær så sagt og set over på hende. Han havde løftet sit snapseglas i en hilsen. Smilet. Hun havde løftet koppen og hilst tilbage.
Hun havde ikke sagt noget. Ikke fordi hun er flov over at kunne lide gløgg, men fordi hun var overrasket. Hun havde ikke vidst, at nogen lagde mærke til det. Jah, Francine kan lide det. Falser havde også løftet sit glas. Vin chaud. Det er jo også fransk. Selvfølgelig havde han fremhævet det franske. Hun spekulerer på, om han gør det, fordi han ved, at Kjær hævder at have en faible for det?
Indimellem kan Kjær finde på at sige: Francine har jo studeret i Frankrig, som om hun har taget hele sin uddannelse dér. Og gang på gang har hun forklaret, at det har hun ikke. Hun har boet i Lyon i to år efter gymnasiet, og så har hun læst ét semester i Paris. Det er ikke det samme som en fransk kandidateksamen. Den misforståelse irriterer hende, men Kjær slår det hen. Han plejer at klappe hende på armen og sige: Godt. Godt, Francine. Du har jo læst i Paris, som om hun har misforstået sin egen redegørelse. Lige nu er hun ligeglad.
Hun lægger underarmene på knæene. Sidder foroverbøjet, hovedet hængende, øjnene lukkede.
Da hun kommer ud fra toilettet og går ind i spisestuen igen, er der ikke nogen. Hun tænker, at de andre måske er rykket ind i kontoret. At de nok sidder omkring bordet derinde, midt på gulvet omgivet af bøger til alle sider; at de måske er gået i en af de flasker, alle ved, han har stående bag bøgerne i reolen.
Francine hælder sine gløggrester over i sidemandens glas og går over til det midterste vindue. Der står en flaske mineralvand i vindueskarmen. Hun hælder op, drikker en lunken slurk og kigger ud. Der er stadig folk på stien nedenfor. De passerer som skygger i det pletvise lys under kastanjetræerne. Hun tænker på, hvad klokken mon er. Så hører hun nogen komme. Hun når ikke at vende sig, før Kjær griber om hende. Han suger sig ind imod hendes ryg. Hendes overarme er klemt ind til kroppen. Hun står der lidt for ikke at gøre sig fri for hurtigt. Forsøger at holde hånden med koppen i ro, så vandet ikke skal skvulpe over.
”Hvor er de andre?” spørger hun.
”De er gået,” hvisker han. Hans ånde er våd under hendes venstre øre.
Men hun har ikke hørt nogen gå. Hun har ikke hørt en lyd fra entreen uden for døren til gæstetoilettet. Faldt hun i søvn derude? Det må hun have gjort. Hun sætter koppen fra sig i vindueskarmen.
”Jeg skal også hjem nu,” siger hun og vil flytte sig, men Kjær strammer sit greb. Han vugger hende. Vugger frem og tilbage, så hun kan mærke hans tunge pik mellem sine balder.
”Kom.” Han trækker i hende; forsøger nærmest at bære hende, som man ville bære en tung skulptur. Hun mister fodfæstet og må træde et skridt til siden. Han følger efter.
”Nej, hold op, Henrik. Jeg skal hjem.”
Hun forsøger at vride sig højre om, væk fra hans mund. Han borer sit ansigt ned i hendes skulder:
”Kom, Francine. Kom.”
Han giver ikke slip.
Det er ikke en pludselig erkendelse, ikke noget, der med ét slår hende. Det er bare noget, hun ved nu: at han ikke har tænkt sig at lade hende gå. Hun ruller skuldrene bagud. Hun vil have luft imellem dem, men han er stærk. Hans stemme kæler for hende, lige så tung som hans ånde mod hendes hals.
”Nej, hold op. Jeg skal have fat i en taxa.”
Hun gentager:
”Jeg skal have en taxa,” som om taxaen – noget udefrakommende – vil få ham til at slippe, men han fortsætter: ”Kom.”
Han flytter på hende. Hendes arme summer i favntaget. ”Ej, gider du lige, Henrik!”
Hun siger det. Men hun er pludselig så træt. Hun bøjer nakken for at undgå hans tunge. Lader sit hoved hænge fremover. Han bakser med hende.
Hun siger: ”Nej, Henrik,” mens han bugserer hende ind til den brune lædersofa; hendes stive krop, uden anden modstand end sin vægt og sin ubevægelighed. Han vælter hende ned i de plettede sofahynder, trækker hendes støvler af, sætter sig overskrævs på hendes ben, mens han åbner hendes bælte, hendes bukser, trækker dem og trusserne ned.
Hun rører sig ikke. Som om hun er nødt til at ligge helt stille for at kunne samle sig om at forstå, hvad der foregår; for at finde ud af, hvad hun skal gøre. Og så har han løftet sig fra hendes ben og trukket trusserne helt af. ”Nej,” siger hun. Det forlader hende som en tynd luftstråle, en svag vibration, der næsten forsvinder i knirkene fra læderet under hende.
”Shyyy,” siger han, mens han bøjer hendes ben og presser dem ud til siden, stryger sine hænder op og ned ad hendes lår og siger: ”så lange og smalle.” Hun stirrer på ham. Men han ser ikke på hendes ansigt. Han ser på hårene på hendes køn. ”Utrimmet,” mumler han og griber om skambenet, så hans tommelfinger maser sig op i hende.
Så krænger han hendes skjorte op. Så BH’en. Hun ligger med armene oppe omkring sit hoved, som i overgivelse, som et lille sovende barn. Men hun sover ikke. Hun ligger under det hvide lys fra en forkromet standerlampe og mærker sin egen groteske figur. Skjorten og BH’en som en tøjpølse under kravebenet over de små, udfladede bryster. Knæstrømperne, han ikke har taget af hende; den ene trukket halvvejs ned ad underbenet og ud over foden.
Han fumler med at åbne sine habitbukser og fiske pikken frem. Hun kan lugte den støvfedtede sofa og alkoholikerånden, der blæser i hendes ansigt, da han lægger sig ned over hende. Som om tarmene leder den forkerte vej. Lorteånde, hun har altid tænkt sådan om den. Hun lukker øjnene og vender ansigtet bort, som om den bevægelse også ville slukke for hendes lugtesans. Hun må koncentrere sig om at trække vejret under hans vægt, hele hans overkrop hviler på hendes.
Han har begge hænder i skridtet nu. Den ene dirigerer pikken, der føles varm mod hendes inderlår. Den anden hånd forsøger at åbne hende. Neglerødderne på hans fingre rasper hendes tørre slimhinder op.
”Åh, du er stram,” stønner han. ”Åh, du er stram. Det er godt. Det er godt.” Han maser med at få pikken ind. Hun gisper af smerte, da han støder til. Og hun åbner øjnene og ser sit ansigt genspejlet i skærmen på et stort, sort tv, der står ved væggen over for sofaen. Så gennemrystes hans krop, og han råber en række små ”åh, åh, åh,” inden han falder sammen over hende.
Hun ligger helt stille. Mærker hans vejrtrækning i sin nakke og mod sin brystkasse. Indimellem siger han et lille ”åh”. Hun har kvalme, af trykket af hans krop, af hans våde ånde, af tanken om hans sæd i sin skede. Så vrider hun sig ud under ham. ”Undskyld,” siger hun og falder i en glidende bevægelse ned på et langhåret tæppet. Med én hånd trækker hun den juledekoration, der står i et fad på sofabordet, ned til sig på gulvet og kaster op i den.
Det første, Katrine bemærker, er lugten af bræk. Så er han ikke begyndt at rydde op endnu. Hun hører lyden af vand fra gæstetoilettet.
”Hej, skat,” råber hun, men får ikke noget svar.
Hun krænger sin frakke af, hænger den på en bøjle. Med foden skubber hun weekendtasken ind langs væggen.
”Henrik?”
Hun banker på døren. Vandet løber fortsat derude.
”Er du okay?”
Hun tager i døren, åbner den. Det sejler. Vandhanen løber, og vandet flyder ud over håndvaskens kanter, ned på gulvet. Det er millimeter fra at nå over dørtrinet og ud i gangen.
”Arh, men.”
Hun læner sig ind gennem døråbningen og lukker for vandet uden at træde ind i rummet. På vejen strejfer hendes blik toiletkummen. Den er strimet af bræk, i bunden ligger resterne opløst i vand. Hun bliver nødt til at træde ud på gulvet for at skylle ud.
Hun ryster den hånd, hun har brugt til at trykke knappen ned med. Som om hun kunne ryste stanken af hånden og vandet af sin støvle på den måde. Så går hun med lange skridt gennem gangen, køkkenet, kontoret og spisestuen. Lyset er tændt overalt, hun slukker det ikke. Går videre.
Hun finder ham i dagligstuen. Liggende på siden med bukserne nede om knæene og røven strittende halvvejs ud over kanten af sofaen. Som et barn, der skal have taget temperatur. Da hun når rundt om sofabordet, ser hun juledekorationen. Fadet, hun lavede den på, er knækket midtover, og gran, stearinlys og gyldne kugler er dækket af en rødlig hinde med tydelige spor af mandelflager og julemad.
”Men for helvede!”
Denne gang mumler hun ikke. Hun træder hen over dekorationen.
”Henrik!”
Hun rusker hans skulder, mens hun kigger ned ad ham, ned på hans pik, der hænger slapt og dypper sit hoved i en hvidskallet plet på hynden under ham. Hun rusker. Han løfter sin arm, som for at værge for sig. Hun slipper.
”Hvad fanden laver du? Ligger du og boller dine studiner på vores sofa?”
Hun råber, langer ud efter ham, men han er på vej til at sætte sig op, og hun rammer kun halvt den højre skulder.
”Du er fandeme ikke rigtig klog, du er ikke, Henrik!”
Han rejser sig, mens han haler sine bukser op.
”Hvem er det nu?” råber Katrine efter ham, da han går ud af stuen. ”Hva’?”
”Hold nu kæft,” mumler han.
”Du skal ikke sige hold kæft til mig, du skal ikke!”
Hun farer hen imod ham, men han holder en flad hånd ud imod hende. Han ser ussel ud med sin skællede isse, sine små øjne, sit grå ansigt, den åbentstående vest over den krøllede skjorte og bukserne, som han holder oppe med den anden hånd. Alligevel er den flade hånd nok til at standse hende. Hun ved, den er en advarsel.
Han trækker ikke engang døren til sig, da han forsvinder ud på badeværelset. Hun kan høre hans pis plaske i kummen. Da han bøvser, vender hun om på hælen, stormer gennem gangen, griber weekendtasken, hiver sin frakke af bøjlen, så den falder på gulvet med et klonk. Hun lader bøjlen ligge og hoveddøren stå åben bag sig. Han skal vide, at hun er gået. Og han skal vide, at hun har ladet ham stå der med røven bar for åben hoveddør.
På vej op ad E47 lover hun sig selv, at hun vil gå en lang tur i skoven. Gøre noget godt for sig selv! Hun drejer op ad Isterødvejen, pudser næse og skråler med på All I want for Christmas, mens Hillerød forsvinder til venstre for hende.
Hun overvejer at ringe til Anne for at høre, om Carsten har fortalt noget om julefrokosten, men hun lader være. Hun ombestemmer sig. Hun vil bade i stedet for at gå tur. Hun vil lade sig skylle over af Kattegat. Stå på bare fødder i koldt sand og mærke blæsten på kroppen, tørre sig med sin T-shirt. Og hun fortsætter direkte op til parkeringspladsen mellem klitterne, men så orker hun alligevel ikke.
Hun orker ikke engang at stige ud af bilen. Hun ser på et ældre ægtepar i tykke jakker og overtræksbukser, der strider sig vej i sandet ud mod havet. Deres grå- og brunspættede jagthund står med blafrende ører og snuden i vinden på toppen af den store klit til højre for hende.
Hun ved ikke, hvorfor synet af den hund får hende til at græde. Tanken om, at det måske er denne gang, han har fundet én, han vil forlade hende for, strømmer igennem hende.
En, han godt gider gå tur i klitterne med. En, som han vil se på på den måde, som hun ved, han kan; længe og koncentreret, som om han kan se noget, ingen andre kan; som om han ved noget, man ikke selv har nogen anelse om. En, som han også vil smile sørgmodigt til og så stryge over kinden. En, hvis bryst han vil lægge sit hoved på om aftenen, når hans evindelige ensomhed overmander ham. En, som kan vække hans lyst lige så stærkt, som hun selv kunne det engang.
Hun maser baghovedet ind i nakkestøtten, så det strammer i halsen, og tværer fingrene rundt i sine øjne. Hun vil ikke græde. Det er ham, som ikke fortjener hende. Ham, som bør sidde derhjemme, plaget af frygt for, hvad hendes fravær betyder.
Hun trækker vejret ind igennem snottet i næsen. Vipper solskærmen ned, ser på sig selv i dens spejl, spytter på fingerspidserne og gnider på mascaraen, der sidder under øjnene, bruger sit ærme til at tørre spyt og mascara af med. Hun stirrer ind i sit eget vrede blik.
Så klapper hun solskærmen op igen, læner hovedet tilbage, lukker øjnene, forsøger at trække vejret dybt. Og så fordriver skrækken alligevel den vrede, hun lige fandt en slags ro i. Skrækken for en, som kan det, hun ikke selv dur til: tale med ham om hans arbejde, hans tanker, om de tekster, hun renskriver og af og til oversætter for ham, men som han ikke synes, hun forstår. Hun ser det for sig: en af de unge, kvindelige forskere på centret. Hun kan ikke holde det ud.
Hun vil være vred, ikke sønderrivende ulykkelig, med ophovnede øjne og kinder sølet i tårer og snot. Hun siger til sig selv, at han er en lort. Han ved, hvad det gør ved hende, og alligevel fortsætter han. Hvad bilder han sig ind? Så æder ydmygelsen i hende.
Gløggen hun lavede; bordet hun dækkede; at hun så villigt overlod sit hjem til ham og hans folk. Det kalder han dem: mine folk. Hun læner panden mod rattet. Hun overvejer, hvad deres lejlighed kan være værd; hvor meget hun mon ville kunne bo for, hvis hun gik. Og hvor skulle hun flytte hen? Boligpriserne er hysterisk høje. Hun kunne sagtens bo i noget mindre, og det behøver jo ikke være på Dosseringen. Måske noget i en af sidegaderne? Men hun ville savne sit hjem, udsigten ind over byen.
Hun tænker på svineriet derhjemme. En del af hendes bevidsthed er allerede ved at gøre status over, hvad der skal gøres. Hvor lang tid det kommer til at tage. Berbertæppet, der skal til rens. Hun forsøger at koncentrere sig om forestillingen om at bo i noget mindre, noget hyggeligt, noget, der kun er hendes. Hun løfter sit hoved. Beslutter sig for at køre forbi købmanden på vej hjem til sommerhuset. Det blæser alligevel også for meget til at bade. Hun vil købe søndagsberlingeren i morgen og tjekke boligannoncerne.
Parkeringspladsen ved siden af købmanden er næsten fuld. Det er lørdag, midt på dagen. Der er mindre end to uger til juleaften. Hun slår igen solskærmen ned og retter på makeuppen. Som en karikatur af en ulykkelig kvinde. Hun vil ikke føle sig sådan. Hun smækker bildøren op og i og går ind. Marcherer med lange skridt. Hun køber brød – både grovboller og rugbrød – skinke, tomater og et stykke brie. Hun tager flere forskellige ud og trykker på dem for at finde én, der er passende moden.
Hun mærker blikket fra en kvinde i dynefrakke, som står og betragter hende fra siden. Hun vender sig og stirrer kvinden direkte i øjnene; snitter hende med sin skuldertaske, da hun går forbi. Tre skridt senere har hun dårlig samvittighed over sin opførsel.
Da hun når til grøntafdelingen, bliver hun igen vred på kvinden i dynefrakken, derefter på sig selv: Hun vil ikke bruge tid på det. Hun finder klementiner, mandler, vanilje, dessertkirsebær, piskefløde, mælk, grødris, pistacienødder, rødvin, to plader af den dyreste chokolade, hun kan finde, et modemagasin i cellofan og to bundter hvide tulipaner. Alt det, der ikke bliver råd til i hendes liv, hvis det, hun frygter, vitterlig er sket.
Klokken halv otte om aftenen ringer hun alligevel til Anne. I telefonen overhører hun Anne spørge Carsten om julefrokosten, og hun hører Carstens lyse, let rungende baggrundsstemme forsikre, at han var den sidste, der gik i aftes; at Henrik var alene på det tidspunkt.
Hun føler sig lettet. Lægger telefonen på hynden ved siden af sig, bruger begge hænder til at løfte op i sit hår. Så rejser hun sig og går over i køkkenet, fylder et glas med vand og drikker det stående ved vasken.
Men da hun sætter sig i sofaen igen, slår det hende, at Carsten løj. Selvfølgelig løj han. Han vil til enhver tid lyve, også uden at have den fjerneste anelse om, hvad sandheden om sagen er. For at beskytte Henrik – Mester, som Carsten kalder ham – det ved hun jo godt. Hvorfor har hun så alligevel ringet til Anne?
Fordi hun har bestemt sig for ikke at ringe til Henrik. Og fordi hun har tænkt sig at holde det løfte. Hun har også lovet sig selv ikke at tage telefonen, hvis han skulle ringe. Alligevel har hun den hele tiden inden for rækkevidde.
Hun er fuld. Hun har drukket rødvin, mens hun rørte i risengrøden, og senere mens hun hakkede mandler med den store køkkenkniv, og svingede den i takt til Jeg så julemanden kysse mor. Hun har drukket rødvin til osten og skinken, og revet stykker af bollerne, så krummerne ligger drysset ud over sofaen og gulvet nedenfor. Nu drikker hun mere rødvin og spiser pistacienødder.
Hun sidder i det ene sofahjørne og overvejer at rejse sig igen og trække gardinerne for skydedørene ud til terrassen. Ikke for at undgå, at nogen skal kigge ind, men for ikke at se sig selv i de store sorte termoruder. Men hun orker det ikke. I stedet læner hun sig frem og retter på de hvide tulipaner.
Hun har lyst til at ringe til Sofie. Hun vil selvfølgelig ikke fortælle om Henrik. Hun forsøger at lade være med at fortælle sine børn om deres fars udskejelser. Hun vil bare høre, hvordan Sofie har det. Men det ville være patetisk at ringe til sin datter lørdag aften – særligt en lørdag aften midt i december, hvor alle andre har kalenderen fuld af aftaler. Sofie ville blive urolig.
Kasper kan hun under ingen omstændigheder ringe til. Han ville spørge hende direkte: Er der noget i vejen, mor? Hvad skulle hun svare? Hendes børn, hendes søde, kloge børn. Det er også deres familie, Henrik sætter på spil. Han har gjort det utallige gange, og hun har ryddet op og lappet sammen. Det hjem, hun har skabt.
Det har været deres aftale. At hun sørgede for hjemmet, for børnene, mens de var små, og for ham. Det har hun gjort. Lange, vågne nætter med tunge, varme børnekroppe i armene, forældremøder, samtaler med pædagogerne i vuggestuen, i børnehaven, med lærerne på skolen. Lektier, legeaftaler, madpakker, aftensmad, vasketøj, aftenbade. Hun har sørget for, at hele pakken var klar, når han kom hjem fra universitetet. Så han kunne pakke den ud. Som en gave til ham. Hendes stolthed.
Og hun har sørget for, at han kunne være en gave til deres børn. At han kunne tale med dem, kysse dem, putte dem, uden at nogen var overtræt eller i underskud. Sådan har det været de fleste dage. Og når han alligevel ikke er kommet hjem som aftalt, når han har været fuld og usammenhængende, når han har været irritabel og sølle dagen efter, så har hun rummet Sofie og Kaspers skuffelse og bortforklaret hans opførsel.
De elsker ham. Den kærlighed har hun næret og passet på. Han fortjener den ikke. Hun krammer hårdt om rødvinsglasset, mens hun nidstirrer den lænestol, han plejer at sidde i. Aftrykket af fedtet fra hans nakke.
Hun stirrer på den fedtplet så længe, at hun ikke rigtig ser den længere.
Han var så vild med hende engang. Han var så stolt af hende; af hendes skønhed, af hendes engagement. Hun var 3. g’er og elevrådsformand, han var en nørd i 2. g. Sad altid i et hjørne – til fællesmøder, til fester, til frokost i kantinen – i en flok af andre unge mænd i murerskjorter og islændersweatre, tilbagelænede og tavse, hvis ikke de talte med hinanden, som om de rådslog.
De tiltrak sig opmærksomhed og gjorde hende usikker. Hun kunne mærke hans blik, når hun gik forbi, men var i tvivl om, hvad det betød. Og hun blev både smigret og lettet, da han kom hen til hende efter et fællesmøde.
Hun var ved at låse sin cykel op. Han stod foran hende med sit lange hår og pletter af bløde dun på kinderne, og han løftede lokker af hår væk fra hendes skulder. Som om hun var forpjusket, og han ikke kunne lade være med at ordne hende. Han spurgte, om hun var nervøs, og hun vidste ikke, hvad hun skulle svare, så hun trak bare på skuldrene, som om hun ikke var det. Alligevel havde han sagt: Det skal du ikke være, som om han vidste, at det var hun.
Det var derfor, hun valgte ham: fordi han så ind i hende, og hun troede, at han nok skulle passe på det, han så. Fordi hun elskede, at han bare ville have hende.
Hun elskede, at alle kunne se det: i kantinen, på gangene, i gården, til festerne, på vejen til og fra gymnasiet, når de gik ved siden af hinanden og han gjorde det, hun nu ved, han altid gør: lagde sin hånd på hendes lænd eller strøg hende over skuldrene, ryggen, armene, kyssede hende i tindingen, trak hende ned at sidde ved siden af sig, når han sad i flokken af andre unge mænd og diskuterede, hvis ikke han greb hendes hånd og trak hende med sig ind i en krog og kyssede hende hæmningsløst.
Han gjorde sin fremtid afhængig af hende. Han fik hende til at tro på, at det var de to, som kunne forløse hans potentiale. Og hun troede, at han kunne forløse det, han så i hende: det navnløse, særlige, som hun fornemmede, at han mente fandtes et sted derinde. Hun valgte ham, fordi hun følte sig udvalgt af ham. Hold kæft, hvor er hun blevet skuffet mange gange. Men det værste er følelsen af, at hun har skuffet ham. Følelsen af, at hans utroskab skyldes, at det, han troede, hun rummede, slet ikke findes.
Hun lukker øjnene et øjeblik, så trækker hun fjernbetjeningen hen til sig og tænder tv’et. Der er røg og eksplosioner på den ene kanal og hyggemord på den anden. Det er de to kanaler, de kan se heroppe. Der er ingen sen tv-avis om lørdagen. Det havde hun glemt.
Hun ville have været journalist. Så hun tog til England, passede børn om dagen og gik på kursus om aftenen. Hun havde tænkt, at det ville være godt at kunne sproget ordentligt, når hun skulle lave research eller rapportere fra begivenheder, analysere og kommentere dem.
Bag kameraet, eller måske foran, med blæst i håret og en plysset mikrofon. Det ville hun godt have kunnet, hun ville have været god. Hun ved ikke, om hun mistede modet, eller om hun virkelig hellere ville være pædagog, da hun kom hjem. Hun tænker af og til på det.
Med venstre hånd trækker hun plaiden, der ligger over sofaens andet armlæn, til sig og bakser med at folde den ud over sine ben. Så vipper rødvinsglasset, hun holder i sin højre hånd. Der breder sig en stor mørkerød plamage på den lysegrå plaid. Ham og hans anti-kapitalistiske samfundsorden. Det er ikke meget, der er tilbage af den nu, hvor han er blevet tragisk filosof – selvom han forsikrer hende om, at det på ingen måde er sørgeligt. Hvad han så mener med det.
Hun smækker glasset i bordet, hiver plaiden til side, kanter sig ud mellem sofaen og sofabordet, støder skinnebenet mod et hjørne. Ømmer sig, men standser ikke. Hun slæber plaiden hen over gulvet til køkkenvasken, hvor hun lader det kolde vand gennembløde den røde plet. Igen og igen trykker hun vand og rødvin ud og lader ulden gennembløde. Til sidst hænger hun plaiden med den mørke skjold op over to spisestuestole.
Modemagasinet ligger urørt på spisebordet. Hun flår cellofanen af. Stående bladrer hun igennem de glittede sider, men hun kan ikke koncentrere sig om det. Det vækker for mange tanker: alle forestillingerne om, hvornår hun ville kunne bære det ene eller det andet stykke tøj; hvor hun ville kunne bo med det ene eller det andet møbel eller den ene eller den anden dims – køkkendims, pyntedims, en smart opbevaringsdims, lampe, tæppe, skål, vægt, sofa. Hun er ikke et sted, hvor hun har ro til at drømme. Heller ikke til en film eller en tv-serie. Hun har ikke et lønarbejde. Hun tjener ikke sine egne penge. Og måske har hun heller ikke en mand længere.
Hun går ud. Tager telefonen med. Hvis nu Sofie eller Kasper skulle ringe, siger hun til sig selv.
Der er mørkt. Det havde hun glemt: at der ikke er en eneste lygte over grusvejene mellem sommerhusene. Der er kun lyset fra vinduerne i flere af de andre huse, og i deres eget. Små og større firkantede lysfelter i buldermørket. Hun slingrer. Snubler i grusvejens midterrabat. Lander på hænder og knæ i grus og våde blade og har tabt telefonen.
Hun sidder på underbenene og famler omkring sig. Det har regnet. Blade, sand og småsten klistrer til hendes håndflader. Hulkende søger hun frem og tilbage, frem og tilbage, men hun finder den ikke. Hun gnider en hånd hen over sine øjne. Hele hendes ansigt bliver vådt. Hun fryser, hendes knæ og skinneben er også våde. Så rejser hun sig og vakler med armene strakt frem for sig i retning af lyset i deres egen stue. Hendes håndflader gør ondt.
Næste formiddag finder hun telefonen. På gruset, næsten ude i grøftekanten, med tastaturet nedad. Hun fumler med den, tørrer den af i bukserne. Den virker. Der ligger ingen beskeder, ingen ubesvarede opkald.
Signe Pildal: Francine & Katrine
Francine & Katrine handler om, hvad der sker efter et seksuelt overgreb. Romanen følger Francine, som bliver voldtaget af sin universitetsvejleder, og Katrine, som er gift med ham. Den handler om de vidtrækkende følger, voldtægten har, ikke kun for de to kvinder, men også for andre mennesker omkring dem.
Det er en roman om magt og afmagt, om at vide og fortie og om, hvad man gør for at beskytte sig selv og dem, man elsker.
”Hun gik i bad, da hun kom hjem. Det gør man åbenbart, havde hun tænkt, da hun stod med lukkede øjne under bruseren. Hun havde skrabet sine underben glatte, mens hun græd og vandet skyllede ned over hende. Kvalmen ved tanken om, at Kjær skulle have bemærket hårene på hendes ben. Hun tænkte ikke på det, da hun lå på sofaen, men nu betyder det noget. Det ville have været endnu en ubærlig blottelse.”
Du kan købe Francine & Katrine online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: