Interview med Thomas Korsgaard om hans anden roman, “En dag vil vi grine af det”.
Thomas Korsgaard debuterede i 2017 under stor mediebevĂĽgenhed med romanen, “Hvis der skulle komme et menneske forbi“. Bogen blev modtaget med begejstring af bĂĽde lĂŚsere og anmeldere (heriblandt bĂĽde Suzanne Brøgger og statsminister Lars Løkke Rasmussen), blev shortlistet til debutantprisen â og er i skrivende stund i sjette oplag.
Med sĂĽ meget succes i bagagen â kan man sĂĽ overhovedet skrive igen? Eller bliver forventningspresset for stort?
Hvor kommer historierne i det hele taget fra, nĂĽr forfatteren er blot 23 ĂĽr?
Og hvorfor omtaler Thomas sin seneste bog, “En dag vil vi grine af det”, som et âuønsket barnâ?
Vi har mødt Thomas Korsgaard og spurgt ham om alt det, han helst ikke vil svare pü.
Thomas, din debutroman fik jo virkelig meget ros og opmĂŚrksomhed, da den udkom. Har det gjort det svĂŚrere at skrive videre? Er det âden svĂŚre toâer?â
Det er altid svÌrt at skrive. Men ogsü prÌget af en stor nysgerrighed og begejstring for mit vedkommende. Det har selvfølgelig vÌret helt vildt smigrende og fantastisk med alle de gode ting, der er sket i kølvandet pü min første roman, men regulÌr prÌstationsangst har det ikke givet mig. Jeg er nervøs, selvfølgelig, men det er dejligt at vÌre nervøs, sü mÌrker man, hvor vigtigt det er for Ên.

Begge romaner handler om Tue og hans familie, der bor lidt udenfor Skive. Sker der virkelig nok for enden af en grusvej i provinsen til, at du kan skrive to bøger om det?
Jeg er meget optaget af stedet Nørre Ărum, som er det specifikke sted, hvor de to romaner primĂŚrt foregĂĽr, og hvor jeg ogsĂĽ selv er opvokset. Det er et sted, jeg ved, hvordan ser ud og som jeg føler, jeg kan beskrive med de rette ord.
Det er et sted med landbrug, der har mĂĽtte dreje nøglen om og hvor forladte huse bliver forvandlet til bordeller â som det sker mange steder i landet. Og sĂĽ er det ikke mindst et sted, hvor man taler pĂĽ en mĂĽde, som jeg synes er interessant at indfange og forsøge at fĂĽ ind i litteraturen.
Jeg har hørt dig omtale “En dag vil vi grine af det” som et âuønsket barnâ. Hvad mener du egentlig med det?
Jeg mener, at jeg pü ingen müde havde regnet med, at denne bog skulle eksistere. Men jeg blev nysgerrig pü relationen mellem en søn og en mor, der fortÌller alle sine hemmeligheder. Og efter at have skrevet første scene mütte jeg undersøge det nÌrmere. Efter lidt tid viste dig sig sü, at det var Tue, jeg igen skrev frem. Og sü mütte jeg jo lÌgge mit andet projekt til side og skrive denne bog i stedet. Derfor kan jeg ogsü sige om denne bog: Det var ikke med vilje. For det var det ikke.


“Hvis der skulle komme et menneske forbi” starter med, at Tue overvejer, hvad der ville ske, hvis hans far døde i morgen. “En dag vil vi grine af det” indledes med, at Tues mor betror ham en hemmelighed, hun egentlig ikke burde betro ham. Kan man sige, at din debut er bogen om Tues far â og “En dag vil vi grine af det” er bogen om Tues mor?
Det kan man godt, lidt forsimplet, sige. Den handler selvfølgelig om en masse ting, men er pĂĽ mange mĂĽder et portrĂŚt af en mor-søn relation. IsĂŚr handler det ogsĂĽ om en dreng, der mister grebet om sin egen virkelighed. I den første roman er Tues forestillinger enormt fokuserede pĂĽ, om hans far dør. I den nye fortĂŚller hans mor ham en hemmelighed, som han ikke kan fĂĽ verificeret nogen steder â og som gør ham enormt usikker pĂĽ, hvad der er virkelighed og hvad der ikke er. Og det gør noget ved et menneskes identitetsfølelse at stĂĽ der.
Og nu vi er ved familie: der var kritiske røster fremme fra din familie, da din debutroman udkom. Er du bange for, om der kommer en tilsvarende reaktion pü den nye bog?
Jeg har kun meget overfladisk lĂŚst, hvad de har sagt, men de mĂĽ jo sige, hvad de vil. Jeg skriver ikke selvbiografier, men romaner, og det gør jeg mig meget stor umage med. Hvis jeg skal skrive noget vigtigt, sĂĽ kan jeg ikke altid tĂŚnke pĂĽ konsekvenserne â hvis jeg gjorde, ville jeg ganske enkelt ikke fĂĽ skrevet en linje. Men det er da spĂŚndende, hvis en roman kan gøre sĂĽ mange mennesker rasende. Det kan jeg ikke lade vĂŚre med at blive smigret over pĂĽ litteraturens vegne.
Du er 23, og lige om lidt har du udgivet to bøger. Hvad skal du sĂĽ nu? Skal du skrive flere bøger? Kan vi se frem til at høre mere om Tue â eller har du helt andre planer?
Jeg opererer slet ikke med planer, for det har jeg lÌrt, at man slet ikke kan, nür man skriver! Jeg holder mig üben. Pludselig kan man køre midt i trafikken og vÌre nødt til at trÌkke ind til siden og skrive noget ned, der kommer som et lys fra en meget klar himmel.
Dog ved jeg med sikkerhed, at jeg ikke har skrevet den bog, der er vigtigst for mig endnu.
Interview med Thomas Korsgaard om hans anden roman, “En dag vil vi grine af det”.
Thomas Korsgaard debuterede i 2017 under stor mediebevĂĽgenhed med romanen, “Hvis der skulle komme et menneske forbi“. Bogen blev modtaget med begejstring af bĂĽde lĂŚsere og anmeldere (heriblandt bĂĽde Suzanne Brøgger og statsminister Lars Løkke Rasmussen), blev shortlistet til debutantprisen â og er i skrivende stund i sjette oplag.
Med sĂĽ meget succes i bagagen â kan man sĂĽ overhovedet skrive igen? Eller bliver forventningspresset for stort?
Hvor kommer historierne i det hele taget fra, nĂĽr forfatteren er blot 23 ĂĽr?
Og hvorfor omtaler Thomas sin seneste bog, “En dag vil vi grine af det”, som et âuønsket barnâ?
Vi har mødt Thomas Korsgaard og spurgt ham om alt det, han helst ikke vil svare pü.
Thomas, din debutroman fik jo virkelig meget ros og opmĂŚrksomhed, da den udkom. Har det gjort det svĂŚrere at skrive videre? Er det âden svĂŚre toâer?â
Det er altid svÌrt at skrive. Men ogsü prÌget af en stor nysgerrighed og begejstring for mit vedkommende. Det har selvfølgelig vÌret helt vildt smigrende og fantastisk med alle de gode ting, der er sket i kølvandet pü min første roman, men regulÌr prÌstationsangst har det ikke givet mig. Jeg er nervøs, selvfølgelig, men det er dejligt at vÌre nervøs, sü mÌrker man, hvor vigtigt det er for Ên.
Begge romaner handler om Tue og hans familie, der bor lidt udenfor Skive. Sker der virkelig nok for enden af en grusvej i provinsen til, at du kan skrive to bøger om det?
Jeg er meget optaget af stedet Nørre Ărum, som er det specifikke sted, hvor de to romaner primĂŚrt foregĂĽr, og hvor jeg ogsĂĽ selv er opvokset. Det er et sted, jeg ved, hvordan ser ud og som jeg føler, jeg kan beskrive med de rette ord.
Det er et sted med landbrug, der har mĂĽtte dreje nøglen om og hvor forladte huse bliver forvandlet til bordeller â som det sker mange steder i landet. Og sĂĽ er det ikke mindst et sted, hvor man taler pĂĽ en mĂĽde, som jeg synes er interessant at indfange og forsøge at fĂĽ ind i litteraturen.
Jeg har hørt dig omtale “En dag vil vi grine af det” som et âuønsket barnâ. Hvad mener du egentlig med det?
Jeg mener, at jeg pü ingen müde havde regnet med, at denne bog skulle eksistere. Men jeg blev nysgerrig pü relationen mellem en søn og en mor, der fortÌller alle sine hemmeligheder. Og efter at have skrevet første scene mütte jeg undersøge det nÌrmere. Efter lidt tid viste dig sig sü, at det var Tue, jeg igen skrev frem. Og sü mütte jeg jo lÌgge mit andet projekt til side og skrive denne bog i stedet. Derfor kan jeg ogsü sige om denne bog: Det var ikke med vilje. For det var det ikke.
“Hvis der skulle komme et menneske forbi” starter med, at Tue overvejer, hvad der ville ske, hvis hans far døde i morgen. “En dag vil vi grine af det” indledes med, at Tues mor betror ham en hemmelighed, hun egentlig ikke burde betro ham. Kan man sige, at din debut er bogen om Tues far â og “En dag vil vi grine af det” er bogen om Tues mor?
Det kan man godt, lidt forsimplet, sige. Den handler selvfølgelig om en masse ting, men er pĂĽ mange mĂĽder et portrĂŚt af en mor-søn relation. IsĂŚr handler det ogsĂĽ om en dreng, der mister grebet om sin egen virkelighed. I den første roman er Tues forestillinger enormt fokuserede pĂĽ, om hans far dør. I den nye fortĂŚller hans mor ham en hemmelighed, som han ikke kan fĂĽ verificeret nogen steder â og som gør ham enormt usikker pĂĽ, hvad der er virkelighed og hvad der ikke er. Og det gør noget ved et menneskes identitetsfølelse at stĂĽ der.
Og nu vi er ved familie: der var kritiske røster fremme fra din familie, da din debutroman udkom. Er du bange for, om der kommer en tilsvarende reaktion pü den nye bog?
Jeg har kun meget overfladisk lĂŚst, hvad de har sagt, men de mĂĽ jo sige, hvad de vil. Jeg skriver ikke selvbiografier, men romaner, og det gør jeg mig meget stor umage med. Hvis jeg skal skrive noget vigtigt, sĂĽ kan jeg ikke altid tĂŚnke pĂĽ konsekvenserne â hvis jeg gjorde, ville jeg ganske enkelt ikke fĂĽ skrevet en linje. Men det er da spĂŚndende, hvis en roman kan gøre sĂĽ mange mennesker rasende. Det kan jeg ikke lade vĂŚre med at blive smigret over pĂĽ litteraturens vegne.
Du er 23, og lige om lidt har du udgivet to bøger. Hvad skal du sĂĽ nu? Skal du skrive flere bøger? Kan vi se frem til at høre mere om Tue â eller har du helt andre planer?
Jeg opererer slet ikke med planer, for det har jeg lÌrt, at man slet ikke kan, nür man skriver! Jeg holder mig üben. Pludselig kan man køre midt i trafikken og vÌre nødt til at trÌkke ind til siden og skrive noget ned, der kommer som et lys fra en meget klar himmel.
Dog ved jeg med sikkerhed, at jeg ikke har skrevet den bog, der er vigtigst for mig endnu.
Andre lĂŚste ogsĂĽ: