Interview med Thomas Korsgaard om hans anden roman, “En dag vil vi grine af det”.
Thomas Korsgaard debuterede i 2017 under stor mediebevågenhed med romanen, “Hvis der skulle komme et menneske forbi“. Bogen blev modtaget med begejstring af både læsere og anmeldere (heriblandt både Suzanne Brøgger og statsminister Lars Løkke Rasmussen), blev shortlistet til debutantprisen – og er i skrivende stund i sjette oplag.
Med så meget succes i bagagen – kan man så overhovedet skrive igen? Eller bliver forventningspresset for stort?
Hvor kommer historierne i det hele taget fra, når forfatteren er blot 23 år?
Og hvorfor omtaler Thomas sin seneste bog, “En dag vil vi grine af det”, som et ’uønsket barn’?
Vi har mødt Thomas Korsgaard og spurgt ham om alt det, han helst ikke vil svare på.
Thomas, din debutroman fik jo virkelig meget ros og opmærksomhed, da den udkom. Har det gjort det sværere at skrive videre? Er det ’den svære to’er?’
Det er altid svært at skrive. Men også præget af en stor nysgerrighed og begejstring for mit vedkommende. Det har selvfølgelig været helt vildt smigrende og fantastisk med alle de gode ting, der er sket i kølvandet på min første roman, men regulær præstationsangst har det ikke givet mig. Jeg er nervøs, selvfølgelig, men det er dejligt at være nervøs, så mærker man, hvor vigtigt det er for én.
Begge romaner handler om Tue og hans familie, der bor lidt udenfor Skive. Sker der virkelig nok for enden af en grusvej i provinsen til, at du kan skrive to bøger om det?
Jeg er meget optaget af stedet Nørre Ørum, som er det specifikke sted, hvor de to romaner primært foregår, og hvor jeg også selv er opvokset. Det er et sted, jeg ved, hvordan ser ud og som jeg føler, jeg kan beskrive med de rette ord.
Det er et sted med landbrug, der har måtte dreje nøglen om og hvor forladte huse bliver forvandlet til bordeller – som det sker mange steder i landet. Og så er det ikke mindst et sted, hvor man taler på en måde, som jeg synes er interessant at indfange og forsøge at få ind i litteraturen.
Jeg har hørt dig omtale “En dag vil vi grine af det” som et ’uønsket barn’. Hvad mener du egentlig med det?
Jeg mener, at jeg på ingen måde havde regnet med, at denne bog skulle eksistere. Men jeg blev nysgerrig på relationen mellem en søn og en mor, der fortæller alle sine hemmeligheder. Og efter at have skrevet første scene måtte jeg undersøge det nærmere. Efter lidt tid viste dig sig så, at det var Tue, jeg igen skrev frem. Og så måtte jeg jo lægge mit andet projekt til side og skrive denne bog i stedet. Derfor kan jeg også sige om denne bog: Det var ikke med vilje. For det var det ikke.
“Hvis der skulle komme et menneske forbi” starter med, at Tue overvejer, hvad der ville ske, hvis hans far døde i morgen. “En dag vil vi grine af det” indledes med, at Tues mor betror ham en hemmelighed, hun egentlig ikke burde betro ham. Kan man sige, at din debut er bogen om Tues far – og “En dag vil vi grine af det” er bogen om Tues mor?
Det kan man godt, lidt forsimplet, sige. Den handler selvfølgelig om en masse ting, men er på mange måder et portræt af en mor-søn relation. Især handler det også om en dreng, der mister grebet om sin egen virkelighed. I den første roman er Tues forestillinger enormt fokuserede på, om hans far dør. I den nye fortæller hans mor ham en hemmelighed, som han ikke kan få verificeret nogen steder – og som gør ham enormt usikker på, hvad der er virkelighed og hvad der ikke er. Og det gør noget ved et menneskes identitetsfølelse at stå der.
Og nu vi er ved familie: der var kritiske røster fremme fra din familie, da din debutroman udkom. Er du bange for, om der kommer en tilsvarende reaktion på den nye bog?
Jeg har kun meget overfladisk læst, hvad de har sagt, men de må jo sige, hvad de vil. Jeg skriver ikke selvbiografier, men romaner, og det gør jeg mig meget stor umage med. Hvis jeg skal skrive noget vigtigt, så kan jeg ikke altid tænke på konsekvenserne – hvis jeg gjorde, ville jeg ganske enkelt ikke få skrevet en linje. Men det er da spændende, hvis en roman kan gøre så mange mennesker rasende. Det kan jeg ikke lade være med at blive smigret over på litteraturens vegne.
Du er 23, og lige om lidt har du udgivet to bøger. Hvad skal du så nu? Skal du skrive flere bøger? Kan vi se frem til at høre mere om Tue – eller har du helt andre planer?
Jeg opererer slet ikke med planer, for det har jeg lært, at man slet ikke kan, når man skriver! Jeg holder mig åben. Pludselig kan man køre midt i trafikken og være nødt til at trække ind til siden og skrive noget ned, der kommer som et lys fra en meget klar himmel.
Dog ved jeg med sikkerhed, at jeg ikke har skrevet den bog, der er vigtigst for mig endnu.
Interview med Thomas Korsgaard om hans anden roman, “En dag vil vi grine af det”.
Thomas Korsgaard debuterede i 2017 under stor mediebevågenhed med romanen, “Hvis der skulle komme et menneske forbi“. Bogen blev modtaget med begejstring af både læsere og anmeldere (heriblandt både Suzanne Brøgger og statsminister Lars Løkke Rasmussen), blev shortlistet til debutantprisen – og er i skrivende stund i sjette oplag.
Med så meget succes i bagagen – kan man så overhovedet skrive igen? Eller bliver forventningspresset for stort?
Hvor kommer historierne i det hele taget fra, når forfatteren er blot 23 år?
Og hvorfor omtaler Thomas sin seneste bog, “En dag vil vi grine af det”, som et ’uønsket barn’?
Vi har mødt Thomas Korsgaard og spurgt ham om alt det, han helst ikke vil svare på.
Thomas, din debutroman fik jo virkelig meget ros og opmærksomhed, da den udkom. Har det gjort det sværere at skrive videre? Er det ’den svære to’er?’
Det er altid svært at skrive. Men også præget af en stor nysgerrighed og begejstring for mit vedkommende. Det har selvfølgelig været helt vildt smigrende og fantastisk med alle de gode ting, der er sket i kølvandet på min første roman, men regulær præstationsangst har det ikke givet mig. Jeg er nervøs, selvfølgelig, men det er dejligt at være nervøs, så mærker man, hvor vigtigt det er for én.
Begge romaner handler om Tue og hans familie, der bor lidt udenfor Skive. Sker der virkelig nok for enden af en grusvej i provinsen til, at du kan skrive to bøger om det?
Jeg er meget optaget af stedet Nørre Ørum, som er det specifikke sted, hvor de to romaner primært foregår, og hvor jeg også selv er opvokset. Det er et sted, jeg ved, hvordan ser ud og som jeg føler, jeg kan beskrive med de rette ord.
Det er et sted med landbrug, der har måtte dreje nøglen om og hvor forladte huse bliver forvandlet til bordeller – som det sker mange steder i landet. Og så er det ikke mindst et sted, hvor man taler på en måde, som jeg synes er interessant at indfange og forsøge at få ind i litteraturen.
Jeg har hørt dig omtale “En dag vil vi grine af det” som et ’uønsket barn’. Hvad mener du egentlig med det?
Jeg mener, at jeg på ingen måde havde regnet med, at denne bog skulle eksistere. Men jeg blev nysgerrig på relationen mellem en søn og en mor, der fortæller alle sine hemmeligheder. Og efter at have skrevet første scene måtte jeg undersøge det nærmere. Efter lidt tid viste dig sig så, at det var Tue, jeg igen skrev frem. Og så måtte jeg jo lægge mit andet projekt til side og skrive denne bog i stedet. Derfor kan jeg også sige om denne bog: Det var ikke med vilje. For det var det ikke.
“Hvis der skulle komme et menneske forbi” starter med, at Tue overvejer, hvad der ville ske, hvis hans far døde i morgen. “En dag vil vi grine af det” indledes med, at Tues mor betror ham en hemmelighed, hun egentlig ikke burde betro ham. Kan man sige, at din debut er bogen om Tues far – og “En dag vil vi grine af det” er bogen om Tues mor?
Det kan man godt, lidt forsimplet, sige. Den handler selvfølgelig om en masse ting, men er på mange måder et portræt af en mor-søn relation. Især handler det også om en dreng, der mister grebet om sin egen virkelighed. I den første roman er Tues forestillinger enormt fokuserede på, om hans far dør. I den nye fortæller hans mor ham en hemmelighed, som han ikke kan få verificeret nogen steder – og som gør ham enormt usikker på, hvad der er virkelighed og hvad der ikke er. Og det gør noget ved et menneskes identitetsfølelse at stå der.
Og nu vi er ved familie: der var kritiske røster fremme fra din familie, da din debutroman udkom. Er du bange for, om der kommer en tilsvarende reaktion på den nye bog?
Jeg har kun meget overfladisk læst, hvad de har sagt, men de må jo sige, hvad de vil. Jeg skriver ikke selvbiografier, men romaner, og det gør jeg mig meget stor umage med. Hvis jeg skal skrive noget vigtigt, så kan jeg ikke altid tænke på konsekvenserne – hvis jeg gjorde, ville jeg ganske enkelt ikke få skrevet en linje. Men det er da spændende, hvis en roman kan gøre så mange mennesker rasende. Det kan jeg ikke lade være med at blive smigret over på litteraturens vegne.
Du er 23, og lige om lidt har du udgivet to bøger. Hvad skal du så nu? Skal du skrive flere bøger? Kan vi se frem til at høre mere om Tue – eller har du helt andre planer?
Jeg opererer slet ikke med planer, for det har jeg lært, at man slet ikke kan, når man skriver! Jeg holder mig åben. Pludselig kan man køre midt i trafikken og være nødt til at trække ind til siden og skrive noget ned, der kommer som et lys fra en meget klar himmel.
Dog ved jeg med sikkerhed, at jeg ikke har skrevet den bog, der er vigtigst for mig endnu.
Andre læste også: