Amerikanske romaner Hernan Diaz

Hernan Diaz imponerer med debutromanen I det fjerne

hernan diaz, i det fjerne

Da Hernan Diaz i 2018 udgav sin debutroman I det fjerne, gik det ikke stille for sig. Romanen blev nomineret til en Pulitzer og sammenlignet med så forskellige mesterværker som Vejen af Cormac McCarthy, Butcher’s Crossing af John Williams og Mark Twains Huckleberry Finn.


I det fjerne af Hernan Diaz er en western, der gør alt for at bryde med de forventninger, man møder den genre med. Og selvom hovedpersonen, den svenske immigrant Håkan Söderström, ender som berygtet outlaw i 1800-tallets USA’s enorme vildmarker, er der ikke meget macho-romantik med dueller, kortspil og heltemodige sheriffer over handlingen.

LÆS OGSÅ: Bøger på vej: Se vores liste med nye og kommende bøger

Tvært imod oplever vi en særlig opbrudstid i USA’s historie gennem immigrantens øjne, og romanen undersøger temaer som fremmedhed, og om der findes en slags personlighedens kerne, når alt andet skrælles væk.

Denne blanding af underholdende western og intellektuel roman, der både tematisk og sprogligt hæver sig til et imponerende niveau, har fået anmelderne til at kalde I det fjerne fra 2018 et hovedværk i moderne amerikansk litteratur.

Men hvorfor en svensk hovedperson egentlig?

Hernan Diaz’ skandinaviske forbindelse

48-årige Hernan Diaz er i dag bosat i New York med sin hustru og datter, men stammer oprindeligt fra Buenos Aires i Argentina. Hvad, det spanskklingende navn og hans nuværende adresse ikke afslører, er, hvor meget Diaz egentlig har tilfælles med sin hovedperson Håkan.

LÆS OGSÅ: Det altopslugende vildnis. Læs i Margaret Atwoods roman Op til overfladen

Hernan Diaz er nemlig opvokset i Stockholm, efter at hans familie flygtede dertil som politiske flygtninge i 1970’erne. Igennem Hernan Diaz’ opvækst snakkede han derfor spansk derhjemme, men talte svensk når han var ude.

Forfatterens tid i Sverige resulterede i, at han følte sig mere svensk end argentisk, da familien flyttede tilbage til Buenos Aires – og at han er mere end almindeligt god til at hjælpe amerikanere med at udtale hovedpersonens svenske navn som: “Hawk-can“.

USA er stadig verdens store smeltedigel

Da Hernan Diaz i starten af sine 20’ere skulle studere, flyttede han til London og herefter New York.

Og her fandt han sig til rette. Hernan Diaz’ personlige tiltrækning til USA skyldes ifølge forfatteren, at landet er grundlagt af flygtninge og immigranter, der lever sammen, og at det får landet til at føles mere som hjemme for en person, der er vokset op som netop det.

LÆS OGSÅ: De 20 bedste bøger du skal læse

På trods af den tankegang sætter han dog streg under, at han ikke er blind for, at diskrimination baseret på race, religion og kulturel baggrund er et aktuelt problem for landets sammenhængskraft.


Det skriver anmelderne om I det fjerne

★★★★★ “Et brag af en debutroman” – Jyllands-Posten

“En brutal, melankolsk, følsom coming of age-historie i en historisk fortid, der føles både bekendt, og som intet vi før har mødt.”
The Guardian

“Resultatet er en eventyrlig historie såvel som dybsindige tanker om betydningen af at høre hjemme.”
The Sunday Times

“En fantastisk velskrevet roman, der kortlægger en mands vækst fra barn til en mand med mytisk status, mens han rejser mellem kontinenter og yderpunkterne i den menneskelige tilstand.”
The Pulitzer Prizes

“Brillant … Denne spændende roman giver et stærkt portræt af ensomhed og et fascinerende indblik i immigrationens væsen.”
Publishers weekly

“Udsøgt: overbevisende, rørende og mesterlig.”
Lauren Groff, forfatter til Florida og Skæbne og hævn


Roman på vej i to årtier

Hernan Diaz har altid bevæget sig i ordenes verden. Hans første litterære forsøg var et digt, og selvom kvaliteten af det var tvivlsom, så stoppede det (heldigvis) ikke der. Efter det gav han sig i kast med tegneserier og noveller. Omkring 14-15-års alderen stoppede han med at skrive, men genfandt passionen og interessen for at skrive i midt-20’erne, fortæller forfatteren til kulturmagasinet Platform.

Forfatterens første roman har været længe undervejs, i og med Diaz fik ideen til I det fjerne for over 20 år siden. Selve skriveprocessen tog ham seks år, hvilket giver god mening. For Hernan Diaz har skrevet alt ned i hånden i sin notesbog. Efterfølgende har han skrevet ind på computer som første led i redigeringsprocessen.

LÆS OGSÅ: 20 bøger, der vil gavne din bogsamling

Ifølge Diaz var det en stor glæde at skrive I det fjerne, men udgivelsesprocessen var hård. Debutromanen blev nemlig mødt af afslag på afslag, indtil det mindre forlag Coffee House Press tog bogen ind. Snart efter fik Hernan Diaz et af de største skulderklap en forfatter kan få; en Pulitzer-nominering.

Hernan Diaz er netop aktuel med romanen Tillid.

Hernan Diaz imponerer med debutromanen I det fjerne

VINDER AF PULITZERPRISEN

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – KRISTELIGT DAGBLAD
❤️❤️❤️❤️❤️ – POLITIKEN
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – BERLINGSKE
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – JYLLANDS-POSTEN

Helen og Benjamin Rask gør sig bemærkede som det ultimative power-par i 1920’ernes New York. Han arbejder på Wall Street, og hun er født ind i det velhavende aristokrati. Sammen har de placeret sig sikkert i toppen af samfundet.

Fortællingen om Helen og Benjamin er det centrale mysterium i en succesfuld roman fra 1938, som hele New York synes at have læst. Én kvinde dykker ned i historien bag, og til sin og læserens store overraskelse finder hun hemmeligheder og bedrag, der overgår selv den vildeste fantasi.

Du kan købe Tillid online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.


I det fjerne

I det fjerne, Hernan Diaz

★★★★★ “Et brag af en debutroman” – Jyllands-Posten

I det fjerne er den hjertegribende roman om en ung svensk immigrants rejse gennem Amerika i 1800-tallet. To unge brødre rejser sammen fra Sverige mod New York. Undervejs bliver brødrene væk fra hinanden, og Håkan ender med at befinde sig i Californien. Han sætter kursen tværs gennem Amerika med en ambition om at nå til New York og genfinde sin elskede storebror.

Hans rejse er ikke nem, og undervejs møder han kriminelle, religiøse fanatikere, svindlere, indianere og lovens håndhævere – og masser af immigranter på jagt efter lykken i det store land.

Du kan købe I det fjerne online, fx hos Bog & idé, eller i din nærmeste boghandel.


Måske vil du også være interesseret i

Hernan Diaz imponerer med debutromanen I det fjerne

Op til overfladen er Margaret Atwoods anden roman fra 1972, som her genudgives i smukt udstyr med lærred og halvbind.

En ung kvinde tager med nogle venner ud i den canadiske ødemark for at lede efter sin far, der er meldt savnet.

Hun beslutter sig for at stikke af fra sine venner, og eftersøgningen af faren forvandler sig i stedet til hendes søgen efter sig selv.

Du kan købe Op til overfladen online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Hernan Diaz imponerer med debutromanen I det fjerne

Vredens druer blev udgivet i 1939 første gang, og den blev hurtigt et fænomen i offentligheden, hvor den kontroversielle roman skabte både begejstring og afsky. Det blev derfor også den bog, som blev diskuteret mest i samtiden og i 1940 indbragte den John Steinbeck Pulitzerprisen.

Romanen er et episk drama, og selvom det er over 80 år siden, at den blev udgivet, så er den stadig rystende aktuel.

Vredens druer handler om USA under Depressionen i 1930’erne.

Vi befinder os i Oklahoma, hvor den frugtbare jord er blevet ødelagt af overdyrkning. Bønderne er i krise, men banken opkræver fortsat penge, overtager jorden og smider dem på porten.

Vi følger Tom Joad, der netop er kommet ud af fængslet. Han bliver sammen med sin familie fordrevet fra hjemmet, og de drager sammen mod Californien. Men også her råder nøden for de undertvungne, og de må kæmpe for livet.

Du kan købe Vredens druer online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandler.


Butcher's crossing, John Williams, stoner

I 1873, beslutter Will Andrews at opgive sine studier ved Harvard og drager vestpå. Han ender i Butcher’s Crossing – en lille, gudsforladt flække i Kansas.

Her vrimler det med rastløse mænd, der kun tænker på at tjene hurtige penge og bruge dem lige så hurtigt. Blandt dem finder han Miller. De bliver venner og Andrews fascineres af Millers historie om en enorm bisonflok, der kun venter på at blive nedslagtet. Andrews lader sig overtale til at deltage i – og financiere – en ekspedition, der bringer ham og Miller og to andre mænd langt ind i bjergene, hvor de skal slagte bisonerne, flå dem og bringe skindet tilbage.

Du kan købe Butcher’s crossing online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Lauren Groff, Florida, noveller, novellesamling

Lauren Groffs novellesamling, Florida, er blevet rost til skyerne af den internationale presse og var finalist til National Book Award 2018.

Florida beskriver skyggesiden af solskinsstaten. Her hersker det farlige, det uperfekte og det mørke – i naturen og ikke mindst: i relationer mellem mennesker.

I elleve fortættede noveller møder vi bl.a. to pigebørn ladt alene på en øde ø, et barnløst par, en ensom dreng – og ikke mindst: en stålsat, men desperat kvinde, fanget i ægte- og moderskabets kærligt snærende bånd.

Lauren Groff udfolder sine fortællinger om sorg, ondskab, ensomhed, familie og rendyrket raseri med fintregistrerende præcision, indlevelse, humor og alvor.

Du kan finde Florida som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.


Oplyst

Tara Westover havde en anderledes barndom end de fleste. Som den yngste i en børneflok på syv voksede hun op i Idahos bjerge med forældre, der var stærkt troende mormoner og nærede stor mistillid til al form for offentlig indblanding.

Men Tara satte aldrig spørgsmålstegn ved sit liv. Ikke før en af hendes brødre brød ud fra den tætsammenvævede familie og kom på college, hvorefter Tara besluttede sig at gå samme vej. Hun var 17 år, da hun første gang modtog undervisning. I dag har hun en ph.d. i historie fra University of Cambridge og har ingen kontakt til sine forældre.

Tara Westovers gribende erindringsroman Oplyst er en øjenåbnende roman, som er blevet anbefalet af både Barack Obama og Bill Gates.

Du kan købe Oplyst online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.