I det fjerne er en bevægende roman om en ung, svensk immigrants vej over de amerikanske vidder i slutningen af 1800-tallet, samt et fascinerende billede af Amerika og forskellene både i mennesketyper og levevilkår.
Hernán Díaz’ debutroman I det fjerne blev finalist til både PEN/Faulkner- og Pulitzer-prisen i 2018.
Bogen handler om to brødre, der sammen rejser med et skib fra Sverige til New York. Undervejs rammer de England, og de to brødre bliver væk fra hinanden.
Håkon ender i Californien i stedet for New York, og i sit forsøg på at finde sin bror, må han rejse tværs over Amerika.
LÆS OGSÅ: Hernan Diaz imponerer med debutromanen I det fjerne
Undervejs møder den nytilkomne immigrant en broget skare af bosættere på vej mod vest. Blandt dem er kriminelle, religiøse fanatikere, svindlede, indianere og lovens håndhævere.
Håkon gør, hvad han kan for at overleve og begå sig, og snart opnår han et legendarisk omdømme.
Start din læsning af den fascinerende roman herunder.
Hernan Diaz
I det fjerne
På dansk ved
Jakob Levinsen
Hullet, en ujævn stjerne i isen, var det eneste brud i det hvide terræn, der gik i et med den hvide himmel. Ikke en vind, ikke en lyd, ikke et eneste tegn på liv.
To hænder kom op af vandet og famlede efter kanten omkring det uregelmæssige hul. Det tog de søgende fingre lidt tid at komme op over åbningens tykke indre vægge, der kunne ligne klippesider omkring en lillebitte canyon, og finde vej til overfladen.
Efter at være kommet op over kanten borede de sig ned i sneen og trak til. Et hoved kom til syne. Svømmeren slog øjnene op og så ud over den ensartede, horisontløse flade. Hans lange, hvide hår og skæg var isprængte halmfarvede striber. Han viste ingen tegn på ophidselse. Hvis han var stakåndet, var dampen fra hans åndedræt ikke til at få øje på mod den farveløse baggrund. Han hvilede albuerne og brystet på det tynde snelag og vendte sig om.
Små hundrede meter derfra betragtede en halv snes utålmodige, skæggede mænd i pelse og oilskinsdragter ham fra dækket på en skonnert, der sad fast i isen. En af dem råbte noget, der nåede ham som en utydelig mumlen. Latter. Svømmeren pustede en dråbe væk fra næsetippen.
Sat op imod den tykke, detaljererige virkelighed i denne udånding (og den knasende sne under albuerne og vandets lyde mod kanten af hullet) mindede de svage lyde fra båden om noget, der trængte ud fra en drøm. Han ignorerede besætningens dæmpede råb og fortsatte med at holde fast i kanten, vendte sig væk fra skibet og så endnu en gang mod den hvide intethed. Han kunne ikke se andet levende end sine hænder.
Han trak sin nøgne krop op af hullet og tog den økse, han havde brugt til at slå hul på isen med, tøvede et øjeblik og missede mod den lyse, overskyede himmel. Han lignede en gammel, stærk Kristus.
Efter at have tørret panden med håndryggen bøjede han sig ned og tog sin riffel op. Først da blev hans enorme størrelse synlig efter hidtil at have været skjult af de nøgne vidder. I hånden på ham virkede riflen ikke som andet end en legetøjsbøsse, og selv om han holdt den i mundingen, rørte kolben ikke ved jorden.
Med riflen som målestok viste håndøksen over hans skulder sig at være en skovøkse i fuld størrelse. Han var så stor, som det overhovedet var muligt at være uden at ophøre med at være et menneske.
Den nøgne mand betragtede de fodspor, han havde efterladt på vej hen til badehullet i isen, og fulgte dem derefter igen tilbage til skibet.
En uge forinden havde den unge og uerfarne kaptajn på Impeccable på trods af sin besætnings og flere højrøstede passagerers advarsler styret ind i et farvand med isflager, hvor skibet efter en snestorm og en alvorlig kuldeperiode nu havde sat sig fast.
Da det var i begyndelsen af april, og uvejret kun havde afbrudt det tøvejr, der et par uger tidligere var sat ind, fik det ikke værre konsekvenser end en streng rationering af provianten, at besætningen kedede sig og var irriteret, et par misfornøjede guldgravere, en dybt bekymret ansat fra San Francisco Cooling Company og kaptajn Whistlers nu belastede ry.
Hvis forårets komme satte skibet fri, ville det også bringe dets mission i fare – for skonnerten skulle hente laks og pelse i Alaska og derefter på vegne af The Cooling Company fragte is til San Francisco, Sandwich Islands og måske ligefrem også Kina og Japan. Ud over besætningen var hovedparten af mændene ombord guldgravere, som havde betalt deres billet med arbejdskraft bestående i at sprænge og hamre store blokke ud af gletsjere, der derefter blev fragtet tilbage til skibet og opbevaret på hø i lasten, som var dårligt isoleret med huder og presenninger.
At sejle tilbage sydpå gennem stadig varmere vand ville formindske omfanget af deres last. En eller anden havde påpeget det pudsige ved et indefrosset skib fuldt af is. Ingen havde moret sig, og emnet var ikke blevet bragt på bane siden.
Den nøgne svømmer havde været endnu højere, hvis han ikke have været så hjulbenet. Han trådte kun med ydersiderne af fodsålerne, som om han gik på skarpe sten, lænede sig fremad, drejede skuldrene for at holde balancen, nåede langsomt tilbage til skibet med riflen på ryggen og øksen i venstre hånd, klatrede i tre adrætte bevægelser op ad skroget, greb fat i rælingen og sprang ombord.
Selv om de nu tavse mænd foregav at se væk, kunne de alligevel ikke lade være med at iagttage ham ud af øjenkrogen. Uanset at hans tæppe lå et par skridt derfra, hvor han tidligere havde efterladt det, blev han stående og kiggede hen over hovedet på alle andre ud over rælingen, som om han var helt alene og vandet på hans krop ikke langsomt var ved at fryse til is.
Han var den eneste hvidhårede mand ombord. Hans på samme tid vejrbidte og muskuløse skikkelse var kommet til at fremstå med en forunderligt afmagret robusthed. Til sidst iførte han sig sin vadmelstrøje, som med det tildækkede hoved fik ham til at ligne en munk, gik hen til lugen og forsvandt ned under dæk.
“Så andefuglen dér er altså Høgen?” sagde en af guldgraverne, spyttede ud over rælingen og grinede.
Hvis det første grin, mens den høje svømmer stadig befandt sig ude på isen, havde været udtryk for kollektiv morskab, var der denne gang højst tale om en svag rumlen. Kun nogle få af mændene klukkede genert med, mens hovedparten foregav ikke at have hørt guldgraverens bemærkning eller set ham spytte.
“Kom nu, Munro,” bønfaldt en af hans kammerater og trak ham blidt i armen.
“Han går endda som en and,” insisterede Munro og rystede sin vens hånd af sig. “Rap, rap, lille ælling! Rap, rap, lille ælling!” messede han og vraltede rundt i et forsøg på at efterligne svømmerens besynderlige gangart.
Nu var det kun to af hans kammerater, der stadig småfnes. Resten af dem holdt sig på så lang afstand af spøgefuglen som muligt. Enkelte af guldgraverne samlede sig i bagstavnen ved det uddøende bål, som nogle af dem havde prøvet at holde liv i – kaptajn Whistler havde oprindelig forbudt bål ombord, men da det så ud til, at de ville komme til at sidde fast i isen i et stykke tid, havde den ydmygede skibsfører ikke længere gennemslagskraft til at opretholde forbuddet.
De ældste af mændene var en gruppe på vej tilbage til de miner, de i september havde været nødsaget til at opgive, da jorden begyndte at fryse til is. Den yngste, som var den eneste skægløse ombord, kunne ikke være meget mere end femten. Han havde planer om at slutte sig til en anden gruppe guldgravere i håb om at få heldet med sig længere nordpå. Alaska var jomfrueligt land, og der gik vilde rygter.
Fra den modsatte ende af skibet lød der ophidsede råb. Munro stod nu med den ene hånd om struben på en spinkel mand og den anden om en flaske.
“Mr. Bartlett her har været så venlig at tilbyde at give en omgang til alle ombord,” forkyndte Munro. Bartlett skar ansigt af smerte. “Fra sin private kælder.”
Munro tog en slurk, slap sit offer og sendte flasken videre.
“Er det sandt?” spurgte drengen og vendte sig igen om mod sine kammerater. “Alt det i historierne. Som de fortæller om Høgen. Er det?”
“Hvad for nogle af dem?” gengældte en af guldgraverne spørgsmålet. “Den om at tæve brødrene ihjel? Eller den om den sorte bjørn i Sierra?”
“Du mener bjergløven,” indskød en mand uden tænder. “Det var en bjergløve. Som han dræbte med sine bare næver.”
“Han har været høvding engang,” sagde en mand i laset dobbeltradet frakke, som et par skridt derfra havde lyttet til deres samtale. “Blandt de indfødte. Det var der, han fik navnet.”
Lidt efter lidt begyndte samtalen at tiltrække sig opmærksomhed blandt mændene på dækket, indtil de fleste af dem var sivet hen til den oprindelige gruppe i bagstavnen. De havde alle sammen en historie at fortælle.
“Unionen tilbød ham hans eget territorium, altså ligesom en rigtig delstat med egne love og alt muligt. Bare for at holde sig væk.”
“Han går mærkeligt, fordi de brændemærkede hans fødder.”
“Han har en hær af huleboere parat oppe i bjergene, der kun venter på hans tilbagevenden.”
“Han blev forrådt af sin egen bande og dræbte dem alle sammen.”
Historierne greb om sig, og snart var der flere diskussioner i gang samtidig og med tiltagende lydstyrke, efterhånden som stadig mere dristige og besynderlige gerninger blev gengivet.
“Løgn!” råbte Munro på vej hen mod gruppen. Han var beruset. “Løgn alt sammen! Kig på ham! Så I ham ikke? Den gamle kujon. Jeg er parat til at slås med en flok høge når som helst. Jeg får ram på dem, som var de duer! Bang, bang, bang!” Han skød løs rundt på himlen med en usynlig riffel. “Til enhver tid. Giv mig bare den, den bandeleder, den, den, den høvding. Når som helst. Løgn alt sammen.”
Lugen i dækket gik op med en knirken. Alle blev tavse. Langsomt kom svømmeren op gennem den og tog som en delvist lammet kæmpe et par pinefulde skridt hen mod forsamlingen. Han var nu iført lædergamacher, en laset trøje og flere lag ubestemmeligt uldtøj, det hele dækket af en pels bestående af skind fra losser og prærieulve, bævere og bjørne, hjorte og slanger, ræve og præriehunde, næsebjørne og bjergløver og andre ukendte dyr. Hist og her dinglede en snude, en pote eller en hale.
Det tømte hoved fra en stor bjergløve hang som en hætte ned ad ryggen på ham. De mange forskellige dyr, der var blevet brugt til frakken, gav ligesom skindenes forskellige stadier af forfald både en fornemmelse af, hvor lang tid det havde taget at fremstille klædningsstykket, og af hvor langt bæreren havde rejst. Han holdt en flækket brændekævle i hver hånd.
“Ja,” sagde han uden at se på nogen bestemt. “Det meste af det er løgn.”
Alle trak sig hurtigt tilbage fra den usynlige streg mellem Munro og manden i pelsfrakken. Munro holdt en hånd parat over sit pistolhylster. Han blev stående med den lamslåede alvor, der kendetegner meget berusede og meget bange mænd.
Den enorme mand sukkede. Han virkede umådelig træt.
Munro rørte sig ikke ud af stedet. Svømmeren sukkede endnu en gang, og pludselig, før nogen kunne så meget som blinke, hamrede han kævlerne sammen med et øredøvende brag. Munro kastede sig ned og krøllede sig sammen, mens resten af mændene enten dukkede sig eller satte en beskyttende arm for panden. Efterhånden som braget kulminerede, gav ekko og forsvandt ud over vidderne, begyndte alle at se sig omkring. Munro lå stadig nede på dækket. Forsigtigt løftede han hovedet og kom op at stå. Rød i hovedet og ude af stand til at se på andet end sine egne støvler forsvandt han om bag sine kammerater og derefter hen i et afsides hjørne af skibet.
Titanen blev ved med at holde kævlerne op, som om de stadig vibrerede, og så begyndte han at gå i retning af den hensygnende ild, mens forsamlingen delte sig foran ham. Han tog et stykke reb og noget tjæret lærred op af frakken. Smed optændingen på gløderne og lod den følge af den ene kævle, mens han brugte den anden til at røre rundt i kullene med, før den også blev overgivet til flammerne og fik en hvirvelvind af gnister til at stå op mod den mørke himmel.
Da malstrømmen af gløder var faldet til ro igen, varmede manden hænderne over bålet. Han lukkede øjnene og bøjede sig en anelse ind mod det. I det kobberfarvede lys virkede han yngre og lod også til at smile tilfreds – men det kunne lige så vel have været den grimasse, som kraftig varme får alle til at skære. Mændene begyndte med deres sædvanlige blanding af ærbødighed og frygt at trække sig væk fra ham.
“Bliv ved bålet,” sagde han stille.
Det var første gang, han henvendte sig til dem. Mændene standsede brat op, som om de overvejede de lige skræmmende valgmuligheder enten at efterfølge opfordringen eller at ignorere den.
“Det meste af det er løgn,” gentog manden. “Ikke alt. Det meste. Mit navn,” sagde han og slog sig ned på en tønde. Satte albuerne på knæene og skjulte ansigtet i hænderne, tog en dyb indånding og rettede sig træt, men majestætisk op. Guldgraverne og sømændene blev stående med bøjede hoveder. Drengen dukkede op fra omme bag flokken, mens han trillede afsted med en tønde. Han stillede den dristigt tæt på manden og satte sig. Den høje mand nikkede, muligvis anerkendende, men den forbigående og næsten umærkelige gestus kunne lige så godt bare have været en tilfældig bøjning af hovedet.
“Håkan,” sagde manden, mens han så ind i ilden, og udtalte den første vokal som et u, der omgående blev til et o og derefter et a, ikke i rækkefølge, men som et spring eller en drejning, så alle tre lyde et kort øjeblik var den samme. “Håkan Söderström. Efternavnet har aldrig været nødvendigt. Jeg har aldrig brugt det. Og fornavnet var der ingen, der kunne udtalte. Da jeg kom hertil, kunne jeg ikke engelsk. Folk spurgte om mit navn. Jeg svarede Håkan,” sagde han og lagde håndfladen på brystet. “Høg kan? spurgte de. Høg kan hvad? Hvad kan du? Da jeg fik lært at tale og forklare mig, var jeg allerede blevet til Høgen.”
Håkan så ud til at tale til bålet, men ikke have noget imod at lade andre lytte med. Kun den unge fyr sad ned. Nogle af de andre blev stående, mens andre havde trukket sig tilbage og spredt sig i retning af forstavnen eller var gået under dæk. Til sidst kom en håndfuld mænd hen mod bålet med fustager, kasser og bylter til at sidde på. Håkan blev tavs.
Nogen tog et stykke tobak og en lommekniv op, skar omhyggeligt et stykke af, undersøgte det, som var det et guldfund, og satte det ind i munden. Imens forsamlede de lyttende sig omkring Håkan, satte sig ud på kanten af deres improviserede stole og holdt sig parat til at springe op, hvis den enorme mand skulle komme i ondt lune. En af guldgraverne fandt surbrød og laks frem, en anden havde kartofler og fiskeolie. Maden blev sendt rundt. Håkan takkede nej.
Mændene syntes at falde til ro, mens de spiste. Ingen sagde noget. Himlen lod sig stadig ikke skelne fra jorden, men begge dele syntes efterhånden at være blevet mere grå. Til sidst, efter at have rykket rundt på gløderne i bålet, begyndte Håkan at tale. Med lange pauser og indimellem nærmest uhørlig stemme fortsatte han lige til solopgang og altid henvendt til bålet, som om hans ord skulle brændes umiddelbart efter at være blevet udtalt. Indimellem syntes han dog også at henvende sig til drengen.
1
Håkan Söderström var født på en gård nord for søen Tystnaden i Sverige. Hans familie dyrkede udpint jord, som tilhørte en herremand, de aldrig havde mødt, men som til gengæld regelmæssigt sendte sin godsforvalter forbi efter en andel af høsten. Høsten slog fejl flere år i træk, godsejeren strammede grebet, og familien Söderström var tvunget til at leve af svampe og bær, de samlede i skoven, og ål og gedder, de fangede i søen (hvor Håkan med opmuntring fra sin far fik smag for iskolde bade).
De fleste familier på egnen fristede en lignende tilværelse, og efterhånden som flere og flere af naboerne forlod deres hjem for at drage til Stockholm eller endnu længere sydpå, blev familien Söderström mere og mere isoleret, indtil de ikke længere havde kontakt med andre mennesker overhovedet – med undtagelse af godsforvalteren, der troppede op et par gange om året for at indkræve sin andel. De yngste og ældste sønner blev syge og døde, så der til sidst kun var Håkan og hans fire år ældre bror, Linus, tilbage.
De levede som udstødte. Der kunne gå dage, uden at der blev sagt et ord i huset. Drengene tilbragte så meget som muligt af deres tid enten ude i skoven eller på egnens forladte gårde, hvor Linus fortalte Håkan den ene historie efter den anden – om angivelig selvoplevede eventyr eller beretninger om bedrifter, han påstod at have hørt på første hånd fra de heltemodige hovedpersoner, eller fortællinger om fjerne steder, han åbenbart på en eller anden måde havde detaljeret kendskab til.
Som følge af deres isolation – og fordi de ikke kunne læse – var der ikke andre mulige kilder til historierne end Linus’ livlige fantasi. Men uanset hvor afsindige historierne kunne være, tvivlede Håkan aldrig et øjeblik på sin bror. Måske netop fordi Linus altid forsvarede ham uforbeholdent og aldrig tøvede med selv at påtage sig skylden og indkassere for samtlige sin brors små fejltrin, nærede Håkan ubegrænset tillid til ham. Reelt ville han sandsynligvis også være død uden Linus, der altid sørgede for at lade ham få nok at spise, holde huset varmt i deres forældres fravær og aflede hans opmærksomhed med historier, når der var knaphed på brænde og mad.
Alting ændrede sig, da familiens hoppe blev drægtig. Under et af sine kortvarige besøg gav godsforvalteren Håkans far, Erik, besked på at sørge for, at det kom til at gå godt – på grund af hungersnøden havde de allerede mistet for mange heste, og hans herre ville hilse en tilføjelse til sin skrumpende besætning velkommen. Som tiden gik, blev hoppen unormalt stor. Det undrede derfor heller ikke Erik at se den føde tvillinger.
For måske første gang i sit liv besluttede han sig for at lyve. Sammen med drengene ryddede han en plet inde i skoven og byggede en hemmelig fold, hvor han førte det ene føl ud i samme øjeblik, det var vænnet fra. Et par uger senere kom godsforvalteren forbi og krævede at få dets bror med sig. Erik holdt sin plag skjult og sørgede for at gøre den stærk og rask.
Da tiden var inde, solgte han den til en møller i en fjern by, hvor ingen kendte ham. Da Erik kom hjem, forklarede han samme aften sine sønner, at de om to dage skulle rejse til Amerika. Pengene fra plagen rakte kun til to billetter. I alle tilfælde havde han heller ikke tænkt sig at flygte som en anden forbryder. Deres mor sagde ikke noget.
Håkan og Linus, som aldrig havde så meget som set et billede af en by, skyndte sig til Göteborg i håb om at kunne tilbringe et par dage der, men nåede kun lige akkurat tids nok frem til at komme med den planlagte afgang til Portsmouth. Ombord på skibet fordelte de deres penge imellem sig for det tilfældes skyld, at der skete noget med en af dem. På denne del af turen berettede Linus alt muligt for Håkan om de vidundere, der ventede dem i Amerika. Da de ikke talte engelsk, blev navnet på deres bestemmelsessted en abstrakt talisman for dem ved navn “Nujårk.”
De ankom langt senere end forventet til Portsmouth, og alle havde voldsomt travlt med at komme ned i de robåde, der skulle bringe dem i land. Så snart Håkan og Linus satte fod på kajen, blev de opslugt af en travl folkemængde på vej op og ned ad hovedgaden.
De gik afsted side om side i noget nær løbetempo. Nu og da vendte Linus sig om mod sin bror for at lære ham noget om alle de mærkelige syn rundt omkring dem. De prøvede begge at suge mest muligt til sig, mens de ledte efter deres næste skib med afgang allerede samme eftermiddag.
Købmænd, røgelse, tatoveringer, vogne, violinspillere, kirkespir, søfolk, lægtehammere, flag, damp, tiggere, turbaner, geder, mandoliner, kraner, gøglere, kurve, sejlmagere, opslagstavler, ludere, skorstene, fløjter, lirekasser, vævere, vandpiber, bissekræmmere, peberfrugter, dukker, slagsmål, krøblinger, fjer, tryllekunstnere, aber, soldater, kastanjer, silke, dansere, kakaduer, prædikanter, skinker, auktioner, akkordeonspillere, raflebægere, akrobater, klokketårn, tæpper, frugt, tørresnore.
Da Håkan et øjeblik kiggede til højre, var hans bror forsvundet.
De var lige kommet forbi en gruppe kinesiske søfolk i færd med at spise frokost, og Linus havde fortalt sin bror et par ting om deres land og dets traditioner. De var gået videre med store øjne og åben mund og betragtet folkelivet omkring sig, og da Håkan igen vendte sig om mod Linus, var han væk. Han så sig omkring, gik tilbage, gik fra kantstenen hen til muren, løb fremad og så tilbage til det sted, de var gået i land. Robåden var der ikke længere.
Han gik tilbage til det sted, hvor de var kommet væk fra hinanden. Forpustet og skælvende stillede han sig op på en kasse, skreg sin brors navn og kiggede ned på menneskemylderet. En salt prikken på tungen blev hurtigt til en lammende kilden, der bredte sig over hele kroppen. Han kunne dårligt nok kontrollere sine rystende knæ og styrtede hen til den nærmeste mole for at spørge nogle sømænd nede i en jolle om Nujårk. Det forstod de ikke noget af.
Efter adskillige forsøg prøvede han i stedet med “Amerika”. Det forstod de med det samme, men rystede ikke desto mindre på hovedet. Håkan gik fra mole til mole og spurgte om Amerika. Efter adskillige mislykkede forsøg svarede nogen endelig tilbage med “Amerika” og pegede først på en robåd og derefter på et skib, der lå for anker omkring tre kabellængder fra land. Håkan så ned i båden. Linus var der ikke. Måske var han allerede gået ombord. En sømand tilbød Håkan en hånd, og han steg ned i båden.
Så snart de kom op i skibet, var der nogen, som krævede og tog hans penge og derefter viste ham hen til et mørkt hjørne under dæk, hvor der lugtede af kål og stald og hang lanterner og svingede i bjælker og ringbolte, mens højlydte grupper af emigranter prøvede at finde sig til rette mellem sovepladser og skibskister og bylter og tønder og gøre krav på lidt af tredje klasse til den lange rejse.
Han kiggede efter Linus blandt de forvrængede silhuetter i det flakkende lys og fandt vej forbi skrigende og sovende spædbørn, leende og hærgede kvinder og robuste og grædende mænd. Med tiltagende fortvivlelse styrtede han op på dækket igen og maste sig gennem vinkende menneskeklynger og travle sømænd. De besøgende var ved at gå fra borde. Landgangsbroen blev fjernet. Han råbte sin brors navn. Skibet lettede anker og satte sig i bevægelse, mens folkemængden jublede.
Et par dage efter afrejsen blev han fundet udsultet og feberplaget af Eileen Brennan, der sammen med sin mand, kulminearbejderen James, tog sig af ham, som om han var et af deres egne børn, varsomt fik ham overtalt til at spise noget og plejede ham, til han blev rask. Sige noget ville han ikke.
Efter nogen tid forlod Håkan endelig tredjeklassedækket, men undgik enhver form for selskab og fordrev tiden med at se ud over horisonten.
Dag for dag blev det koldere, selvom de havde forladt England om foråret, og det rettelig allerede burde være sommer. Der gik flere uger, hvor Håkan fortsat nægtede at sige noget. Nogenlunde samtidig med at Eileen gav ham en uformelig kappe, hun havde syet af gamle klude, så de land.
De styrede ind i usædvanligt brunt vand og kastede anker foran en solbleget, lav by. Håkan så på de falmede bygninger i lyserøde og okkergule farver uden at kunne få øje på nogen af de seværdigheder, Linus havde beskrevet for ham. Robåde fulde af kasser sejlede frem tilbage mellem skibet og den lerfarvede kyst. Ingen gik fra borde.
Den stadig mere ængstelige Håkan spurgte en ledig sømand, om det var Amerika. Det var de første ord, han havde sagt, siden han i Portsmouth havde råbt sin brors navn. Sømanden sagde ja, det var Amerika. På grådens rand spurgte Håkan, om de var i New York. Sømanden betragtede Håkans mund, mens han endnu en gang fremsagde sin klump af sammensmeltede lyde: “Nujårk?” Med stigende frustration så Håkan et smil brede sig på sømandens ansigt og ende med at blive en skraldlatter.
“New York? Nej! Ikke New York,” sagde sømanden. “Buenos Aires.” Han lo igen, mens han slog sig på knæet med den ene hånd og ruskede Håkan i skulderen med den anden.
Ved aftensmåltidet prøvede Håkan at få ud af det irske ægtepar, hvor de var henne, og hvor lang tid det ville tage dem at komme til New York. De var et stykke tid om at forstå hinanden, men til sidst var der ikke længere nogen tvivl.
Gennem tegnsprog og ved hjælp af et lille stykke bly, som Eileen tegnede et primitivt verdenskort med, forstod Håkan, at de var en evighed fra New York – og fjernede sig mere og mere. Han forstod, at de var ved at sejle til verdens ende, skulle runde Kap Horn og derefter videre mod nord. Her hørte han for første gang ordet “Californien”.
Da de havde passeret de voldsomme farvande omkring Kap Horn, blev det mildere i vejret, og passagererne begyndte at blive ivrige. Der blev lagt planer og drøftet fremtidsmuligheder og indgået partnerskaber og dannet grupper. Efterhånden som Håkan begyndte at følge med i samtalerne, gik det op for ham, at de fleste af passagererne kun var optaget af et bestemt emne – guld.
Til sidst kastede de anker i noget, der på forunderlig vis lignede en travl spøgelseshavn. Den var fuld af halvvejs sunkne skibe, der var blevet plyndret og forladt af besætninger, som derefter var rømmet til guldminerne. Til gengæld var de forladte fartøjer blevet indtaget af bosættere og sågar ombygget til flydende kroer og købmandsforretninger, hvorfra handelsmænd solgte varer til overpris til nyankomne guldgravere. Robåde, pramme og tømmerflåder sejlede kunder og varer
frem og tilbage mellem de improviserede etablissementer. Tættere på kysten var flere af de store skibe langsomt ved at falde fra hinanden, efterhånden som tidevandet tvang de nedslidte skrog ud i de mærkeligste positioner. Mere eller mindre frivilligt var et par både gået på grund i det lave vand og blevet til boliger og butikker med stilladser, halvtag og sågar rigtige bygninger sat fast til sig, og dermed bredt sig helt ind til landjorden og byen. På den anden side af masterne var der stillet store, lysebrune telte op mellem de røgsvedne træhuse – enten var byen lige skudt op, eller også var den lige faldet delvis sammen.
Der var gået flere måneder, siden de sejlede ud, men da de lagde til i San Francisco, var Håkan allerede blevet adskillige år ældre – den ranglede dreng var blevet en høj, ung mand med markerede træk, vejrbidt af solen og den salte blæst og furet af et permanent sammenknebet blik præget af lige dele tvivl og beslutsomhed. Han havde studeret det kort, som den irske Eileen havde tegnet for ham med bly. Uanset at det ville omfatte at krydse et helt kontinent, nåede han frem til den konklusion, at den hurtigste måde at blive genforenet med sin bror på ville være at rejse over landjorden.
Nyeste roman fra Hernan Diaz: Tillid
VINDER AF PULITZERPRISEN
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – KRISTELIGT DAGBLAD
❤️❤️❤️❤️❤️ – POLITIKEN
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – BERLINGSKE
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – JYLLANDS-POSTEN
Helen og Benjamin Rask gør sig bemærkede som det ultimative power-par i 1920’ernes New York. Han arbejder på Wall Street, og hun er født ind i det velhavende aristokrati. Sammen har de placeret sig sikkert i toppen af samfundet.
Fortællingen om Helen og Benjamin er det centrale mysterium i en succesfuld roman fra 1938, som hele New York synes at have læst. Én kvinde dykker ned i historien bag, og til sin og læserens store overraskelse finder hun hemmeligheder og bedrag, der overgår selv den vildeste fantasi.
★★★★★ “Et brag af en debutroman” – Jyllands-Posten
I det fjerne er den hjertegribende roman om en ung svensk immigrants rejse gennem Amerika i 1800-tallet. To unge brødre rejser sammen fra Sverige mod New York. Undervejs bliver brødrene væk fra hinanden, og Håkan ender med at befinde sig i Californien. Han sætter kursen tværs gennem Amerika med en ambition om at nå til New York og genfinde sin elskede storebror.
Hans rejse er ikke nem, og undervejs møder han kriminelle, religiøse fanatikere, svindlere, indianere og lovens håndhævere – og masser af immigranter på jagt efter lykken i det store land.
I det fjerne er en bevægende roman om en ung, svensk immigrants vej over de amerikanske vidder i slutningen af 1800-tallet, samt et fascinerende billede af Amerika og forskellene både i mennesketyper og levevilkår.
Hernán Díaz’ debutroman I det fjerne blev finalist til både PEN/Faulkner- og Pulitzer-prisen i 2018.
Bogen handler om to brødre, der sammen rejser med et skib fra Sverige til New York. Undervejs rammer de England, og de to brødre bliver væk fra hinanden.
Håkon ender i Californien i stedet for New York, og i sit forsøg på at finde sin bror, må han rejse tværs over Amerika.
LÆS OGSÅ: Hernan Diaz imponerer med debutromanen I det fjerne
Undervejs møder den nytilkomne immigrant en broget skare af bosættere på vej mod vest. Blandt dem er kriminelle, religiøse fanatikere, svindlede, indianere og lovens håndhævere.
Håkon gør, hvad han kan for at overleve og begå sig, og snart opnår han et legendarisk omdømme.
Start din læsning af den fascinerende roman herunder.
Hernan Diaz
I det fjerne
På dansk ved
Jakob Levinsen
Hullet, en ujævn stjerne i isen, var det eneste brud i det hvide terræn, der gik i et med den hvide himmel. Ikke en vind, ikke en lyd, ikke et eneste tegn på liv.
To hænder kom op af vandet og famlede efter kanten omkring det uregelmæssige hul. Det tog de søgende fingre lidt tid at komme op over åbningens tykke indre vægge, der kunne ligne klippesider omkring en lillebitte canyon, og finde vej til overfladen.
Efter at være kommet op over kanten borede de sig ned i sneen og trak til. Et hoved kom til syne. Svømmeren slog øjnene op og så ud over den ensartede, horisontløse flade. Hans lange, hvide hår og skæg var isprængte halmfarvede striber. Han viste ingen tegn på ophidselse. Hvis han var stakåndet, var dampen fra hans åndedræt ikke til at få øje på mod den farveløse baggrund. Han hvilede albuerne og brystet på det tynde snelag og vendte sig om.
Små hundrede meter derfra betragtede en halv snes utålmodige, skæggede mænd i pelse og oilskinsdragter ham fra dækket på en skonnert, der sad fast i isen. En af dem råbte noget, der nåede ham som en utydelig mumlen. Latter. Svømmeren pustede en dråbe væk fra næsetippen.
Sat op imod den tykke, detaljererige virkelighed i denne udånding (og den knasende sne under albuerne og vandets lyde mod kanten af hullet) mindede de svage lyde fra båden om noget, der trængte ud fra en drøm. Han ignorerede besætningens dæmpede råb og fortsatte med at holde fast i kanten, vendte sig væk fra skibet og så endnu en gang mod den hvide intethed. Han kunne ikke se andet levende end sine hænder.
Han trak sin nøgne krop op af hullet og tog den økse, han havde brugt til at slå hul på isen med, tøvede et øjeblik og missede mod den lyse, overskyede himmel. Han lignede en gammel, stærk Kristus.
Efter at have tørret panden med håndryggen bøjede han sig ned og tog sin riffel op. Først da blev hans enorme størrelse synlig efter hidtil at have været skjult af de nøgne vidder. I hånden på ham virkede riflen ikke som andet end en legetøjsbøsse, og selv om han holdt den i mundingen, rørte kolben ikke ved jorden.
Med riflen som målestok viste håndøksen over hans skulder sig at være en skovøkse i fuld størrelse. Han var så stor, som det overhovedet var muligt at være uden at ophøre med at være et menneske.
Den nøgne mand betragtede de fodspor, han havde efterladt på vej hen til badehullet i isen, og fulgte dem derefter igen tilbage til skibet.
En uge forinden havde den unge og uerfarne kaptajn på Impeccable på trods af sin besætnings og flere højrøstede passagerers advarsler styret ind i et farvand med isflager, hvor skibet efter en snestorm og en alvorlig kuldeperiode nu havde sat sig fast.
Da det var i begyndelsen af april, og uvejret kun havde afbrudt det tøvejr, der et par uger tidligere var sat ind, fik det ikke værre konsekvenser end en streng rationering af provianten, at besætningen kedede sig og var irriteret, et par misfornøjede guldgravere, en dybt bekymret ansat fra San Francisco Cooling Company og kaptajn Whistlers nu belastede ry.
Hvis forårets komme satte skibet fri, ville det også bringe dets mission i fare – for skonnerten skulle hente laks og pelse i Alaska og derefter på vegne af The Cooling Company fragte is til San Francisco, Sandwich Islands og måske ligefrem også Kina og Japan. Ud over besætningen var hovedparten af mændene ombord guldgravere, som havde betalt deres billet med arbejdskraft bestående i at sprænge og hamre store blokke ud af gletsjere, der derefter blev fragtet tilbage til skibet og opbevaret på hø i lasten, som var dårligt isoleret med huder og presenninger.
At sejle tilbage sydpå gennem stadig varmere vand ville formindske omfanget af deres last. En eller anden havde påpeget det pudsige ved et indefrosset skib fuldt af is. Ingen havde moret sig, og emnet var ikke blevet bragt på bane siden.
Den nøgne svømmer havde været endnu højere, hvis han ikke have været så hjulbenet. Han trådte kun med ydersiderne af fodsålerne, som om han gik på skarpe sten, lænede sig fremad, drejede skuldrene for at holde balancen, nåede langsomt tilbage til skibet med riflen på ryggen og øksen i venstre hånd, klatrede i tre adrætte bevægelser op ad skroget, greb fat i rælingen og sprang ombord.
Selv om de nu tavse mænd foregav at se væk, kunne de alligevel ikke lade være med at iagttage ham ud af øjenkrogen. Uanset at hans tæppe lå et par skridt derfra, hvor han tidligere havde efterladt det, blev han stående og kiggede hen over hovedet på alle andre ud over rælingen, som om han var helt alene og vandet på hans krop ikke langsomt var ved at fryse til is.
Han var den eneste hvidhårede mand ombord. Hans på samme tid vejrbidte og muskuløse skikkelse var kommet til at fremstå med en forunderligt afmagret robusthed. Til sidst iførte han sig sin vadmelstrøje, som med det tildækkede hoved fik ham til at ligne en munk, gik hen til lugen og forsvandt ned under dæk.
“Så andefuglen dér er altså Høgen?” sagde en af guldgraverne, spyttede ud over rælingen og grinede.
Hvis det første grin, mens den høje svømmer stadig befandt sig ude på isen, havde været udtryk for kollektiv morskab, var der denne gang højst tale om en svag rumlen. Kun nogle få af mændene klukkede genert med, mens hovedparten foregav ikke at have hørt guldgraverens bemærkning eller set ham spytte.
“Kom nu, Munro,” bønfaldt en af hans kammerater og trak ham blidt i armen.
“Han går endda som en and,” insisterede Munro og rystede sin vens hånd af sig. “Rap, rap, lille ælling! Rap, rap, lille ælling!” messede han og vraltede rundt i et forsøg på at efterligne svømmerens besynderlige gangart.
Nu var det kun to af hans kammerater, der stadig småfnes. Resten af dem holdt sig på så lang afstand af spøgefuglen som muligt. Enkelte af guldgraverne samlede sig i bagstavnen ved det uddøende bål, som nogle af dem havde prøvet at holde liv i – kaptajn Whistler havde oprindelig forbudt bål ombord, men da det så ud til, at de ville komme til at sidde fast i isen i et stykke tid, havde den ydmygede skibsfører ikke længere gennemslagskraft til at opretholde forbuddet.
De ældste af mændene var en gruppe på vej tilbage til de miner, de i september havde været nødsaget til at opgive, da jorden begyndte at fryse til is. Den yngste, som var den eneste skægløse ombord, kunne ikke være meget mere end femten. Han havde planer om at slutte sig til en anden gruppe guldgravere i håb om at få heldet med sig længere nordpå. Alaska var jomfrueligt land, og der gik vilde rygter.
Fra den modsatte ende af skibet lød der ophidsede råb. Munro stod nu med den ene hånd om struben på en spinkel mand og den anden om en flaske.
“Mr. Bartlett her har været så venlig at tilbyde at give en omgang til alle ombord,” forkyndte Munro. Bartlett skar ansigt af smerte. “Fra sin private kælder.”
Munro tog en slurk, slap sit offer og sendte flasken videre.
“Er det sandt?” spurgte drengen og vendte sig igen om mod sine kammerater. “Alt det i historierne. Som de fortæller om Høgen. Er det?”
“Hvad for nogle af dem?” gengældte en af guldgraverne spørgsmålet. “Den om at tæve brødrene ihjel? Eller den om den sorte bjørn i Sierra?”
“Du mener bjergløven,” indskød en mand uden tænder. “Det var en bjergløve. Som han dræbte med sine bare næver.”
“Han har været høvding engang,” sagde en mand i laset dobbeltradet frakke, som et par skridt derfra havde lyttet til deres samtale. “Blandt de indfødte. Det var der, han fik navnet.”
Lidt efter lidt begyndte samtalen at tiltrække sig opmærksomhed blandt mændene på dækket, indtil de fleste af dem var sivet hen til den oprindelige gruppe i bagstavnen. De havde alle sammen en historie at fortælle.
“Unionen tilbød ham hans eget territorium, altså ligesom en rigtig delstat med egne love og alt muligt. Bare for at holde sig væk.”
“Han går mærkeligt, fordi de brændemærkede hans fødder.”
“Han har en hær af huleboere parat oppe i bjergene, der kun venter på hans tilbagevenden.”
“Han blev forrådt af sin egen bande og dræbte dem alle sammen.”
Historierne greb om sig, og snart var der flere diskussioner i gang samtidig og med tiltagende lydstyrke, efterhånden som stadig mere dristige og besynderlige gerninger blev gengivet.
“Løgn!” råbte Munro på vej hen mod gruppen. Han var beruset. “Løgn alt sammen! Kig på ham! Så I ham ikke? Den gamle kujon. Jeg er parat til at slås med en flok høge når som helst. Jeg får ram på dem, som var de duer! Bang, bang, bang!” Han skød løs rundt på himlen med en usynlig riffel. “Til enhver tid. Giv mig bare den, den bandeleder, den, den, den høvding. Når som helst. Løgn alt sammen.”
Lugen i dækket gik op med en knirken. Alle blev tavse. Langsomt kom svømmeren op gennem den og tog som en delvist lammet kæmpe et par pinefulde skridt hen mod forsamlingen. Han var nu iført lædergamacher, en laset trøje og flere lag ubestemmeligt uldtøj, det hele dækket af en pels bestående af skind fra losser og prærieulve, bævere og bjørne, hjorte og slanger, ræve og præriehunde, næsebjørne og bjergløver og andre ukendte dyr. Hist og her dinglede en snude, en pote eller en hale.
Det tømte hoved fra en stor bjergløve hang som en hætte ned ad ryggen på ham. De mange forskellige dyr, der var blevet brugt til frakken, gav ligesom skindenes forskellige stadier af forfald både en fornemmelse af, hvor lang tid det havde taget at fremstille klædningsstykket, og af hvor langt bæreren havde rejst. Han holdt en flækket brændekævle i hver hånd.
“Ja,” sagde han uden at se på nogen bestemt. “Det meste af det er løgn.”
Alle trak sig hurtigt tilbage fra den usynlige streg mellem Munro og manden i pelsfrakken. Munro holdt en hånd parat over sit pistolhylster. Han blev stående med den lamslåede alvor, der kendetegner meget berusede og meget bange mænd.
Den enorme mand sukkede. Han virkede umådelig træt.
Munro rørte sig ikke ud af stedet. Svømmeren sukkede endnu en gang, og pludselig, før nogen kunne så meget som blinke, hamrede han kævlerne sammen med et øredøvende brag. Munro kastede sig ned og krøllede sig sammen, mens resten af mændene enten dukkede sig eller satte en beskyttende arm for panden. Efterhånden som braget kulminerede, gav ekko og forsvandt ud over vidderne, begyndte alle at se sig omkring. Munro lå stadig nede på dækket. Forsigtigt løftede han hovedet og kom op at stå. Rød i hovedet og ude af stand til at se på andet end sine egne støvler forsvandt han om bag sine kammerater og derefter hen i et afsides hjørne af skibet.
Titanen blev ved med at holde kævlerne op, som om de stadig vibrerede, og så begyndte han at gå i retning af den hensygnende ild, mens forsamlingen delte sig foran ham. Han tog et stykke reb og noget tjæret lærred op af frakken. Smed optændingen på gløderne og lod den følge af den ene kævle, mens han brugte den anden til at røre rundt i kullene med, før den også blev overgivet til flammerne og fik en hvirvelvind af gnister til at stå op mod den mørke himmel.
Da malstrømmen af gløder var faldet til ro igen, varmede manden hænderne over bålet. Han lukkede øjnene og bøjede sig en anelse ind mod det. I det kobberfarvede lys virkede han yngre og lod også til at smile tilfreds – men det kunne lige så vel have været den grimasse, som kraftig varme får alle til at skære. Mændene begyndte med deres sædvanlige blanding af ærbødighed og frygt at trække sig væk fra ham.
“Bliv ved bålet,” sagde han stille.
Det var første gang, han henvendte sig til dem. Mændene standsede brat op, som om de overvejede de lige skræmmende valgmuligheder enten at efterfølge opfordringen eller at ignorere den.
“Det meste af det er løgn,” gentog manden. “Ikke alt. Det meste. Mit navn,” sagde han og slog sig ned på en tønde. Satte albuerne på knæene og skjulte ansigtet i hænderne, tog en dyb indånding og rettede sig træt, men majestætisk op. Guldgraverne og sømændene blev stående med bøjede hoveder. Drengen dukkede op fra omme bag flokken, mens han trillede afsted med en tønde. Han stillede den dristigt tæt på manden og satte sig. Den høje mand nikkede, muligvis anerkendende, men den forbigående og næsten umærkelige gestus kunne lige så godt bare have været en tilfældig bøjning af hovedet.
“Håkan,” sagde manden, mens han så ind i ilden, og udtalte den første vokal som et u, der omgående blev til et o og derefter et a, ikke i rækkefølge, men som et spring eller en drejning, så alle tre lyde et kort øjeblik var den samme. “Håkan Söderström. Efternavnet har aldrig været nødvendigt. Jeg har aldrig brugt det. Og fornavnet var der ingen, der kunne udtalte. Da jeg kom hertil, kunne jeg ikke engelsk. Folk spurgte om mit navn. Jeg svarede Håkan,” sagde han og lagde håndfladen på brystet. “Høg kan? spurgte de. Høg kan hvad? Hvad kan du? Da jeg fik lært at tale og forklare mig, var jeg allerede blevet til Høgen.”
Håkan så ud til at tale til bålet, men ikke have noget imod at lade andre lytte med. Kun den unge fyr sad ned. Nogle af de andre blev stående, mens andre havde trukket sig tilbage og spredt sig i retning af forstavnen eller var gået under dæk. Til sidst kom en håndfuld mænd hen mod bålet med fustager, kasser og bylter til at sidde på. Håkan blev tavs.
Nogen tog et stykke tobak og en lommekniv op, skar omhyggeligt et stykke af, undersøgte det, som var det et guldfund, og satte det ind i munden. Imens forsamlede de lyttende sig omkring Håkan, satte sig ud på kanten af deres improviserede stole og holdt sig parat til at springe op, hvis den enorme mand skulle komme i ondt lune. En af guldgraverne fandt surbrød og laks frem, en anden havde kartofler og fiskeolie. Maden blev sendt rundt. Håkan takkede nej.
Mændene syntes at falde til ro, mens de spiste. Ingen sagde noget. Himlen lod sig stadig ikke skelne fra jorden, men begge dele syntes efterhånden at være blevet mere grå. Til sidst, efter at have rykket rundt på gløderne i bålet, begyndte Håkan at tale. Med lange pauser og indimellem nærmest uhørlig stemme fortsatte han lige til solopgang og altid henvendt til bålet, som om hans ord skulle brændes umiddelbart efter at være blevet udtalt. Indimellem syntes han dog også at henvende sig til drengen.
1
Håkan Söderström var født på en gård nord for søen Tystnaden i Sverige. Hans familie dyrkede udpint jord, som tilhørte en herremand, de aldrig havde mødt, men som til gengæld regelmæssigt sendte sin godsforvalter forbi efter en andel af høsten. Høsten slog fejl flere år i træk, godsejeren strammede grebet, og familien Söderström var tvunget til at leve af svampe og bær, de samlede i skoven, og ål og gedder, de fangede i søen (hvor Håkan med opmuntring fra sin far fik smag for iskolde bade).
De fleste familier på egnen fristede en lignende tilværelse, og efterhånden som flere og flere af naboerne forlod deres hjem for at drage til Stockholm eller endnu længere sydpå, blev familien Söderström mere og mere isoleret, indtil de ikke længere havde kontakt med andre mennesker overhovedet – med undtagelse af godsforvalteren, der troppede op et par gange om året for at indkræve sin andel. De yngste og ældste sønner blev syge og døde, så der til sidst kun var Håkan og hans fire år ældre bror, Linus, tilbage.
De levede som udstødte. Der kunne gå dage, uden at der blev sagt et ord i huset. Drengene tilbragte så meget som muligt af deres tid enten ude i skoven eller på egnens forladte gårde, hvor Linus fortalte Håkan den ene historie efter den anden – om angivelig selvoplevede eventyr eller beretninger om bedrifter, han påstod at have hørt på første hånd fra de heltemodige hovedpersoner, eller fortællinger om fjerne steder, han åbenbart på en eller anden måde havde detaljeret kendskab til.
Som følge af deres isolation – og fordi de ikke kunne læse – var der ikke andre mulige kilder til historierne end Linus’ livlige fantasi. Men uanset hvor afsindige historierne kunne være, tvivlede Håkan aldrig et øjeblik på sin bror. Måske netop fordi Linus altid forsvarede ham uforbeholdent og aldrig tøvede med selv at påtage sig skylden og indkassere for samtlige sin brors små fejltrin, nærede Håkan ubegrænset tillid til ham. Reelt ville han sandsynligvis også være død uden Linus, der altid sørgede for at lade ham få nok at spise, holde huset varmt i deres forældres fravær og aflede hans opmærksomhed med historier, når der var knaphed på brænde og mad.
Alting ændrede sig, da familiens hoppe blev drægtig. Under et af sine kortvarige besøg gav godsforvalteren Håkans far, Erik, besked på at sørge for, at det kom til at gå godt – på grund af hungersnøden havde de allerede mistet for mange heste, og hans herre ville hilse en tilføjelse til sin skrumpende besætning velkommen. Som tiden gik, blev hoppen unormalt stor. Det undrede derfor heller ikke Erik at se den føde tvillinger.
For måske første gang i sit liv besluttede han sig for at lyve. Sammen med drengene ryddede han en plet inde i skoven og byggede en hemmelig fold, hvor han førte det ene føl ud i samme øjeblik, det var vænnet fra. Et par uger senere kom godsforvalteren forbi og krævede at få dets bror med sig. Erik holdt sin plag skjult og sørgede for at gøre den stærk og rask.
Da tiden var inde, solgte han den til en møller i en fjern by, hvor ingen kendte ham. Da Erik kom hjem, forklarede han samme aften sine sønner, at de om to dage skulle rejse til Amerika. Pengene fra plagen rakte kun til to billetter. I alle tilfælde havde han heller ikke tænkt sig at flygte som en anden forbryder. Deres mor sagde ikke noget.
Håkan og Linus, som aldrig havde så meget som set et billede af en by, skyndte sig til Göteborg i håb om at kunne tilbringe et par dage der, men nåede kun lige akkurat tids nok frem til at komme med den planlagte afgang til Portsmouth. Ombord på skibet fordelte de deres penge imellem sig for det tilfældes skyld, at der skete noget med en af dem. På denne del af turen berettede Linus alt muligt for Håkan om de vidundere, der ventede dem i Amerika. Da de ikke talte engelsk, blev navnet på deres bestemmelsessted en abstrakt talisman for dem ved navn “Nujårk.”
De ankom langt senere end forventet til Portsmouth, og alle havde voldsomt travlt med at komme ned i de robåde, der skulle bringe dem i land. Så snart Håkan og Linus satte fod på kajen, blev de opslugt af en travl folkemængde på vej op og ned ad hovedgaden.
De gik afsted side om side i noget nær løbetempo. Nu og da vendte Linus sig om mod sin bror for at lære ham noget om alle de mærkelige syn rundt omkring dem. De prøvede begge at suge mest muligt til sig, mens de ledte efter deres næste skib med afgang allerede samme eftermiddag.
Købmænd, røgelse, tatoveringer, vogne, violinspillere, kirkespir, søfolk, lægtehammere, flag, damp, tiggere, turbaner, geder, mandoliner, kraner, gøglere, kurve, sejlmagere, opslagstavler, ludere, skorstene, fløjter, lirekasser, vævere, vandpiber, bissekræmmere, peberfrugter, dukker, slagsmål, krøblinger, fjer, tryllekunstnere, aber, soldater, kastanjer, silke, dansere, kakaduer, prædikanter, skinker, auktioner, akkordeonspillere, raflebægere, akrobater, klokketårn, tæpper, frugt, tørresnore.
Da Håkan et øjeblik kiggede til højre, var hans bror forsvundet.
De var lige kommet forbi en gruppe kinesiske søfolk i færd med at spise frokost, og Linus havde fortalt sin bror et par ting om deres land og dets traditioner. De var gået videre med store øjne og åben mund og betragtet folkelivet omkring sig, og da Håkan igen vendte sig om mod Linus, var han væk. Han så sig omkring, gik tilbage, gik fra kantstenen hen til muren, løb fremad og så tilbage til det sted, de var gået i land. Robåden var der ikke længere.
Han gik tilbage til det sted, hvor de var kommet væk fra hinanden. Forpustet og skælvende stillede han sig op på en kasse, skreg sin brors navn og kiggede ned på menneskemylderet. En salt prikken på tungen blev hurtigt til en lammende kilden, der bredte sig over hele kroppen. Han kunne dårligt nok kontrollere sine rystende knæ og styrtede hen til den nærmeste mole for at spørge nogle sømænd nede i en jolle om Nujårk. Det forstod de ikke noget af.
Efter adskillige forsøg prøvede han i stedet med “Amerika”. Det forstod de med det samme, men rystede ikke desto mindre på hovedet. Håkan gik fra mole til mole og spurgte om Amerika. Efter adskillige mislykkede forsøg svarede nogen endelig tilbage med “Amerika” og pegede først på en robåd og derefter på et skib, der lå for anker omkring tre kabellængder fra land. Håkan så ned i båden. Linus var der ikke. Måske var han allerede gået ombord. En sømand tilbød Håkan en hånd, og han steg ned i båden.
Så snart de kom op i skibet, var der nogen, som krævede og tog hans penge og derefter viste ham hen til et mørkt hjørne under dæk, hvor der lugtede af kål og stald og hang lanterner og svingede i bjælker og ringbolte, mens højlydte grupper af emigranter prøvede at finde sig til rette mellem sovepladser og skibskister og bylter og tønder og gøre krav på lidt af tredje klasse til den lange rejse.
Han kiggede efter Linus blandt de forvrængede silhuetter i det flakkende lys og fandt vej forbi skrigende og sovende spædbørn, leende og hærgede kvinder og robuste og grædende mænd. Med tiltagende fortvivlelse styrtede han op på dækket igen og maste sig gennem vinkende menneskeklynger og travle sømænd. De besøgende var ved at gå fra borde. Landgangsbroen blev fjernet. Han råbte sin brors navn. Skibet lettede anker og satte sig i bevægelse, mens folkemængden jublede.
Et par dage efter afrejsen blev han fundet udsultet og feberplaget af Eileen Brennan, der sammen med sin mand, kulminearbejderen James, tog sig af ham, som om han var et af deres egne børn, varsomt fik ham overtalt til at spise noget og plejede ham, til han blev rask. Sige noget ville han ikke.
Efter nogen tid forlod Håkan endelig tredjeklassedækket, men undgik enhver form for selskab og fordrev tiden med at se ud over horisonten.
Dag for dag blev det koldere, selvom de havde forladt England om foråret, og det rettelig allerede burde være sommer. Der gik flere uger, hvor Håkan fortsat nægtede at sige noget. Nogenlunde samtidig med at Eileen gav ham en uformelig kappe, hun havde syet af gamle klude, så de land.
De styrede ind i usædvanligt brunt vand og kastede anker foran en solbleget, lav by. Håkan så på de falmede bygninger i lyserøde og okkergule farver uden at kunne få øje på nogen af de seværdigheder, Linus havde beskrevet for ham. Robåde fulde af kasser sejlede frem tilbage mellem skibet og den lerfarvede kyst. Ingen gik fra borde.
Den stadig mere ængstelige Håkan spurgte en ledig sømand, om det var Amerika. Det var de første ord, han havde sagt, siden han i Portsmouth havde råbt sin brors navn. Sømanden sagde ja, det var Amerika. På grådens rand spurgte Håkan, om de var i New York. Sømanden betragtede Håkans mund, mens han endnu en gang fremsagde sin klump af sammensmeltede lyde: “Nujårk?” Med stigende frustration så Håkan et smil brede sig på sømandens ansigt og ende med at blive en skraldlatter.
“New York? Nej! Ikke New York,” sagde sømanden. “Buenos Aires.” Han lo igen, mens han slog sig på knæet med den ene hånd og ruskede Håkan i skulderen med den anden.
Ved aftensmåltidet prøvede Håkan at få ud af det irske ægtepar, hvor de var henne, og hvor lang tid det ville tage dem at komme til New York. De var et stykke tid om at forstå hinanden, men til sidst var der ikke længere nogen tvivl.
Gennem tegnsprog og ved hjælp af et lille stykke bly, som Eileen tegnede et primitivt verdenskort med, forstod Håkan, at de var en evighed fra New York – og fjernede sig mere og mere. Han forstod, at de var ved at sejle til verdens ende, skulle runde Kap Horn og derefter videre mod nord. Her hørte han for første gang ordet “Californien”.
Da de havde passeret de voldsomme farvande omkring Kap Horn, blev det mildere i vejret, og passagererne begyndte at blive ivrige. Der blev lagt planer og drøftet fremtidsmuligheder og indgået partnerskaber og dannet grupper. Efterhånden som Håkan begyndte at følge med i samtalerne, gik det op for ham, at de fleste af passagererne kun var optaget af et bestemt emne – guld.
Til sidst kastede de anker i noget, der på forunderlig vis lignede en travl spøgelseshavn. Den var fuld af halvvejs sunkne skibe, der var blevet plyndret og forladt af besætninger, som derefter var rømmet til guldminerne. Til gengæld var de forladte fartøjer blevet indtaget af bosættere og sågar ombygget til flydende kroer og købmandsforretninger, hvorfra handelsmænd solgte varer til overpris til nyankomne guldgravere. Robåde, pramme og tømmerflåder sejlede kunder og varer
frem og tilbage mellem de improviserede etablissementer. Tættere på kysten var flere af de store skibe langsomt ved at falde fra hinanden, efterhånden som tidevandet tvang de nedslidte skrog ud i de mærkeligste positioner. Mere eller mindre frivilligt var et par både gået på grund i det lave vand og blevet til boliger og butikker med stilladser, halvtag og sågar rigtige bygninger sat fast til sig, og dermed bredt sig helt ind til landjorden og byen. På den anden side af masterne var der stillet store, lysebrune telte op mellem de røgsvedne træhuse – enten var byen lige skudt op, eller også var den lige faldet delvis sammen.
Der var gået flere måneder, siden de sejlede ud, men da de lagde til i San Francisco, var Håkan allerede blevet adskillige år ældre – den ranglede dreng var blevet en høj, ung mand med markerede træk, vejrbidt af solen og den salte blæst og furet af et permanent sammenknebet blik præget af lige dele tvivl og beslutsomhed. Han havde studeret det kort, som den irske Eileen havde tegnet for ham med bly. Uanset at det ville omfatte at krydse et helt kontinent, nåede han frem til den konklusion, at den hurtigste måde at blive genforenet med sin bror på ville være at rejse over landjorden.
Nyeste roman fra Hernan Diaz: Tillid
VINDER AF PULITZERPRISEN
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – KRISTELIGT DAGBLAD
❤️❤️❤️❤️❤️ – POLITIKEN
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – BERLINGSKE
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – JYLLANDS-POSTEN
Helen og Benjamin Rask gør sig bemærkede som det ultimative power-par i 1920’ernes New York. Han arbejder på Wall Street, og hun er født ind i det velhavende aristokrati. Sammen har de placeret sig sikkert i toppen af samfundet.
Fortællingen om Helen og Benjamin er det centrale mysterium i en succesfuld roman fra 1938, som hele New York synes at have læst. Én kvinde dykker ned i historien bag, og til sin og læserens store overraskelse finder hun hemmeligheder og bedrag, der overgår selv den vildeste fantasi.
Du kan købe Tillid online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
★★★★★ “Et brag af en debutroman” – Jyllands-Posten
I det fjerne er den hjertegribende roman om en ung svensk immigrants rejse gennem Amerika i 1800-tallet. To unge brødre rejser sammen fra Sverige mod New York. Undervejs bliver brødrene væk fra hinanden, og Håkan ender med at befinde sig i Californien. Han sætter kursen tværs gennem Amerika med en ambition om at nå til New York og genfinde sin elskede storebror.
Hans rejse er ikke nem, og undervejs møder han kriminelle, religiøse fanatikere, svindlere, indianere og lovens håndhævere – og masser af immigranter på jagt efter lykken i det store land.
Du kan købe I det fjerne online, fx hos Bog & idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: