INTERVIEW: Sarah Skyt Persson debuterer denne sommer med den satirisk roman Sku’ det være en anden gangom livet i provinsen for en 30-årig kvinde, der arbejder som kasserer i Sydbank.
Helt usædvanligt for dansk litteratur foregår den i Herning, en provinsby, der nægter at tage udkantsidentiteten på sig. Her er alle muligheder åbne, lyder byens slogan.
Men med alle muligheder til rådighed, kan det være svært at træffe de rigtige valg. Det er det i hvert fald for hovedpersonen Maria, der er lettere handlingslammet, da vi følger hendes liv i en uge i december.
Vi mødtes en sommerdag med Sarah for at tale om romanen.
En tjekliste uden krydser
Hvem er Maria, og hvor er hun i sit liv, da vi møder hende? Maria er en kvinde i starten af 30’erne, der er oppe imod en tjekliste for kvinder i hendes alder med toppunkterne mand, børn og succes i arbejdslivet. Alle andre omkring hende har sat alle krydserne på den liste, men bare ikke hende selv – hun har hverken børn, kæreste eller en karriere af betydning. Det fylder en masse hos hende, uden at hun gør noget ved det. Der er nogen alarmklokker, der ringer, men det har sat sig som en kronisk hyletone, og hun kan ikke finde stopknappen.
Men det er ikke, fordi hun ikke prøver. Tværtimod. Hun er meget søgende og indoptager ukritisk alle gode råd og livsfilosofier fx på det mindfulness-kursus, som Trivselsudvalget i Sydbank arrangerer. Hun forsøger at finde indre ro og øver sig i at trække vejret, men samtidig gør hun det helst gennem en cigaret!
Og det er som om, at uanset hvad hun gør, så ender hun, hvor hun startede. Det er bl.a. det, der ligger i titlen Sku’ det være en anden gang. Hun er et hjul, der drejer, og hun er holdt op med at kunne mærke sig selv. Helt ned i sproget er hun fyldt med automatreaktioner, og hun siger ofte måske og selvfølgelig.
Jeg tror, der er enormt mange kvinder omkring de 30, som føler, at der er en standard, de ikke lever op til, og som stresser over det. Der er altid nogen i omgangskredsen, der er bagud med karrieren eller i privatlivet, og det kan der være tusind grunde til. Det er let at drukne i forestillingerne om, hvem man skal være.
Sydbank som mikrokosmos
Handlingen foregår i Sydbank, hvilket vist aldrig er sket før i litteraturen. Hvad er det for et mikrokosmos, du her skildrer?
Jeg har selv arbejdet i Sydbank, og på et tidspunkt gik det op for mig, at der var en unik historie, som jeg kunne fortælle. Ofte tænker vi på bankfolk som lidt stive i det, men en bank er en arbejdsplads som alle andre. De bankansatte i bogen begår, ligesom alle andre, masser af fejl. Udenomsægteskabelige affærer, bedrageri, spritkørsel osv. Der er det hele.
Der er også et interessant modsætningsforhold i banken, som
jeg gerne har villet skildre. På den ene side er banken et kollegialt fællesskab,
og på den måde har Maria det egentlig godt. På den anden side er ”en bank en
forretning, der ikke skal opleves som sådan”, som den anden kasserer Vivi
siger. Det er en business, der sælger produkter til deres kunder, men som i
mange år har dyrket den personlige relation til folk med lokale bankrådgivere.
Men bankverdenen er under udvikling og glider over mod det mere upersonlige,
hvor meget klares via selvbetjening.
Det er en proces, der er i gang omkring Maria, hvilket betyder, at hendes jobfunktion er under afvikling. Snart er hun overflødig, og hun er nødt til at flytte sig. Men fødderne vil ikke rigtigt bevæge sig. Hun er vant til, at hendes problemer fejes af banen af andre. På den måde er hun lidt et voksent curlingbarn, der er opdraget til, at hun kan alt. Hun ved bare ikke helt, hvordan hun skal gøre det. Når alt er muligt, hvordan vælger man så?
I Herning kan man lave vand om til vin!
Herning som by er meget stærkt tilstede i romanen og nærmest en karakter i sig selv. Kan du beskrive Herning og det særlige ved byen, som gør den egnet til romanstof?
Man kan lave vand om til vin i Herning! Her er det ok at
tænke stort, og man har suspenderet janteloven. Her nægter man at være udkant,
men man kalder sig i stedet for Forkantsdanmark.
Herning er en by med en meget stærk fortælling om sig selv. Den
går på, at de, der i sin tid grundlagde byen, gjorde det på Danmarks dårligste
jord, men mod alle odds fik man det bedste ud af omstændighederne. Først skabte
man et tekstilmekka og senere en succesrig erhvervsby ved hjælp af hårdt
arbejde og flid.
Herninggenserne er et meget lokalpatriotisk folkefærd, og jeg
havde lyst til at skrive en bog, der foregår i provinsen om et ungt menneske,
som ikke har drømme om at flygte fra sin hjemby. Den lokale stolthed bor stærkt
i Maria, og hun kunne ikke tænke sig at bo andre steder. Hvad der til gengæld
er på hendes to do-liste er at leve op til det at være herninggenser. Hun er
faret vild i sin egen baghave. Der er en spænding mellem, hvor lidt succes, hun
har opnået, og så det at bo i en by, hvor det er en del af selvforståelsen, at
her accelerer man.
Man kan blive alt i Herning – bare ikke kunstner
Du er født og opvokset i Herning og har meget af din familie der, men du er selv flyttet væk. Hvorfor?
Jeg kommer af en rigtig uldkræmmerslægt og er på den måde så herninggensisk, som man kan blive. Min families historie er Hernings historie. Den er en del af min DNA. Men i Herning har man et stærkt erhvervsrettet fokus. Der er rigtig mange succesfulde erhvervsfolk, men der er ikke meget at gøre, hvis man vil lave noget, som er kunstnerisk. Man kan blive alt i Herning, bare ikke kunstner! Men jeg er ikke flygtet fra noget, jeg har bare flyttet mig hen imod noget, som jeg gerne ville.
Der er noget forløsende ved at grine af sig selv
Den sproglige stil i bogen er præget af en gennemgående mundtlighed og en satirisk undertone hele vejen igennem. Hvilke tanker har du gjort dig om at skrive romanen på den måde?
Noget af det, jeg havde lyst til, da jeg skrev bogen, var
faktisk at grine lidt af mig selv. Der er et stykke af mig selv i alle mine
karakterer, derfor omfavner jeg dem både med selvironi og solidaritet. Maria er ikke mig – hun har andre drømme og karaktertræk – men jeg
genkender det med at føle, at man er faret vild i sit liv. Sådan havde
jeg det også, da jeg gik i gang med den her roman, og humor kan noget særligt i
den situation. I de fleste situationer faktisk. I min familie har vi altid set
tingene – både de gode og dårlige – gennem et par humoristiske, sarkastiske
briller. For mig er det en måde at håndtere verden. Og slet ikke en dårlig
måde. Der er noget forløsende ved at grine af sig selv. Bevægelsen ryster ligesom
tingene lidt på plads.
INTERVIEW: Sarah Skyt Persson debuterer denne sommer med den satirisk roman Sku’ det være en anden gang om livet i provinsen for en 30-årig kvinde, der arbejder som kasserer i Sydbank.
Helt usædvanligt for dansk litteratur foregår den i Herning, en provinsby, der nægter at tage udkantsidentiteten på sig. Her er alle muligheder åbne, lyder byens slogan.
Men med alle muligheder til rådighed, kan det være svært at træffe de rigtige valg. Det er det i hvert fald for hovedpersonen Maria, der er lettere handlingslammet, da vi følger hendes liv i en uge i december.
Vi mødtes en sommerdag med Sarah for at tale om romanen.
En tjekliste uden krydser
Hvem er Maria, og hvor er hun i sit liv, da vi møder hende?
Maria er en kvinde i starten af 30’erne, der er oppe imod en tjekliste for kvinder i hendes alder med toppunkterne mand, børn og succes i arbejdslivet. Alle andre omkring hende har sat alle krydserne på den liste, men bare ikke hende selv – hun har hverken børn, kæreste eller en karriere af betydning. Det fylder en masse hos hende, uden at hun gør noget ved det. Der er nogen alarmklokker, der ringer, men det har sat sig som en kronisk hyletone, og hun kan ikke finde stopknappen.
Men det er ikke, fordi hun ikke prøver. Tværtimod. Hun er meget søgende og indoptager ukritisk alle gode råd og livsfilosofier fx på det mindfulness-kursus, som Trivselsudvalget i Sydbank arrangerer. Hun forsøger at finde indre ro og øver sig i at trække vejret, men samtidig gør hun det helst gennem en cigaret!
Og det er som om, at uanset hvad hun gør, så ender hun, hvor hun startede. Det er bl.a. det, der ligger i titlen Sku’ det være en anden gang. Hun er et hjul, der drejer, og hun er holdt op med at kunne mærke sig selv. Helt ned i sproget er hun fyldt med automatreaktioner, og hun siger ofte måske og selvfølgelig.
Sydbank som mikrokosmos
Handlingen foregår i Sydbank, hvilket vist aldrig er sket før i litteraturen. Hvad er det for et mikrokosmos, du her skildrer?
Jeg har selv arbejdet i Sydbank, og på et tidspunkt gik det op for mig, at der var en unik historie, som jeg kunne fortælle. Ofte tænker vi på bankfolk som lidt stive i det, men en bank er en arbejdsplads som alle andre. De bankansatte i bogen begår, ligesom alle andre, masser af fejl. Udenomsægteskabelige affærer, bedrageri, spritkørsel osv. Der er det hele.
Der er også et interessant modsætningsforhold i banken, som jeg gerne har villet skildre. På den ene side er banken et kollegialt fællesskab, og på den måde har Maria det egentlig godt. På den anden side er ”en bank en forretning, der ikke skal opleves som sådan”, som den anden kasserer Vivi siger. Det er en business, der sælger produkter til deres kunder, men som i mange år har dyrket den personlige relation til folk med lokale bankrådgivere. Men bankverdenen er under udvikling og glider over mod det mere upersonlige, hvor meget klares via selvbetjening.
Det er en proces, der er i gang omkring Maria, hvilket betyder, at hendes jobfunktion er under afvikling. Snart er hun overflødig, og hun er nødt til at flytte sig. Men fødderne vil ikke rigtigt bevæge sig. Hun er vant til, at hendes problemer fejes af banen af andre. På den måde er hun lidt et voksent curlingbarn, der er opdraget til, at hun kan alt. Hun ved bare ikke helt, hvordan hun skal gøre det. Når alt er muligt, hvordan vælger man så?
I Herning kan man lave vand om til vin!
Herning som by er meget stærkt tilstede i romanen og nærmest en karakter i sig selv. Kan du beskrive Herning og det særlige ved byen, som gør den egnet til romanstof?
Man kan lave vand om til vin i Herning! Her er det ok at tænke stort, og man har suspenderet janteloven. Her nægter man at være udkant, men man kalder sig i stedet for Forkantsdanmark.
Herning er en by med en meget stærk fortælling om sig selv. Den går på, at de, der i sin tid grundlagde byen, gjorde det på Danmarks dårligste jord, men mod alle odds fik man det bedste ud af omstændighederne. Først skabte man et tekstilmekka og senere en succesrig erhvervsby ved hjælp af hårdt arbejde og flid.
Herninggenserne er et meget lokalpatriotisk folkefærd, og jeg havde lyst til at skrive en bog, der foregår i provinsen om et ungt menneske, som ikke har drømme om at flygte fra sin hjemby. Den lokale stolthed bor stærkt i Maria, og hun kunne ikke tænke sig at bo andre steder. Hvad der til gengæld er på hendes to do-liste er at leve op til det at være herninggenser. Hun er faret vild i sin egen baghave. Der er en spænding mellem, hvor lidt succes, hun har opnået, og så det at bo i en by, hvor det er en del af selvforståelsen, at her accelerer man.
Man kan blive alt i Herning – bare ikke kunstner
Du er født og opvokset i Herning og har meget af din familie der, men du er selv flyttet væk. Hvorfor?
Jeg kommer af en rigtig uldkræmmerslægt og er på den måde så herninggensisk, som man kan blive. Min families historie er Hernings historie. Den er en del af min DNA. Men i Herning har man et stærkt erhvervsrettet fokus. Der er rigtig mange succesfulde erhvervsfolk, men der er ikke meget at gøre, hvis man vil lave noget, som er kunstnerisk. Man kan blive alt i Herning, bare ikke kunstner! Men jeg er ikke flygtet fra noget, jeg har bare flyttet mig hen imod noget, som jeg gerne ville.
Der er noget forløsende ved at grine af sig selv
Den sproglige stil i bogen er præget af en gennemgående mundtlighed og en satirisk undertone hele vejen igennem. Hvilke tanker har du gjort dig om at skrive romanen på den måde?
Noget af det, jeg havde lyst til, da jeg skrev bogen, var faktisk at grine lidt af mig selv. Der er et stykke af mig selv i alle mine karakterer, derfor omfavner jeg dem både med selvironi og solidaritet. Maria er ikke mig – hun har andre drømme og karaktertræk – men jeg genkender det med at føle, at man er faret vild i sit liv. Sådan havde jeg det også, da jeg gik i gang med den her roman, og humor kan noget særligt i den situation. I de fleste situationer faktisk. I min familie har vi altid set tingene – både de gode og dårlige – gennem et par humoristiske, sarkastiske briller. For mig er det en måde at håndtere verden. Og slet ikke en dårlig måde. Der er noget forløsende ved at grine af sig selv. Bevægelsen ryster ligesom tingene lidt på plads.
Læs et uddrag fra Sku’ det være en anden gang eller køb bogen
Andre læste også: