I Bøn for Tjernobyl zoomer nobelprisvinder Svetlana Aleksijevitj ind på Tjernobyl, som er blevet synonym med ulykken, der indtraf, da en række eksplosioner ødelagde en reaktor på det ukrainske atomkraftværk i 1986.
LÆS OGSÅ: Bøn for Tjernobyl: Bogen der var inspirationskilde for HBO’s roste serie
I tre år rejste Svetlana Alejsijevitj rundt og interviewede hundredvis af mennesker, som var berørt af ulykken. Til sammen er de blevet bønner for Tjernobyl, en række psykologiske portrætter og litterært bearbejdede monologer, hvor hver enkel bøn, hver enkel stemme, bærer vægten af katastrofen fra 1986.
HBO’s nye autentiske serie Chernobyl har hentet inspiration fra bogen Bøn for Tjernobyl. Serien er blevet rost for dens detaljerede portrætter af begivenhederne, og den benytter blandt andet dialoger og detaljer beskrevet direkte i Bøn for Tjernobyl.
BØN FOR TJERNOBYL
af Svetlana Aleksijevitj
SKABERVÆRKETS KRONE
Monolog om gamle profetier
Min datter … Hun er ikke som de andre … Når hun bliver stor, vil hun spørge mig: “Hvorfor er jeg ikke som de andre?”
Da hun blev født … Det var ikke et barn, men en lille levende pose, syet sammen på alle sider, uden en eneste revne, kun hendes øjne var åbne.
I hendes lægejournal stod der: “Pige født med komplekse patologier: rektal aplasia, vaginal aplasia og aplasia af venstre nyre.”
Det er, hvad de kalder det på lægesprog, men med almindelige ord betyder det, at hun ikke har nogen kønsdele, ingen numse og kun én nyre …
På andendagen, den anden dag af hendes liv, bar jeg hende ind for at blive opereret … Hun åbnede øjnene, som om hun smilte, og jeg troede først, hun ville græde.
Min Gud, hun smilte!
Sådan nogle som hende lever ikke, de dør med det samme. Hun døde ikke, fordi jeg elsker hende.
Hun har fået fire operationer i løbet af fire år. Hun er det eneste barn i Hviderusland, der har overlevet med så komplekse patologier.
Jeg elsker hende så meget. (Hun holder en pause). Jeg kan aldrig føde igen. Jeg tør ikke.
Jeg kom tilbage fra fødeklinikken. Min mand kyssede mig om natten, jeg rystede over det hele, men vi måtte ikke gøre det. Det ville være en synd. Og det var for skræmmende. Jeg overhørte lægerne tale med hinanden: “Den pige blev ikke født i en skjorte, hun blev født i en kappe. Hvis man viste hende på TV, er der aldrig en mor, der ville føde igen.”
Det sagde de om vores lille pige …
Hvordan kunne vi elske hinanden efter det?
Jeg gik i kirke og fortalte om det til præsten. Han sagde, vi skulle bede for vores synder. Men ingen i vores familie har nogensinde dræbt nogen … Hvad er jeg skyldig i? I starten ville de evakuere vores landsby, men så stregede de os fra listen, staten havde ikke penge til det. Men det var på det tidspunkt, jeg blev forelsket. Jeg blev gift. Jeg vidste ikke, at vi ikke måtte elske hinanden her …
For mange år siden læste min bedstemor i Bibelen, at der kommer et tidspunkt på jorden, hvor der vil være en overflødighed af alt, alt vil blomstre og bære frugt, floderne vil være fyldt med fisk, og skovene fyldt med dyr, men mennesket vil ikke kunne bruge noget af det. Og vi vil ikke kunne få børn og forlænge udødeligheden.
Jeg hørte på de gamle profetier, som om det bare var uhyggelige fortællinger. Jeg troede ikke på dem. Fortæl alle om min lille pige. Skriv om hende. Som fireårig kan hun synge og danse og kan recitere digte udenad.
Hun har en normal mental udvikling, hun er ikke anderledes end andre børn, hun har bare andre lege end dem.
Hun vil ikke lege “butik” eller “skole” med sine dukker, hun leger “hospital” med dem: Hun giver dem indsprøjtninger, tager deres temperatur, giver dem drop. Hvis dukken dør, lægger hun et hvidt lagen over den.
I fire år har vi boet med hende på et hospital, hun kan ikke være der alene, og hun ved ikke, at folk plejer at bo hjemme hos sig selv.
Når jeg tager hende hjem i en måned eller to, spørger hun: “Skal vi snart tilbage til hospitalet?” Hendes venner er der, det er der, hvor de lever og vokser op. Hun har fået lavet en numse … Og de er gået i gang med at forme en vagina … Efter den sidste operation fik hun vandladningsstop, de kunne ikke indsætte et kateter, hun har brug for flere operationer.
De råder os til at fortsætte med operationerne i udlandet. Men hvor skal vi finde titusindvis af dollars, når min mand tjener 120 dollars om måneden? En professor anbefalede i smug: “Med de patologier vil dit barn være rigtig spændende for videnskaben. Skriv til nogle udenlandske klinikker. De burde være interesserede.”
Så jeg skriver … (Hun holder tårerne tilbage). Jeg skriver, at hun skal have presset sin urin ud manuelt med hånden hver halve time, urinen kommer ud af de her små huller rundt om hendes vagina. Hvis det ikke bliver gjort, giver hendes eneste nyre op. Hvor ellers i verden kan du finde et barn, der skal have sin urin presset ud manuelt med hånden hver halve time? Og hvor meget længere kan vi holde til det? (Hun græder).
Jeg giver ikke mig selv lov til at græde … Jeg må ikke græde … Jeg prøver at åbne døre, skriver breve. Tag min lille pige, selv hvis det er til eksperimenter, til research. Jeg ville sige ja til, at hun kunne blive en forsøgskanin, hvis bare hun lever. (Hun græder).
Jeg har skrevet mindst ti-tolv breve … Åh gud! Hun forstår det ikke endnu, men en dag vil hun spørge os, hvorfor hun ikke er som de andre. Hvorfor er der ingen mand, som nogensinde vil elske hende? Hvorfor kan hun ikke få børn? Hvorfor kan hun ikke gøre, hvad sommerfuglene gør, hvad fuglene gør, hvad alle andre end hende kan gøre. Jeg ville gerne … Jeg havde brug for at bevise … Jeg ville have papirer på, at hun kunne vokse op og finde ud af, at det ikke var mig og min mand, hun skal skyde skylden på … Ikke vores kærlighed … (Hun prøver at holde tårerne tilbage igen).
Jeg har kæmpet i fire år … Kæmpet med læger og embedsmænd … Jeg fik aftaler med højtstående folk på deres kontorer … Det tog mig fire år at få en lægeerklæring, hvor der stod, at der var en forbindelse mellem ioniserende stråling (en lav dosis) og hendes forfærdelige patologier. De afviste mig i fire år og gentog: “Din lille pige er klassificeret som ‘invalid fra barndommen’.” Hvad mener de med “invalid fra barndommen”? Hun er invalid på grund af Tjernobyl.
Jeg har studeret mit familietræ: Der har aldrig været noget som det her, de levede alle, til de blev 80 eller 90 år, min bedstefar levede, til han var 94. Lægerne fandt på undskyldninger: “Vi har instrukser, vi må følge. Vi er nødt til at se på dette som en almindelig sygdom. Først om 20-30 år, når der er blevet opbygget en databank, kan vi føre disse sygdomme tilbage til ioniserende stråling i små doser. Og relatere til hvad vi spiser og drikker, der hvor de bor … Men på nuværende tidspunkt har lægevidenskaben, og videnskaberne i det hele taget, ikke nok viden.”
Men jeg kan ikke vente tyve eller tredive år. Det er et halvt liv! Jeg ville tage dem i retten, føre retssag mod staten. De har kaldt mig sindssyg, grinet ad mig. De sagde, at børn som hende blev født i oldtidens Grækenland og det gamle Kina. En embedsmand råbte: “Du vil have Tjernobyl-støtte! Tjernobyl-penge!” Tænk, at jeg ikke besvimede på hans kontor, døde af et hjerteanfald … Men det må jeg ikke give mig selv lov til … Der var en ting, de ikke kunne eller ville forstå: Jeg havde brug for at vide, at min mand og jeg ikke var skyld i det … At det ikke var vores kærlighed … (Hun vender sig om mod vinduet og græder stille).
Den lille pige vokser … Lige meget hvad, er hun en lille pige… Jeg vil ikke have, du bruger vores efternavn … Selv naboerne i vores opgang kender ikke hele historien. Jeg giver hende kjole på og fletter hendes hår: “Din lille Katja er så fin,” siger de til mig. Jeg kigger på gravide kvinder så mærkeligt nu. Som om jeg betragter dem på afstand, rundt om et hjørne. Jeg kigger ikke bare på dem, jeg betragter dem. Inde i mig er der blandede følelser: overraskelse og forfærdelse, misundelse og glæde, der er endda noget hævngerrighed. Engang fangede jeg mig selv i at kigge med den samme følelse på vores nabos gravide hund … På en storks rede … Min lille pige …
Larisa Z.,
mor
Monolog om et månelandskab
Jeg er pludselig begyndt at tvivle på, hvad der er bedst: at huske eller at glemme? Jeg har spurgt mine bekendte … Nogle glemmer, andre vil ikke huske, fordi vi ikke kan ændre på noget eller rejse væk herfra. Selv det kan vi ikke … Her er, hvad jeg kan huske … I dagene lige efter ulykken forsvandt alle bøger om stråling, om Hiroshima og Nagasaki, selv bøger om røntgen, fra bibliotekerne. Der gik rygter om, at det var myndighederne, som havde givet ordre til at fjerne dem, for at sørge for, at folk ikke gik i panik. For vores egen sindsro.
Der var endda en vittighed om, at hvis Tjernobyl-atomkraftværket var eksploderet på Papua Ny Guinea, ville alle andre end papuanerne ryste af frygt. Der var ingen råd fra sundhedsmyndighederne, ingen informationer. Alle, der kunne, fik fat på kaliumjod-piller (apotekerne i vores by havde dem ikke på lager, man skulle kende folk de rigtige steder). Nogle mennesker spiste en håndfuld piller og tog dem med et glas ren alkohol. Ambulancefolkene reddede deres liv. De første udenlandske journalister kom … Det første filmhold … De gik alle i plastickedeldragter, hjelme, gummistøvler, handsker, selv deres kamera var i et specielt hylster. Og vores piger fulgte dem rundt og tolkede for dem. I sommerkjoler og sandaler …
Folk troede på alt, der blev skrevet, selv om ingen trykte sandheden. Selv om ingen sagde sandheden. På den ene side holdt de ting skjult, og på den anden side var der ting, de bare ikke forstod. Både generalsekretærerne og gadefejerne. Senere kom tegnene, alle holdt godt øje med dem: Så længe der var spurve og duer i en by eller landsby, var det sikkert for mennesker at bo der. Hvis bierne havde travlt, var der også rent. Jeg kørte i en taxi, og chaufføren undrede sig over, hvorfor fuglene opførte sig, som om de var blinde, faldt ned på hans forrude og blev slået ihjel. Som om de var sindssyge og søvnige. Det lignede selvmord … Efter sin vagt sad han sammen med sine venner og drak for at glemme det hele.
Jeg husker, da jeg kom tilbage fra en tjenesterejse … På begge sider af vejen var der et rigtigt månelandskab … Der var marker dækket med hvid dolomit, som strakte sig helt ud til horisonten. Det øverste lag af den forurenede jord var blevet fjernet og begravet i det her dolomitgrus, som blev hældt på i stedet. Som om det ikke var jord … Som om vi ikke var på jorden … Jeg pintes af dette syn længe og prøvede at skrive en novelle.
Jeg forestillede mig, hvad der ville være her om hundrede år: måske et menneske, måske noget andet, der hoppede på fire ben, med bagudvendte knæ og meget lange bagben, og kunne se om natten med sit tredje øje, kun havde et øre anbragt på issen og kunne høre selv en myre løbe forbi. Myrer var det eneste, som var tilbage, alt andet på jorden og på himmelen var dødt … Jeg sendte novellen til et tidsskrift. De skrev tilbage, at det ikke var et litterært værk, det var en opremsning af rædsel.
Selvfølgelig havde jeg ikke nok talent. Men lige her mistænkte jeg, at det var på grund af noget andet. Jeg begyndte at tænke over, hvorfor der er blevet skrevet så lidt om Tjernobyl.
Vores forfattere blev ved med at skrive om krigen, om Stalins lejre, men de er stille, når det kommer til Tjernobyl. En eller to bøger, og så har du læst dem alle. Tror du, det er en tilfældighed? Det er en hændelse, som stadig er uden for vores kultur.
Et kulturtraume. Og vores eneste svar er tavshed. Vi lukker øjnene som små børn og tror, at ingen kan se os. Noget fra fremtiden kigger ind, og det er for stort til vores følelser. Det er for meget at gennemleve. Hvis du taler med mennesker, vil de fortælle deres historie og sige tak, fordi du hører på dem.
Du har ikke forstået det, men i det mindste hørte du på dem.
Fordi de forstår det heller ikke selv. Ligesom dig. Jeg kan ikke længere lide at læse science fiction. Så hvad er bedst, at huske eller glemme?
Jevgenij Aleksandrovitj Brovkin,
lektor på Gomel Statsuniversitet
Monolog om,
at vi ikke kan leve uden Tjekhov og Tolstoj
Hvad beder jeg for? Spørg mig, hvad jeg beder for. Jeg beder ikke i kirken … Jeg beder derhjemme … Om morgenen eller om aftenen. Når alle sover.
Jeg vil elske. Jeg elsker! Jeg beder for min kærlighed. Men skal jeg …(Hun afbryder sig selv uden at gøre sætningen færdig). Huske? Måske skal man, for en sikkerheds skyld, skubbe det væk … Jeg har aldrig læst om det her i nogen bøger … Ikke på film. Filmene viste bare krigen. Mine bedsteforældre plejede at sige, de ikke havde nogen barndom, kun krigen. Deres barndom var krigen, og min var Tjernobyl. Det er der, jeg er fra …
Du skriver det her, men ingen bog har nogensinde hjulpet mig, har aldrig kunnet forklare det. Det gjorde teater eller film heller ikke. Jeg har fundet ud af alt det her selv, jeg har ikke læst eller set det nogen steder. Vi gennemlever alt det her selv, og vi ved ikke, hvad vi skal gøre med det hele. Jeg kan ikke forstå det. Især min mor var helt fortabt, hun underviser i sprog og litteratur i skolen. Hun lærte mig altid at leve livet efter bøger. Og pludselig var der ingen bøger, der kunne give os vejledning … Min mor var fortabt, hun kunne ikke leve uden sine bøger … Uden Tolstoj og Tjekhov …
Huske tilbage? Jeg vil gerne huske og alligevel ikke …
(Hun virker, som om hun lytter til en indre stemme eller debatterer med sig selv).
Hvis forskerne ikke ved noget, eller forfatterne, så kan vi hjælpe dem med vores eget liv og død. Det er, hvad min mor mener … Men jeg vil helst ikke tænke på det, jeg vil gerne være lykkelig. Hvorfor kan jeg ikke være lykkelig?
Vi boede i Pripjat, ved siden af atomkraftværket. Det er der, jeg er født og vokset op. I en stor præfabrikeret boligblok, på fjerde etage. Man kunne se atomkraftværket fra vinduerne.
Den 26. april … Mange mennesker fortalte mig senere, at de helt sikkert hørte en eksplosion … Jeg ved det ikke, i min familie var der ingen, der bemærkede det. Jeg vågnede om morgenen, som jeg plejede, og gik i skole. Jeg hørte en brummen. Jeg kiggede ud ad vinduet og så en helikopter, der kredsede om vores bygning. Hold da op! Nu har jeg noget at fortælle de andre i skolen! Hvordan kunne jeg vide, at vi kun havde to dage tilbage? Af vores tidligere liv. Der var stadig to dage tilbage, de sidste dage i byen.
Byen er væk nu. Det, som er tilbage, er ikke vores by længere. Jeg kan huske vores nabo, som sad på sin altan med en kikkert og kiggede på ilden. Det var omkring 3 kilometer væk i fugleflugtslinje. Vi piger, og også drengene, cyklede hen til atomkraftværket. De, som ikke havde cykler, var misundelige på os. Der var ingen, der skældte os ud, ingen! Ikke vores forældre, ikke vores lærere. Ved frokosttid var der ingen lystfiskere tilbage ved floden, de kom alle sammen tilbage, helt sorte.
Selv efter en måned i Sotji får du ikke sådan en kulør! Atomsolbrændthed! Røgen, der hang over værket, var ikke sort eller gul, den var blå. Den havde det her blå skær. Men ingen skældte os ud … Det må have været vores opdragelse … Vi var blevet vant til, at det kun var, hvis der var krig, det var farligt, eksplosioner det ene sted, en eksplosion et andet sted. Men her var det en almindelig ildebrand, som blev slukket af almindelige brandmænd …
Drengene gjorde grin: “Stil jer op i lige rækker på kirkegården. Den, som er højest, dør først.” Jeg var selv lille. Jeg kan ikke huske nogen frygt, men jeg kan huske en masse ting, der var mærkelige og usædvanlige. En veninde fortalte mig, hvordan hun og hendes mor gravede penge og guldsmykker ned i haven om natten, de var bange for, at de ville glemme stedet.
Min bedstemor havde fået en Tula-samovar, da hun gik på pension, og af en eller anden årsag var den samovar og min morfars medaljer det, som bekymrede hende mest. Og hendes gamle Singer-symaskine. Hvor skulle vi gemme det? Snart skulle vi evakueres … Ordet “evakuering” tog far med hjem fra arbejde: “Vi tager af sted, når der er evakuering.” Præcis som i krigsnoveller … Da vi var kommet op i bussen, huskede far, at han havde glemt at tage noget med. Han løb hjem. Han kom tilbage med to af sine nye skjorter, som stadig hang på bøjlen. Det var mærkeligt … Sådan var min far ikke … I bussen sad vi alle stille, kiggede ud ad vinduet. Soldaterne så ikke ud som nogen fra denne planet, de gik rundt i gaderne med hvide beskyttelsesdragter og ansigtsmasker. Folk gik op til dem og spurgte: “Hvad skal der ske med os?” “Hvorfor spørger I os?” sagde de surt. “I kan spørge de der fyre i de hvide Volgaer, de har kommandoen.”
Vi rejste væk … Himmelen var blå, så blå. Hvor skulle vi hen? Folk have påskekager og farvede æg i deres tasker og indkøbsnet. Hvis det her var krig, så havde jeg, fra bøgerne, forestillet mig den anderledes. Med eksplosioner snart det ene sted, snart det andet sted … Med luftangreb. Vi bevægede os langsomt, køerne var i vejen. De drev køer og heste hen ad vejene … Der lugtede af støv og mælk … Chaufførerne bandede og svovlede og råbte efter hyrderne: “Hvorfor går I på vejen med jeres kvæg, idioter! I hvirvler radioaktivt støv op! Kunne I ikke være gået igennem markerne eller engene?” Hyrderne svarede tilbage med bandeord og kom med undskyldninger om, at det ville være en skam at trampe det unge korn og græs ned. Der var ingen, som troede på, vi ikke kom tilbage. Det var jo aldrig sket før, at folk ikke kunne vende hjem igen. Jeg følte mig en smule svimmel, og det kildede i min hals. De ældre kvinder græd ikke, men de unge gjorde. Min mor græd …
Vi kom til Minsk … Vi købte togbilletter hos konduktøren, for tre gange den normale pris. Hun kom med te til alle, men til os sagde hun: “Giv mig jeres egne kopper eller glas.” Vi fattede det ikke med det samme … Mangler de glas? Nej! De var bange for os… “Hvor er I fra?” “Tjernobyl.” Og så gik de forsigtigt væk fra vores kupé og lod ikke deres børn komme ind til os, de løb forbi os. Vi kom til Minsk, hjem til min mors veninde. Min mor skammer sig stadig over, at vi tog hjem til nogen andres lejlighed i vores “beskidte” tøj og sko den nat. Men de bød os velkommen og gav os mad. De havde ondt af os. Deres naboer kom forbi: “Har I gæster? Hvor er de fra?” “Tjernobyl.” Og så gik de også sidelæns uden om os.
En måned senere fik mine forældre lov til at tage tilbage og kigge på lejligheden. De tog en varm dyne, min efterårsjakke og Tjekhovs samlede værker med, han var min mors yndlingsforfatter. Jeg tror, der var syv bind. Min bedstemor … Hun kunne ikke forstå, hvorfor mor ikke havde taget et par glas med jordbærsyltetøj med, som jeg elskede. Det var jo hermetisk lukket … Med metallåg. På dynen fandt vi en “plet” … Mor prøvede at vaske den af, støvsuge den, men intet hjalp. Vi tog dynen til et renseri. Men den lyste stadig, den her plet, indtil vi klippede den ud med en saks. Her var vores gamle, velkendte ting: en dyne, en jakke. Men jeg kunne ikke sove under dynen længere, jeg kunne ikke gå med jakken. Vi havde ikke råd til at købe en ny jakke til mig, men jeg måtte ikke bruge den der. Jeg hadede de ting, den jakke! Det var ikke, fordi jeg var bange, du ved, jeg hadede de ting! Alle de ting kunne dræbe mig! Og dræbe min mor! Den følelse af had … Jeg kunne ikke forstå det. De snakkede om ulykken alle steder, derhjemme, i skolen, i bussen, i gaderne. De sammenlignede det med Hiroshima. Men ingen troede på det. Hvordan kan du tro på, at det var sket, når det var uforståeligt? Hvor meget man end prøver, hvor umage man end gør sig for at forstå det, er det stadig lige uforståeligt. Men jeg kan huske, da vi rejste væk fra vores by. Himmelen var blå, så blå …
Bedstemor … Hun var ikke glad for at bo det nye sted. Hun havde hjemve. Lige før hun døde, bad hun os: “Jeg vil have skovsyre!” De lod os ikke spise skovsyre i årevis, det optager stråling mere end noget andet. Vi tog hende tilbage for at blive begravet i hendes fødelandsby Dubrovniki … Det var en del af zonen og var lukket af med pigtråd. Der var soldater med automatrifler, som holdt vagt. De lod kun voksne komme forbi pigtråden … Min mor, min far, vores familiemedlemmer. Men jeg fik ikke lov til at komme forbi: “Ingen børn.” Jeg forstod, at jeg aldrig kunne besøge min bedstemor. Det forstod jeg … Hvor kan man læse om sådan noget? Hvor er det ellers sket? Min mor indrømmede: “Jeg hader blomster og træer, ved du.” Hun sagde det og blev selv helt chokeret, fordi hun var vokset op i en landsby og kendte og elskede det … Men det var før … Når vi nu gik tur med hende i naturen, kunne hun fortælle navnet på hver eneste blomst og græsart. Følfod, bisongræs … På kirkegården lagde de en dug på græsset og satte snacks og vodka på den, men soldaterne målte med deres dosimeter og smed det hele væk. De begravede det hele. Græsset, blomsterne, alt “klikkede”. Hvor havde vi taget vores bedstemor hen?
Jeg beder om kærlighed … Men jeg er bange … Jeg er bange for at elske … Jeg er forlovet, vi er lige blevet skrevet op til at blive gift. Har du nogensinde hørt om Hiroshimas hibakusha? Om de folk, som overlevede Hiroshima? De må kun gifte sig med hinanden. Det bliver der ikke skrevet om eller diskuteret her, men vi eksisterer også. Vi er Tjernobyls hibakusha. Han inviterede mig med hjem, og jeg blev præsenteret for hans mor … Hans mor … Hun arbejdede på en fabrik som økonomichef. Hun var aktivist. Hun tog til alle de antikommunistiske demonstrationer, læste Solsjenitsyn. Og da denne søde mor fandt ud af, at jeg kom fra en Tjernobyl-familie, fra dem, som var blevet evakueret, spurgte hun overrasket: “Men du kan vel ikke føde børn, min kære?” Vi var allerede blevet skrevet op til at gifte os. Han bad mig: “Jeg flytter hjemmefra, vi kan leje en lejlighed.” Men ordene ringede for mine ører: “Min kære, for nogle mennesker er det syndigt at få børn.” Synden at elske …
Før ham havde jeg en anden kæreste. En kunstner. Vi ville også giftes. Det gik alt sammen fint, indtil der skete én ting. Jeg kom hen til hans studie og hørte ham råbe i telefonen: “Hvor er du heldig! Du har ingen idé om, hvor heldig du er!” Han var normalt så rolig, nærmest flegmatisk, han snakkede aldrig med udråbstegn. Og så pludselig! Hvad var der sket? Hans ven boede på et kollegium. Han havde kigget ind på værelset ved siden af sit eget og set en pige, som havde hængt sig. Der var bundet et par strømpebukser fast om vinduesrammen. Hans ven skar hende ned og ringede efter en ambulance. Min kæreste var ved at få ordene galt i halsen og rystede over hele kroppen: “Du kan slet ikke forestille dig, hvad han så, hvad han oplevede! Han bar hende. Hun havde hvid fråde om læberne … ” Han snakkede ikke om pigen, som var død, han havde ikke ondt af hende. Han ville bare se og huske det … Så han kunne male det … Det kom alt sammen tilbage til mig, hvordan han havde spurgt mig ud om farven på ilden, da det brændte på atomkraftværket, om jeg havde set katte og hunde blive skudt og ligge på gaderne. Hvordan så folk ud, når de græd? Havde jeg set nogen dø?
Efter det kunne jeg ikke være sammen med ham … Jeg kunne ikke svare på hans spørgsmål. (Efter et øjebliks stilhed). Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at se dig igen. Det føles, som om du kigger på mig, ligesom han gjorde. Du observerer mig, husker mig. Et eller andet slags eksperiment bliver udført på os. Alle er interesserede. Jeg kan ikke slippe den følelse … Hvorfor er vi blevet ramt af denne synd? Synden at føde børn? Der er jo ikke noget af det, der er min skyld.
Er det min skyld, at jeg gerne ville være lykkelig?
Katja P.
Den 26. april 1986 eksploderede reaktor nr. 4 på Tjernobyl-atomkraftværket i Ukraine i det daværende Sovjetunionen.
Ulykken blev en global katastrofe og i dag, 32 år senere, begynder vi at forstå de menneskelige og miljømæssige konsekvenser af ulykken.
Hvordan lever de i dag? Hvad optager dem? Hvad tænker de om fremtiden? Og hvad er deres historie?
I Bøn for Tjernobyl zoomer nobelprisvinder Svetlana Aleksijevitj ind på Tjernobyl, som er blevet synonym med ulykken, der indtraf, da en række eksplosioner ødelagde en reaktor på det ukrainske atomkraftværk i 1986.
LÆS OGSÅ: Bøn for Tjernobyl: Bogen der var inspirationskilde for HBO’s roste serie
I tre år rejste Svetlana Alejsijevitj rundt og interviewede hundredvis af mennesker, som var berørt af ulykken. Til sammen er de blevet bønner for Tjernobyl, en række psykologiske portrætter og litterært bearbejdede monologer, hvor hver enkel bøn, hver enkel stemme, bærer vægten af katastrofen fra 1986.
HBO’s nye autentiske serie Chernobyl har hentet inspiration fra bogen Bøn for Tjernobyl. Serien er blevet rost for dens detaljerede portrætter af begivenhederne, og den benytter blandt andet dialoger og detaljer beskrevet direkte i Bøn for Tjernobyl.
BØN FOR TJERNOBYL
af Svetlana Aleksijevitj
SKABERVÆRKETS KRONE
Monolog om gamle profetier
Min datter … Hun er ikke som de andre … Når hun bliver stor, vil hun spørge mig: “Hvorfor er jeg ikke som de andre?”
Da hun blev født … Det var ikke et barn, men en lille levende pose, syet sammen på alle sider, uden en eneste revne, kun hendes øjne var åbne.
I hendes lægejournal stod der: “Pige født med komplekse patologier: rektal aplasia, vaginal aplasia og aplasia af venstre nyre.”
Det er, hvad de kalder det på lægesprog, men med almindelige ord betyder det, at hun ikke har nogen kønsdele, ingen numse og kun én nyre …
På andendagen, den anden dag af hendes liv, bar jeg hende ind for at blive opereret … Hun åbnede øjnene, som om hun smilte, og jeg troede først, hun ville græde.
Min Gud, hun smilte!
Sådan nogle som hende lever ikke, de dør med det samme. Hun døde ikke, fordi jeg elsker hende.
Hun har fået fire operationer i løbet af fire år. Hun er det eneste barn i Hviderusland, der har overlevet med så komplekse patologier.
Jeg elsker hende så meget. (Hun holder en pause). Jeg kan aldrig føde igen. Jeg tør ikke.
Jeg kom tilbage fra fødeklinikken. Min mand kyssede mig om natten, jeg rystede over det hele, men vi måtte ikke gøre det. Det ville være en synd. Og det var for skræmmende. Jeg overhørte lægerne tale med hinanden: “Den pige blev ikke født i en skjorte, hun blev født i en kappe. Hvis man viste hende på TV, er der aldrig en mor, der ville føde igen.”
Det sagde de om vores lille pige …
Hvordan kunne vi elske hinanden efter det?
Jeg gik i kirke og fortalte om det til præsten. Han sagde, vi skulle bede for vores synder. Men ingen i vores familie har nogensinde dræbt nogen … Hvad er jeg skyldig i? I starten ville de evakuere vores landsby, men så stregede de os fra listen, staten havde ikke penge til det. Men det var på det tidspunkt, jeg blev forelsket. Jeg blev gift. Jeg vidste ikke, at vi ikke måtte elske hinanden her …
For mange år siden læste min bedstemor i Bibelen, at der kommer et tidspunkt på jorden, hvor der vil være en overflødighed af alt, alt vil blomstre og bære frugt, floderne vil være fyldt med fisk, og skovene fyldt med dyr, men mennesket vil ikke kunne bruge noget af det. Og vi vil ikke kunne få børn og forlænge udødeligheden.
Jeg hørte på de gamle profetier, som om det bare var uhyggelige fortællinger. Jeg troede ikke på dem. Fortæl alle om min lille pige. Skriv om hende. Som fireårig kan hun synge og danse og kan recitere digte udenad.
Hun har en normal mental udvikling, hun er ikke anderledes end andre børn, hun har bare andre lege end dem.
Hun vil ikke lege “butik” eller “skole” med sine dukker, hun leger “hospital” med dem: Hun giver dem indsprøjtninger, tager deres temperatur, giver dem drop. Hvis dukken dør, lægger hun et hvidt lagen over den.
I fire år har vi boet med hende på et hospital, hun kan ikke være der alene, og hun ved ikke, at folk plejer at bo hjemme hos sig selv.
Når jeg tager hende hjem i en måned eller to, spørger hun: “Skal vi snart tilbage til hospitalet?” Hendes venner er der, det er der, hvor de lever og vokser op. Hun har fået lavet en numse … Og de er gået i gang med at forme en vagina … Efter den sidste operation fik hun vandladningsstop, de kunne ikke indsætte et kateter, hun har brug for flere operationer.
De råder os til at fortsætte med operationerne i udlandet. Men hvor skal vi finde titusindvis af dollars, når min mand tjener 120 dollars om måneden? En professor anbefalede i smug: “Med de patologier vil dit barn være rigtig spændende for videnskaben. Skriv til nogle udenlandske klinikker. De burde være interesserede.”
Så jeg skriver … (Hun holder tårerne tilbage). Jeg skriver, at hun skal have presset sin urin ud manuelt med hånden hver halve time, urinen kommer ud af de her små huller rundt om hendes vagina. Hvis det ikke bliver gjort, giver hendes eneste nyre op. Hvor ellers i verden kan du finde et barn, der skal have sin urin presset ud manuelt med hånden hver halve time? Og hvor meget længere kan vi holde til det? (Hun græder).
Jeg giver ikke mig selv lov til at græde … Jeg må ikke græde … Jeg prøver at åbne døre, skriver breve. Tag min lille pige, selv hvis det er til eksperimenter, til research. Jeg ville sige ja til, at hun kunne blive en forsøgskanin, hvis bare hun lever. (Hun græder).
Jeg har skrevet mindst ti-tolv breve … Åh gud! Hun forstår det ikke endnu, men en dag vil hun spørge os, hvorfor hun ikke er som de andre. Hvorfor er der ingen mand, som nogensinde vil elske hende? Hvorfor kan hun ikke få børn? Hvorfor kan hun ikke gøre, hvad sommerfuglene gør, hvad fuglene gør, hvad alle andre end hende kan gøre. Jeg ville gerne … Jeg havde brug for at bevise … Jeg ville have papirer på, at hun kunne vokse op og finde ud af, at det ikke var mig og min mand, hun skal skyde skylden på … Ikke vores kærlighed … (Hun prøver at holde tårerne tilbage igen).
Jeg har kæmpet i fire år … Kæmpet med læger og embedsmænd … Jeg fik aftaler med højtstående folk på deres kontorer … Det tog mig fire år at få en lægeerklæring, hvor der stod, at der var en forbindelse mellem ioniserende stråling (en lav dosis) og hendes forfærdelige patologier. De afviste mig i fire år og gentog: “Din lille pige er klassificeret som ‘invalid fra barndommen’.” Hvad mener de med “invalid fra barndommen”? Hun er invalid på grund af Tjernobyl.
Jeg har studeret mit familietræ: Der har aldrig været noget som det her, de levede alle, til de blev 80 eller 90 år, min bedstefar levede, til han var 94. Lægerne fandt på undskyldninger: “Vi har instrukser, vi må følge. Vi er nødt til at se på dette som en almindelig sygdom. Først om 20-30 år, når der er blevet opbygget en databank, kan vi føre disse sygdomme tilbage til ioniserende stråling i små doser. Og relatere til hvad vi spiser og drikker, der hvor de bor … Men på nuværende tidspunkt har lægevidenskaben, og videnskaberne i det hele taget, ikke nok viden.”
Men jeg kan ikke vente tyve eller tredive år. Det er et halvt liv! Jeg ville tage dem i retten, føre retssag mod staten. De har kaldt mig sindssyg, grinet ad mig. De sagde, at børn som hende blev født i oldtidens Grækenland og det gamle Kina. En embedsmand råbte: “Du vil have Tjernobyl-støtte! Tjernobyl-penge!” Tænk, at jeg ikke besvimede på hans kontor, døde af et hjerteanfald … Men det må jeg ikke give mig selv lov til … Der var en ting, de ikke kunne eller ville forstå: Jeg havde brug for at vide, at min mand og jeg ikke var skyld i det … At det ikke var vores kærlighed … (Hun vender sig om mod vinduet og græder stille).
Den lille pige vokser … Lige meget hvad, er hun en lille pige… Jeg vil ikke have, du bruger vores efternavn … Selv naboerne i vores opgang kender ikke hele historien. Jeg giver hende kjole på og fletter hendes hår: “Din lille Katja er så fin,” siger de til mig. Jeg kigger på gravide kvinder så mærkeligt nu. Som om jeg betragter dem på afstand, rundt om et hjørne. Jeg kigger ikke bare på dem, jeg betragter dem. Inde i mig er der blandede følelser: overraskelse og forfærdelse, misundelse og glæde, der er endda noget hævngerrighed. Engang fangede jeg mig selv i at kigge med den samme følelse på vores nabos gravide hund … På en storks rede … Min lille pige …
Larisa Z.,
mor
Monolog om et månelandskab
Jeg er pludselig begyndt at tvivle på, hvad der er bedst: at huske eller at glemme? Jeg har spurgt mine bekendte … Nogle glemmer, andre vil ikke huske, fordi vi ikke kan ændre på noget eller rejse væk herfra. Selv det kan vi ikke … Her er, hvad jeg kan huske … I dagene lige efter ulykken forsvandt alle bøger om stråling, om Hiroshima og Nagasaki, selv bøger om røntgen, fra bibliotekerne. Der gik rygter om, at det var myndighederne, som havde givet ordre til at fjerne dem, for at sørge for, at folk ikke gik i panik. For vores egen sindsro.
Der var endda en vittighed om, at hvis Tjernobyl-atomkraftværket var eksploderet på Papua Ny Guinea, ville alle andre end papuanerne ryste af frygt. Der var ingen råd fra sundhedsmyndighederne, ingen informationer. Alle, der kunne, fik fat på kaliumjod-piller (apotekerne i vores by havde dem ikke på lager, man skulle kende folk de rigtige steder). Nogle mennesker spiste en håndfuld piller og tog dem med et glas ren alkohol. Ambulancefolkene reddede deres liv. De første udenlandske journalister kom … Det første filmhold … De gik alle i plastickedeldragter, hjelme, gummistøvler, handsker, selv deres kamera var i et specielt hylster. Og vores piger fulgte dem rundt og tolkede for dem. I sommerkjoler og sandaler …
Folk troede på alt, der blev skrevet, selv om ingen trykte sandheden. Selv om ingen sagde sandheden. På den ene side holdt de ting skjult, og på den anden side var der ting, de bare ikke forstod. Både generalsekretærerne og gadefejerne. Senere kom tegnene, alle holdt godt øje med dem: Så længe der var spurve og duer i en by eller landsby, var det sikkert for mennesker at bo der. Hvis bierne havde travlt, var der også rent. Jeg kørte i en taxi, og chaufføren undrede sig over, hvorfor fuglene opførte sig, som om de var blinde, faldt ned på hans forrude og blev slået ihjel. Som om de var sindssyge og søvnige. Det lignede selvmord … Efter sin vagt sad han sammen med sine venner og drak for at glemme det hele.
Jeg husker, da jeg kom tilbage fra en tjenesterejse … På begge sider af vejen var der et rigtigt månelandskab … Der var marker dækket med hvid dolomit, som strakte sig helt ud til horisonten. Det øverste lag af den forurenede jord var blevet fjernet og begravet i det her dolomitgrus, som blev hældt på i stedet. Som om det ikke var jord … Som om vi ikke var på jorden … Jeg pintes af dette syn længe og prøvede at skrive en novelle.
Jeg forestillede mig, hvad der ville være her om hundrede år: måske et menneske, måske noget andet, der hoppede på fire ben, med bagudvendte knæ og meget lange bagben, og kunne se om natten med sit tredje øje, kun havde et øre anbragt på issen og kunne høre selv en myre løbe forbi. Myrer var det eneste, som var tilbage, alt andet på jorden og på himmelen var dødt … Jeg sendte novellen til et tidsskrift. De skrev tilbage, at det ikke var et litterært værk, det var en opremsning af rædsel.
Selvfølgelig havde jeg ikke nok talent. Men lige her mistænkte jeg, at det var på grund af noget andet. Jeg begyndte at tænke over, hvorfor der er blevet skrevet så lidt om Tjernobyl.
Vores forfattere blev ved med at skrive om krigen, om Stalins lejre, men de er stille, når det kommer til Tjernobyl. En eller to bøger, og så har du læst dem alle. Tror du, det er en tilfældighed? Det er en hændelse, som stadig er uden for vores kultur.
Et kulturtraume. Og vores eneste svar er tavshed. Vi lukker øjnene som små børn og tror, at ingen kan se os. Noget fra fremtiden kigger ind, og det er for stort til vores følelser. Det er for meget at gennemleve. Hvis du taler med mennesker, vil de fortælle deres historie og sige tak, fordi du hører på dem.
Du har ikke forstået det, men i det mindste hørte du på dem.
Fordi de forstår det heller ikke selv. Ligesom dig. Jeg kan ikke længere lide at læse science fiction. Så hvad er bedst, at huske eller glemme?
Jevgenij Aleksandrovitj Brovkin,
lektor på Gomel Statsuniversitet
Monolog om,
at vi ikke kan leve uden Tjekhov og Tolstoj
Hvad beder jeg for? Spørg mig, hvad jeg beder for. Jeg beder ikke i kirken … Jeg beder derhjemme … Om morgenen eller om aftenen. Når alle sover.
Jeg vil elske. Jeg elsker! Jeg beder for min kærlighed. Men skal jeg …(Hun afbryder sig selv uden at gøre sætningen færdig). Huske? Måske skal man, for en sikkerheds skyld, skubbe det væk … Jeg har aldrig læst om det her i nogen bøger … Ikke på film. Filmene viste bare krigen. Mine bedsteforældre plejede at sige, de ikke havde nogen barndom, kun krigen. Deres barndom var krigen, og min var Tjernobyl. Det er der, jeg er fra …
Du skriver det her, men ingen bog har nogensinde hjulpet mig, har aldrig kunnet forklare det. Det gjorde teater eller film heller ikke. Jeg har fundet ud af alt det her selv, jeg har ikke læst eller set det nogen steder. Vi gennemlever alt det her selv, og vi ved ikke, hvad vi skal gøre med det hele. Jeg kan ikke forstå det. Især min mor var helt fortabt, hun underviser i sprog og litteratur i skolen. Hun lærte mig altid at leve livet efter bøger. Og pludselig var der ingen bøger, der kunne give os vejledning … Min mor var fortabt, hun kunne ikke leve uden sine bøger … Uden Tolstoj og Tjekhov …
Huske tilbage? Jeg vil gerne huske og alligevel ikke …
(Hun virker, som om hun lytter til en indre stemme eller debatterer med sig selv).
Hvis forskerne ikke ved noget, eller forfatterne, så kan vi hjælpe dem med vores eget liv og død. Det er, hvad min mor mener … Men jeg vil helst ikke tænke på det, jeg vil gerne være lykkelig. Hvorfor kan jeg ikke være lykkelig?
Vi boede i Pripjat, ved siden af atomkraftværket. Det er der, jeg er født og vokset op. I en stor præfabrikeret boligblok, på fjerde etage. Man kunne se atomkraftværket fra vinduerne.
Den 26. april … Mange mennesker fortalte mig senere, at de helt sikkert hørte en eksplosion … Jeg ved det ikke, i min familie var der ingen, der bemærkede det. Jeg vågnede om morgenen, som jeg plejede, og gik i skole. Jeg hørte en brummen. Jeg kiggede ud ad vinduet og så en helikopter, der kredsede om vores bygning. Hold da op! Nu har jeg noget at fortælle de andre i skolen! Hvordan kunne jeg vide, at vi kun havde to dage tilbage? Af vores tidligere liv. Der var stadig to dage tilbage, de sidste dage i byen.
Byen er væk nu. Det, som er tilbage, er ikke vores by længere. Jeg kan huske vores nabo, som sad på sin altan med en kikkert og kiggede på ilden. Det var omkring 3 kilometer væk i fugleflugtslinje. Vi piger, og også drengene, cyklede hen til atomkraftværket. De, som ikke havde cykler, var misundelige på os. Der var ingen, der skældte os ud, ingen! Ikke vores forældre, ikke vores lærere. Ved frokosttid var der ingen lystfiskere tilbage ved floden, de kom alle sammen tilbage, helt sorte.
Selv efter en måned i Sotji får du ikke sådan en kulør! Atomsolbrændthed! Røgen, der hang over værket, var ikke sort eller gul, den var blå. Den havde det her blå skær. Men ingen skældte os ud … Det må have været vores opdragelse … Vi var blevet vant til, at det kun var, hvis der var krig, det var farligt, eksplosioner det ene sted, en eksplosion et andet sted. Men her var det en almindelig ildebrand, som blev slukket af almindelige brandmænd …
Drengene gjorde grin: “Stil jer op i lige rækker på kirkegården. Den, som er højest, dør først.” Jeg var selv lille. Jeg kan ikke huske nogen frygt, men jeg kan huske en masse ting, der var mærkelige og usædvanlige. En veninde fortalte mig, hvordan hun og hendes mor gravede penge og guldsmykker ned i haven om natten, de var bange for, at de ville glemme stedet.
Min bedstemor havde fået en Tula-samovar, da hun gik på pension, og af en eller anden årsag var den samovar og min morfars medaljer det, som bekymrede hende mest. Og hendes gamle Singer-symaskine. Hvor skulle vi gemme det? Snart skulle vi evakueres … Ordet “evakuering” tog far med hjem fra arbejde: “Vi tager af sted, når der er evakuering.” Præcis som i krigsnoveller … Da vi var kommet op i bussen, huskede far, at han havde glemt at tage noget med. Han løb hjem. Han kom tilbage med to af sine nye skjorter, som stadig hang på bøjlen. Det var mærkeligt … Sådan var min far ikke … I bussen sad vi alle stille, kiggede ud ad vinduet. Soldaterne så ikke ud som nogen fra denne planet, de gik rundt i gaderne med hvide beskyttelsesdragter og ansigtsmasker. Folk gik op til dem og spurgte: “Hvad skal der ske med os?” “Hvorfor spørger I os?” sagde de surt. “I kan spørge de der fyre i de hvide Volgaer, de har kommandoen.”
Vi rejste væk … Himmelen var blå, så blå. Hvor skulle vi hen? Folk have påskekager og farvede æg i deres tasker og indkøbsnet. Hvis det her var krig, så havde jeg, fra bøgerne, forestillet mig den anderledes. Med eksplosioner snart det ene sted, snart det andet sted … Med luftangreb. Vi bevægede os langsomt, køerne var i vejen. De drev køer og heste hen ad vejene … Der lugtede af støv og mælk … Chaufførerne bandede og svovlede og råbte efter hyrderne: “Hvorfor går I på vejen med jeres kvæg, idioter! I hvirvler radioaktivt støv op! Kunne I ikke være gået igennem markerne eller engene?” Hyrderne svarede tilbage med bandeord og kom med undskyldninger om, at det ville være en skam at trampe det unge korn og græs ned. Der var ingen, som troede på, vi ikke kom tilbage. Det var jo aldrig sket før, at folk ikke kunne vende hjem igen. Jeg følte mig en smule svimmel, og det kildede i min hals. De ældre kvinder græd ikke, men de unge gjorde. Min mor græd …
Vi kom til Minsk … Vi købte togbilletter hos konduktøren, for tre gange den normale pris. Hun kom med te til alle, men til os sagde hun: “Giv mig jeres egne kopper eller glas.” Vi fattede det ikke med det samme … Mangler de glas? Nej! De var bange for os… “Hvor er I fra?” “Tjernobyl.” Og så gik de forsigtigt væk fra vores kupé og lod ikke deres børn komme ind til os, de løb forbi os. Vi kom til Minsk, hjem til min mors veninde. Min mor skammer sig stadig over, at vi tog hjem til nogen andres lejlighed i vores “beskidte” tøj og sko den nat. Men de bød os velkommen og gav os mad. De havde ondt af os. Deres naboer kom forbi: “Har I gæster? Hvor er de fra?” “Tjernobyl.” Og så gik de også sidelæns uden om os.
En måned senere fik mine forældre lov til at tage tilbage og kigge på lejligheden. De tog en varm dyne, min efterårsjakke og Tjekhovs samlede værker med, han var min mors yndlingsforfatter. Jeg tror, der var syv bind. Min bedstemor … Hun kunne ikke forstå, hvorfor mor ikke havde taget et par glas med jordbærsyltetøj med, som jeg elskede. Det var jo hermetisk lukket … Med metallåg. På dynen fandt vi en “plet” … Mor prøvede at vaske den af, støvsuge den, men intet hjalp. Vi tog dynen til et renseri. Men den lyste stadig, den her plet, indtil vi klippede den ud med en saks. Her var vores gamle, velkendte ting: en dyne, en jakke. Men jeg kunne ikke sove under dynen længere, jeg kunne ikke gå med jakken. Vi havde ikke råd til at købe en ny jakke til mig, men jeg måtte ikke bruge den der. Jeg hadede de ting, den jakke! Det var ikke, fordi jeg var bange, du ved, jeg hadede de ting! Alle de ting kunne dræbe mig! Og dræbe min mor! Den følelse af had … Jeg kunne ikke forstå det. De snakkede om ulykken alle steder, derhjemme, i skolen, i bussen, i gaderne. De sammenlignede det med Hiroshima. Men ingen troede på det. Hvordan kan du tro på, at det var sket, når det var uforståeligt? Hvor meget man end prøver, hvor umage man end gør sig for at forstå det, er det stadig lige uforståeligt. Men jeg kan huske, da vi rejste væk fra vores by. Himmelen var blå, så blå …
Bedstemor … Hun var ikke glad for at bo det nye sted. Hun havde hjemve. Lige før hun døde, bad hun os: “Jeg vil have skovsyre!” De lod os ikke spise skovsyre i årevis, det optager stråling mere end noget andet. Vi tog hende tilbage for at blive begravet i hendes fødelandsby Dubrovniki … Det var en del af zonen og var lukket af med pigtråd. Der var soldater med automatrifler, som holdt vagt. De lod kun voksne komme forbi pigtråden … Min mor, min far, vores familiemedlemmer. Men jeg fik ikke lov til at komme forbi: “Ingen børn.” Jeg forstod, at jeg aldrig kunne besøge min bedstemor. Det forstod jeg … Hvor kan man læse om sådan noget? Hvor er det ellers sket? Min mor indrømmede: “Jeg hader blomster og træer, ved du.” Hun sagde det og blev selv helt chokeret, fordi hun var vokset op i en landsby og kendte og elskede det … Men det var før … Når vi nu gik tur med hende i naturen, kunne hun fortælle navnet på hver eneste blomst og græsart. Følfod, bisongræs … På kirkegården lagde de en dug på græsset og satte snacks og vodka på den, men soldaterne målte med deres dosimeter og smed det hele væk. De begravede det hele. Græsset, blomsterne, alt “klikkede”. Hvor havde vi taget vores bedstemor hen?
Jeg beder om kærlighed … Men jeg er bange … Jeg er bange for at elske … Jeg er forlovet, vi er lige blevet skrevet op til at blive gift. Har du nogensinde hørt om Hiroshimas hibakusha? Om de folk, som overlevede Hiroshima? De må kun gifte sig med hinanden. Det bliver der ikke skrevet om eller diskuteret her, men vi eksisterer også. Vi er Tjernobyls hibakusha. Han inviterede mig med hjem, og jeg blev præsenteret for hans mor … Hans mor … Hun arbejdede på en fabrik som økonomichef. Hun var aktivist. Hun tog til alle de antikommunistiske demonstrationer, læste Solsjenitsyn. Og da denne søde mor fandt ud af, at jeg kom fra en Tjernobyl-familie, fra dem, som var blevet evakueret, spurgte hun overrasket: “Men du kan vel ikke føde børn, min kære?” Vi var allerede blevet skrevet op til at gifte os. Han bad mig: “Jeg flytter hjemmefra, vi kan leje en lejlighed.” Men ordene ringede for mine ører: “Min kære, for nogle mennesker er det syndigt at få børn.” Synden at elske …
Før ham havde jeg en anden kæreste. En kunstner. Vi ville også giftes. Det gik alt sammen fint, indtil der skete én ting. Jeg kom hen til hans studie og hørte ham råbe i telefonen: “Hvor er du heldig! Du har ingen idé om, hvor heldig du er!” Han var normalt så rolig, nærmest flegmatisk, han snakkede aldrig med udråbstegn. Og så pludselig! Hvad var der sket? Hans ven boede på et kollegium. Han havde kigget ind på værelset ved siden af sit eget og set en pige, som havde hængt sig. Der var bundet et par strømpebukser fast om vinduesrammen. Hans ven skar hende ned og ringede efter en ambulance. Min kæreste var ved at få ordene galt i halsen og rystede over hele kroppen: “Du kan slet ikke forestille dig, hvad han så, hvad han oplevede! Han bar hende. Hun havde hvid fråde om læberne … ” Han snakkede ikke om pigen, som var død, han havde ikke ondt af hende. Han ville bare se og huske det … Så han kunne male det … Det kom alt sammen tilbage til mig, hvordan han havde spurgt mig ud om farven på ilden, da det brændte på atomkraftværket, om jeg havde set katte og hunde blive skudt og ligge på gaderne. Hvordan så folk ud, når de græd? Havde jeg set nogen dø?
Efter det kunne jeg ikke være sammen med ham … Jeg kunne ikke svare på hans spørgsmål. (Efter et øjebliks stilhed). Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at se dig igen. Det føles, som om du kigger på mig, ligesom han gjorde. Du observerer mig, husker mig. Et eller andet slags eksperiment bliver udført på os. Alle er interesserede. Jeg kan ikke slippe den følelse … Hvorfor er vi blevet ramt af denne synd? Synden at føde børn? Der er jo ikke noget af det, der er min skyld.
Er det min skyld, at jeg gerne ville være lykkelig?
Katja P.
Den 26. april 1986 eksploderede reaktor nr. 4 på Tjernobyl-atomkraftværket i Ukraine i det daværende Sovjetunionen.
Du kan finde Bøn for Tjernobyl på dit nærmeste bibliotek.
Ulykken blev en global katastrofe og i dag, 32 år senere, begynder vi at forstå de menneskelige og miljømæssige konsekvenser af ulykken.
Hvordan lever de i dag? Hvad optager dem? Hvad tænker de om fremtiden? Og hvad er deres historie?
Andre læste også: