Fiktion Bestsellere Historiske romaner Jeffrey Archer Slægtsromaner

Læs i Jeffrey Archers storslåede slægtsroman Hvor der er vilje

Jeffrey Archer, hvor der er vilje, slægtsroman, Clifton-krøniken
Jeffrey Archer har med Clifton-krøniken skabt en historisk fortælling om familiebånd og forræderi fra 1920 til slutningen af det 20. århundrede. Bliv klogere på første bind i den verdensberømte slægtsserie lige her, og læs de første kapitler af bogen.
 

Er du vild med Ken Follett og Jan Guillous slægtshistorier, så vil Clifton-krøniken af Jeffrey Archer med sikkerhed være noget for dig. Der findes i alt syv bøger i serien.
Bogserien er desuden blevet sammenlignet med den engelske hitserie Downtown Abbey samt vores helt egen Matador.

Læs mere om Clifton-krøniken lige her
 

I seriens begyndelse møder vi Harry Clifton, som vokser op i den fattige del af Bristol i England lige efter Første Verdenskrig. Her bor han sammen med sin mor, og alt, han ved om sin far, er, at han efter sigende er død under krigen.

Læs, hvordan en ægte Clifton-kernelæser blev fan af serien

Selvom Harrys fremtid ikke umiddelbart synes at lyse, får han alligevel kæmpet sig ind på en prestigefyldt drengeskole, hvor han bliver venner med Giles Barrington. Men det er ikke blot et venskab, som de deler, og dermed starter en dramatisk fortælling om de to familier.

International bestseller og storslået familiesaga

Jeffrey Archer, Hvor der er vilje, Slægtsroman, Harry Clifton, Clifton-krøniken

Den storslåede fortælling om Harry Cliftons liv begynder i England i tiden efter Første Verdenskrig. Harry vokser op i den fattige del af Bristol med en hårdtarbejdende, enlig mor og historien om en far, der blev dræbt under krigen.

Harrys far arbejdede på havnen, ligesom Harrys onkel gør nu, og som Harry selv vil gøre den dag, han bliver færdig med skolen. Men Harry har et uventet talent, som fører ham en anden vej, og han bliver tilbudt et stipendium på en eksklusiv drengeskole. Gradvist får Harry dog fortalt historien om, hvordan hans far virkelig døde at vide, og den frygtelige sandhed får Harry til at sætte spørgsmålstegn ved alt. Er Harry søn af Docker Arthur Clifton, eller er han den uægte søn af arvingen til Barrington Shipping Line?

Da Anden Verdenskrig bryder ud må Harry træffe en vanskelig beslutning: Skal han takke ja til tilbuddet om en plads på Oxford University eller skal han lade sig hverve af flåden og kæmpe mod Hitlers Tyskland?

Clifton-krøniken er en fængslende saga om kærlighed, tab, svigt og ambitioner, der fører læseren fra Bristols baggyder, til New Yorks gademylder og Stalins Rusland.

Anmelderne om Jeffrey Archers Clifton-krøniken:

Jeffrey Archer, Clifton-krøniken

“Jeg var rørt og tryllebundet af denne fortælling om, hvordan Harry rejser sig fra Bristols gader til high society” – DAILY MAIL

“Archer bruger sine magiske fortælleevner til at skabe tryllebindende karakterer, og hans læsere kan regne med hans overraskende plottwists og chokerende slutninger” – PUBLISHERS WEEKLY

“Lige som man sidder og forventer, at alle løse ender vil samle sig i en elegant sløjfe, smider Archer en bombe i sidste afsnit på sidste side… Hvis jeg var dramachef på BBC, ville jeg planlægge første sæson nu.” – SPECTATOR

“Man sælger ikke 250 millioner bøger (250 millioner!), hvis man ikke formår at fange læserne – og det er præcis, hvad Archer gør” – THE TIMES


Jeffrey Archer, Hvor der er vilje, slægtsroman, Clifton-krøniken, Clifton-serien

Hvor der er vilje af Jeffrey Archer

 
MAISIE CLIFTON
1919

OPTAKT

Denne historie ville aldrig være blevet skrevet, hvis jeg ikke var blevet gravid.
Jeg havde ganske vist længe planlagt at miste min mødom på firmaudflugten til Weston-super-Mare, blot ikke til den bestemte mand.

Arthur Clifton blev ligesom jeg født i Still House Lane.
Han gik også på samme skole, Merrywood Elementary, men da jeg var to år yngre end ham, anede han ikke, at jeg fandtes.

Alle pigerne i min klasse var lune på ham, og ikke kun fordi han var anfører for skolens fodboldhold.
Arthur havde aldrig vist nogen interesse for mig, mens vi gik i skole, men det ændrede sig, kort efter at han kom tilbage fra Vestfronten.

Jeg tror ikke, han vidste, hvem jeg var, da han bød mig op til dans den lørdag aften i Palais, og sandt at sige var jeg også selv nødt til at se en ekstra gang på ham, før jeg genkendte ham, for han havde anlagt sig et smalt overskæg og havde redt håret tilbage ligesom Ronald Colman.

Han kiggede ikke på nogen anden pige den aften, og da vi havde danset den sidste vals, vidste jeg, at det kun var et spørgsmål om tid, før han friede.
Arthur holdt mig i hånden, da vi gik hjem, og da vi stod foran min gadedør, forsøgte han at kysse mig.
Jeg vendte mig bort.

Pastor Watts havde jo ofte nok sagt, at jeg skulle forblive uberørt, indtil den dag jeg var blevet gift, og miss Monday, vores korleder, advarede mig om, at mænd kun var ude på én ting, og at de, når de først havde fået deres vilje, hurtigt ville miste interessen.

Jeg spekulerede ofte på, om miss Monday talte af erfaring.

Lørdagen efter inviterede Arthur mig i biografen for at se Lillian Gish i Knækkede Liljer, og selv om jeg gav ham lov til at lægge en arm om min skulder, ville jeg stadig ikke lade ham kysse mig.

Han gjorde ikke vrøvl over det.
Sagen er, at Arthur var ret genert.

Næste lørdag fik han lov til at kysse mig, men da han forsøgte at stikke en hånd op under min bluse, skubbede jeg ham væk.

Faktisk fik han først lov til at gøre det, efter at han havde friet og købt en ring, og pastor Watts havde lyst for os anden gang i kirken.

Ifølge min bror Stan var jeg formentlig den sidste jomfru på vores side af Avon-floden, om end jeg har en mistanke om, at de fleste af hans egne erobringer var den rene og skære fantasi.

Ikke desto mindre besluttede jeg, at tiden nu var inde, og hvorfor så ikke under værftets udflugt til Weston-super-Mare sammen med den mand, jeg om få uger skulle giftes med?

Så snart vi alle var steget ud af charabancen, satte Arthur og Stan kursen direkte mod den nærmeste pub, hvorimod jeg havde brugt den sidste måned på at planlægge dette øjeblik og var, som en ægte lille pigespejder, beredt.

Jeg gik derfor temmelig mopset af sted mod havnen, da jeg blev opmærksom på, at nogen fulgte efter mig.
Jeg kiggede mig omkring og blev overrasket, da jeg så, hvem det var. Han indhentede mig og spurgte, om jeg var alene.

”Ja,” svarede jeg, vel vidende, at Arthur lige nu ville være i gang med sin tredje øl.

Jeg burde have stukket ham en på kassen, da han lagde hånden på min bagdel, men af mange forskellige grunde gjorde jeg det ikke.
For det første tænkte jeg på fordelen ved at have haft sex med en, jeg formentlig aldrig kom til at møde igen.
For det andet må jeg indrømme, at hans tilnærmelser var smigrende.

På det tidspunkt – da Arthur og Stan måtte være i gang med deres ottende øl – havde han indlogeret os på et pensionat ud til vandet.

Tilsyneladende havde de en nedsat takst for gæster, der ikke havde planer om at overnatte der.

Han begyndte at kysse mig, endnu før vi var nået op på første trappeafsats, og da først værelsesdøren var lukket bag os, knappede han hurtigt min bluse op.

Det var tydeligvis ikke hans første gang.
Faktisk er jeg temmelig sikker på, at jeg ikke var den første pige, han havde haft under en fabriksudflugt.
Hvordan kunne han ellers have vidst besked om denne rabat?
Jeg må indrømme, jeg ikke havde forestillet mig, det ville være overstået så hurtigt.

Da han var rullet ned fra mig, forsvandt jeg ud på badeværelset, mens han satte sig op i sengen og tændte en smøg.

Måske blev det bedre næste gang, tænkte jeg, men da jeg kom tilbage, var han pist væk.

Jeg tilstår, at jeg var skuffet.
Jeg ville nok have skammet mig over at have været Arthur utro, hvis han ikke havde kastet op ud over mig på turen tilbage til Bristol.

Næste dag fortalte jeg min mor om det uden dog at fortælle, hvem fyren havde været.
Hun havde trods alt aldrig mødt ham og kom sandsynligvis heller ikke til det.
Mor sagde, at jeg skulle holde mund med det, eftersom hun ikke var indstillet på at aflyse brylluppet, og selv hvis det viste sig, at jeg var blevet gravid, ville ingen ane uråd, fordi Arthur og jeg ville være mand og kone, når man begyndte at kunne se det på mig.

HARRY CLIFTON
1920-1933

1

Jeg havde fået at vide, at min far var død i krigen.
Hver gang jeg spurgte min mor ud om hans død, svarede hun blot, at han havde gjort tjeneste i Royal Gloucestershire- regimentet og var blevet dræbt under kampene på Vestfronten, kun få dage før våbenhvilen trådte i kraft.
Mormor sagde, at min far havde været en tapper mand, og engang, da vi var alene hjemme, viste hun mig hans medaljer.
Min morfar sagde kun sjældent sin mening om noget som helst, men eftersom han var temmelig døv, havde han sikkert ikke engang hørt spørgsmålet.

Den eneste anden mand, jeg kan huske fra dengang, er min onkel Stan, der til morgenmåltidet altid sad for bordenden.
Når han tog af sted om morgenen, plejede jeg at følge med ned til havnen, hvor han arbejdede.
Det var eventyrlig sjovt at tilbringe dagen nede i havnen.

Fragtskibe kom sejlende fra fjerne lande og lossede deres varer: ris, sukker, bananer, jute og mange andre ting, jeg aldrig havde hørt om.

Når så lastrummene var blevet tømt, fyldte havnearbejderne dem med salt, æbler, tin, tilmed kul (det, jeg brød mig mindst om, fordi det afslørede, hvad jeg havde lavet hele dagen, og min mor blev vred), før skibene igen sejlede af sted, jeg ved ikke hvorhen.

Jeg spurgte altid min onkel Stan, om jeg måtte hjælpe ham med at losse det skib, der tilfældigvis havde lagt til om morgenen, men så lo han bare og sagde:

”Hver ting til sin tid, min dreng.”

Dette kunne efter min mening ikke ske hurtigt nok, men pludselig, uden varsel, kom skolen i vejen.

Jeg startede i Merrywood Elementary, da jeg var seks, og jeg syntes, at det var fuldkommen spild af tid.
Hvorfor gå i skole, når jeg kunne lære alt, hvad jeg havde behov for at vide, nede i havnen?
Jeg ville ikke have ulejliget mig hen på skolen dagen efter, hvis ikke min mor havde slæbt mig hen til porten, afleveret mig der og var kommet tilbage klokken fire om eftermiddagen for at følge mig hjem.

Det var ikke gået op for mig, at mor havde andre planer for min fremtid, som intet havde at gøre med et arbejde i havnen ligesom onkel Stans.

Når mor havde afleveret mig i skolegården om morgenen, blev jeg hængende derude, indtil hun var forsvundet ud af syne, hvorefter jeg stak ned til havnen.
Jeg sørgede altid for at være tilbage i skolegården, når hun kom om eftermiddagen for at hente mig.
På vej hjem fortalte jeg hende så om alt, hvad jeg havde lavet i skolen den dag. Jeg var god til at finde på historier, men der gik ikke lang tid, før hun opdagede, at det alt sammen var løgn.

Der var også et par andre drenge fra min skole, der drev den af nede i havnen, men jeg holdt mig på afstand af dem.
De var ældre og større og plejede at banke mig, hvis jeg gik i vejen.
Jeg var også nødt til at holde udkig efter sjakbajsen, mr. Haskins, for hver gang han så mig daske rundt – for nu at bruge hans yndlingsudtryk – sendte han mig væk med et spark i rumpen og truslen:

”Hvis jeg ser dig daske rundt en gang mere, så melder jeg dig til skoleinspektøren, min dreng.”

Til sidst besluttede mr. Haskins, at han havde set mig ’daske’ rundt lidt for ofte, hvorefter han meldte mig til skoleinspektøren, som så gav mig en omgang med bæltet, før han sendte mig ned i klasseværelset igen.

Min klasselærer, mr. Holcombe, sladrede aldrig, når jeg ikke mødte op til hans timer, men han var også lidt af et skvat.
Min mor kunne ikke styre sin vrede, når hun opdagede, at jeg havde pjækket, og inddrog så mine ugepenge på en halfpenny.
Men selv om jeg indimellem fik et los af en ældre dreng, regelmæssigt blev tampet af skoleinspektøren samt mistede mine ugepenge, kunne jeg ikke modstå havnens tiltrækningskraft.

Jeg fik kun en enkelt god ven, mens jeg ’daskede’ rundt i havnen.
Han hed Gamle Jack Tar.
Mr. Tar boede i en udrangeret togvogn nede bag arbejdsskurene.

Onkel Stan sagde, at jeg skulle holde mig væk fra mr. Tar, fordi han var en dum, beskidt gammel landstryger.
I mine øjne var han ikke beskidt, og helt bestemt ikke lige så beskidt som onkel Stan, og jeg opdagede ret hurtigt, at han heller ikke var dum.

Efter frokost sammen med onkel Stan, en bid af hans Marmite- sandwich, æblets kernehus, som han smed ud, og en slurk øl, gik jeg tilbage til skolen tids nok til en fodboldkamp, den eneste aktivitet, som jeg regnede for værd at møde op til.
Jeg havde trods alt planer om at blive anfører for Bristol City, når jeg gik ud af skolen, eller bygge et skib, der skulle sejle jorden rundt.

Når blot mr. Holcombe holdt mund, og sjakbajsen ikke meldte mig til skoleinspektøren, kunne der gå adskillige dage, uden at jeg blev afsløret, og min mor lod sig tage ved næsen, hvis jeg blot sørgede for at holde mig væk fra kulprammene og stod ved skoleporten klokken fire hver eftermiddag.

Hver anden lørdag tog onkel Stan mig med for at se Bristol City spille på Ashton Gate.

Om søndagen plejede mor at slæbe mig af sted til Holy Nativity Church, noget, jeg ikke kunne slippe for.
Når pastor Watts havde lyst den sidste velsignelse, løb jeg hele vejen tilbage til sportspladsen for at spille fodbold med mine venner, før jeg gik hjem og spiste frokost.

Da jeg var syv, stod det klart for alle, der vidste noget om fodbold, at jeg aldrig ville få plads på skolens hold og da slet ikke blive anfører for Bristol City.
Men samtidig opdagede jeg, at Gud havde givet mig en lille gave, og at det ikke var mine fødder.

I begyndelsen lagde jeg ikke mærke til, at alle, der sad tæt på mig i kirken til søndagsgudstjenesten, holdt op med at synge, hver gang jeg åbnede munden.
Jeg ville ikke have tænkt nærmere over det, hvis ikke mor havde foreslået, at jeg søgte optagelse i koret.
Jeg lo hånligt, alle vidste jo trods alt, at koret kun var noget for piger og tøsedrenge.
Jeg ville have fejet forslaget af bordet, hvis pastor Watts ikke havde fortalt mig, at kordrenge fik en penny for at synge til begravelser og to pence for at synge til bryllupper.
Det var første gang, jeg tog imod bestikkelse.
Men selv efter at jeg modstræbende var gået med til at aflægge sangprøve, besluttede Djævelen at lægge en sten på min vej i form af miss Eleanor E. Monday.
Jeg ville aldrig have mødt miss Monday, hvis hun ikke havde været korleder i Holy Nativity.

Skønt hun kun var knap en tres høj og så ud, som kunne et vindstød blæse hende omkuld, turde ingen lave sjov med hende.
Jeg har på fornemmelsen, at Fanden selv ville være bange for miss Monday, for pastor Watts var det helt sikkert.

Jeg gik ind på at gå til optagelsesprøve, men først da mor gav mig en hel måneds lommepenge på forskud.
Søndagen efter stod jeg i kø sammen med andre drenge og ventede på at blive kaldt frem.

”I møder altid til tiden til korprøverne,” meddelte miss Monday og spiddede mig med sit blik.

Jeg kiggede trodsigt tilbage.

”Ingen snak, medmindre nogen har henvendt sig til jer.”

Det lykkedes mig på en eller anden måde at holde mund.

”Og I vil altid, uden undtagelse, være fuldt koncentreret under gudstjenesterne.”

Jeg nikkede tøvende.
Og så, Gud velsigne hende, gav hun mig en kattelem, som jeg kunne flygte udad.

”Men vigtigst af alt,” sagde hun og satte hænderne i siden, ”så forventes det, at I om senest tolv uger har bestået en læse- og skriveprøve, så jeg ved, at I vil kunne takle en ny korsang eller en ukendt salme.”

Det passede mig fint at være snublet foran den første forhindring, men så hurtigt gav miss Eleanor E. Monday ikke op – hvad jeg snart skulle finde ud af.

”Hvilken sang har du valgt at synge, min dreng?” spurgte hun, da det var min tur.

”Jeg har ikke valgt nogen,” sagde jeg til hende.

Hun slog op i salmebogen, rakte den til mig og satte sig ved klaveret. Jeg smilede ved tanken om, at jeg måske stadig kunne nå at komme med i anden halvleg af vores søndagskamp.
Hun begyndte at spille en salme, som jeg udmærket kendte, og da jeg så min mor glo vredt på mig fra den forreste kirkebænk, indså jeg, at jeg gjorde klogest i at gennemføre seancen bare for at tækkes hende.

”All things bright and beautiful, all creatures great and small. All things wise and wonderful …”

Et smil dukkede op på miss Mondays ansigt, længe før jeg nåede til “the Lord God made them all.”

”Hvad hedder du, min dreng?” spurgte hun.

”Harry Clifton, miss.”

”Harry Clifton, du møder til korprøve hver mandag, hver onsdag og hver fredag klokken seks præcis.”

Hun vendte sig mod den dreng, der stod bag mig, og sagde:

”Næste!”

Jeg lovede min mor, at jeg ville møde op på klokkeslæt til første korprøve, selv om jeg vidste, at det ville blive den sidste, fordi det hurtigt ville gå op for miss Monday, at jeg hverken kunne læse eller skrive.

Og det ville også være blevet min sidste korprøve, hvis ikke det havde været så indlysende for alle, at min sangstemme var i særklasse bedre end nogen af de andre drenges.
Faktisk blev alle stille i samme øjeblik, jeg åbnede munden, og den beundring, ja ligefrem ærefrygt, jeg så desperat havde søgt ude på fodboldbanen, fik jeg nu i kirken.

Miss Monday lod, som om hun ikke så det.

Jeg gik ikke lige hjem efter korprøven, men løb hele vejen ned til havnen, så jeg kunne spørge mr. Tar, hvordan jeg skulle løse problemet med hverken at kunne læse eller skrive.

Jeg lyttede opmærksomt til den gamle mands råd, og næste dag gik jeg i skole og satte mig i mr. Holcombes klasseværelse.
Min lærer kunne ikke skjule sin forbløffelse, da han så mig sidde på første række, og blev endnu mere paf, da jeg for første gang nogensinde lyttede efter, hvad der blev sagt.

Mr. Holcombe begyndte at lære mig alfabetet, og i løbet af få dage kunne jeg skrive alle seksogtyve bogstaver, om end ikke nødvendigvis i korrekt rækkefølge.

Min mor ville gerne have hjulpet mig, når jeg kom hjem om eftermiddagen, men kunne ligesom resten af min familie hverken læse eller skrive.

Onkel Stan kunne kun lige akkurat kradse sin underskrift ned, og skønt han godt kunne kende forskel på en pakke Will’s Star og en pakke Wild Woodbines-cigaretter, var jeg ret sikker på, at han ikke kunne læse, hvad der stod på pakkerne.

På trods af hans lidet hjælpsomme mumlerier begyndte jeg at skrive alfabetet ned på alle de papirlapper, jeg kunne finde.
Onkel Stan så ikke ud til at bemærke, at avispapiret ude på lokummet altid var fyldt med bogstaver.

Da jeg havde lært alfabetet, lærte mr. Holcombe mig nogle få lette ord: ’hat’, ’kat’, ’mor’ og ’far’.

Den dag spurgte jeg ham for første gang om min far, i håb om at han kunne fortælle mig en smule om ham, eftersom han åbenbart vidste alt.

Han blev dog temmelig perpleks over, at jeg vidste så lidt om min egen far.
En uge efter skrev jeg mit første ord på fire bogstaver på tavlen, ’love’ og derpå et ord på fem bogstaver, ’skole’, og så seks ’klasse’.
Efter en måned gav mr. Holcombe mig en – efter min mening – temmelig svær opgave: Skriv en række ord, og brug alle bogstaver i alfabetet.

Jeg endte med at skrive: wc, abe, ged, pin, har, exit, quiz, flue, majs, skov.
Og nu kunne jeg skrive sætninger med alle alfabetets bogstaver.
Sidst på semestret kendte jeg forskel på ’salme’ og ’hymne’, om end mr. Holcombe hele tiden var på nakken af mig, fordi jeg slugte ’h’erne og for eksempel udtalte ’hymne’ som ’ymne’.

Men så startede ferien, og jeg var begyndt at være nervøs for, at jeg aldrig ville kunne bestå miss Mondays optagelsesprøve uden mr. Holcombes hjælp.
Og det ville nok også have været tilfældet, hvis ikke mr. Tar var trådt i karakter.
Jeg kom en halv time for tidligt til korprøve fredag aften, fordi jeg vidste, at jeg død og pine var nødt til at bestå læse- og skriveprøven, hvis jeg skulle gøre mig håb om at fortsætte som korsanger.

Jeg sad tavs i korstolen og krydsede fingre for, at miss Monday ville udse sig en anden, før hun kaldte mig frem.
Jeg havde allerede bestået miss Mondays første optagelseskrav med det, hun kaldte ’flyvende faner’.

Vi var alle sammen blevet bedt om at bede Fadervor.
Det voldte ingen problemer, for så langt jeg kunne huske tilbage, havde min mor om aftenen lagt sig på knæ foran min seng og bedt bønnen, før hun puttede mig.

Miss Mondays næste prøve skulle dog vise sig at være en del vanskeligere.
På det tidspunkt – og det var nu sidst på måned nummer to – skulle vi læse en salme højt foran de andre kormedlemmer.
Jeg havde valgt salme 121, som jeg også kunne udenad efter at have sunget den så ofte.

I will lift up mine eyes unto the hills, from whence cometh my help.

Jeg kunne kun krydse fingre for, at det var Herren, der kom mig til undsætning.
Skønt jeg godt kunne vende bladene rigtigt i salmebogen, ligesom jeg nu kunne tælle til et hundrede, var jeg nervøs for, at miss Monday skulle opdage, at jeg ikke kunne følge verslinjerne.
Hvis hun så det, lod hun som ingenting, for jeg sad stadig i korstolen måneden efter, mens to andre misdædere – hendes betegnelse, selv om jeg først vidste, hvad ordet betød efter at have spurgt mr. Holcombe dagen efter – blev sendt tilbage til menighedens rækker.

Da tiden var inde til at tage tredje og sidste prøve, var jeg klar. Miss Monday bad alle tilbageværende om at skrive de ti bud ned i den korrekte rækkefølge uden at slå op i Første Mosebog.

Korlederen så bort fra den kendsgerning, at jeg satte ’stjæle’ før ’slå ihjel’, ikke kunne stave til ’vidnesbyrd’ og helt sikkert ikke vidste, hvad ordet betød.

Først efter at to andre misdædere summarisk var blevet sendt ud i kulden på grund af ubetydelige fejl, forstod jeg, hvor usædvanlig min stemme måtte være.

Første søndag i advent meddelte miss Monday, at hun havde udvalgt tre nye drengesopraner – eller ’små engle’, som pastor Watts havde for vane at kalde os – til at blive optaget i hendes kor, og at alle de andre var blevet afvist efter at have begået så utilgivelige synder som at snakke under gudstjenesten, sutte på bolsjer og – for to drenges vedkommende – have leget med kastanjer under Nunc Dimittis.

Næste søndag iførte jeg mig en lang, blå kjortel med hvid flæsekrave. Kun jeg fik lov til at bære en bronzemedalje med Jomfru Maria om halsen som tegn på at være den eneste solist blandt de nye drengesopraner.

Jeg ville stolt have haft medaljen på hele vejen hjem den dag og også dagen efter i skole, hvis ikke miss Monday havde krævet den tilbage efter gudstjenesten.

Om søndagen blev jeg løftet over i en anden verden, men jeg var bange for, at denne eufori ikke kunne vare ved.


Er du vild med at læse? Det er vi også. Få masser af anbefalinger på vores liste med sommerbøger 2023/2024.

Jeg er Ellevilde Ella med bøger og er både uddannet litterat og journalist. Jeg er ikke kræsen, når det kommer til at spise varieret i forhold til genrer, og jeg bliver draget af gode fortællinger, skarpt sprog og karakterskildringer, der virkelig rammer. Jeg ville elske, hvis jeg kunne være med til at skabe mere læseglæde i det danske land, og det kan jeg netop her på bog.dk - HURRA!!