Anden verdenskrig Bøger om Danmark Fagbøger Simon Kratholm Ankjærgaard

Oktober 1943 er en beretning om de danske jøders flugt og fangenskab. Start din læsning af den gribende fortælling her

oktober 1943, simon ankjærgaard header

I disse dage er det 80 år siden aktionen mod de danske jøder fandt sted. Oktober 1943 var et skelsættende tidspunkt i Danmark under anden verdenskrig. Mange danske jøder forlod landet, før det var for sent. Men lige under 500 slap ikke væk i tide. Begynd din læsning herunder


En nat i mellem 1. og 2. oktober 1943 slog tyskerne til mod de danske jøder. Denne aktion blev starten på en nervepirrende, dramatisk og følelsesmæssig måned. Det lykkedes omkring 7.000 jøder at flygte fra Danmark til Sverige, men lige under 500 jøder slap ikke væk i tide, og de endte i Theresienstadts mørke indre.

LÆS OGSÅ: 25 bøger der gør dig klogere på historien

Simon Kratholm Ankjærgaard fortæller i bogen om perioden under den tyske besættelse af Danmark, hvor de danske jøders skæbne blev afgjort. Begivenhederne udfoldes dag for dag, uge for uge og fortællingen følger en række historiske skikkelser, der på hver deres måde er centralt placeret midt i begivenhederne.

I Oktober 1943 gøres der brug af nye kilder og øjenvidner, som endnu ikke har været fremme. Det skaber en samlet, nuanceret fortælling og forklaring på dét efterår, der satte sig så markant i den danske identitet og nationale fortælling.

Læs et uddrag af bogen herunder.

Du kan købe Oktober 1943 online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.




Oktober 1943

Simon Ankjærgaard


PROLOG: Flugt og fangenskab

Fredag 1. oktober – 2. oktober 1943, Sletten Havn, Hven, Odense

”Hvor skal jeg sove i nat?”

Otteårige Erik stod på bredden i buldrende mørke. Lyden af Øresunds skvulpende bølger blandede sig med svag mumlen og den milde støj fra en robåd, der blev trukket hen over sandet og stenene. Han var iført en varm frakke, hue og vanter, men frøs alligevel. En lommelærke blev ført op til hans læber. Cognac. Det var helt sikkert venligt ment, men det smagte skarpt og grimt og hjalp overhovedet ikke på kulden.

Eriks spørgsmål var rettet mod hans mor, der var et sted i mørket. Hun svarede ikke. Hun vidste heller ikke, hvor de skulle sove denne nat mellem torsdag 30. september og fredag 1. oktober 1943.

Erik og hans forældre, Fima og Gennie, havde været på flugt nu i lidt over et døgn – lige siden advarslen om den forestående tyske aktion havde nået dem i herskabslejligheden i Classensgade på Østerbro.

Med sig på stranden i mørket var også to unge mænd, de først havde mødt indenfor de seneste par timer. Den ene var en ung modstandsmand, der var såret og havde armen i en slynge. Den anden en ung tysktalende mand, der havde arbejdet som landvæsenelev. Hele dette umage selskab på fem var bundet sammen af den forestående flugt – ud i natten, over vandet og til det frie Sverige, der lå et sted ude i horisonten.

Den unge tysker var jøde. Det var Erik og hans forældre også. Og dét var årsagen til flugten. Fra om tirsdagen var budskabet blevet spredt i det jødiske samfund i København: Den tyske besættelsesmagt havde konkrete planer om at arrestere de danske jøder. De, der kunne, skulle søge mod Sverige. Man skulle i hvert fald ikke blive hjemme. Tyskerne havde omfattende lister med medlemmerne af Det Mosaiske Troessamfund – og man måtte antage, at de gik efter alle.

Da Erik og hans forældre havde forladt familiens lejlighed på Østerbro i København onsdag 29. september 1943 om aftenen, vidste han ikke, hvor rejsen ville ende, eller hvordan den ville forløbe. Han vidste bare, at der ingen anden vej var – og at det skulle gå stærkt. Det kunne han mærke på sine forældre, særligt moren, der besad en helt særlig handlekraft. Det var også hende, der gennem sit finmaskede sociale netværk havde fået advarslen.

De to forældre og Erik havde lukket døren bag sig til lejligheden i Classensgade og havde begivet sig ud i den mørklagte storby. Selvom de faktisk var fire i familien, var flugten indtil videre kun for de tre. Eriks lillebror var kun otte måneder gammel – han var blevet født 20. februar – og det var for risikabelt at tage ham med på flugten. Mens Erik og hans forældre gik nordpå ad Østerbros gader, forsvandt barneplejersken Gerda med lillebror Per. Hun havde lovet at passe godt på ham, til han kunne blive forenet med sine forældre og sin storebror igen.

*

Frem til slutningen af august 1943 havde det været ret sikkert at være jøde i Danmark, selvom man i nogen grad kunne se og høre, hvordan det gik jøderne andre steder på det krigshærgede kontinent. Den samarbejdspolitik, som den danske regering havde ført siden den tyske besættelse 9. april 1940, havde været som en beskyttende paraply over jøderne.

Det havde været et ufravigeligt krav fra dansk side i en periode præget af paradokser, dilemmaer, kompromiser og dramaer i det dansk-tyske forhold: Så længe samarbejdspolitikken skulle fungere, skulle jøderne defineres på deres statsborgerskab og ikke på deres religion. De var danskere og måtte ikke forfølges. Tyskerne havde en interesse i, at samarbejdspolitikken fungerede – det betød, at der var forholdsvis ro i dette hjørne af det store område, de havde erobret, og at der ikke blev bundet flere soldater og ressourcer end højst nødvendigt. Der var rigeligt med fronter, hvor der var brug for kampklare tyske soldater.

Samarbejdspolitikkens skrøbelige konstruktion – og det var en konstruktion – byggede på en forestilling om, at tyskerne havde besat Danmark for at sikre landets ydre sikkerhed, og en illusion om, at Danmark på de indre linjer fortsat havde en vis form for suverænitet. Derfor var der en fungerende regering, et fungerende (og voksende) politikorps og en fungerende hær og flåde (omend stærkt decimeret og voldsomt begrænset i sin bevægelsesfrihed).

Konstruktionen holdt ikke krigen ud. I slutningen af august 1943 brød samarbejdspolitikken sammen, og regeringen indgav sin afskedsbegæring. Det skete i kølvandet på en række folkelige opstande i de danske provinsbyer og et efterfølgende ultimatum fra den tyske øverstkommanderende, som regeringen ikke kunne acceptere. Det politiske slutspil fandt sted 28. august – hér stoppede regeringen med at fungere – mens det militære slutspil fandt sted 29. august. På denne dag blev den danske hær og flåde interneret, og den militære undtagelsestilstand trådte i kraft.

Det var i ly af denne undtagelsestilstand, at tyskernes diplomatiske og politiske leder i Danmark, rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best, satte sig ved skrivebordet og formulerede telegram nummer 1032 – et telegram, der skulle blive skæbnesvangert for de danske jøder. I telegrammet, der på få minutter nåede Berlin, foreslog han, at jødespørgsmålet i Danmark nu også både kunne og skulle løses.

Aktionen blev fastsat til natten mellem fredag 1. og lørdag 2. oktober, men allerede tirsdag 28. september blev planerne lækket til fremtrædende danske socialdemokrater, og i de følgende døgn løb advarslerne gennem det jødiske samfund og nåede altså også onsdag 29. september lejligheden i Classensgade.

*

Det første stop for otteårige Erik og forældrene Fima og Gennie var hos den ugifte præstedatter Karen Margrethe, der boede med sin mor, enkefruen, i en lejlighed i Marskensgade. Hun var lærerinde med en rank kropsholdning og en markant nasal stemme. Hun var stærkt troende katolik, ven af familien Magid og havde ikke betænkt sig, da deres flugt begyndte.

Marskensgade lå ikke mange hundrede meter væk fra Classensgade, men langt nok, hvis tyskerne skulle dukke op. Og tyskerne kunne Erik se gennem sprækken i mørklægningsgardinerne. De marcherede til og fra Østerbrogades Kaserne. Han trak sig væk fra vinduet og ind i lejlighedens indre til en søvnløs nat – flugtens første.

Dagen efter trillede en bil ned ad Marskensgade. Fima, Gennie og Erik trådte ud ad opgangsdøren, skråede over fortovet og satte sig ind i den. Så gled bilen væk fra kantstenen og satte kursen nordpå. Det var blevet torsdag 30. september. Flugtens anden dag.

Endestationen var en stor villa i Rungsted. Den lå på Strandvejen skråt overfor et badehotel og tilhørte Frithiof Nexøe-Larsen. Han var en prominent skikkelse i det københavnske forretnings- og kendis-liv som direktør for den hæderkronede modebutik Brdr. Andersen på Strøget. Den mondæne villa var fuld af mennesker – alle jøder på flugt.

Familien Magid havde fået lovning på at blive sejlet over af en fisker sammen med en gruppe af jøder, men transporten var i sidste øjeblik blevet aflyst. Gennie blev tilbudt en robåd for 5.000 kroner, hvilket svarer til cirka 113.000 kroner i nutidspenge. Det havde hun takket ja til – drevet af lige dele handlekraft og desperation.

For enden af en lang vandretur i mørke, som ægteparret og Erik begyndte ud på aftenen, lå robåden. De havde fået følgeskab af den unge modstandsmand og den unge tysktalende jøde. Al tale foregik som en hvisken, og alle sanser var i højeste alarmberedskab, da robåden blev lokaliseret og båret ned til bredden.

”Hvor skal jeg sove i nat?” spurgte Erik. Og fik intet svar. Der var kun lyden af en robåd, der blev trukket ned til vandet. Så blev han løftet op i båden og mærkede, at den blev skubbet skurrende hen over de sidste sten. Da kølen endelig slap bunden, vuggede robåden let. I mørket greb de to unge mænd årerne. I regelmæssige seje ryk og til den rytmiske lyd af årerne, der brød vandoverfladen, gled robåden ud i Øresund og ind i natten. Der lå vand i bunden af båden, og Fima måtte bruge sin hat til at øse det ud over rælingen.

De fem i båden sad som på pinde. Gennem den sagte lyd fra årerne koncentrerede de sig om at høre ildevarslende lyde. Deres blikke var stift rettet ind i mørket, spejdende efter både eller land. Hjerterne hamrede i deres brystkasser – og endnu mere, da en lyskaster fra et skib pludselig fejede hen over havoverfladen. De fire voksne og Erik krøb ned i bunden af båden og lå musestille. Lyset fejede forbi, og snart kunne de høre motorlydene fra det ukendte skib forsvinde i natten.

De to unge mænd greb igen årerne, men på en eller anden måde var båden kommet ud af kurs. Det var Fima, der opdagede det, mens han spejdede ud i mørket. Det her var forkert. Hvis han havde regnet rigtigt, var de nu på vej nordpå og ville snart ramme Helsingør – og dermed også det besatte Danmark igen. Båden vippede, da han hev fat i de to unge og lavmælt forsøgte at få dem på ret kurs igen.

*

Morgenen efter at otteårige Erik og hans forældre havde bevæget sig ud på Øresunds sorte vover, stod otteårige Steen op til endnu en sorgløs dag i sit odenseanske barndomsland. Det var fredag 1. oktober 1943, og han fik som sædvanlig tiden til at gå med skolegang og siden leg med vennerne på de åbne grønne områder omkring ejendomskomplekset Stovesberg på Hjallesevej i den sydlige del af byen.

Det var et forholdsvis moderne kompleks, han var flyttet ind i sammen med sine forældre i 1940 – og ikke bare på en hvilken som helst dato: Indflytningen fandt sted 9. april 1940, og selvom Steen dengang kun var en måned fra sin femårs fødselsdag, kan han huske den mærkelige stemning, der herskede den dag. Forventning om det nye liv i den nye lejlighed, men også frygt og usikkerhed over de tyske soldater, der nu marcherede gennem landet, og de tyske bombefly, der strøg som store sorte skygger over deres hoveder.

Steens forældre, Axel og Magna, var jøder og var flyttet til Odense fra København. Faren, der havde været sagfører siden 1934, havde fået job i et odenseansk firma. Steen var blevet født 5. maj 1935 og havde en tryg barndom som enebarn. Den jødiske tro blev ikke praktiseret i hverdagen, men faren var en gang imellem i synagogen i København. Frem til oktober 1943 havde Steen kun været der én gang, nemlig til et bryllup, og han betragtede sig ikke som jøde, men som et helt almindeligt dansk barn, der passede sin skole og legede med sine kammerater.

Magna Metz’ ugifte moster, Gerda Michaelsen, brugte meget tid i Det Mosaiske Troessamfund i København og var allerede om onsdagen, 29. september, blevet gjort bekendt med advarslen om den forestående aktion. Hun havde som det første kontaktet sin familie, herunder sin søster Gitte, Magnas mor, der straks lod beskeden gå videre. Familien Metz i Odense havde altså fået beskeden, men måske tog de den ikke alvorligt nok, eller også troede de, at de havde mere tid, og at en mulig første bølge af arrestationer i første omgang ville være rettet mod det store jødiske flertal i København.

I hvert fald var alt, som det plejede i den lille familie gennem hele fredag 1. oktober og det meste af natten til lørdag 2. oktober. Men så ændrede alt sig i de tidligste morgentimer i treværelseslejligheden på Hjallesevej. De tre beboere blev vækket af en voldsom banken på døren. Søvndrukken stod Axel Mogens Metz op og åbnede – og ind stormede tre tyske soldater med ordrer om at arrestere de tre jøder.

Oplevelsen var voldsom, men forældrene forsøgte at bevare en vis form for ro og værdighed. Magna havde åndsnærværelse nok til at spørge, om hun og Steen måtte gå ned til bageren i stueetagen og hente brød til resten af dagen – hvad den end ville bringe. Tyskerne gav dem lov, men krævede, at Axel blev i lejligheden, hvor han passende kunne pakke det fornødne.

Bageren var allerede oppe og i gang med at bage til lørdagens kunder. Han havde set den vogn, tyskerne var kommet i, og vidste også godt, hvem de var kommet efter. Da Magna og Steen dukkede op ved bagdøren, viste han dem en kældergang. Hvis de skyndte sig den vej, ville de komme op et sted på bagsiden af bygningen, og derfra kunne de stikke af. Det var en både modig og velment gestus, men Magna takkede nej. Hvis de ikke vendte tilbage til lejligheden, hvad ville tyskerne så gøre med hendes mand? Bageren forstod og pakkede en pose med brød og nogle kager til Magna. Så gik de tilbage til lejligheden.

I en lastbil blev Steen og hans forældre kørt i nordvestlig retning til Vestre Skole på Roersvej i byens centrum. Her blev de placeret under skarp bevogtning i skolens gård, og i løbet af morgentimerne kom flere til. Da det blev ud på formiddagen, var 60 danske jøder samlet i skolegården. Steen holdt sig tæt til sine forældre. Han overhørte de voksnes samtaler, der alle var præget af usikkerhed og frygt. Når han en sjælden gang strejfede rundt i gården, skiftede han mellem at holde øje med sine forældre og med de bevæbnede tyske soldater.

På et tidspunkt var der opbrud. Ordrer blev bjæffet fra de tyske soldater, og alle i gården blev gennet op i en rutebil, der kort efter kørte ud af byen og mod vest. Ingen vidste, hvor de var på vej hen. Ingen vidste, hvad deres skæbne ville blive. Men turen endte på banegården i Kolding.

Toget, som tyskerne havde bestilt hos DSB, var kørt fra Aalborg klokken 11.10 med to jøder. Togstammen bestod mestendels af kreaturvogne. Den eneste passagervogn var forbeholdt de tyske soldater, der skulle med på rejsen. I Randers blev syv andre jøder gennet ind i toget og i Vejle ni nye. Da toget nåede Kolding, blev de 60 jøder fra Fyn, heriblandt otteårige Steen og hans forældre, ført hen til kreaturvognene. Steen blev løftet op, og arme tog imod og trak ham ind i den mørke vogn, der lugtede hengemt og fugtig. Hans forældre fulgte efter.

Så blev skydedørene lukket med et tørt knald. Jøderne i vognen kunne høre, hvordan den store jerndrager blev skubbet på plads, så døren var låst. Gennem sprækker i væggen kunne de se, hvordan de tyske soldater vandrede langs toget mod passagervognen, der var forbeholdt dem. Det føltes som en evighed, før togstammen med et par voldsomme ryk satte sig i bevægelse. Steen mistede for et kort øjeblik balancen, men blev holdt oppe af sine forældre, der stod ved hans side.

De danske jøder kiggede på skift ud på omgivelserne, der fór afsted.




Simon Ankjærgaard: Oktober 1943

Oktober 1943 er en rigt illustreret bog om natten mellem 1. og 2. oktober 1943, hvor slog tyskerne til mod de danske jøder. Aktionen blev startskuddet til en dramatisk, nervepirrende og følelsesladet måned, hvor ca. 7.000 jøder flygtede til Sverige.

Men lige under 500 slap ikke væk i tide, og i Theresienstadts mørke indre.

I bogen fortæller Simon Kratholm Ankjærgaard om perioden under den tyske besættelse af Danmark. Han folder minutiøst begivenhederne ud og følger en række historiske skikkelser, der på hver deres måde er centralt placeret midt i begivenhederne.

Aktionen mod de danske jøder har fået et ikonisk skær – hjemme såvel som i udlandet – og er blevet fremstillet utallige gange. Simon Kratholm Ankjærgaards greb er dog unikt; han træder ind i historien på samtidens præmisser og fortæller om begivenheder og deres konsekvenser på både kort og lang sigt.

Du kan købe Oktober 1943 online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.