I disse dage er det 80 år siden aktionen mod de danske jøder fandt sted. Oktober 1943 er et kapitel i danmarkshistorien, der har fået mytisk status. Simon Ankjærgaard skriver om de jøder, der klarede flugten til Sverige og minder os om dem, der ikke nåede i sikkerhed. Det er en historie om ondskab, hjælpsomhed, valg og skæbner.
”Et mirakel”. Sådan betegner journalist og historiker Simon Ankjærgaard de dramatiske begivenheder i oktober 1943, hvor 7000 danske jøder reddede sig i sikkerhed i Sverige efter en enestående redningsaktion.
At hele 90% af de danske jøder undslap tyskernes klapjagt er helt exceptionelt i international sammenhæng, hvor cirka 6 millioner jøder på verdensplan blev slået ihjel under Anden Verdenskrig.
”Det var et mirakel og skal hyldes og forstås. Det er en unik dansk fortælling, som er vigtig at fortælle igen og igen”, siger Simon Ankjærgaard, der er aktuel med bogen Oktober 1943. Her fortæller han historien på sin måde og med nye kilder, der er nogle af de få overlevende øjenvidner fra dengang, hvis beretninger nu er sikret for fremtidige læsere.
”7000 er et stort antal, der kan være svært at forholde sig til, men ved at tale med mennesker med navne og egne historier, forstår jeg – og forhåbentligt også læseren – den store historie meget bedre”, siger forfatteren, der i researchen til bogen blandt andet har talt med 87-årige Steen Metz, 87-årige Erik Magid og 94-årige Finn Hjalsted, der alle var børn i oktober 1943.
Familien Metz blev alle tre taget af tyskerne den 2. oktober 1943 i Odense og blev deporteret til Theresienstadt. Moderen Magna og sønnen Steen kom hjem med de hvide busser, men Axel Mogens Metz døde i lejren. (Privatfoto)
Jøderne ikke passive
I bogen fortæller Simon Ankjærgaard ikke blot om de 7000 danske jøder, der tog flugten og kom i sikkerhed, men også om dem, der ikke kom væk i tide, og hvis skæbne har været et lidt overset kapitel i historieskrivningen:
”For mig har det også været vigtigt at minde om dem, der ikke klarede den: De næsten 500 jøder, der endte i Theresienstadt eller begik selvmord eller døde undervejs.
Derudover er det også vigtigt at huske på, at selvom der var mange danskere involveret i hjælpearbejdet, så var det ikke kun jøder, der passivt blev reddet, men de reddede også sig selv. Jeg vil i min bog gerne nuancere billedet og give jøderne noget handlekraft tilbage”, siger Simon Ankjærgaard, der tidligere har skrevet om blandt andet Genforeningen i 1920.
Krigen mod jøderne
Frem til slutningen af august 1943 var det forholdsvis fredeligt at være jøde i Danmark, fordi samarbejdspolitikken holdt hånden over og under de danske jøder. En af præmisserne for den danske samarbejdspolitik var nemlig, at besættelsesmagten skulle holde sig fra landets jøder.
Imens danske jøder i krigens første år kunne nøjes med at holde lav profil i det offentlige rum, og ellers leve videre som de fleste andre danske statsborgere, så oplevede jøderne rundt omkring i Europa, at deres rettigheder blev taget fra dem en efter en, indtil de blev en grufuld del af Holocausts dødmaskineri.
I bogen veksler Simon Ankjærgaard mellem at fortælle den danske historie og hæve blikket og kigge ud mod Europa.
”Det har været vigtigt for mig at sætte den danske fortælling om jødeaktionerne ind i en større sammenhæng. Man skal huske på, at tyskerne udkæmpede to krige: den ved fronten og den mod jøderne. Nazisternes projekt var jo, at jøderne skulle udryddes.
Så selvom vi i Danmark havde samarbejdspolitikken, der lagde sig som en beskyttende hinde omkring de danske jøder, så kunne det ikke have varet ved. På et tidspunkt ville de begynde at gå efter de danske jøder også”, forklarer Simon Ankjærgaard.
Lørdag den 28. august brød samarbejdspolitikken sammen, og landet var i undtagelsestilstand. (Foto: Frihedsmuseet)
Næstekærlighed og medmenneskelighed
I slutningen af august 1943 brød samarbejdspolitikken sammen, og regeringen indgav sin afskedsbegæring, hvilket udløste undtagelsestilstand, og med ét mistede jøderne mistede deres beskyttelse.
”Føreren har beordret, at der skal gennemføres borttransport af jøder fra Danmark”, lød det i et telegram den 18. september, som indløb til Werner Best, tyskernes diplomatiske og politiske leder i Danmark. Best iværksatte kort efter en lokal dansk jødeaktion, der blev fastsat til natten mellem 1. og 2. oktober.
Hør Simon Ankjærgaard fortælle om aktionen
Men planerne blev i dagene op til lækket til fremtrædende danske socialdemokrater, der lod en advarsel sive til det jødiske samfund, og så begyndte flugtaktionerne at tage form i kulissen.
”Advarslerne betød, at mange jøder havde tid til at pakke deres ting og tage flugten. I de første dage var det hele uorganiseret, men ret hurtigt skete der en organisering i mindre grupperinger som Lyngbygruppen og Syklubben i Helsingør og især omkring Bispebjerg Hospital og Kommunehospitalet, hvor mange jøder blev indlagt under falsk navn.
For mange danskere var dette det første møde med illegalt arbejde, og for de fleste handlede det om næstekærlighed og medmenneskelighed overfor medborgere på flugt. Og det var alle samfundslag, der engagerede sig og mange kvinder også”, fortæller Simon Ankjærgaard om de mange danskere, der løb en stor risiko ved at hjælpe jøderne med at flygte.
Anna Christensen med kælenavnet Tante Anna, der ses som nummer tre fra højre, beskyttede og hjalp en masse jøder i området omkring Nyborg. (Foto: Nyborg Lokalarkiv)
Ny alvor
Målet for de flygtende jøder var Sverige enten via Øresund eller Østersøen. Alene mellem 28. september og 3. oktober flygtede 871 jøder fra flere forskellige destinationer på østkysten. De vidste godt, at det var med livet som indsats, og at hvis de faldt i kløerne på tyskerne, var det til en uvis skæbne, der højest sandsynligt ville ende med at koste dem livet.
Rygterne om, hvad der skete rundt omkring ude i Europa, var løbet dem i møde. For danskerne betød begivenhederne i efteråret 1943, at krigen gik ind i en ny og langt mere alvorlig fase.
”Det er en ny alvor, der indtræder her fra august 1943 og frem. Regeringen træder tilbage, og tyskerne tager magten, der er kampe i gaderne, spærretid, kampvogne og flåden er sænket.
Her går det op for danskerne, at vi har levet ét slags besat liv i krigens første del, men nu ser tingene fuldstændig anderledes ud. Og da de så kommer efter jøderne, som jo er danske medborgere, så er det alvor på en helt anden måde”, forklarer Simon Ankjærgaard, som også har beskrevet forløbet op til jødeaktionen indgående i sin bog Augustoprøret.
Samarbejdspolitikken var og er stadig forkætret og omstridt, fordi danskerne gav efter uden den store modstand. Måske ikke så heltemodigt mener nogen, men konsekvensen for de danske jøder var vel, at de fik beskyttelse for en tid?
”Samarbejdspolitikken redder liv og køber tid for de danske jøder. Men den var også uholdbar i sin konstruktion, og derfor knækker den også til sidst.
Jeg skildrer den loyalt i min bog og fremfører de daværende politikeres vægtigste argument, som jo var, at alternativet var værre. Man kunne jo bare se mod Norge, hvor de norske jøder blev deporteret i 1942, og i Østeuropa skete det endnu før. Så man kan i hvert fald sige, at samarbejdspolitikken gav de danske jøder tre år, hvor de kunne leve forholdsvis stille og roligt”, konkluderer Ankjærgaard.
De første jøder, der havde været i Theresienstadt, vendte hjem til Danmark i slutningen af maj 1945. (Foto: Frihedsmuseet)
Tilbage med ar på sjælen
Da krigen slutter, og jøderne vender tilbage til Danmark, er det svært for mange at skulle genoptage en hverdag, de har været afskåret fra i 1 ½ år. Nogle har en lejlighed, der venter på dem, men mange har ikke et hjem længere, og måske er deres ting væk. Derudover er de nok i sikkerhed, men det er ikke uden ar på sjælen efter flere år på flugt og et liv i landflygtighed fyldt af uvished.
Hør Ankjærgaard fortælle om flugten
De, der reddes hjem fra kz-lejren, er traumatiserede, men får ikke mulighed for at bearbejde det. Simon Ankjærgaard har i sin research til bogen mærket de menneskelige konsekvenser:
”Noget af det, der gjorde allermest indtryk på mig undervejs i arbejdet med bogen var, da Steen fortalte mig, hvordan hans mor havde delt sin frygt med ham, da han var barn, og de var i fangenskab. Hendes frygt for, hvornår det var deres tur til at blive sendt fra Theresienstadt og til en anden lejr, hvor man ikke kom tilbage fra. Det er vigtigt at forstå, hvilken massiv frygt og usikkerhed de konstant levede med”.
”Det er ødelagte mennesker, man får hjem til Danmark. Fælles for de kilder, jeg har talt med er, at de først meget sent i livet fortæller om deres 18 måneder i Theresienstadt. Her har de set andre blive deporteret, selv været på flugt og været del af holocaustsystemet. Mange gemte det væk i årtier efter at have været i Theresienstadt og fik ikke bearbejdet deres traumer. Efter krigen skulle man bare videre”.
Oktober 1943
Natten mellem 1. og 2. oktober 1943 slog tyskerne til mod de danske jøder. Aktionen blev startskuddet til en dramatisk, nervepirrende og følelsesladet måned, hvor det lykkedes for omkring 7.000 jøder at flygte til Sverige, mens lige under 500 ikke slap væk i tide og endte i bugen på et transportskib eller i en kreaturvogn med retning mod Theresienstadts mørke indre.
Simon Kratholm Ankjærgaard fortæller om den skelsættende periode under den tyske besættelse af Danmark. Dag for dag, uge for uge folder han begivenhederne ud og følger en række historiske skikkelser, der på hver deres måde er centralt placeret midt i begivenhederne. Med OKTOBER 1943 får læserne – også de nyeste – en samlet, nuanceret fortælling og forklaring på dét efterår, der satte sig så markant i den danske identitet og nationale fortælling. Det sker via helt nye kilder og øjenvidner, der aldrig har været fremme før.
Den 29. august 1943 var det definitivt slut med den danske samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, hvor interneringen af den danske hær og sænkningen af den danske flåde har stået som ikoniske eksempler på sammenbrudet.
I virkeligheden var samarbejdspolitikken dog allerede under pres i måneden op til, da der bredte sig en bølge af folkelige protester i hele Danmark.
I Augustoprøret 1943 fortæller Simon Ankjærgaard om den skæbnesvangre måned, hvor danskere i hele landet – ikke kun i hovedstaden – satte sig op mod besættelsesmagten.
Bogen er baseret på omfattende arkivresearch og er rigt illustreret.
I disse dage er det 80 år siden aktionen mod de danske jøder fandt sted. Oktober 1943 er et kapitel i danmarkshistorien, der har fået mytisk status. Simon Ankjærgaard skriver om de jøder, der klarede flugten til Sverige og minder os om dem, der ikke nåede i sikkerhed. Det er en historie om ondskab, hjælpsomhed, valg og skæbner.
”Et mirakel”. Sådan betegner journalist og historiker Simon Ankjærgaard de dramatiske begivenheder i oktober 1943, hvor 7000 danske jøder reddede sig i sikkerhed i Sverige efter en enestående redningsaktion.
At hele 90% af de danske jøder undslap tyskernes klapjagt er helt exceptionelt i international sammenhæng, hvor cirka 6 millioner jøder på verdensplan blev slået ihjel under Anden Verdenskrig.
”Det var et mirakel og skal hyldes og forstås. Det er en unik dansk fortælling, som er vigtig at fortælle igen og igen”, siger Simon Ankjærgaard, der er aktuel med bogen Oktober 1943. Her fortæller han historien på sin måde og med nye kilder, der er nogle af de få overlevende øjenvidner fra dengang, hvis beretninger nu er sikret for fremtidige læsere.
”7000 er et stort antal, der kan være svært at forholde sig til, men ved at tale med mennesker med navne og egne historier, forstår jeg – og forhåbentligt også læseren – den store historie meget bedre”, siger forfatteren, der i researchen til bogen blandt andet har talt med 87-årige Steen Metz, 87-årige Erik Magid og 94-årige Finn Hjalsted, der alle var børn i oktober 1943.
Jøderne ikke passive
I bogen fortæller Simon Ankjærgaard ikke blot om de 7000 danske jøder, der tog flugten og kom i sikkerhed, men også om dem, der ikke kom væk i tide, og hvis skæbne har været et lidt overset kapitel i historieskrivningen:
”For mig har det også været vigtigt at minde om dem, der ikke klarede den: De næsten 500 jøder, der endte i Theresienstadt eller begik selvmord eller døde undervejs.
Derudover er det også vigtigt at huske på, at selvom der var mange danskere involveret i hjælpearbejdet, så var det ikke kun jøder, der passivt blev reddet, men de reddede også sig selv. Jeg vil i min bog gerne nuancere billedet og give jøderne noget handlekraft tilbage”, siger Simon Ankjærgaard, der tidligere har skrevet om blandt andet Genforeningen i 1920.
Krigen mod jøderne
Frem til slutningen af august 1943 var det forholdsvis fredeligt at være jøde i Danmark, fordi samarbejdspolitikken holdt hånden over og under de danske jøder. En af præmisserne for den danske samarbejdspolitik var nemlig, at besættelsesmagten skulle holde sig fra landets jøder.
Imens danske jøder i krigens første år kunne nøjes med at holde lav profil i det offentlige rum, og ellers leve videre som de fleste andre danske statsborgere, så oplevede jøderne rundt omkring i Europa, at deres rettigheder blev taget fra dem en efter en, indtil de blev en grufuld del af Holocausts dødmaskineri.
I bogen veksler Simon Ankjærgaard mellem at fortælle den danske historie og hæve blikket og kigge ud mod Europa.
”Det har været vigtigt for mig at sætte den danske fortælling om jødeaktionerne ind i en større sammenhæng. Man skal huske på, at tyskerne udkæmpede to krige: den ved fronten og den mod jøderne. Nazisternes projekt var jo, at jøderne skulle udryddes.
Så selvom vi i Danmark havde samarbejdspolitikken, der lagde sig som en beskyttende hinde omkring de danske jøder, så kunne det ikke have varet ved. På et tidspunkt ville de begynde at gå efter de danske jøder også”, forklarer Simon Ankjærgaard.
Næstekærlighed og medmenneskelighed
I slutningen af august 1943 brød samarbejdspolitikken sammen, og regeringen indgav sin afskedsbegæring, hvilket udløste undtagelsestilstand, og med ét mistede jøderne mistede deres beskyttelse.
”Føreren har beordret, at der skal gennemføres borttransport af jøder fra Danmark”, lød det i et telegram den 18. september, som indløb til Werner Best, tyskernes diplomatiske og politiske leder i Danmark. Best iværksatte kort efter en lokal dansk jødeaktion, der blev fastsat til natten mellem 1. og 2. oktober.
Hør Simon Ankjærgaard fortælle om aktionen
Men planerne blev i dagene op til lækket til fremtrædende danske socialdemokrater, der lod en advarsel sive til det jødiske samfund, og så begyndte flugtaktionerne at tage form i kulissen.
”Advarslerne betød, at mange jøder havde tid til at pakke deres ting og tage flugten. I de første dage var det hele uorganiseret, men ret hurtigt skete der en organisering i mindre grupperinger som Lyngbygruppen og Syklubben i Helsingør og især omkring Bispebjerg Hospital og Kommunehospitalet, hvor mange jøder blev indlagt under falsk navn.
For mange danskere var dette det første møde med illegalt arbejde, og for de fleste handlede det om næstekærlighed og medmenneskelighed overfor medborgere på flugt. Og det var alle samfundslag, der engagerede sig og mange kvinder også”, fortæller Simon Ankjærgaard om de mange danskere, der løb en stor risiko ved at hjælpe jøderne med at flygte.
Ny alvor
Målet for de flygtende jøder var Sverige enten via Øresund eller Østersøen. Alene mellem 28. september og 3. oktober flygtede 871 jøder fra flere forskellige destinationer på østkysten. De vidste godt, at det var med livet som indsats, og at hvis de faldt i kløerne på tyskerne, var det til en uvis skæbne, der højest sandsynligt ville ende med at koste dem livet.
Rygterne om, hvad der skete rundt omkring ude i Europa, var løbet dem i møde. For danskerne betød begivenhederne i efteråret 1943, at krigen gik ind i en ny og langt mere alvorlig fase.
”Det er en ny alvor, der indtræder her fra august 1943 og frem. Regeringen træder tilbage, og tyskerne tager magten, der er kampe i gaderne, spærretid, kampvogne og flåden er sænket.
Her går det op for danskerne, at vi har levet ét slags besat liv i krigens første del, men nu ser tingene fuldstændig anderledes ud. Og da de så kommer efter jøderne, som jo er danske medborgere, så er det alvor på en helt anden måde”, forklarer Simon Ankjærgaard, som også har beskrevet forløbet op til jødeaktionen indgående i sin bog Augustoprøret.
LÆS OGSÅ: Historien bag Danmarks skæbnesommer. Interview med Simon Ankjærgaard om Augustoprøret 1943
Samarbejdspolitikken reddede liv
Samarbejdspolitikken var og er stadig forkætret og omstridt, fordi danskerne gav efter uden den store modstand. Måske ikke så heltemodigt mener nogen, men konsekvensen for de danske jøder var vel, at de fik beskyttelse for en tid?
”Samarbejdspolitikken redder liv og køber tid for de danske jøder. Men den var også uholdbar i sin konstruktion, og derfor knækker den også til sidst.
Jeg skildrer den loyalt i min bog og fremfører de daværende politikeres vægtigste argument, som jo var, at alternativet var værre. Man kunne jo bare se mod Norge, hvor de norske jøder blev deporteret i 1942, og i Østeuropa skete det endnu før. Så man kan i hvert fald sige, at samarbejdspolitikken gav de danske jøder tre år, hvor de kunne leve forholdsvis stille og roligt”, konkluderer Ankjærgaard.
Tilbage med ar på sjælen
Da krigen slutter, og jøderne vender tilbage til Danmark, er det svært for mange at skulle genoptage en hverdag, de har været afskåret fra i 1 ½ år. Nogle har en lejlighed, der venter på dem, men mange har ikke et hjem længere, og måske er deres ting væk. Derudover er de nok i sikkerhed, men det er ikke uden ar på sjælen efter flere år på flugt og et liv i landflygtighed fyldt af uvished.
Hør Ankjærgaard fortælle om flugten
De, der reddes hjem fra kz-lejren, er traumatiserede, men får ikke mulighed for at bearbejde det. Simon Ankjærgaard har i sin research til bogen mærket de menneskelige konsekvenser:
”Noget af det, der gjorde allermest indtryk på mig undervejs i arbejdet med bogen var, da Steen fortalte mig, hvordan hans mor havde delt sin frygt med ham, da han var barn, og de var i fangenskab. Hendes frygt for, hvornår det var deres tur til at blive sendt fra Theresienstadt og til en anden lejr, hvor man ikke kom tilbage fra. Det er vigtigt at forstå, hvilken massiv frygt og usikkerhed de konstant levede med”.
”Det er ødelagte mennesker, man får hjem til Danmark. Fælles for de kilder, jeg har talt med er, at de først meget sent i livet fortæller om deres 18 måneder i Theresienstadt. Her har de set andre blive deporteret, selv været på flugt og været del af holocaustsystemet. Mange gemte det væk i årtier efter at have været i Theresienstadt og fik ikke bearbejdet deres traumer. Efter krigen skulle man bare videre”.
Oktober 1943
Natten mellem 1. og 2. oktober 1943 slog tyskerne til mod de danske jøder. Aktionen blev startskuddet til en dramatisk, nervepirrende og følelsesladet måned, hvor det lykkedes for omkring 7.000 jøder at flygte til Sverige, mens lige under 500 ikke slap væk i tide og endte i bugen på et transportskib eller i en kreaturvogn med retning mod Theresienstadts mørke indre.
Simon Kratholm Ankjærgaard fortæller om den skelsættende periode under den tyske besættelse af Danmark. Dag for dag, uge for uge folder han begivenhederne ud og følger en række historiske skikkelser, der på hver deres måde er centralt placeret midt i begivenhederne. Med OKTOBER 1943 får læserne – også de nyeste – en samlet, nuanceret fortælling og forklaring på dét efterår, der satte sig så markant i den danske identitet og nationale fortælling. Det sker via helt nye kilder og øjenvidner, der aldrig har været fremme før.
Du kan købe OKTOBER 1943 – de danske jøders flugt og fangenskab online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 30 september.
Læs også
Augustoprøret 1943
Den 29. august 1943 var det definitivt slut med den danske samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, hvor interneringen af den danske hær og sænkningen af den danske flåde har stået som ikoniske eksempler på sammenbrudet.
I virkeligheden var samarbejdspolitikken dog allerede under pres i måneden op til, da der bredte sig en bølge af folkelige protester i hele Danmark.
I Augustoprøret 1943 fortæller Simon Ankjærgaard om den skæbnesvangre måned, hvor danskere i hele landet – ikke kun i hovedstaden – satte sig op mod besættelsesmagten.
Bogen er baseret på omfattende arkivresearch og er rigt illustreret.
Du kan købe Augustoprøret 1943 online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: