Det danske nederlag til preusserne i 1864 er malet tydeligt ind i danmarkshistorien, og krigen og ikke mindst nederlaget er en del af vores nationale fortælling og selvforståelse. Men hvad skete der 56 år senere, i 1920, da betydelige dele af det tabte land kom tilbage og skabte det danmarkskort, vi kender i dag?
Genforeningen 1920 – Da Danmark blev samlet er fortællingen om en af de vigtigste begivenheder i den moderne danmarkshistorie. I skyggen af Første Verdenskrig var det et følelsesladet og nervepirrende politisk drama, der gjorde det muligt for dansksindede politikere syd for Kongeå-grænsen, den danske regering og de sejrende stormagter at bane vejen for de afstemninger, der igen gjorde Danmark til ét rige.
Bogen følger en række nøglepersoner, der på hver sin måde kæmpede for det tabte land, og tager læseren med på en rejse fra det tyske nederlag i verdenskrigen til de store folkefester i sommeren 1920, da Sønderjylland igen var blevet dansk.
Bogen er i stort format og bliver rigt illustreret med fotos, valgplakater, malerier og andet materiale. Den baserer sig på omfattende research i dagbøger, erindringsværker, avisartikler og breve og er skabt i samarbejde med Historisk Samfund for Sønderjylland og Det Danske Centralbibliotek i Sydslesvig.
Du kan købe Genforeningen 1920 online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.
Simon Ankjærgaard
Genforeningen 1920 – Da Danmark blev samlet
Prolog
”… up ewig ungedeelt”
10. JULI 1920 FREDERIKSHØJ
Klokken var 9.25, da den danske konge red gennem æresporten ved Frederikshøj mellem Kolding og Christiansfeld.
Siden morgenstunden var tusinder og atter tusinder strømmet til området, der lå mellem frodige marker, levende hegn, små skove og grønne bakker og dale. Øjenvidner talte om, at et sted mellem 60.000 og 70.000 havde fundet vej, og de var brudt ud i en øredøvende jubel, da det kongelige følge kom til syne længere oppe ad vejen.
Kongen selv var nem at genkende. Bare højden i sig selv var afslørende. Han målte to meter og én centimeter og kom ridende ind mod æresporten i en diskret generalsuniform og på den hvide hest Malgré Tout – ’Trods Alt’, som navnet lød i oversættelsen fra fransk. Bag kongen sås blandt andre dronning Alexandrine i en åben ekvipage og de to prinser – kronprins Frederik og prins Knud – ligeledes på heste.
Til venstre på vejen set fra sydsiden – og det var i den retning, de tusindvis af fremmødte skuede – stod et kompagni fra 1. bataljon fra Sønderborg. Under ledelse af oberst Moltke, chefen for den sønderjyske kommando, stod kompagniet æresvagt – snorlige og i stram retstilling.
Niårige Johanne, som kongen hev op til sig, da han var redet igennem æresporten, kom til at symbolisere den røvede datter, som digteren Henrik Pontoppidan havde skrevet om.
Efterhånden som det kongelige selskab kom nærmere, faldt lydstyrken hos de mange fremmødte – og da kongen nåede frem til æresporten, var der helt stille. Tydeligvis stærkt bevæget og med hovedet blottet førte regenten nu Malgré Tout igennem porten.
Det var ikke så underligt, at den 46-årige konge var i sine følelsers vold, for det var et meget emotionelt øjeblik den lørdag, 10. juli 1920, hvor kong Christian d. 10. red over det, der tidligere havde været Kongeå-grænsen mellem Danmark og Tyskland. Nu eksisterede grænsen ikke længere – genforeningen med det land, som Danmark havde tabt efter det ydmygende nederlag til Preussen og Østrig i 1864, var en realitet. Da kongen var kommet igennem, tog han sin grå kepi, den militære hovedbeklædning, på igen – og menneskemængden, der nærmest havde holdt vejret, brød ud i ny jubel.
Efter kongen passerede resten af de kongelige æresport. På den anden side af grænsen, få meter inde i det genvundne land, stod en lille talerstol, som kongen elegant førte Malgré Tout hen til. Amtsrådsmedlem og gårdejer P.J. Refshauge fik lov til at tale først. Han mindede om sønderjydernes afsked med kong Christian d. 9. tilbage i slutningen af 1864 – og sluttede med at henvise til de afstemninger, der havde ført det tabte land tilbage:
”Kærligheden til vort gamle fædreland har dybe rødder i vore hjerter. Derfor valgte vi Danmark. Frit har vi valgt; og skam og hæder, sorg og lykke vil vi dele med vort folk, og vort fædreland vil vi være med til at bære frem mod dagen ny”.
De efterfølgende klapsalver endte i en stille summen, da kongen, der havde overtaget tronen fra sin far, Frederik d. 8., otte år tidligere, takkede Refshauge og selv indtog talerstolen. Han kiggede op og så rundt.
”Min første hilsen til sønderjyderne skal være et ’velkommen hjem’”, sagde han som det første.
”Hr. Refshauge mindede mig om min bedstefars tid og den tids slægter. Jeg erindrer også min bedstefar og min far, som jeg ønsker havde holdt her i stedet for mig. Gud velsigne dem alle sammen. Og lad os nu alle arbejde på at gøre vort land sundt og stærkt”.
Derefter fulgte et ’Danmark leve’ og et nifoldigt hurraråb fra de tusindvis af struber, der var samlet ved den nu ikke længere eksisterende grænse. Kongen sadlede op, men havde ikke redet mange meter, før han stoppede hesten. Præstekonen Elisabet Braren fra Aastrup stod med sin niårige adoptivdatter Johanne Marrtine Braren i favnen. Hun løftede hende op mod kongen, der trak den lille pige til sig og placerede hende foran sig på saddelknappen. Jublen steg til uanede højder – det var ikke bare et smukt øjeblik, det var også stærkt symbolsk. Forfatteren Henrik Pontoppidan havde halvandet år forinden i Berlingske Tidende fået bragt et digt, hvor han havde sat ord på de danske håb om at få det tabte land tilbage. Digtet ”Sønderjylland” startede således:
Det klinger som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage: en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!
Da kongen løftede lille Johanne op, udlevede og iscenesatte han de første bevægende strofer af Pontoppidans digt. I sin dagbog skrev kongen selv om begivenheden:
”Så overvældende var denne modtagelse, at jeg følte mig dybt grebet, og da en lille pige senere raktes op imod mig med en buket blomster, så lagde jeg i det kys, jeg trykkede på hendes pande, al den glæde og taknemmelighed, jeg selv følte, og da det lille væsen lagde sine arme om min hals, havde jeg følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine arme – nu da den lille pige tillidsfuldt sad foran mig på hesten”.
Da kongen havde rakt Johanne tilbage til hendes adoptivmor, red han og de øvrige kongelige videre sydpå mod Christiansfeld og Haderslev. Med folkets hyldest i ryggen passerede han 18 æresporte på den 12 kilometer lange tur. I Haderslev deltog han i en gudstjeneste i Vor Frue Kirke, inden han gik ombord på kongeskibet Dannebrog, der straks satte kursen mod Aabenraa og en fortsættelse af genforenings-festlighederne.
Halvandet år før kongen red over grænsen, havde Henrik Pontoppidan fået trykt digtet ”Sønderjylland” i Berlingske Tidende. Her er hans håndskrevne version, hvor man i første vers kan læse om den røvede datter, der ”er kommen frelst tilbage”.
Skabelsen af det moderne Danmarkskort
Kongens ridt over grænsen ved Frederikshøj er ikonisk og er blevet foreviget på fotografier og grovkornede filmoptagelser. Det var også stærkt symbolsk og skete på baggrund af mange måneders politiske forhandlinger – i Berlin, i København og i Paris – hvor stærke følelser havde været på spil, og hvor bølgerne var gået højt.
Genforeningen er en af de vigtigste begivenheder i den moderne danmarkshistorie, men hvor de slesvigske krige, særligt den, der fandt sted i 1864, er gennembelyst, gennemanalyseret og gennemformidlet i litteraturen, i dokumentarprogrammer, i tv-serier og i spillefilm, så fylder selve Genforeningen mindre, særligt i den del af Danmark, der ligger uden for Sønderjylland og det nordligste Tyskland.
Krigen i 1864 og det efterfølgende ydmygende nederlag, der endte med, at Danmark måtte afstå de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg til de sejrende magter, Preussen og Østrig, er blevet en stor del af vores nationale identitet, vores nationale fortælling og vores opfattelse af vores rolle i verden som en småstat. Hvad udadtil var tabt – magt, indflydelse og territorium – skulle indad vindes, som kampråbet for den mentale og moralske genoprustning af Danmark lød. Alligevel var stærke politiske kræfter igennem alle 56 år mellem krigsnederlaget og Genforeningen i gang med at arbejde for, at det tabte land – eller i hvert fald den mest dansksindede del af det tabte land – en dag skulle vende tilbage til Danmark.
Med Tysklands nederlag i Første Verdenskrig bød muligheden sig – og den blev udnyttet, men der var ikke noget hverken naturgivent eller gudsgivent ved udformningen af den grænse, som blev udfaldet af det politiske spil og de stærkt følelsesladede konfrontationer, som processen bød på. Det er i det lys påfaldende, hvordan Genforeningen har fået et skær af, at det ikke kunne være gået anderledes. At selvfølgelig ville Danmark blive genforenet med sit tabte land. Selvfølgelig ville Sønderjylland vende tilbage til Riget en dag. Men det kunne være gået anderledes. Det vil denne fortælling tydeliggøre. Det krævede en unik international og national situation at skabe det rum, der gjorde det muligt for dansksindede politikere syd for Kongeå-grænsen, den danske regering i København og de sejrende stormagter ved Paris-forhandlingerne at bane vejen for de afstemninger, hvis udfald skabte det Danmark, vi kender i dag. For det er det, Genforeningen er; fortællingen om, hvordan Danmark kom til at se ud. Hvordan den skabte det Danmarkskort, vi kender i dag, og som i nu 100 år har hængt på alle landets folkeskoler og bliver brugt som udgangspunkt for fortællingen om vores land.
Hertugdømmet Slesvig er omdrejningspunktet – og stridspunktet – i den fortælling, der leder frem til Genforeningen. Allerede i middelalderen blev Slesvig synonymt med Sønderjylland og brugt som beskrivelse af det område, der strakte sig fra en linje langs Kongeåen i nord og til Ejderen i syd. Kongeåen har sit udspring sydøst for Vejen og Vamdrup og strækker sig 50 kilometer gennem blandt andet Foldingbro og Gredstedbro, inden den løber ud i Vadehavet nord for Ribe. Ejderen er hele 180 kilometer lang og udspringer sydvest for Kiel. Den bugter sig igennem byer som Rendsborg og Frederiksstad og munder ud i Vesterhavet ved Ejderdæmningen.
Netop Ejderen blev historisk set som den naturlige skillelinje mellem danerne i nord og sakserne og slaverne i syd. Området syd for opstod som Holsten, men fra 1300-tallet og frem voksede Slesvig og Holsten i stigende grad sammen til ét territorium. Man kan med en vis ret tale om, at der fra midten af 1400-tallet og frem eksisterede en regulær slesvig-holstensk stat under ledelse af en regent, en hertug, men hvor det slesvig-holstenske ridderskab spillede en markant rolle. I 1460 gjorde ridderskabet den danske kong Christian d. 1. til hertug i Slesvig – og i 1474 til hertug i Holsten. Det skete med den klausul, at de to hertugdømmer skulle forblive ’up ewig ungedeelt’ – for evigt udelte. Det løfte satte kongen sin signatur under i Ribe, Danmarks ældste by i hvis midte den historiske domkirke fra 1150 knejsede. Den kongelige underskrift og formuleringen om, at de to hertugdømmer for evigt skulle forblive udelte, blev skrevet på et pergament i to eksemplarer – det såkaldte Ribe-brev – og prydet med i alt 18 segl. Det findes i dag i to eksemplarer – kongens eksemplar ligger i Rigsarkivet i København, mens modparten findes i Schleswig- Holsteinisches Landesarchiv på Gottorp Slot, der ligger på en ø i floden Slien uden for Slesvig by.
Krige, konflikter, storpolitiske studehandler og dynastisk funderede beslutninger og handlinger prægede tiden fra Ribe-brevets underskrivelse i 1460 og frem til 1800-tallets begyndelse. Ved opløsningen af Det Tysk-Romerske Rige i 1806 blev Holsten indlemmet i det danske monarki. Det styrkede i første omgang den Helstat, der var vokset ud af den sidste halvdel af 1700-tallet, hvor den på det tidspunkt enevældige danske konge herskede over en stat, der omfattede Grønland, Færøerne, Norge, Danmark, hertugdømmerne Slesvig og Holsten, samt de oversøiske besiddelser i Caribien, i Indien og i Afrika.
Det var dog en stakket frist, for Danmark havde valgt den forkerte hest at satse på i det krigskompleks, der kaldes Revolutionskrigene, Napoleonskrigene eller Koalitionskrigene, og som sønderrev Europa af to omgange fra 1792 til 1802 og fra 1803 til 1815. Danmark allierede sig med Frankrig og kejser Napoleon og var involveret af flere omgange; under Englandskrigene i 1801 og igen fra 1807 til 1815, og som allieret med Rusland og Frankrig mod Sverige i 1808 til 1809.
Frankrig endte som taber af den lange række krige – og det fik alvorlige konsekvenser for landets allierede. Allerede i 1807 måtte Danmark afgive sin flåde til Storbritannien. I 1813 gik landet statsbankerot og var således helt udmarvet økonomisk, da den danske delegation satte sig ved forhandlingsbordet i Kiel for at underskrive den fredstraktat, der betød et farvel til 434 års statsfællesskab mellem Danmark og Norge, der med Eidsvollforfatningen gik i union med Sverige. I hertugdømmerne blev Holsten i 1815 medlem af Det Tyske Forbund, men stadig med den danske konge som hertug for Slesvig og Holsten. Som en kompensation for tabet af Norge fik den danske konge, Frederik d. 6., det lille hertugdømme Lauenburg, der ligger mellem Hamborg og Lübeck og som også var med i Det Tyske Forbund.
Grænseovergangen ved Tobøl før 1920 – med både danske og tyske grænsevagter.
Da Lauenburg endte i hænderne på den danske konge, steg procentdelen af tysksindede i den danske helstat fra 25 procent til hele 40 procent, hvilket skete lige på kanten af den periode, hvor nationalismen som folkelig bevægelse for alvor fik vind i sejlene. Syd for det danske kongerige – i hertugdømmerne – kom det til udtryk i slesvig-holstenismen, hvis grundtanke var, at de to hertugdømmer var tæt forbundet med hinanden og burde have en stærkere selvstændighed i forhold til Danmark. Tankegodset udsprang i første omgang fra universitetet i Kiel og særligt professorerne N. Falck og F.C. Dahlmann. Deres mål var en liberal slesvig-holstensk forfatning funderet på en genoplivning af de gamle stændermøder – og en indfrielse af løftet i Ribe-brevet; at de to hertugdømmer ”bliuen ewich tosammende ungedeelt” – forblev for evigt tilsammen udelte. Og på den måde var den spirende og nationalistisk funderede slesvig-holstenisme på stensikker kollisionskurs med den danske trone, den spirende danske nationalisme i det nordslesvigske område og ambitionerne om den danske Helstat. I de nationalliberale kredse i Danmark voksede i 1840’erne den Ejderpolitiske tanke frem. Den fordrede, at hertugdømmet Holsten skulle udskilles fra Helstaten, og at hertugdømmet Slesvig skulle indlemmes i kongeriget, så Ejderfloden (igen, var argumentet fra de nationalliberale) blev den grænse, der adskilte danerne fra folkeslagene i syd. Det var et frontalangreb på Ribe-brevets løfte om de to hertugdømmers fælles eksistens og fremtid.
1840’erne var også de europæiske revolutioners årti. I februar 1848 udbrød der revolution i Paris, og måneden efter bredte den sig til Wien og Berlin. På ryggen af disse revolutioner satte slesvig-holstenske ledere ild til spændingerne mellem Danmark og slesvig-holstenismens ønske om et mere demokratisk Slesvig-Holsten, der skulle knyttes tættere til Det Tyske Forbund end til den danske trone. 24. marts indtog slesvig-holstenerne Rendsborg, og krigen – der de facto startede som en borgerkrig – var en kendsgerning fra 9. april med slaget ved Bov. En provisorisk slesvig-holstensk regering blev dannet og anerkendt af Holsten og det sydlige Slesvig, mens det nordlige Slesvig forblev loyalt over for Danmark.
Treårskrigen, Første Slesvigske Krig, Sønderjyske Krig – kært krigsbarn har mange navne. Det udviklede sig i hvert fald til at være mere end en borgerkrig, eftersom tyske forbundstropper gik ind i krigen på slesvig- holstensk side. Krigen strakte sig over mere end halvandet år – fra marts 1848 til det sene efterår 1850. Undervejs var der et halvt års våbenhvile efter indblanding fra Sverige og andre stormagter. 26. august 1848 startede forhandlingerne, og på bordet var blandt andet et forslag om at dele Slesvig i en tysk og en dansk del. Det afviste kong Frederik d. 7., der havde overtaget tronen efter Christian d. 8.’s død i januar samme år. Derfor blev krigen genoptaget i april 1849, og nu var den danske hær vokset, så der nu stod 41.000 danske soldater over for en slesvig-holstensk hær på 19.000 mand og 47.000 tyske forbundssoldater. Det lyder umiddelbart som en ulige kamp, og danskerne opgav da også at frontalforsvare sig mod de slesvig-holstenske og tyske tropper. I stedet opererede man fra flankerne, hvor det var muligt hele tiden at fylde soldater på fra søsiden, for på havet var den danske flåde stadig den tyske overlegen. Kombineret med en effektiv flådeblokade af de nordtyske havne og et stærkt russisk pres måtte Preussen 2. juli 1850 indgå en fred med Danmark. Slesvig-holstenerne var nu alene på slagmarken og blev slået i tre etaper; 25. juli ved Isted i krigens største og blodigste slag og herefter 12. september ved Mysunde og 4. oktober ved Frederiksstad.
Ved årsskiftet, og efter yderligere pres fra Rusland og Østrig, måtte Preussen opgive sit ønske om en slesvig-holstensk stat. Hæren blev opløst, og krigen var forbi. På dansk side var den nationale selvtillid i den grad blevet pumpet op. Man talte om og dyrkede ’ånden fra 1848’, der blev fortællingen om, hvordan det (nye) konstitutionelle danske monarki – med modige, tapre landssoldater – havde modstået pres og kupforsøg fra de slesvig-holstenske oprørere. Euforien havde fået vinger af den første danske grundlov, som kongen 5. juni 1849 havde underskrevet, og som – sådan blev det opfattet – hvilede på befolkningens ønsker og tarv. I kongeriget Danmark havde man undgået de blodige revolutioner, som man havde set andre steder i Europa, og samtidig var en rebelsk intern fjende blevet besejret – til trods for, at den havde fået militær hjælp fra den stærke tyske nabo mod syd.
Problemet var bare, at krigen ikke havde løst nogle af de udfordringer og forfatningsproblemer, som Helstaten stod over for i forhold til Slesvig-Holsten. Snarere tværtimod. Akkompagneret af ’ånden fra 1848’ strammede de danske myndigheder i stedet grebet om Slesvig, blandt andet med indførelsen af de såkaldte sprogreskripter, der imod de berørte befolkningers ønske indførte dansk som skolesprog og til dels som kirkesprog.
Katastrofen i 1864
I slutningen af 1863 truede så en ny krig i og om de slesvig-holstenske hertugdømmer. Den udløsende faktor var den såkaldte Novemberforfatning, som kong Christian d. 9. valgte at underskrive – trods trusler fra det stærke Preussen. Forfatningen dækkede det danske kongerige og hertugdømmet Slesvigs fælles anliggender, men ikke Holsten, og det var et klokkeklart brud fra dansk side på det tilsagn, der i 1852 var givet til Preussen og Østrig om at ingen af monarkiets fire dele (selve kongeriget, Slesvig, Holsten og Lauenborg) måtte knyttes tættere til hinanden end til dem alle sammen. Det var også et brud på Ribe-brevets løfte om udelthed. 6. januar 1864 fremsatte Preussen og Østrig krav om, at forfatningen skulle ophæves inden for 48 timer, ellers ville de to tyske stater besætte Slesvig. Danmark afviste kravet, og 31. januar indledtes krigen.
For Otto von Bismarck, den bryske jernkansler med det karakteristiske overskæg og det stålsatte blik, var krigen både en mulighed for at komme ud af hans indenrigspolitiske kriser og et vigtigt skridt i hans ambition om at samle de tyske stater i et forenet Tyskland. For Danmark var det en fejlbedømmelse af den internationale situation og landets egen militære formåen – og der var langt mellem de gode nyheder fra fronten. Det startede med den strategisk rigtige, men for resten af Danmark traumatiserende rømning af det historiske fæstningsværk Dannevirke og fortsatte med preussernes storm på skanserne ved Dybbøl 18. april og erobringen af Als 29. juni. Undervejs forsøgte de europæiske stormagter at mægle mellem de stridende parter, men en meget stejl og uforsonlig holdning fra den danske delegation fik forhandlingerne til at bryde sammen – og da krigen blev genoptaget, stod det klart, at det med det forestående danske nederlag ikke længere var et spørgsmål om, hvor grænsen i Slesvig skulle gå. Det var snarere et spørgsmål om, hvorvidt Danmark som selvstændig stat kunne overleve.
Ved forhandlingerne i Wien i oktober 1864 – og indgåelse af Wienerfreden 30. oktober – måtte Danmark afstå de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg til Preussen og Østrig. Det danske monarki havde med et pennestrøg mistet 40 procent af sin befolkning såvel som af sit landområde og var reduceret til en ubetydelig europæisk småstat på knap 39.000 kvadratkilometer og 1,7 millioner indbyggere.
Det havde enorme konsekvenser for den nationale selvforståelse. Én reaktion var at styrke det nationale, blandt andet ved at etablere endnu flere folkehøjskoler, der kunne undervise i danskhed og demokratisk dannelse; hvad udadtil var tabt, skulle indadtil vindes.
Dette ikoniske maleri af Niels Simonsen udtrykker rammende den heroiske og vilde bedrift, det var at rømme Dannevirke natten mellem 5. og 6. februar 1864. Beslutningen om at rømme fæstningsanlægget var rigtig, men kontroversiel – og kostede den danske øverstbefalende de Meza stillingen.
En anden reaktion var præget af en national frustration og hvilede på den knuste ånd fra 1848. Tankegodset var, at Danmark var blevet frarøvet land, der fra urgammel tid havde været danernes, og at skaden faktisk var sket langt før 1864. I 1898, 50 år efter starten på Treårskrigen, udgav oberst N.P. Jensen et større værk om krigen. Her skriver han i indledningen:
”Fra ældgammel tid var Ejderen grænsen mellem Danmark og Tyskland; Slesvig er derfor utvivlsomt et gammelt dansk land. Men i tiden løsnedes det fra forbindelsen med Danmark og knyttedes til Holsten. Derfra stammer alle vore ulykker”.
Over 626 sider beskriver obersten i klassisk højstemt sprog, hvordan krigen udviklede sig og siden blev vundet. Med et solidt greb om ’ånden fra 1848’ er dette hans sidste afsnit:
”Vort fædreland er nu blevet så lille, at det ikke kan tåle at miste mere, hvis det skal bestå som selvstændig stat. Det er os selv, der skal værge dets fremtid, men forsvarets ordning er et led deri. Derfor må vi søge at finde hinanden, medens det er tid. Det er et jubelår, vi er gået ind i. Måtte da Ånden fra 1848, der samlede alle om fædrelandet, atter vækkes, så kommer løsningen af sig selv”.
Oberst N.P. Jensen
Det tabte slesvigske land – dét, der gik ned til Ejderen – var altså ikke glemt i tiden efter 1864. Snarere tværtimod. På begge sider af den nye grænse langs Kongeåen var der kræfter i gang for at sikre både danskheden i det slesvigske og en tilbagevenden til Danmark.
Noget af det, som de kræfter fæstnede deres lid til, var paragraf 5 i den såkaldte Pragfred. Den blev underskrevet i 1866 efter krigen mellem Preussen og Østrig – med førstnævnte som vinder. Med underskrivelsen af Pragfreden overdrog den tabende part, Østrig, sine rettigheder til Slesvig-Holsten til Preussen. De to tidligere danske hertugdømmer blev nu indlemmet i Det Tyske Forbund som provinsen Slesvig-Holsten. I paragraf 5 i Pragfreden stod imidlertid, at Østrig afstod de to hertugdømmer med det forbehold, at de nordlige distrikter af Slesvig skulle – eller kunne – afstås til Danmark, når de ved en fri afstemning tilkendegav et ønske om at blive forenet med Danmark. Det var en paragraf, der var blevet tilføjet på foranledning af den franske kejser Napoleon d. 3., og selvom paragraffen i princippet blev sløjfet i 1878, kom den til at spille en afgørende rolle i bestræbelserne fra Danmark og de dansksindede syd for grænsen på at få (dele af) Slesvig tilbage til Danmark.
I tiden umiddelbart efter 1864 praktiserede de preussiske myndigheder en moderat nationalitetspolitik i de erobrede hertugdømmer, men fra slutningen af 1890’erne med den såkaldte Köller-politik blev fortyskningen skærpet. Åbenmundede dansksindede politikere oplevede i stigende grad at blive udsat for politisk forfølgelse, men også hverdagen for de dansksindede blev mere besværlig eller forudsatte en ændret levevis, der var justeret efter de tyske anretninger. For eksempel blev tysk skolesprog i 1888, men der blev også indført mødeforbud og i værste fald udvisning, fængselsstraf eller fratagelse af forældrerettigheder, hvis man modsatte sig eller ignorerede fortyskningspolitikken. Og så var der naturligvis hele spørgsmålet om militærtjeneste, som også gjaldt for de dansksindede unge mænd, der var tyske statsborgere. I tiden efter 1864 var der flere, der flygtede fra landsdelen. Over 40.000 fik nok af forholdene eller ville slippe for militærtjeneste og udvandrede til Amerika.
Köller-politikken gjorde det måske nok sværere at være dansksindet, men den skabte også en modreaktion: Ved at forsøge at svække danskheden kvantitativt blev en mobilisering af danskheden i virkeligheden fremprovokeret, blandt andet i foreningslivet, hvor mange danske foreninger i forskellige afskygninger blev dannet.
Danskheden hos de dansksindede slesvigere føltes således ægte og virkelig ved indgangen til det 20. århundrede. Forude ventede imidlertid en både national og international katastrofe: Første Verdenskrig, hvor 26.000 dansksindede måtte trække i tysk uniform og rejse øst- eller vestpå til aktiv krigstjeneste for et land, de ikke følte, at de tilhørte.
I oktober 1918 stod det klart, at Tyskland ikke kunne vinde krigen. Det er dér, fortællingen om Genforeningen i virkeligheden starter. Det, der i eftertiden er blevet fortolket og betragtet som en naturlighed – at Danmark ville blive genforenet med de dansksindede nordslesvigske områder – var ikke givet i 1918, men den forestående krigsafslutning og internationale situation gav lige nøjagtig dén åbning, der var påkrævet, for at i første omgang de dansksindede syd for grænsen helt åbent kunne fremkomme med deres krav om en genforening med Danmark.
Dette er fortællingen om de dramatiske begivenheder, intense forhandlinger og følelsesladede konfrontationer, der ledte frem til de afstemninger, der i sidste ende banede vejen for Genforeningen og kong Christian d. 10.’s symbolske ridt over grænsen ved Frederikshøj. Det er fortællingen om de tre bevægelser, der endte med at kæmpe om definitionen og udformningen af den nye grænse mellem Danmark og Tyskland. Den første af de tre bevægelser var Aabenraabevægelsen. Det var en i vid udstrækning pragmatisk retning, der agiterede for, at kun de dansksindede områder af Nordslesvig skulle hjem til Danmark – og at det skulle ske efter en en bloc-afstemning. Aabenraabevægelsens grænseføring var den såkaldte Clausen-linje, der gik syd om Tønder, men nord om Flensborg. Den anden bevægelse var Flensborgbevægelsen, der kæmpede for, at Flensborg blev en del af en bloc-afstemningen, så sandsynligheden for, at den vigtige havne- og handelsby blev dansk, blev højere. Flensborgbevægelsen var vokset ud af den tredje bevægelse, Dannevirkebevægelsen, der stod for den mest radikale holdning, nemlig at Danmarks nye grænse skulle trækkes langs Slien og Dannevirke og ud til Vadehavet ved Husum – eventuelt ved Tønning, så Ejdersted kom med. Slesvig havde været dansk før – og skulle blive dansk igen. Det var en historisk ret, lød rationalet.
Gennem en perlerække af aktører, der spillede centrale roller i de tre bevægelser, og som var helt tæt på begivenhederne i Slesvig, i Berlin, i København og i Paris, fortælles hér den fulde historie om Genforeningen; om både tilfældigheder, tvivl, tro og triumfer. Gennem karaktererne vandrer vi frem mod kongens ridt over grænsen og den store genforeningsfest, der blev holdt 11. juli 1920 på Dybbøl Banke – hvor danskerne 56 år tidligere havde fået så læsterlige klø, og hvor Danmark var blevet decimeret så alvorligt.
I bogen bruges betegnelsen Nordslesvig om det område, der senere officielt blev Sønderjylland. Det gøres helt bevidst – og også selvom man i samtiden, særligt fra dansk side og som dansksindet syd for den gamle grænse, flittigt kaldte Nordslesvig for Sønderjylland. Slesvig bruges i denne bog, fordi det var dét, det gamle hertugdømme hed – og Nordslesvig fordi det var den officielle betegnelse for den nordligste del af Slesvig. Når Sønderjylland således optræder i bogen, vil det være i citatform, eller når det af politiske eller ideologiske grunde giver mening at bruge den term.
Kong Christian d. 10. red naturligvis gennem æresporten som den første – med blottet hoved og stærkt bevæget. Herefter kom resten af det kongelige følge – i række to de to prinser.Dansksindede Lorenz Jepsen måtte trække i tysk uniform under krigen. Han endte i den britiske fangelejr Feltham, hvorfra han skrev hjem til hustruen Anne – lige dele bekymret over hendes dagligdag og fremtidsudsigter og lettet over, at krigen for hans vedkommende var slut. Her ses han sammen med Anne og deres fire børn.
Kapitel 1
”… der må handles hurtigt ellers forspildes chancer, som ikke vender tilbage”
23. OKTOBER 1918 FELTHAM BERLIN
For 28-årige Lorenz Jepsen var længslen det værste. Længslen efter familien og efter hjemstavnen. Han havde ikke været hjemme, siden han var blevet indkaldt i 1915 og udkommanderet til aktiv fronttjeneste ved Regiment 75.
Han havde været indsat flere forskellige steder langs fronten i Frankrig, men kom aldrig hjem på orlov, selvom han havde han en gård at passe. Orlovsansøgning efter orlovsansøgning var blevet afvist, og hjemme knoklede hustruen Anne – blandt andet hjulpet af Lorenz’ praktiske råd via feltposten – indtil det ikke længere gik, og gården blev solgt. Og nu sad han så hér, som krigsfange i England, efter at han var blevet taget til fange et sted omkring Arras i Frankrig i marts 1917.
I september 1917 sendte han de første breve fra krigsfangeskabet hjem til Anne og børnene – gratis postekspedition, som Haagkonventionen foreskrev. 23. september skrev han:
”Hvad der gør mig bekymring er jo tanker på Eder derhjemme. Jeg ved, at I ikke har det godt, og kan dog ikke hjælper Eder. Men selv om det falder svært for dig, så tab blot ikke modet, thi enden må dog nærme sig, og den vil blive god”.
”Jeg læste forleden aften tabslister, det er jo skrækkeligt med al den sorg, med al den elendighed, som krigen bringer over vort kære hjemland. Et sted, så jeg, var både far og søn falden. Jeg længes svært efter at høre fra Eder og håber, at det så må blive noget godt,” skrev han 14. oktober 1918.
Og igen ti dage senere:
”Ja, kære Anne, havde jeg været noget nærmere hjemmet eller forbindelsen lidt bedre, så havde jeg lige kunnet nå at sende en lykønskning hjem til din fødselsdag, som er på lørdag. Dog må jeg nu nøjes med i stilhed at ønske dig alt godt. Mine tanker vandrer ofte hjemad, dog vil jeg på denne dag særligt tænke på dig, ja, og samtidig på børnene, thi jeg kan ikke tænke på dig, uden også at tænke på børnene. Ja, jeg vilde så inderlig gerne en gang se, hvorledes I har det og tale med Eder, se, om Asmus har gjort fremskridt i skolen, hvorledes det går Christian med kaninavlen, høre, hvor kønt Christine nu læser vort mål, høre Margrete nynne fra morgen til aften, snakke lidt med lille Dagmar og se vor yngste Svend spadsere i bukser. Og så vilde jeg så gerne se over til mor og tale med dig. Hvornår, hvornår kommer dagen?”.
Savnet er imidlertid blot den ene side af Lorenz’ oplevelser som krigsfange. Den anden – og det lagde han ikke skjul på i sine breve hjem – var en enorm glæde og lettelse ved at være fange i Feltham og ikke ved fronten.
Det enorme og vidt forgrenede bygningskompleks lå ti kilometer vest for London. Grunden var blevet erhvervet i 1854, og fem år senere, 1. januar 1859, var bygningerne, der nu gik under navnet Feltham, blevet indviet som industriskole for unge britiske mænd, der havde svært ved at opføre sig ordentligt ude i det normale samfund og som trængte til at blive rettet af og rettet ind gennem manuelt arbejde. I 1910 blev bygningerne købt af det britiske fængselsvæsen og omdannet til ungdomsfængsel, men allerede i 1914 måtte beboerne flytte ud for at gøre plads til en ny slags indsatte: tyskere, der var blevet taget til fange på vestfronten under Den Store Krig. I 1915 var der cirka 7.000 krigsfanger i England – i 1918 var tallet steget til 100.000. Bag stenmure, meterhøje hegn og snirklede jernlåger befandt i tusindvis af tyske krigsfanger sig i Feltham.
”Har frossen nok i to vintre. Men glædelig vis er krig og skyttegrav for mig et livsafsnit, som jeg nu er helt færdig med”, skrev Lorenz i oktober 1917. En måned tidligere – i et af de første breve fra Feltham til Anne – skrev han:
”Lever nu et mere ordnet og ordentligt liv end før i Frankrig. Bor bedre og har det friere. I dag søndag, har jeg været til gudstjeneste og altergang. I Eftermiddag skal vi have møde med kaffebord. Nu er man blandt venner og kan tale sit eget sprog, det er dog noget andet end før. Arbejdet betales her bedre end på fastlandet, så jeg tjener nu nogle flere penge, og, for penge kan man købe alt. Når vejret er dårligt arbejder vi ikke. Til arbejdsstedet kører vi altid i bil. Så, for mit eget vedkommende kan jeg jo være tilfreds med tilværelsen”.
I dette brev fulgte han faktisk op på tonen fra det allerførste brev, han sendte hjem fra Feltham. Det er fra 19. september 1917:
”Et nyt hjem og et bedre, og så tillige et bedre og friere liv, er nu falden i min lod. Mange landsmænd er jeg kommet sammen med. Fra Medelby således Hans Knudsen, Toni Hansen og Hans Jürgensen, Vesby, sidste farverens svigersøn. Det er alligevel noget andet end i livet i Frankrig og for mit eget vedkommende kan jeg rolig se vinteren i Møde. Pakker må du på ingen måde sende mig, bruger intet. Kan hilse Fru Lorenzen, at Hans vistnok også vil være her inden jul, og han vil blive glad når han først er her”.
De landsmænd, som Lorenz henviser til i sine breve hjem, var godt nok tyske statsborgere, men de var danske af sind og overbevisning og blandt de 26.000 dansksindede, der boede i Slesvig, primært det nordlige Slesvig, som blev indkaldt til at kæmpe på tysk side under det, der i samtiden blev kaldt Den Store Krig og i eftertiden Første Verdenskrig.
28-årige Lorenz var én af dem. Hans efternavn var Jepsen, og hans gård lå i Valsbøl, 18 kilometer vest for Flensborg. Han voksede op i et udpræget dansksindet hjem. Da Lorenz Jepsen døde, stod der følgende i en nekrolog i Højskolebladet om ham:
”Hans fader, landmand Asmus Jepsen, var dansk af overbevisning og i al sin færd; han tænkte altid på at opretholde det danske sprog i de egne, hvor han boede. Når han gik på vej og gade og mødte børnene, så spøgte og talte han med dem, men altid dansk for at hjælpe dem til at elske sit fædrelands sprog”.
Dét bar Lorenz Jepsen med sig ind i sit liv og sit virke. Sammen med broren Hans dyrkede også Lorenz det danske sprog og det danske sindelag. Historien fortæller, at han i skolen skulle skrive en stil om preussernes storm på Dybbøl 18. april 1864, og at han tilføjede, at det var en nem sag for preusserne at indtage skanserne, da de ”i forvejen var sønderskudt”. Skolens lærer, byens degn, måtte efterfølgende formane, at dét kunne man ikke skrive, hvorefter den 12-årige Lorenz havde påpeget, at det jo var sandt.
”Javel, min dreng”, skulle degnen ifølge overleveringen have sagt, ”Men selv om det er sandt, så må det dog ikke siges her i skolen”.
En anden overlevering om Lorenz Jepsens stædige manifestation af sin danskhed fortæller, at han som 20-årig en aften var kommet i ophedet debat med en tysk gendarm på kroen i Valsbøl. Gendarmen havde bebrejdet ham, at han talte dansk, og da Lorenz Jepsen fortsatte med det, havde gendarmen truende sagt, at han ville sørge for, at Lorenz Jepsen ville komme tre år til Königsberg, når han blev indkaldt som soldat.
”Gør kun det. De tre år kommer jeg nok igennem, og når jeg kommer hjem, er jeg den samme som i dag”, skulle svaret fra Lorenz ifølge overleveringen have lydt. Da nogle af hans venner rådede ham til at undskylde over for den tyske gendarm, skulle Lorenz Jepsen have svaret:
”Nej. Vel er jeg ked af at blive sendt til Königsberg i tre lange år, men give mit sindelag og mit sprog bort for at blive fri, det gør jeg aldrig”.
Så når Lorenz Jepsen i sine breve hjem fra Feltham fortæller, at han føler sig friere end før, er det, fordi han nu endelig var blandt landsmænd – dansksindede og ligesindede som Hans Knudsen, Toni Hansen, Hans Jürgensen og farverens svigersøn. Og det mål, som han så gerne vil høre Christine læse, er uden tvivl det danske modersmål, som hans og hans fars familie holdt så højt i hævd.
Det var primært i Feltham – dette imponerende kompleks af mursten og jern – at de dansksindede tyske soldater kom til, hvis de endte i fangenskab, og der er mange andre, der skriver hjem med en lettelse over endelig at kunne tale og dyrke det danske. En feldwebel Christensen fra Gram kom ad snirklede omveje til Feltham i det tidlige efterår 1916 og skrev efterfølgende dette om afslutningen på sin første dag i krigsfangelejren vest for London:
”Der blev sunget kraftigt og inderligt. Da jeg om aftenen lå i min seng, følte jeg en glæde og en fred i mit Sind. Nu var jeg blandt landsmænd, og jeg takkede Gud, der havde ført mig så vidt, nærmere mit hjem”.
Det kan godt være, at Lorenz Jepsen og Christensen fra Gram i en kulturel og sindelagsmæssig henseende var kommet tættere deres hjem, men i kilometer var de faktisk længere væk end nogensinde. Og selvom de begge følte sig friere end ved fronten – ja, formentlig friere end da de befandt sig i Slesvig under tysk kontrol – og trivedes i hverdagen, så tog den ene dag den anden i et rutinepræget trummerum med navneopråb hver morgen og seks dages arbejdsuger enten i bygningskompleksets mange værksteder eller på marker og i skove uden for murene. Eftermiddagene, aftenerne og søndagene kunne bruges til at læse, slappe af, samtale, spille dilettantforestillinger eller fodbold og håndbold på de sportspladser, der var etableret på Felthams område.
I oktober 1918 skete der dog endelig noget, som satte skub i både spekulationer og håb. Det rygtedes, at magthaverne i Berlin havde erkendt, at krigen var tabt og derfor havde bedt om, at der blev aftalt en våbenhvile og indledt forhandlinger. Lorenz Jepsen havde svært ved at tro på det. Det fremgår af et brev, som han sendte hjem til Anne 14. oktober:
”Takker for et brev fra 28. aug. Ser, at alt er så omtrent ved det gamle hjemme. Jeg har det vel lignende, thi her slides denne dag også som den anden, man har det egentlig godt nok, og alligevel bliver livet trist og ensformigt i længden … blot freden var nær, men jeg tror ikke at de nuværende fredsbestræbelser vil få bedre skæbne. Men indlysende er det dog nu at det går mod enden med krigen, og selv om det endnu skulde vare et helt år inden vi kommer hjem, så får vi også holde det ud. Vi, som sidder her, kan holde ud, værre er det for de sølle djævle som er ved fronten”.
Noget stort og afgørende var imidlertid i skred. Der var bund i de rygter, som spredtes til Lorenz Jepsen i Feltham.
3. oktober – 11 dage før Lorenz skrev hjem til Valsbøl – havde den tyske kejser Vilhelm d. 2. i Berlin, 930 kilometer øst for Feltham, udpeget en ny rigskansler: Maximilian Alexander Friedrich Wilhelm, også bare kaldet prins Max af Baden. Han var kendt for sin reformvillighed og havde en klar bunden opgave; at få afsluttet Den Store Krig, som den tyske ledelse havde erkendt, at Tyskland med sikkerhed stod til at tabe. Natten mellem 3. og 4. oktober udvekslede den nytiltrådte regering og rigskansler de første noter om en kommende våbenstilstand med den amerikanske præsident Woodrow Wilson, som allerede i januar 1918 havde fremlagt 14 punkter, der var tænkt som en organisering af dels fredsforhandlingerne og dels den efterfølgende verdensorden. Det så ud til, at afslutningen på Den Store Krig var nær.
Det danske nederlag til preusserne i 1864 er malet tydeligt ind i danmarkshistorien, og krigen og ikke mindst nederlaget er en del af vores nationale fortælling og selvforståelse. Men hvad skete der 56 år senere, i 1920, da betydelige dele af det tabte land kom tilbage og skabte det danmarkskort, vi kender i dag?
Genforeningen 1920 – Da Danmark blev samlet er fortællingen om en af de vigtigste begivenheder i den moderne danmarkshistorie. I skyggen af Første Verdenskrig var det et følelsesladet og nervepirrende politisk drama, der gjorde det muligt for dansksindede politikere syd for Kongeå-grænsen, den danske regering og de sejrende stormagter at bane vejen for de afstemninger, der igen gjorde Danmark til ét rige.
Bogen følger en række nøglepersoner, der på hver sin måde kæmpede for det tabte land, og tager læseren med på en rejse fra det tyske nederlag i verdenskrigen til de store folkefester i sommeren 1920, da Sønderjylland igen var blevet dansk.
Bogen er i stort format og bliver rigt illustreret med fotos, valgplakater, malerier og andet materiale. Den baserer sig på omfattende research i dagbøger, erindringsværker, avisartikler og breve og er skabt i samarbejde med Historisk Samfund for Sønderjylland og Det Danske Centralbibliotek i Sydslesvig.
Du kan købe Genforeningen 1920 online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.
Simon Ankjærgaard
Genforeningen 1920 – Da Danmark blev samlet
Prolog
”… up ewig ungedeelt”
10. JULI 1920
FREDERIKSHØJ
Klokken var 9.25, da den danske konge red gennem æresporten ved Frederikshøj mellem Kolding og Christiansfeld.
Siden morgenstunden var tusinder og atter tusinder strømmet til området, der lå mellem frodige marker, levende hegn, små skove og grønne bakker og dale. Øjenvidner talte om, at et sted mellem 60.000 og 70.000 havde fundet vej, og de var brudt ud i en øredøvende jubel, da det kongelige følge kom til syne længere oppe ad vejen.
Kongen selv var nem at genkende. Bare højden i sig selv var afslørende. Han målte to meter og én centimeter og kom ridende ind mod æresporten i en diskret generalsuniform og på den hvide hest Malgré Tout – ’Trods Alt’, som navnet lød i oversættelsen fra fransk. Bag kongen sås blandt andre dronning Alexandrine i en åben ekvipage og de to prinser – kronprins Frederik og prins Knud – ligeledes på heste.
Til venstre på vejen set fra sydsiden – og det var i den retning, de tusindvis af fremmødte skuede – stod et kompagni fra 1. bataljon fra Sønderborg. Under ledelse af oberst Moltke, chefen for den sønderjyske kommando, stod kompagniet æresvagt – snorlige og i stram retstilling.
Efterhånden som det kongelige selskab kom nærmere, faldt lydstyrken hos de mange fremmødte – og da kongen nåede frem til æresporten, var der helt stille. Tydeligvis stærkt bevæget og med hovedet blottet førte regenten nu Malgré Tout igennem porten.
Efter kongen passerede resten af de kongelige æresport. På den anden side af grænsen, få meter inde i det genvundne land, stod en lille talerstol, som kongen elegant førte Malgré Tout hen til. Amtsrådsmedlem og gårdejer P.J. Refshauge fik lov til at tale først. Han mindede om sønderjydernes afsked med kong Christian d. 9. tilbage i slutningen af 1864 – og sluttede med at henvise til de afstemninger, der havde ført det tabte land tilbage:
”Kærligheden til vort gamle fædreland har dybe rødder i vore hjerter. Derfor valgte vi Danmark. Frit har vi valgt; og skam og hæder, sorg og lykke vil vi dele med vort folk, og vort fædreland vil vi være med til at bære frem mod dagen ny”.
De efterfølgende klapsalver endte i en stille summen, da kongen, der havde overtaget tronen fra sin far, Frederik d. 8., otte år tidligere, takkede Refshauge og selv indtog talerstolen. Han kiggede op og så rundt.
”Min første hilsen til sønderjyderne skal være et ’velkommen hjem’”, sagde han som det første.
”Hr. Refshauge mindede mig om min bedstefars tid og den tids slægter. Jeg erindrer også min bedstefar og min far, som jeg ønsker havde holdt her i stedet for mig. Gud velsigne dem alle sammen. Og lad os nu alle arbejde på at gøre vort land sundt og stærkt”.
Derefter fulgte et ’Danmark leve’ og et nifoldigt hurraråb fra de tusindvis af struber, der var samlet ved den nu ikke længere eksisterende grænse. Kongen sadlede op, men havde ikke redet mange meter, før han stoppede hesten. Præstekonen Elisabet Braren fra Aastrup stod med sin niårige adoptivdatter Johanne Marrtine Braren i favnen. Hun løftede hende op mod kongen, der trak den lille pige til sig og placerede hende foran sig på saddelknappen. Jublen steg til uanede højder – det var ikke bare et smukt øjeblik, det var også stærkt symbolsk. Forfatteren Henrik Pontoppidan havde halvandet år forinden i Berlingske Tidende fået bragt et digt, hvor han havde sat ord på de danske håb om at få det tabte land tilbage. Digtet ”Sønderjylland” startede således:
Det klinger som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage: en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!
Da kongen løftede lille Johanne op, udlevede og iscenesatte han de første bevægende strofer af Pontoppidans digt. I sin dagbog skrev kongen selv om begivenheden:
”Så overvældende var denne modtagelse, at jeg følte mig dybt grebet, og da en lille pige senere raktes op imod mig med en buket blomster, så lagde jeg i det kys, jeg trykkede på hendes pande, al den glæde og taknemmelighed, jeg selv følte, og da det lille væsen lagde sine arme om min hals, havde jeg følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine arme – nu da den lille pige tillidsfuldt sad foran mig på hesten”.
Da kongen havde rakt Johanne tilbage til hendes adoptivmor, red han og de øvrige kongelige videre sydpå mod Christiansfeld og Haderslev. Med folkets hyldest i ryggen passerede han 18 æresporte på den 12 kilometer lange tur. I Haderslev deltog han i en gudstjeneste i Vor Frue Kirke, inden han gik ombord på kongeskibet Dannebrog, der straks satte kursen mod Aabenraa og en fortsættelse af genforenings-festlighederne.
Skabelsen af det moderne Danmarkskort
Kongens ridt over grænsen ved Frederikshøj er ikonisk og er blevet foreviget på fotografier og grovkornede filmoptagelser. Det var også stærkt symbolsk og skete på baggrund af mange måneders politiske forhandlinger – i Berlin, i København og i Paris – hvor stærke følelser havde været på spil, og hvor bølgerne var gået højt.
Genforeningen er en af de vigtigste begivenheder i den moderne danmarkshistorie, men hvor de slesvigske krige, særligt den, der fandt sted i 1864, er gennembelyst, gennemanalyseret og gennemformidlet i litteraturen, i dokumentarprogrammer, i tv-serier og i spillefilm, så fylder selve Genforeningen mindre, særligt i den del af Danmark, der ligger uden for Sønderjylland og det nordligste Tyskland.
Krigen i 1864 og det efterfølgende ydmygende nederlag, der endte med, at Danmark måtte afstå de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg til de sejrende magter, Preussen og Østrig, er blevet en stor del af vores nationale identitet, vores nationale fortælling og vores opfattelse af vores rolle i verden som en småstat. Hvad udadtil var tabt – magt, indflydelse og territorium – skulle indad vindes, som kampråbet for den mentale og moralske genoprustning af Danmark lød. Alligevel var stærke politiske kræfter igennem alle 56 år mellem krigsnederlaget og Genforeningen i gang med at arbejde for, at det tabte land – eller i hvert fald den mest dansksindede del af det tabte land – en dag skulle vende tilbage til Danmark.
Med Tysklands nederlag i Første Verdenskrig bød muligheden sig – og den blev udnyttet, men der var ikke noget hverken naturgivent eller gudsgivent ved udformningen af den grænse, som blev udfaldet af det politiske spil og de stærkt følelsesladede konfrontationer, som processen bød på. Det er i det lys påfaldende, hvordan Genforeningen har fået et skær af, at det ikke kunne være gået anderledes. At selvfølgelig ville Danmark blive genforenet med sit tabte land. Selvfølgelig ville Sønderjylland vende tilbage til Riget en dag. Men det kunne være gået anderledes. Det vil denne fortælling tydeliggøre. Det krævede en unik international og national situation at skabe det rum, der gjorde det muligt for dansksindede politikere syd for Kongeå-grænsen, den danske regering i København og de sejrende stormagter ved Paris-forhandlingerne at bane vejen for de afstemninger, hvis udfald skabte det Danmark, vi kender i dag. For det er det, Genforeningen er; fortællingen om, hvordan Danmark kom til at se ud. Hvordan den skabte det Danmarkskort, vi kender i dag, og som i nu 100 år har hængt på alle landets folkeskoler og bliver brugt som udgangspunkt for fortællingen om vores land.
Hertugdømmet Slesvig er omdrejningspunktet – og stridspunktet – i den fortælling, der leder frem til Genforeningen. Allerede i middelalderen blev Slesvig synonymt med Sønderjylland og brugt som beskrivelse af det område, der strakte sig fra en linje langs Kongeåen i nord og til Ejderen i syd. Kongeåen har sit udspring sydøst for Vejen og Vamdrup og strækker sig 50 kilometer gennem blandt andet Foldingbro og Gredstedbro, inden den løber ud i Vadehavet nord for Ribe. Ejderen er hele 180 kilometer lang og udspringer sydvest for Kiel. Den bugter sig igennem byer som Rendsborg og Frederiksstad og munder ud i Vesterhavet ved Ejderdæmningen.
Netop Ejderen blev historisk set som den naturlige skillelinje mellem danerne i nord og sakserne og slaverne i syd. Området syd for opstod som Holsten, men fra 1300-tallet og frem voksede Slesvig og Holsten i stigende grad sammen til ét territorium. Man kan med en vis ret tale om, at der fra midten af 1400-tallet og frem eksisterede en regulær slesvig-holstensk stat under ledelse af en regent, en hertug, men hvor det slesvig-holstenske ridderskab spillede en markant rolle. I 1460 gjorde ridderskabet den danske kong Christian d. 1. til hertug i Slesvig – og i 1474 til hertug i Holsten. Det skete med den klausul, at de to hertugdømmer skulle forblive ’up ewig ungedeelt’ – for evigt udelte. Det løfte satte kongen sin signatur under i Ribe, Danmarks ældste by i hvis midte den historiske domkirke fra 1150 knejsede. Den kongelige underskrift og formuleringen om, at de to hertugdømmer for evigt skulle forblive udelte, blev skrevet på et pergament i to eksemplarer – det såkaldte Ribe-brev – og prydet med i alt 18 segl. Det findes i dag i to eksemplarer – kongens eksemplar ligger i Rigsarkivet i København, mens modparten findes i Schleswig- Holsteinisches Landesarchiv på Gottorp Slot, der ligger på en ø i floden Slien uden for Slesvig by.
Krige, konflikter, storpolitiske studehandler og dynastisk funderede beslutninger og handlinger prægede tiden fra Ribe-brevets underskrivelse i 1460 og frem til 1800-tallets begyndelse. Ved opløsningen af Det Tysk-Romerske Rige i 1806 blev Holsten indlemmet i det danske monarki. Det styrkede i første omgang den Helstat, der var vokset ud af den sidste halvdel af 1700-tallet, hvor den på det tidspunkt enevældige danske konge herskede over en stat, der omfattede Grønland, Færøerne, Norge, Danmark, hertugdømmerne Slesvig og Holsten, samt de oversøiske besiddelser i Caribien, i Indien og i Afrika.
Det var dog en stakket frist, for Danmark havde valgt den forkerte hest at satse på i det krigskompleks, der kaldes Revolutionskrigene, Napoleonskrigene eller Koalitionskrigene, og som sønderrev Europa af to omgange fra 1792 til 1802 og fra 1803 til 1815. Danmark allierede sig med Frankrig og kejser Napoleon og var involveret af flere omgange; under Englandskrigene i 1801 og igen fra 1807 til 1815, og som allieret med Rusland og Frankrig mod Sverige i 1808 til 1809.
Frankrig endte som taber af den lange række krige – og det fik alvorlige konsekvenser for landets allierede. Allerede i 1807 måtte Danmark afgive sin flåde til Storbritannien. I 1813 gik landet statsbankerot og var således helt udmarvet økonomisk, da den danske delegation satte sig ved forhandlingsbordet i Kiel for at underskrive den fredstraktat, der betød et farvel til 434 års statsfællesskab mellem Danmark og Norge, der med Eidsvollforfatningen gik i union med Sverige. I hertugdømmerne blev Holsten i 1815 medlem af Det Tyske Forbund, men stadig med den danske konge som hertug for Slesvig og Holsten. Som en kompensation for tabet af Norge fik den danske konge, Frederik d. 6., det lille hertugdømme Lauenburg, der ligger mellem Hamborg og Lübeck og som også var med i Det Tyske Forbund.
Da Lauenburg endte i hænderne på den danske konge, steg procentdelen af tysksindede i den danske helstat fra 25 procent til hele 40 procent, hvilket skete lige på kanten af den periode, hvor nationalismen som folkelig bevægelse for alvor fik vind i sejlene. Syd for det danske kongerige – i hertugdømmerne – kom det til udtryk i slesvig-holstenismen, hvis grundtanke var, at de to hertugdømmer var tæt forbundet med hinanden og burde have en stærkere selvstændighed i forhold til Danmark. Tankegodset udsprang i første omgang fra universitetet i Kiel og særligt professorerne N. Falck og F.C. Dahlmann. Deres mål var en liberal slesvig-holstensk forfatning funderet på en genoplivning af de gamle stændermøder – og en indfrielse af løftet i Ribe-brevet; at de to hertugdømmer ”bliuen ewich tosammende ungedeelt” – forblev for evigt tilsammen udelte. Og på den måde var den spirende og nationalistisk funderede slesvig-holstenisme på stensikker kollisionskurs med den danske trone, den spirende danske nationalisme i det nordslesvigske område og ambitionerne om den danske Helstat. I de nationalliberale kredse i Danmark voksede i 1840’erne den Ejderpolitiske tanke frem. Den fordrede, at hertugdømmet Holsten skulle udskilles fra Helstaten, og at hertugdømmet Slesvig skulle indlemmes i kongeriget, så Ejderfloden (igen, var argumentet fra de nationalliberale) blev den grænse, der adskilte danerne fra folkeslagene i syd. Det var et frontalangreb på Ribe-brevets løfte om de to hertugdømmers fælles eksistens og fremtid.
1840’erne var også de europæiske revolutioners årti. I februar 1848 udbrød der revolution i Paris, og måneden efter bredte den sig til Wien og Berlin. På ryggen af disse revolutioner satte slesvig-holstenske ledere ild til spændingerne mellem Danmark og slesvig-holstenismens ønske om et mere demokratisk Slesvig-Holsten, der skulle knyttes tættere til Det Tyske Forbund end til den danske trone. 24. marts indtog slesvig-holstenerne Rendsborg, og krigen – der de facto startede som en borgerkrig – var en kendsgerning fra 9. april med slaget ved Bov. En provisorisk slesvig-holstensk regering blev dannet og anerkendt af Holsten og det sydlige Slesvig, mens det nordlige Slesvig forblev loyalt over for Danmark.
Treårskrigen, Første Slesvigske Krig, Sønderjyske Krig – kært krigsbarn har mange navne. Det udviklede sig i hvert fald til at være mere end en borgerkrig, eftersom tyske forbundstropper gik ind i krigen på slesvig- holstensk side. Krigen strakte sig over mere end halvandet år – fra marts 1848 til det sene efterår 1850. Undervejs var der et halvt års våbenhvile efter indblanding fra Sverige og andre stormagter. 26. august 1848 startede forhandlingerne, og på bordet var blandt andet et forslag om at dele Slesvig i en tysk og en dansk del. Det afviste kong Frederik d. 7., der havde overtaget tronen efter Christian d. 8.’s død i januar samme år. Derfor blev krigen genoptaget i april 1849, og nu var den danske hær vokset, så der nu stod 41.000 danske soldater over for en slesvig-holstensk hær på 19.000 mand og 47.000 tyske forbundssoldater. Det lyder umiddelbart som en ulige kamp, og danskerne opgav da også at frontalforsvare sig mod de slesvig-holstenske og tyske tropper. I stedet opererede man fra flankerne, hvor det var muligt hele tiden at fylde soldater på fra søsiden, for på havet var den danske flåde stadig den tyske overlegen. Kombineret med en effektiv flådeblokade af de nordtyske havne og et stærkt russisk pres måtte Preussen 2. juli 1850 indgå en fred med Danmark. Slesvig-holstenerne var nu alene på slagmarken og blev slået i tre etaper; 25. juli ved Isted i krigens største og blodigste slag og herefter 12. september ved Mysunde og 4. oktober ved Frederiksstad.
Ved årsskiftet, og efter yderligere pres fra Rusland og Østrig, måtte Preussen opgive sit ønske om en slesvig-holstensk stat. Hæren blev opløst, og krigen var forbi. På dansk side var den nationale selvtillid i den grad blevet pumpet op. Man talte om og dyrkede ’ånden fra 1848’, der blev fortællingen om, hvordan det (nye) konstitutionelle danske monarki – med modige, tapre landssoldater – havde modstået pres og kupforsøg fra de slesvig-holstenske oprørere. Euforien havde fået vinger af den første danske grundlov, som kongen 5. juni 1849 havde underskrevet, og som – sådan blev det opfattet – hvilede på befolkningens ønsker og tarv. I kongeriget Danmark havde man undgået de blodige revolutioner, som man havde set andre steder i Europa, og samtidig var en rebelsk intern fjende blevet besejret – til trods for, at den havde fået militær hjælp fra den stærke tyske nabo mod syd.
Problemet var bare, at krigen ikke havde løst nogle af de udfordringer og forfatningsproblemer, som Helstaten stod over for i forhold til Slesvig-Holsten. Snarere tværtimod. Akkompagneret af ’ånden fra 1848’ strammede de danske myndigheder i stedet grebet om Slesvig, blandt andet med indførelsen af de såkaldte sprogreskripter, der imod de berørte befolkningers ønske indførte dansk som skolesprog og til dels som kirkesprog.
Katastrofen i 1864
I slutningen af 1863 truede så en ny krig i og om de slesvig-holstenske hertugdømmer. Den udløsende faktor var den såkaldte Novemberforfatning, som kong Christian d. 9. valgte at underskrive – trods trusler fra det stærke Preussen. Forfatningen dækkede det danske kongerige og hertugdømmet Slesvigs fælles anliggender, men ikke Holsten, og det var et klokkeklart brud fra dansk side på det tilsagn, der i 1852 var givet til Preussen og Østrig om at ingen af monarkiets fire dele (selve kongeriget, Slesvig, Holsten og Lauenborg) måtte knyttes tættere til hinanden end til dem alle sammen. Det var også et brud på Ribe-brevets løfte om udelthed. 6. januar 1864 fremsatte Preussen og Østrig krav om, at forfatningen skulle ophæves inden for 48 timer, ellers ville de to tyske stater besætte Slesvig. Danmark afviste kravet, og 31. januar indledtes krigen.
For Otto von Bismarck, den bryske jernkansler med det karakteristiske overskæg og det stålsatte blik, var krigen både en mulighed for at komme ud af hans indenrigspolitiske kriser og et vigtigt skridt i hans ambition om at samle de tyske stater i et forenet Tyskland. For Danmark var det en fejlbedømmelse af den internationale situation og landets egen militære formåen – og der var langt mellem de gode nyheder fra fronten. Det startede med den strategisk rigtige, men for resten af Danmark traumatiserende rømning af det historiske fæstningsværk Dannevirke og fortsatte med preussernes storm på skanserne ved Dybbøl 18. april og erobringen af Als 29. juni. Undervejs forsøgte de europæiske stormagter at mægle mellem de stridende parter, men en meget stejl og uforsonlig holdning fra den danske delegation fik forhandlingerne til at bryde sammen – og da krigen blev genoptaget, stod det klart, at det med det forestående danske nederlag ikke længere var et spørgsmål om, hvor grænsen i Slesvig skulle gå. Det var snarere et spørgsmål om, hvorvidt Danmark som selvstændig stat kunne overleve.
Ved forhandlingerne i Wien i oktober 1864 – og indgåelse af Wienerfreden 30. oktober – måtte Danmark afstå de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg til Preussen og Østrig. Det danske monarki havde med et pennestrøg mistet 40 procent af sin befolkning såvel som af sit landområde og var reduceret til en ubetydelig europæisk småstat på knap 39.000 kvadratkilometer og 1,7 millioner indbyggere.
Det havde enorme konsekvenser for den nationale selvforståelse. Én reaktion var at styrke det nationale, blandt andet ved at etablere endnu flere folkehøjskoler, der kunne undervise i danskhed og demokratisk dannelse; hvad udadtil var tabt, skulle indadtil vindes.
En anden reaktion var præget af en national frustration og hvilede på den knuste ånd fra 1848. Tankegodset var, at Danmark var blevet frarøvet land, der fra urgammel tid havde været danernes, og at skaden faktisk var sket langt før 1864. I 1898, 50 år efter starten på Treårskrigen, udgav oberst N.P. Jensen et større værk om krigen. Her skriver han i indledningen:
”Fra ældgammel tid var Ejderen grænsen mellem Danmark og Tyskland; Slesvig er derfor utvivlsomt et gammelt dansk land. Men i tiden løsnedes det fra forbindelsen med Danmark og knyttedes til Holsten. Derfra stammer alle vore ulykker”.
Over 626 sider beskriver obersten i klassisk højstemt sprog, hvordan krigen udviklede sig og siden blev vundet. Med et solidt greb om ’ånden fra 1848’ er dette hans sidste afsnit:
Det tabte slesvigske land – dét, der gik ned til Ejderen – var altså ikke glemt i tiden efter 1864. Snarere tværtimod. På begge sider af den nye grænse langs Kongeåen var der kræfter i gang for at sikre både danskheden i det slesvigske og en tilbagevenden til Danmark.
Noget af det, som de kræfter fæstnede deres lid til, var paragraf 5 i den såkaldte Pragfred. Den blev underskrevet i 1866 efter krigen mellem Preussen og Østrig – med førstnævnte som vinder. Med underskrivelsen af Pragfreden overdrog den tabende part, Østrig, sine rettigheder til Slesvig-Holsten til Preussen. De to tidligere danske hertugdømmer blev nu indlemmet i Det Tyske Forbund som provinsen Slesvig-Holsten. I paragraf 5 i Pragfreden stod imidlertid, at Østrig afstod de to hertugdømmer med det forbehold, at de nordlige distrikter af Slesvig skulle – eller kunne – afstås til Danmark, når de ved en fri afstemning tilkendegav et ønske om at blive forenet med Danmark. Det var en paragraf, der var blevet tilføjet på foranledning af den franske kejser Napoleon d. 3., og selvom paragraffen i princippet blev sløjfet i 1878, kom den til at spille en afgørende rolle i bestræbelserne fra Danmark og de dansksindede syd for grænsen på at få (dele af) Slesvig tilbage til Danmark.
I tiden umiddelbart efter 1864 praktiserede de preussiske myndigheder en moderat nationalitetspolitik i de erobrede hertugdømmer, men fra slutningen af 1890’erne med den såkaldte Köller-politik blev fortyskningen skærpet. Åbenmundede dansksindede politikere oplevede i stigende grad at blive udsat for politisk forfølgelse, men også hverdagen for de dansksindede blev mere besværlig eller forudsatte en ændret levevis, der var justeret efter de tyske anretninger. For eksempel blev tysk skolesprog i 1888, men der blev også indført mødeforbud og i værste fald udvisning, fængselsstraf eller fratagelse af forældrerettigheder, hvis man modsatte sig eller ignorerede fortyskningspolitikken. Og så var der naturligvis hele spørgsmålet om militærtjeneste, som også gjaldt for de dansksindede unge mænd, der var tyske statsborgere. I tiden efter 1864 var der flere, der flygtede fra landsdelen. Over 40.000 fik nok af forholdene eller ville slippe for militærtjeneste og udvandrede til Amerika.
Köller-politikken gjorde det måske nok sværere at være dansksindet, men den skabte også en modreaktion: Ved at forsøge at svække danskheden kvantitativt blev en mobilisering af danskheden i virkeligheden fremprovokeret, blandt andet i foreningslivet, hvor mange danske foreninger i forskellige afskygninger blev dannet.
Danskheden hos de dansksindede slesvigere føltes således ægte og virkelig ved indgangen til det 20. århundrede. Forude ventede imidlertid en både national og international katastrofe: Første Verdenskrig, hvor 26.000 dansksindede måtte trække i tysk uniform og rejse øst- eller vestpå til aktiv krigstjeneste for et land, de ikke følte, at de tilhørte.
I oktober 1918 stod det klart, at Tyskland ikke kunne vinde krigen. Det er dér, fortællingen om Genforeningen i virkeligheden starter. Det, der i eftertiden er blevet fortolket og betragtet som en naturlighed – at Danmark ville blive genforenet med de dansksindede nordslesvigske områder – var ikke givet i 1918, men den forestående krigsafslutning og internationale situation gav lige nøjagtig dén åbning, der var påkrævet, for at i første omgang de dansksindede syd for grænsen helt åbent kunne fremkomme med deres krav om en genforening med Danmark.
Dette er fortællingen om de dramatiske begivenheder, intense forhandlinger og følelsesladede konfrontationer, der ledte frem til de afstemninger, der i sidste ende banede vejen for Genforeningen og kong Christian d. 10.’s symbolske ridt over grænsen ved Frederikshøj. Det er fortællingen om de tre bevægelser, der endte med at kæmpe om definitionen og udformningen af den nye grænse mellem Danmark og Tyskland. Den første af de tre bevægelser var Aabenraabevægelsen. Det var en i vid udstrækning pragmatisk retning, der agiterede for, at kun de dansksindede områder af Nordslesvig skulle hjem til Danmark – og at det skulle ske efter en en bloc-afstemning. Aabenraabevægelsens grænseføring var den såkaldte Clausen-linje, der gik syd om Tønder, men nord om Flensborg. Den anden bevægelse var Flensborgbevægelsen, der kæmpede for, at Flensborg blev en del af en bloc-afstemningen, så sandsynligheden for, at den vigtige havne- og handelsby blev dansk, blev højere. Flensborgbevægelsen var vokset ud af den tredje bevægelse, Dannevirkebevægelsen, der stod for den mest radikale holdning, nemlig at Danmarks nye grænse skulle trækkes langs Slien og Dannevirke og ud til Vadehavet ved Husum – eventuelt ved Tønning, så Ejdersted kom med. Slesvig havde været dansk før – og skulle blive dansk igen. Det var en historisk ret, lød rationalet.
Gennem en perlerække af aktører, der spillede centrale roller i de tre bevægelser, og som var helt tæt på begivenhederne i Slesvig, i Berlin, i København og i Paris, fortælles hér den fulde historie om Genforeningen; om både tilfældigheder, tvivl, tro og triumfer. Gennem karaktererne vandrer vi frem mod kongens ridt over grænsen og den store genforeningsfest, der blev holdt 11. juli 1920 på Dybbøl Banke – hvor danskerne 56 år tidligere havde fået så læsterlige klø, og hvor Danmark var blevet decimeret så alvorligt.
I bogen bruges betegnelsen Nordslesvig om det område, der senere officielt blev Sønderjylland. Det gøres helt bevidst – og også selvom man i samtiden, særligt fra dansk side og som dansksindet syd for den gamle grænse, flittigt kaldte Nordslesvig for Sønderjylland. Slesvig bruges i denne bog, fordi det var dét, det gamle hertugdømme hed – og Nordslesvig fordi det var den officielle betegnelse for den nordligste del af Slesvig. Når Sønderjylland således optræder i bogen, vil det være i citatform, eller når det af politiske eller ideologiske grunde giver mening at bruge den term.
Kapitel 1
”… der må handles hurtigt ellers forspildes chancer, som ikke vender tilbage”
23. OKTOBER 1918
FELTHAM
BERLIN
For 28-årige Lorenz Jepsen var længslen det værste. Længslen efter familien og efter hjemstavnen. Han havde ikke været hjemme, siden han var blevet indkaldt i 1915 og udkommanderet til aktiv fronttjeneste ved Regiment 75.
Han havde været indsat flere forskellige steder langs fronten i Frankrig, men kom aldrig hjem på orlov, selvom han havde han en gård at passe. Orlovsansøgning efter orlovsansøgning var blevet afvist, og hjemme knoklede hustruen Anne – blandt andet hjulpet af Lorenz’ praktiske råd via feltposten – indtil det ikke længere gik, og gården blev solgt. Og nu sad han så hér, som krigsfange i England, efter at han var blevet taget til fange et sted omkring Arras i Frankrig i marts 1917.
I september 1917 sendte han de første breve fra krigsfangeskabet hjem til Anne og børnene – gratis postekspedition, som Haagkonventionen foreskrev. 23. september skrev han:
”Hvad der gør mig bekymring er jo tanker på Eder derhjemme. Jeg ved, at I ikke har det godt, og kan dog ikke hjælper Eder. Men selv om det falder svært for dig, så tab blot ikke modet, thi enden må dog nærme sig, og den vil blive god”.
”Jeg læste forleden aften tabslister, det er jo skrækkeligt med al den sorg, med al den elendighed, som krigen bringer over vort kære hjemland. Et sted, så jeg, var både far og søn falden. Jeg længes svært efter at høre fra Eder og håber, at det så må blive noget godt,” skrev han 14. oktober 1918.
Og igen ti dage senere:
”Ja, kære Anne, havde jeg været noget nærmere hjemmet eller forbindelsen lidt bedre, så havde jeg lige kunnet nå at sende en lykønskning hjem til din fødselsdag, som er på lørdag. Dog må jeg nu nøjes med i stilhed at ønske dig alt godt. Mine tanker vandrer ofte hjemad, dog vil jeg på denne dag særligt tænke på dig, ja, og samtidig på børnene, thi jeg kan ikke tænke på dig, uden også at tænke på børnene. Ja, jeg vilde så inderlig gerne en gang se, hvorledes I har det og tale med Eder, se, om Asmus har gjort fremskridt i skolen, hvorledes det går Christian med kaninavlen, høre, hvor kønt Christine nu læser vort mål, høre Margrete nynne fra morgen til aften, snakke lidt med lille Dagmar og se vor yngste Svend spadsere i bukser. Og så vilde jeg så gerne se over til mor og tale med dig. Hvornår, hvornår kommer dagen?”.
Savnet er imidlertid blot den ene side af Lorenz’ oplevelser som krigsfange. Den anden – og det lagde han ikke skjul på i sine breve hjem – var en enorm glæde og lettelse ved at være fange i Feltham og ikke ved fronten.
Det enorme og vidt forgrenede bygningskompleks lå ti kilometer vest for London. Grunden var blevet erhvervet i 1854, og fem år senere, 1. januar 1859, var bygningerne, der nu gik under navnet Feltham, blevet indviet som industriskole for unge britiske mænd, der havde svært ved at opføre sig ordentligt ude i det normale samfund og som trængte til at blive rettet af og rettet ind gennem manuelt arbejde. I 1910 blev bygningerne købt af det britiske fængselsvæsen og omdannet til ungdomsfængsel, men allerede i 1914 måtte beboerne flytte ud for at gøre plads til en ny slags indsatte: tyskere, der var blevet taget til fange på vestfronten under Den Store Krig. I 1915 var der cirka 7.000 krigsfanger i England – i 1918 var tallet steget til 100.000. Bag stenmure, meterhøje hegn og snirklede jernlåger befandt i tusindvis af tyske krigsfanger sig i Feltham.
”Har frossen nok i to vintre. Men glædelig vis er krig og skyttegrav for mig et livsafsnit, som jeg nu er helt færdig med”, skrev Lorenz i oktober 1917. En måned tidligere – i et af de første breve fra Feltham til Anne – skrev han:
”Lever nu et mere ordnet og ordentligt liv end før i Frankrig. Bor bedre og har det friere. I dag søndag, har jeg været til gudstjeneste og altergang. I Eftermiddag skal vi have møde med kaffebord. Nu er man blandt venner og kan tale sit eget sprog, det er dog noget andet end før. Arbejdet betales her bedre end på fastlandet, så jeg tjener nu nogle flere penge, og, for penge kan man købe alt. Når vejret er dårligt arbejder vi ikke. Til arbejdsstedet kører vi altid i bil. Så, for mit eget vedkommende kan jeg jo være tilfreds med tilværelsen”.
I dette brev fulgte han faktisk op på tonen fra det allerførste brev, han sendte hjem fra Feltham. Det er fra 19. september 1917:
”Et nyt hjem og et bedre, og så tillige et bedre og friere liv, er nu falden i min lod. Mange landsmænd er jeg kommet sammen med. Fra Medelby således Hans Knudsen, Toni Hansen og Hans Jürgensen, Vesby, sidste farverens svigersøn. Det er alligevel noget andet end i livet i Frankrig og for mit eget vedkommende kan jeg rolig se vinteren i Møde. Pakker må du på ingen måde sende mig, bruger intet. Kan hilse Fru Lorenzen, at Hans vistnok også vil være her inden jul, og han vil blive glad når han først er her”.
De landsmænd, som Lorenz henviser til i sine breve hjem, var godt nok tyske statsborgere, men de var danske af sind og overbevisning og blandt de 26.000 dansksindede, der boede i Slesvig, primært det nordlige Slesvig, som blev indkaldt til at kæmpe på tysk side under det, der i samtiden blev kaldt Den Store Krig og i eftertiden Første Verdenskrig.
28-årige Lorenz var én af dem. Hans efternavn var Jepsen, og hans gård lå i Valsbøl, 18 kilometer vest for Flensborg. Han voksede op i et udpræget dansksindet hjem. Da Lorenz Jepsen døde, stod der følgende i en nekrolog i Højskolebladet om ham:
”Hans fader, landmand Asmus Jepsen, var dansk af overbevisning og i al sin færd; han tænkte altid på at opretholde det danske sprog i de egne, hvor han boede. Når han gik på vej og gade og mødte børnene, så spøgte og talte han med dem, men altid dansk for at hjælpe dem til at elske sit fædrelands sprog”.
Dét bar Lorenz Jepsen med sig ind i sit liv og sit virke. Sammen med broren Hans dyrkede også Lorenz det danske sprog og det danske sindelag. Historien fortæller, at han i skolen skulle skrive en stil om preussernes storm på Dybbøl 18. april 1864, og at han tilføjede, at det var en nem sag for preusserne at indtage skanserne, da de ”i forvejen var sønderskudt”. Skolens lærer, byens degn, måtte efterfølgende formane, at dét kunne man ikke skrive, hvorefter den 12-årige Lorenz havde påpeget, at det jo var sandt.
”Javel, min dreng”, skulle degnen ifølge overleveringen have sagt, ”Men selv om det er sandt, så må det dog ikke siges her i skolen”.
En anden overlevering om Lorenz Jepsens stædige manifestation af sin danskhed fortæller, at han som 20-årig en aften var kommet i ophedet debat med en tysk gendarm på kroen i Valsbøl. Gendarmen havde bebrejdet ham, at han talte dansk, og da Lorenz Jepsen fortsatte med det, havde gendarmen truende sagt, at han ville sørge for, at Lorenz Jepsen ville komme tre år til Königsberg, når han blev indkaldt som soldat.
”Gør kun det. De tre år kommer jeg nok igennem, og når jeg kommer hjem, er jeg den samme som i dag”, skulle svaret fra Lorenz ifølge overleveringen have lydt. Da nogle af hans venner rådede ham til at undskylde over for den tyske gendarm, skulle Lorenz Jepsen have svaret:
”Nej. Vel er jeg ked af at blive sendt til Königsberg i tre lange år, men give mit sindelag og mit sprog bort for at blive fri, det gør jeg aldrig”.
Så når Lorenz Jepsen i sine breve hjem fra Feltham fortæller, at han føler sig friere end før, er det, fordi han nu endelig var blandt landsmænd – dansksindede og ligesindede som Hans Knudsen, Toni Hansen, Hans Jürgensen og farverens svigersøn. Og det mål, som han så gerne vil høre Christine læse, er uden tvivl det danske modersmål, som hans og hans fars familie holdt så højt i hævd.
Det var primært i Feltham – dette imponerende kompleks af mursten og jern – at de dansksindede tyske soldater kom til, hvis de endte i fangenskab, og der er mange andre, der skriver hjem med en lettelse over endelig at kunne tale og dyrke det danske. En feldwebel Christensen fra Gram kom ad snirklede omveje til Feltham i det tidlige efterår 1916 og skrev efterfølgende dette om afslutningen på sin første dag i krigsfangelejren vest for London:
”Der blev sunget kraftigt og inderligt. Da jeg om aftenen lå i min seng, følte jeg en glæde og en fred i mit Sind. Nu var jeg blandt landsmænd, og jeg takkede Gud, der havde ført mig så vidt, nærmere mit hjem”.
Det kan godt være, at Lorenz Jepsen og Christensen fra Gram i en kulturel og sindelagsmæssig henseende var kommet tættere deres hjem, men i kilometer var de faktisk længere væk end nogensinde. Og selvom de begge følte sig friere end ved fronten – ja, formentlig friere end da de befandt sig i Slesvig under tysk kontrol – og trivedes i hverdagen, så tog den ene dag den anden i et rutinepræget trummerum med navneopråb hver morgen og seks dages arbejdsuger enten i bygningskompleksets mange værksteder eller på marker og i skove uden for murene. Eftermiddagene, aftenerne og søndagene kunne bruges til at læse, slappe af, samtale, spille dilettantforestillinger eller fodbold og håndbold på de sportspladser, der var etableret på Felthams område.
I oktober 1918 skete der dog endelig noget, som satte skub i både spekulationer og håb. Det rygtedes, at magthaverne i Berlin havde erkendt, at krigen var tabt og derfor havde bedt om, at der blev aftalt en våbenhvile og indledt forhandlinger. Lorenz Jepsen havde svært ved at tro på det. Det fremgår af et brev, som han sendte hjem til Anne 14. oktober:
”Takker for et brev fra 28. aug. Ser, at alt er så omtrent ved det gamle hjemme. Jeg har det vel lignende, thi her slides denne dag også som den anden, man har det egentlig godt nok, og alligevel bliver livet trist og ensformigt i længden … blot freden var nær, men jeg tror ikke at de nuværende fredsbestræbelser vil få bedre skæbne. Men indlysende er det dog nu at det går mod enden med krigen, og selv om det endnu skulde vare et helt år inden vi kommer hjem, så får vi også holde det ud. Vi, som sidder her, kan holde ud, værre er det for de sølle djævle som er ved fronten”.
Noget stort og afgørende var imidlertid i skred. Der var bund i de rygter, som spredtes til Lorenz Jepsen i Feltham.
3. oktober – 11 dage før Lorenz skrev hjem til Valsbøl – havde den tyske kejser Vilhelm d. 2. i Berlin, 930 kilometer øst for Feltham, udpeget en ny rigskansler: Maximilian Alexander Friedrich Wilhelm, også bare kaldet prins Max af Baden. Han var kendt for sin reformvillighed og havde en klar bunden opgave; at få afsluttet Den Store Krig, som den tyske ledelse havde erkendt, at Tyskland med sikkerhed stod til at tabe. Natten mellem 3. og 4. oktober udvekslede den nytiltrådte regering og rigskansler de første noter om en kommende våbenstilstand med den amerikanske præsident Woodrow Wilson, som allerede i januar 1918 havde fremlagt 14 punkter, der var tænkt som en organisering af dels fredsforhandlingerne og dels den efterfølgende verdensorden. Det så ud til, at afslutningen på Den Store Krig var nær.
Du kan købe Genforeningen 1920 online, bl.a. på Saxo.com, eller i din lokale boghandel.
Andre læste også: